Restaurant La Posta - Assens

Vi havde lejet et sommerhus i Faldsled.
Og det var den første dag.

Sommerhuset var dejligt.
God plads.
Havudsigt - eller rettere bugtudsigt - over Helnæs Bugt.
En kornmark lige ved siden af.
Og en MASSE svaler, som uafbrudt gav flyveopvisning.
Skønt.

Men vi var jo lige ankommet sidst på eftermiddagen og skulle have pakket ud og den slags.
Så vi var ikke rigtig i humør til at gå i gang med at lave mad.

Så vi trillede en tur mod Assens.
På vejen passerede vi Falsled Kro, hvor vi var fast besluttet på at spise senere på ugen.

Da vi nåede Assens kørte vi først efter et skilt, hvor der stod "Marina".
For man skulle jo tro at der var spisemuligheder i det pulserende havnemiljø.
Men det lykkedes ikke at finde den marina.
Der var forskellige forgreninger af vejen.
Og vi prøvede dem alle.
Men fandt ingen marina.
Og heller ingen spisesteder.

Så vi kørte længere ind mod byen.
På et tidspunkt kom vi til et Carlsberg-skilt, hvor der stod Hotel.
Så vi parkerede i nærheden og fandt ud af at det drejede sig om Marcussens Hotel.
Det så fint nok ud, med et indbydende spisekort udenfor.

Men der var desværre alt optaget.

Øv.

Nå, men på den anden side af vejen lå Havnegrillen.
Den kunne jo også bruges.
Vi kunne jo altid spise en pølse eller en fiskefilet.

Men der var lukket.

Øv.

Så vi satte os ind i bilen igen og kørte videre.
Kun et par hundrede meter længere fremme fik Pernille øje på noget der lignede en restaurant eller et pizzeria.
Vi parkerede rundt om hjørnet og gik derind.

Det viste sig at være en hyggelig italiensk restaurant.
Der var et andet par, som var gået ind lige foran os.
"Nu har i vel bestilt bord?" sagde servitricen til manden.
Og vores mod sank.
Men jeg tog alligevel chancen og spurgte om det var helt umuligt hvis man IKKE havde bestilt bord.
Hun så ud som om hun skulle lige til at sige ja, men så blandede en anden tjener sig.
Efter lidt snak frem og tilbage blev de enige om at vi godt kunne få et bord alligevel.
Vi fulgte taknemmelige med.
For vi var efterhånden både trætte og sultne.

Det var ikke det fedeste bord i verden.
Ikke ret stort.
Og lige ved siden af garderoben.
Men det gjorde ikke spor, for der var rigtig hyggeligt i restauranten.
Og der var stuvende fuldt.

Der gik lidt så kom en usædvanligt sød og charmerende servitrice med menukort til os.
Det var et relativt traditionelt menukort for en italiensk restaurant.
Men der var alligevel et par usædvanlige variationer.

Pernille valgte Scalopina Tre Colore.
Altså trefarvet kalvefilet.

Og jeg valgte Scalopina Alla Gorgonzola.

Meget sympatisk kunne man få en halv flaske rosevin.
Det er ikke så tit.
Man kan ofte få halve flasker hvidvin.
Og ind imellem halve flasker rødvin.
Men halve flasker rosevin er en sjældenhed.
Og den var oven i købet rigtig god.

Så vi satte os til at nyde vinen og kigge på de andre gæster.

Ved et af de andre borde fik de et KÆMPE bugnende fad med jomfruhummer og muslinger.
Vi gættede på at det var husets specialitet Pesce al Forno - Fisk I Ovn.
Man skulle bestille mindst to portioner af denne ret, og vi blev hurtigt enige om at hvis tiden tillod det, ville vi herhen igen og smage den.
For det så helt fantastisk ud.

Maden kom ret hurtigt.

Pernilles trefarvede så sådan ud.

De tre farver opstår ved at kødet er garneret med tomater, pesto og mozarella.
Så retten er i Italiens nationalfarver.
Og Pernille ELSKER mozarella.

Min ret så sådan ud.

Som man måske kan se blev begge retter serveret med et par skiver grillet squash, eller zucchini når det nu er italiensk.
Og med en skive af en rødlig bladet grøntsag, som ligeledes var grillet eller stegt.
Vi diskuterede lidt, hvad det mon var.
Også på vej hjem.
Vi nåede aldrig til enighed.
Jeg mener det var fennikel.
Og Pernille mener det var julesalat.
Den var i hvert fald bitter eller lakridsagtig i smagen.
Ja ja, jeg ved godt vi bare kunne have spurgt.
Men det gjorde vi altså ikke.

Derudover hørte det samme tilbehør til de to retter.
Ristede kartofler og grillede grøntsager.

Det så sådan ud.

Og alting smagte HIMMELSK.
Kødet var helt perfekt stegt.
Gorgonsolasaucen var afdæmpet og delikat.
Og meget cremet og lækker.
Alle grøntsagerne var grillet lige præcis tilpas, så de havde et lille knæk af brændt smag men samtidig var faste og sprøde.

Det var faktisk det bedste måltid vi havde fået længe.

Men vi blev jo også nødt til at have en lille dessert.
Vi havde trods alt ferie.

Pernille bestilte Zuppa Inglese, som ikke er en suppe men en isdessert.
Den så sådan ud.

Og jeg bestilte Tiramisu, som er en mellemting mellem en is og en kage med masser af kaffe og likør.
Den så sådan ud.

Og til sidst måtte vi lige have en kop kaffe.
Pernille bestilte almindelig kaffe, men jeg ville have Espresso.
Som jeg vist har skrevet tidligere er jeg ret vild med Espresso.
Hvis den altså er lavet ordentligt.
Og det var denne her.
Den var fuldt på højde med alle de mange espressoer, vi drak på Sardinien for et par år siden.

Regningen lød på 580 kr.
Og det kan man ikke sige er dyrt.
Det var et meget meget lækkert måltid.
Og det er helt sikkert at vi skal spise på La Posta igen, hvis vores vej kommer forbi Assens.

http://www.laposta.dk/