Cafe Optimisten - Nyhavn - Købebhavn

Lørdag eftermiddag.

Vi havde været på museum.

Davids Samling
Meget spændende men også ret overvældende.
Så vi trængte til en sen frokost.

Da vi kom ud på gaden overvejede vi lidt, hvad vi skulle.
Men bestemte os hurtigt for at gå i Nyhavn og afprøve Cafe Optimisten, som Pernille havde hørt om.

Som sagt så gjort.
Vi drejede mod Nyhavn og fik ret hurtigt øje på en kæmpe storskærm, som ragede højt op over havnen.
Vi blev lidt irriterede og talte om at det dog også var for dårligt at hele byen snart er plastret til med diverse pågående reklamer.
Men da vi kom lidt tættere på, kunne vi både se og høre at der var tale om en storstilet konkurrence i buskydning, som foregik henover havneløbet, og som så samtidig blev vist på storskærm til ære for dem, der stod længst væk.
Og det var jo straks en anden sag.
Dejligt at se at byens pladser kan bruges alternativt.

Nå men det var et sidespring.

Vi fik mast os igennem menneskemængden og ned mod Nyhavnsbroen.

Cafe Optimisten ligger på "Den Forkerte" side af Nyhavn.
Den side der i gamle dage hed "Den Pæne" side.
Så der er væsentlig mindre trængsel end ovre i solsiden.
Og det er jo rart.

Vi fandt hurtigt cafeen, som lå lidt undseligt og skuttede sig næsten lige ved siden af broen på denne kølige eftermiddag.
En diskret markise og et par enkelte borde, som optimistisk var stillet op udenfor markerede at her lå en lille oase.
Optimistisk fordi der egentlig var ret køligt og blæsende.

I døren stod en ung servitrice, som ivrigt fulgte efter os ned i dybet og ivrigt forkyndte at vi skam måtte sætte os lige hvor vi havde lyst.
Så vi valgte et hjørnebord længst inde i cafeen for bedre at få et overblik over resten af lokalet.

Det første der faldt mig ind, da vi havde sat os og kiggede os lidt omkring var, at det var dog et herligt sammensurium.
Her tænker jeg på indretningen og udsmykningen.
Der var masser af maritime detaljer som skibsure og taljeblokke og skibsmodeller, som understregede at vi jo altså befandt os i en havn.
Men der var også dekorative vinkasse-låg, Andy Warhol billeder og plakater fra film og koncerter.
Møbleringen kunne man vel nærmest betegne som lidt spartansk.
Eller måske snarere enkel og funktionel.
Ikke så mange dikkedarer.

Vi startede med at bestille drikkevarer, fordi vi var meget tørstige efter museumsbesøget.
En lille fadøl og en flaske kildevand til hver.
De kom på bordet efter højest to minutter.

Spisekortet stod i en holder på bordet.
Og igen var mit første indtryk, sikke dog et herligt sammensurium.
Der var smørrebrød og platter.
Et par forskellige anretninger med marineret sild.
Der var pastaretter, sandwiches og salater.
Og et par pizzaer.

Mens vi sad og studerede kortet, kom den anden af de to unge servitricer, der udgjorde personalet med en clubsandwich til nabobordet.
Og den så så lækker ud at vi straks begge besluttede os for at prøve sådan en.
Igen gik det vældig hurtigt.
Ikke mere end 10 minutter.
Den så endnu lækrere ud tæt på.

Og den smagte endnu bedre.
Jeg tror uden at lyve at jeg kan sige at det er den bedste clubsandwich, jeg har fået.
I hvert fald i nyere tid.
For der var jo en gang i en sen nattetime for 25 år siden på en natklub i det indre København...
Nå men tilbage til Optimistens udgave.
Et lunt og sprødt stykke ciabatta.
Friseesalat og rucola.
Tomatskiver
Mange tykke skiver lækkert krydret kyllingebryst. Tydeligt friskstegt.
Baconskiver som godt kunne være håndskårne.
Mild og behagelig karrydressing.

Det er jo altid spændende at bestille en sandwich som denne på en cafe.
Får man nu en lille flad tør tingest, som til gengæld kan spises med fingrene.
Eller får man en mere svulstig model som kræver bestik.
I virkeligheden har jeg et lidt ambivalent forhold til den problemstilling.
For jeg synes jo faktisk at en sandwich skal spises med fingrene.
Til gengæld foretrækker jeg helt bestemt de mere fyldige modeller.
I dette tilfælde var der ikke så megen tvivl.
For det ville være halsløs gerning at forsøge sig uden bestik med Optimistens clubsandwich.
Det var et helt måltid og alting smagte himmelsk.

VI blev liiige nødt til at bestille en øl mere undervejs.
Man bliver altså meget tørstig af at gå på museum.

Da vi var færdige med sandwichen, var vi mætte.
Men ikke mere mætte end at vi blev enige om at man sagtens kan spise dessert til frokost.
Så vi kiggede på spisekortet en ekstra gang og faldt begge for chokoladekagen.
Der var et par andre muligheder, men chokoladen så mest spændende ud.
Til kagen bestilte vi en Cafe Latte og en dobbelt Espresso.

Igen gik det lynhurtigt.
Første indtryk var at skummet på Latten var så tykt og fyldigt at skeen næsten kunne stå selv.
Imponerende.
Espressoen smagte næsten som i Italien.

Og chokoladekagen var gennemført lækker.
Lun, svampet og smagfuld.
Den blev serveret med en klat flødeskum, et enkelt jordbær, et par skiver ananas og en kunstfærdig stribe chokoladesovs henover.

 

En himmerigsmundfuld.
Hvis man endelig skulle foreslå en forbedring skulle det være at skifte flødeskummen ud med en kugle hjemmelavet vanilleis.
For kagen er kraftig nok til at den sagtens kan bære det.

Da vi ankom var vi næsten alene i cafeen.
Men da vi gik var der stuvende fuldt.
Om det var stamgæster eller folk der skulle have varmen efter bueskydningen er svært at sige.
Men vi havde i hvert fald en dejlig oplevelse.

Regningen lød på 425 kr.
Og det kan man bestemt ikke sige er dyrt.
Det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi besøger Cafe Optimisten.

www.optimisten.org

La Galette - København

Det var en blæsende men smuk dag kort tid efter sommerferien

Familien havde været i Tivoli
Det havde været ret så hyggeligt.
Blandt andet fordi det altså var EFTER sommerferien.
Så der var ikke så frygtelig mange mennesker.

Vi havde spist en sen frokost på Restaurant Valhal.
En udmærket burger, som måske bliver anmeldt på et senere tidspunkt.

Først på aftenen var selskabet blevet reduceret til Pernille og mig.
Vi trængte egentlig til noget at spise.
Men vi havde selvfølgelig ikke holdt os tilbage med is og lignende.
Så det var ikke den store sult, der prægede os.

Vi gik lidt rundt i den gamle have og kiggede på forskellige spisesteder.
Men der var ikke rigtig noget vi havde lyst til.

Til sidst blev vi enige om at gå ud af Tivoli og rundt om hjørnet til Copenhagen Corner.
Jeg mente at kunne huske at man der kunne få gammeldags højt belagt smørrebrød.

Men vi blev skuffede.
Det kunne man ikke.
Det er blevet til et lidt kønsløst internationalt sted.
I hvert fald hvis man skal tro spisekortet.

Så vi blev jo lidt slukørede.

Men så kom Pernille pludselig i tanker om at det jo var rigtig længe siden vi sidst havde været på La Galette.
Så med fornyet optimisme styrede vi mod Larsbjørnsstræde.

La Galette er en spøjs lille restaurant.
Den ligger klemt lidt inde i en baggård med kun plads til et par enkelte borde udendørs.
Den har eksisteret i mange år.
Da børnene var mindre var det altid et hit at tage derind og spise pandekager.

For det er det de kan på La Galette.
Men ikke traditionelle danske pandekager.
Nej store franske madpandekager som er bagt med boghvedemel.
Og med alt muligt spændende fyld i form af kød, fisk eller grøntsager.
Så der er langt til vores hjemlige pandekager med is.

Det var en dejlig aften så der var mange mennesker på gaderne, mens vi slentrede ned ad Larsbjørnsstræde.
Vi blev dog på et tidspunkt opmærksomme på at de fleste tilhørte en noget anden generation end vi gjorde.
Men det er jo også lige midt i Københavns Latinerkvarter, som primært er befolket af studerende.

Udenfor porten ind til den rigtige baggård står der et stort skilt på fortovet, som forestiller Obelix.
Det har stået der al den tid vi er kommet der.
Rart med en vejviser.
Så vi dykkede ind gennem portåbningen og gik hen til indgangen.

I døren mødte vi en sød kvindelig tjener.
Da vi spurgte om hun kunne klare et bord til to, som ikke havde reserveret, så hun noget tvivlrådig ud.
Men hun konfererede med en af sine kolleger, muligvis indehaveren, på rivende hurtig fransk, som vi ikke forstod meget af.
Men efter et par minutters gestikuleren vendte hun sig smilende om mod os sagde at der var lige et lille bord ovenpå.

La Galette ER en meget lille restaurant.
Der er måske 10-15 borde som står klinet sammen i et meget lille lokale helt op til en bardisk og med frit udsyn til køkkenet.
Stemningen er meget fransk cafe-agtig.
Vi havde som sagt været der nogle gange før.
Men vi var ikke klar over at der også fandtes et "ovenpå".
Men vi blev ledt gennem stueetagen og ud gennem en dør som ledte til en trappe, hvor også toiletterne befandt sig.
En etage oppe gik vi ind gennem endnu en dør og var pludselig på en slags balkon, med udsyn nedover en del af stueetagen.
Og der stod lige et lille to personers bord helt henne ved rækværket.
Det var meget sjovt at kunne sidde og kigge ned på de andre gæster, mens de spiste.

Vi fik hurtigt bragt et spisekort hver.
Det så ud som vi huskede det.
En masse forskellige boghvedepandekager som hovedretter med alt muligt forskelligt.
For eksempel æg, skinke, tomat, spinat, løg, gedeost og sågar hakkebøf.
Og en masse forskellige søde hvedepandekager med for eksempel honning, banan, chokolade og kastaniecreme.
Så der er nok at vælge imellem.

Pernille bestemte sig for den mest overdådige pandekage på menuen.
En Saint Malo med Røget laks, kaviar, rødløg, purløg, creme fraiche og salat.

Jeg må indrømme at jeg også var fristet af den.
Og af en ved navn Obelix, som var med hakkebøf, æg, tomat og løg.
Men så fik jeg udover kanten øje på en der fik suppe.
Jeg kiggede på menukortet en ekstra gang og opdagede at de havde fiskesuppe fra Bretagne  med Emmenthaler og croutoner.
Jeg kom pludselig i tanker om bouillabaissen, som jeg ikke fik i Skagen.
Så jeg besluttede mig hurtigt for suppen.

Men vi skulle jo også have noget at drikke.
Udvalget af drikkevarer er ikke helt så overdådigt som udvalget af pandekager.
Men man kan få husets rødvin i halve og hele flasker, Hancock øl fra fad og diverse sodavand.
Og så kan man få æblecider.
Fra Bretagne.
Den måtte vi prøve.

Da vi havde bestilt, sad vi lidt og kiggede rundt på de øvrige gæster både oppe og nede.
La Galette tiltrækker alle slags menneseker.
Priserne er meget rimelige, så der er mange unge mennesker.
Men også sådan nogle gamle nogen som os.
Og børnefamilier.
Vi sad lidt og diskuterede om ikke manden i den familie, der sad et par borde fra os var en tidligere minister.
Men vi blev aldrig enige om, hvorvidt det faktisk var ham eller bare en der lignede.

Æblecideren kom hurtigt på bordet sammen med en flaske vand som vi også havde bestilt.
Cideren skulle drikkes af nogle sjove stentøjskopper.
Et spøjst indslag men sikkert meget originalt.
Cideren var en oplevelse.
Sidst jeg drak æblecider var det en dåse med Summersby, som jo ret beset ikke har noget med cider at gøre.
Det er snarere en sød alkohol holdig sodavand med lidt kunstig æblearoma.
Men denne cider var noget ganske andet.
Den var tør.
Meget tør endda.
Og den havde en distinkt aroma af gær.
Som man finder det i belgiske øl.
Og en klar smag af friske æbler.
Meget meget læskende og samtidig kraftig i smagen.
Lækkert.

Så kom maden.

Pernilles pandekage så lige så overdådig ud, som antydet i menukortet.

Jeg fik lov at smage en bid, og jeg kunne kun være enig med hende i at den smagte himmelsk.
Boghvedemelet giver pandekagen en helt speciel, nærmest brødagtig smag og konsistensen er mere bastant end i en dansk dessert pandekage.
Og fyldet var rigeligt.
Den røgede laks var som smør at tygge på.
Det levede til fulde op til vores begges forventninger.

Min suppe derimod var en lille smule skuffende.
Den blev serveret rygende varm i en dyb stentøjs skål.
Og den blev ledsaget af en skål med revet Emmenthaler som virkede meget friskrevet og en skål med croutoner.
Den duftede himmelsk.
Og jeg tog forventningsfuldt den første skefuld.
Som smagte af...
Suppe.
Jeg havde fantaseret om en eksplosion af kraft med en kompleks smag af mange forskellige fisk og skaldyr.
Men det fik jeg ikke.
Det var på ingen måde en dårlig suppe.
Slet ikke.
Men jeg havde nok sat mine forventninger for højt ved erindringen om bouillabaissen.
Og dette var jo ikke en bouillabaisse.
Det stod der heller ikke på menuen.
Der stod fiskesuppe.
Og det var det.
Og som sagt på ingen måde en dårlig fiskesuppe.
Men skuffet det blev jeg.
Selvom det jo var min egen skyld.

Da vi havde spist hovedretterne overvejede vi lidt om vi skulle tage en dessertpandekage eller en kop kaffe.
Men vi blev enige om at vi var for trætte efter en lang dag i Tivoli.
Så vi nøjedes med vores hovedretter.

Regningen lød på 315 kr.
Og det er BESTEMT ikke dyrt.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal på La Galette.
Men næste gang holder jeg mig nok til pandekagerne.

www.lagalette.dk

Carlslund . Fruens Bøge - Odense

Vi havde i flere år talt om, at når lejlighed bød sig, skulle vi tage til Fruens Bøge og smage deres berømte æggekage.

Mange mennesker, især Odenseanere, havde rost den til skyerne.

Og det ser da også meget spændende ud, når man kigger på restaurantens hjemmeside.
De har lavet æggekage i 150 år.
Og de laver imponerende mange.
Igen ifølge hjemmesiden bruger de hvert år ca 500.000 friske æg.

Så forventningerne var høje, da vi en søndag først i september var på vej fra en fest på Nordfyn til besøg hos familien i Odense og besluttede at nu kunne det jo lige passe med at vi smuttede omkring Fruens Bøge.

Restauranten gør ikke meget væsen af sig i lokalområdet.
Da GPS'en forkyndte at nu var vi fremme ved bestemmelsesstedet, holdt vi midt på en vej igennem skoven, hvor der ikke lige var nogen restauranter at se.
Men vi kørte lidt frem og tilbage og fandt til sidst stedet trukket lidt tilbage fra en lille blind vej, som vist førte ned til et trinbræt på lokalbanen.

Der var mange biler, og da vi gik forbi vinduerne til det smukke gamle hus kunne vi se, at der var en del mennesker i restauranten.
Så vi blev lidt nervøse for om der mon var plads til os.
Vi fandt indgangen på den anden side af huset og gik ind.
Vi havnede i en slags entre imellem to serveringslokaler.
I det samme kom en pige hastende forbi med en stor pande æggekage.
Hun viste os ind i bunden af det ene lokale og sagde at vi selv kunne vælge hvilket af de to ledige borde, vi ville have.

Vi valgte et vinduesbord og fik hurtigt bestilt æggekage og danskvand.
Nu var der tid til at kigge lidt på de øvrige gæster.
Der var stuvende fuldt.
Det ser ud til at være et rigtig familieudflugtssted.
Der var mange børn i alle aldre, som myldrede rundt om benene på de travle servitricer.
Og der var oldemødre, med rollator, som skulle have hjælp til at manøvrere omkring de mange borde.
Selve lokalet var meget hyggeligt og holdt i almuestil.
Man kunne fornemme historiens vingesus.

Og så kom den søde servitrice med vores æggekage.
En stor stegepande, rygende varm og med bjerge af flæsk.
Præcis som vi havde fået fortalt.
Hertil friskt rugbrød og et glas med restaurantens hjemmelavede sennep.

Jeg startede med lige at snuppe et stykke flæsk.
Carlslunds æggekage serveres med både stegt flæsk og røget bacon.
Begge dele sprødstegt.
Desuden friske tomatskiver og en masse purløg.
Det stykke flæsk jeg snuppede var MEGET sprødt og lækkert.

Vi tog et stykke æggekage hver.
Det var lidt svært at få balanceret over på tallerkenerne, fordi æggekagen var noget usammenhængende i konsistensen.
Nærmest som røræg.
Men det lykkedes.

Så tog vi begge den første mundfuld, så på hinanden og udbrød i munden på hinanden: "De har brugt pasteuriserede æg!"
Det var jo noget af en skuffelse.
Æggekagen havde denne underlige ligesom glatte og plastikagtige konsistens i munden som vi begge forbinder med pasteuriserede æg.
Den samme konsistens, som de røræg der serveres til morgenbuffeten på mange hoteller.

Flæsk og bacon var perfekt stegt.
Tomaterne var lækre og friske.
Anretningen var overdådig og indbydende.
Men det hjælper jo ikke så meget når selve æggekagen smager af plastik.

Men vi var sultne, så vi spiste os igennem det meste af den store æggekage.
Vi måtte dog levne et lille stykke.

Regningen lød på 282 kr. for 2 portioner æggekage og 2 flasker danskvand.
Det kan man ikke sige er dyrt.
Især ikke fordi der er gjort så meget ud af det.
Det er bare ærgerligt med de pasteuriserede æg.

Så vi var lidt skuffede da vi gik derfra.
På vej til familien blev jeg mere og mere irriteret.
Og i løbet af aftenen havde jeg efterhånden i hovedet fået forfattet et harmdirrende blogindlæg, der mest skulle handle om det kulturtab Danmark har lidt efter at de grådige hønseavlere har spredt salmonella alle steder, så man ikke længere må lave mad af friske råvarer men kun af kedelige industriprodukter.

Men inden jeg satte mig ned og skrev ville jeg lige være sikker i min sag.
Så jeg skrev til en veninde, som arbejder hos sundhedsmyndighederne og spurgte hvordan det nu lige helt hang sammen med de her pasteruriserede æg.

Hun var meget fortørnet over at de kunne finde på at bruge pasteuriserede æg til æggekage.
Især fordi man sagtens kan overholde de påkrævede 75 grader, hvis man er lidt omhyggelig.
Hun mente i øvrigt ikke at man kunne bebrejde hønseavlerne noget som helst i den sammenhæng.
Blandt andet fordi der i perioder er mere salmonella blandt fritgående høns end blandt burhøns.

Så blev jeg jo så klog.
Og lidt slukøret.
Men glad for at jeg ikke havde fået svinet nogen til på et forkert grundlag.

Jeg ville dog lige være helt sikker.
Så jeg skrev til restauranten og spurgte om de brugte pasteuriserede æg.
De bedyrede at det gjorde de ikke og at de skam havde helt styr på tempraturen.
Så jeg skylder dem jo nok en undskyldning.
Den er hermed givet.

Men hvad søren er der mon så galt med deres æggekage?
Den HAVDE jo denne plastikagtige og glatte konsistens.
I virkeligheden en lille smule som æggestand.
Bare mere plastikagtig.
Og så er det måske heller ikke pasteuriserede æg, der bruges til røræg på hotellerne...
Måske kan en af læserne af denne blog komme med svaret?
Jeg vil MEGET gerne blive klogere.

Men som konklusion må man sige at det var en flot anretning.
Alt andet end lige æggekagen var helt i top.
Omgivelserne var rigtig hyggelige.
Og prisen var absolut rimelig.
Så hvis man synes at røræggene på hotellernes morgenbufeter er lækre, så kan jeg VARMT anbefale Carlslunds æggekage.
Det synes vi bare ikke.

Måske har vi været uheldige.
Måske er vores smagsløg oversensitive
(måske skulle man få sig et job som prøvesmager...)

Måske giver vi Carlslund en chance mere en anden gang.
Men der går nu nok noget tid.

www.restaurant-carlslund.dk

Skagen Fiskerestaurant - Skagen

  
Vi havde glædet os til denne sidste aften i Skagen, hvor vi skulle prøve Skagen Fiskerestaurant og holde den op mod Restaurant Pakhuset.

Vi havde bestilt bord til kl 19.
Da vi gik ind i stueetagen, var jeg nær faldet, fordi jeg ikke lige var forberedt på, at der var sand på gulvet.
Jeg må lære at se mig for.
Men vi havde bestilt bord med udsigt ovenpå.
Så vi gik op ad den snoede trappe.
Ovenpå stod en meget ung og en lidt ældre tjener og ventede utålmodigt.
Vi blev vist hen til vores bord.
Og det var lidt af en rejse.
Vi skulle igennem 2 døråbninger.
Men de var kun omkring halvanden meter høje.
Så man skulle VIRKELIG bøje sig for at komme under.
Vi fik et hjørnebord med udsigt over havnebassinet.
Så vi kunne sidde og kigge over på det vindue i Restaurant Pakhuset, hvor vi havde spist nogle dage tidligere.
Vi var alene i restauranten.

Den unge tjener kom med menukort og en karafel vand.
Der var en lidt større a la carte afdeling end på Pakhuset.
Der var vel en 10 retter i alt eller deromkring, hvoraf de fleste kunne fås som både forret og hovedret.
Der var blandt andet en boulabaise, som lød vældig lækker.
Derudover var der en 4-retters menu som vi begge bestemte os for.

Vi besluttede os for at drikke rosevin, og spurgte tjeneren hvad han kunne anbefale.
Han udpegede en vin fra Toscana, som han roste i høje toner.
Den udmærkede sig samtidig ved at være den næstbilligste.
Et sympatisk træk.
Så den valgte vi.
Ganske kort efter kom han med en lille appetitvækker på en ske.
Det viste sig at sådan en lille ekstra forret hedder en amuse.
Så blev vi så kloge.
Denne amuse bestod af et lille stykke krabbemouse med et par små skiver radise og et par småbitte ringe af rødløg.
Meget delikat.
Hertil tog vi hul på kurven med brød.
Tjeneren fortalte at det var helt friskbagt, og det var da også en
lille smule lunt endnu.
Meget dejligt brød.

Nu begyndte der at komme lidt flere gæster.
Blandt andet et bordfuld svenske blondiner.
Nu kom vores forretter.
Det var 2 råmarinerede kammuslinnger, som blev serveret med mangosalsa, en dekorativ stribe af ingefærolie og soya rundt langs kanten af tallerkenen samt to små lyserøde ting, som vi ikke kunne identificere.
Så vi spurgte tjeneren.
Det viste sig at være små kugler udskåret af rødløg og så syltet.
De klædte muslingerne vældig godt.

Nu var der efterhånden en del mennesker i restauranten.
Blandt andet et fransk eller belgisk par, hvor kun manden kunne engelsk.
Igen var der intet menukort på engelsk.
Og igen kunne tjeneren ikke de engelske navne på hverken kammusling, søtunge eller jomfruhummer.
Man kan altså undre sig over at tjenerne ikke er udstyret med et lille lommekort, som lige nævner de 10-15 mest almindelige råvarer på engelsk, tysk, fransk, svensk og norsk.
Nå, men det er jo ikke vores problem.

Hovedretterne var virkelig lækre.
Indbagt rødtungefilet farseret med blandt andet oliven og cherrytomater.
Hertil kantareller og blancheret babyspinat samt en creme fraiche baseret sauce.
Og de mest nuttede små nye kartofler.
De var allesammen kuglerunde og lige store.
Som mellemstore vindruer.
Og de smagte himmelsk.
Ligesom resten af retten.

Ved et af de andre borde var et ældre par begyndt at brokke sig højlydt over betjeningen.
De påstod at have ventet i 5 kvarter på den første ret.
Det kan nu ikke passe, for vi havde kun lige været der i 5 kvarter og de kom et stykke tid efter os.
Men det virkede nu godt nok som om de måske var blevet glemt.
For tjenerne fik meget travlt med at hente mad og undskylde.

Vores næste ret var beskrevet som "forskellige europæiske oste".
Og da vi havde ventet lidt efter hovedretten kom en ung pige trillende med et stort tykt træbord med forskellige oste og tilbehør.
Hun gav sig god tid til at forklare om hver enkelt ost, og det virkede virkelig som om hun vidste hvad hun talte om.
Pernille havde ikke mod på gedeosten eller blåskimmelosten, men jeg måtte lige smage dem allesammen.
Da vi havde bestemt os lavede hun en lille kunstfærdig anretning med de ting vi nu hver især ville have.
Først en meget mild brie.
Den var meget blød og moden men samtidig meget meget mild, så den smeltede nærmest på tungen.
Hertil valnøddekerner vendt i honning.
Så en fåreost, som var vasket i ammoniak.
Hun havde advaret om at den var meget kraftig.
Det var nu ikke så galt.
Men jeg kunne ikke smage ammoniakken.
Til gengæld syntes jeg den nærmest smagte som en emmenthaler.
Pernille kunne sagtens smage amoniakken og syntes at den smagte lidt i retning af skærpekød.
Hun brød sig i øvrigt ikke om den.
Hertil små nice-oliven.
Derefter en gederulle, som tjeneren havde forklaret både blev lavet lokalt på gårdene i det pågældende område og industrielt.
Når bønderne selv lavede den, lagde de et strå i midten i længderetningen for ligesom at holde sammen på den.
Denne her havde et strå.
Hertil tørrede abrikoser.
Til sidst en blåskimmelost, som var som blåskimmeloste er flest.
Lidt tør i konsistensen.
Men dejlig.
Hertil flere valnødder i honning.
Til ostene fik vi et par forskellige kiks og et stykke hjemmebagt knækbrød.
.

 

Mens vi ventede på desserten lagde jeg mærke til at den fransk/belgiske mand havde bestilt boulabaisen.
Den blev serveret i en lille jerngryde.
Det så rigtig lækkert ud, og jeg sad næsten og fortrød at jeg ikke havde valgt den.
Det ældre par havde fået mad og var nu lutter smil.
Og det lød som om de svenske blondiner morede sig storartet.
Restauranten var nu stuvende fuld, og tjenerne havde mere end rigeligt at se til.
Desserten var et lille stykke millefeuille, en kugle kokos sorbet og et limeshot.
Det sidste var et shotglas med hvad man vel næmest må betegne som stærk limesaftevand.
Kanten af glasset var dyppet i sukker og finthakkede mynteblade.
En lidt besynderlig konstruktion.
Men det klædte nu egentlig kagen og isen meget godt.
især kokos sorbeten var meget lækker.

Vi havde ikke rigtig lyst til kaffe, så vi bad om en regning.
Nu kunne vi rigtig mærke hvor travlt der var, for vi måtte bede om den igen efter et kvarter.
Så kom den til gengæld med det samme.
Den lød på 1075 kr.
Det må siges at være meget rimeligt for en middag på det niveau.

Og så kommer jo det store spørgsmål.
Hvilken restaurant var bedst?
Pakhuset eller Skagen Fiskerestaurant?
Vi blev hurtigt enige om, at det var Pakhuset.
Vi kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor.
For Skagen Fiskerestaurant havde både et større menukort (med bouilabaise...), havde mere avancerede retter og var billigere.
Men alligevel tror jeg at valget falder på Pakhuset hvis vi en anden gang skal have en pænere fiskemiddag i Skagen.
Men vi havde absolut en dejlig aften, som var en dejlig afslutning på en herlig ferie.

www.skagen-fiskerestaurant.dk

Havnecafeen - Læsø

 
Vi var på en heldags udflugt til Læsø.
Søster, svigerinde og svoger (ialt 2 personer) havde planlagt et meget fint program for os, hvor vi fik oplevet en masse spændende ting.
En af tingene var en frokost på Restaurant Havnecafeen i Østerby.
Den bliver drevet af en lokal ung mand, som har været på kokkeuddannelse på fastlandet, og som så er vendt tilbage til fødeøen for at drive restaurant.
Rygtet vil vide at han har fundet nogle af sin mormors gamle opskrifter frem og benyttet dem som basis på menukortet.
Så forventningerne var høje da vi trillede ind på havneområdet.
Vi havde allerede oplevet en del, så vi var ved at blive sultne.
Søster/svigerinde/svoger havde rost stedet i høje toner og fortalt at de normalt spiser her flere gange i løbet af en uges ferie.
Så det lovede jo også godt for kvaliteten.

Da vi ankom havde de kun lige åbnet, og værten gik og tørrede de udendørs borde af.
Vi overvejede et kort øjeblik at sidde ude, men blev hurtigt enige om at det nok trods alt var for koldt og blæsende.
Så vi gik indenfor.
Og fik lidt af en lang næse.
For næsten alle bordene var dækket op til kaffe.
Man ventede en hel busfuld pensionister lidt senere.
Vi fik dog hurtigt anvist et bord i hjørnet med udsigt over havnen.

Der var en hel række forskellige retter på frokostkortet. Men det endte med, at vi alle bestilte fiskefrikadeller som vores værter roste i høje toner.
De kom hurtigt på bordet, og jeg må sige at vi ikke blev skuffede.
Fiskefrikadellerne var ikke særlig store.
Til gengæld var der 4 af dem.
Og de var tydeligt pandestegte.
Mange steder hvor der reklameres med pandestegte fiskefrikadeller, har man altså sine tvivl.
Men ikke her.
De var sprøde og lækre.
Bar ikke præg af at være opvarmede.
De kunne såmænd sagtens være bleve stegt specielt til os.
De var grovhakkede og smagte himmelsk.
De blev serveret med 3 skiver hjemmebagt rugbrød, der var så friskt at skiverne hang sammen og var lige ved at gå i stykker da de blev skilt ad.
Desuden en meget lækker hjemmelavet remoulade.
Et pragtfuld måltid, som var helt enkelt men meget meget veltillavet og lækkert.

Bagefter fik vi kaffe med hjemmebagt kringle.
Kringlen var angiveligt en af mormors opskifter.
Og det må have været skønt at være en lille dreng og besøge den mormor.
Kringlen var ihvertfald utrolig lækker.
Den var en anelse lun.
Men igen uden at virke opvarmet.
Den var sikkert blevet bagt for højst et par timer siden.
Alt i alt en rigtig dejlig, nede på jorden frokostoplevelse af meget høj kvalitet.
Og vi nåede at komme afsted igen inden pensionist invasionen.

www.havnecafeen-laesoe.dk

Restaurant Pakhuset - Skagen

  
Vi havde glædet os meget til at skulle spise en masse fisk når vi kom til Skagen på ferie.

Så da vi havde fået samlet turistbrochurer den første dag, gik vi i gang med at undersøge hvilke muligheder der var.
De fleste restauranter i Skagen reklamerer med at de har frisk fisk.
Altså de rigtige restauranter.
Selvfølgelig ikke de mange pizzeriaer, som også i Skagen ligger på hvert gadehjørne.
Men vi fandt to deciderede fiskerestauranter, som begge ligger ud til lystbådehavnen.
Den ene af dem, Restaurant Pakhuset, havde på sin hjemmeside et eksempel på et menukort.
De gjorde kraftigt opmærksom på at det kun var et eksempel, fordi det jo kommer an på hvilke fisk der lige er i sæson.
Det så meget fint ud, så den blev det.
Så tager vi den anden en anden dag.
Så vi bestilte bord til kl 19.

Der var ingen problemer med at finde restauranten.
Den lå direkte på kajen og så meget autentisk ud med små bitte vinduer på første sal, hvor selve restauranten ligger.
I stueetagen er der cafe.
Da vi kom indenfor blev det tydeligt, at de gik meget op i deres maritime koncept.
Der var tovværk og kofilnagler overalt.
Og galeonsfigurer.
I rå mængder.
Overalt.
Store og små med og uden blottede bryster.
Ved hvert eneste bord hang der en lille billedramme, hvor der strittede en lille galeonsfigur frem.
(Vi fandt senere ud af, at der er tale om en kopi af en samling af galeonsfigurer fra Skagen Hotel).
Men der var pænt og lyst og venligt.
Vi havde bedt om et bord med udsigt.
Og jeg tror vi fik det bedste bord i hele restauranten.
Ved et af de små vinduer og vendt mod lystbådehavnen og den del af kajen, som huser de andre restauranter og butikker.

En sød ung kvindelig tjener viste os hen til bordet og spurgte straks om vi ville have noget at drikke mens vi kiggede på menukortet.
Jeg bestile en Campari med soda og Pernille et glas hvidvin med brombærlikør.
Der er ikke noget at sige om Camparien.
Den smagte som den slags plejer.
Dejligt.
Men Pernilles drink var ret spændende.
Lidt i stil med en Kiir.
Men alligevel helt anderledes fordi det var brombær og ikke solbær.

Spisekortet var meget overskueligt.
Der var 2 forretter, 3 hovedretter og 2 desserter plus en osteanretning.
Vi blev enige om at dele en flaske hvidvin selvom Pernille skulle have kalvekød til hovedret.
Jeg fandt en spændende udseende Sauvignon Blanc fra Chile.
Men da jeg ville bestille den, så den unge dame meget bekymret ud og sagde at vi altså skulle være opmærksomme på, at den var usædvanligt meget parfumeret.
Slet ikke en dårlig vin.
Rund og kraftig.
Men man skulle altså kunne lide den meget parfumeret.
Og det er der ikke rigtig nogen af os der bryder os om.
I stedet foreslog hun en New Zealandsk vin af den samme drue.
Den var godt nok noget dyrere, men hun forsikrede os om at den var god.
Så den tog vi.

Inden forretterne fik vi en lille anretning med letrøget kullertatar.
Der var bare omkring en teskefulds penge.
Men det var uhyre delikat.
Og anrettet med små bitte terninger af mango og små ringe af rødløg.
En rigtig lækker lille appetitvækker.
Det skal i øvrigt lige siges at vinen til fulde levede op til forventningerne.

Til forret havde Pernille bestilt ristet havtaskehale.
Den kom smukt anrettet med sprødstegte julienneurter.
Det så meget lækkert ud.
Og smagte derefter.
Jeg fik suppe af jordskok og brøndkarse.
En smuk forårsgrøn legeret tallerkenfuld anrettet med et par lige tilpas grillede kammuslinger og små stykker helt sprød og meget krydret bacon eller skinke af en slags.
En himmerrigs mundfuld.

Så snart vi begge var færdige med forretterne bllev tallerkenerne fjernet, og lidt efter fik vi en lille portion kærnemælks sorbet til lige at rense ganen med.
Det er altså meget sympatisk med den slags små ekstraretter ind imellem.
Det kan ikke koste alverden for restauranten, og man bliver så glædeligt overrasket og føler sig forkælet.

Efter få minutters venten kom hovedretterne.
Nu havde vi stort set restauranten for os selv denne søndag aften.
Så det burde ikke være så svært.
Men det vidner om overskud og professionalisme når retterne følger
hinanden så hurtigt at tiden ikke føles lang og man samtidig ikke føler, at det bliver jaget afsted.

Pernille havde bestilt kalvefilet.
Hun fik en smuk anretning med 2 pæne skiver rosastegt kalvefilet anrettet med en spinat quiche, et stykke kartoffeltærte, et par små gulerødder og et par svampe.
Smukt og delikat.
Jeg fik en sprødstegt pigvar filet, som var anrettet med næsten det samme tilbehør som kalvefileten.
Dog var kartoffelgratinen udskiftet med små nye kartofler.
Lige da jeg så min tallerken, tænkte jeg at sovsen vist bare var den samme suppe, som jeg havde fået til forret bare tyknet lidt.
For den lignede fuldstændig.
Men der tog jeg fejl.
Hvor suppen smagte tydeligt af jordskok og kun havde en svag antydning af kammuslingerne, var denne sovs en udpræget fiskesovs.
Kraftig og god.
Fisken var perfekt stegt og smagte himmelsk.

Igen blev tallerkenerne fjernet så snart vi var færdige.
Og desserterne kom hurtigt.
Pernille fik en hjemmelavet krydderurte brie.
Igen en smuk anretning med en lille skål sorte oliven, en lille skål solbærsyltetøj, et par stykker hjemmebagt knækbrød og et enkelt japansk kirsebær.
Det var lidt svært at afgøre præcis hvilke krydderurter der var tale om.
Men velsmagende, det var det.
Jeg fik et stykke lækkert chokoladetærte med en enkelt kugle jordbæris og en overdådighed af syltede kirsebær.
Utrolig friskt og lækkert.
Til sidst ville Pernille gerne have en cappucino, mens jeg bare nøjedes med at drikke resten af vinen.
Det var Pernille der skulle køre hjem.
Alt i alt et fremragende måltid.

Meget flink og charmerende betjening, der lige fortjener et par ekstra bemærkninger.
Der var to andre par i restauranten.
Det ene havde to små piger med.
Og da forældrene fik deres kaffe, hvor der hørte små stykker mørk chokolade til, kom tjeneren med et par små stykker lys chokolade til pigerne, fordi hun regnede med at det kunne de nok bedre lide.
Det andet par var en dansk pige og en engelsktalende mand, vistnok fra australien.
Spisekortet fandtes kun på dansk og pigen havde lidt svært ved at oversætte de forskellige fiskenavne til engelsk.
Men så kom tjeneren springende med en stor illustreret bog med forskellige fisk, som hjalp en hel del.
Meget fin service selvom det jo havde været nemmere med et spisekort på engelsk.

Regningen lød kun på 1297 kr.
Og det viste sig da også at de havde glemt at skrive kaffen på.
Da vi gjorde opmærksom på det, så tjeneren lige i et sekund forvirret ud men sagde så at kaffen jo så var på husets regning.
Igen fin service i stedet for at skulle vente på en ny regning.
Restaurant Pakuset i Skagen er et dejligt sted som vi på det varmeste kan anbefale.
Om et par dage skal vi prøve konkurrenten på den anden side af havnebassinet, nemlig Skagen Fiskerestaurant.
Det bliver spændende at se hvordan den er i sammenligning.

www.pakhuset-skagen.dk

Restaurant Satyricon - Alcudia - Mallorca

  
Dette indlæg er skrevet 4 måneder efter besøget.
Så der er i høj grad baseret på min (vores) i øvrigt stærkt svindende hukommelse.
Og vi har ikke nogen billeder af maden.

Men vi synes at det var så god en oplevelse at den trods alt fortjener et forsøg.
Jeg har placeret indlægget så det passer i kronologien, selvom det altså er skrevet langt senere.
Vi tager nok derned igen på et tidspunkt.
Og så kan vi jo nok lave en lidt mere grundig anmeldelse.

Så here goes.

Det var den sidste aften i ferien.
Vi havde været på Mallorca i en uge.
Pernille, vores søn Johan og jeg.
Det havde været alletiders ferie, hvor vi havde oplevet alt muligt.
Lige fra jetski over go-cart til drypstenshuler og strand-dasen.

Vi havde et par gange i løbet af ugen hygget os sammen med en tidligere kollega til Pernille, som er flyttet til Mallorca permanent.
Det er jo rart med en fastboende guide, som kan give lidt råd og vejledning om, hvad man skal og måske især hvad man ikke skal.
Hun arbejder på en spændende restaurant i Alcudia, som hedder Satyricon.
Så den skulle vi selvfølgelig prøve.
Hun anbefalede at vi kom om fredagen, fordi der plejer at komme en operasangerinde og underholde.
Så det gjorde vi.

Vi havde ellers lejet en bil mens vi var dernede.
Men denne aften besluttede vi at tage en taxa fra hotellet, så vi alle kunne få os et glas vin eller tre.

Vores hotel lå i udkanten af Alcudia på nordøst kysten af øen.
Og restauranten lå midt i den gamle bydel.
Så det tog kun et par minutter.

Alcudia er en meget gammel by, bygget af romerne for hvad der vel må være et par tusind år siden.
Den gamle bydel er omkranset af en høj mur.
Så vi forlod taxaen ved byporten og gik det sidste stykke.
Det var en pragtfuld aften, så det var kun rart med en slentretur inden maden.

Restaurant Satyricon ligger på et lille torv midt i den gamle bydel side om side med en række andre små restauranter.
Det er et meget charmerende område, og man mærker virkelig historiens vingesus i de gamle smalle gader.

Selve restauranten ligger i et ret så spændende hus.
Det er bygget sammen af to huse, som er henholdsvis 100 og 400 år gamle
Og der var den lokale biograf indtil for 20 år siden.
Det har så stået tomt indtil restauranten åbnede i marts 2009.

Selve restaurationslokalet er nærmest ovalt med borde langs væggene og i midten..
I begge sider fører en vindeltrappe op til en balkon, hvor der ligeledes er borde.
Der er gjort meget ud af at understrege forbindelsen til de gamle romere.
Væggene og loftet er prydet med flotte kalkmalerier, som snildt kunne have været autentiske.
Det er de nu ikke, men de er godt lavet.
Gulvet er dækket af en meget flot mosaik, der er en kopi af gulvet i en italiensk kirke fra 1400-tallet.
Man kan læse meget mere om indretningen på restaurantens hjemmeside.
Se linket i bunden af dette indlæg.

Vi skulle sidde udenfor i en lille gård.
Den var omkranset af måske 5 meter høje mure.
Dette var den ældste af de to bygninger, og My, som kollegaen hedder, udpegede et par steder hvor man kunne se overgangen fra det nye til det gamle.
Vi følte os virkelig hensat til romertiden.
Væggene i gården var beklædt med store gipsrelieffer, som er hentet i Milano specielt til lejligheden.
De så meget da Vinci agtige ud.
Og selvom det jo er lidt af en anakronisme i forhold til romerne var det meget stemningsfuldt.

Vi blev placeret ved et bord ved væggen, og der gik ikke mange øjeblikke før menukortene var på bordet.
Satyricon adskiller sig lidt fra de fleste andre restauranter, vi havde besøgt på Mallorca.
For det første virkede betjeningen og hele stemningen lidt mere formel og stilfuld end så mange andre steder.
Tjenerne er lidt mere korrekte og jeg havde nær sagt fornemme.
Man føler sig næsten som en romersk, om ikke kejser, så i hvert fald senator.
For det andet var der ikke nogen børnemenu.
Det viste sig at være en bevidst strategi fra restaurantens side.
Det er ikke sådan at børn ikke er velkomne.
Men det er en restaurant for voksne.
Med relativ avanceret mad.
Og når der ikke er nogen børnemenu, så kommer der kun sjældent børn.
Og det er jo faktisk meget rart, når man nu er et voksent selskab.

Vi fik serveret en aperitif, mens vi studerede menukortet.
En læskende melonholdig ting i et champagneglas.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, hvad vi skulle have.
Menuen fandtes ikke på dansk.
Så vi måtte have My til lige at oversætte et par ting.

Og her begynder vores vaklende hukommelse så at sætte ind.
Det er lykkedes at komme frem til at jeg til forret fik nogle meget lækre crepes med krabbefyld.
Johan fik laksetatar med wasabi og soja
Og Pernille fik en avocado millefeouille med pistacienødder.

Til hovedret fik jeg en meget spændende filet af St. Petersfisk serveret med karameliserede løg og safransacue.
Pernille fik Iberisk Secreto med sprøde grøntsager og glaserede charlotteløg.
En Secreto er en særlig udskæring af svinefilet, som er fuldstændig fri for fedt og utrolig mør.

Vi kan ikke komme i tanker om, hvad Johan fik til hovedret eller dessert.
Men jeg fik pandekager med æblekompot og kanelsovs til til dessert.
Og Pernille fik en flot udseende anretning med et rør lavet af en slags vaffel på ca. 5 cm i diameter fyldt med mangois.

Hertil en kanelkiks og chokoladesovs.

Alt blev aftenen igennem serveret meget indbydende og smukt anrettet.
Jeg er meget ked af, at vi ikke fik taget nogle billeder.

Vi bestilte en rosevin som My anbefalede.
Som et led i det romerske tema, fik vi store drikkebægre af form som vinglas men lavet af tin.
Det er rent ud sagt utroligt så meget anderledes det føles at drikke vin af et metalkrus.
Det er jo en kendt sag, at glassets størrelse og form har betydning for oplevelsen af vinen.
Og der er ingen tvivl om, at man går glip af nogle af de finere nuancer når vinen drikkes på denne måde.
Men det var jo en rosevin.
Og den holdt sig helt sikkert kold betydelig længere end hvis vi havde drukket af glas.
Og så passede det fantastisk godt ind i stemningen.
Krusene er, fik vi at, hentet i Italien.

Da vi var ved at være færdige med forretterne begyndte aftenens underholdning.
En køn ung pige sang operaarier så man fik tårer i øjnene.
Det var utrolig smukt.
Og hele stemningen med den tiltagende skumring satte prikken over i'et.
Hun sang to arier.
Bagefter kaldte jeg hende over til vores bord for at høre lidt om, hvad vi havde hørt og for at rose hendes optræden.
Hun fortalte beredvilligt om musikken.
Og igen her svigter hukommelsen.
Men jeg havde i hvert fald ikke hørt om komponisten før.
Hun fortalte også at hun ikke var færdigudddannet men stadig gik på konservatoriet.

Næste gang hun kom på, var imellem hovedretterne og desserterne.
Man skulle næsten tro at det var timet efter vores måltid.
Det var mindst lige så smukt som første gang.
Endda så smukt at Johan, der jo ellers ikke har en alder hvor opera er i højsædet, bagefter sagde at det havde været en stor oplevelse og at han da godt kunne overveje at høre noget mere opera.
Så kan man vist ikke nå højere som operasanger.

Efter desserterne spurgte My om vi ikke lige havde lyst til et glas champagne på falderebet.
Det var ved at tynde ud i gæsterne, så nu havde hun tid til at komme over og sidde lidt og sludre.
Det havde vi selvfølgelig og det var vældig hyggeligt.

Det havde været en helt fantastisk aften.
Den varede noget længere end sædvanligt på grund af operaen, men det gjorde jo bestemt ikke spor.
Maden havde været helt fuldstændig overdådig og i top.
(selvom det altså kniber med hukommelsen...)
Så vi var trætte og mætte da vi sagde tak for i aften til My og slentrede ned mod den ventende taxa.
Og der var så lige et ekstra lille spændingsmoment.
Eftersom det jo var den sidste aften havde vi sørget for at få vores euro-beholdning kørt næsten i bund.
Og på vej ned mod taxaerne kom vi i tanker om, at taxaer på Mallorca normalt ikke tager kreditkort.
Men det lykkedes at få samlet småmønter nok sammen til at komme hjem til hotellet.

Restaurant Satyricon var helt uden nogen som helst sammenligning den største og bedste oplevelse af kulinarisk karakter på denne ferie.

Vi skal helt sikkert til Mallorca igen.
Ikke kun på grund af Satyricon.
For det er en pragtfuld ferieø.
Alle vores fordomme om grisefester og kæmpe betonhotellet blev gjort til skamme.
Men når vi så alligevel skal derned igen, så skal vi HELT sikkert besøge Satyricon igen.

www.simplesite.com/PieroRossi