En god ide...

Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.

Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.

Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.

Gode såvel som dårlige.

Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.

Men det sker da flere gange om året.

Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.

Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.

torsdag den 18. juni 2009

Restaurant Satyricon - Alcudia - Mallorca

  
Dette indlæg er skrevet 4 måneder efter besøget.
Så der er i høj grad baseret på min (vores) i øvrigt stærkt svindende hukommelse.
Og vi har ikke nogen billeder af maden.

Men vi synes at det var så god en oplevelse at den trods alt fortjener et forsøg.
Jeg har placeret indlægget så det passer i kronologien, selvom det altså er skrevet langt senere.
Vi tager nok derned igen på et tidspunkt.
Og så kan vi jo nok lave en lidt mere grundig anmeldelse.

Så here goes.

Det var den sidste aften i ferien.
Vi havde været på Mallorca i en uge.
Pernille, vores søn Johan og jeg.
Det havde været alletiders ferie, hvor vi havde oplevet alt muligt.
Lige fra jetski over go-cart til drypstenshuler og strand-dasen.

Vi havde et par gange i løbet af ugen hygget os sammen med en tidligere kollega til Pernille, som er flyttet til Mallorca permanent.
Det er jo rart med en fastboende guide, som kan give lidt råd og vejledning om, hvad man skal og måske især hvad man ikke skal.
Hun arbejder på en spændende restaurant i Alcudia, som hedder Satyricon.
Så den skulle vi selvfølgelig prøve.
Hun anbefalede at vi kom om fredagen, fordi der plejer at komme en operasangerinde og underholde.
Så det gjorde vi.

Vi havde ellers lejet en bil mens vi var dernede.
Men denne aften besluttede vi at tage en taxa fra hotellet, så vi alle kunne få os et glas vin eller tre.

Vores hotel lå i udkanten af Alcudia på nordøst kysten af øen.
Og restauranten lå midt i den gamle bydel.
Så det tog kun et par minutter.

Alcudia er en meget gammel by, bygget af romerne for hvad der vel må være et par tusind år siden.
Den gamle bydel er omkranset af en høj mur.
Så vi forlod taxaen ved byporten og gik det sidste stykke.
Det var en pragtfuld aften, så det var kun rart med en slentretur inden maden.

Restaurant Satyricon ligger på et lille torv midt i den gamle bydel side om side med en række andre små restauranter.
Det er et meget charmerende område, og man mærker virkelig historiens vingesus i de gamle smalle gader.

Selve restauranten ligger i et ret så spændende hus.
Det er bygget sammen af to huse, som er henholdsvis 100 og 400 år gamle
Og der var den lokale biograf indtil for 20 år siden.
Det har så stået tomt indtil restauranten åbnede i marts 2009.

Selve restaurationslokalet er nærmest ovalt med borde langs væggene og i midten..
I begge sider fører en vindeltrappe op til en balkon, hvor der ligeledes er borde.
Der er gjort meget ud af at understrege forbindelsen til de gamle romere.
Væggene og loftet er prydet med flotte kalkmalerier, som snildt kunne have været autentiske.
Det er de nu ikke, men de er godt lavet.
Gulvet er dækket af en meget flot mosaik, der er en kopi af gulvet i en italiensk kirke fra 1400-tallet.
Man kan læse meget mere om indretningen på restaurantens hjemmeside.
Se linket i bunden af dette indlæg.

Vi skulle sidde udenfor i en lille gård.
Den var omkranset af måske 5 meter høje mure.
Dette var den ældste af de to bygninger, og My, som kollegaen hedder, udpegede et par steder hvor man kunne se overgangen fra det nye til det gamle.
Vi følte os virkelig hensat til romertiden.
Væggene i gården var beklædt med store gipsrelieffer, som er hentet i Milano specielt til lejligheden.
De så meget da Vinci agtige ud.
Og selvom det jo er lidt af en anakronisme i forhold til romerne var det meget stemningsfuldt.

Vi blev placeret ved et bord ved væggen, og der gik ikke mange øjeblikke før menukortene var på bordet.
Satyricon adskiller sig lidt fra de fleste andre restauranter, vi havde besøgt på Mallorca.
For det første virkede betjeningen og hele stemningen lidt mere formel og stilfuld end så mange andre steder.
Tjenerne er lidt mere korrekte og jeg havde nær sagt fornemme.
Man føler sig næsten som en romersk, om ikke kejser, så i hvert fald senator.
For det andet var der ikke nogen børnemenu.
Det viste sig at være en bevidst strategi fra restaurantens side.
Det er ikke sådan at børn ikke er velkomne.
Men det er en restaurant for voksne.
Med relativ avanceret mad.
Og når der ikke er nogen børnemenu, så kommer der kun sjældent børn.
Og det er jo faktisk meget rart, når man nu er et voksent selskab.

Vi fik serveret en aperitif, mens vi studerede menukortet.
En læskende melonholdig ting i et champagneglas.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, hvad vi skulle have.
Menuen fandtes ikke på dansk.
Så vi måtte have My til lige at oversætte et par ting.

Og her begynder vores vaklende hukommelse så at sætte ind.
Det er lykkedes at komme frem til at jeg til forret fik nogle meget lækre crepes med krabbefyld.
Johan fik laksetatar med wasabi og soja
Og Pernille fik en avocado millefeouille med pistacienødder.

Til hovedret fik jeg en meget spændende filet af St. Petersfisk serveret med karameliserede løg og safransacue.
Pernille fik Iberisk Secreto med sprøde grøntsager og glaserede charlotteløg.
En Secreto er en særlig udskæring af svinefilet, som er fuldstændig fri for fedt og utrolig mør.

Vi kan ikke komme i tanker om, hvad Johan fik til hovedret eller dessert.
Men jeg fik pandekager med æblekompot og kanelsovs til til dessert.
Og Pernille fik en flot udseende anretning med et rør lavet af en slags vaffel på ca. 5 cm i diameter fyldt med mangois.

Hertil en kanelkiks og chokoladesovs.

Alt blev aftenen igennem serveret meget indbydende og smukt anrettet.
Jeg er meget ked af, at vi ikke fik taget nogle billeder.

Vi bestilte en rosevin som My anbefalede.
Som et led i det romerske tema, fik vi store drikkebægre af form som vinglas men lavet af tin.
Det er rent ud sagt utroligt så meget anderledes det føles at drikke vin af et metalkrus.
Det er jo en kendt sag, at glassets størrelse og form har betydning for oplevelsen af vinen.
Og der er ingen tvivl om, at man går glip af nogle af de finere nuancer når vinen drikkes på denne måde.
Men det var jo en rosevin.
Og den holdt sig helt sikkert kold betydelig længere end hvis vi havde drukket af glas.
Og så passede det fantastisk godt ind i stemningen.
Krusene er, fik vi at, hentet i Italien.

Da vi var ved at være færdige med forretterne begyndte aftenens underholdning.
En køn ung pige sang operaarier så man fik tårer i øjnene.
Det var utrolig smukt.
Og hele stemningen med den tiltagende skumring satte prikken over i'et.
Hun sang to arier.
Bagefter kaldte jeg hende over til vores bord for at høre lidt om, hvad vi havde hørt og for at rose hendes optræden.
Hun fortalte beredvilligt om musikken.
Og igen her svigter hukommelsen.
Men jeg havde i hvert fald ikke hørt om komponisten før.
Hun fortalte også at hun ikke var færdigudddannet men stadig gik på konservatoriet.

Næste gang hun kom på, var imellem hovedretterne og desserterne.
Man skulle næsten tro at det var timet efter vores måltid.
Det var mindst lige så smukt som første gang.
Endda så smukt at Johan, der jo ellers ikke har en alder hvor opera er i højsædet, bagefter sagde at det havde været en stor oplevelse og at han da godt kunne overveje at høre noget mere opera.
Så kan man vist ikke nå højere som operasanger.

Efter desserterne spurgte My om vi ikke lige havde lyst til et glas champagne på falderebet.
Det var ved at tynde ud i gæsterne, så nu havde hun tid til at komme over og sidde lidt og sludre.
Det havde vi selvfølgelig og det var vældig hyggeligt.

Det havde været en helt fantastisk aften.
Den varede noget længere end sædvanligt på grund af operaen, men det gjorde jo bestemt ikke spor.
Maden havde været helt fuldstændig overdådig og i top.
(selvom det altså kniber med hukommelsen...)
Så vi var trætte og mætte da vi sagde tak for i aften til My og slentrede ned mod den ventende taxa.
Og der var så lige et ekstra lille spændingsmoment.
Eftersom det jo var den sidste aften havde vi sørget for at få vores euro-beholdning kørt næsten i bund.
Og på vej ned mod taxaerne kom vi i tanker om, at taxaer på Mallorca normalt ikke tager kreditkort.
Men det lykkedes at få samlet småmønter nok sammen til at komme hjem til hotellet.

Restaurant Satyricon var helt uden nogen som helst sammenligning den største og bedste oplevelse af kulinarisk karakter på denne ferie.

Vi skal helt sikkert til Mallorca igen.
Ikke kun på grund af Satyricon.
For det er en pragtfuld ferieø.
Alle vores fordomme om grisefester og kæmpe betonhotellet blev gjort til skamme.
Men når vi så alligevel skal derned igen, så skal vi HELT sikkert besøge Satyricon igen.

www.simplesite.com/PieroRossi

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar