Restaurant Pakhuset - Skagen

  
Vi havde glædet os meget til at skulle spise en masse fisk når vi kom til Skagen på ferie.

Så da vi havde fået samlet turistbrochurer den første dag, gik vi i gang med at undersøge hvilke muligheder der var.
De fleste restauranter i Skagen reklamerer med at de har frisk fisk.
Altså de rigtige restauranter.
Selvfølgelig ikke de mange pizzeriaer, som også i Skagen ligger på hvert gadehjørne.
Men vi fandt to deciderede fiskerestauranter, som begge ligger ud til lystbådehavnen.
Den ene af dem, Restaurant Pakhuset, havde på sin hjemmeside et eksempel på et menukort.
De gjorde kraftigt opmærksom på at det kun var et eksempel, fordi det jo kommer an på hvilke fisk der lige er i sæson.
Det så meget fint ud, så den blev det.
Så tager vi den anden en anden dag.
Så vi bestilte bord til kl 19.

Der var ingen problemer med at finde restauranten.
Den lå direkte på kajen og så meget autentisk ud med små bitte vinduer på første sal, hvor selve restauranten ligger.
I stueetagen er der cafe.
Da vi kom indenfor blev det tydeligt, at de gik meget op i deres maritime koncept.
Der var tovværk og kofilnagler overalt.
Og galeonsfigurer.
I rå mængder.
Overalt.
Store og små med og uden blottede bryster.
Ved hvert eneste bord hang der en lille billedramme, hvor der strittede en lille galeonsfigur frem.
(Vi fandt senere ud af, at der er tale om en kopi af en samling af galeonsfigurer fra Skagen Hotel).
Men der var pænt og lyst og venligt.
Vi havde bedt om et bord med udsigt.
Og jeg tror vi fik det bedste bord i hele restauranten.
Ved et af de små vinduer og vendt mod lystbådehavnen og den del af kajen, som huser de andre restauranter og butikker.

En sød ung kvindelig tjener viste os hen til bordet og spurgte straks om vi ville have noget at drikke mens vi kiggede på menukortet.
Jeg bestile en Campari med soda og Pernille et glas hvidvin med brombærlikør.
Der er ikke noget at sige om Camparien.
Den smagte som den slags plejer.
Dejligt.
Men Pernilles drink var ret spændende.
Lidt i stil med en Kiir.
Men alligevel helt anderledes fordi det var brombær og ikke solbær.

Spisekortet var meget overskueligt.
Der var 2 forretter, 3 hovedretter og 2 desserter plus en osteanretning.
Vi blev enige om at dele en flaske hvidvin selvom Pernille skulle have kalvekød til hovedret.
Jeg fandt en spændende udseende Sauvignon Blanc fra Chile.
Men da jeg ville bestille den, så den unge dame meget bekymret ud og sagde at vi altså skulle være opmærksomme på, at den var usædvanligt meget parfumeret.
Slet ikke en dårlig vin.
Rund og kraftig.
Men man skulle altså kunne lide den meget parfumeret.
Og det er der ikke rigtig nogen af os der bryder os om.
I stedet foreslog hun en New Zealandsk vin af den samme drue.
Den var godt nok noget dyrere, men hun forsikrede os om at den var god.
Så den tog vi.

Inden forretterne fik vi en lille anretning med letrøget kullertatar.
Der var bare omkring en teskefulds penge.
Men det var uhyre delikat.
Og anrettet med små bitte terninger af mango og små ringe af rødløg.
En rigtig lækker lille appetitvækker.
Det skal i øvrigt lige siges at vinen til fulde levede op til forventningerne.

Til forret havde Pernille bestilt ristet havtaskehale.
Den kom smukt anrettet med sprødstegte julienneurter.
Det så meget lækkert ud.
Og smagte derefter.
Jeg fik suppe af jordskok og brøndkarse.
En smuk forårsgrøn legeret tallerkenfuld anrettet med et par lige tilpas grillede kammuslinger og små stykker helt sprød og meget krydret bacon eller skinke af en slags.
En himmerrigs mundfuld.

Så snart vi begge var færdige med forretterne bllev tallerkenerne fjernet, og lidt efter fik vi en lille portion kærnemælks sorbet til lige at rense ganen med.
Det er altså meget sympatisk med den slags små ekstraretter ind imellem.
Det kan ikke koste alverden for restauranten, og man bliver så glædeligt overrasket og føler sig forkælet.

Efter få minutters venten kom hovedretterne.
Nu havde vi stort set restauranten for os selv denne søndag aften.
Så det burde ikke være så svært.
Men det vidner om overskud og professionalisme når retterne følger
hinanden så hurtigt at tiden ikke føles lang og man samtidig ikke føler, at det bliver jaget afsted.

Pernille havde bestilt kalvefilet.
Hun fik en smuk anretning med 2 pæne skiver rosastegt kalvefilet anrettet med en spinat quiche, et stykke kartoffeltærte, et par små gulerødder og et par svampe.
Smukt og delikat.
Jeg fik en sprødstegt pigvar filet, som var anrettet med næsten det samme tilbehør som kalvefileten.
Dog var kartoffelgratinen udskiftet med små nye kartofler.
Lige da jeg så min tallerken, tænkte jeg at sovsen vist bare var den samme suppe, som jeg havde fået til forret bare tyknet lidt.
For den lignede fuldstændig.
Men der tog jeg fejl.
Hvor suppen smagte tydeligt af jordskok og kun havde en svag antydning af kammuslingerne, var denne sovs en udpræget fiskesovs.
Kraftig og god.
Fisken var perfekt stegt og smagte himmelsk.

Igen blev tallerkenerne fjernet så snart vi var færdige.
Og desserterne kom hurtigt.
Pernille fik en hjemmelavet krydderurte brie.
Igen en smuk anretning med en lille skål sorte oliven, en lille skål solbærsyltetøj, et par stykker hjemmebagt knækbrød og et enkelt japansk kirsebær.
Det var lidt svært at afgøre præcis hvilke krydderurter der var tale om.
Men velsmagende, det var det.
Jeg fik et stykke lækkert chokoladetærte med en enkelt kugle jordbæris og en overdådighed af syltede kirsebær.
Utrolig friskt og lækkert.
Til sidst ville Pernille gerne have en cappucino, mens jeg bare nøjedes med at drikke resten af vinen.
Det var Pernille der skulle køre hjem.
Alt i alt et fremragende måltid.

Meget flink og charmerende betjening, der lige fortjener et par ekstra bemærkninger.
Der var to andre par i restauranten.
Det ene havde to små piger med.
Og da forældrene fik deres kaffe, hvor der hørte små stykker mørk chokolade til, kom tjeneren med et par små stykker lys chokolade til pigerne, fordi hun regnede med at det kunne de nok bedre lide.
Det andet par var en dansk pige og en engelsktalende mand, vistnok fra australien.
Spisekortet fandtes kun på dansk og pigen havde lidt svært ved at oversætte de forskellige fiskenavne til engelsk.
Men så kom tjeneren springende med en stor illustreret bog med forskellige fisk, som hjalp en hel del.
Meget fin service selvom det jo havde været nemmere med et spisekort på engelsk.

Regningen lød kun på 1297 kr.
Og det viste sig da også at de havde glemt at skrive kaffen på.
Da vi gjorde opmærksom på det, så tjeneren lige i et sekund forvirret ud men sagde så at kaffen jo så var på husets regning.
Igen fin service i stedet for at skulle vente på en ny regning.
Restaurant Pakuset i Skagen er et dejligt sted som vi på det varmeste kan anbefale.
Om et par dage skal vi prøve konkurrenten på den anden side af havnebassinet, nemlig Skagen Fiskerestaurant.
Det bliver spændende at se hvordan den er i sammenligning.

www.pakhuset-skagen.dk