La Fiesta Mexicana - Frederiksberg

Vi havde været på flødebollekursus.
(Det går pludselig op for mig at næsten alle mine indlæg starter på den måde. "Vi havde været...". Jeg må se at finde på noget andet)

Anyway.
Vi havde været på flødebollekursus.
Hos Frederiksberg Chokolade på Frederiksberg Alle.
Det var et personalearrangement gennem Pernilles firma.
Og jeg havde fået lov til at komme med.

Det var et rigtig godt arrangement.
Vi var 17 i alt.
Og vi fik et par fornøjelige timer til at gå med skumsprøjtning, chokoladedypning og pyntning.
Og vi fik en masse flødeboller med hjem.
Indrømmet, nogen var pænere end andre, men der var mange point for det kunstneriske indtryk.

Så det kan klart anbefales.
http://www.frederiksbergchokolade.dk/kurser.html

Men det var jo ikke det jeg ville fortælle om.

Efter flødebollerne gik vi i samlet trop ca. 300 meter ned ad Frederiksberg Alle til La Fiesta Mexicana.

Stedet var blevet valgt fordi det lå indenfor gå afstand fra Frederikberg Chokolade og fordi priserne var rimelige.

Der var stillet et langt bord op midt i restauranten til os.
Lokalet var ikke så forfærdelig stort.
Der var måske 15 borde i alt foruden vores.
Det var fredag, og det var meget heldigt.
For fredag og lørdag er der levende musik.
To mexicansk udseende mænd sad i et hjørne og spillede på guitar og panfløjte og sang til.
Det var vældig hyggeligt og helt klart med til at skabe den rigtige mexicanske stemning.

Indretningen var også typisk mexikansk.
Omend mere afdæmpet end man ofte ser det.
Nu har jeg aldrig været i Mexico.
Men mit indtryk var, at det var meget autentisk.
Her kommer det afdæmpede også ind i billedet.
På mange andre af de mexikanske restauranter, vi har besøgt, er dekorationen med diverse mexikanerhatte, papmachekaktusser og ponchoer meget overvældende.
Somme tider føler man næmest at man sidder i en filmkulisse.
Men hos La Fiesta Mexicana er det meget mere hyggeligt.
Jo vist var der da både vægtæpper med Inkamotiver og en enkelt mexikanerhat eller to.
Men det var som sagt afdæmpet.
Og dermed meget mere hyggeligt.

I hjørnet stod et stort akvarium med farvestrålende fisk.
Vel ikke specielt mexikansk.
Men meget flot og dekorativt.

Da vi var blevet sat ned var der i begyndelsen lidt forvirring, fordi vi slet ikke havde fået menukort nok.
Men det lykkedes efterhånden for den søde servitrice at få skrabet så mange sammen, så alle kunne i det mindste få en anpart i et menukort.

Det tog jo naturligvis en rum tid for 17 mennesker at få besluttet sig for, hvad de hver især skulle have.
Men heldigvis stod der kurve med nachos og salsa på bordet, som man kunne guffe lidt af i ventetiden.

Vi sad jo ved et langt bord, så jeg vil koncentrere mig om den mad Pernille og jeg fik.
For det var svært at få et overblik over de andres bestillinger.

Vi besluttede os for en 3-retters menu, hvor vi kunne vælge mellem en stor del af spisekortet til de forskellige retter.
Der var stor variation i, om folk skulle have forret eller ej.
Men ham der sad overfor mig proklamerede hurtigt at hans forret skulle være en margharita.
Det grinede vi alle meget af, men det blev hurtigt til at vi bestilte to hele kander med margharita til hele bordet.
Og det var jo en dejlig ting.

Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle drikke, da jeg overhørte at servitricen fortalte en på den anden side af bordet at de skam også havde en MEGET mørk mexikansk øl.
Jeg havde egentlig det indtryk at mexikansk øl enten var Corona (som man vel dårligt kan kalde en øl) eller Mexicali, som jo også er en meget lys og let øl.
Så da jeg hørte om den mørke øl var det ikke svært at bestemme sig.

Det viste sig at være en Negro Modelo.
Meget mørk med en svagt rødlig farve.
En lille smule chokolade og karamel i smagen uden at være sød.
Den var forbavsende let i forhold til det ret bastante udseende.
Og den viste sig at passe endog rigtig godt til den stærke mexikanske mad.

Vi hyggede os og snakken gik livligt omkrig bordet.

Og inden ret længe kom forretterne og margharitaerne.
Der blev skålet bordet rundt i margharita og den var ikke kedelig.
Der var ikke sparet på tequilaen.

Både Pernille og jeg havde bestilt nachos til forret.
Vi kan så godt lide nachos.
Jeg havde bestilt med kylling og Pernille havde bestilt med guacamole.
Hun kan så godt lide guacamole.

Begge portioner var rigelige.
Som altid når vi spiser mexikansk fik jeg et lille stik af usikkerhed ved synet.
For havde jeg nu fået bestilt en for voldsom forret, så jeg ikke kunne spise hovedret?
Og som altid blev mine tvivl gjort til skamme.

Der er ikke så meget at sige om forretterne.
Chipsene var varme og sprøde.
Kyllingen var lækkert krydret.
Og osten var tilpas smeltet.
Det var bare helt i orden.

Men her kommer så et lille problem.
For nu kommer der et billede.
Lige om lidt.
Men mexikansk mad har jo, uanset hvor godt det smager, et problem.
Det er ikke særlig fotogent.
Man kan sige at alle de gode kvaliteter i maden ligger i smagen.
Så der er ikke så meget overskud til at se godt ud.
Faktum er i hvert fald at det meste mexikanske mad ligner en omgang rod-sammen med ost på.
Og således også disse forretter.
Og i øvrigt hovedretterne.
Der er absolut ikke noget dårligt at sige om smagen.
Men man kan også sige at mexikansk mad måske gør sig bedst i dæmpet belysning.
I modsætning til den kvindelige del af selskabet.

Her kommer billedet af Pernilles nachos.

 

Mine så stort set lige sådan ud.
Bortset fra at der ikke var guacamole på.

Så vi spiste vores nachos.
Samtidig med at en del af det øvrige selskab spiste deres forretter, som jeg ikke rigtig kunne se, derfra hvor jeg sad.
Og vi skålede i margharita.
Og så ventede vi.
Og ventede.
Og lyttede til musikken.
Og ventede.
Og drak margharita.
Og ventede.

I alt gik der næsten en time, fra alle var færdige med forretterne til de første hovedretter kom på bordet.
Servitricen havde på forhånd sagt at de ville bestræbe sig på at servere alle retter samtidig.
Men alligevel tog det næsten et kvarter før den sidste havde fået sin hovedret.
Det synes jeg altså er i overkanten.
Godt nok var vi et halvstort selskab.
Men alligevel.
Mexikansk mad er jo ikke det store komplicerede rent anretningsmæssigt.
Og der er ikke så meget med sarte ingredienser, som kun lige kan tilberedes i sidste øjeblik.
Måske var der kun en enkelt kok i gang.
Jeg ved det ikke.
Men det var en lang ventetid.

Men da det endelig kom var det godt.
Flere i selskabet havde bestilt fajitas.
Og det er jo altid festligt, når de sydende fade bæres ind.

Jeg havde bestilt chili con carne og Pernille havde bestilt Enchilada med kylling.

Jeg kan huske at jeg engang satte mig for at finde den ultimative opskrift på chili con carne.
Jeg kan så godt lide chili con carne.
Det viste sig at være et større detektiv arbejde.
Der er to skoler.
Den ene skole mener at der absolut skal bønner i.
Og jo flere jo bedre.
Helst forskellige slags.
Den anden skole mener det er en dødssynd at besudle det lækre kød med bønner.
Ligeledes sværger nogen til hakket kød og andre til skært kød.
Det lykkedes mig dengang at få sammensat en, synes jeg selv, rigtig god opskrift.
Så det var jo spændende hvordan La Fiesta Mexicana ville fortolke denne klassiske ret.
Den blev serveret med chilien i en skål for sig og de mexikanske ris i en skål for sig.
Meget sympatisk.
Så bliver det ikke til en gang rod-sammen på en tallerken.
Selve chilien var meget våd i konsistensen, som den skal være.
Så der var meget praktisk lagt en ske sammen med gaflen.
Denne chili var lavet med skært kød.
Og med en begrænset mængde bønner.
Den havde lige den rette mængde chili i sig, så man kunne mærke at den smagte af noget.
Men uden at den var så stærk så man havde flammer ud ad ørerne.
Den var rigtig lækker.
Kødet var supermørt.
Risene perfekte.
Alt i alt en rigtig dejlig chili con carne.

Pernilles Enchilada var efter sigende også vældig god.
Normalt plejer vi at smage hos hinanden.
Men det fik vi af en eller anden grund ikke gjort denne aften.
Men ifølge Pernilles udsagn her et par dage efter, var den pikant i smagen.
Godt krydret men ikke så man bagefter følte at man ikke havde nogen mund.
(Og det var jo praktisk, for vi skulle også have dessert)
Salsaen var lækker og der var masser af ost.
Igen er retten altså ikke så fotogen, men den så sådan ud.

Da tallerkenerne var ryddet af, viste det sig, at det kun var Pernille og mig, der skulle have dessert.
Men stemningen var høj så det gjorde ikke så meget for de andre.
Tror jeg.
Så vi ventede på at få vores desserter.
Og ventede.
Og ventede.
Efter en halv times tid var der en der skulle på toilettet.
Han spurgte i forbifarten servitricen om de havde glemt os.
Hun så noget forfjamsket ud og styrtede ud i køkkenet.
På tilbagevejen fik han at vide at desserterne skam var på vej.
I mellemtiden var der blevet bestilt en kande jordbær-margharita, som de dessertløse kunne nyde mens vi fik dessert.
Nu gik der så kun ca 10 minutter, før vores desserter stod på bordet.
Så jeg er ret sikker på at de VAR blevet glemt.
Lidt dårlig stil synes jeg.

Men desserterne var gode.
Vi havde bestilt to forskellige variationer af en isanretning.
En med sorbet og en med almindelig is.
De var begge vældig flot anrettet med diverse udskårne frugter, som man kan se på billedet.
Der var i alt seks forskellige slags is.
Og de var allesammen meget lækre.
De smagte udpræget hjemmelavet.
Så ikke noget at udsætte på dem.

Jeg ved ikke hvormeget regningen lød på.
For det blev en samlet regning for os alle sammen, som så skal fordeles en af de nærmeste dage på kontoret.
Men mit indtryk af prisniveauet ved at kigge på menukortet er at de bestemt ligger i den lave ende af skalaen.
Jeg har ikke lige sammenlignet med andre mexikanske restauranter.
Men La Fiesta Mexicana er i hert fald ikke MEGET dyrere end det generelle niveau.

Vi havde haft en dejlig aften.
Både hos Frederiksberg Chokolade og hos La Fiesta Mexicana.
Maden var tiptop og prisen var i orden.
Vi kommer sikkert forbi igen.
Men næste gang tror jeg nu nok det bliver i et noget mindre selskab.
Så vi ikke stresser det stakkels personale unødigt.

http://www.lafiestamexicana.dk/