Restaurant Valdemars Slot - Tåsinge

Det var en af de første dage i sommerhuset.

Vi syntes der skulle ske et eller andet, så vi besluttede at køre en tur til Tåsinge.

Jeg havde en eller anden vag ide om at vi jo så nok lige skulle finde det sted, hvor Sixten Sparre skød først Elvira Madigan og bagefter sig selv.
Men det var ikke det egentlig mål med turen.

Så vi trillede afsted fra Falsled mod Svendborg.
For fra Svendborg kører man over broen til Tåsinge.

Det gjorde vi.
Og nød udsigten fra den ret høje bro over Svendborg Sund.
Hvor der i øvrigt i parentes bemærket er nogle særdeles interessante navigationforhold, hvis man er sejl-interesseret.

På den anden side af broen begyndte der hurtigt at komme skilte mod Valdemars Slot.
Vi havde egentlig slet ikke overvejet at det kunne være en mulighed.
Men når vi nu alligevel var her.
Så kunne vi jo lige så godt se om TV-Baronessen var hjemme.

Så vi kørte derhen og fandt en parkeringsplads.
Det viser sig at der er en masse forskellige små museer på Valdemars Slot.
Blandt andet et jagtmuseum og et legetøjsmuseum.
Pernille ville gerne se legetøjsmuseet.
Men vi bestemte os for lige at få noget frokost først.

Så vi gik gennem det imponerende porthus og ind på, hvad der vel må betegnes som gårdspladsen.
Selvom den nærmest var åben i den ende ene ud mod vandet.

Vi gik efter skiltene mod restauranten.
Og undervejs opdagede Pernille at der sandelig også var en butik.

Vi dykkede ned ad stentrappen til restauranten som lå i en høj kælder.

Selve serveringslokalet var et stort næsten nøgent rum med 10-15 borde jævnt fordelt.
I den ene ende af lokalet var en stor disk, hvor der blandt andet var kasseapparat og fadølshaner.
Loftet var hvælvet næsten ned til gulvet.
Så det nærmest lignede et telt.
Eller en hangar.
Der var dog ingen flyvemaskiner.

Men over disken hang den største laks (eller muligvis ørred) som jeg nogensinde har set.
Den var udstoppet og hang på en træplade.
Jeg gætter på at den har været mindst en meter lang.

På den anden endevæg hang et hjortehoved med et flot gevir.
Både det og fisken var sikkert en del af jagtmuseets udstilling.
På hver side af hjorten hang et maleri.
Og jeg tror at vi her har fat i forgængeren for de mange mange malerier af grædende børn, som en overgang blev solgt i store mængder i Bilka.
For de to malerier var ret ens.
Uden helt at være det.
De forestillede begge et stort træ med en kraftig sidegren.
Over denne gren var draperet et stort rødt klæde, sikkert som sol- eller vindskærm.
Det sjove var at træerne så ret ens ud.
Men de var spejlvendte.
På det ene gik grenen ud til højre og på det andet til venstre.
Baggrunden var i begge tilfælde noget med en sø og nogle træer.
Men de var forskellige.
Der var det samme antal mennesker på billederne.
I klædt datidens fine tøj og parykker.
Og begge kunne have en titel som "romantisk sommerdag ved søen"
Men på det ene går de stille rundt arm i arm.
Og på det andet er der en mand der løber med fremstrakte hænder efter en pige.
Måske er det det, der hedder salonkunst.

Nå men vi kom ned og fik sat os ved et bord midt i lokalet og begyndte at kigge på menukortet.
Mens vi sad der, kom en dame i klædt spejderuniform hastende ind i lokalet.
Hun ilede op til disken og spurgte den kvindelige tjener om hun kunne købe et rugbrød eller to.
For hun stod med 20 spejdere, og de havde glemt at få rugbrød med til deres pålæg.
Altid beredt...
Men det kunne hun sagtens.
Og hun fik det oven i købet skåret i skiver.
Fin service må man sige.

Imens havde vi kigget lidt på spisekortet.
Der var forskellige anretninger med sild, pariserbøf, stjerneskud og så videre.
Samt en håndfuld stykker decideret smørrebrød.
Vi bestemte os for smørrebrød.

Pernille ville have røget laks og hønsesalat.
Og jeg ville have rødspættefilet og mørbradbøf.

Vi bestilte Ale nr. 16 fra Refsvindinge til maden.
Der er SÅDAN en dejlig øl.
Og når vi nu var på Fyn.

Der gik en rum tid før maden kom.
Og vi var så småt ved at overveje om vi skulle have mere øl.
Men så kom den endelig.
Fire stykker smørrebrød serveret på fire ret store tallerkener.
Og det var altså et ret lille bord vi sad ved.
Så der opstod lidt forvirring.
Men min kone, kvik som altid, spurgte om vi ikke bare kunne rykke til et andet bord.
Jeg ved ikke om det var fordi hun havde spottet at der netop var blevet et vinduesbord ledigt.
Men servitricen så lettet ud og sagde at selvfølgelig måtte vi det.
Så vi hankede op i glas og flasker og pakkenellikker og flyttede hen til vinduesbordet.
Som godt nok var beregnet til 6 personer.
Men så havde vi jo da plads nok.

Og nu til maden.

Pernilles laks så sådan ud.

Som man kan se er det en ret overdådig anretning.
Laksen var angivet til at være hjemmerøget.
Og det skal nok passe.
Den var i hvert fald MEGET lækker.
Blød som smør.
Men man kan jo undre sig over at man har valgt at garnere den med asparges fra dåse.

Min fiskefilet så sådan ud.

Der stod på spisekortet at den var smørstegt og med hjemmelavet remoulade.
Og det var sandt.
Eller retter, jeg kunne ikke lige afgøre om den var stegt i smør.
Men den var i hvert fald ikke friturestegt.
Som man kan se var der to mindre filetter på brødet.
Og det var egentlig meget rart i stedet for en meget stor.
For så sidder man der og må rykke rundt på den for at få lidt brød med, hver gang man tager en bid.
Fisken smagte dejligt.
Og paneringen var fin.
Men en ting var mærkeligt.
Den nederste fiskefilet var varm.
Og den øverste var kold.
Ikke iskold.
Men kold.
Besynderligt.
Den hjemmelavede remoulade var meget lækker.
Der måtte faktisk godt have været lidt mere af den.

Pernilles hønsesalat så sådan ud.

Baconen var tydeligt håndskåret og dejlig sprødstegt.
Men selve hønsesalaten var sådan lidt...upersonlig.
Ikke på nogen måde dårlig.
Men ikke særlig interessant.
Der stod at den var hjemmelavet.
Og det var den nok også.
Kødstykkerne var i hvert fald ikke maskinskårne.
Men vi sad og jokede lidt med om kokken mon hed Kurt.
Med reference til en TV-reklame engang for K-Salat, hvor en tjener kommer til at tale over sig og afsløre at restauranten bruger K-salat, men hvor situationen bliver reddet af enanden tjener som skynder sig at forklare at de kalder den sådan fordi kokken hedder Kurt.
Lidt uretfærdigt, for salaten VAR sikkert hjemmelavet.
Bare ikke særlig interessant.

Min mørbradbøf så sådan ud.

Der er ikke så meget at sige om den, andet end at de to bøffer var velstegte og den medfølgende champignon a la creme var rigtig lækker.
Men den var efterhånden blevet lidt halvkold.

Og her er vi måske fremme ved et punkt, som Restaurant Valdemars Slot kunne gøre bedre.
Når man nu har smørrebrød på menuen.
Så bestiller folk jo gerne flere forskellige slags.
Og normalt er der en vis given rækkefølge.
Så ville det altså være smart at servere fisken først.
Alene.
Og så de lune ting bagefter.
Så havde vi ikke skulle vente så længe før vi kom i gang med at spise, de lune ting havde stadig været lune, når man skulle spise dem.
Og så osten til sidst.
Nu havde vi ikke bestilt ost.
Men jeg er sikker på at vi ville have fået den sammen med de øvrige ting.
Hvis man serverede tingene på den måde ville man også kunne have folk siddende ved de små borde.

Regningen lød på 404 kr for disse fire stykker og to special øl.
Og det må siges at være i orden.
Jeg kunne ikke nære mig for at sammenligne med prisniveauet på Cafe Sorgenfri, som jeg tidligere har skrevet om.
Der er ikke 100% sammenfald mellem udbuddet på de to restauranter.
Så man kan ikke helt sammenligne.
Men noget er billigere og noget er dyrere.
Cafe Sorgenfri ligger i hjertet af København.
Valdermars Slot ligger langt ude i provinsen.
Til gengæld er det jo altså et slot.
Så generelt må man sige at prisniveauet er i orden.

Kommer vi på de kanter en anden gang, kan vi bestemt ikke udelukke at vi afprøver deres aftenmenu.

Efter maden slentrede vi rundt på slottets område og kiggede.
Pernille havde mistet interessen for legetøjsmuseet da hun opdagede slotsbutikken.
Men vi slap da afsted uden at købe noget.

Det lod ikke til at TV-Baronessen var hjemme.
Og vi fandt aldrig det dramatiske sted i skoven.
Men vi fandt de unge elskendes gravsted på den nærliggende Landet Kirkegård.
Så vi måtte da lige hen og kigge på gravstenene og love at vi ikke ville skyde hinanden.

http://www.valdemarsslot.dk/index.php?page=12