En god ide...

Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.

Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.

Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.

Gode såvel som dårlige.

Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.

Men det sker da flere gange om året.

Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.

Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.

lørdag den 14. november 2009

Nyu Sakura - Hillerød

Dette bliver ikke noget langt indlæg.
For det var et hurtigt måltid vi fik, den fredag aften i Hillerød.
Shoppingen var overstået.
Jeg havde blandt andet købt mig en sixpence og er dermed trådt ind i kredsen af ældre distingverede herrer.
Eller også er jeg super trendy, ung med de unge og med på moden.
Jeg tror jeg vælger det sidste.

Men vi skulle have lidt at spise og jeg fik lyst til sushi.
Et hurtigt opslag på Google via min mobiltelefon afslørede at der for nylig var åbnet en sushi restaurant i Helsingørsgade, som var lige i nærheden.

Så der gik vi hen.

Det er et lille bitte sted.
Der har vist været en cafe tidligere.
Der er ikke plads til mere end måske 25 gæster i resatauranten.
Men de har også en betydelig forretning med take-away.
Selve indretningen er meget typisk for et japansk spisested.
På danske, franske, italienske, spanske, kinesiske og alt muligt andet - restauranter er der ofte dæmpet belysning og forskellige genstande, billeder og lignende til at skabe en hyggelig stemning.
Men ofte er japanske restauranter meget minimalistiske og klart oplyste.
Der kan være noget næsten cafeteria-agtigt over det.
Og sådan var det også her på Nyu Sakura.
Tapetet var udsmykket med japanske eller kinesiske skrifttegn (jeg kan ikke se forskel).
Og der stod en bemalet skærmvæg som isolerede ventepladserne til take-away fra resten af restauranten.
Men det var sådan ca. også det.
Og det var masser af lys.
Og det er jo i virkeligheden en fordel når man skal koncentrere sig om maden.
For man kan tydeligt se, hvad man putter i munden.

Spisekortet indeholder en mængde forskellige menuer med forskellige kombinationer af sushi og sticks i forskelligt antal, samt en lang a la carte liste med sushi.

Vi faldt begge for en menu med 7 stykker sushi og 4 sticks.
Med til menuen hørte en lille skål salat som forret og en skål miso-suppe.

Til ære for de læsere, som ikke har helt styr på de japanske specialiteter kommer der en nærmere beskrivelse efterhånden som måltidet skrider frem.

Vi besluttede at vi ville prøve noget japansk øl til maden.
Vi holder begge meget af spændende øl, og vi havde ikke rigtig prøvet noget japansk før.

Der var to slags på menukortet og vi delte en af hver.
Den første hed Kirin Ichiban.
Det var ikke nogen stor øl.
Den var ærlig tal lidt småtynd.
Men på den anden side, det er de fleste asiatiske øl jo.
I asien bruger man i vid udstrækning ris i stedet for byg til brygningen.
Ligesom man gør med Budweiser.
Og det giver jo altså på ingen måde en kraftig øl.
Øltypen må vel nærmest betegnes som en pilsner.
Men altså en tynd en af slagsen.
Men et friskt og læskende bekendtskab.

Den næste hed Sapporo.
Den var en ANELSE kraftigere.
Men ikke meget.

Men OK.
Vi var ikke kommet for at drikke øl men for at spise sushi.

Øllerne kom på bordet så snart vi havde bestilt og det gjorde den lille salat også.
Salaten så sådan ud.


Som man kan se blev den serveret i en lille muslingeformet skål af procelæn.
Der var naturligvis ingen kniv og gaffel, men de sædvanlige engangs spisepinde, som man skulle pakke ud af papirembalagen og skille ad i to dele.
Der var også en lille porcelæns "bænk", som man kunne lægge pindene på imellem retterne.
Selve salaten var helt utrolig frisk og lækker.
Jeg er noget usikker på ingridienserne.
Men der var i hvert fald gulerod, hvidkål og spirer af en slags. Sikkert bønnespirer.
Dressingen var baseret på eddike og var meget frisk.
Det sorte drys på toppen kan jeg ikke gætte hvad var.
Men det var en rigtig frisk apetizer.

I samme øjeblik vi begge havde lagt pindene fra os var tjeneren der for at rydde bordet.
Og højest 2 minutter efter stod der en skål miso-suppe foran os.

Jeg har fået miso-suppe flere gange før og egentlig altid undret mig over, hvad den egentlig er lavet af.
Så denne gang gik jeg hjem og slog det op.
Miso er en pasta fremstillet af gæret ris, byg og soyabønner.
Det kan være krydret på forskellig vis og der findes hundredevis af forskellige varianter.
Miso suppe laves af denne pasta, som udrøres i  kogende vand.
Så tilsættes typisk tofu, forårsløg og forskellige andre grøntsager skåret i småbitte terninger.
Misosuppe er en mege sund spise, fordi den er meget rig på protein, vitaminer og mineraler.
Den er meget mild i smagen.
Og hvis man forventer en eksplosion af kraft og smag, som i vores hjemlige oksekødsuppe, bliver man skuffet.
Men vi vidste hvad vi gik ind til, så vi blev ikke skuffede.
En lækker afbalanceret suppe.
Og jeg følte i hvert fald at munden var blevet renset og forberedt på den sushi, der kom som det næste.

Igen var vi dårligt blevet færdige før skålene blev fjernet og næste ret serveret.

Der findes rigtig mange forskellige slags sushi.
Og her taler jeg ikke kun om at der anvendes forskellige slags fisk.
De forskellige udførelser har forskellige navne.
Sushifremstilling er et meget krævende og ærefuldt håndværk.
Jeg har endnu ikke forsøgt mig med at lave det selv.
Men det kommer nok en dag.

Hvis vi starter øverst til venstre på billedet ligger der to inside-out.
Ja det hed de altså på menukortet.
Jeg har igen snydt lidt og søgt på nettet.
De hedder også Uramaki og er mere populære i vesteuropa og USA end de er i Japan.
De kaldes inside-out fordi risen her er uden på fyldet istedet for omvendt.
Fyldet består i dette tilfælde inderst af agurk, avocado og noget som jeg ikke helt kunne bestemme.
Muligvis krabbe.
Uden om fyldet er rullet et lag Nori, som er en storbladet tang-art.
Og yderst altså risene.

Men hov.
First things first.
Sushi bliver næsten altid serveret med frisk eller syltet ingefær i tynde tynde skiver.
Og med en klat wasabi.
Wasabi er en grøn pasta, som traditionelt fremstilles af roden på wasabi-planten som også kaldes japansk pebberrod.
Men nu om dage fremstilles wasabi oftest af pebberrod, sennep og grøn farve, fordi wasabi planten er meget vanskellig at dyrke. (tak wikipedia)
Man får en lille skål sammen med sushien, og meningen er så at man hælder lidt soyasauce op i skålen og tager en lille klat wasabi og rører den ud i soyaen.
Tricket her er at nøjes med en LILLE klat.
For wasabi er meget stærkt.
Når man så spiser sushien dypper man før hver bid i denne wasabi-soya blanding.

Men tilbage til sushien.
Det er jo altid et sjovt lille indslag når man skal spise med pinde.
Selvom både Pernille og jeg efterhånden har gjort det mange gange, kræver det jo en del koncentration.
Især inside-out kan være svært, fordi der ikke er noget til at holde sammen på risene, der dermed har en tendens til at løsne sig, når man dypper i saucen.
Men det gik dog rimelig godt for os begge denne aften.

Det næste i rækken, øvert til højre var to makiruller.
Maki er sådan set det omvendte af en inside-out.
Yderst nori, dernæst ris og inderst fyldet.
I dette tilfælde var fyldet magen til inside-out rullerne.

Hvor inside-out kan være svære at spise med pinde fordi risen falder fra hinanden, er maki svære at spise, fordi de er meget større.
Så det kræver øvelse med pindene.

Nederste række bestod af tre forskellige nigiri.
Nigiri er i modsætning til inside-out og maki ikke rullet.
Det er i bund og grund en rektangulær klods af ris med et stykke fisk eller skaldyr på toppen.
Den første var med en stor reje, hvor de yderste skaller fra halen endnu sad på.
Her var det så at undertegnede opgav at spise med pinde og fortsatte med fingrene.
For der kan gå meget galt når man dypper.
Risen kan gå fra hinanden.
Fisken kan ryge af.
Og når man så oven i købet skal holde styr på halen gik det over mine evner med pindene.

Den næste nigiri var med tun.
Det har altid været en af mine favoritter.

Den sidste var med laks.

Nu har dette jo efterhånden udviklet sig til en indføring eller et kursus i sushi.
Og det gør jo ikke så meget.
Men jeg vil bare understrege at den sushi vi fik på Nyu Sakura denne aften var helt i top.
Meget frisk, lækker og velsmagende.

Denne gang gik der hele 5 minutter før næste ret stod på bordet.
Vi var ret spændte på hvad vi nu blev udsat for.
For i menukortet stod der at der var tale om 4 forskellige sticks serveret med krabbesalat...

Heldigvis var krabbesalaten en grøn salat med krabbekød og ikke en mayonaisesalat.
Det ville alligevel også have været lidt for svensk.

Der var også en fin lille top af varme ris med et drys af de samme sorte partikler som salaten i begyndelsen.
Jeg ved stadig ikke hvad det var.

Der var 4 sticks.
Altså 4 spidse træpinde, som var stukket igennem forskellige lækre sager.
De 4 sticks lå pænt ved siden af hinanden overhældt med en stribe teriyaki sauce.
Det er en slags sød og meget kraftig soyasauce.

De 4 sticks i denne anretning var med mørbradbøf, kyllingefrikadeller, kalkunkød og rejer.
Alt var varmt, veltilberedt og lækkert.
Men rejerne var sat på pinden med skallerne på.
Så det var lidt bøvlet at få dem sat til livs.

Da vi var færdige med vores sticks var der gået 45 minutter fra vi satte os.
Der kan man virkelig forstå, hvorfor sushi for mange mennesker er fastfood.

Vi holder begge meget af sushi.
Vi har fået det flere gange.
Og vi skal helt sikkert have det igen.
Vi blev på ingen måde skuffede over Nyu Sakura.
Regningen lød på 426 kr.
Det må bestemt siges at være rimeligt.

Mens jeg skrev denne anmeldelse fik jeg endnu et bevis på at japansk er svært.
Da jeg slog op på Google inden vi kom til restauranten, fandt jeg en artikel fra Hillerød lokalavis.
I denne artikel er restauranten omtalt som Nyu Kaura.
Men da jeg fandt regningen frem mens jeg sad her og skrev, viste det sig at den faktisk hedder Nyu Sakura.
Det forklarer også, hvorfor Nyu Kaura ikke havde nogen hjemmeside.
Det har Nyu Sakura til gengæld.
http://nyu-sakura.recognized.dk/

søndag den 1. november 2009

La Fiesta Mexicana - Frederiksberg

Vi havde været på flødebollekursus.
(Det går pludselig op for mig at næsten alle mine indlæg starter på den måde. "Vi havde været...". Jeg må se at finde på noget andet)

Anyway.
Vi havde været på flødebollekursus.
Hos Frederiksberg Chokolade på Frederiksberg Alle.
Det var et personalearrangement gennem Pernilles firma.
Og jeg havde fået lov til at komme med.

Det var et rigtig godt arrangement.
Vi var 17 i alt.
Og vi fik et par fornøjelige timer til at gå med skumsprøjtning, chokoladedypning og pyntning.
Og vi fik en masse flødeboller med hjem.
Indrømmet, nogen var pænere end andre, men der var mange point for det kunstneriske indtryk.

Så det kan klart anbefales.
http://www.frederiksbergchokolade.dk/kurser.html

Men det var jo ikke det jeg ville fortælle om.

Efter flødebollerne gik vi i samlet trop ca. 300 meter ned ad Frederiksberg Alle til La Fiesta Mexicana.

Stedet var blevet valgt fordi det lå indenfor gå afstand fra Frederikberg Chokolade og fordi priserne var rimelige.

Der var stillet et langt bord op midt i restauranten til os.
Lokalet var ikke så forfærdelig stort.
Der var måske 15 borde i alt foruden vores.
Det var fredag, og det var meget heldigt.
For fredag og lørdag er der levende musik.
To mexicansk udseende mænd sad i et hjørne og spillede på guitar og panfløjte og sang til.
Det var vældig hyggeligt og helt klart med til at skabe den rigtige mexicanske stemning.

Indretningen var også typisk mexikansk.
Omend mere afdæmpet end man ofte ser det.
Nu har jeg aldrig været i Mexico.
Men mit indtryk var, at det var meget autentisk.
Her kommer det afdæmpede også ind i billedet.
På mange andre af de mexikanske restauranter, vi har besøgt, er dekorationen med diverse mexikanerhatte, papmachekaktusser og ponchoer meget overvældende.
Somme tider føler man næmest at man sidder i en filmkulisse.
Men hos La Fiesta Mexicana er det meget mere hyggeligt.
Jo vist var der da både vægtæpper med Inkamotiver og en enkelt mexikanerhat eller to.
Men det var som sagt afdæmpet.
Og dermed meget mere hyggeligt.

I hjørnet stod et stort akvarium med farvestrålende fisk.
Vel ikke specielt mexikansk.
Men meget flot og dekorativt.

Da vi var blevet sat ned var der i begyndelsen lidt forvirring, fordi vi slet ikke havde fået menukort nok.
Men det lykkedes efterhånden for den søde servitrice at få skrabet så mange sammen, så alle kunne i det mindste få en anpart i et menukort.

Det tog jo naturligvis en rum tid for 17 mennesker at få besluttet sig for, hvad de hver især skulle have.
Men heldigvis stod der kurve med nachos og salsa på bordet, som man kunne guffe lidt af i ventetiden.

Vi sad jo ved et langt bord, så jeg vil koncentrere mig om den mad Pernille og jeg fik.
For det var svært at få et overblik over de andres bestillinger.

Vi besluttede os for en 3-retters menu, hvor vi kunne vælge mellem en stor del af spisekortet til de forskellige retter.
Der var stor variation i, om folk skulle have forret eller ej.
Men ham der sad overfor mig proklamerede hurtigt at hans forret skulle være en margharita.
Det grinede vi alle meget af, men det blev hurtigt til at vi bestilte to hele kander med margharita til hele bordet.
Og det var jo en dejlig ting.

Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle drikke, da jeg overhørte at servitricen fortalte en på den anden side af bordet at de skam også havde en MEGET mørk mexikansk øl.
Jeg havde egentlig det indtryk at mexikansk øl enten var Corona (som man vel dårligt kan kalde en øl) eller Mexicali, som jo også er en meget lys og let øl.
Så da jeg hørte om den mørke øl var det ikke svært at bestemme sig.

Det viste sig at være en Negro Modelo.
Meget mørk med en svagt rødlig farve.
En lille smule chokolade og karamel i smagen uden at være sød.
Den var forbavsende let i forhold til det ret bastante udseende.
Og den viste sig at passe endog rigtig godt til den stærke mexikanske mad.

Vi hyggede os og snakken gik livligt omkrig bordet.

Og inden ret længe kom forretterne og margharitaerne.
Der blev skålet bordet rundt i margharita og den var ikke kedelig.
Der var ikke sparet på tequilaen.

Både Pernille og jeg havde bestilt nachos til forret.
Vi kan så godt lide nachos.
Jeg havde bestilt med kylling og Pernille havde bestilt med guacamole.
Hun kan så godt lide guacamole.

Begge portioner var rigelige.
Som altid når vi spiser mexikansk fik jeg et lille stik af usikkerhed ved synet.
For havde jeg nu fået bestilt en for voldsom forret, så jeg ikke kunne spise hovedret?
Og som altid blev mine tvivl gjort til skamme.

Der er ikke så meget at sige om forretterne.
Chipsene var varme og sprøde.
Kyllingen var lækkert krydret.
Og osten var tilpas smeltet.
Det var bare helt i orden.

Men her kommer så et lille problem.
For nu kommer der et billede.
Lige om lidt.
Men mexikansk mad har jo, uanset hvor godt det smager, et problem.
Det er ikke særlig fotogent.
Man kan sige at alle de gode kvaliteter i maden ligger i smagen.
Så der er ikke så meget overskud til at se godt ud.
Faktum er i hvert fald at det meste mexikanske mad ligner en omgang rod-sammen med ost på.
Og således også disse forretter.
Og i øvrigt hovedretterne.
Der er absolut ikke noget dårligt at sige om smagen.
Men man kan også sige at mexikansk mad måske gør sig bedst i dæmpet belysning.
I modsætning til den kvindelige del af selskabet.

Her kommer billedet af Pernilles nachos.
 

Mine så stort set lige sådan ud.
Bortset fra at der ikke var guacamole på.

Så vi spiste vores nachos.
Samtidig med at en del af det øvrige selskab spiste deres forretter, som jeg ikke rigtig kunne se, derfra hvor jeg sad.
Og vi skålede i margharita.
Og så ventede vi.
Og ventede.
Og lyttede til musikken.
Og ventede.
Og drak margharita.
Og ventede.

I alt gik der næsten en time, fra alle var færdige med forretterne til de første hovedretter kom på bordet.
Servitricen havde på forhånd sagt at de ville bestræbe sig på at servere alle retter samtidig.
Men alligevel tog det næsten et kvarter før den sidste havde fået sin hovedret.
Det synes jeg altså er i overkanten.
Godt nok var vi et halvstort selskab.
Men alligevel.
Mexikansk mad er jo ikke det store komplicerede rent anretningsmæssigt.
Og der er ikke så meget med sarte ingredienser, som kun lige kan tilberedes i sidste øjeblik.
Måske var der kun en enkelt kok i gang.
Jeg ved det ikke.
Men det var en lang ventetid.

Men da det endelig kom var det godt.
Flere i selskabet havde bestilt fajitas.
Og det er jo altid festligt, når de sydende fade bæres ind.

Jeg havde bestilt chili con carne og Pernille havde bestilt Enchilada med kylling.

Jeg kan huske at jeg engang satte mig for at finde den ultimative opskrift på chili con carne.
Jeg kan så godt lide chili con carne.
Det viste sig at være et større detektiv arbejde.
Der er to skoler.
Den ene skole mener at der absolut skal bønner i.
Og jo flere jo bedre.
Helst forskellige slags.
Den anden skole mener det er en dødssynd at besudle det lækre kød med bønner.
Ligeledes sværger nogen til hakket kød og andre til skært kød.
Det lykkedes mig dengang at få sammensat en, synes jeg selv, rigtig god opskrift.
Så det var jo spændende hvordan La Fiesta Mexicana ville fortolke denne klassiske ret.
Den blev serveret med chilien i en skål for sig og de mexikanske ris i en skål for sig.
Meget sympatisk.
Så bliver det ikke til en gang rod-sammen på en tallerken.
Selve chilien var meget våd i konsistensen, som den skal være.
Så der var meget praktisk lagt en ske sammen med gaflen.
Denne chili var lavet med skært kød.
Og med en begrænset mængde bønner.
Den havde lige den rette mængde chili i sig, så man kunne mærke at den smagte af noget.
Men uden at den var så stærk så man havde flammer ud ad ørerne.
Den var rigtig lækker.
Kødet var supermørt.
Risene perfekte.
Alt i alt en rigtig dejlig chili con carne.



Pernilles Enchilada var efter sigende også vældig god.
Normalt plejer vi at smage hos hinanden.
Men det fik vi af en eller anden grund ikke gjort denne aften.
Men ifølge Pernilles udsagn her et par dage efter, var den pikant i smagen.
Godt krydret men ikke så man bagefter følte at man ikke havde nogen mund.
(Og det var jo praktisk, for vi skulle også have dessert)
Salsaen var lækker og der var masser af ost.
Igen er retten altså ikke så fotogen, men den så sådan ud.


Da tallerkenerne var ryddet af, viste det sig, at det kun var Pernille og mig, der skulle have dessert.
Men stemningen var høj så det gjorde ikke så meget for de andre.
Tror jeg.
Så vi ventede på at få vores desserter.
Og ventede.
Og ventede.
Efter en halv times tid var der en der skulle på toilettet.
Han spurgte i forbifarten servitricen om de havde glemt os.
Hun så noget forfjamsket ud og styrtede ud i køkkenet.
På tilbagevejen fik han at vide at desserterne skam var på vej.
I mellemtiden var der blevet bestilt en kande jordbær-margharita, som de dessertløse kunne nyde mens vi fik dessert.
Nu gik der så kun ca 10 minutter, før vores desserter stod på bordet.
Så jeg er ret sikker på at de VAR blevet glemt.
Lidt dårlig stil synes jeg.

Men desserterne var gode.
Vi havde bestilt to forskellige variationer af en isanretning.
En med sorbet og en med almindelig is.
De var begge vældig flot anrettet med diverse udskårne frugter, som man kan se på billedet.
Der var i alt seks forskellige slags is.
Og de var allesammen meget lækre.
De smagte udpræget hjemmelavet.
Så ikke noget at udsætte på dem.



Jeg ved ikke hvormeget regningen lød på.
For det blev en samlet regning for os alle sammen, som så skal fordeles en af de nærmeste dage på kontoret.
Men mit indtryk af prisniveauet ved at kigge på menukortet er at de bestemt ligger i den lave ende af skalaen.
Jeg har ikke lige sammenlignet med andre mexikanske restauranter.
Men La Fiesta Mexicana er i hert fald ikke MEGET dyrere end det generelle niveau.

Vi havde haft en dejlig aften.
Både hos Frederiksberg Chokolade og hos La Fiesta Mexicana.
Maden var tiptop og prisen var i orden.
Vi kommer sikkert forbi igen.
Men næste gang tror jeg nu nok det bliver i et noget mindre selskab.
Så vi ikke stresser det stakkels personale unødigt.

http://www.lafiestamexicana.dk/