Restaurant Valdemars Slot - Tåsinge

Det var en af de første dage i sommerhuset.

Vi syntes der skulle ske et eller andet, så vi besluttede at køre en tur til Tåsinge.

Jeg havde en eller anden vag ide om at vi jo så nok lige skulle finde det sted, hvor Sixten Sparre skød først Elvira Madigan og bagefter sig selv.
Men det var ikke det egentlig mål med turen.

Så vi trillede afsted fra Falsled mod Svendborg.
For fra Svendborg kører man over broen til Tåsinge.

Det gjorde vi.
Og nød udsigten fra den ret høje bro over Svendborg Sund.
Hvor der i øvrigt i parentes bemærket er nogle særdeles interessante navigationforhold, hvis man er sejl-interesseret.

På den anden side af broen begyndte der hurtigt at komme skilte mod Valdemars Slot.
Vi havde egentlig slet ikke overvejet at det kunne være en mulighed.
Men når vi nu alligevel var her.
Så kunne vi jo lige så godt se om TV-Baronessen var hjemme.

Så vi kørte derhen og fandt en parkeringsplads.
Det viser sig at der er en masse forskellige små museer på Valdemars Slot.
Blandt andet et jagtmuseum og et legetøjsmuseum.
Pernille ville gerne se legetøjsmuseet.
Men vi bestemte os for lige at få noget frokost først.

Så vi gik gennem det imponerende porthus og ind på, hvad der vel må betegnes som gårdspladsen.
Selvom den nærmest var åben i den ende ene ud mod vandet.

Vi gik efter skiltene mod restauranten.
Og undervejs opdagede Pernille at der sandelig også var en butik.

Vi dykkede ned ad stentrappen til restauranten som lå i en høj kælder.

Selve serveringslokalet var et stort næsten nøgent rum med 10-15 borde jævnt fordelt.
I den ene ende af lokalet var en stor disk, hvor der blandt andet var kasseapparat og fadølshaner.
Loftet var hvælvet næsten ned til gulvet.
Så det nærmest lignede et telt.
Eller en hangar.
Der var dog ingen flyvemaskiner.

Men over disken hang den største laks (eller muligvis ørred) som jeg nogensinde har set.
Den var udstoppet og hang på en træplade.
Jeg gætter på at den har været mindst en meter lang.

På den anden endevæg hang et hjortehoved med et flot gevir.
Både det og fisken var sikkert en del af jagtmuseets udstilling.
På hver side af hjorten hang et maleri.
Og jeg tror at vi her har fat i forgængeren for de mange mange malerier af grædende børn, som en overgang blev solgt i store mængder i Bilka.
For de to malerier var ret ens.
Uden helt at være det.
De forestillede begge et stort træ med en kraftig sidegren.
Over denne gren var draperet et stort rødt klæde, sikkert som sol- eller vindskærm.
Det sjove var at træerne så ret ens ud.
Men de var spejlvendte.
På det ene gik grenen ud til højre og på det andet til venstre.
Baggrunden var i begge tilfælde noget med en sø og nogle træer.
Men de var forskellige.
Der var det samme antal mennesker på billederne.
I klædt datidens fine tøj og parykker.
Og begge kunne have en titel som "romantisk sommerdag ved søen"
Men på det ene går de stille rundt arm i arm.
Og på det andet er der en mand der løber med fremstrakte hænder efter en pige.
Måske er det det, der hedder salonkunst.

Nå men vi kom ned og fik sat os ved et bord midt i lokalet og begyndte at kigge på menukortet.
Mens vi sad der, kom en dame i klædt spejderuniform hastende ind i lokalet.
Hun ilede op til disken og spurgte den kvindelige tjener om hun kunne købe et rugbrød eller to.
For hun stod med 20 spejdere, og de havde glemt at få rugbrød med til deres pålæg.
Altid beredt...
Men det kunne hun sagtens.
Og hun fik det oven i købet skåret i skiver.
Fin service må man sige.

Imens havde vi kigget lidt på spisekortet.
Der var forskellige anretninger med sild, pariserbøf, stjerneskud og så videre.
Samt en håndfuld stykker decideret smørrebrød.
Vi bestemte os for smørrebrød.

Pernille ville have røget laks og hønsesalat.
Og jeg ville have rødspættefilet og mørbradbøf.

Vi bestilte Ale nr. 16 fra Refsvindinge til maden.
Der er SÅDAN en dejlig øl.
Og når vi nu var på Fyn.

Der gik en rum tid før maden kom.
Og vi var så småt ved at overveje om vi skulle have mere øl.
Men så kom den endelig.
Fire stykker smørrebrød serveret på fire ret store tallerkener.
Og det var altså et ret lille bord vi sad ved.
Så der opstod lidt forvirring.
Men min kone, kvik som altid, spurgte om vi ikke bare kunne rykke til et andet bord.
Jeg ved ikke om det var fordi hun havde spottet at der netop var blevet et vinduesbord ledigt.
Men servitricen så lettet ud og sagde at selvfølgelig måtte vi det.
Så vi hankede op i glas og flasker og pakkenellikker og flyttede hen til vinduesbordet.
Som godt nok var beregnet til 6 personer.
Men så havde vi jo da plads nok.

Og nu til maden.

Pernilles laks så sådan ud.

Som man kan se er det en ret overdådig anretning.
Laksen var angivet til at være hjemmerøget.
Og det skal nok passe.
Den var i hvert fald MEGET lækker.
Blød som smør.
Men man kan jo undre sig over at man har valgt at garnere den med asparges fra dåse.

Min fiskefilet så sådan ud.

Der stod på spisekortet at den var smørstegt og med hjemmelavet remoulade.
Og det var sandt.
Eller retter, jeg kunne ikke lige afgøre om den var stegt i smør.
Men den var i hvert fald ikke friturestegt.
Som man kan se var der to mindre filetter på brødet.
Og det var egentlig meget rart i stedet for en meget stor.
For så sidder man der og må rykke rundt på den for at få lidt brød med, hver gang man tager en bid.
Fisken smagte dejligt.
Og paneringen var fin.
Men en ting var mærkeligt.
Den nederste fiskefilet var varm.
Og den øverste var kold.
Ikke iskold.
Men kold.
Besynderligt.
Den hjemmelavede remoulade var meget lækker.
Der måtte faktisk godt have været lidt mere af den.

Pernilles hønsesalat så sådan ud.

Baconen var tydeligt håndskåret og dejlig sprødstegt.
Men selve hønsesalaten var sådan lidt...upersonlig.
Ikke på nogen måde dårlig.
Men ikke særlig interessant.
Der stod at den var hjemmelavet.
Og det var den nok også.
Kødstykkerne var i hvert fald ikke maskinskårne.
Men vi sad og jokede lidt med om kokken mon hed Kurt.
Med reference til en TV-reklame engang for K-Salat, hvor en tjener kommer til at tale over sig og afsløre at restauranten bruger K-salat, men hvor situationen bliver reddet af enanden tjener som skynder sig at forklare at de kalder den sådan fordi kokken hedder Kurt.
Lidt uretfærdigt, for salaten VAR sikkert hjemmelavet.
Bare ikke særlig interessant.

Min mørbradbøf så sådan ud.

Der er ikke så meget at sige om den, andet end at de to bøffer var velstegte og den medfølgende champignon a la creme var rigtig lækker.
Men den var efterhånden blevet lidt halvkold.

Og her er vi måske fremme ved et punkt, som Restaurant Valdemars Slot kunne gøre bedre.
Når man nu har smørrebrød på menuen.
Så bestiller folk jo gerne flere forskellige slags.
Og normalt er der en vis given rækkefølge.
Så ville det altså være smart at servere fisken først.
Alene.
Og så de lune ting bagefter.
Så havde vi ikke skulle vente så længe før vi kom i gang med at spise, de lune ting havde stadig været lune, når man skulle spise dem.
Og så osten til sidst.
Nu havde vi ikke bestilt ost.
Men jeg er sikker på at vi ville have fået den sammen med de øvrige ting.
Hvis man serverede tingene på den måde ville man også kunne have folk siddende ved de små borde.

Regningen lød på 404 kr for disse fire stykker og to special øl.
Og det må siges at være i orden.
Jeg kunne ikke nære mig for at sammenligne med prisniveauet på Cafe Sorgenfri, som jeg tidligere har skrevet om.
Der er ikke 100% sammenfald mellem udbuddet på de to restauranter.
Så man kan ikke helt sammenligne.
Men noget er billigere og noget er dyrere.
Cafe Sorgenfri ligger i hjertet af København.
Valdermars Slot ligger langt ude i provinsen.
Til gengæld er det jo altså et slot.
Så generelt må man sige at prisniveauet er i orden.

Kommer vi på de kanter en anden gang, kan vi bestemt ikke udelukke at vi afprøver deres aftenmenu.

Efter maden slentrede vi rundt på slottets område og kiggede.
Pernille havde mistet interessen for legetøjsmuseet da hun opdagede slotsbutikken.
Men vi slap da afsted uden at købe noget.

Det lod ikke til at TV-Baronessen var hjemme.
Og vi fandt aldrig det dramatiske sted i skoven.
Men vi fandt de unge elskendes gravsted på den nærliggende Landet Kirkegård.
Så vi måtte da lige hen og kigge på gravstenene og love at vi ikke ville skyde hinanden.

http://www.valdemarsslot.dk/index.php?page=12

Restaurant La Posta - Assens

Vi havde lejet et sommerhus i Faldsled.
Og det var den første dag.

Sommerhuset var dejligt.
God plads.
Havudsigt - eller rettere bugtudsigt - over Helnæs Bugt.
En kornmark lige ved siden af.
Og en MASSE svaler, som uafbrudt gav flyveopvisning.
Skønt.

Men vi var jo lige ankommet sidst på eftermiddagen og skulle have pakket ud og den slags.
Så vi var ikke rigtig i humør til at gå i gang med at lave mad.

Så vi trillede en tur mod Assens.
På vejen passerede vi Falsled Kro, hvor vi var fast besluttet på at spise senere på ugen.

Da vi nåede Assens kørte vi først efter et skilt, hvor der stod "Marina".
For man skulle jo tro at der var spisemuligheder i det pulserende havnemiljø.
Men det lykkedes ikke at finde den marina.
Der var forskellige forgreninger af vejen.
Og vi prøvede dem alle.
Men fandt ingen marina.
Og heller ingen spisesteder.

Så vi kørte længere ind mod byen.
På et tidspunkt kom vi til et Carlsberg-skilt, hvor der stod Hotel.
Så vi parkerede i nærheden og fandt ud af at det drejede sig om Marcussens Hotel.
Det så fint nok ud, med et indbydende spisekort udenfor.

Men der var desværre alt optaget.

Øv.

Nå, men på den anden side af vejen lå Havnegrillen.
Den kunne jo også bruges.
Vi kunne jo altid spise en pølse eller en fiskefilet.

Men der var lukket.

Øv.

Så vi satte os ind i bilen igen og kørte videre.
Kun et par hundrede meter længere fremme fik Pernille øje på noget der lignede en restaurant eller et pizzeria.
Vi parkerede rundt om hjørnet og gik derind.

Det viste sig at være en hyggelig italiensk restaurant.
Der var et andet par, som var gået ind lige foran os.
"Nu har i vel bestilt bord?" sagde servitricen til manden.
Og vores mod sank.
Men jeg tog alligevel chancen og spurgte om det var helt umuligt hvis man IKKE havde bestilt bord.
Hun så ud som om hun skulle lige til at sige ja, men så blandede en anden tjener sig.
Efter lidt snak frem og tilbage blev de enige om at vi godt kunne få et bord alligevel.
Vi fulgte taknemmelige med.
For vi var efterhånden både trætte og sultne.

Det var ikke det fedeste bord i verden.
Ikke ret stort.
Og lige ved siden af garderoben.
Men det gjorde ikke spor, for der var rigtig hyggeligt i restauranten.
Og der var stuvende fuldt.

Der gik lidt så kom en usædvanligt sød og charmerende servitrice med menukort til os.
Det var et relativt traditionelt menukort for en italiensk restaurant.
Men der var alligevel et par usædvanlige variationer.

Pernille valgte Scalopina Tre Colore.
Altså trefarvet kalvefilet.

Og jeg valgte Scalopina Alla Gorgonzola.

Meget sympatisk kunne man få en halv flaske rosevin.
Det er ikke så tit.
Man kan ofte få halve flasker hvidvin.
Og ind imellem halve flasker rødvin.
Men halve flasker rosevin er en sjældenhed.
Og den var oven i købet rigtig god.

Så vi satte os til at nyde vinen og kigge på de andre gæster.

Ved et af de andre borde fik de et KÆMPE bugnende fad med jomfruhummer og muslinger.
Vi gættede på at det var husets specialitet Pesce al Forno - Fisk I Ovn.
Man skulle bestille mindst to portioner af denne ret, og vi blev hurtigt enige om at hvis tiden tillod det, ville vi herhen igen og smage den.
For det så helt fantastisk ud.

Maden kom ret hurtigt.

Pernilles trefarvede så sådan ud.

De tre farver opstår ved at kødet er garneret med tomater, pesto og mozarella.
Så retten er i Italiens nationalfarver.
Og Pernille ELSKER mozarella.

Min ret så sådan ud.

Som man måske kan se blev begge retter serveret med et par skiver grillet squash, eller zucchini når det nu er italiensk.
Og med en skive af en rødlig bladet grøntsag, som ligeledes var grillet eller stegt.
Vi diskuterede lidt, hvad det mon var.
Også på vej hjem.
Vi nåede aldrig til enighed.
Jeg mener det var fennikel.
Og Pernille mener det var julesalat.
Den var i hvert fald bitter eller lakridsagtig i smagen.
Ja ja, jeg ved godt vi bare kunne have spurgt.
Men det gjorde vi altså ikke.

Derudover hørte det samme tilbehør til de to retter.
Ristede kartofler og grillede grøntsager.

Det så sådan ud.

Og alting smagte HIMMELSK.
Kødet var helt perfekt stegt.
Gorgonsolasaucen var afdæmpet og delikat.
Og meget cremet og lækker.
Alle grøntsagerne var grillet lige præcis tilpas, så de havde et lille knæk af brændt smag men samtidig var faste og sprøde.

Det var faktisk det bedste måltid vi havde fået længe.

Men vi blev jo også nødt til at have en lille dessert.
Vi havde trods alt ferie.

Pernille bestilte Zuppa Inglese, som ikke er en suppe men en isdessert.
Den så sådan ud.

Og jeg bestilte Tiramisu, som er en mellemting mellem en is og en kage med masser af kaffe og likør.
Den så sådan ud.

Og til sidst måtte vi lige have en kop kaffe.
Pernille bestilte almindelig kaffe, men jeg ville have Espresso.
Som jeg vist har skrevet tidligere er jeg ret vild med Espresso.
Hvis den altså er lavet ordentligt.
Og det var denne her.
Den var fuldt på højde med alle de mange espressoer, vi drak på Sardinien for et par år siden.

Regningen lød på 580 kr.
Og det kan man ikke sige er dyrt.
Det var et meget meget lækkert måltid.
Og det er helt sikkert at vi skal spise på La Posta igen, hvis vores vej kommer forbi Assens.

http://www.laposta.dk/

Grand Vue - Fisketorvet - København

Det regnede.
Og regnede.
Og vi havde ferie.
Og det regnede.

Men det skulle nu ikke have lov til at slå os ud.

Så da vi alligevel havde et ærinde i København blev vi enige om at bruge eftermiddagen på Fisketorvet, som det var et stykke tid siden vi havde besøgt.

For man kan SAGTENS shoppe og ose rundt, selvom det regner udenfor.

Vi ankom lige til frokost tid.
Så den mulighed ville vi jo ikke lade gå forbi os.

Der er mange spisemuligheder på Fisketorvet.
De fleste er samlet i den ene ende af centret, hvor et stort panoramavindue giver en dejlig udsigt over havnen.
Her er der restauranter og cafeer i fire etager.
De fleste placeret så der i et eller andet omfang er udsigt.

Vi har spist på Fisketorvet flere gange tidligere.
På flere forskellige restauranter.

Men denne dag valgte vi Restaurant Grand Vue, som lå helt oppe under taget.
Både fordi det gav os den bedste udsigt, og fordi spisekortet lignede noget vi lige kunne svinge os op til på denne regnvejrsdag.

Der var ikke så mange i restauranten, så vi kunne mere eller mindre selv bestemme hvor vi ville sidde.
Så vi valgte et bord helt ude ved kanten, så vi kunne sidde og kigge ned.
Og kigge ud over havnen.

Det var meget sjovt at sidde højt oppe og kigge ned på alle de andre spisende mennesker længere nede.

Vi kiggede lidt på spisekortet og bestemte os ret hurtigt.
Det var jo bare meningen at det skulle være en hurtig frokost inden vi skulle ud og svinge dankortet.

Jeg valgte en Mexi-Burger og Pernille valgte en omelet med kylling og bacon.

Vi tog begge et lille glas Carls Special.
Og vi delte en flaske vand.

Det tog en rum tid inden maden kom.
Men vi havde jo ikke travlt.
Så vi sad bare og nød udsigten og hyggede os.

Men omsider var ventetiden forbi.

Min burger så sådan ud.

Den ser jo meget indbydende ud.
Med guacamole, ost og salsa.
Og grove pommes frites.
Men jeg må sige at jeg blev lidt skuffet.
For hverken burgeren eller pommes friterne var særlig varme.
Burgeren var ikke engang så varm at den kunne smelte osten.

Bortset fra temperaturen var burgeren i og for sig ok.
Omend lidt kønsløs.
Guacamolen smagte ikke udpræget af avocado.
Og salsaen var lidt ketchup agtig.

Pommes friterne tror jeg til gengæld ville have været rigtig gode, hvis de bare havde været ordentlig varme.

Pernilles omelet så sådan ud.

Jeg spurgte hende hvordan den var, og hun svarede at den var OK, men at den jo ikke var som når jeg lavede omelet.

Hun er nu sød min lille kone.

Vi spiste rimelig hurtigt.
For det var jo ikke rigtig noget at dvæle over.

Vi blev mætte men var lidt småskuffede.

Og så kom regningen.
Den lød på 201 kr.

Og så var det at det gik op for os, at hvis vi havde drukket sodavand i stedet for øl, så var det ikke blevet ret meget dyrere end en BigMac menu på McDonnalds.

Og så så vi pludselig anderledes på tingene.
For det var VÆSENTLIG bedre end noget McDonnalds kan præstere.
Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse.
Men til prisen var det absolut i orden.

Så det kan faktisk sagtens tænkes at vi spiser frokost der igen.

http://www.grandvue.dk/

Cafe Glyptoteket - København

Vi havde ferie.

Faktisk var den lige begyndt.
Så det var jo herligt.

Vejrudsigten lovede ikke ligefrem strandvejr.
Men det er jo ingen grund til at fortvivle.

Så vi besluttede at vi ville være lidt kulturelle og gå på Glyptoteket.
Det havde vi talt om flere gange uden at det var blevet til noget.

Så vi drog mod København

Det viste sig at være ret umuligt at få en parkeringsplads i nærheden.
Man kunne tydeligt se at folk havde ferie.
Der var turister overalt.

Men til sidst lykkedes det at finde en parkeringsplads på den anden side af Hovedbanegården.

På vej over mod Glyptoteket stillede vi lige den værste sult ved en pølsevogn.
Den er der ikke så meget at sige om.
Og jeg har jo også lige skrevet om pølser.

Vi gik indenfor i den imponerende bygning og fandt billetsalget i kælderen.

Det første man møder er vinterhaven.
Vi havde jo ikke været der før, så vi havde et lidt diffust billede af, hvad der ventede os.
Men vinterhaven er et imponerende skue.
Et stort lyst lokale med højt til det kuplede glastag.
Massevis af tropiske planter.
Forskellige statuer.
Og bænke hvor man kunne sidde og nyde livet.

Og en café.

Den ligger lidt diskret helt ovre i den ene side.
Men vores trænede øje spottede den lynhurtigt.
Nu var det jo egentlig meningen at vi skulle være kulturelle.
Men en enkelt lille kage kunne man vel altid nå.

Så vi gik over og fandt os et bord.
Vi sad lidt, før det gik op for os at man skulle gå op til disken og bestille.
Men så gik jeg op og stillede mig i kø.

Køen var ikke så lang.
Der var måske en 5-6 personer foran mig.
Så det burde jo ikke være så galt.

Mens jeg ventede stod jeg selvfølgelig og kiggede mig omkring.
Og så gik det op for mig at cafeens indehaver var Mette Blomsterberg, som laver TV serien "Det Søde Liv"
Jeg har godt nok aldrig set nogen af afsnittene.
For de kommer samtidig med en serie, som Pernille skal se på en anden kanal.
Men jeg har da hørt om den.
Den bliver rost i høje toner af dem jeg har talt med.

Så det skærpede jo min nysgerrighed.
Mens jeg stod og ventede.
Og ventede.
Og ventede.

Der var kun en enkelt ung mand til at tage imod bestillinger og rette tingene an og tage imod betaling.
Og eftersom det jo er en cafe med et vist niveau, er der ikke tale om termokaffe.
Så selvom han virkelig gjorde hvad han kunne, så tog det altså laaaaang tid.

Der gik det meste af en halv time, før det endelig var min tur.
I mellemtiden var køen bag mig vokset til omkring 15 personer.
Jeg har ondt af dem, som stod bagest.

Mens jeg ventede havde jeg jo så god tid til at kigge på udvalget af kager.
Det var ikke meget stort, vel en 5-6 forskellige slags.
Men de så alle meget lækre og kunstfærdige ud.

Jeg besluttede mig for at vi skulle have jordbærkager.
Jeg ELSKER jordbærkager og det gør Pernille også.
Og disse her så ekstraordinært lækre ud.

Men omsider blev det altså min tur og jeg kunne komme til at bestille.

Kagerne så sådan ud.

Som man måske kan se, er der i virkeligheden tale om en kransekage.
Eller i hvert fald en kransekagebund.
Det er jo lidt usædvanligt, da de fleste jordbærkager blot har en mørdejsbund.
Ovenpå bunden lå en meget lækker vanillecreme, som havde en helt fabelagtig konsistens.
Ikke noget med "det gule fra bageren" her.
Og ikke noget med budding-konsistens.
Cremen var slet og ret cremet.
Ikke flydende og ikke fast.
Men lige præcis midt imellem.
Tilstrækkelig fast til at den kunne understøtte jordbærene.
Og tilstrækkelig flydende til at den lige hang ved undersiden af skeen når man havde taget en skefuld.
Jordbærrene var meget friske og smagfulde.
Det var ved at være sidst på sæsonen, men de var meget friske og syrlige.
Bær og creme afbalancerede hinanden helt perfekt.

Vi blev meget hurtigt enige om at det vist måtte være de bedste jordbærkager vi nogensinde havde fået.
Og hvis det ikke havde været for kø-situationen tror jeg somend vi havde købt en til.

Kagerne kostede 55 kr stykket.
Det fik mig til lige at synke en ekstra gang.
For få dage tidligere havde jeg købt jordbærtærter til at have med på arbejde den sidste dag før ferien.
Og de kostede 60 kr stykket.
Og rakte altså til 6-7 personer.
Så 55 kr for en enkelt lille kage virkede som meget.
Især når man jo faktisk ikke fik den serveret, men måtte hente selv.
Men jeg må sige at efter at have sat tænderne i den, synes jeg prisen er i orden.

Det er nogle fantastisk gode jordbærkager de har på Cafe Glyptoteket.
Jeg synes man burde gøre noget ved kø-situationen.
For det er altså lang tid at skulle stå i kø i en halv time.
Og strengt taget kommer de fleste af gæsterne vel ikke for at gå på cafe men for at se på udstillingerne.
Lige som os.

Og vi nåede da også at se en hel masse.
Blandt andet to mumier af babykrokodiller.

Glyptoteket er et stort museum med flere forskellige udstillinger.
Klassiske romerske skulpturer.
Franske malerier.
Og meget mere.
Det er et museum af den slags, man bliver nødt til at besøge flere gange for at få det hele med.
Så vi skal nok derind igen.

Og mon ikke vi så lige skal et smut indenom cafeen og smage nogle af de andre lækre kager.
Eller nogen af de frokostretter, som man også kan få.
Jeg tror det.

Harry's og Papa's

Vi havde sommerferie.

Og det var søndag.

Det var den første "rigtige" feriedag.
For om lørdagen havde vi haft gæster.

Så denne dag skulle rigtig nydes.

Om eftermiddagen tog vi ind til Kødbyen i København.
For der skulle være et kødmarked, som skulle være en overflod af specialiteter og delikatesser.
Hver søndag hele sommeren.

Det var der bare ikke.
Der var helt lukket og øde.
Vi gik rundt lidt og ledte.
Sammen med en del andre mennesker.

TIl sidst gik vi ind i en teforretning, som trods alt havde åbent.
Vi skulle have te alligevel.
Men det endte som sædvanligt med at vi købte for en formue.
Jeg håber det er sandt at te er sundt.

Men vi spurgte damen i forretningen om der ikke skulle være et marked.
Hun svarede bekræftende, men fortalte at der åbenbart var for mange af stadeholderne der havde ferie.
Så man havde valgt at aflyse denne dag og ugen efter.
Det synes jeg jo godt man lige kunne have skrevet på hjemmesiden.

Nå, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Så vi vendte lidt slukørede næsen hjemad.
På vejen kørte vi dog lige ind omkring Harry's Place på Nørrebro.
Det er en lille, gammel og faldefærdig pølsekiosk, som nærmest har kultstatus blandt pølseelskere.

Det var her den oprindelige "Super Børge" blev opfundet.
Og stedet er kendt for at have haft besøg af hele to statsministre (Nyrup og Schlüter)

Menukortet er overordentligt begrænset.
Det består af de berømte "Børger" og frikadellesandwich, som er næsten lige så berømte.

Vi skulle naturligvis have en "Børge".
Det er en pragtfuld pølse.
I sin tid da den så dagens lys engang i 70'erne slog man meget på at den var lavet uden benmel.
Tankevækkende.
Det minder mig om en kollega som engang fortalte mig om en ny lov der blev vedtaget kort efter Anden Verdenskrig, hvorefter der kun måtte puttes 10 procent savsmuld i leverpostej.

Men som sagt.
Det er en rigtig dejlig pølse.
Ved de fleste pølsevogne kan man jo få noget der hedder en "Børge".
Og "En Børge med brød" er vel en lige så almindelig bestilling som "En indianer i kano med hele farveladen"
Men dette er altså den ægte vare.

Den er ualmindelig sprød, hvilket sikkert skyldes at der er anvendt naturtarm.
Og den er meget saftig og lækker.
Og lige tilpas krydret.

Der er ikke så meget mere at sige om denne dagens første kulinariske oplevelse.
Andet end at man SKAL prøve den mindst en gang i livet.

Resten af dagen gik med afslapning og spisnng af rester fra gårsdagens middag.

Først på aftenen fik vi lyst til at se en film.
Det blev til 2012.
En OK film som dog ikke efterlader det store indtryk.

Da den var slut var klokken blevet hen ad 23.

Og så følte jeg pludselig at det måtte være på tide at fejre ferien med at te sig som et par fjantede teenagere.

Så jeg foreslog Pernille at vi skulle køre ind til byen og spise pizza.

Hun rystede på hovedet ad mig men syntes dog at det var en god ide.

Som sagt så gjort.
Vi sprang ud i bilen og drønede ind mod hovedstaden med AC/DC gjaldende i bilstereoen.

Vi kørte først lidt rundt på Nørrebro i sikker forvisning om at der måtte bestemt ligge adskillige små listige pizzabarer.

Det gjorde der bare ikke.

Der var masser af schawarma barer.
Men de fleste var lukket.
Og ingen pizza.

Nå.

Så kørte vi ind og satte bilen i Studiestræde lige ved Strøget.
For i det område MÅTTE der da være noget.
Men nej.
Der var usædvanligt stille.
Jeg tænkte på min ungdoms heftige natteture i byen og undrede mig over at de unge i dag åbenbart er blevet rigtig kedelige og ikke går i byen.

Pernille påpegede at det jo altså var søndag.
Og deri havde hun jo nok en pointe.

Vi kom forbi et par steder som var ved at lukke og var efterhånden blevet lidt modløse.

Men så endelig.
På hjørnet af Skindergade og FIolstræde lige overfor Jorchs passage ligger Restaurant Papas.
Det er en Mexikansk/Italiensk restaurant, som har ligget der al den tid jeg kan huske.

Og de havde åbent.

Og man kunne købe mad.

Godt nok kunne køkkenet på dette tidspunkt ikke præstere andet end pizza.
Men det var jo også det vi var kommet efter.
Så det var fint.

Vi fandt et bord udenfor.
Det var en lun og dejlig sommeraften.
Og vi skyndte os at bestille drikkevarer mens vi kiggede på menukortet.
Vi var blevet tørstige af at traske rundt og lede.

Pernille bestilte en pizza med tun og jeg bestilte en med kødstrimler.

Og så sad vi ellers og nød den stille aften.
Der var faktisk utroligt stille.
Godt nok var det søndag.
Og godt nok var det næsten midnat.
Men der var næsten lige så stille som hjemme i Allerød.
Og det kom faktisk lidt bag på os.
Vi havde egentlig en forstilling om at der ville være larm og gang i den hele tiden.
Men det er selvfølgelig København og ikke New York.

Vi så et par flokke af unge piger, som drev rundt og tilsyneladende ledte efter nogen at feste med.
Så HELT fortabte er de unge trods alt ikke.

På et tidspunkt kom et meget ungt par forbi.
De havde vist fundet nogen at feste med tidligere.

"Guuuuuud nej hvor er det hyyyyygeligt", hvinede pigen da hun fik øje på de kulørte lamper udenfor restauranten.

Drengen reagerede noget forsinket.
Men endelig vrængede han "Guuud ja hvor er det hyggeligt".
Han var vist ikke helt tilfreds med den måde aftenen havde udviklet sig på.

Han vaklede over mod vores bord og lænede sig ind over mig.
"Må vi godt schidde her?" spurgte han.
Han havde HELT sikkert fundet sig en fest tidligere.

Inden vi kunne nå at svare kaldte pigen på ham og de forsvandt i nattemørket.

Og så kom vores pizzaer.
Papas er en rigtig Italiensk restaurant.
Og det kan man tydeligt smage på pizzaerne.
De fleste pizzariaer, i hvert fald i omegenen af København, er ikke drevet af italienere.
Typisk er indehaverne fra tyrkiet.
Og tyrkisk pizza er altså ikke det samme som italiensk pizza.
Ikke et ondt ord om tyrkisk pizza.
Vi spiser dem jævnligt med stort velbehag.
Men det er bare ikke det samme.
Det er noget med bunden.
Den er tyndere.
Og selvom den ikke nødvendigvis er sprødere, så er den på en eller anden måde mere rigtig.
Og fyldet er på en eller anden måde mere friskt uden at jeg dermed siger at fyldet på de tyrkiske pizzaer er gammelt eller dårligt.
Men de italienske er bare på en eller anden måde mere rigtige.
Mere rustikke.
Mere italienske.

Og i hvert fald passede de helt perfekt til sådan en søndag nat i stjerneskær midt i København.
Sammen med sin elskede.

Vi måtte begge levne.
Vi havde trods alt fået aftensmad en gang.

Men vi følte os meget ungdommelige og fjantede mens vi hånd i hånd gik tilbage til bilen.

www.papas.dk

Restaurant Lastrummet - Rungsted Havn

Nu er det jo sommer.

Så i den kommende tid vil der sikkert komme en stribe små anmeldelelser, som ikke er så udførlige som ellers.

For her i sommervarmen er det jo ikke til at holde ud at sidde og skrible i timevis i studerekammeret.

Og ofte foregår tingene lidt mere spontant.

Men denne anmeldelse skal handle om Johans fødselsdag.
Han blev tyve år.
Så nu har vi ikke længere nogen teenagere i huset.
Meget mærkeligt.

Han havde fødselsdag en lørdag.
Men vi skulle først holde fest om søndagen.

Blandt andet fordi vi skulle til hans mosters fødselsdagsfest.
Hun havde haft fødselsdag et par dage tidligere og havde pænt spurgt for længe siden om hun måtte holde sin fest på hans fødselsdag.
Det måtte hun godt.
For han er inde og aftjene sin værnepligt i øjeblikket.
Så det var længe usikkert om han overhovedet var hjemme på sin fødselsdag.

Men det var han altså.
Og han ville gerne ud at spise for ligesom at markere at det trods alt var hans fødselsdag den dag.
Udover morgenbord, fødselsdagssang og gaver.

Jeg havde spurgt ham, hvilken slags mad han kunne tænke sig.
Efter at have tænkt sig lidt om svarede han at han gerne ville have noget dansk mad.
Altså ikke noget med kinesisk, mexikansk eller italiensk, som vi ellers ofte gør i.

Så jeg gik på jagt efter noget dansk.

Der var lige en omstændighed mere at tage højde for.

Fødselsdagsbarnet skulle i byen om aftenen.
Så det skulle jo ikke være et sted, hvor det ville tage mange timer at spise.

Jeg ledte lidt rundt omkring og foreslog ham til sidst to steder.
Det ene var Brødrene Ox i Farum, hvor vi har været en gang for snart mange år siden.
Og det andet var Restaurant Lastrummet i Rungsted havn.

Han valgte Lastrummet, og jeg bestilte bord via R2N.dk.
Det forløb som sædvanlig fint med bestillingen.

Vi ankom til Rungsted havn ved 18 tiden.
Det var en meget varm dag.
Så det var skønt at komme ud til vandet og få lidt søbrise.

VI fandt nemt restauranten.
Den ligger cirka midt på den række af restauranter og butikker som ligger langs med havnebassinet.

Jeg henvendte mig til den søde unge servitrice og sagde at jeg havde bestilt bord til kl 18 gennem R2N.
Hun sagde at hun havde reserveret et bord indenfor til os, men at vi også sagtens kunne sidde ude.
Jeg spurgte om hun skulle bruge mit telefonnr til R2N bestillingen, men hun svarede at det var ikke nødvendigt.

Vi valgte at sidde udenfor helt ned til den første bådebro.
Og lige ved siden af en kæmpemæssig imponerende motoryacht.

Og så kom den store overraskelse.
Det viste sig at den sommermenu, som restauranten reklamerer med både på sin egen og på R2N's hjemmeside ikke kunne bestilles.
De havde kun og udelukkende grillbuffet.
Det var jo lidt af en streg i regningen.
Men Vi besluttede alligevel at blive.
Blandt andet fordi Johan jo skulle videre, og der kunne jo hurtigt gå noget tid med at finde et andet sted.

Servitricen fortalte os at grillen var ved at varme op og at den ville være klar om 10 minutter.
Så vi bestilte drikkevarer og satte os til at nyde havnen og det gode vejr mens vi ventede på drikkevarerne og på at grillen skulle blive varm.

Et øjeblik efter kom der en anden servitrice og spurgte hvad vi skulle have at drikke.
Så vi forklarede hende at vi skam havde bestilt.
Hun undskyldte og sagde at grillen ville være varm om 10-15 minutter.

Vi fik vores drikkevarer og hyggede os videre.
Johan og jeg havde for guderne må vide hvilken gang et venskabeligt skænderi om hvorvidt rigtige mænd sejler i sejlbåd eller motorbåd.
Gæt selv, hvem der synes hvad.

Omkring kl 18.20 så det ud som om der skete noget.
Så Pernille rejste sig som den første og gik op og hentede mad.
Det varede lidt før hun kom igen, for der var mange andre, der også havde opdaget at der skete noget.
Så der var kø ved salatbuffeten.

Men hun fik da skaffet sig nogle forskellige grøntsager og forskelligt kød.
Så gik Johan og jeg op.
Og stod også i kø.

Der var et par blandede salater og en pastasalat at vælge imellem.
Og flødekartofler og kartoffelsalat.
Og så var der bønner, champignon, oliven og fetaost.
Og dampede majskolber med smør.
Og et friskbagt brød, som dog slap op mens vi stod i køen.
Heldigvis kom der et nyt inden vi nåede derhen.

Herfra ud til grillen.
Eller rettere grillerne.
For der var to kæmpemæssige industrigrill stillet op.
(Hvad hedder grill i flertal?...)
De blev betjent af en venlig ung mand som allerede på nuværende tidspunkt havde fået stegt en ret stor portion af alle de forskellige ting.
Der var et pænt udvalg.
Nakkekoteletter.
Oksebøffer af en slags.
Kylling i forskellige stykker. Lår, bryst osv.
Spareribs.
Smørfisk.
Og halve frankfurtere.
Egentlig en meget god ide med de halve pølser.
For sådan nogen er jo ret store.
Og hvis man gerne vil smage noget forskelligt, kan det jo være svært at få plads til det hele.

Og jeg føler jo et vist ansvar over for denne blogs trofaste læsere.
Så jeg smagte det hele.

Der var ikke ret meget at klage over med hensyn til kødet.
Spareribsene var måske lidt på den fede side.
Men det er den slags jo tit.

Og kyllingerne kunne godt have taget lidt mere kryderi.
Men det var en detalje.

Så alt i alt var maden vældig fin.
Og udvalget var ganske udmærket.
Smørfisken trækker i øvrigt op.
Det er en dejlig dejlig fisk, som egner sig fortrinligt til grill.

Med til buffetten hører også hjemmebagt kage og frisk frugt.
Men vi valgte vi at springe desserten over.
Johan ville gerne videre.

Så vi bad om regningen.
Hos den samme servitrice, som havde taget i mod os.
Og regningen kom.
Men uden R2N rabatten fratrukket.
Det bemærkede jeg selvfølgelig diskret, men hun var meget uforstående og sagde at det skulle vi jo have sagt da vi ankom.
Det gjorde vi sådan set også.
Men hun tog regningen og gik igen med en mine som om det var os der var nogle fjolser.
Og kom igen lidt senere med en ny regning denne gang på det rigtige beløb, men uden at man kunne se at den var trukket fra.
Det er jo sådan set ligegyldigt, når bare vi skal betale det rigtige beløb.
Men jeg gad da nok vide hvordan de holder styr på deres regnskab.

Grillbuffeten koster 199 kr pr. person.
Og beliggenheden taget i betragtningn må det siges at være ok for alt det grillmad man kan proppe i sig.

Hvis man alligevel kan fornemme en lille utilfredshed i teksten, skyldes det at vi jo altså havde sat næsen op efter noget andet.

Jeg tror at hvis vi nu var kommet tilfældigt forbi og havde set skiltet.
Eller havde set en reklame for grillbuffetten.
Og havde tænkt at det var da lige hvad vi havde lyst til.
Så havde det været helt i top.

Men vi havde altså regnet med at vi skulle have 3 retter mad serveret ved bordet.
Og det er jo lidt noget andet.

Jeg skrev efterfølgende til både restauranten og R2N om problemet men uden at få noget svar.
Og her 3 uger senere, hvor jeg skriver dette har Lastrummet rettet deres hjemmeside.
De reklamerer stadig med deres 3 retters sommermenu.
Men de skriver også at den først vil være tilgængelig engang i september.

http://www.lastrummet.dk/

Lynge Kro - Allerød

Vi havde ikke noget at fejre.
Det havde vi altså ikke.

Men om torsdagen er der stegt flæsk med persillesovs ad libitum på Lynge Kro til en billig penge.
Og om onsdagen var jeg pludselig blevet ramt af en ubændig trang til stegt flæsk.
Og en pludseligt opstået stor modvilje mod at lave mad dagen efter.

Heldigvis var det ikke svært at overtale Pernille.
Hun kan også godt lide stegt flæsk.

Så det lykkedes mig at få et bord til dagen efter.
Man skal ellers sommetider være tidligt ude.
Det er et meget populært tilbud.

Torsdag aften drog vi forventningsfulde afsted mod kroen.
Vi bor ikke så langt fra Lynge.
Der er en lille hyggelig køretur gennem landskabet og gennem Lynge.

Lynge kro er ikke nogen MEGET gammel kro.
Det er ikke lykkedes for mig at finde ud af, hvor gammel den faktisk er.
Men den ser ikke ud til at være flere hundrede år.
Jeg fandt dog en historie om at Lynge-Uggeløse Idrætsforening blev stiftet på Lynge Kro i 1910.
Så en vis alder har den jo dog.

Selve kroen er i to dele.
Restauranten som ligger i den ældste bygning, og som fint kunne se ud til at være 150-200 år gammel.
Og hotelafdelingen som ligger lige ved siden af, og som ser ud til at være fra halvfjerdserne eller deromkring.
Det ser faktisk lidt kikset ud med de to huse ved siden af hinanden.
Men skidt med det.
VI var jo ikke kommet for at studere arkitektur.

Vi fandt en parkeringsplads lige uden for døren og gik ind.
Indenfor blev vi mødt af ham her.

Og han er faktisk et meget godt billede på indretningen.
For det er et herligt sammensurium af nye og gamle ting og ting af forskellige stilarter, der udgør udsmykningen i kroen.
Der hænger et stort billede, der nærmest ligner fingermaling, som markerer et jubilæum, sikkert kroværtens, i 2008.
Der er gamle antikt udseende møbler.
Og meterhøje porcelænsvaser.
På væggene forskellige fotografier.
Og malerier.
Og flettede hjerter af lyng, hvilket jo er meget passende, når det nu er i Lynge.

Selve bygningen er delt i et antal mindre rum, som alle bruges til servering.
De har navne som Birkestuen og Sognerådsstuen.
Meget hyggeligt.

Men nok om det.
Vi kom for at få flæsk.
Den søde servitrice viste os hen til vores bord og spurgte henkastet om vi skulle have flæsk.
Og det skulle vi jo.
Pernille bestilte en stor cola, og jeg bestilte en stor fadøl.
Som viste sig at være en MEGET stor fadøl.
Jeg gætter på trekvart liter.

Maden kom før der var gået 5 minutter.
En overdådig anretning.
Et bjerg af flæsk.

Og en skål med kartofler, som så ud til at være nye.
En skål med persillesovs og en skål med rødbeder.

Jeg har aldrig forstået det med rødbeder til stegt flæsk.
Jeg har altid syntes at det da måtte passe rigtig dårligt til smagen.
Og at det ville komme til at se ulækkert ud med den røde saft, som blandes med den hvide sovs.
Nogen steder får man også serveret sennep.
Men ikke her.

Pudsigt nok havde både jeg og Pernille besluttet os for at give rødbederne en chance.
Uden at vi havde talt om det.

Men først flæsket.
Det var som det ses på billedet et ordentligt bjerg.
Det var rygende varmt.
Og det var stegt perfekt.
Sprødt og knasende uden at kødet blev alt for hårdt.

Kartoflerne var ikke helt så lækre, som de så ud.
De lignede nye fine nyopgravede kartofler lige ude fra haven.
Men det var det naturligvis ikke her først i en regnfuld juni efter en regnfuld maj, og april...
Så jeg vil tro at der var tale om nye kartofler fra sydeuropa et sted.
Og de smager som bekendt ikke af alverden.
Pernille sad og filosoferede over, om der mon var tale om glaskartofler.
Men det tror jeg nu alligevel er at gøre kokken uret.

Sovs skal jo være tyk.
Og rigelig.
Ellers er der tale om sauce og ikke sovs.
Og det hedder jo altså nu engang stegt flæsk med persillesovs.
Og vi blev ikke skuffede.
Det var en dejlig sovs.
Tyk og lækker så man rigtig kunne få en masse til at hænge fast på flæsket og kartoflerne.
Der var måske nok en smule for lidt persille i efter min smag.
Men min hjemmelavede persillesovs har også nærmest karakter af stuvet persille.

Og så kommer vi til rødbederne.
Det var jo lidt spændende hvordan det ville fungere.
Der var utvivlsomt tale om hjemmesyltede rødbeder.
Skiverne var lidt uregelmæssige og i forskellig tykkelse.
Der lå et laurbærblad imellem dem.
Og de smagte SKØNT.
De var lidt sødere i det, end de glasrødbeder vi plejer at købe.
Men det gjorde bestemt ingenting.
De var rigtig lækre.
Og til vores begges store overraskelse klædte de flæsket helt perfekt.
Der fik vi virkelig udvidet vores horisont.
Skægt at man kan få det med en så traditionel ret.

Der er i virkeligheden ikke så meget mere at fortælle.
Jeg satte 13 stykker flæsk til livs.
Pernille en 6-7 stykker.
Bagefter så flæskefadet sådan ud.

Jeg måtte levne noget af min kæmpeøl.
Det sker ellers ikke så tit.

Regningen lød på 356 kr.
Og det må siges at være helt rimeligt.
For der var MASSER af mad.
Og vi kunne uden problemer have fået mere hvis vi havde villet.

Vi var hjemme igen ret præcis en time efter vi tog afsted.
Det er ikke nogen helaftensforestilling at spise flæsk på Lynge Kro.
Ikke sådan at forstå at vi blev jaget med.
Overhovedet ikke.
Men maden kom hurtigt.
Og betjeningen var i det hele taget lynende hurtig.

Det er ikke første gang vi har spist flæsk på Lynge Kro.
Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang..
Men da vi kom hjem måtte jeg lige have bukserne knappet op.

www.hotellyngekro.dk