En god ide...

Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.

Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.

Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.

Gode såvel som dårlige.

Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.

Men det sker da flere gange om året.

Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.

Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.

søndag den 16. august 2009

Skagen Fiskerestaurant - Skagen

  
Vi havde glædet os til denne sidste aften i Skagen, hvor vi skulle prøve Skagen Fiskerestaurant og holde den op mod Restaurant Pakhuset.

Vi havde bestilt bord til kl 19.
Da vi gik ind i stueetagen, var jeg nær faldet, fordi jeg ikke lige var forberedt på, at der var sand på gulvet.
Jeg må lære at se mig for.
Men vi havde bestilt bord med udsigt ovenpå.
Så vi gik op ad den snoede trappe.
Ovenpå stod en meget ung og en lidt ældre tjener og ventede utålmodigt.
Vi blev vist hen til vores bord.
Og det var lidt af en rejse.
Vi skulle igennem 2 døråbninger.
Men de var kun omkring halvanden meter høje.
Så man skulle VIRKELIG bøje sig for at komme under.
Vi fik et hjørnebord med udsigt over havnebassinet.
Så vi kunne sidde og kigge over på det vindue i Restaurant Pakhuset, hvor vi havde spist nogle dage tidligere.
Vi var alene i restauranten.

Den unge tjener kom med menukort og en karafel vand.
Der var en lidt større a la carte afdeling end på Pakhuset.
Der var vel en 10 retter i alt eller deromkring, hvoraf de fleste kunne fås som både forret og hovedret.
Der var blandt andet en boulabaise, som lød vældig lækker.
Derudover var der en 4-retters menu som vi begge bestemte os for.

Vi besluttede os for at drikke rosevin, og spurgte tjeneren hvad han kunne anbefale.
Han udpegede en vin fra Toscana, som han roste i høje toner.
Den udmærkede sig samtidig ved at være den næstbilligste.
Et sympatisk træk.
Så den valgte vi.
Ganske kort efter kom han med en lille appetitvækker på en ske.
Det viste sig at sådan en lille ekstra forret hedder en amuse.
Så blev vi så kloge.
Denne amuse bestod af et lille stykke krabbemouse med et par små skiver radise og et par småbitte ringe af rødløg.
Meget delikat.
Hertil tog vi hul på kurven med brød.
Tjeneren fortalte at det var helt friskbagt, og det var da også en
lille smule lunt endnu.
Meget dejligt brød.

Nu begyndte der at komme lidt flere gæster.
Blandt andet et bordfuld svenske blondiner.
Nu kom vores forretter.
Det var 2 råmarinerede kammuslinnger, som blev serveret med mangosalsa, en dekorativ stribe af ingefærolie og soya rundt langs kanten af tallerkenen samt to små lyserøde ting, som vi ikke kunne identificere.
Så vi spurgte tjeneren.
Det viste sig at være små kugler udskåret af rødløg og så syltet.
De klædte muslingerne vældig godt.



Nu var der efterhånden en del mennesker i restauranten.
Blandt andet et fransk eller belgisk par, hvor kun manden kunne engelsk.
Igen var der intet menukort på engelsk.
Og igen kunne tjeneren ikke de engelske navne på hverken kammusling, søtunge eller jomfruhummer.
Man kan altså undre sig over at tjenerne ikke er udstyret med et lille lommekort, som lige nævner de 10-15 mest almindelige råvarer på engelsk, tysk, fransk, svensk og norsk.
Nå, men det er jo ikke vores problem.

Hovedretterne var virkelig lækre.
Indbagt rødtungefilet farseret med blandt andet oliven og cherrytomater.
Hertil kantareller og blancheret babyspinat samt en creme fraiche baseret sauce.
Og de mest nuttede små nye kartofler.
De var allesammen kuglerunde og lige store.
Som mellemstore vindruer.
Og de smagte himmelsk.
Ligesom resten af retten.



Ved et af de andre borde var et ældre par begyndt at brokke sig højlydt over betjeningen.
De påstod at have ventet i 5 kvarter på den første ret.
Det kan nu ikke passe, for vi havde kun lige været der i 5 kvarter og de kom et stykke tid efter os.
Men det virkede nu godt nok som om de måske var blevet glemt.
For tjenerne fik meget travlt med at hente mad og undskylde.

Vores næste ret var beskrevet som "forskellige europæiske oste".
Og da vi havde ventet lidt efter hovedretten kom en ung pige trillende med et stort tykt træbord med forskellige oste og tilbehør.
Hun gav sig god tid til at forklare om hver enkelt ost, og det virkede virkelig som om hun vidste hvad hun talte om.
Pernille havde ikke mod på gedeosten eller blåskimmelosten, men jeg måtte lige smage dem allesammen.
Da vi havde bestemt os lavede hun en lille kunstfærdig anretning med de ting vi nu hver især ville have.
Først en meget mild brie.
Den var meget blød og moden men samtidig meget meget mild, så den smeltede nærmest på tungen.
Hertil valnøddekerner vendt i honning.
Så en fåreost, som var vasket i ammoniak.
Hun havde advaret om at den var meget kraftig.
Det var nu ikke så galt.
Men jeg kunne ikke smage ammoniakken.
Til gengæld syntes jeg den nærmest smagte som en emmenthaler.
Pernille kunne sagtens smage amoniakken og syntes at den smagte lidt i retning af skærpekød.
Hun brød sig i øvrigt ikke om den.
Hertil små nice-oliven.
Derefter en gederulle, som tjeneren havde forklaret både blev lavet lokalt på gårdene i det pågældende område og industrielt.
Når bønderne selv lavede den, lagde de et strå i midten i længderetningen for ligesom at holde sammen på den.
Denne her havde et strå.
Hertil tørrede abrikoser.
Til sidst en blåskimmelost, som var som blåskimmeloste er flest.
Lidt tør i konsistensen.
Men dejlig.
Hertil flere valnødder i honning.
Til ostene fik vi et par forskellige kiks og et stykke hjemmebagt knækbrød.
.

 

Mens vi ventede på desserten lagde jeg mærke til at den fransk/belgiske mand havde bestilt boulabaisen.
Den blev serveret i en lille jerngryde.
Det så rigtig lækkert ud, og jeg sad næsten og fortrød at jeg ikke havde valgt den.
Det ældre par havde fået mad og var nu lutter smil.
Og det lød som om de svenske blondiner morede sig storartet.
Restauranten var nu stuvende fuld, og tjenerne havde mere end rigeligt at se til.
Desserten var et lille stykke millefeuille, en kugle kokos sorbet og et limeshot.
Det sidste var et shotglas med hvad man vel næmest må betegne som stærk limesaftevand.
Kanten af glasset var dyppet i sukker og finthakkede mynteblade.
En lidt besynderlig konstruktion.
Men det klædte nu egentlig kagen og isen meget godt.
især kokos sorbeten var meget lækker.



Vi havde ikke rigtig lyst til kaffe, så vi bad om en regning.
Nu kunne vi rigtig mærke hvor travlt der var, for vi måtte bede om den igen efter et kvarter.
Så kom den til gengæld med det samme.
Den lød på 1075 kr.
Det må siges at være meget rimeligt for en middag på det niveau.

Og så kommer jo det store spørgsmål.
Hvilken restaurant var bedst?
Pakhuset eller Skagen Fiskerestaurant?
Vi blev hurtigt enige om, at det var Pakhuset.
Vi kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor.
For Skagen Fiskerestaurant havde både et større menukort (med bouilabaise...), havde mere avancerede retter og var billigere.
Men alligevel tror jeg at valget falder på Pakhuset hvis vi en anden gang skal have en pænere fiskemiddag i Skagen.
Men vi havde absolut en dejlig aften, som var en dejlig afslutning på en herlig ferie.

www.skagen-fiskerestaurant.dk

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar