En god ide...

Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.

Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.

Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.

Gode såvel som dårlige.

Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.

Men det sker da flere gange om året.

Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.

Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.

mandag den 22. august 2011

Spisegalleriet - Vejle


Vi havde stadig ferie.

Vi var færdige med at være i Flensborg.
Og det havde været nogle dejlige dage.

Så vi var kørt nordpå.
Mod Vejle.

Undervejs var vi lige et smut omkring Billund for at se Legoland.

Det er mange år siden vi har været i Legoland.
Så vi ville lige prøve at tage en tur derover uden børn.
For at prøve at få ordentlig tid til at se Minibyen uden hele tiden at blive trukket i for at komme hen og prøve Dragen eller en anden vild forlystelse.
OG for at spise de spareribs fra Saloonen i Legoredo Town som vi havde gået og fantaseret om siden vi var der sidst.

Men jeg må sige at det var lidt af en skuffelse.
På konceptuelt niveau lignede Legoland sig selv.
Der var kommet lidt flere forlystelser.
Og et par temaområder mere.
Men det virkede ligesom mere komprimeret.
Og mere kommercielt på en eller anden måde.

Når man kiggede ud over parken var der sort af mennesker.
Men parkeringspladsen var kun omkring halvt fuld.
Jeg er glad fro at vi ikke havde valgt dagen før, hvor Kronprinsen med arvinger var på besøg.
For så havde det da været helt frygteligt.

De superlækre spareribs var stegt alt for meget og derfor knastørre.
Men skidt med det.

Det vigtigste var Minibyen.

Men den var desværre også lidt af en skuffelse.
Der var alle de samme tableauer som sidste gang.
Plus nogle stykker til.

Men det hele var ligesom slidt at se på.
Lidt småbeskidt overalt.
Blade og vissent græs imellem husene og i vandet.
Husene var lidt snavsede.
Alle skibene havde alger på siderne.
Og mange af animationerne virkede ikke rigtig men gik ofte i stå.
Der gik godt nok en ung mand rundt og skubbede til tingene hele tiden.
Men de gik alligevel i stå.
Og alt i alt gav det bare et træt og slidt indtryk.

Hele sommeren har der været reklamer i tv om at Star Wars nu er kommet til Minibyen.
Og der var da også kommet et nyt hjørne tilegnet filmen.
Men det var også lidt af en skuffelse.
Det var ikke nået at blive slidt endnu.
Der var et lille tableau til hver film.
Men der var ikke særlig meget i hvert tableau.
Jeg var i Bella Centret i vinter for at se Legoworld 2011.
Og på den udstilling havde en privat byggeklub lavet et meget flottere Star Wars tableau.

Så alt i alt var Legoland altså lidt af en skuffelse.

Men men men.
Dette er ikke en blog om turistattraktioner.

Vi fortsatte til Vejle, hvor vi indkvarterede os på Park Hotel, som Pernille tidligere havde boet på.
Det er et meget hyggeligt gammelt hotel.
De gør et stort nummer ud af at det skal være som at komme på besøg hos mormor at bor der.
Der er massevis af gamle malerier og klunkemøbler overalt.
Og de har Danmarks største samling af kagefade, som hænger udstillet på gangene.
Rigtig hyggeligt.

Så snart vi var ankommet sendte Pernille mig ind på Restaurant Spisegalleriet, som lå lige ved siden af, for at bestille bord.

Da klokken var blevet 19.30 og vi havde fået skyllet resterne af Legoland af vores trætte legemer og daset lidt, gik vi ned på restauranten.

Der var ikke så mange, så vi kunne sidde hvor vi ville.
Vi valgte at sidde i stueetagen, så vi ikke skulle balancere op og ned fra buffeten til første sal med fyldte tallerkener.

Spisegalleriet har et noget anderledes koncept.
Men meget vellykket må jeg sige.

Først bliver man sat ved et bord.
Så kommer tjeneren og tager imod bestilling på drikkevarer.
Og så går man op til buffeten.

Men det er ikke en almindelig buffet.
Den ser sådan ud.

Det er måske lidt svært at se på billedet.
Men bag glasruden ligger råt kød i fire forskellige "gallerier" som de kalder det.
Mærket med bogstaver.
De forskellige slags kød i det samme galleri koster så det samme.
Dyrere jo højere man kommer op i bogstaverne.

Og så skal man ellers bare vælge.
Og der er alt muligt.
Det er ikke som almindelig grillbuffet med bøf, spareribs, kylling og pølser.
Der er mange forskellige ting.
Flere af den mere eksotiske slags.

Da Pernille var der tidligere på året havde hun fået zebra og kudu.
Så jeg var jo vildt spændt.

Helt så eksotisk var det dog ikke denne aften.

Der var forskellige grillspyd, svinekoteletter, forskellige oksebøffer, lam, and og pølser.
Og så var der struds, kænguru og krokodille.
Det er jo egentlig ret eksotisk.
Men vi havde prøvet det hele før.
Struds og kænguru kan man ofte købe i supermarkedet.
Og krokodille havde vi fået for nogle år siden på Reef and Beef i København.

Men eksotisk skulle det jo være.
Så Pernille valgte struds og jeg valgte kænguru.

Ideen er at man kun vælger et stykke kød.
Men vi kunne få et stykke krokodille oveni for 40 kr.
Så det valgte vi begge.

Man vælger det specifikke stykke kød, man vil have.
Og køkkenet går i gang med at stege det.
Imens går man hen til buffetten med det varme tilbehør.

Her kan man så vælge mellem kartofler i forskellige variationer, grøntsager og brød.

Der er også en salatbuffet, som man kan tilkøbe.
Det undlod vi dog.

Så sætter man sig hen og nyder sin vin mens man venter på kødet, som bliver bragt hen til bordet når det er stegt.

Pernilles struds og kartofler så sådan ud.

Og min kænguru og kartofler så sådan ud

Øverst kan man se det lille stykke krokodille.

Det ser jo ikke ud af så meget.
Men sådan er det jo ofte med grillmad.

Til gengæld smagte det ganske overdådigt.

Når vi derhjemme en gang i mellem har fået struds eller kænguru er vi altid blevet lidt småskuffede.
Det er jo magert og fint kød.
Meget proteinrigt og mætter derfor meget.
Men der kan være en tendens til at det bliver lidt tørt.
Og det plejer ikke at smage af så meget.

Jeg kan nu se at det må skyldes kokkens (altså mine) manglende evner.
For begge dele var fantastisk lækre denne aften.
Meget velkrydrede og supersaftige.

Det kan jo ofte være svært at forklare hvordan maden smager og hvordan konsistensen er til en som ikke kender det i forvejen.
Og det er det også her.

Man kunne jo tro at struds smager lidt som kylling eller andet fjerkræ fordi det jo altså er en fugl.
Men det gør det ikke.
(Det er jo også en MEGET stor fugl)
Det smager nærmest som en mellemting mellem vildt og fedtmarmoreret og dermed meget smagfuldt oksekød.
Kraftigt og lækkert.
Konsistensen var nærmest som oksefilet.

Kænguruen var lidt mere mild i smagen.
Måske lidt svinekødsagtigt.
Men samtidig med en klar fornemmelse af vildt.
Konsistensen var anderledes end strudsen.
Hvilket jo ikke er så mærkeligt, eftersom de ikke er særlig meget i familie.
Man kan nærmest sammenligne den med en mellemting mellem marineret laks, som jo er meget blød og så kyllingebryst.
Eller måske som det her frygtelige pumpede kyllingebryst som kaldes neutralmarineret.
Det produkt er jo en vederstyggelighed.
Det var kænguruen IKKE.
Det er blot et forsøg på at beskrive konsistensen.

Både struds og kænguru var en himmerrigs mundfuld.

Og så til krokodillen.

Da vi i sin tid fik det på Reef and Beef var det en træls omgang.
Tør og kedelig.
Uden nogen nævneværdig smag og med en konsistens som træ.

Sådan var det ikke på Spisegalleriet.
Det var mørt, saftigt og meget meget lækkert.

Så enten var den på Reef and Beef en gammel selvdød fætter.
Eller også var den blevet skamstegt.

I hvert fald var det vi fik denne aften MEGET bedre.
Jeg var helt ked af at jeg ikke havde taget noget mere af den istedet for kænguruen.
Smagen var lidt som en meget velkrydret fisk af en art.
Og konsistensen var lidt som kammusling men lidt mere sej i det.
Helt fantastisk.

Mens vi sad og spiste kom vi til at tale om, hvilke stykker på dyrene det mon var vi fik.
For det er jo ikke helt nok og sige at man spiser gris.
Der er som bekendt STOR forskel på stegt flæsk og mørbradbøffer.
Det samme må jo gøre sig gældende for struds og kænguru.
Så vi vinkede af servitricen og spurgte.
Hun så lidt rådvild ud men ville gå ud og spørge i køkkenet.
Hun kom hurtigt tilbage og sagde at både strudsen og kænguruen var en del af låret.
Og krokodillen var et stykke fra halen.

Det er et meget fint koncept Spisegalleriet har.
Og så er det ikke særlig dyrt.
Kænguruen hører til i galleri B som koster 169 kr incl. varmt tilbehør.
Strudsen tilhører galleri C som koster 189 kr.

Derudover har de nogle menutilbud hvor man får salatbar og dessert til en god pris.
Og de har særlige tilbud på faste ugedage.
For eksempel er der en ugedag, hvor børn spiser gratis.
Og der er take-away til reducerede priser.

Da vi skulle betale talte vi lidt med tjeneren om udvalget.
Han fortalte at de udskifter de eksotiske ting hver måned.
Et par måneder tidligere havde de haft boa-slange.
DET ville jo ellers have været noget af et eventyr.
Han fortalte dog at han ikke rigtig brød sig om det.

Der er INGEN tvivl om at vi vil besøge Spisegalleriet igen næste gang vi kommer til Vejle.

lørdag den 20. august 2011

Kommentarer med reklamer

Nu har vi haft denne blog i en tre års tid.
Eller der omkring.

Og det har bestemt været fornøjeligt.
Det har været rigtig hyggeligt med alle de mange kommentarer, som folk skriver.
(Selvom en enkelt anmeldelse måske nok kørte lidt af sporet efter min mening)

Da jeg oprettede bloggen i sin tid fik jeg mulighed for at tjene penge på den ved at lade Google lægge reklamer på den, som læserne så kunne klikke på.

Jeg prøvede det af i en måneds tid for at se hvad det var for noget.
Samtidig tænkte vi meget over hvad det egentlig var vi ville med denne blog.
For det kunne da være rart at tjene en masse penge.
På den anden side ville vi ikke risikere at gå hen og blive kommercielle.
Vi ville hellere kunne skrive 100% ærligt om det vi oplevede uden risiko for at "komme i lommen" på nogen.

Så det førte til den beslutning at vores blog skulle være 100% reklamefri.
Vi skriver om restauranter og bringer et link til deres hjemmesider, så folk kan kigge på menukort og så videre.
Og så ikke andet.

Men her på det seneste er der begyndt at komme nogen lidt anderledes kommentarer.
De er meget kortfattede, altid positive, men uden så meget indhold.
Og de slutter med et link eller en web adresse.
Istedet for et navn.

Senest er der kommet to kommentarer til den samme anmeldelse fra to forskellige personer og med to forskellige web adresser.
Men de peger på den samme hjemmeside.
Som vel at mærke er kommerciel og ikke har det FJERNESTE med restauranter eller mad at gøre.

Vi har derfor besluttet at den slags kommentarer vil vi ikke have på vores blog.
Så de bliver nu slettet.
Hvis man havde kunnet ville jeg have rettet i kommentaren og fjernet web adressen.
Men det kan man desværre ikke.
Så derfor må de slettes.

Det er selvfølgelig HELT i orden at skrive en fornuftig kommentar, og så henvise til sin egen madblog eller lignende.
Men vi gider ikke at have henvisninger til flagstænger eller reparation af mobiltelefoner.

God eftersommer.

lørdag den 13. august 2011

Jessens Fischperle - Flensborg


Jeg er et dårligt menneske.
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.
Men derom senere.

Vi var stadig på ferie i Flensborg.
Vi havde været ude at sejle en tur på fjorden.
Og oset en masse rundt nede i byen.
Og i det hele taget hygget os rigtig meget.

På hotelværelset lå der en mappe med diverse seværdigheder og restauranter som hotellet anbefalede.

En af restauranterne var Jessens Fischperle.
Den blev rost i høje toner i mappen.
Og de anmeldelser jeg kunne finde virkede også ok.

I modsætning til Hansens Brauerei kunne jeg komme ind på deres hjemmeside.
Og menuen så ganske tilforladelig ud.
Desværre kunne man ikke bestille bord på hjemmesiden, men i telefonen fik jeg med det samme fat i en der kunne tale engelsk.
Det var jo dejligt.

Restauranten lå på østsiden af havnen.
Lige ved lystbådene.
Det betød jo at det var i solsiden når det nu var aften.
Dejligt.

Vi ankom og kunne frit vælge om vi ville sidde inde eller ude.
Vi ville helst sidde ude, for det var en dejlig aften.

Den søde servitrice havde luret at vi ikke var tyskere, så hun tilbød os et engelsk menukort.
Fin service.
Nu havde vi jo kigget lidt på menuen hjemmefra, så det var ikke så svært at bestemme os.

Jeg er jo ret vild med fiskesuppe.
Så da det første punkt på det tyske menukort var "Friesische Bouillabaisse" var jeg ikke sen til at slå til.
Heller ikke selvom den blot hed "Rich fish soup" på det engelske.

Pernille ville ikke have nogen forret.

Suppen ankom og så sådan ud.

Og jeg må sige at det var ikke helt hvad jeg havde regnet med.

Sådan en kan jeg også nemt lave.
Man tager en pose frossen grøntsagssuppe fra Mou.
Et par håndfulde frosne supperurter fra to forskellige poser.
En hvor de er skåret i små ensartede terninger og en hvor gulerødderne er bølgeskåret.
Så tilføjer man 2-3 stykker mørksej tror jeg.
Et par små stykker laks.
Og en lille håndfuld rejer.
Et voila.

Det var jo ikke decideret dårligt.
Men det var altså ikke en fiskesuppe.
For en fiskesuppe er kogt på fisk.
Og det var denne IKKE.
Nu kan det jo meget vel tænkes at en Frisisk fiskesuppe rent faktisk skal laves på den måde.
Og så er det jo fint nok.
Jeg havde bare forventet noget andet.
Og blev skuffet.
Men sådan er det.
Jeg synes dog godt at de lige kunne have skåret nogle friske grøntsager.

Så kom hovedretterne.

Pernille have bestilt en "Trio vom Lachs".
Altså laks på tre forskellige måder.
Koldrøget, varmrøget og marineret.
Pernille kan ret godt lide laks.
Det blev serveret med en dilddressing og de allestedsnærværende stegte kartofler.

Det så sådan ud.

Det smagte fint.
Men hun syntes dog at den marinerede laks kom i en lidt underlig udskæring.
Ikke noget at klage over, men det var et meget tykt stykke.
Nærmest som varmrøget laks.
Og marineret laks har jo en lidt speciel konsistens, som egner sig bedre til tynde skiver.

Og nu kommer det så.
Årsagen til at jeg er et dårligt menneske.

For jeg ELSKER ål.
Og ålen er efterhånden et truet dyr..
Der er kun en brøkdel tilbage i Europa sammenlignet med for bare 10 år siden.
Den er ikke fredet endnu, men bliver det sikkert snart.
Den er på en observationsliste i EU, hvor man holder øje med hvornår der er så få at den skal fredes.
Og den ene af de to store supermarkeds koncerner i Danmark har helt fjernet enhver form for ål fra kølediskene.

Men jeg ELSKER altså ål.

Og her på menukortet havde de en "Aal-kombination"
Tre forskellige tilberedninger.
Røget.
Stegt.
Og i gele på Frisisk maner.

Og det kunne jeg altså ikke stå for.
Men på alle andre områder prøver jeg virkelig på at være et godt menneske.

Det så sådan ud.

Og det smagte HIMMELSK.

Jeg startede med den i gele.
Jeg har faktisk aldrig fået ål i gele før.
Hverken frisisk eller andre.
Men selve ålen var selvfølgelig nærmest kogt.
Mør og fin.
Og geleen var krydret.
Salt og syrlig.
Faktisk var min første tanke at det var som lagen til marineret sild tilsat husblas.
Og det skal ikke opfattes som en kritik men et forsøg på at beskrive.
Det var meget lækkert.
Der var tre pæne stykker, men jeg spiste kun et til en start.
For jeg skulle jo være sikker på at smage det hele.

Så tog jeg et stykke røget ål.
Dem var der to af.
Der var ikke så meget at sige om dem.
Det stykke jeg tog først var et midterstykke.
Mørt og saftigt.
Og lunt faktisk.
Det havde jeg ikke regnet med.
Lækkert.

Dernæst et stykke af den stegte.
Der var også tre af dem.
En af de andre retter i menukortet hed noget i retning af "stegt ål på dansk maner".
Og sådan var dette stykke.
Paneret og meget sprødt.
Det kunne godt lige have klaret lidt mere salt.
Men det var der jo råd for.
Tilbehøret var igen bratkartoffeln.
Og en grøn salat.
Det var nu meget rart med salaten.
For ål er jo en ret fed spise.

Efter den første runde var jeg faktisk allerede mæt.
Men det lykkedes mig at få spist det meste op.
Jeg måtte dog til min store fortrydelse levne et stykke af den stegte.
Samt en hel del af kartoflerne...

Det var en meget lækker anretning.
Og det var spændende at prøve ål i gele for første gang.
Det må jeg se at få prøvet derhjemme engang.

Alt i alt var det en helt OK oplevelse.
Der var lige det med suppen.
Men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode.
For det kan sagtens være den rigtige autentiske måde at lave frisisk fiskesuppe på.

Restauranten var mere bistroagtig end egentlig restaurantagtig.
Det var ikke hvad vi havde forventet.
Men det var faktisk rigtig rart.
Ikke mindst fordi vi jo ikke lige frem var klædt i selskabstøj men så ret ferieagtige ud.

Da vi havde rejst os gik vi en tiltrængt tur langs lystbådehavnen.

Måske er det hemmeligheden bag tyskernes manglende overvægt.
Når man har spist deres mad MÅ man bare ud at gå.

onsdag den 3. august 2011

Hansens Brauerei - Flensborg


Ferie.

Skønt.

En stille og rolig afslapningsferie i Flensborg.
Måske ikke det mest oplagte valg.
Men det viste sig at være en rigtig hyggelig by.
Kan klart anbefales.

Jeg havde fået anbefalet Hansens Brauerei af en kollega.
Og da de så på hotellet sagde at der kunne man få byens bedste øl, var der jo ikke så meget at rafle om.

Så jeg ville bestille bord.
Nu om dage starter man jo altid med lige at kigge på tingene på nettet.
Og ofte kan man også bestille bord på restauranternes hjemmeside.
Det kan jo være meget rart.
Især i Tyskland.
Jeg har haft tysk i skolen for mange år siden.
I adskillige år.
Men af en eller anden grund virker det sommetider som om tyskerne ikke mestrer deres eget modersmål lige så godt som jeg gør :-)

Så jeg ville kigge på Hansens på nettet.
Den gik bare ikke.
For den gratis Internet forbindelse på hotellet var forsynet med et filter.
Og dette filter mente at Hansens Brauerei skulle kategoriseres som "Drugs", og nægtede derfor at vise siden.
Jeg gad vide hvad de putter i deres øl dernede....

Men man skal jo ikke lade sig kyse.
Så jeg ringede i stedet til restauranten for at bestille bord.
Og fik heldigvis fat i en der kunne lidt engelsk.
Det er nu meget sjovt med tyskerne.
For ikke alene taler de dårligere tysk end jeg gør.
De er generelt også ret dårlige til engelsk.
Men det lykkedes at få bestilt et bord.

Hansens Brauerei ligger meget idyllisk nede i havnen.
Næsten i centrum af byen.
Denne del af havnen er udnævnt til museumshavn.
Og der ligger mange større og mindre skibe og både med mange år på bagen.
Nogen mere velholdt end andre.
Men bestemt hyggeligt og stemningsfuldt.

Vi ankom til aftalt tid, og fik anvist et bord.
Et lidt sjovt bord faktisk.
For det var meget højt.
Og vi skulle sidde på en høj bænk op ad væggen.
Pernille syntes det var ligesom at sidde på klaveret.
Men vi havde et fint udsyn over restauranten.
Der var to lokaler.
Forrest et lidt dunkelt lokale med almindelige borde med stole.
Og bagved et meget lysere lokale oplyst af ovenlysvinduer og med lidt mere langbord-og-bænk indretning.
Bagerst i lokalet store kobbertanke til ølbrygning.

Menukortene stod på bordet i en lille holder, så vi gik straks i gang med at studere dem.
Det var meget tysk.
Og meget øl-agtigt.
Der var forskellige slags pølser, og schnitzler.
Og grillet svineskank, og nogle forskellige sammenkogte ting.
Men det så alt sammen meget lækkert ud.

Der var også et par forskellige slags af huset bryg.
Færre end jeg havde regnet med faktisk.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nørrebro Bryghus, som jo har et STORT udvalg af øl.
Der må vi også snart ind igen.
Det går lige op for mig at vi jo ikke har været der siden vi startede denne blog.
Det må der laves om på.

Men tilbage til Hansens.

Jeg endte med at bestille et lille glas af tre forskellige slags.
Pilsener, schwartzbier og weissen
De så sådan ud

Pernille nøjedes med en stor pilsener.

Vi havde luret at portionerne så ret velvoksne ud.
Så vi droppede forretter.

Jeg bestilte grillhaxen mit sauerkraut und bratkartoffeln.
Altså grillet svineskank med surkål og stegte kartofler.
Så bliver det vist ikke mere tysk.
Selvom den slags vist egentlig hører mere til i sydtyskland omkring München.

Pernille valgte en Brauereipfanne.
Altså Bryggerens pande.
Er det ikke skønt med alle disse konsonanter, som næsten ikke er til at udtale.

Øllet var dejligt.
Pilsneren var måske ikke den mest ophidsende jeg har smagt.
Men så meget desto bedre var til gengæld den friske weissen.
Den var meget lækker og læskende.
Ikke nogen stor og kraftig hvedeøl.
Men mild og god.
Selv Pernille som ellers ikke er så meget for hvede, kunne lide den.
Og Schwartzbieren passede helt perfekt til den ret fede mad.

Og nu til maden.
Min grillhaxe kunne fås i to størrelser.
Den lille på 700 gram og en større til to personer på 1,3 kg.
700 gram var RIGELIGT.
Sådan en svineskank er jo ikke noget man gør så meget i hjemme i Danmark.
Men det er faktisk en rigtig dejlig udskæring.
Den er ikke voldsomt regulær.
Man skal sådan sidde og rode lidt og fiske kødet ud mellem benene.
Lidt som spareribs.
Men det smager faktisk helt anderledes.
Jeg kom til at tænke på at jeg som barn sommetider fik kogte grisetæer hos min mormor.
Skanken smager lidt af det samme.
Men den sidder jo også lige ovenover.
Den var grillet med skindet på.
Så hele det store kødstykke var pakket ind i flæskesvær!!
Rigtig mandemad.
Til øl.
Eneste minus var at den store svær ikke var blevet ridset først.
Så det var faktisk lidt svært at få taget hul på fyren.
Men det lykkedes.

Jeg har ikke den store erfaring med sauerkraut.
Jeg har smagt det et par gange uden at det har sat sig store spor i min erindring.
Men den sauerkraut, jeg fik her, var rigtig lækker.
Jeg har en mistanke om at den var hjemmelavet og at alle mine tidligere oplevelser har været industriprodukter.
Den var saftig og syrlig uden at syrligheden tog overhånd.
Den passede perfekt til den lidt fede skank.
De stegte kartofler er der ikke så meget at sige om.
De var sprøde og gode.
Hele herligheden blev i øvrigt serveret med en god stærk sennep.

Alt i alt var det en meget lækker omgang.
Som så sådan ud.

Pernilles pande så sådan ud.

Det var en overdådig anretning af små stegte stykker af svinemørbrad, champignon, løg, stegte kartofler og bearnaise sauce.
Og spejlæg.
En noget spøjs kombination.
Men igen meget tysk.
Og det smagte pragtfuldt.

Men begge portioner var for store for vores sarte danske maver.
Vi måtte levne.

Mens vi sad og ventede på desserterne, kom vi til at tale om tyskernes generelle statur.
For selvom den tyske mad er meget fed.
Og selvom den ofte serveres i meget store portioner.
Så er tyskerne ikke MEGET overvægtige.
Sådan generelt set.
Ikke på samme måde som amerikanere ofte er.
Det er jo tankevækkende.
Måske er svinekød bedre for BMI'en en oksekød.
Svært at sige.

Til dessert havde vi bestilt rødgrød med vanilleis.
Rotegrütze mit vanilleeiscreme.
Jeg synes det er lettere at sige rødgrød med fløde.

Men jeg glemte at fotografere den.

Det er RIGTIG mange år siden jeg sidst fik rødgrød.
Jordbærgrød javist.
Men ikke rødgrød.
For dårligt i grunden.
Det må jeg vist se at få lavet derhjemme snart.
Jeg tror jeg må tilbage til min salig mormor igen.
For jeg husker når vi var på besøg hos hende om sommeren.
Der blev ofte serveret rødgrød.
Den var nu nærmest lilla, sådan som jeg husker den.
Det var en helt glat og homogen grød som var og skulle være "lang".
Det vil sige at den nærmest var elastisk.
Når man tog en skefuld, hang den ligesom fast i resten af grøden på tallerkenen og kunne trækkes ud til en lang streng.
Nærmest.
Det er faktisk ret svært at forklare.

Men i hvert fald.
Sådan er rødgrød.
For mig.
Og den vi fik på Hansens var helt anderledes.
Det var nærmest som en tynd marmelade med masser af hele bær i.
Jordbær, hindbær og ribs.
Og muligvis et par stykker til.
Hertil to kugler hjemmelavet vanilleis.
Og tag ikke fejl.
Det smagte skønt.
Det var bare ikke det samme som mormors rødgrød.
Men det var rigtig dejligt med den syrlige og friske og trods alt lette dessert efter alt kødet.

Man kan købe øl ud af huset på Hansens.
Og vi overvejede faktisk at købe en flaske af den dejlige weissen.
2 liter koster 8 €.
Og det er sådan set ok.
Men man skal betale for flasken, som man så kan vende tilbage og få fyldt igen.
Og flasken koster 15 €.
Og det er trods alt for meget.
Så det droppede vi.

Vi havde haft en dejlig aften.
Men vi trængte MEGET til at komme ud og gå lidt.
Så det var jo dejligt at havnen lå lige ved siden af, så vi kunne gå en tur i aftensolen og slå mave og kigge på de unge mennesker som hyggede sig på kajen.

Da vi kom hjem til hotellet valgte vi dog begge at tage et glas samarin inden sengetid.


onsdag den 27. juli 2011

Pizza Pizza - Odense

Allerførst skal jeg skynde mig at sige undskyld til alle vores trofaste læsere.
For det er ALT for længe siden der sidst er kommet noget nyt her på bloggen.

Og vi har da også været ude at spise et par gange.
Men det har ligesom knebet med inspirationen.
Og Jeg vil heller lade være end at skrive en uinspireret anmeldelse.

Men nu har vi ferie.
Og dermed mere overskud.

Så her kommer allerførst en meget lille men til gengæld hurtig anmeldelse.
Og så kommer der garanteret nogle flere i den nærmeste tid, fra vores oplevelser i det tyske og jydske.

VI var på vej til Flensburg.
Det var egentlig lidt af en tilfældighed at turen gik derned i år.
Men ingen af os har rigtig besøgt byen før.
Og flere har anbefalet den som en rigtig hyggelig by.

Så vi trillede stille og roligt afsted en mandag formiddag i regn og rusk.
Man skulle tro det var efterårsferie.

Vi besluttede at vi undervejs ville gøre holdt i Odense.
Vi skulle jo have noget frokost.
Og der var lige et par ting, vi havde glemt at købe.

Så vi parkerede udenfor Rosengårds Centret og gik indenfor.
Vi fik hurtigt overstået vores indkøb.
Og så gik vi i gang med at kigge efter et frokoststed.

Nu skulle det jo ikke være noget særligt.
For vi skulle jo videre.

Så vi gik lidt rundt og kiggede.
Men der var ikke rigtig noget der kunne friste os.

Men så bagved den lange kø uden for Jensens Bøfhus stod der et skilt.

Der var VIRKELIG lang kø udenfor Jensens Bøfhus.
Men det er jo også et meget fint koncept de har.
McDonnalds for voksne kan man vel kalde det.
Og så kan man jo parkere børnene ved spis-til-du-brækker-dig ismaskinen.
Og selvom det ikke er nogen stor kulinarisk oplevelse, så er det dog lige en enkelt klasse bedre End McDonnalds.

Men der stod som sagt et skilt.
Et lidt undseeligt håndskrevet skilt, som pegede ned af en lille smal gang til en lille takeaway, der hed Pizza Pizza.

Det var MEGET enkelt.
Der stod en lille disk nærmest midt i gangarealet.
Bagved lidt køkkenfaciliteer.
Og lidt længere fremme et par borde.
Man kunne få de sædvanlige pizzaslices, burgere og den slags.
Ikke noget stort menukort.
Men der var frokosttilbud på alle deres burgere.
Og vi havde efterhånden kigget på alle de andre spisesteder i centret.
Så hvorfor ikke.
Mad skulle vi jo have.

Så vi bestilte begge en bacon-cheese burger og en cola og fandt et bord at sidde ved.
Man sidder sådan nærmest midt i det hele.
I virkeligheden kan man diskutere om man kan kalde den slags for en restaurant.
Og vi skriver jo om restauranter.
MEN.
Det er os der bestemmer.

Maden kom uden alt for lang ventetid.

Og det viste sig at være HELT fantastisk.

Jeg kan uden at rødme sige at det er det bedste burger jeg har sat tænderne i i MEGET lang tid.
Inclusive den meget fancy designer-gourmet-fancy-pancy burger, jeg spiste i vinter på det hotte in-sted på Istedgade i København.

Denne burger var intet mindre end uovertruffen.
Den var uden tvivl HELT hjemmelavet fra bunden.
Bøffen var stor og tykkere end man normalt ser det.
Det betyder jo at burgeren ikke rigtig kan samles, men til gengæld smager den så meget bedre.
Det var stegt helt perfekt og smagte himmelsk.
På et tidspunkt fik jeg en bid i munden, hvor jeg tydeligt kunne mærke at her havde kokken stået med sine hænder og drysset peber på.
Jeg tror jeg prøver at sige at den var rustik istedet for homogen :-)
Tomaterne var skåret i små mundrette stykker istedet for store skiver.
Det gjorde det lidt lettere at spise den med kniv og gaffel.
Frisk sprød iceberg og ruccola.
Et par skiver bacon, der var stegt helt efter mit hoved.
Fuldstændig sprød og knasende men uden at blive hård.
Og en skive orange cheddar, som smeltede ned over bøffen.

Den blev serveret med kartoffelbåde af den gode slags.
Her var utvivlsomt tale om et industriprodukt.
Men som sagt af den gode slags.

Nu var der jo tale om et frokost tilbud.
Så jeg husker ikke hvad den ordinære pris var.
Men her til frokost kostede denne herlighed sølle 49 kr.
Det er billigere end McDonnalds og Jensens Bøfhus.
Men MANGE klasser bedre.
Og i øvrigt MEGET billigere end den på Istedgade.

SÅ det var en rigtig god start på en forhåbentlig dejlig ferie med mange kulinariske oplevelser.

Jeg havde selvfølgelig glemt kameraet.
Så man må nøjes med for sit indre blik at se en superlækker og overdådig burger, med låget lidt på sned på grund af den tykke bøf.

Og nå ja.
Jeg tror bestemt at bollen var hjemmebagt.

søndag den 15. maj 2011

Chicos Cantina - København

Vi havde faktisk ikke rigtig noget at fejre denne gang.
Men vi havde brug for et alibi til at gå ud og spise
Alibiet blev at vi jo MÅTTE fejre at vi havde samlet et køkkenskab helt selv.
Det ER da også stort.

Så ovenpå veludført gerning kom Pernille i tanker om at vi havde et købsbevis liggende til Chicos Cantina.

Jeg har tidligere skrevet om Restaurants Tonight, som har skaffet os fine rabatter.
Men der findes jo efterhånden en hel bunke af disse rabat-websites.

I virkeligheden strider ideen ret meget mod min politiske overbevisning.
For man får jo en rabat på bekostning af dem, som IKKE har luret ideen.
Istedet burde forretningerne sænke prisen generelt.
Jo jo.
Man er vel socialist.

Men det ER nu altså også meget rart at man ind imellem kan få råd til at gøre noget man ellers ikke har råd til.
Og alle de andre kunne sikkert ikke den aften alligevel.

Anyway.
Vi havde på et tidspunkt købt et rabattilbud hos Chicos Cantina på Mydeal (mydeal.dba.dk)
Halv pris på en treretters menu for to personer incl. velkomstdrink.
I alt 349 kr.
Det er da billigt.

Så vi drog afsted denne lørdag aften før påske med rigtig god samvittighed over det nye køkken.
Vi var også lidt trætte.
For det havde været lidt hårdt arbejde.

Vi havde bestilt bord til kl 18.
Så det var jo lidt tidligt for en lørdag aften.
Og det lykkedes da også at få en parkeringsplads lige uden for døren i Borgergade.
Dejligt.

Vi gik indenfor og fortalte den smilende servitrice at vi havde et købsbevis fra Mydeal.
Ingen problemer.
Der var ikke mange i restauranten, så vi kunne sætte os stort set hvor vi ville.

Hun fortalte os smilende at velkomstdrinken var en Frozen Margarita, og at vi kunne vælge mellem strawberry og jordbær.

Jeg  løftede et øjenbryn og bad hende gentage.
"Nå nej" lo hun.
Jordbær og lime selvfølgelig.
Sød pige.

Vi tog selvfølgelig en af hver.
De kom meget hurtigt på bordet og de smagte begge dejligt.
Sammen med vores drinks kom den obligatoriske kurv med nachos og salsa.
Jeg ELSKER nachos.
Så jeg tror nok jeg kom til at spise de fleste..

Så kom en anden servitrice med menukort til os.
Jeg forklarede at vi jo havde dette Mydeal tilbud med en fast menu.
Hun undskyldte smilende og forsvandt for at bestille maden.

Lidt efter kom en tredje servitrice hen og spurgte hvad vi ville have at drikke til maden.
Vi så lidt på hinanden og bestemte os for øl.
Så jeg spurgte den unge dame hvilke øl hun kunne tilbyde.

Hun så en lille smule panikslagen ud og fik fremstammet at de skam havde både Corona og Heineken og Royal.

Jeg kunne jo fornemme at hun var lidt nervøs.
(Hun var også meget ung)
Så jeg smilede faderligt til hende og spurgte hvilke slags Royal hun så havde.
Det fik hende imidlertid til at se helt fortabt ud mens hun prøvede at kigge hen over hovedet på Pernille så hun kunne se fadølshanerne i den anden ende af lokalet.

Og så sagde hun denne gyldne sætning:
"Det må jo være Royal Carlsberg"

Gad vide hvad Royal Unibrew siger til på den måde at blive slået i hartkorn med ærkerivalen Carlsberg.

Men hun fik lov at slippe og vi bestilte bare "to store".
Hun forsvandt taknemmeligt.

Forretterne og øllet kom samtidig.
Og det skal lige siges at vi ikke havde ventet længe.

Vi var sultne, så vi gik straks igang.
Vi glemte helt at fotografere, men kom hurtigt i tanker om det.
Så forretten så NÆSTEN sådan ud.


Til venstre quesadillas som er ovnbagte hvedemels tortillas.
Øverst til højre trækulsgrillede kyllingevinger.
Nederst til højre Mexican Mices som er friturestegte jalapeños med ostefyld (Men dem havde vi altså spist inden vi fik taget billedet...)
I midten salsa, hvidløgsdressing og yoghurtdressing.
Det smagte alt sammen ganske fremragende.
Især kyllingevingerne.

Vi måtte ikke vente længe på hovedretten.
Der kom to piger hen til vores bord.
Den ene fjernede det fælles forretsfad og den anden serverede hovedretterne.
Meget effektivt.

Det så sådan ud.



Det var tre hvedemels tortillas.
En med cheddarost og rejer.
En med oksekød
Og en med kylling.
Hertil salat og meksikanske ris.
Og guacamole i en nydelig lille nachos-roset som ses øverst til venstre i billedet.
Det var alt sammen meget lækkert.

Jeg har vist tidligere skrevet at det er svært at fotografere mexikansk mad.
Af en eller anden grund tager det sig bare ikke særlig indbydende ud.
Men det smager jo altså fantastisk.

Mens vi ventede på desserten kom en af de mange servitricer og spurgte om vi ville have kaffe.
Det ville vi gerne.
Som sædvanlig skulle Pernille have almindelig kaffe.
Og jeg skulle have espresso.
Vi fik det sammen med desserten.
Som så sådan ud.


En ganske almindelig anretning med 3 slags is.
Frisk fra fabrikken.
Med flødeskum og chokoladesovs.
Intet at klage over.
Og den blev serveret i et sjovt glas.

Det skal i øvrigt siges at Chicos bestod espressoprøven.

Det var alt sammen hurtigt overstået.
Vi var hjemme igen kl 20.

Det var ikke nogen stor kulinarisk oplevelse.
Det er mexicansk mad sjældent.
Men vi havde fået et godt gedigent måltid.
Det smagte dejligt og vi blev mætte.

Og især til den pris er det jo en ren fornøjelse.

Servitricerne fortjener et sidste ord med på vejen.
De var mange i forhold til gæsterne.
De var unge.
De var kønne.
De var iført de mest charmerende stramme, nedringede bluser og lårkorte flæsenederdele.
De manglede måske nok lige lidt basal viden specielt om drikkevarerne.
Men de var bestemt med til at give især mig en god oplevelse.
Og Pernille syntes også at de var søde.

http://www.chicos-cantina.dk/

lørdag den 19. februar 2011

Aamanns Etablissement - København

Vi havde vinterferie Pernille og jeg.
Og vi havde nydt den.

Som altid når vi har ferie piller vi en dag ud af kalenderen og tager til København.

Denne gang startede dagen med at Pernille skulle have en noget anderledes wellness-behandling.
Hun skulle have et fodbad i et akvarium fyldt med Garra Rufa fisk.
Nu er dette jo en madblog, så jeg vil undlade at gå i detaljer.
Men jeg kan da sige så meget som at disse fisk måske burde starte en blog, hvor de anmelder deres mad...
Nysgerrige kan med fordel google Garra Rufa.

Da det var overstået gik vi ud i det kolde og blæsende februarvejr.
Vi var et smut inde i Sømods Bolcher for at snolde lidt.
Vi havde trods alt ferie.

Da klokken nærmede sig 12 kørte vi mod Sølvtorvet.
Vi skulle spise frokost på Aamanns Etablissement.

Jeg har det sidste lille års tid deltaget i et projekt ved navn New Network.
Projektet har til formål at forbedre veluddannede udlændige og indvandreres integration på det danske arbejdsmarked.
I den forbindelse er jeg mentor for en ung mand fra Ungarn.
Han er i lære som kok på Aamanns.

Før jeg mødte ham, havde jeg faktisk aldrig hørt om Aamanns.
Og det er egentlig lidt flovt.
For det er jo faktisk et højt profileret sted som har fået mange roser i pressen.
Men hvis det ikke havde været for New Network var vi nok ikke taget derind.

Aamanns er en bredspektret virksomhed.
Der er en decideret restaurant ved navn Aamanns Etablissement.
Der er en smørrebrødsdeli.
Og der er mulighed for både take away og catering.

Men i dag skulle vi altså prøve restauranten.
Vi gik forventningsfulde op ad trappen og trådte ind.
Vi blev anvist garderoben og kunne derefter selv vælge, hvor vi ville sidde.

Der var ikke så mange mennesker denne torsdag.
Men alle vinduesbordene var selvfølgelig optaget.
Skidt med det.
Vi fandt et hyggeligt bord i et hjørne.

Der var kun en enkelt kvindelig tjener.
Men hun var meget effektiv, så der var ikke megen ventetid.

Vi fik hurtigt udleveret menukortene.
De bestod af et tyndt bræt af træ med et antal løse ark siddende i en klemme.
Rustikt og hyggeligt.

Udvalget er ikke meget stort til frokost hos Aamanns.
Sammenlignet med Sorgenfri og Tivolihallen som vi tidligere har anmeldt er det næsten småt.
Der er 8 ting på menuen.
Inklusive ost og æblekage.
De to af menupunkterne er henholdsvis "udvalg af sild" og "udvalg af dagens smørrebrød".
Så er der fire punkter tilbage.

Men Aamanns skal heller ikke sammenlignes med Sorgenfri og Tivolihallen.
De to steder er traditionelle frokostrestauranter på godt og ondt.
Aamanns er en ambitiøs restaurant, hvor man også serverer frokost.
Og det gør altså en stor forskel.

Et af punkterne på frokostmenuen hedder "Aamanns Frokost".
Den består af sild efterfulgt af et udvalg af dagens øvrige retter.
Og man skal være mindst to for at bestille den.
De er glade for "udvalg" hos Aamanns.

Der er også stegt torskerogn på menuen.
Og Tatar.

Pernille er ret vild med stegt torskerogn.
Og jeg havde et godt øje til tataren.

Men vi måtte jo lige høre den søde tjener, hvad Aamanns Frokost bestod af i dag.
Det viste sig at der også var tatar.
Og hun løb endda ud i køkkenet for at høre om der kunne komme torskerogn på.
Det kunne der desværre ikke.
Men det var da fin service.
Men vi besluttede os alligevel for at Aamanns Frokost blev vinderen.
På den måde kunne vi få smagt en masse forskellige ting.
Og det er jo altid spændende.
Det var vældig sødt af min lille kone at ofre sig i en god sags tjeneste.
Jeg tror jeg må have opsporet hvor man kan få byens bedste stegte torskerogn en dag.

Så til drikkevarene.
Der var et begrænset antal fad- og flaskeøl på menukortet.
Men alle meget spændende og tilsyneladende af høj kvalitet.
Vi valgte en 75 cl porsekrydret gylden øl fra bryggeriet Bøgedal.
Jeg har smagt mig igennem en del specialøl gennem de seneste år.
Men jeg havde aldrig hørt om Bøgedal.
Men den var mildest talt fantastisk.
Den var meget kulsyreholdig og havde en meget fint afbalanceret smag, som det skulle vise sig passede helt perfekt til maden.

Adam Aamann har for nylig skrevet en bog om kryddersnapse.
Den har ligesom restauranten fået en masse gode ord med på vejen.
Så selvfølgelig skulle vi også smage noget snaps.
(selvom den store øl altså var på 7% og vi skulle køre hjem).
Der var en 7-8 stykker at vælge mellem på menukortet.
Så det var jo svært at vælge.
Jeg bestemte mig dog hurtigt for en med peberrod, æble og citron.
Det lød tilstrækkelig eksotisk til at jeg blev nysgerrig.
Pernille faldt for en med løvstikke.
Men den var desværre udsolgt.
Hun havde ikke en heldig dag.
Tjeneren anbefalede en snaps med rugbrød.
Ja.
Rugbrød.
Det lyder jo helt vanvittigt.
Men Pernille blev alligevel tændt.

Nu var der så tid til at kigge sig lidt omkring.

Lokalet var meget enkelt indrettet.
Næsten spartansk.
Mørke træpaneler op til ca. en meters højde.
Herover var væggene malet i en grøn farve, som nærmest ledte tanken hen på noget med visnende blade og efterår.
Og så var de udsmykket med nogle meget store mønstre, som så ud præcis som papirklip.
Bare malet i hvidt direkte på væggen.
De gik fra toppen af panelerne og næsten til loftet.
De lignede som sagt nærmest papirklip.
Symetriske og med motiver af forskellige spiselige dyr og planter.
Grise, høns, gulerødder og så videre.
Meget specielt.
Men faktisk ret flot.

Nu kom snapsen, og vi skyndte os at smage på den.

Min var som sagt med peberrod, æble og citron.
Jeg nippede forsigtigt, for der skulle jo være noget tilbage til silden.
Og det var helt utroligt.
Det var ligesom at drikke den lækreste fede peberrodssalat.
Nu er det jo lidt sjovt med det der fedmebegreb når man taler om drikkevarer.
Det er jo noget med den fornemmelse man har i munden når man drikker.
Der er jo selvfølgelig ikke noget fedt.
Men følelsen er det samme.
Og denne snaps føltes MEGET tyktflydende.
Det var den bare ikke når man kiggede på den og bevægede glasset.
Mageløst.
Og MEGET lækker.

Jeg tror jeg skal ønske mig Adam Aamanns snapsebog i fødselsdagsgave.

Pernilles snaps var ikke mindre fantastisk.
Det første indtryk var som hvis man tog et friskbagt rugbrød lige ud af ovnen, skar det midt over og begravede næsen i det.
Denne første kraftige bouquet blev dog hurtigt erstattet af den samme fedme som min (altså snapsens) og så smagte den nærmest af lakrids.

Det er vist meget godt at vi ikke bor i nærheden af Aamanns.
For så tror jeg godt at jeg kunne komme til at få mig en fast rutine med en spadseretur, som TILFÆLDIGVIS lige gik forbi Sølvtorvet, og når man så alligevel var der, kunne man jo lige så godt lige stikke hovedet ind og få sig en snaps.
Og det har jeg nok ikke godt af i længden.

Og så kom maden.
Først silden.

Den så sådan ud.
Og jeg skal skynde mig at undskylde for kvaliteten af billederne i denne anmeldelse.
Jeg ved ikke lige hvad der er gået galt, men mange af dem er noget uskarpe.
Jeg må vist bare koncentrere mig lidt mere.

To stykker friskbagt rugbrød på en lille planke af træ.
Meget dekorativt.

Til venstre karrysild.
Men ikke som man normalt ser det, et par små stykker marineret sild, som svømmer rundt i en tyk fed sovs af mayonnaise med karry.
Næ nej.
Her er kælet for detaljen.
På brødet ligger vel omkring det halve af en hel sild.
Altså ikke en filet, men en hel sild.
Begge sider.
Omhyggeligt renset for alle ben.
Den har ligget i en kraftig karrydressing, som tilsyneladende er meget tyndere i konsistensen end beskrevet ovenfor, for der hænger kun en lille smule ved.
Ovenpå en lille klat utvivlsomt hjemmerørt mayonnaise, lidt finthakket rødløg, en dusk dild og en ristet rugbrødscrouton.
Meget rustikt at se på.
Og helt utroligt velsmagende.
Man kan smage at man får sild.
Og ikke karrysalat med sild i.

Til højre stegt sild efter samme koncept.
Altså det halve af en hel sild.
Serveret med en kompot af æble og en stor håndfuld karse.
Silden var IKKE klædt i en tyk panering.
Den så nærmest ud til at være meuniere stegt.
Og den var ikke mindre fantastisk end karrysilden.

Og både den gyldne øl og de spændende snapse passede helt perfekt til.

Det tegnede jo rigtig godt.

Plankerne blev fjernet og vi havde tid til at sidde og se hinanden dybt i øjnene og holde ferie.
Dejligt.

Så kom resten af frokosten.
En stor samlet anretning på en stor planke, som vi så skulle dele.


Brødet duftede helt friskbagt.
I udkanten af billedet kan man lige skimte en lille skål med brunet krydderfedt.
Der var en tilsvarende skål med frisk smør rørt med en anelse peberrod.
Hvem skulle nu have troet at det smagte godt.
Men det gjorde det.

Vi startede fra en ende af.

Først en salat med mørksej.

I grunden en ganske traditionel torskesalat.
Dressingen var mild og lækker.
Pæne mundrette stykker af fisk.
Og den blev serveret med ristede rugbrødstern og de mindste kapers jeg nogensinde har set.
Pragtfuldt.

Dernæst hønsesalat.
Som min mentee senere fortalte at han havde lavet.
Og den havde han lavet godt.

Den bestod af store lækre uensartede stykker af kogt høne eller kylling.
Ikke noget med fabriksudskårne hønsetern her.
De lå i en dejlig krydret dressing og var pyntet med æbletern og et par stykker bacon.
Baconen kom fra et navngivet økologisk landbrug.
Jeg har desværre glemt hvilket.
Jeg tror det er den bedste hønsesalat, jeg har fået.

Og så kom vi til tataren.

Normalt bliver tatar jo serveret med en rå æggeblomme og et større udvalg af tilbehør i form af kapers, løg, peberrod, rødbeder og pickles.
Eller også får man den rørt med en masse forskellige krydderier.
I øvrigt består den næsten altid af hakket kød.
Og ikke, som den jo egentlig skal, af skrabet kød.

Men sådan var det ikke hos Aamanns.
Her var kødet skrabet.
Og da jeg mærkede konsistensen, gik det op for mig at det havde jeg faktisk aldrig prøvet før.
Og det GØR altså en forskel.
De to ting kan slet ikke sammenlignes.
Her var ingen rå æggeblomme.
Istedet små klatter af kryddermayonnaise.
Og så var anretningen nydeligt pyntet med kapers, cornichoner og kartoffelchips.
Ja.
Kartoffelchips.
Men helt sikkert ikke fra Kim's.
Små elegante meget tyndtskårne chips skåret af kartofler med skræl og kogt i en lækker olie.
Ikke noget frituresmag her.
En meget utraditionel men helt igennem perfekt anretning.

Hvis vi nu engang flytter til Sølvtorvet kan det godt være at jeg skal have tatar til min daglige snaps.

Så kommer vi til leverpostejen.

Ja det ligner jo altså ikke leverpostej på billedet.
For den blev ikke serveret med hverken bacon, champignon eller rødbeder.
Derimod var den dækket af de lækreste små ristede blade af rosenkål.
Selve leverpostejen var varm.
Ikke lun, som den lunkne variant ofte bliver kaldt.
Men varm.
Og den var MEGET grofthakket.
Jeg vil næsten tro at kokken har stået i sit ansigts sved med en kniv og skåret leveren i bittesmå stykker.
Jeg syntes jeg kunne fornemme at der også var kyllingelever i, men jeg er ikke sikker.
Og kombinationen med rosenkålsblade var intet mindre end genial.
Modigt og utraditionelt.
Men helt fantastisk.

Dernæst landpate.
Der er ikke så meget at sige om den.
Den var frisk og meget lækker.
Med hasselnødder.
Anrettet med tyttebær og karse.
Upåklagelig.

Nu var det ved at være slut.
Vi var næsten kommet hele vejen rundt på brættet.
Vi manglede kun osten.
En frisk gedeost.
Fisk og altså ikke lagret, hvilket vil sige at den nærmest havde konsistens som creme fraiche eller hytteost og altså ikke ikke kunne skæres i skiver.
Meget mild og lækker.
Pernille er normalt ikke SÅ meget for gedeost.
Men denne kunne hun godt lide.
Ved nærmere eftertanke kunne hun også godt lide forretten nytårsaften, som bestod af bagt gedeost.
Måske er hun ved at blive voksen.
Osten var anrettet med ristede rugbrødsterninger og en æblekompot.
En rigtig god måde at runde måltidet af på.
Jeg sad og ærgrede mig over at vi var i bil.
For ellers kunne jeg jo lige have smagt en anden snaps til osten.

Den søde tjener kom og fjernede de sørgelige rester og spurgte om vi ville have kaffe.
Og det ville vi selvfølgelig godt.
Og så stillede hun det uundgåelige spørgsmål om vi ville have lidt sødt til kaffen.
Men vi var jo stopmætte.
Vi havde dog set at menuen indeholdt en bagt æbleterrine med brunfarin is og frisk æbleskum.
Men vi var jo ved at revne.
Som for at føje spot til skade tilbød hun også at vi kunne få en lille anretning med hjemmelavet chokolade til kaffen.
Vi må have set meget lidende ud.
For hun skyndte sig at tilføje at vi skam godt måtte dele.
Og vi måtte også dele æbleterrinen.
Så sådan blev det.
En æbleterrin og en chokolade anretning.
Til deling

Kaffen var rigtig god.
Kraftig som vi godt kan lide den.
Og vi fik en hel kande.

Æbleterrinen var noget for sig.

Man skal nærmest forestille sig et lille stykke lasagne.
Bare med tynde skiver æble istedet for pasta.
Isen med brun farin var utrolig lækker.
Den smagte meget af jul.
Og æbleskummet var frisk og lækkert.
Det var en enestående lækker dessert.
Og fordi den var så frisk gled den ned selvom vi var meget mætte.

Chokoladen så sådan ud.

Fire små håndlavede stykker dessertchokolade.
Jeg kan ikke helt huske, hvad der var hvad.
Men den til venstre var nærmest en havregrynskugle.
Og den øverste var rullet i salmiakpulver.
Vi delte alle stykkerne så vi fik smagt det hele.
Og det var IKKE dårligt.

Regningen lød på 945 kr.
Og det er jo altså ganske mange penge for frokost til 2 personer.
Men det var ALLE pengene værd.
Og ret beset vil man måske ikke normalt købe både dessert og chokolade når man også har fået ost.
Men vi er jo altså et par skørlevnere.

Det er meget sjovt i grunden.
Hvis man nu på MEGET få ord skulle beskrive denne frokost, så ville det lyde helt utroligt traditionelt og næsten kedeligt.
Sild, torskesalat, hønsesalat, tatar, varm leverpostej, pate, ost og æblekage.
Men i virkeligheden er det jo noget helt andet.
Adam Aamann har taget de traditionelle retter og givet dem et twist, så de fremstår som noget helt nyt og anderledes.
Og så er kvaliteten helt i top.

Der er ingen tvivl om at ambitionsniveauet er højt hos Aamanns.
Og denne torsdag levede de i hvert fald til fulde op til forventningerne.

Det er 100% sikkert at vi kommer til at spise frokost hos Aamanns igen.
Og det er også 100% sikkert at vi skal spise aftensmad derinde engang.
Jeg kunne også snildt forestille mig at vi kunne finde på at hente smørrebrød derinde ind imellem istedet for at hente pizza eller sushi, når vi ikke lige gider at lave mad.

http://www.aamanns.dk/

søndag den 9. januar 2011

Ristorante Amarone - Allerød

Vi havde VIRKELIG noget at fejre Pernille og jeg.
En af de helt store begivenheder.
For den dag var det præcis 25 år siden den famøse julefrokost som startede det hele.
(Jeg tror nok de stadig taler om det i firmaet...)
Eller med andre ord.
Den dag havde Pernille holdt mig ud i 25 år.

Så selvfølgelig skulle vi ud at spise.

Der ligger en restaurant i Allerød, som har ligget der i snart mange år.
Med forskellige indehavere.
Og forskellige temaer.

I øjeblikket er den italiensk og hedder Amarone.

Vi har mange gange talt om, at vi burde se at få den prøvet.
Men det er aldrig rigtig blevet til noget.
Men nu skulle det være.

Så jeg bestilte et bord til to på den famøse dato.

Vi fik Johan til at køre os derned, så vi kunne tillade os at få lidt vin.
Og så ville vi tage en taxa hjem.

Det var hundehamrende koldt og spejlglat.
Så det var rart at vi bare lige kunne blive kørt til døren, uden at skulle finde en parkeringsplads og så vade gennem snedriverne.

Vi skyndte os ind i varmen og blev modtaget af en smilende tjener.
Han viste os hen til et lille topersoners bord i det bagerste hjørne af restauranten.
Dejligt at det var langt væk fra døren.
For det var altså MEGET koldt den dag.

Vi startede med at bestille en Campari og soda, mens vi studerede spisekortet.
Som jeg vist har nævnt før så ELSKER vi begge Campari og soda.

Sammen med vores drinks kom tjeneren med en kurv med lunt brød og en lille tallerken med en håndfuld oliven og en lille skål med pesto.
Og så kom han og hældte olivenolie på vores brødtallerkener.

Alt sammen vældig appetitligt at se på.
Og meget lækkert.

En anden tjener, som senere viste sig at være indehaveren, kom for at tage imod vores bestilling.
Han startede med at spørge om vi havde god tid eller om vi skulle i teatret.

Det havde vi slet ikke tænkt på.
Men selvfølgelig er der mange, der spiser på Amarone inden de skal i Mungo Park.
Det er jo trods alt Allerøds eneste rigtige restaurant.
Og den ligger ganske tæt ved teatret.

Jeg forsikrede ham om, at vi havde masser af tid og fortalte ham om vores jubilæum.
Det fik ham til at smile bredt og forsvinde ud i køkkenet et øjeblik.
Han kom hurtigt tilbage med en stor håndfuld rosenblade, som han bredte ud over bordet.
Så gav han Pernille et kys på kinden og ønskede hende tillykke.
Hun rødmede klædeligt.
(Jeg fik ikke noget kys...)

Så gik vi i gang med at bestille.
Jeg sagde at vi jo selvfølgelig skulle have en flaske Amarone, når det nu var restaurantens navn.
Han spurgte hvilken det så skulle være, for han havde to forskellige.
Det havde jeg jo ikke lige set.
Jeg havde blot checket at han HAVDE Amarone.
Jeg tøvede et øjeblik, hvorpå han slog ud med armene og sagde at vi kunne få den dyre til den billiges pris.
Meget fint træk.
Så det lod vi os jo ikke sige to gange.

Vi bestilte maden og han forsvandt
Og kom tilbage med vinen som han, efter at vi begge havde smagt på den, hældte meget kunstfærdigt op i en meget stor og fladbundet karaffel, som virkelig ville kunne ilte vinen.
Herligt.
Og en helt fantastisk vin.

Så forlod han os.
Og vi satte os til at holde hinanden i hånden og se hinanden dybt i øjnene.

Selvom vi havde sagt at vi bestemt ikke havde travlt, gik der ikke lang tid før forretterne stod på bordet.

Jeg havde bestilt kæmperejer i hvidvinssovs med avocado og pesto.
Det så sådan ud.

Som man kan se var det meget smukt anrettet.
Og selvom jeg nu vil blive mobbet af min søn, vil jeg alligevel sige at det smagte himmelsk.
Rejerne var nykogte og stadig med en lille smule bid.
Sovsen var ikke varm men lun.
Jeg tror det ville have ødelagt avocadoerne, hvis den havde været varmere.
Så det var perfekt.
Hele retten var i perfekt balance og meget velsmagende.

Pernille havde bestilt en forretstallerken, som så sådan ud.

Hvis vi starter fra oven lå der en skive grillet squash.
Eller retter Zucchini når vi nu er i Italien.
Derefter et par rejer med en krydret dressing.
2 semidried tomater i olie.
En skive mozzarella med en skive tomat og lidt pesto.
En skive mortadella.
Et stykke grillet peberfrugt.
Et par skiver salami.
Endnu en grillet zucchini.
Et stykke melon med parmaskinke.
Og i midten en lille smule carpacho med ruccola og parmasan.

At dømme efter Pernilles ansigtsudtryk, efterhånden som hun kom tallerkenen rundt, var der IKKE noget at klage over.

Så var der igen tid til at se hinanden dybt i øjnene.
Og det gjorde jo bestemt ikke noget.
For Pernille har meget kønne øjne.

Amarone er jo en italiensk restaurant.
Så man kan selvfølgelig også få pizza.
Og vi sad og talte om, hvor skønt det bliver til sommer.
Når vi skal ned og sidde i solnedgangen på terrassen udenfor og spise pizza og drikke hvidvin.

Og så kom hovedretterne.

Jeg havde bestilt oksemørbrad omviklet med bacon og med rødvinssovs.
Det så sådan ud.

Og Pernille havde bestilt oksemørbrad med trøffelsovs.
Det så sådan ud.

Som man kan se er tilbehøret til de to retter det samme.
Nemlig ristede kartofler, en gulerod, en blomkålsbuket, en broccolibuket og et stykke grillet peberfrugt.

Det gjorde nu ikke noget.
For det passede helt fint til begge retter.
Men kødet var jo også det samme.

Men vi havde en sjov lille oplevelse.
Efter at vi begge havde smagt på kødet, var det første vi gjorde at smage på blomkålen.
Og så udbrød vi i munden på hinanden at den bare var kogt helt perfekt.
Meget spøjst.
Og det er jo altså svært at koge blomkål.
Det bliver meget nemt noget sjasket udkogt stads.
Eller får for lidt.
Men dette her var helt perfekt.
Men lige en anelse bid.

Begge sovse var meget kraftige og velsmagende.
Men selvfølgelig meget forskellige.

Og kødet på begge tallerkener var superlækkert.
Lige tilpas lyserødt og meget mørt og smagfuldt.
Ingen selvdød malkeko her.

Vi kunne ikke blive enige om hvilken ret, der havde været bedst.
Men det kan jo også være ligemeget.
For de var fantastiske begge to.

Vi havde ikke bestilt desserter.
For vi ville lige se, hvad appetitten kunne klare.

Men den kunne heldigvis godt klare lidt dessert.
Jeg sad længe og vaklede mellem is og ost.
Jeg kan i virkeligheden godt lide at smage spændende oste.
Men af en eller anden grund ender det altid med at jeg vælger dessert.
Så jeg besluttede mig for at i aften skulle det være.
I aften ville jeg have ost.

Og så bestilte jeg alligevel is.
Italiensk is er jo fantastisk.
Og så må det blive ost næste gang.

Min dessert så sådan ud.

Blandet is med frugt.
Og det var vel at mærke frisk frugt.
Også alt det der lå under isen, som man ikke kan se på billedet.
Det var ikke frugtcocktail fra dåse, som man ellers tit bliver udsat for.
Men frisk frugt skåret i mundrette stykker.

Pernilles dessert så sådan ud.

Blandet sorbet ligeledes med frisk frugt.

Der er ikke så forfærdelig meget at sige om desserterne.
De var meget lækre.
Smukt anrettet.
Og traditionelle.
Men kvaliteten var i top.

Så var det ved at være tid til kaffen.

Jeg skulle selvfølgelig prøve espressoen.
Og Pernille ville have almindelig kaffe.

Da vi havde bestilt kaffen kom indehaveren farende og spurgte om vi ikke lige ville have en grappa til kaffen.
Vi tøvede lidt og trak lidt på det, for vi skulle begge op og på arbejde næste dag.
Men han insisterede nærmest og sagde at det naturligvis var på husets regning.
Og så kunne vi jo ikke sige nej.

Amarone bestod espressoprøven.
Meget meget kraftig og lækker espresso.
Og den almindelige kaffe var også i top.

Regningen lød på i alt 1300 kr.
Vi havde fået den meget lækre vin billigt.
Og jeg er ikke HELT sikker på at kaffen havde fundet vej til kasseapparatet.
Men under alle omstændigheder er 1300 kr billigt for et måltid på det niveau.

Da vi var på vej ud, stod indehaveren parat med en halv flaske rødvin til os i dagens anledning.
Et meget sødt træk.
Og jo slet ikke noget han havde behøvet.

Så gik vi ud i den bidende frost og fandt os en taxa.
Der var desværre lidt ventetid.
Så vi var nærmest blå af kulde da den kom.
Og så var det skønt at komme hjem i varmen under dynen.

Der er ingen som helst tvivl om at vi kommer til at besøge Amarone ofte fremover.
Selvfølgelig skal vi ikke spise for så mange penge hver gang.
Men man kan jo også sagtens få sig en pizza eller pastaret og et glas vin.
Og så er det jo til at betale.
For det er et rigtig rigtig hyggeligt sted.

http://www.ristoranteamarone.dk/

Vi har faktisk allerede været der en gang siden.
Nemlig på Pernilles fødselsdag et par uger efter.
Jeg vil ikke skrive så meget om den aften.
Andet end at oplevelsen var fuldt på højde med første gang.
Johan var med.
Og vi spiste alt muligt andet end det vi havde fået første gang.
Superlækkert.

Jeg havde på forhånd fortalt at vi skulle fejre Pernilles fødselsdag.
Så der stod flag på bordet.
Hun fik ingen kys den aften.
Men hver gang indehaveren kom forbi kaldte han hende for Signora Bella.
Og så rødmede hun igen.

Jo jo.
Han har styr på damerne den indehaver.