En god ide...
Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.
Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.
Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.
Gode såvel som dårlige.
Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.
Men det sker da flere gange om året.
Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.
Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.
Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.
fredag den 10. april 2015
J. Percorsi - Rom
Det er rigtig længe siden sidste indlæg.
Vist noget der ligner 4 år.
Det skyldes at vi egentlig lidt havde mistet lysten til at skrive.
Og ikke mindst at det jo altså ikke er gratis at gå ud at spise hele tiden..
Desværre nåede vi aldrig en status, hvor restauranterne inviterede os til at komme :-)
Så vi havde egentlig blot tænkt at bloggen skulle have lov til at ligge stille på en hylde og samle støv.
Der er nogle få der kigger på den hver uge.
Men det er jo ikke til at vide om det i virkeligheden er Google, der kommer forbi for at indexere.
Men på vores ferie i Rom spiste vi på en restaurant som var så speciel og dejlig at vi lige ville skrive et indlæg igen.
Så here goes.
Vi ville egentlig have spist på Antica Tratoria da Carlone.
Men da vi kom ind i den helt tomme restaurant fik vi at vide at alt var optaget.
Vi havde godt nok ikke bestilt bord, men alligevel.
Nå men så gik vi da bare ind ved siden af.
Og det kom vi ikke til at fortryde.
Udenfor hang der som de fleste steder et menukort.
Men det var kun på italiensk.
Og vi var faktisk lidt i tvivl om man overhovedet kunne spise der.
For der var mest billeder af cocktails
Men da vi kiggede ind ad vinduerne kunne vi se at der lå knive og gafler på bordene.
Så vi vovede pelsen.
Da vi kom ind blev vi modtaget af en ung pige som viste os ovenpå.
Restauranten er i to etager.
Der var næsten tomt.
Men nu spiser italienerne jo også noget senere end vi er vant til.
Så vi kunne selv vælge hvor vi ville sidde.
Vi valgte et bord, hvor vi kunne kigge ned ad trappen og se hvad der foregik nedenunder.
Det var et rigtig hyggeligt sted.
På den ene side var det meget moderne med spejle og stål, primært i stueetagen.
På den anden side var der dybe gammelt udseende lædermøbler, malerier og en globus-bar ovenpå.
Pernille bemærkede straks at ovenpå var dugene hvide, servietterne bordeaux og stolebetrækket mørkt.
Nedenunder var dugene bordeaux og servietter og stolebetræk hvide.
Classy.
Pernille skulle lige et ærinde for sig selv, så jeg havde planlagt at købe en drink til os før maden.
Men det nåede jeg ikke før hun var tilbage.
Så kom den unge tjener hen og startede med at undskylde at han ikke talte så godt engelsk.
På tydelig Oxford dialekt.
Og så forklarede han at restaurantens koncept var, at man drak cocktails til maden i stedet for vin eller øl.
Man kunne selvfølgelig også få vand eller sodavand.
Han gjorde meget ud af at fortælle at pigen i baren, som var hende der havde vist os ovenpå, underviste på en skole for bartendere.
Og det lød jo meget tilforladeligt.
Så viste han os menukortet, som først og fremmest bestod af en imponerende samling cocktails.
Der har nok været de første 100 forskellige.
Men der var også mad.
Ikke så frygtelig meget at vælge imellem.
Men det så lækkert ud.
Der var en menu med fisk.
En menu med kød.
En vegetarisk menu.
En 5-6 forskellige slags burgere.
Og endelig lidt forskellige snacks og pommes frites med diverse dyppelse.
Til hver eneste af retterne i menuerne og til burgerne havde de udvalgt en cocktail som netop passede helt perfekt til den ret.
Det lød jo rigtig spændende.
Så vi ville selvfølgelig have en af menuerne.
Vi havde godt nok fået laks dagen før på hotellet, men tjeneren roste deres laks i så høje toner, at vi blev nødt til at prøve den.
Så altså to gange fiskemenu.
Man kunne bytte rundt på de forskellige desserter, hvis man ville.
Jeg skal skynde mig at beklage at vi ikke fik taget nogen billeder.
Men på det tidspunkt havde vi ikke tænkt på at skrive dette indlæg.
Den første ret vi skulle have var blæksprutte.
Vi har fået blæksprutte mange gange som calamari.
Og som små blækspruttearme i for eksempel kinesisk eller Thaimad.
Men her fik vi en enkelt stor blækspruttearm hver.
Måske 20 cm lang.
Den var marineret med lakrids, så den var nærmest blåsort at se på.
Men med masser af sugekopper.
Den var meget nydeligt anrettet på en aflang tallerken sammen med en kugle af lilla kartoffelmos, ristede ruccola blade, en halvt tørret cherrytomat syltet i rom samt nogle dekorative streger med blæk på tallerkenen.
Hertil fik vi en cocktail, der hed Rum Julep.
Jeg har før hørt om Mint Julep.
Og der var da også mynteblade til pynt på denne her.
De blev i øvrigt serveret i metalkrus.
Hold op hvor smagte den godt.
Det var det rene saftevand.
Blæksprutten var som sagt blåsort udenpå.
Men kridhvid indeni.
Den var noget mindre elastikagtig end calamares normalt er.
Den var ligesom mere blød men samtidig meget fast.
Den smagte rigtig godt.
Den lilla kartoffelmos var lige tilpas.
Den slags kan godt få tendens til at blive lidt tør i det.
Og kombinationen med cocktailen var helt fantastisk.
Det var ikke lige Pernilles kop te.
Hun syntes den var for tyggegummiagtig.
Men jeg syntes det var fantastisk.
Videre til næste ret, som jo var den højt anpriste laks.
Drinken kom først.
En Chinese Ice Tea.
Tænk på en Long Island Ice Tea og tilsæt lichee og ingefær.
Den var meget kraftig i smagen og rimelig parfumeret.
Så vi var spændt på hvad de havde gjort ved laksen for at få balance i tingene.
De havde marineret den kraftigt i soya.
Det havde vi ikke prøvet før.
Men det var genialt.
Det salte fra soyaen balancerede perfekt med det fede fra laksen.
Og drinken balancerede det hele yderligere.
Den blev serveret på en stor tallerken sammen med fine spirer (Lucerne?)
Rundt omkring på tallerkenen var der sat små røde, gule og grønne prikker.
Det var henholdsvis tranebærkompot, melonmarmelade og pesto genovese.
Det var fuldstændig fantastisk.
Jeg fortalte bagefter tjeneren at vi kom fra Danmark og at vi jo er vant til at spise meget laks (det er de ikke i Italien).
Men at dette var den bedste laks, vi nogensinde havde fået.
Han blev helt rørt.
Og jeg hørte at han bagefter var nede og prale hos pigen i baren.
Nu var der efterhånden kommet lidt flere mennesker i restauranten.
Ikke mange.
Men nogen stykker.
Jeg håber virkelig at der normalt kommer flere gæster end denne aften.
For ellers er det godt nok synd.
Der er enormt hyggeligt.
Rigtig god stemning.
Stille hyggejazz i baggrunden.
Smaddersød betjening.
Pernille sad, så hun kunne se baren.
Og hun fortalte at pigen nærmest dansede rundt, mens hun mixede cocktails.
Og var lige ved at kaste flaskerne op i luften.
Til desserten havde vi byttet lidt rundt.
Der hørte egentlig cheesecake til menuen.
Men jeg ville hellere have tre forskellige chokolademousse.
Og Pernille ville hellere have Semifreddo, som er en mellemting mellem parfait og softice.
En traditionel italiensk ting.
Til mine chokolademousser hørte der en cocktail, som hed Strawberry Shortcake.
Den kom i et cocktailglas og var mælket og lyserød.
Den så ærlig talt lidt klam ud.
Men det var den ikke.
Jeg ved ikke hvad der var i.
Men den smagte som jordbær med fløde på en varm sommerdag med udsigt over søen med en køn pige i en hvid sommerkjole ved sin side.
Og så af smør.
Ja.
Smør.
jeg kan ikke forklare det bedre.
Men den smagte både af jordbær med fløde og af smør.
Pragtfuldt.
Og jeg behøver vel ikke at sige at den passede helt perfekt til chokolademousserne.
Der var tre.
En mørk, en lys og en hvid.
Pyntet med henholdsvis en coulis af en slags, blåbær og knuste chokolade cookies.
Det var så man hørte englene synge.
Til Pernilles Semifreddo var der en Vine de Bosco.
Som betyder noget med vin fra skoven.
Det var rødvin krydret med forskellige skovbær.
Selve Semifreddoen var pyntet med knust krokant.
Og hver en smule blev spist..
Efter al denne herlighed følte vi os virkelig opløftede.
Selvom vi jo egentlig ikke havde fået mere alkohol end hvis vi havde delt en flaske vin.
Men jeg var glad for at jeg ikke havde nået at bestille drinks før maden.
Vi kunne slet ikke rumme mere.
Så til tjenerens store skuffelse ville vi hverken have kaffe eller Limoncello.
Men vi kunne ikke mere.
Restauranten ligger i det kvarter der hedder Trastevere.
Og altså ikke i nærheden af nogen af de store seværdigheder.
Med det in mente var det i den dyre ende.
Eller...
Vi gav i alt 98 Euro.
Det var selvfølgelig de mange cocktails, som løber op i mere end en flaske vin.
Selve menuen koster 20 Euro per person.
Og de tilhørende cocktails 28 Euro per person.
Resten var vand.
Så man kan jo også sige at det var billigt.
Vi havde haft en helt fantastisk aften.
Jeg mener at have hørt om et sted i København der kører et lignende koncept.
Men det er i hvert fald ikke særlig udbredt.
Jeg vil vove at påstå at vi NÆSTEN kunne finde på at tage til Rom igen bare for at spise her.
Og så kan vi jo lige se de sidste ting vi mangler, når vi alligevel er der.
Vi vil i hvert fald VARMT anbefale stedet.
Vist noget der ligner 4 år.
Det skyldes at vi egentlig lidt havde mistet lysten til at skrive.
Og ikke mindst at det jo altså ikke er gratis at gå ud at spise hele tiden..
Desværre nåede vi aldrig en status, hvor restauranterne inviterede os til at komme :-)
Så vi havde egentlig blot tænkt at bloggen skulle have lov til at ligge stille på en hylde og samle støv.
Der er nogle få der kigger på den hver uge.
Men det er jo ikke til at vide om det i virkeligheden er Google, der kommer forbi for at indexere.
Men på vores ferie i Rom spiste vi på en restaurant som var så speciel og dejlig at vi lige ville skrive et indlæg igen.
Så here goes.
Vi ville egentlig have spist på Antica Tratoria da Carlone.
Men da vi kom ind i den helt tomme restaurant fik vi at vide at alt var optaget.
Vi havde godt nok ikke bestilt bord, men alligevel.
Nå men så gik vi da bare ind ved siden af.
Og det kom vi ikke til at fortryde.
Udenfor hang der som de fleste steder et menukort.
Men det var kun på italiensk.
Og vi var faktisk lidt i tvivl om man overhovedet kunne spise der.
For der var mest billeder af cocktails
Men da vi kiggede ind ad vinduerne kunne vi se at der lå knive og gafler på bordene.
Så vi vovede pelsen.
Da vi kom ind blev vi modtaget af en ung pige som viste os ovenpå.
Restauranten er i to etager.
Der var næsten tomt.
Men nu spiser italienerne jo også noget senere end vi er vant til.
Så vi kunne selv vælge hvor vi ville sidde.
Vi valgte et bord, hvor vi kunne kigge ned ad trappen og se hvad der foregik nedenunder.
Det var et rigtig hyggeligt sted.
På den ene side var det meget moderne med spejle og stål, primært i stueetagen.
På den anden side var der dybe gammelt udseende lædermøbler, malerier og en globus-bar ovenpå.
Pernille bemærkede straks at ovenpå var dugene hvide, servietterne bordeaux og stolebetrækket mørkt.
Nedenunder var dugene bordeaux og servietter og stolebetræk hvide.
Classy.
Pernille skulle lige et ærinde for sig selv, så jeg havde planlagt at købe en drink til os før maden.
Men det nåede jeg ikke før hun var tilbage.
Så kom den unge tjener hen og startede med at undskylde at han ikke talte så godt engelsk.
På tydelig Oxford dialekt.
Og så forklarede han at restaurantens koncept var, at man drak cocktails til maden i stedet for vin eller øl.
Man kunne selvfølgelig også få vand eller sodavand.
Han gjorde meget ud af at fortælle at pigen i baren, som var hende der havde vist os ovenpå, underviste på en skole for bartendere.
Og det lød jo meget tilforladeligt.
Så viste han os menukortet, som først og fremmest bestod af en imponerende samling cocktails.
Der har nok været de første 100 forskellige.
Men der var også mad.
Ikke så frygtelig meget at vælge imellem.
Men det så lækkert ud.
Der var en menu med fisk.
En menu med kød.
En vegetarisk menu.
En 5-6 forskellige slags burgere.
Og endelig lidt forskellige snacks og pommes frites med diverse dyppelse.
Til hver eneste af retterne i menuerne og til burgerne havde de udvalgt en cocktail som netop passede helt perfekt til den ret.
Det lød jo rigtig spændende.
Så vi ville selvfølgelig have en af menuerne.
Vi havde godt nok fået laks dagen før på hotellet, men tjeneren roste deres laks i så høje toner, at vi blev nødt til at prøve den.
Så altså to gange fiskemenu.
Man kunne bytte rundt på de forskellige desserter, hvis man ville.
Jeg skal skynde mig at beklage at vi ikke fik taget nogen billeder.
Men på det tidspunkt havde vi ikke tænkt på at skrive dette indlæg.
Den første ret vi skulle have var blæksprutte.
Vi har fået blæksprutte mange gange som calamari.
Og som små blækspruttearme i for eksempel kinesisk eller Thaimad.
Men her fik vi en enkelt stor blækspruttearm hver.
Måske 20 cm lang.
Den var marineret med lakrids, så den var nærmest blåsort at se på.
Men med masser af sugekopper.
Den var meget nydeligt anrettet på en aflang tallerken sammen med en kugle af lilla kartoffelmos, ristede ruccola blade, en halvt tørret cherrytomat syltet i rom samt nogle dekorative streger med blæk på tallerkenen.
Hertil fik vi en cocktail, der hed Rum Julep.
Jeg har før hørt om Mint Julep.
Og der var da også mynteblade til pynt på denne her.
De blev i øvrigt serveret i metalkrus.
Hold op hvor smagte den godt.
Det var det rene saftevand.
Blæksprutten var som sagt blåsort udenpå.
Men kridhvid indeni.
Den var noget mindre elastikagtig end calamares normalt er.
Den var ligesom mere blød men samtidig meget fast.
Den smagte rigtig godt.
Den lilla kartoffelmos var lige tilpas.
Den slags kan godt få tendens til at blive lidt tør i det.
Og kombinationen med cocktailen var helt fantastisk.
Det var ikke lige Pernilles kop te.
Hun syntes den var for tyggegummiagtig.
Men jeg syntes det var fantastisk.
Videre til næste ret, som jo var den højt anpriste laks.
Drinken kom først.
En Chinese Ice Tea.
Tænk på en Long Island Ice Tea og tilsæt lichee og ingefær.
Den var meget kraftig i smagen og rimelig parfumeret.
Så vi var spændt på hvad de havde gjort ved laksen for at få balance i tingene.
De havde marineret den kraftigt i soya.
Det havde vi ikke prøvet før.
Men det var genialt.
Det salte fra soyaen balancerede perfekt med det fede fra laksen.
Og drinken balancerede det hele yderligere.
Den blev serveret på en stor tallerken sammen med fine spirer (Lucerne?)
Rundt omkring på tallerkenen var der sat små røde, gule og grønne prikker.
Det var henholdsvis tranebærkompot, melonmarmelade og pesto genovese.
Det var fuldstændig fantastisk.
Jeg fortalte bagefter tjeneren at vi kom fra Danmark og at vi jo er vant til at spise meget laks (det er de ikke i Italien).
Men at dette var den bedste laks, vi nogensinde havde fået.
Han blev helt rørt.
Og jeg hørte at han bagefter var nede og prale hos pigen i baren.
Nu var der efterhånden kommet lidt flere mennesker i restauranten.
Ikke mange.
Men nogen stykker.
Jeg håber virkelig at der normalt kommer flere gæster end denne aften.
For ellers er det godt nok synd.
Der er enormt hyggeligt.
Rigtig god stemning.
Stille hyggejazz i baggrunden.
Smaddersød betjening.
Pernille sad, så hun kunne se baren.
Og hun fortalte at pigen nærmest dansede rundt, mens hun mixede cocktails.
Og var lige ved at kaste flaskerne op i luften.
Til desserten havde vi byttet lidt rundt.
Der hørte egentlig cheesecake til menuen.
Men jeg ville hellere have tre forskellige chokolademousse.
Og Pernille ville hellere have Semifreddo, som er en mellemting mellem parfait og softice.
En traditionel italiensk ting.
Til mine chokolademousser hørte der en cocktail, som hed Strawberry Shortcake.
Den kom i et cocktailglas og var mælket og lyserød.
Den så ærlig talt lidt klam ud.
Men det var den ikke.
Jeg ved ikke hvad der var i.
Men den smagte som jordbær med fløde på en varm sommerdag med udsigt over søen med en køn pige i en hvid sommerkjole ved sin side.
Og så af smør.
Ja.
Smør.
jeg kan ikke forklare det bedre.
Men den smagte både af jordbær med fløde og af smør.
Pragtfuldt.
Og jeg behøver vel ikke at sige at den passede helt perfekt til chokolademousserne.
Der var tre.
En mørk, en lys og en hvid.
Pyntet med henholdsvis en coulis af en slags, blåbær og knuste chokolade cookies.
Det var så man hørte englene synge.
Til Pernilles Semifreddo var der en Vine de Bosco.
Som betyder noget med vin fra skoven.
Det var rødvin krydret med forskellige skovbær.
Selve Semifreddoen var pyntet med knust krokant.
Og hver en smule blev spist..
Efter al denne herlighed følte vi os virkelig opløftede.
Selvom vi jo egentlig ikke havde fået mere alkohol end hvis vi havde delt en flaske vin.
Men jeg var glad for at jeg ikke havde nået at bestille drinks før maden.
Vi kunne slet ikke rumme mere.
Så til tjenerens store skuffelse ville vi hverken have kaffe eller Limoncello.
Men vi kunne ikke mere.
Restauranten ligger i det kvarter der hedder Trastevere.
Og altså ikke i nærheden af nogen af de store seværdigheder.
Med det in mente var det i den dyre ende.
Eller...
Vi gav i alt 98 Euro.
Det var selvfølgelig de mange cocktails, som løber op i mere end en flaske vin.
Selve menuen koster 20 Euro per person.
Og de tilhørende cocktails 28 Euro per person.
Resten var vand.
Så man kan jo også sige at det var billigt.
Vi havde haft en helt fantastisk aften.
Jeg mener at have hørt om et sted i København der kører et lignende koncept.
Men det er i hvert fald ikke særlig udbredt.
Jeg vil vove at påstå at vi NÆSTEN kunne finde på at tage til Rom igen bare for at spise her.
Og så kan vi jo lige se de sidste ting vi mangler, når vi alligevel er der.
Vi vil i hvert fald VARMT anbefale stedet.
mandag den 22. august 2011
Spisegalleriet - Vejle
Vi havde stadig ferie.
Vi var færdige med at være i Flensborg.
Og det havde været nogle dejlige dage.
Så vi var kørt nordpå.
Mod Vejle.
Undervejs var vi lige et smut omkring Billund for at se Legoland.
Det er mange år siden vi har været i Legoland.
Så vi ville lige prøve at tage en tur derover uden børn.
For at prøve at få ordentlig tid til at se Minibyen uden hele tiden at blive trukket i for at komme hen og prøve Dragen eller en anden vild forlystelse.
OG for at spise de spareribs fra Saloonen i Legoredo Town som vi havde gået og fantaseret om siden vi var der sidst.
Men jeg må sige at det var lidt af en skuffelse.
På konceptuelt niveau lignede Legoland sig selv.
Der var kommet lidt flere forlystelser.
Og et par temaområder mere.
Men det virkede ligesom mere komprimeret.
Og mere kommercielt på en eller anden måde.
Når man kiggede ud over parken var der sort af mennesker.
Men parkeringspladsen var kun omkring halvt fuld.
Jeg er glad fro at vi ikke havde valgt dagen før, hvor Kronprinsen med arvinger var på besøg.
For så havde det da været helt frygteligt.
De superlækre spareribs var stegt alt for meget og derfor knastørre.
Men skidt med det.
Det vigtigste var Minibyen.
Men den var desværre også lidt af en skuffelse.
Der var alle de samme tableauer som sidste gang.
Plus nogle stykker til.
Men det hele var ligesom slidt at se på.
Lidt småbeskidt overalt.
Blade og vissent græs imellem husene og i vandet.
Husene var lidt snavsede.
Alle skibene havde alger på siderne.
Og mange af animationerne virkede ikke rigtig men gik ofte i stå.
Der gik godt nok en ung mand rundt og skubbede til tingene hele tiden.
Men de gik alligevel i stå.
Og alt i alt gav det bare et træt og slidt indtryk.
Hele sommeren har der været reklamer i tv om at Star Wars nu er kommet til Minibyen.
Og der var da også kommet et nyt hjørne tilegnet filmen.
Men det var også lidt af en skuffelse.
Det var ikke nået at blive slidt endnu.
Der var et lille tableau til hver film.
Men der var ikke særlig meget i hvert tableau.
Jeg var i Bella Centret i vinter for at se Legoworld 2011.
Og på den udstilling havde en privat byggeklub lavet et meget flottere Star Wars tableau.
Så alt i alt var Legoland altså lidt af en skuffelse.
Men men men.
Dette er ikke en blog om turistattraktioner.
Vi fortsatte til Vejle, hvor vi indkvarterede os på Park Hotel, som Pernille tidligere havde boet på.
Det er et meget hyggeligt gammelt hotel.
De gør et stort nummer ud af at det skal være som at komme på besøg hos mormor at bor der.
Der er massevis af gamle malerier og klunkemøbler overalt.
Og de har Danmarks største samling af kagefade, som hænger udstillet på gangene.
Rigtig hyggeligt.
Så snart vi var ankommet sendte Pernille mig ind på Restaurant Spisegalleriet, som lå lige ved siden af, for at bestille bord.
Da klokken var blevet 19.30 og vi havde fået skyllet resterne af Legoland af vores trætte legemer og daset lidt, gik vi ned på restauranten.
Der var ikke så mange, så vi kunne sidde hvor vi ville.
Vi valgte at sidde i stueetagen, så vi ikke skulle balancere op og ned fra buffeten til første sal med fyldte tallerkener.
Spisegalleriet har et noget anderledes koncept.
Men meget vellykket må jeg sige.
Først bliver man sat ved et bord.
Så kommer tjeneren og tager imod bestilling på drikkevarer.
Og så går man op til buffeten.
Men det er ikke en almindelig buffet.
Den ser sådan ud.
Det er måske lidt svært at se på billedet.
Men bag glasruden ligger råt kød i fire forskellige "gallerier" som de kalder det.
Mærket med bogstaver.
De forskellige slags kød i det samme galleri koster så det samme.
Dyrere jo højere man kommer op i bogstaverne.
Og så skal man ellers bare vælge.
Og der er alt muligt.
Det er ikke som almindelig grillbuffet med bøf, spareribs, kylling og pølser.
Der er mange forskellige ting.
Flere af den mere eksotiske slags.
Da Pernille var der tidligere på året havde hun fået zebra og kudu.
Så jeg var jo vildt spændt.
Helt så eksotisk var det dog ikke denne aften.
Der var forskellige grillspyd, svinekoteletter, forskellige oksebøffer, lam, and og pølser.
Og så var der struds, kænguru og krokodille.
Det er jo egentlig ret eksotisk.
Men vi havde prøvet det hele før.
Struds og kænguru kan man ofte købe i supermarkedet.
Og krokodille havde vi fået for nogle år siden på Reef and Beef i København.
Men eksotisk skulle det jo være.
Så Pernille valgte struds og jeg valgte kænguru.
Ideen er at man kun vælger et stykke kød.
Men vi kunne få et stykke krokodille oveni for 40 kr.
Så det valgte vi begge.
Man vælger det specifikke stykke kød, man vil have.
Og køkkenet går i gang med at stege det.
Imens går man hen til buffetten med det varme tilbehør.
Her kan man så vælge mellem kartofler i forskellige variationer, grøntsager og brød.
Der er også en salatbuffet, som man kan tilkøbe.
Det undlod vi dog.
Så sætter man sig hen og nyder sin vin mens man venter på kødet, som bliver bragt hen til bordet når det er stegt.
Pernilles struds og kartofler så sådan ud.
Og min kænguru og kartofler så sådan ud
Øverst kan man se det lille stykke krokodille.
Det ser jo ikke ud af så meget.
Men sådan er det jo ofte med grillmad.
Til gengæld smagte det ganske overdådigt.
Når vi derhjemme en gang i mellem har fået struds eller kænguru er vi altid blevet lidt småskuffede.
Det er jo magert og fint kød.
Meget proteinrigt og mætter derfor meget.
Men der kan være en tendens til at det bliver lidt tørt.
Og det plejer ikke at smage af så meget.
Jeg kan nu se at det må skyldes kokkens (altså mine) manglende evner.
For begge dele var fantastisk lækre denne aften.
Meget velkrydrede og supersaftige.
Det kan jo ofte være svært at forklare hvordan maden smager og hvordan konsistensen er til en som ikke kender det i forvejen.
Og det er det også her.
Man kunne jo tro at struds smager lidt som kylling eller andet fjerkræ fordi det jo altså er en fugl.
Men det gør det ikke.
(Det er jo også en MEGET stor fugl)
Det smager nærmest som en mellemting mellem vildt og fedtmarmoreret og dermed meget smagfuldt oksekød.
Kraftigt og lækkert.
Konsistensen var nærmest som oksefilet.
Kænguruen var lidt mere mild i smagen.
Måske lidt svinekødsagtigt.
Men samtidig med en klar fornemmelse af vildt.
Konsistensen var anderledes end strudsen.
Hvilket jo ikke er så mærkeligt, eftersom de ikke er særlig meget i familie.
Man kan nærmest sammenligne den med en mellemting mellem marineret laks, som jo er meget blød og så kyllingebryst.
Eller måske som det her frygtelige pumpede kyllingebryst som kaldes neutralmarineret.
Det produkt er jo en vederstyggelighed.
Det var kænguruen IKKE.
Det er blot et forsøg på at beskrive konsistensen.
Både struds og kænguru var en himmerrigs mundfuld.
Og så til krokodillen.
Da vi i sin tid fik det på Reef and Beef var det en træls omgang.
Tør og kedelig.
Uden nogen nævneværdig smag og med en konsistens som træ.
Sådan var det ikke på Spisegalleriet.
Det var mørt, saftigt og meget meget lækkert.
Så enten var den på Reef and Beef en gammel selvdød fætter.
Eller også var den blevet skamstegt.
I hvert fald var det vi fik denne aften MEGET bedre.
Jeg var helt ked af at jeg ikke havde taget noget mere af den istedet for kænguruen.
Smagen var lidt som en meget velkrydret fisk af en art.
Og konsistensen var lidt som kammusling men lidt mere sej i det.
Helt fantastisk.
Mens vi sad og spiste kom vi til at tale om, hvilke stykker på dyrene det mon var vi fik.
For det er jo ikke helt nok og sige at man spiser gris.
Der er som bekendt STOR forskel på stegt flæsk og mørbradbøffer.
Det samme må jo gøre sig gældende for struds og kænguru.
Så vi vinkede af servitricen og spurgte.
Hun så lidt rådvild ud men ville gå ud og spørge i køkkenet.
Hun kom hurtigt tilbage og sagde at både strudsen og kænguruen var en del af låret.
Og krokodillen var et stykke fra halen.
Det er et meget fint koncept Spisegalleriet har.
Og så er det ikke særlig dyrt.
Kænguruen hører til i galleri B som koster 169 kr incl. varmt tilbehør.
Strudsen tilhører galleri C som koster 189 kr.
Derudover har de nogle menutilbud hvor man får salatbar og dessert til en god pris.
Og de har særlige tilbud på faste ugedage.
For eksempel er der en ugedag, hvor børn spiser gratis.
Og der er take-away til reducerede priser.
Da vi skulle betale talte vi lidt med tjeneren om udvalget.
Han fortalte at de udskifter de eksotiske ting hver måned.
Et par måneder tidligere havde de haft boa-slange.
DET ville jo ellers have været noget af et eventyr.
Han fortalte dog at han ikke rigtig brød sig om det.
Der er INGEN tvivl om at vi vil besøge Spisegalleriet igen næste gang vi kommer til Vejle.
lørdag den 20. august 2011
Kommentarer med reklamer
Nu har vi haft denne blog i en tre års tid.
Eller der omkring.
Og det har bestemt været fornøjeligt.
Det har været rigtig hyggeligt med alle de mange kommentarer, som folk skriver.
(Selvom en enkelt anmeldelse måske nok kørte lidt af sporet efter min mening)
Da jeg oprettede bloggen i sin tid fik jeg mulighed for at tjene penge på den ved at lade Google lægge reklamer på den, som læserne så kunne klikke på.
Jeg prøvede det af i en måneds tid for at se hvad det var for noget.
Samtidig tænkte vi meget over hvad det egentlig var vi ville med denne blog.
For det kunne da være rart at tjene en masse penge.
På den anden side ville vi ikke risikere at gå hen og blive kommercielle.
Vi ville hellere kunne skrive 100% ærligt om det vi oplevede uden risiko for at "komme i lommen" på nogen.
Så det førte til den beslutning at vores blog skulle være 100% reklamefri.
Vi skriver om restauranter og bringer et link til deres hjemmesider, så folk kan kigge på menukort og så videre.
Og så ikke andet.
Men her på det seneste er der begyndt at komme nogen lidt anderledes kommentarer.
De er meget kortfattede, altid positive, men uden så meget indhold.
Og de slutter med et link eller en web adresse.
Istedet for et navn.
Senest er der kommet to kommentarer til den samme anmeldelse fra to forskellige personer og med to forskellige web adresser.
Men de peger på den samme hjemmeside.
Som vel at mærke er kommerciel og ikke har det FJERNESTE med restauranter eller mad at gøre.
Vi har derfor besluttet at den slags kommentarer vil vi ikke have på vores blog.
Så de bliver nu slettet.
Hvis man havde kunnet ville jeg have rettet i kommentaren og fjernet web adressen.
Men det kan man desværre ikke.
Så derfor må de slettes.
Det er selvfølgelig HELT i orden at skrive en fornuftig kommentar, og så henvise til sin egen madblog eller lignende.
Men vi gider ikke at have henvisninger til flagstænger eller reparation af mobiltelefoner.
God eftersommer.
lørdag den 13. august 2011
Jessens Fischperle - Flensborg
Jeg er et dårligt menneske.
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.
Men derom senere.
Vi var stadig på ferie i Flensborg.
Vi havde været ude at sejle en tur på fjorden.
Og oset en masse rundt nede i byen.
Og i det hele taget hygget os rigtig meget.
På hotelværelset lå der en mappe med diverse seværdigheder og restauranter som hotellet anbefalede.
En af restauranterne var Jessens Fischperle.
Den blev rost i høje toner i mappen.
Og de anmeldelser jeg kunne finde virkede også ok.
I modsætning til Hansens Brauerei kunne jeg komme ind på deres hjemmeside.
Og menuen så ganske tilforladelig ud.
Desværre kunne man ikke bestille bord på hjemmesiden, men i telefonen fik jeg med det samme fat i en der kunne tale engelsk.
Det var jo dejligt.
Restauranten lå på østsiden af havnen.
Lige ved lystbådene.
Det betød jo at det var i solsiden når det nu var aften.
Dejligt.
Vi ankom og kunne frit vælge om vi ville sidde inde eller ude.
Vi ville helst sidde ude, for det var en dejlig aften.
Den søde servitrice havde luret at vi ikke var tyskere, så hun tilbød os et engelsk menukort.
Fin service.
Nu havde vi jo kigget lidt på menuen hjemmefra, så det var ikke så svært at bestemme os.
Jeg er jo ret vild med fiskesuppe.
Så da det første punkt på det tyske menukort var "Friesische Bouillabaisse" var jeg ikke sen til at slå til.
Heller ikke selvom den blot hed "Rich fish soup" på det engelske.
Pernille ville ikke have nogen forret.
Suppen ankom og så sådan ud.
Og jeg må sige at det var ikke helt hvad jeg havde regnet med.
Sådan en kan jeg også nemt lave.
Man tager en pose frossen grøntsagssuppe fra Mou.
Et par håndfulde frosne supperurter fra to forskellige poser.
En hvor de er skåret i små ensartede terninger og en hvor gulerødderne er bølgeskåret.
Så tilføjer man 2-3 stykker mørksej tror jeg.
Et par små stykker laks.
Og en lille håndfuld rejer.
Et voila.
Det var jo ikke decideret dårligt.
Men det var altså ikke en fiskesuppe.
For en fiskesuppe er kogt på fisk.
Og det var denne IKKE.
Nu kan det jo meget vel tænkes at en Frisisk fiskesuppe rent faktisk skal laves på den måde.
Og så er det jo fint nok.
Jeg havde bare forventet noget andet.
Og blev skuffet.
Men sådan er det.
Jeg synes dog godt at de lige kunne have skåret nogle friske grøntsager.
Så kom hovedretterne.
Pernille have bestilt en "Trio vom Lachs".
Altså laks på tre forskellige måder.
Koldrøget, varmrøget og marineret.
Pernille kan ret godt lide laks.
Det blev serveret med en dilddressing og de allestedsnærværende stegte kartofler.
Det så sådan ud.
Det smagte fint.
Men hun syntes dog at den marinerede laks kom i en lidt underlig udskæring.
Ikke noget at klage over, men det var et meget tykt stykke.
Nærmest som varmrøget laks.
Og marineret laks har jo en lidt speciel konsistens, som egner sig bedre til tynde skiver.
Og nu kommer det så.
Årsagen til at jeg er et dårligt menneske.
For jeg ELSKER ål.
Og ålen er efterhånden et truet dyr..
Der er kun en brøkdel tilbage i Europa sammenlignet med for bare 10 år siden.
Den er ikke fredet endnu, men bliver det sikkert snart.
Den er på en observationsliste i EU, hvor man holder øje med hvornår der er så få at den skal fredes.
Og den ene af de to store supermarkeds koncerner i Danmark har helt fjernet enhver form for ål fra kølediskene.
Men jeg ELSKER altså ål.
Og her på menukortet havde de en "Aal-kombination"
Tre forskellige tilberedninger.
Røget.
Stegt.
Og i gele på Frisisk maner.
Og det kunne jeg altså ikke stå for.
Men på alle andre områder prøver jeg virkelig på at være et godt menneske.
Det så sådan ud.
Og det smagte HIMMELSK.
Jeg startede med den i gele.
Jeg har faktisk aldrig fået ål i gele før.
Hverken frisisk eller andre.
Men selve ålen var selvfølgelig nærmest kogt.
Mør og fin.
Og geleen var krydret.
Salt og syrlig.
Faktisk var min første tanke at det var som lagen til marineret sild tilsat husblas.
Og det skal ikke opfattes som en kritik men et forsøg på at beskrive.
Det var meget lækkert.
Der var tre pæne stykker, men jeg spiste kun et til en start.
For jeg skulle jo være sikker på at smage det hele.
Så tog jeg et stykke røget ål.
Dem var der to af.
Der var ikke så meget at sige om dem.
Det stykke jeg tog først var et midterstykke.
Mørt og saftigt.
Og lunt faktisk.
Det havde jeg ikke regnet med.
Lækkert.
Dernæst et stykke af den stegte.
Der var også tre af dem.
En af de andre retter i menukortet hed noget i retning af "stegt ål på dansk maner".
Og sådan var dette stykke.
Paneret og meget sprødt.
Det kunne godt lige have klaret lidt mere salt.
Men det var der jo råd for.
Tilbehøret var igen bratkartoffeln.
Og en grøn salat.
Det var nu meget rart med salaten.
For ål er jo en ret fed spise.
Efter den første runde var jeg faktisk allerede mæt.
Men det lykkedes mig at få spist det meste op.
Jeg måtte dog til min store fortrydelse levne et stykke af den stegte.
Samt en hel del af kartoflerne...
Det var en meget lækker anretning.
Og det var spændende at prøve ål i gele for første gang.
Det må jeg se at få prøvet derhjemme engang.
Alt i alt var det en helt OK oplevelse.
Der var lige det med suppen.
Men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode.
For det kan sagtens være den rigtige autentiske måde at lave frisisk fiskesuppe på.
Restauranten var mere bistroagtig end egentlig restaurantagtig.
Det var ikke hvad vi havde forventet.
Men det var faktisk rigtig rart.
Ikke mindst fordi vi jo ikke lige frem var klædt i selskabstøj men så ret ferieagtige ud.
Da vi havde rejst os gik vi en tiltrængt tur langs lystbådehavnen.
Måske er det hemmeligheden bag tyskernes manglende overvægt.
Når man har spist deres mad MÅ man bare ud at gå.
onsdag den 3. august 2011
Hansens Brauerei - Flensborg
Ferie.
Skønt.
En stille og rolig afslapningsferie i Flensborg.
Måske ikke det mest oplagte valg.
Men det viste sig at være en rigtig hyggelig by.
Kan klart anbefales.
Måske ikke det mest oplagte valg.
Men det viste sig at være en rigtig hyggelig by.
Kan klart anbefales.
Jeg havde fået anbefalet Hansens Brauerei af en kollega.
Og da de så på hotellet sagde at der kunne man få byens bedste øl, var der jo ikke så meget at rafle om.
Og da de så på hotellet sagde at der kunne man få byens bedste øl, var der jo ikke så meget at rafle om.
Så jeg ville bestille bord.
Nu om dage starter man jo altid med lige at kigge på tingene på nettet.
Og ofte kan man også bestille bord på restauranternes hjemmeside.
Det kan jo være meget rart.
Især i Tyskland.
Jeg har haft tysk i skolen for mange år siden.
Og ofte kan man også bestille bord på restauranternes hjemmeside.
Det kan jo være meget rart.
Især i Tyskland.
Jeg har haft tysk i skolen for mange år siden.
I adskillige år.
Men af en eller anden grund virker det sommetider som om tyskerne ikke mestrer deres eget modersmål lige så godt som jeg gør :-)
Så jeg ville kigge på Hansens på nettet.
Den gik bare ikke.
For den gratis Internet forbindelse på hotellet var forsynet med et filter.
Og dette filter mente at Hansens Brauerei skulle kategoriseres som "Drugs", og nægtede derfor at vise siden.
Og dette filter mente at Hansens Brauerei skulle kategoriseres som "Drugs", og nægtede derfor at vise siden.
Jeg gad vide hvad de putter i deres øl dernede....
Men man skal jo ikke lade sig kyse.
Så jeg ringede i stedet til restauranten for at bestille bord.
Og fik heldigvis fat i en der kunne lidt engelsk.
Det er nu meget sjovt med tyskerne.
For ikke alene taler de dårligere tysk end jeg gør.
Det er nu meget sjovt med tyskerne.
For ikke alene taler de dårligere tysk end jeg gør.
De er generelt også ret dårlige til engelsk.
Men det lykkedes at få bestilt et bord.
Hansens Brauerei ligger meget idyllisk nede i havnen.
Næsten i centrum af byen.
Denne del af havnen er udnævnt til museumshavn.
Og der ligger mange større og mindre skibe og både med mange år på bagen.
Nogen mere velholdt end andre.
Men bestemt hyggeligt og stemningsfuldt.
Vi ankom til aftalt tid, og fik anvist et bord.
Et lidt sjovt bord faktisk.
For det var meget højt.
Og vi skulle sidde på en høj bænk op ad væggen.
Pernille syntes det var ligesom at sidde på klaveret.
Men vi havde et fint udsyn over restauranten.
Der var to lokaler.
Forrest et lidt dunkelt lokale med almindelige borde med stole.
Og bagved et meget lysere lokale oplyst af ovenlysvinduer og med lidt mere langbord-og-bænk indretning.
Bagerst i lokalet store kobbertanke til ølbrygning.
Menukortene stod på bordet i en lille holder, så vi gik straks i gang med at studere dem.
Det var meget tysk.
Og meget øl-agtigt.
Der var forskellige slags pølser, og schnitzler.
Og grillet svineskank, og nogle forskellige sammenkogte ting.
Men det så alt sammen meget lækkert ud.
Der var også et par forskellige slags af huset bryg.
Færre end jeg havde regnet med faktisk.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nørrebro Bryghus, som jo har et STORT udvalg af øl.
Der må vi også snart ind igen.
Der må vi også snart ind igen.
Det går lige op for mig at vi jo ikke har været der siden vi startede denne blog.
Det må der laves om på.
Men tilbage til Hansens.
Jeg endte med at bestille et lille glas af tre forskellige slags.
Pilsener, schwartzbier og weissen
De så sådan ud
Pernille nøjedes med en stor pilsener.
Vi havde luret at portionerne så ret velvoksne ud.
Så vi droppede forretter.
Jeg bestilte grillhaxen mit sauerkraut und bratkartoffeln.
Altså grillet svineskank med surkål og stegte kartofler.
Så bliver det vist ikke mere tysk.
Selvom den slags vist egentlig hører mere til i sydtyskland omkring München.
Pernille valgte en Brauereipfanne.
Altså Bryggerens pande.
Altså Bryggerens pande.
Er det ikke skønt med alle disse konsonanter, som næsten ikke er til at udtale.
Øllet var dejligt.
Pilsneren var måske ikke den mest ophidsende jeg har smagt.
Men så meget desto bedre var til gengæld den friske weissen.
Den var meget lækker og læskende.
Ikke nogen stor og kraftig hvedeøl.
Men mild og god.
Selv Pernille som ellers ikke er så meget for hvede, kunne lide den.
Og Schwartzbieren passede helt perfekt til den ret fede mad.
Og nu til maden.
Min grillhaxe kunne fås i to størrelser.
Den lille på 700 gram og en større til to personer på 1,3 kg.
700 gram var RIGELIGT.
Sådan en svineskank er jo ikke noget man gør så meget i hjemme i Danmark.
Men det er faktisk en rigtig dejlig udskæring.
Den er ikke voldsomt regulær.
Man skal sådan sidde og rode lidt og fiske kødet ud mellem benene.
Lidt som spareribs.
Men det smager faktisk helt anderledes.
Jeg kom til at tænke på at jeg som barn sommetider fik kogte grisetæer hos min mormor.
Skanken smager lidt af det samme.
Men den sidder jo også lige ovenover.
Den var grillet med skindet på.
Så hele det store kødstykke var pakket ind i flæskesvær!!
Rigtig mandemad.
Til øl.
Eneste minus var at den store svær ikke var blevet ridset først.
Så det var faktisk lidt svært at få taget hul på fyren.
Men det lykkedes.
Jeg har ikke den store erfaring med sauerkraut.
Jeg har smagt det et par gange uden at det har sat sig store spor i min erindring.
Men den sauerkraut, jeg fik her, var rigtig lækker.
Jeg har en mistanke om at den var hjemmelavet og at alle mine tidligere oplevelser har været industriprodukter.
Den var saftig og syrlig uden at syrligheden tog overhånd.
Den passede perfekt til den lidt fede skank.
De stegte kartofler er der ikke så meget at sige om.
De var sprøde og gode.
Hele herligheden blev i øvrigt serveret med en god stærk sennep.
Alt i alt var det en meget lækker omgang.
Som så sådan ud.
Pernilles pande så sådan ud.
Det var en overdådig anretning af små stegte stykker af svinemørbrad, champignon, løg, stegte kartofler og bearnaise sauce.
Og spejlæg.
En noget spøjs kombination.
Men igen meget tysk.
Og det smagte pragtfuldt.
Men begge portioner var for store for vores sarte danske maver.
Vi måtte levne.
Mens vi sad og ventede på desserterne, kom vi til at tale om tyskernes generelle statur.
For selvom den tyske mad er meget fed.
Og selvom den ofte serveres i meget store portioner.
Så er tyskerne ikke MEGET overvægtige.
Sådan generelt set.
Ikke på samme måde som amerikanere ofte er.
Det er jo tankevækkende.
Måske er svinekød bedre for BMI'en en oksekød.
Svært at sige.
Til dessert havde vi bestilt rødgrød med vanilleis.
Rotegrütze mit vanilleeiscreme.
Jeg synes det er lettere at sige rødgrød med fløde.
Men jeg glemte at fotografere den.
Det er RIGTIG mange år siden jeg sidst fik rødgrød.
Jordbærgrød javist.
Men ikke rødgrød.
For dårligt i grunden.
Det må jeg vist se at få lavet derhjemme snart.
Jeg tror jeg må tilbage til min salig mormor igen.
For jeg husker når vi var på besøg hos hende om sommeren.
Der blev ofte serveret rødgrød.
Den var nu nærmest lilla, sådan som jeg husker den.
Det var en helt glat og homogen grød som var og skulle være "lang".
Det vil sige at den nærmest var elastisk.
Når man tog en skefuld, hang den ligesom fast i resten af grøden på tallerkenen og kunne trækkes ud til en lang streng.
Nærmest.
Det er faktisk ret svært at forklare.
Men i hvert fald.
Sådan er rødgrød.
For mig.
Og den vi fik på Hansens var helt anderledes.
Det var nærmest som en tynd marmelade med masser af hele bær i.
Jordbær, hindbær og ribs.
Og muligvis et par stykker til.
Hertil to kugler hjemmelavet vanilleis.
Og tag ikke fejl.
Det smagte skønt.
Det var bare ikke det samme som mormors rødgrød.
Men det var rigtig dejligt med den syrlige og friske og trods alt lette dessert efter alt kødet.
Man kan købe øl ud af huset på Hansens.
Og vi overvejede faktisk at købe en flaske af den dejlige weissen.
2 liter koster 8 €.
Og det er sådan set ok.
Men man skal betale for flasken, som man så kan vende tilbage og få fyldt igen.
Og flasken koster 15 €.
Og det er trods alt for meget.
Så det droppede vi.
Vi havde haft en dejlig aften.
Men vi trængte MEGET til at komme ud og gå lidt.
Så det var jo dejligt at havnen lå lige ved siden af, så vi kunne gå en tur i aftensolen og slå mave og kigge på de unge mennesker som hyggede sig på kajen.
Da vi kom hjem til hotellet valgte vi dog begge at tage et glas samarin inden sengetid.
onsdag den 27. juli 2011
Pizza Pizza - Odense
Allerførst skal jeg skynde mig at sige undskyld til alle vores trofaste læsere.
For det er ALT for længe siden der sidst er kommet noget nyt her på bloggen.
Og vi har da også været ude at spise et par gange.
Men det har ligesom knebet med inspirationen.
Og Jeg vil heller lade være end at skrive en uinspireret anmeldelse.
Men nu har vi ferie.
Og dermed mere overskud.
Så her kommer allerførst en meget lille men til gengæld hurtig anmeldelse.
Og så kommer der garanteret nogle flere i den nærmeste tid, fra vores oplevelser i det tyske og jydske.
VI var på vej til Flensburg.
Det var egentlig lidt af en tilfældighed at turen gik derned i år.
Men ingen af os har rigtig besøgt byen før.
Og flere har anbefalet den som en rigtig hyggelig by.
Så vi trillede stille og roligt afsted en mandag formiddag i regn og rusk.
Man skulle tro det var efterårsferie.
Vi besluttede at vi undervejs ville gøre holdt i Odense.
Vi skulle jo have noget frokost.
Og der var lige et par ting, vi havde glemt at købe.
Så vi parkerede udenfor Rosengårds Centret og gik indenfor.
Vi fik hurtigt overstået vores indkøb.
Og så gik vi i gang med at kigge efter et frokoststed.
Nu skulle det jo ikke være noget særligt.
For vi skulle jo videre.
Så vi gik lidt rundt og kiggede.
Men der var ikke rigtig noget der kunne friste os.
Men så bagved den lange kø uden for Jensens Bøfhus stod der et skilt.
Der var VIRKELIG lang kø udenfor Jensens Bøfhus.
Men det er jo også et meget fint koncept de har.
McDonnalds for voksne kan man vel kalde det.
Og så kan man jo parkere børnene ved spis-til-du-brækker-dig ismaskinen.
Og selvom det ikke er nogen stor kulinarisk oplevelse, så er det dog lige en enkelt klasse bedre End McDonnalds.
Men der stod som sagt et skilt.
Et lidt undseeligt håndskrevet skilt, som pegede ned af en lille smal gang til en lille takeaway, der hed Pizza Pizza.
Det var MEGET enkelt.
Der stod en lille disk nærmest midt i gangarealet.
Bagved lidt køkkenfaciliteer.
Og lidt længere fremme et par borde.
Man kunne få de sædvanlige pizzaslices, burgere og den slags.
Ikke noget stort menukort.
Men der var frokosttilbud på alle deres burgere.
Og vi havde efterhånden kigget på alle de andre spisesteder i centret.
Så hvorfor ikke.
Mad skulle vi jo have.
Så vi bestilte begge en bacon-cheese burger og en cola og fandt et bord at sidde ved.
Man sidder sådan nærmest midt i det hele.
I virkeligheden kan man diskutere om man kan kalde den slags for en restaurant.
Og vi skriver jo om restauranter.
MEN.
Det er os der bestemmer.
Maden kom uden alt for lang ventetid.
Og det viste sig at være HELT fantastisk.
Jeg kan uden at rødme sige at det er det bedste burger jeg har sat tænderne i i MEGET lang tid.
Inclusive den meget fancy designer-gourmet-fancy-pancy burger, jeg spiste i vinter på det hotte in-sted på Istedgade i København.
Denne burger var intet mindre end uovertruffen.
Den var uden tvivl HELT hjemmelavet fra bunden.
Bøffen var stor og tykkere end man normalt ser det.
Det betyder jo at burgeren ikke rigtig kan samles, men til gengæld smager den så meget bedre.
Det var stegt helt perfekt og smagte himmelsk.
På et tidspunkt fik jeg en bid i munden, hvor jeg tydeligt kunne mærke at her havde kokken stået med sine hænder og drysset peber på.
Jeg tror jeg prøver at sige at den var rustik istedet for homogen :-)
Tomaterne var skåret i små mundrette stykker istedet for store skiver.
Det gjorde det lidt lettere at spise den med kniv og gaffel.
Frisk sprød iceberg og ruccola.
Et par skiver bacon, der var stegt helt efter mit hoved.
Fuldstændig sprød og knasende men uden at blive hård.
Og en skive orange cheddar, som smeltede ned over bøffen.
Den blev serveret med kartoffelbåde af den gode slags.
Her var utvivlsomt tale om et industriprodukt.
Men som sagt af den gode slags.
Nu var der jo tale om et frokost tilbud.
Så jeg husker ikke hvad den ordinære pris var.
Men her til frokost kostede denne herlighed sølle 49 kr.
Det er billigere end McDonnalds og Jensens Bøfhus.
Men MANGE klasser bedre.
Og i øvrigt MEGET billigere end den på Istedgade.
SÅ det var en rigtig god start på en forhåbentlig dejlig ferie med mange kulinariske oplevelser.
Jeg havde selvfølgelig glemt kameraet.
Så man må nøjes med for sit indre blik at se en superlækker og overdådig burger, med låget lidt på sned på grund af den tykke bøf.
Og nå ja.
Jeg tror bestemt at bollen var hjemmebagt.
søndag den 15. maj 2011
Chicos Cantina - København
Vi havde faktisk ikke rigtig noget at fejre denne gang.
Men vi havde brug for et alibi til at gå ud og spise
Alibiet blev at vi jo MÅTTE fejre at vi havde samlet et køkkenskab helt selv.
Det ER da også stort.
Så ovenpå veludført gerning kom Pernille i tanker om at vi havde et købsbevis liggende til Chicos Cantina.
Jeg har tidligere skrevet om Restaurants Tonight, som har skaffet os fine rabatter.
Men der findes jo efterhånden en hel bunke af disse rabat-websites.
I virkeligheden strider ideen ret meget mod min politiske overbevisning.
For man får jo en rabat på bekostning af dem, som IKKE har luret ideen.
Istedet burde forretningerne sænke prisen generelt.
Jo jo.
Man er vel socialist.
Men det ER nu altså også meget rart at man ind imellem kan få råd til at gøre noget man ellers ikke har råd til.
Og alle de andre kunne sikkert ikke den aften alligevel.
Anyway.
Vi havde på et tidspunkt købt et rabattilbud hos Chicos Cantina på Mydeal (mydeal.dba.dk)
Halv pris på en treretters menu for to personer incl. velkomstdrink.
I alt 349 kr.
Det er da billigt.
Så vi drog afsted denne lørdag aften før påske med rigtig god samvittighed over det nye køkken.
Vi var også lidt trætte.
For det havde været lidt hårdt arbejde.
Vi havde bestilt bord til kl 18.
Så det var jo lidt tidligt for en lørdag aften.
Og det lykkedes da også at få en parkeringsplads lige uden for døren i Borgergade.
Dejligt.
Vi gik indenfor og fortalte den smilende servitrice at vi havde et købsbevis fra Mydeal.
Ingen problemer.
Der var ikke mange i restauranten, så vi kunne sætte os stort set hvor vi ville.
Hun fortalte os smilende at velkomstdrinken var en Frozen Margarita, og at vi kunne vælge mellem strawberry og jordbær.
Jeg løftede et øjenbryn og bad hende gentage.
"Nå nej" lo hun.
Jordbær og lime selvfølgelig.
Sød pige.
Vi tog selvfølgelig en af hver.
De kom meget hurtigt på bordet og de smagte begge dejligt.
Sammen med vores drinks kom den obligatoriske kurv med nachos og salsa.
Jeg ELSKER nachos.
Så jeg tror nok jeg kom til at spise de fleste..
Så kom en anden servitrice med menukort til os.
Jeg forklarede at vi jo havde dette Mydeal tilbud med en fast menu.
Hun undskyldte smilende og forsvandt for at bestille maden.
Lidt efter kom en tredje servitrice hen og spurgte hvad vi ville have at drikke til maden.
Vi så lidt på hinanden og bestemte os for øl.
Så jeg spurgte den unge dame hvilke øl hun kunne tilbyde.
Hun så en lille smule panikslagen ud og fik fremstammet at de skam havde både Corona og Heineken og Royal.
Jeg kunne jo fornemme at hun var lidt nervøs.
(Hun var også meget ung)
Så jeg smilede faderligt til hende og spurgte hvilke slags Royal hun så havde.
Det fik hende imidlertid til at se helt fortabt ud mens hun prøvede at kigge hen over hovedet på Pernille så hun kunne se fadølshanerne i den anden ende af lokalet.
Og så sagde hun denne gyldne sætning:
"Det må jo være Royal Carlsberg"
Gad vide hvad Royal Unibrew siger til på den måde at blive slået i hartkorn med ærkerivalen Carlsberg.
Men hun fik lov at slippe og vi bestilte bare "to store".
Hun forsvandt taknemmeligt.
Forretterne og øllet kom samtidig.
Og det skal lige siges at vi ikke havde ventet længe.
Vi var sultne, så vi gik straks igang.
Vi glemte helt at fotografere, men kom hurtigt i tanker om det.
Så forretten så NÆSTEN sådan ud.
Til venstre quesadillas som er ovnbagte hvedemels tortillas.
Øverst til højre trækulsgrillede kyllingevinger.
Nederst til højre Mexican Mices som er friturestegte jalapeños med ostefyld (Men dem havde vi altså spist inden vi fik taget billedet...)
I midten salsa, hvidløgsdressing og yoghurtdressing.
Det smagte alt sammen ganske fremragende.
Især kyllingevingerne.
Vi måtte ikke vente længe på hovedretten.
Der kom to piger hen til vores bord.
Den ene fjernede det fælles forretsfad og den anden serverede hovedretterne.
Meget effektivt.
Det så sådan ud.
Det var tre hvedemels tortillas.
En med cheddarost og rejer.
En med oksekød
Og en med kylling.
Hertil salat og meksikanske ris.
Og guacamole i en nydelig lille nachos-roset som ses øverst til venstre i billedet.
Det var alt sammen meget lækkert.
Jeg har vist tidligere skrevet at det er svært at fotografere mexikansk mad.
Af en eller anden grund tager det sig bare ikke særlig indbydende ud.
Men det smager jo altså fantastisk.
Mens vi ventede på desserten kom en af de mange servitricer og spurgte om vi ville have kaffe.
Det ville vi gerne.
Som sædvanlig skulle Pernille have almindelig kaffe.
Og jeg skulle have espresso.
Vi fik det sammen med desserten.
Som så sådan ud.
En ganske almindelig anretning med 3 slags is.
Frisk fra fabrikken.
Med flødeskum og chokoladesovs.
Intet at klage over.
Og den blev serveret i et sjovt glas.
Det skal i øvrigt siges at Chicos bestod espressoprøven.
Det var alt sammen hurtigt overstået.
Vi var hjemme igen kl 20.
Det var ikke nogen stor kulinarisk oplevelse.
Det er mexicansk mad sjældent.
Men vi havde fået et godt gedigent måltid.
Det smagte dejligt og vi blev mætte.
Og især til den pris er det jo en ren fornøjelse.
Servitricerne fortjener et sidste ord med på vejen.
De var mange i forhold til gæsterne.
De var unge.
De var kønne.
De var iført de mest charmerende stramme, nedringede bluser og lårkorte flæsenederdele.
De manglede måske nok lige lidt basal viden specielt om drikkevarerne.
Men de var bestemt med til at give især mig en god oplevelse.
Og Pernille syntes også at de var søde.
http://www.chicos-cantina.dk/
Men vi havde brug for et alibi til at gå ud og spise
Alibiet blev at vi jo MÅTTE fejre at vi havde samlet et køkkenskab helt selv.
Det ER da også stort.
Så ovenpå veludført gerning kom Pernille i tanker om at vi havde et købsbevis liggende til Chicos Cantina.
Jeg har tidligere skrevet om Restaurants Tonight, som har skaffet os fine rabatter.
Men der findes jo efterhånden en hel bunke af disse rabat-websites.
I virkeligheden strider ideen ret meget mod min politiske overbevisning.
For man får jo en rabat på bekostning af dem, som IKKE har luret ideen.
Istedet burde forretningerne sænke prisen generelt.
Jo jo.
Man er vel socialist.
Men det ER nu altså også meget rart at man ind imellem kan få råd til at gøre noget man ellers ikke har råd til.
Og alle de andre kunne sikkert ikke den aften alligevel.
Anyway.
Vi havde på et tidspunkt købt et rabattilbud hos Chicos Cantina på Mydeal (mydeal.dba.dk)
Halv pris på en treretters menu for to personer incl. velkomstdrink.
I alt 349 kr.
Det er da billigt.
Så vi drog afsted denne lørdag aften før påske med rigtig god samvittighed over det nye køkken.
Vi var også lidt trætte.
For det havde været lidt hårdt arbejde.
Vi havde bestilt bord til kl 18.
Så det var jo lidt tidligt for en lørdag aften.
Og det lykkedes da også at få en parkeringsplads lige uden for døren i Borgergade.
Dejligt.
Vi gik indenfor og fortalte den smilende servitrice at vi havde et købsbevis fra Mydeal.
Ingen problemer.
Der var ikke mange i restauranten, så vi kunne sætte os stort set hvor vi ville.
Hun fortalte os smilende at velkomstdrinken var en Frozen Margarita, og at vi kunne vælge mellem strawberry og jordbær.
Jeg løftede et øjenbryn og bad hende gentage.
"Nå nej" lo hun.
Jordbær og lime selvfølgelig.
Sød pige.
Vi tog selvfølgelig en af hver.
De kom meget hurtigt på bordet og de smagte begge dejligt.
Sammen med vores drinks kom den obligatoriske kurv med nachos og salsa.
Jeg ELSKER nachos.
Så jeg tror nok jeg kom til at spise de fleste..
Så kom en anden servitrice med menukort til os.
Jeg forklarede at vi jo havde dette Mydeal tilbud med en fast menu.
Hun undskyldte smilende og forsvandt for at bestille maden.
Lidt efter kom en tredje servitrice hen og spurgte hvad vi ville have at drikke til maden.
Vi så lidt på hinanden og bestemte os for øl.
Så jeg spurgte den unge dame hvilke øl hun kunne tilbyde.
Hun så en lille smule panikslagen ud og fik fremstammet at de skam havde både Corona og Heineken og Royal.
Jeg kunne jo fornemme at hun var lidt nervøs.
(Hun var også meget ung)
Så jeg smilede faderligt til hende og spurgte hvilke slags Royal hun så havde.
Det fik hende imidlertid til at se helt fortabt ud mens hun prøvede at kigge hen over hovedet på Pernille så hun kunne se fadølshanerne i den anden ende af lokalet.
Og så sagde hun denne gyldne sætning:
"Det må jo være Royal Carlsberg"
Gad vide hvad Royal Unibrew siger til på den måde at blive slået i hartkorn med ærkerivalen Carlsberg.
Men hun fik lov at slippe og vi bestilte bare "to store".
Hun forsvandt taknemmeligt.
Forretterne og øllet kom samtidig.
Og det skal lige siges at vi ikke havde ventet længe.
Vi var sultne, så vi gik straks igang.
Vi glemte helt at fotografere, men kom hurtigt i tanker om det.
Så forretten så NÆSTEN sådan ud.
Til venstre quesadillas som er ovnbagte hvedemels tortillas.
Øverst til højre trækulsgrillede kyllingevinger.
Nederst til højre Mexican Mices som er friturestegte jalapeños med ostefyld (Men dem havde vi altså spist inden vi fik taget billedet...)
I midten salsa, hvidløgsdressing og yoghurtdressing.
Det smagte alt sammen ganske fremragende.
Især kyllingevingerne.
Vi måtte ikke vente længe på hovedretten.
Der kom to piger hen til vores bord.
Den ene fjernede det fælles forretsfad og den anden serverede hovedretterne.
Meget effektivt.
Det så sådan ud.
Det var tre hvedemels tortillas.
En med cheddarost og rejer.
En med oksekød
Og en med kylling.
Hertil salat og meksikanske ris.
Og guacamole i en nydelig lille nachos-roset som ses øverst til venstre i billedet.
Det var alt sammen meget lækkert.
Jeg har vist tidligere skrevet at det er svært at fotografere mexikansk mad.
Af en eller anden grund tager det sig bare ikke særlig indbydende ud.
Men det smager jo altså fantastisk.
Mens vi ventede på desserten kom en af de mange servitricer og spurgte om vi ville have kaffe.
Det ville vi gerne.
Som sædvanlig skulle Pernille have almindelig kaffe.
Og jeg skulle have espresso.
Vi fik det sammen med desserten.
Som så sådan ud.
En ganske almindelig anretning med 3 slags is.
Frisk fra fabrikken.
Med flødeskum og chokoladesovs.
Intet at klage over.
Og den blev serveret i et sjovt glas.
Det skal i øvrigt siges at Chicos bestod espressoprøven.
Det var alt sammen hurtigt overstået.
Vi var hjemme igen kl 20.
Det var ikke nogen stor kulinarisk oplevelse.
Det er mexicansk mad sjældent.
Men vi havde fået et godt gedigent måltid.
Det smagte dejligt og vi blev mætte.
Og især til den pris er det jo en ren fornøjelse.
Servitricerne fortjener et sidste ord med på vejen.
De var mange i forhold til gæsterne.
De var unge.
De var kønne.
De var iført de mest charmerende stramme, nedringede bluser og lårkorte flæsenederdele.
De manglede måske nok lige lidt basal viden specielt om drikkevarerne.
Men de var bestemt med til at give især mig en god oplevelse.
Og Pernille syntes også at de var søde.
http://www.chicos-cantina.dk/
Abonner på:
Opslag (Atom)