Nyu Sakura - Hillerød

Dette bliver ikke noget langt indlæg.
For det var et hurtigt måltid vi fik, den fredag aften i Hillerød.
Shoppingen var overstået.
Jeg havde blandt andet købt mig en sixpence og er dermed trådt ind i kredsen af ældre distingverede herrer.
Eller også er jeg super trendy, ung med de unge og med på moden.
Jeg tror jeg vælger det sidste.

Men vi skulle have lidt at spise og jeg fik lyst til sushi.
Et hurtigt opslag på Google via min mobiltelefon afslørede at der for nylig var åbnet en sushi restaurant i Helsingørsgade, som var lige i nærheden.

Så der gik vi hen.

Det er et lille bitte sted.
Der har vist været en cafe tidligere.
Der er ikke plads til mere end måske 25 gæster i resatauranten.
Men de har også en betydelig forretning med take-away.
Selve indretningen er meget typisk for et japansk spisested.
På danske, franske, italienske, spanske, kinesiske og alt muligt andet - restauranter er der ofte dæmpet belysning og forskellige genstande, billeder og lignende til at skabe en hyggelig stemning.
Men ofte er japanske restauranter meget minimalistiske og klart oplyste.
Der kan være noget næsten cafeteria-agtigt over det.
Og sådan var det også her på Nyu Sakura.
Tapetet var udsmykket med japanske eller kinesiske skrifttegn (jeg kan ikke se forskel).
Og der stod en bemalet skærmvæg som isolerede ventepladserne til take-away fra resten af restauranten.
Men det var sådan ca. også det.
Og det var masser af lys.
Og det er jo i virkeligheden en fordel når man skal koncentrere sig om maden.
For man kan tydeligt se, hvad man putter i munden.

Spisekortet indeholder en mængde forskellige menuer med forskellige kombinationer af sushi og sticks i forskelligt antal, samt en lang a la carte liste med sushi.

Vi faldt begge for en menu med 7 stykker sushi og 4 sticks.
Med til menuen hørte en lille skål salat som forret og en skål miso-suppe.

Til ære for de læsere, som ikke har helt styr på de japanske specialiteter kommer der en nærmere beskrivelse efterhånden som måltidet skrider frem.

Vi besluttede at vi ville prøve noget japansk øl til maden.
Vi holder begge meget af spændende øl, og vi havde ikke rigtig prøvet noget japansk før.

Der var to slags på menukortet og vi delte en af hver.
Den første hed Kirin Ichiban.
Det var ikke nogen stor øl.
Den var ærlig tal lidt småtynd.
Men på den anden side, det er de fleste asiatiske øl jo.
I asien bruger man i vid udstrækning ris i stedet for byg til brygningen.
Ligesom man gør med Budweiser.
Og det giver jo altså på ingen måde en kraftig øl.
Øltypen må vel nærmest betegnes som en pilsner.
Men altså en tynd en af slagsen.
Men et friskt og læskende bekendtskab.

Den næste hed Sapporo.
Den var en ANELSE kraftigere.
Men ikke meget.

Men OK.
Vi var ikke kommet for at drikke øl men for at spise sushi.

Øllerne kom på bordet så snart vi havde bestilt og det gjorde den lille salat også.
Salaten så sådan ud.

Som man kan se blev den serveret i en lille muslingeformet skål af procelæn.
Der var naturligvis ingen kniv og gaffel, men de sædvanlige engangs spisepinde, som man skulle pakke ud af papirembalagen og skille ad i to dele.
Der var også en lille porcelæns "bænk", som man kunne lægge pindene på imellem retterne.
Selve salaten var helt utrolig frisk og lækker.
Jeg er noget usikker på ingridienserne.
Men der var i hvert fald gulerod, hvidkål og spirer af en slags. Sikkert bønnespirer.
Dressingen var baseret på eddike og var meget frisk.
Det sorte drys på toppen kan jeg ikke gætte hvad var.
Men det var en rigtig frisk apetizer.

I samme øjeblik vi begge havde lagt pindene fra os var tjeneren der for at rydde bordet.
Og højest 2 minutter efter stod der en skål miso-suppe foran os.

Jeg har fået miso-suppe flere gange før og egentlig altid undret mig over, hvad den egentlig er lavet af.
Så denne gang gik jeg hjem og slog det op.
Miso er en pasta fremstillet af gæret ris, byg og soyabønner.
Det kan være krydret på forskellig vis og der findes hundredevis af forskellige varianter.
Miso suppe laves af denne pasta, som udrøres i  kogende vand.
Så tilsættes typisk tofu, forårsløg og forskellige andre grøntsager skåret i småbitte terninger.
Misosuppe er en mege sund spise, fordi den er meget rig på protein, vitaminer og mineraler.
Den er meget mild i smagen.
Og hvis man forventer en eksplosion af kraft og smag, som i vores hjemlige oksekødsuppe, bliver man skuffet.
Men vi vidste hvad vi gik ind til, så vi blev ikke skuffede.
En lækker afbalanceret suppe.
Og jeg følte i hvert fald at munden var blevet renset og forberedt på den sushi, der kom som det næste.

Igen var vi dårligt blevet færdige før skålene blev fjernet og næste ret serveret.

Der findes rigtig mange forskellige slags sushi.
Og her taler jeg ikke kun om at der anvendes forskellige slags fisk.
De forskellige udførelser har forskellige navne.
Sushifremstilling er et meget krævende og ærefuldt håndværk.
Jeg har endnu ikke forsøgt mig med at lave det selv.
Men det kommer nok en dag.

Hvis vi starter øverst til venstre på billedet ligger der to inside-out.
Ja det hed de altså på menukortet.
Jeg har igen snydt lidt og søgt på nettet.
De hedder også Uramaki og er mere populære i vesteuropa og USA end de er i Japan.
De kaldes inside-out fordi risen her er uden på fyldet istedet for omvendt.
Fyldet består i dette tilfælde inderst af agurk, avocado og noget som jeg ikke helt kunne bestemme.
Muligvis krabbe.
Uden om fyldet er rullet et lag Nori, som er en storbladet tang-art.
Og yderst altså risene.

Men hov.
First things first.
Sushi bliver næsten altid serveret med frisk eller syltet ingefær i tynde tynde skiver.
Og med en klat wasabi.
Wasabi er en grøn pasta, som traditionelt fremstilles af roden på wasabi-planten som også kaldes japansk pebberrod.
Men nu om dage fremstilles wasabi oftest af pebberrod, sennep og grøn farve, fordi wasabi planten er meget vanskellig at dyrke. (tak wikipedia)
Man får en lille skål sammen med sushien, og meningen er så at man hælder lidt soyasauce op i skålen og tager en lille klat wasabi og rører den ud i soyaen.
Tricket her er at nøjes med en LILLE klat.
For wasabi er meget stærkt.
Når man så spiser sushien dypper man før hver bid i denne wasabi-soya blanding.

Men tilbage til sushien.
Det er jo altid et sjovt lille indslag når man skal spise med pinde.
Selvom både Pernille og jeg efterhånden har gjort det mange gange, kræver det jo en del koncentration.
Især inside-out kan være svært, fordi der ikke er noget til at holde sammen på risene, der dermed har en tendens til at løsne sig, når man dypper i saucen.
Men det gik dog rimelig godt for os begge denne aften.

Det næste i rækken, øvert til højre var to makiruller.
Maki er sådan set det omvendte af en inside-out.
Yderst nori, dernæst ris og inderst fyldet.
I dette tilfælde var fyldet magen til inside-out rullerne.

Hvor inside-out kan være svære at spise med pinde fordi risen falder fra hinanden, er maki svære at spise, fordi de er meget større.
Så det kræver øvelse med pindene.

Nederste række bestod af tre forskellige nigiri.
Nigiri er i modsætning til inside-out og maki ikke rullet.
Det er i bund og grund en rektangulær klods af ris med et stykke fisk eller skaldyr på toppen.
Den første var med en stor reje, hvor de yderste skaller fra halen endnu sad på.
Her var det så at undertegnede opgav at spise med pinde og fortsatte med fingrene.
For der kan gå meget galt når man dypper.
Risen kan gå fra hinanden.
Fisken kan ryge af.
Og når man så oven i købet skal holde styr på halen gik det over mine evner med pindene.

Den næste nigiri var med tun.
Det har altid været en af mine favoritter.

Den sidste var med laks.

Nu har dette jo efterhånden udviklet sig til en indføring eller et kursus i sushi.
Og det gør jo ikke så meget.
Men jeg vil bare understrege at den sushi vi fik på Nyu Sakura denne aften var helt i top.
Meget frisk, lækker og velsmagende.

Denne gang gik der hele 5 minutter før næste ret stod på bordet.
Vi var ret spændte på hvad vi nu blev udsat for.
For i menukortet stod der at der var tale om 4 forskellige sticks serveret med krabbesalat...

Heldigvis var krabbesalaten en grøn salat med krabbekød og ikke en mayonaisesalat.
Det ville alligevel også have været lidt for svensk.

Der var også en fin lille top af varme ris med et drys af de samme sorte partikler som salaten i begyndelsen.
Jeg ved stadig ikke hvad det var.

Der var 4 sticks.
Altså 4 spidse træpinde, som var stukket igennem forskellige lækre sager.
De 4 sticks lå pænt ved siden af hinanden overhældt med en stribe teriyaki sauce.
Det er en slags sød og meget kraftig soyasauce.

De 4 sticks i denne anretning var med mørbradbøf, kyllingefrikadeller, kalkunkød og rejer.
Alt var varmt, veltilberedt og lækkert.
Men rejerne var sat på pinden med skallerne på.
Så det var lidt bøvlet at få dem sat til livs.

Da vi var færdige med vores sticks var der gået 45 minutter fra vi satte os.
Der kan man virkelig forstå, hvorfor sushi for mange mennesker er fastfood.

Vi holder begge meget af sushi.
Vi har fået det flere gange.
Og vi skal helt sikkert have det igen.
Vi blev på ingen måde skuffede over Nyu Sakura.
Regningen lød på 426 kr.
Det må bestemt siges at være rimeligt.

Mens jeg skrev denne anmeldelse fik jeg endnu et bevis på at japansk er svært.
Da jeg slog op på Google inden vi kom til restauranten, fandt jeg en artikel fra Hillerød lokalavis.
I denne artikel er restauranten omtalt som Nyu Kaura.
Men da jeg fandt regningen frem mens jeg sad her og skrev, viste det sig at den faktisk hedder Nyu Sakura.
Det forklarer også, hvorfor Nyu Kaura ikke havde nogen hjemmeside.
Det har Nyu Sakura til gengæld.
http://nyu-sakura.recognized.dk/

La Fiesta Mexicana - Frederiksberg

Vi havde været på flødebollekursus.
(Det går pludselig op for mig at næsten alle mine indlæg starter på den måde. "Vi havde været...". Jeg må se at finde på noget andet)

Anyway.
Vi havde været på flødebollekursus.
Hos Frederiksberg Chokolade på Frederiksberg Alle.
Det var et personalearrangement gennem Pernilles firma.
Og jeg havde fået lov til at komme med.

Det var et rigtig godt arrangement.
Vi var 17 i alt.
Og vi fik et par fornøjelige timer til at gå med skumsprøjtning, chokoladedypning og pyntning.
Og vi fik en masse flødeboller med hjem.
Indrømmet, nogen var pænere end andre, men der var mange point for det kunstneriske indtryk.

Så det kan klart anbefales.
http://www.frederiksbergchokolade.dk/kurser.html

Men det var jo ikke det jeg ville fortælle om.

Efter flødebollerne gik vi i samlet trop ca. 300 meter ned ad Frederiksberg Alle til La Fiesta Mexicana.

Stedet var blevet valgt fordi det lå indenfor gå afstand fra Frederikberg Chokolade og fordi priserne var rimelige.

Der var stillet et langt bord op midt i restauranten til os.
Lokalet var ikke så forfærdelig stort.
Der var måske 15 borde i alt foruden vores.
Det var fredag, og det var meget heldigt.
For fredag og lørdag er der levende musik.
To mexicansk udseende mænd sad i et hjørne og spillede på guitar og panfløjte og sang til.
Det var vældig hyggeligt og helt klart med til at skabe den rigtige mexicanske stemning.

Indretningen var også typisk mexikansk.
Omend mere afdæmpet end man ofte ser det.
Nu har jeg aldrig været i Mexico.
Men mit indtryk var, at det var meget autentisk.
Her kommer det afdæmpede også ind i billedet.
På mange andre af de mexikanske restauranter, vi har besøgt, er dekorationen med diverse mexikanerhatte, papmachekaktusser og ponchoer meget overvældende.
Somme tider føler man næmest at man sidder i en filmkulisse.
Men hos La Fiesta Mexicana er det meget mere hyggeligt.
Jo vist var der da både vægtæpper med Inkamotiver og en enkelt mexikanerhat eller to.
Men det var som sagt afdæmpet.
Og dermed meget mere hyggeligt.

I hjørnet stod et stort akvarium med farvestrålende fisk.
Vel ikke specielt mexikansk.
Men meget flot og dekorativt.

Da vi var blevet sat ned var der i begyndelsen lidt forvirring, fordi vi slet ikke havde fået menukort nok.
Men det lykkedes efterhånden for den søde servitrice at få skrabet så mange sammen, så alle kunne i det mindste få en anpart i et menukort.

Det tog jo naturligvis en rum tid for 17 mennesker at få besluttet sig for, hvad de hver især skulle have.
Men heldigvis stod der kurve med nachos og salsa på bordet, som man kunne guffe lidt af i ventetiden.

Vi sad jo ved et langt bord, så jeg vil koncentrere mig om den mad Pernille og jeg fik.
For det var svært at få et overblik over de andres bestillinger.

Vi besluttede os for en 3-retters menu, hvor vi kunne vælge mellem en stor del af spisekortet til de forskellige retter.
Der var stor variation i, om folk skulle have forret eller ej.
Men ham der sad overfor mig proklamerede hurtigt at hans forret skulle være en margharita.
Det grinede vi alle meget af, men det blev hurtigt til at vi bestilte to hele kander med margharita til hele bordet.
Og det var jo en dejlig ting.

Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle drikke, da jeg overhørte at servitricen fortalte en på den anden side af bordet at de skam også havde en MEGET mørk mexikansk øl.
Jeg havde egentlig det indtryk at mexikansk øl enten var Corona (som man vel dårligt kan kalde en øl) eller Mexicali, som jo også er en meget lys og let øl.
Så da jeg hørte om den mørke øl var det ikke svært at bestemme sig.

Det viste sig at være en Negro Modelo.
Meget mørk med en svagt rødlig farve.
En lille smule chokolade og karamel i smagen uden at være sød.
Den var forbavsende let i forhold til det ret bastante udseende.
Og den viste sig at passe endog rigtig godt til den stærke mexikanske mad.

Vi hyggede os og snakken gik livligt omkrig bordet.

Og inden ret længe kom forretterne og margharitaerne.
Der blev skålet bordet rundt i margharita og den var ikke kedelig.
Der var ikke sparet på tequilaen.

Både Pernille og jeg havde bestilt nachos til forret.
Vi kan så godt lide nachos.
Jeg havde bestilt med kylling og Pernille havde bestilt med guacamole.
Hun kan så godt lide guacamole.

Begge portioner var rigelige.
Som altid når vi spiser mexikansk fik jeg et lille stik af usikkerhed ved synet.
For havde jeg nu fået bestilt en for voldsom forret, så jeg ikke kunne spise hovedret?
Og som altid blev mine tvivl gjort til skamme.

Der er ikke så meget at sige om forretterne.
Chipsene var varme og sprøde.
Kyllingen var lækkert krydret.
Og osten var tilpas smeltet.
Det var bare helt i orden.

Men her kommer så et lille problem.
For nu kommer der et billede.
Lige om lidt.
Men mexikansk mad har jo, uanset hvor godt det smager, et problem.
Det er ikke særlig fotogent.
Man kan sige at alle de gode kvaliteter i maden ligger i smagen.
Så der er ikke så meget overskud til at se godt ud.
Faktum er i hvert fald at det meste mexikanske mad ligner en omgang rod-sammen med ost på.
Og således også disse forretter.
Og i øvrigt hovedretterne.
Der er absolut ikke noget dårligt at sige om smagen.
Men man kan også sige at mexikansk mad måske gør sig bedst i dæmpet belysning.
I modsætning til den kvindelige del af selskabet.

Her kommer billedet af Pernilles nachos.

 

Mine så stort set lige sådan ud.
Bortset fra at der ikke var guacamole på.

Så vi spiste vores nachos.
Samtidig med at en del af det øvrige selskab spiste deres forretter, som jeg ikke rigtig kunne se, derfra hvor jeg sad.
Og vi skålede i margharita.
Og så ventede vi.
Og ventede.
Og lyttede til musikken.
Og ventede.
Og drak margharita.
Og ventede.

I alt gik der næsten en time, fra alle var færdige med forretterne til de første hovedretter kom på bordet.
Servitricen havde på forhånd sagt at de ville bestræbe sig på at servere alle retter samtidig.
Men alligevel tog det næsten et kvarter før den sidste havde fået sin hovedret.
Det synes jeg altså er i overkanten.
Godt nok var vi et halvstort selskab.
Men alligevel.
Mexikansk mad er jo ikke det store komplicerede rent anretningsmæssigt.
Og der er ikke så meget med sarte ingredienser, som kun lige kan tilberedes i sidste øjeblik.
Måske var der kun en enkelt kok i gang.
Jeg ved det ikke.
Men det var en lang ventetid.

Men da det endelig kom var det godt.
Flere i selskabet havde bestilt fajitas.
Og det er jo altid festligt, når de sydende fade bæres ind.

Jeg havde bestilt chili con carne og Pernille havde bestilt Enchilada med kylling.

Jeg kan huske at jeg engang satte mig for at finde den ultimative opskrift på chili con carne.
Jeg kan så godt lide chili con carne.
Det viste sig at være et større detektiv arbejde.
Der er to skoler.
Den ene skole mener at der absolut skal bønner i.
Og jo flere jo bedre.
Helst forskellige slags.
Den anden skole mener det er en dødssynd at besudle det lækre kød med bønner.
Ligeledes sværger nogen til hakket kød og andre til skært kød.
Det lykkedes mig dengang at få sammensat en, synes jeg selv, rigtig god opskrift.
Så det var jo spændende hvordan La Fiesta Mexicana ville fortolke denne klassiske ret.
Den blev serveret med chilien i en skål for sig og de mexikanske ris i en skål for sig.
Meget sympatisk.
Så bliver det ikke til en gang rod-sammen på en tallerken.
Selve chilien var meget våd i konsistensen, som den skal være.
Så der var meget praktisk lagt en ske sammen med gaflen.
Denne chili var lavet med skært kød.
Og med en begrænset mængde bønner.
Den havde lige den rette mængde chili i sig, så man kunne mærke at den smagte af noget.
Men uden at den var så stærk så man havde flammer ud ad ørerne.
Den var rigtig lækker.
Kødet var supermørt.
Risene perfekte.
Alt i alt en rigtig dejlig chili con carne.

Pernilles Enchilada var efter sigende også vældig god.
Normalt plejer vi at smage hos hinanden.
Men det fik vi af en eller anden grund ikke gjort denne aften.
Men ifølge Pernilles udsagn her et par dage efter, var den pikant i smagen.
Godt krydret men ikke så man bagefter følte at man ikke havde nogen mund.
(Og det var jo praktisk, for vi skulle også have dessert)
Salsaen var lækker og der var masser af ost.
Igen er retten altså ikke så fotogen, men den så sådan ud.

Da tallerkenerne var ryddet af, viste det sig, at det kun var Pernille og mig, der skulle have dessert.
Men stemningen var høj så det gjorde ikke så meget for de andre.
Tror jeg.
Så vi ventede på at få vores desserter.
Og ventede.
Og ventede.
Efter en halv times tid var der en der skulle på toilettet.
Han spurgte i forbifarten servitricen om de havde glemt os.
Hun så noget forfjamsket ud og styrtede ud i køkkenet.
På tilbagevejen fik han at vide at desserterne skam var på vej.
I mellemtiden var der blevet bestilt en kande jordbær-margharita, som de dessertløse kunne nyde mens vi fik dessert.
Nu gik der så kun ca 10 minutter, før vores desserter stod på bordet.
Så jeg er ret sikker på at de VAR blevet glemt.
Lidt dårlig stil synes jeg.

Men desserterne var gode.
Vi havde bestilt to forskellige variationer af en isanretning.
En med sorbet og en med almindelig is.
De var begge vældig flot anrettet med diverse udskårne frugter, som man kan se på billedet.
Der var i alt seks forskellige slags is.
Og de var allesammen meget lækre.
De smagte udpræget hjemmelavet.
Så ikke noget at udsætte på dem.

Jeg ved ikke hvormeget regningen lød på.
For det blev en samlet regning for os alle sammen, som så skal fordeles en af de nærmeste dage på kontoret.
Men mit indtryk af prisniveauet ved at kigge på menukortet er at de bestemt ligger i den lave ende af skalaen.
Jeg har ikke lige sammenlignet med andre mexikanske restauranter.
Men La Fiesta Mexicana er i hert fald ikke MEGET dyrere end det generelle niveau.

Vi havde haft en dejlig aften.
Både hos Frederiksberg Chokolade og hos La Fiesta Mexicana.
Maden var tiptop og prisen var i orden.
Vi kommer sikkert forbi igen.
Men næste gang tror jeg nu nok det bliver i et noget mindre selskab.
Så vi ikke stresser det stakkels personale unødigt.

http://www.lafiestamexicana.dk/

Restaurant Elysee - Malmö

Vi havde været i Operaen.
I Malmö.
Pernille, Johan og jeg.
Vi havde set et stykke, der hed Black Silk.
Det var Skånes Dansteater, som havde sat det opp.
Det var blandt andet bygget på musik af det finske opera/heavy band Nightwish.
Det var det, der havde tændt os, for vi kan alle godt lide Nightwish.
Der var nu ikke helt så meget Nightwish musik som vi havde forestillet os.
Men vi havde en dejlig aften.

Efter forestillingen ville vi ud og have lidt at spise.
Så vi gik over til den Opera Grill, som ligger lige ved siden af Operaen.
Men eftersom vi ikke havde bestilt bord, kunne vi glemme alt om det.
Så vi satte os i bilen og kørte lidt rundt for at finde et sted.
Det skulle være et sted, hvor vi kunne parkere tæt på restauranten.
For Pernille havde nye høje sko på...

Efter en del køren rundt fandt vi endelig et sted.
Restauranten hed Elysee og lå på et lille torv, sammen med en masse andre restauranter og natklubber.
Da vi havde parkeret ca. 100 meter nede ad gaden, gik Johan og jeg ind for at se om vi kunne få et bord.

Lige indenfor døren var der en lille pult, hvor man tilsyneladende holdt styr på bordreservationer og den slags.
Så vi stillede os op og ventede pænt.
Der var ret mange mennesker i restauranten denne aften.
Og en 4-5 yngre servitricer strøg forbi os igen og igen på vej ind og ud fra køkkenet.
Det var åbenbart ikke dem, som skulle anvise os et bord.
Der kom efterhånden en 5-6 andre gæster, som også skulle have et bord.
Flere af dem henvendte sig til os for at blive betjent.
Men vi måtte jo forklare at evi altså ikke arbejdede der, men selv ventede på et bord.
Jeg skylder måske lige at fortælle at vi begge var MEGET nydelige i vores mørke habitter.
Så deres fejltagelse var jo forståelig.
Pludselig kom et større selskab af yngre damer myldrede ind.
Og lige samtidig kom en nydelig men noget reserveret herre ud fra køkkenet.
Han så lidt chokeret ud over at der stod så mange mennesker.
Men han spurgte om det var Louises selskab.
Det viste sig at de mange nytilkomne damer var Louises selskab.
Og de blev hurtigt vist ind i det fjerneste lokale.
Da han kom tilbage blev det vores tur, og jeg spurgte om han kunne klare et bord til tre, som ikke havde bestilt.
Han granskede sin notesbog et stykke tid og forsvandt så uden et ord i den modsatte retning af Louises selskab.
Vi blev stående lidt usikre på om vi skulle gå med eller ej.
Men så kunne vi se at han var i gang med at sætte to 2-personers borde sammen midt i lokalet.
Han kom hurtigt tilbage og bad os følge med.
Jeg sendte Johan ud for at hente Pernille i bilen og fulgte selv efter tjeneren.

Bordet stod i den ene ende af lokalet og jeg satte mig med ryggen mod væggen, så jeg kunne se ud over det meste af restauranten.
En af de unge servitricer kom hurtigt med service og bestik til 3 samt 2 menukort.

Da Pernille og Johan havde fået sat sig, begyndte vi at studere menukortene.
Det viste sig at Elysee er berømte for deres fondue.
Næsten alle i restauranten fik fondue.
Man kunne få den i to forskellige versioner.
En "almindelig" og en asiatisk.
Men vi havde ikke rigtig lyst til fondue, så vi kiggede lidt rundt i det øvrige menukort.

Der var 3 3-retters menuer og en hel del både for- og hovedretter samt desserter.
Mange af tingene havde sjove navne.
Dels fordi det jo var på svensk, men også fordi de bare var sjove.
For eksempel kunne man få "Elefantøre"
Det fremgik ikke helt hvad det var, der stod blot noget om at det jo var en traditionel ret, som blev serveret med diverse tilbehør.
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det faktisk er et ikke helt ualmindeligt navn for en wienerschnitzel.
Men det var der ingen af os, der havde hørt om på det tidspunkt.

Men vi fik da fundet ud af, hvad vi skulle have og fik bestilt.
Mens vi ventede kiggede vi os lidt omkring.
Det var et meget hyggeligt lokale.
Det så ud som om der havde været restaurant der altid.
Vi kunne ikke blive enig om, hvorvidt tapetet var almueagtigt eller lignede et cirkustelt.
Men det var i hvert fald lodret stribet i rød, gul og grøn.
Ikke just smukt i sig selv, men det passede fint til resten af stemningen.
Langs den ene væg hang der en række malede portrætter af fornemt udseende mænd.
Vi genkendte ikke umiddelbart nogen af dem.
Men vi er jo heller ikke svenskere.
Rundt på alle væggene en halv meters penge fra loftet hang hylder, som var fyldt med læderindbundne bøger i bunker.
Og i vindueskarmen lå gammelt fint bogbinderværktøj.
Rummet var oplyst af en mængde hvide skibslanterner.
Der var også et stort antal miniature malerier, som havde forskellige landlige og jagt inspirerede motiver.
Alt i alt mægtigt hyggeligt og med præg af historie.

Pernille ville ikke have forret, så jeg hentede en skål salat til hende.
Hun havde jo stadig skoene på.

Jeg havde valgt en 3-retters menu og Johan havde valgt 3 a la carte retter.
Vi skulle begge have Toast Walther til forret.
Det viste sig at være et stykke ristet håndskåret franskbrød med rejesalat og lakserogn.
Det var meget lækkerrt anrettet med en limebåd på toppen og smagte himmelsk.
Men det var en noget tung anretning af en forret at være.

Pernille havde valgt det famøse Elefantøre som hovedret.
Det var en meget stor wienerschnitzel, som blev serveret med en stegt blanding af kartoffel- og løgtern, en varm tomatrelish, 2 store panerede og stegte løgringe, en enkelt grøn asparges samt en lille skål med bearnaise.

Vi smagte alle 3.
Og jeg må sige at det er det møreste stykke kalvekød jeg længe har fået.
Meget meget lækkert.
Jeg synes måske det er lidt underligt både at servere tomatrelish og bearnaise.
Men det kunne nu godt gå an.

Johan havde bestilt en planksteak.
Det var en pæn medium stegt bøf, som blev serveret på en træplanke.
På planken lå en flot sprøjtet trekant af kartoffelmos, som havde været en tur under grillen, så den var smukt lysebrun.
Desuden 2 af de samme løgringe som til Elefantøret, den samme bearnaise samt en håndfuld grønne asparges.

At dømme efter Johans ansigtsudtryk smagte det himmelsk.
Vi andre fik i hvert fald ikke lov til at smage.

Jeg havde bestilt Red Snapper filet.
Jeg kan så godt lide Red Snapper.
Det er en dejlig fast og lys fisk.
Jeg ved ikke rigtig hvordan den ser ud i levende live.
Men den må have en vis størrelse.
For de fileter man normalt får, plejer at være pænt store og tykke.
Dem jeg fik denne aften var lidt mindre.
Til gengæld fik jeg to, så det gjorde ikke spor.
De lå på et leje af asparges og var næsten døkket af et lag ristede cherrytomater og rød og gul peberfrugt i tern.
På toppenm lå en enkelt rød chili.
I en lille skål lå små sprødristede kartoffeltern.
Og rundt i kanten af tallerkenen lå en stribe pesto.

Fisken var stegt helt perfekt.
Kødet gik fra hinanden i store flager, når man stak gaflen i.
Grøntsagerne på toppen var rimelig stærkt krydrede.
Men det hele gik op i en højere enhed og skabte en meget lækker fiskeanretning

Hovedpunktet på sådan en aften har det ofte med at være desserterne.
Det er i hvert fald ofte dem der får mest tid ved menulæsningen.

Svenskerne kan jo godt lide søde ting.
Sødt brød, søde kartofler og søde desserter.
Og sådan var det også på Elysee.

Pernille havde bestilt en Tobblerone mousse.
Den blev serveret i form af en kugle på en aflang tallerken.med to friske jordbær i den ene ende og en klat hindbærsyltetøj i den anden ende.
På toppen en lille vaffelrulle.

Det var en sød sag.
Den smagte fint af Toblerone.
Men var altså både meget sød og fed.
Så selvom vi andre også lige skulle smage lykkedes det ikke at spise den op.
Men det HAVDE også været et stort elefantøre.

Johan fik en meget overdådig anretning med marengs, bananskiver, vanilleis, flødeskum, chokoladesovs og et vaffelrør..
Han proklamerede efter første mundfuld at det var den bedste vanilleis han havde fået..
Og det siger jo ikke så lidt.
Men det lykkedes heller ikke ham at spise op.

Jeg skulle have friturestegt camenbert.
Jeg havde ikke lige checket, hvad den skulle serveres med.
Så jeg gik egentlig bare ud fra at det ville være traditionelt med ristet brød og solbærsyltetøj.
Men der tog jeg fejl.
Jeg fik hele to pæne store ostetrekanter.
Fire ostekiks.
En lille skål med vanilleis.
En stor klat æblekompot.
Samt en bunke persille, som virkede helt sprødt.
Det må jo have været stegt på en eller anden måde.
Men det virkede ikke på nogen måde som om det havde været i kontakt med fedtstof.
Det var helt sprødt uden at være tørt.
En spændende oplevelse.

Jeg kiggede jo lidt på det utraditionelle tilbehør.
Men det fungerede forbavsende godt sammen.
Jeg havde nu nok foretrukket brød i stedet for ostekiks.
Men det er en detalje.
Jeg ved ikke om dette tilbehør er traditionelt i Sverige.
Så meget har jeg heller ikke spist på den anden side af sundet.
Men det var meget meget lækkert.
Specielt isen sammen med den varme ost var helt fantastisk.
Jeg kunne godt spise op.

Vi fik i alt 5 glas cola og Pernille fik en kop kaffe til desserten.
Regningen lød på 998 kroner.
Svenske vel at mærke.
Det er bestemt en rimelig pris for sådan en aften.

Jeg har mest godt at sige om restaurant Elysee.
Maden var veltillavet.
Portionerne var overdådige.
Prisen var i orden.
Det var ikke overambitiøst, men snarere sådan lidt jævn men god mad.
Hvis man endelig skulle sprede lidt malurt kan man sige, at der måske var lidt for mange gengangere i tilbehøret til hovedretterne.
Eller også var vi bare heldige (eller uheldige alt efter temperament) at ramme ind i det samme.

Hvis vi en anden gang er i Malmö kunne vi sagtens finde på at gå derind igen.
Isør hvis vi får lyst til fondue.
For det så nu også ret så lækkert ud.

Jeg beklager den dårlige billedkvalitet i dette indlæg.
Men vi havde ikke et rigtigt kamera med.
Så det er det bedste min mobiltelefon kan præstere under vanskelige lysforhold.

Der er ikke megen information at hente på restaurantens hjemmeside.
Men her kommer linket alligevel.
Man kan jo altid få et lille indtryk.
http://www.malmborgen.nu/sitestart.asp?page=elysee

Cafe Optimisten - Nyhavn - Købebhavn

Lørdag eftermiddag.

Vi havde været på museum.

Davids Samling
Meget spændende men også ret overvældende.
Så vi trængte til en sen frokost.

Da vi kom ud på gaden overvejede vi lidt, hvad vi skulle.
Men bestemte os hurtigt for at gå i Nyhavn og afprøve Cafe Optimisten, som Pernille havde hørt om.

Som sagt så gjort.
Vi drejede mod Nyhavn og fik ret hurtigt øje på en kæmpe storskærm, som ragede højt op over havnen.
Vi blev lidt irriterede og talte om at det dog også var for dårligt at hele byen snart er plastret til med diverse pågående reklamer.
Men da vi kom lidt tættere på, kunne vi både se og høre at der var tale om en storstilet konkurrence i buskydning, som foregik henover havneløbet, og som så samtidig blev vist på storskærm til ære for dem, der stod længst væk.
Og det var jo straks en anden sag.
Dejligt at se at byens pladser kan bruges alternativt.

Nå men det var et sidespring.

Vi fik mast os igennem menneskemængden og ned mod Nyhavnsbroen.

Cafe Optimisten ligger på "Den Forkerte" side af Nyhavn.
Den side der i gamle dage hed "Den Pæne" side.
Så der er væsentlig mindre trængsel end ovre i solsiden.
Og det er jo rart.

Vi fandt hurtigt cafeen, som lå lidt undseligt og skuttede sig næsten lige ved siden af broen på denne kølige eftermiddag.
En diskret markise og et par enkelte borde, som optimistisk var stillet op udenfor markerede at her lå en lille oase.
Optimistisk fordi der egentlig var ret køligt og blæsende.

I døren stod en ung servitrice, som ivrigt fulgte efter os ned i dybet og ivrigt forkyndte at vi skam måtte sætte os lige hvor vi havde lyst.
Så vi valgte et hjørnebord længst inde i cafeen for bedre at få et overblik over resten af lokalet.

Det første der faldt mig ind, da vi havde sat os og kiggede os lidt omkring var, at det var dog et herligt sammensurium.
Her tænker jeg på indretningen og udsmykningen.
Der var masser af maritime detaljer som skibsure og taljeblokke og skibsmodeller, som understregede at vi jo altså befandt os i en havn.
Men der var også dekorative vinkasse-låg, Andy Warhol billeder og plakater fra film og koncerter.
Møbleringen kunne man vel nærmest betegne som lidt spartansk.
Eller måske snarere enkel og funktionel.
Ikke så mange dikkedarer.

Vi startede med at bestille drikkevarer, fordi vi var meget tørstige efter museumsbesøget.
En lille fadøl og en flaske kildevand til hver.
De kom på bordet efter højest to minutter.

Spisekortet stod i en holder på bordet.
Og igen var mit første indtryk, sikke dog et herligt sammensurium.
Der var smørrebrød og platter.
Et par forskellige anretninger med marineret sild.
Der var pastaretter, sandwiches og salater.
Og et par pizzaer.

Mens vi sad og studerede kortet, kom den anden af de to unge servitricer, der udgjorde personalet med en clubsandwich til nabobordet.
Og den så så lækker ud at vi straks begge besluttede os for at prøve sådan en.
Igen gik det vældig hurtigt.
Ikke mere end 10 minutter.
Den så endnu lækrere ud tæt på.

Og den smagte endnu bedre.
Jeg tror uden at lyve at jeg kan sige at det er den bedste clubsandwich, jeg har fået.
I hvert fald i nyere tid.
For der var jo en gang i en sen nattetime for 25 år siden på en natklub i det indre København...
Nå men tilbage til Optimistens udgave.
Et lunt og sprødt stykke ciabatta.
Friseesalat og rucola.
Tomatskiver
Mange tykke skiver lækkert krydret kyllingebryst. Tydeligt friskstegt.
Baconskiver som godt kunne være håndskårne.
Mild og behagelig karrydressing.

Det er jo altid spændende at bestille en sandwich som denne på en cafe.
Får man nu en lille flad tør tingest, som til gengæld kan spises med fingrene.
Eller får man en mere svulstig model som kræver bestik.
I virkeligheden har jeg et lidt ambivalent forhold til den problemstilling.
For jeg synes jo faktisk at en sandwich skal spises med fingrene.
Til gengæld foretrækker jeg helt bestemt de mere fyldige modeller.
I dette tilfælde var der ikke så megen tvivl.
For det ville være halsløs gerning at forsøge sig uden bestik med Optimistens clubsandwich.
Det var et helt måltid og alting smagte himmelsk.

VI blev liiige nødt til at bestille en øl mere undervejs.
Man bliver altså meget tørstig af at gå på museum.

Da vi var færdige med sandwichen, var vi mætte.
Men ikke mere mætte end at vi blev enige om at man sagtens kan spise dessert til frokost.
Så vi kiggede på spisekortet en ekstra gang og faldt begge for chokoladekagen.
Der var et par andre muligheder, men chokoladen så mest spændende ud.
Til kagen bestilte vi en Cafe Latte og en dobbelt Espresso.

Igen gik det lynhurtigt.
Første indtryk var at skummet på Latten var så tykt og fyldigt at skeen næsten kunne stå selv.
Imponerende.
Espressoen smagte næsten som i Italien.

Og chokoladekagen var gennemført lækker.
Lun, svampet og smagfuld.
Den blev serveret med en klat flødeskum, et enkelt jordbær, et par skiver ananas og en kunstfærdig stribe chokoladesovs henover.

 

En himmerigsmundfuld.
Hvis man endelig skulle foreslå en forbedring skulle det være at skifte flødeskummen ud med en kugle hjemmelavet vanilleis.
For kagen er kraftig nok til at den sagtens kan bære det.

Da vi ankom var vi næsten alene i cafeen.
Men da vi gik var der stuvende fuldt.
Om det var stamgæster eller folk der skulle have varmen efter bueskydningen er svært at sige.
Men vi havde i hvert fald en dejlig oplevelse.

Regningen lød på 425 kr.
Og det kan man bestemt ikke sige er dyrt.
Det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi besøger Cafe Optimisten.

www.optimisten.org

La Galette - København

Det var en blæsende men smuk dag kort tid efter sommerferien

Familien havde været i Tivoli
Det havde været ret så hyggeligt.
Blandt andet fordi det altså var EFTER sommerferien.
Så der var ikke så frygtelig mange mennesker.

Vi havde spist en sen frokost på Restaurant Valhal.
En udmærket burger, som måske bliver anmeldt på et senere tidspunkt.

Først på aftenen var selskabet blevet reduceret til Pernille og mig.
Vi trængte egentlig til noget at spise.
Men vi havde selvfølgelig ikke holdt os tilbage med is og lignende.
Så det var ikke den store sult, der prægede os.

Vi gik lidt rundt i den gamle have og kiggede på forskellige spisesteder.
Men der var ikke rigtig noget vi havde lyst til.

Til sidst blev vi enige om at gå ud af Tivoli og rundt om hjørnet til Copenhagen Corner.
Jeg mente at kunne huske at man der kunne få gammeldags højt belagt smørrebrød.

Men vi blev skuffede.
Det kunne man ikke.
Det er blevet til et lidt kønsløst internationalt sted.
I hvert fald hvis man skal tro spisekortet.

Så vi blev jo lidt slukørede.

Men så kom Pernille pludselig i tanker om at det jo var rigtig længe siden vi sidst havde været på La Galette.
Så med fornyet optimisme styrede vi mod Larsbjørnsstræde.

La Galette er en spøjs lille restaurant.
Den ligger klemt lidt inde i en baggård med kun plads til et par enkelte borde udendørs.
Den har eksisteret i mange år.
Da børnene var mindre var det altid et hit at tage derind og spise pandekager.

For det er det de kan på La Galette.
Men ikke traditionelle danske pandekager.
Nej store franske madpandekager som er bagt med boghvedemel.
Og med alt muligt spændende fyld i form af kød, fisk eller grøntsager.
Så der er langt til vores hjemlige pandekager med is.

Det var en dejlig aften så der var mange mennesker på gaderne, mens vi slentrede ned ad Larsbjørnsstræde.
Vi blev dog på et tidspunkt opmærksomme på at de fleste tilhørte en noget anden generation end vi gjorde.
Men det er jo også lige midt i Københavns Latinerkvarter, som primært er befolket af studerende.

Udenfor porten ind til den rigtige baggård står der et stort skilt på fortovet, som forestiller Obelix.
Det har stået der al den tid vi er kommet der.
Rart med en vejviser.
Så vi dykkede ind gennem portåbningen og gik hen til indgangen.

I døren mødte vi en sød kvindelig tjener.
Da vi spurgte om hun kunne klare et bord til to, som ikke havde reserveret, så hun noget tvivlrådig ud.
Men hun konfererede med en af sine kolleger, muligvis indehaveren, på rivende hurtig fransk, som vi ikke forstod meget af.
Men efter et par minutters gestikuleren vendte hun sig smilende om mod os sagde at der var lige et lille bord ovenpå.

La Galette ER en meget lille restaurant.
Der er måske 10-15 borde som står klinet sammen i et meget lille lokale helt op til en bardisk og med frit udsyn til køkkenet.
Stemningen er meget fransk cafe-agtig.
Vi havde som sagt været der nogle gange før.
Men vi var ikke klar over at der også fandtes et "ovenpå".
Men vi blev ledt gennem stueetagen og ud gennem en dør som ledte til en trappe, hvor også toiletterne befandt sig.
En etage oppe gik vi ind gennem endnu en dør og var pludselig på en slags balkon, med udsyn nedover en del af stueetagen.
Og der stod lige et lille to personers bord helt henne ved rækværket.
Det var meget sjovt at kunne sidde og kigge ned på de andre gæster, mens de spiste.

Vi fik hurtigt bragt et spisekort hver.
Det så ud som vi huskede det.
En masse forskellige boghvedepandekager som hovedretter med alt muligt forskelligt.
For eksempel æg, skinke, tomat, spinat, løg, gedeost og sågar hakkebøf.
Og en masse forskellige søde hvedepandekager med for eksempel honning, banan, chokolade og kastaniecreme.
Så der er nok at vælge imellem.

Pernille bestemte sig for den mest overdådige pandekage på menuen.
En Saint Malo med Røget laks, kaviar, rødløg, purløg, creme fraiche og salat.

Jeg må indrømme at jeg også var fristet af den.
Og af en ved navn Obelix, som var med hakkebøf, æg, tomat og løg.
Men så fik jeg udover kanten øje på en der fik suppe.
Jeg kiggede på menukortet en ekstra gang og opdagede at de havde fiskesuppe fra Bretagne  med Emmenthaler og croutoner.
Jeg kom pludselig i tanker om bouillabaissen, som jeg ikke fik i Skagen.
Så jeg besluttede mig hurtigt for suppen.

Men vi skulle jo også have noget at drikke.
Udvalget af drikkevarer er ikke helt så overdådigt som udvalget af pandekager.
Men man kan få husets rødvin i halve og hele flasker, Hancock øl fra fad og diverse sodavand.
Og så kan man få æblecider.
Fra Bretagne.
Den måtte vi prøve.

Da vi havde bestilt, sad vi lidt og kiggede rundt på de øvrige gæster både oppe og nede.
La Galette tiltrækker alle slags menneseker.
Priserne er meget rimelige, så der er mange unge mennesker.
Men også sådan nogle gamle nogen som os.
Og børnefamilier.
Vi sad lidt og diskuterede om ikke manden i den familie, der sad et par borde fra os var en tidligere minister.
Men vi blev aldrig enige om, hvorvidt det faktisk var ham eller bare en der lignede.

Æblecideren kom hurtigt på bordet sammen med en flaske vand som vi også havde bestilt.
Cideren skulle drikkes af nogle sjove stentøjskopper.
Et spøjst indslag men sikkert meget originalt.
Cideren var en oplevelse.
Sidst jeg drak æblecider var det en dåse med Summersby, som jo ret beset ikke har noget med cider at gøre.
Det er snarere en sød alkohol holdig sodavand med lidt kunstig æblearoma.
Men denne cider var noget ganske andet.
Den var tør.
Meget tør endda.
Og den havde en distinkt aroma af gær.
Som man finder det i belgiske øl.
Og en klar smag af friske æbler.
Meget meget læskende og samtidig kraftig i smagen.
Lækkert.

Så kom maden.

Pernilles pandekage så lige så overdådig ud, som antydet i menukortet.

Jeg fik lov at smage en bid, og jeg kunne kun være enig med hende i at den smagte himmelsk.
Boghvedemelet giver pandekagen en helt speciel, nærmest brødagtig smag og konsistensen er mere bastant end i en dansk dessert pandekage.
Og fyldet var rigeligt.
Den røgede laks var som smør at tygge på.
Det levede til fulde op til vores begges forventninger.

Min suppe derimod var en lille smule skuffende.
Den blev serveret rygende varm i en dyb stentøjs skål.
Og den blev ledsaget af en skål med revet Emmenthaler som virkede meget friskrevet og en skål med croutoner.
Den duftede himmelsk.
Og jeg tog forventningsfuldt den første skefuld.
Som smagte af...
Suppe.
Jeg havde fantaseret om en eksplosion af kraft med en kompleks smag af mange forskellige fisk og skaldyr.
Men det fik jeg ikke.
Det var på ingen måde en dårlig suppe.
Slet ikke.
Men jeg havde nok sat mine forventninger for højt ved erindringen om bouillabaissen.
Og dette var jo ikke en bouillabaisse.
Det stod der heller ikke på menuen.
Der stod fiskesuppe.
Og det var det.
Og som sagt på ingen måde en dårlig fiskesuppe.
Men skuffet det blev jeg.
Selvom det jo var min egen skyld.

Da vi havde spist hovedretterne overvejede vi lidt om vi skulle tage en dessertpandekage eller en kop kaffe.
Men vi blev enige om at vi var for trætte efter en lang dag i Tivoli.
Så vi nøjedes med vores hovedretter.

Regningen lød på 315 kr.
Og det er BESTEMT ikke dyrt.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal på La Galette.
Men næste gang holder jeg mig nok til pandekagerne.

www.lagalette.dk

Carlslund . Fruens Bøge - Odense

Vi havde i flere år talt om, at når lejlighed bød sig, skulle vi tage til Fruens Bøge og smage deres berømte æggekage.

Mange mennesker, især Odenseanere, havde rost den til skyerne.

Og det ser da også meget spændende ud, når man kigger på restaurantens hjemmeside.
De har lavet æggekage i 150 år.
Og de laver imponerende mange.
Igen ifølge hjemmesiden bruger de hvert år ca 500.000 friske æg.

Så forventningerne var høje, da vi en søndag først i september var på vej fra en fest på Nordfyn til besøg hos familien i Odense og besluttede at nu kunne det jo lige passe med at vi smuttede omkring Fruens Bøge.

Restauranten gør ikke meget væsen af sig i lokalområdet.
Da GPS'en forkyndte at nu var vi fremme ved bestemmelsesstedet, holdt vi midt på en vej igennem skoven, hvor der ikke lige var nogen restauranter at se.
Men vi kørte lidt frem og tilbage og fandt til sidst stedet trukket lidt tilbage fra en lille blind vej, som vist førte ned til et trinbræt på lokalbanen.

Der var mange biler, og da vi gik forbi vinduerne til det smukke gamle hus kunne vi se, at der var en del mennesker i restauranten.
Så vi blev lidt nervøse for om der mon var plads til os.
Vi fandt indgangen på den anden side af huset og gik ind.
Vi havnede i en slags entre imellem to serveringslokaler.
I det samme kom en pige hastende forbi med en stor pande æggekage.
Hun viste os ind i bunden af det ene lokale og sagde at vi selv kunne vælge hvilket af de to ledige borde, vi ville have.

Vi valgte et vinduesbord og fik hurtigt bestilt æggekage og danskvand.
Nu var der tid til at kigge lidt på de øvrige gæster.
Der var stuvende fuldt.
Det ser ud til at være et rigtig familieudflugtssted.
Der var mange børn i alle aldre, som myldrede rundt om benene på de travle servitricer.
Og der var oldemødre, med rollator, som skulle have hjælp til at manøvrere omkring de mange borde.
Selve lokalet var meget hyggeligt og holdt i almuestil.
Man kunne fornemme historiens vingesus.

Og så kom den søde servitrice med vores æggekage.
En stor stegepande, rygende varm og med bjerge af flæsk.
Præcis som vi havde fået fortalt.
Hertil friskt rugbrød og et glas med restaurantens hjemmelavede sennep.

Jeg startede med lige at snuppe et stykke flæsk.
Carlslunds æggekage serveres med både stegt flæsk og røget bacon.
Begge dele sprødstegt.
Desuden friske tomatskiver og en masse purløg.
Det stykke flæsk jeg snuppede var MEGET sprødt og lækkert.

Vi tog et stykke æggekage hver.
Det var lidt svært at få balanceret over på tallerkenerne, fordi æggekagen var noget usammenhængende i konsistensen.
Nærmest som røræg.
Men det lykkedes.

Så tog vi begge den første mundfuld, så på hinanden og udbrød i munden på hinanden: "De har brugt pasteuriserede æg!"
Det var jo noget af en skuffelse.
Æggekagen havde denne underlige ligesom glatte og plastikagtige konsistens i munden som vi begge forbinder med pasteuriserede æg.
Den samme konsistens, som de røræg der serveres til morgenbuffeten på mange hoteller.

Flæsk og bacon var perfekt stegt.
Tomaterne var lækre og friske.
Anretningen var overdådig og indbydende.
Men det hjælper jo ikke så meget når selve æggekagen smager af plastik.

Men vi var sultne, så vi spiste os igennem det meste af den store æggekage.
Vi måtte dog levne et lille stykke.

Regningen lød på 282 kr. for 2 portioner æggekage og 2 flasker danskvand.
Det kan man ikke sige er dyrt.
Især ikke fordi der er gjort så meget ud af det.
Det er bare ærgerligt med de pasteuriserede æg.

Så vi var lidt skuffede da vi gik derfra.
På vej til familien blev jeg mere og mere irriteret.
Og i løbet af aftenen havde jeg efterhånden i hovedet fået forfattet et harmdirrende blogindlæg, der mest skulle handle om det kulturtab Danmark har lidt efter at de grådige hønseavlere har spredt salmonella alle steder, så man ikke længere må lave mad af friske råvarer men kun af kedelige industriprodukter.

Men inden jeg satte mig ned og skrev ville jeg lige være sikker i min sag.
Så jeg skrev til en veninde, som arbejder hos sundhedsmyndighederne og spurgte hvordan det nu lige helt hang sammen med de her pasteruriserede æg.

Hun var meget fortørnet over at de kunne finde på at bruge pasteuriserede æg til æggekage.
Især fordi man sagtens kan overholde de påkrævede 75 grader, hvis man er lidt omhyggelig.
Hun mente i øvrigt ikke at man kunne bebrejde hønseavlerne noget som helst i den sammenhæng.
Blandt andet fordi der i perioder er mere salmonella blandt fritgående høns end blandt burhøns.

Så blev jeg jo så klog.
Og lidt slukøret.
Men glad for at jeg ikke havde fået svinet nogen til på et forkert grundlag.

Jeg ville dog lige være helt sikker.
Så jeg skrev til restauranten og spurgte om de brugte pasteuriserede æg.
De bedyrede at det gjorde de ikke og at de skam havde helt styr på tempraturen.
Så jeg skylder dem jo nok en undskyldning.
Den er hermed givet.

Men hvad søren er der mon så galt med deres æggekage?
Den HAVDE jo denne plastikagtige og glatte konsistens.
I virkeligheden en lille smule som æggestand.
Bare mere plastikagtig.
Og så er det måske heller ikke pasteuriserede æg, der bruges til røræg på hotellerne...
Måske kan en af læserne af denne blog komme med svaret?
Jeg vil MEGET gerne blive klogere.

Men som konklusion må man sige at det var en flot anretning.
Alt andet end lige æggekagen var helt i top.
Omgivelserne var rigtig hyggelige.
Og prisen var absolut rimelig.
Så hvis man synes at røræggene på hotellernes morgenbufeter er lækre, så kan jeg VARMT anbefale Carlslunds æggekage.
Det synes vi bare ikke.

Måske har vi været uheldige.
Måske er vores smagsløg oversensitive
(måske skulle man få sig et job som prøvesmager...)

Måske giver vi Carlslund en chance mere en anden gang.
Men der går nu nok noget tid.

www.restaurant-carlslund.dk

Skagen Fiskerestaurant - Skagen

  
Vi havde glædet os til denne sidste aften i Skagen, hvor vi skulle prøve Skagen Fiskerestaurant og holde den op mod Restaurant Pakhuset.

Vi havde bestilt bord til kl 19.
Da vi gik ind i stueetagen, var jeg nær faldet, fordi jeg ikke lige var forberedt på, at der var sand på gulvet.
Jeg må lære at se mig for.
Men vi havde bestilt bord med udsigt ovenpå.
Så vi gik op ad den snoede trappe.
Ovenpå stod en meget ung og en lidt ældre tjener og ventede utålmodigt.
Vi blev vist hen til vores bord.
Og det var lidt af en rejse.
Vi skulle igennem 2 døråbninger.
Men de var kun omkring halvanden meter høje.
Så man skulle VIRKELIG bøje sig for at komme under.
Vi fik et hjørnebord med udsigt over havnebassinet.
Så vi kunne sidde og kigge over på det vindue i Restaurant Pakhuset, hvor vi havde spist nogle dage tidligere.
Vi var alene i restauranten.

Den unge tjener kom med menukort og en karafel vand.
Der var en lidt større a la carte afdeling end på Pakhuset.
Der var vel en 10 retter i alt eller deromkring, hvoraf de fleste kunne fås som både forret og hovedret.
Der var blandt andet en boulabaise, som lød vældig lækker.
Derudover var der en 4-retters menu som vi begge bestemte os for.

Vi besluttede os for at drikke rosevin, og spurgte tjeneren hvad han kunne anbefale.
Han udpegede en vin fra Toscana, som han roste i høje toner.
Den udmærkede sig samtidig ved at være den næstbilligste.
Et sympatisk træk.
Så den valgte vi.
Ganske kort efter kom han med en lille appetitvækker på en ske.
Det viste sig at sådan en lille ekstra forret hedder en amuse.
Så blev vi så kloge.
Denne amuse bestod af et lille stykke krabbemouse med et par små skiver radise og et par småbitte ringe af rødløg.
Meget delikat.
Hertil tog vi hul på kurven med brød.
Tjeneren fortalte at det var helt friskbagt, og det var da også en
lille smule lunt endnu.
Meget dejligt brød.

Nu begyndte der at komme lidt flere gæster.
Blandt andet et bordfuld svenske blondiner.
Nu kom vores forretter.
Det var 2 råmarinerede kammuslinnger, som blev serveret med mangosalsa, en dekorativ stribe af ingefærolie og soya rundt langs kanten af tallerkenen samt to små lyserøde ting, som vi ikke kunne identificere.
Så vi spurgte tjeneren.
Det viste sig at være små kugler udskåret af rødløg og så syltet.
De klædte muslingerne vældig godt.

Nu var der efterhånden en del mennesker i restauranten.
Blandt andet et fransk eller belgisk par, hvor kun manden kunne engelsk.
Igen var der intet menukort på engelsk.
Og igen kunne tjeneren ikke de engelske navne på hverken kammusling, søtunge eller jomfruhummer.
Man kan altså undre sig over at tjenerne ikke er udstyret med et lille lommekort, som lige nævner de 10-15 mest almindelige råvarer på engelsk, tysk, fransk, svensk og norsk.
Nå, men det er jo ikke vores problem.

Hovedretterne var virkelig lækre.
Indbagt rødtungefilet farseret med blandt andet oliven og cherrytomater.
Hertil kantareller og blancheret babyspinat samt en creme fraiche baseret sauce.
Og de mest nuttede små nye kartofler.
De var allesammen kuglerunde og lige store.
Som mellemstore vindruer.
Og de smagte himmelsk.
Ligesom resten af retten.

Ved et af de andre borde var et ældre par begyndt at brokke sig højlydt over betjeningen.
De påstod at have ventet i 5 kvarter på den første ret.
Det kan nu ikke passe, for vi havde kun lige været der i 5 kvarter og de kom et stykke tid efter os.
Men det virkede nu godt nok som om de måske var blevet glemt.
For tjenerne fik meget travlt med at hente mad og undskylde.

Vores næste ret var beskrevet som "forskellige europæiske oste".
Og da vi havde ventet lidt efter hovedretten kom en ung pige trillende med et stort tykt træbord med forskellige oste og tilbehør.
Hun gav sig god tid til at forklare om hver enkelt ost, og det virkede virkelig som om hun vidste hvad hun talte om.
Pernille havde ikke mod på gedeosten eller blåskimmelosten, men jeg måtte lige smage dem allesammen.
Da vi havde bestemt os lavede hun en lille kunstfærdig anretning med de ting vi nu hver især ville have.
Først en meget mild brie.
Den var meget blød og moden men samtidig meget meget mild, så den smeltede nærmest på tungen.
Hertil valnøddekerner vendt i honning.
Så en fåreost, som var vasket i ammoniak.
Hun havde advaret om at den var meget kraftig.
Det var nu ikke så galt.
Men jeg kunne ikke smage ammoniakken.
Til gengæld syntes jeg den nærmest smagte som en emmenthaler.
Pernille kunne sagtens smage amoniakken og syntes at den smagte lidt i retning af skærpekød.
Hun brød sig i øvrigt ikke om den.
Hertil små nice-oliven.
Derefter en gederulle, som tjeneren havde forklaret både blev lavet lokalt på gårdene i det pågældende område og industrielt.
Når bønderne selv lavede den, lagde de et strå i midten i længderetningen for ligesom at holde sammen på den.
Denne her havde et strå.
Hertil tørrede abrikoser.
Til sidst en blåskimmelost, som var som blåskimmeloste er flest.
Lidt tør i konsistensen.
Men dejlig.
Hertil flere valnødder i honning.
Til ostene fik vi et par forskellige kiks og et stykke hjemmebagt knækbrød.
.

 

Mens vi ventede på desserten lagde jeg mærke til at den fransk/belgiske mand havde bestilt boulabaisen.
Den blev serveret i en lille jerngryde.
Det så rigtig lækkert ud, og jeg sad næsten og fortrød at jeg ikke havde valgt den.
Det ældre par havde fået mad og var nu lutter smil.
Og det lød som om de svenske blondiner morede sig storartet.
Restauranten var nu stuvende fuld, og tjenerne havde mere end rigeligt at se til.
Desserten var et lille stykke millefeuille, en kugle kokos sorbet og et limeshot.
Det sidste var et shotglas med hvad man vel næmest må betegne som stærk limesaftevand.
Kanten af glasset var dyppet i sukker og finthakkede mynteblade.
En lidt besynderlig konstruktion.
Men det klædte nu egentlig kagen og isen meget godt.
især kokos sorbeten var meget lækker.

Vi havde ikke rigtig lyst til kaffe, så vi bad om en regning.
Nu kunne vi rigtig mærke hvor travlt der var, for vi måtte bede om den igen efter et kvarter.
Så kom den til gengæld med det samme.
Den lød på 1075 kr.
Det må siges at være meget rimeligt for en middag på det niveau.

Og så kommer jo det store spørgsmål.
Hvilken restaurant var bedst?
Pakhuset eller Skagen Fiskerestaurant?
Vi blev hurtigt enige om, at det var Pakhuset.
Vi kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor.
For Skagen Fiskerestaurant havde både et større menukort (med bouilabaise...), havde mere avancerede retter og var billigere.
Men alligevel tror jeg at valget falder på Pakhuset hvis vi en anden gang skal have en pænere fiskemiddag i Skagen.
Men vi havde absolut en dejlig aften, som var en dejlig afslutning på en herlig ferie.

www.skagen-fiskerestaurant.dk