La Galette - København

Det var en blæsende men smuk dag kort tid efter sommerferien

Familien havde været i Tivoli
Det havde været ret så hyggeligt.
Blandt andet fordi det altså var EFTER sommerferien.
Så der var ikke så frygtelig mange mennesker.

Vi havde spist en sen frokost på Restaurant Valhal.
En udmærket burger, som måske bliver anmeldt på et senere tidspunkt.

Først på aftenen var selskabet blevet reduceret til Pernille og mig.
Vi trængte egentlig til noget at spise.
Men vi havde selvfølgelig ikke holdt os tilbage med is og lignende.
Så det var ikke den store sult, der prægede os.

Vi gik lidt rundt i den gamle have og kiggede på forskellige spisesteder.
Men der var ikke rigtig noget vi havde lyst til.

Til sidst blev vi enige om at gå ud af Tivoli og rundt om hjørnet til Copenhagen Corner.
Jeg mente at kunne huske at man der kunne få gammeldags højt belagt smørrebrød.

Men vi blev skuffede.
Det kunne man ikke.
Det er blevet til et lidt kønsløst internationalt sted.
I hvert fald hvis man skal tro spisekortet.

Så vi blev jo lidt slukørede.

Men så kom Pernille pludselig i tanker om at det jo var rigtig længe siden vi sidst havde været på La Galette.
Så med fornyet optimisme styrede vi mod Larsbjørnsstræde.

La Galette er en spøjs lille restaurant.
Den ligger klemt lidt inde i en baggård med kun plads til et par enkelte borde udendørs.
Den har eksisteret i mange år.
Da børnene var mindre var det altid et hit at tage derind og spise pandekager.

For det er det de kan på La Galette.
Men ikke traditionelle danske pandekager.
Nej store franske madpandekager som er bagt med boghvedemel.
Og med alt muligt spændende fyld i form af kød, fisk eller grøntsager.
Så der er langt til vores hjemlige pandekager med is.

Det var en dejlig aften så der var mange mennesker på gaderne, mens vi slentrede ned ad Larsbjørnsstræde.
Vi blev dog på et tidspunkt opmærksomme på at de fleste tilhørte en noget anden generation end vi gjorde.
Men det er jo også lige midt i Københavns Latinerkvarter, som primært er befolket af studerende.

Udenfor porten ind til den rigtige baggård står der et stort skilt på fortovet, som forestiller Obelix.
Det har stået der al den tid vi er kommet der.
Rart med en vejviser.
Så vi dykkede ind gennem portåbningen og gik hen til indgangen.

I døren mødte vi en sød kvindelig tjener.
Da vi spurgte om hun kunne klare et bord til to, som ikke havde reserveret, så hun noget tvivlrådig ud.
Men hun konfererede med en af sine kolleger, muligvis indehaveren, på rivende hurtig fransk, som vi ikke forstod meget af.
Men efter et par minutters gestikuleren vendte hun sig smilende om mod os sagde at der var lige et lille bord ovenpå.

La Galette ER en meget lille restaurant.
Der er måske 10-15 borde som står klinet sammen i et meget lille lokale helt op til en bardisk og med frit udsyn til køkkenet.
Stemningen er meget fransk cafe-agtig.
Vi havde som sagt været der nogle gange før.
Men vi var ikke klar over at der også fandtes et "ovenpå".
Men vi blev ledt gennem stueetagen og ud gennem en dør som ledte til en trappe, hvor også toiletterne befandt sig.
En etage oppe gik vi ind gennem endnu en dør og var pludselig på en slags balkon, med udsyn nedover en del af stueetagen.
Og der stod lige et lille to personers bord helt henne ved rækværket.
Det var meget sjovt at kunne sidde og kigge ned på de andre gæster, mens de spiste.

Vi fik hurtigt bragt et spisekort hver.
Det så ud som vi huskede det.
En masse forskellige boghvedepandekager som hovedretter med alt muligt forskelligt.
For eksempel æg, skinke, tomat, spinat, løg, gedeost og sågar hakkebøf.
Og en masse forskellige søde hvedepandekager med for eksempel honning, banan, chokolade og kastaniecreme.
Så der er nok at vælge imellem.

Pernille bestemte sig for den mest overdådige pandekage på menuen.
En Saint Malo med Røget laks, kaviar, rødløg, purløg, creme fraiche og salat.

Jeg må indrømme at jeg også var fristet af den.
Og af en ved navn Obelix, som var med hakkebøf, æg, tomat og løg.
Men så fik jeg udover kanten øje på en der fik suppe.
Jeg kiggede på menukortet en ekstra gang og opdagede at de havde fiskesuppe fra Bretagne  med Emmenthaler og croutoner.
Jeg kom pludselig i tanker om bouillabaissen, som jeg ikke fik i Skagen.
Så jeg besluttede mig hurtigt for suppen.

Men vi skulle jo også have noget at drikke.
Udvalget af drikkevarer er ikke helt så overdådigt som udvalget af pandekager.
Men man kan få husets rødvin i halve og hele flasker, Hancock øl fra fad og diverse sodavand.
Og så kan man få æblecider.
Fra Bretagne.
Den måtte vi prøve.

Da vi havde bestilt, sad vi lidt og kiggede rundt på de øvrige gæster både oppe og nede.
La Galette tiltrækker alle slags menneseker.
Priserne er meget rimelige, så der er mange unge mennesker.
Men også sådan nogle gamle nogen som os.
Og børnefamilier.
Vi sad lidt og diskuterede om ikke manden i den familie, der sad et par borde fra os var en tidligere minister.
Men vi blev aldrig enige om, hvorvidt det faktisk var ham eller bare en der lignede.

Æblecideren kom hurtigt på bordet sammen med en flaske vand som vi også havde bestilt.
Cideren skulle drikkes af nogle sjove stentøjskopper.
Et spøjst indslag men sikkert meget originalt.
Cideren var en oplevelse.
Sidst jeg drak æblecider var det en dåse med Summersby, som jo ret beset ikke har noget med cider at gøre.
Det er snarere en sød alkohol holdig sodavand med lidt kunstig æblearoma.
Men denne cider var noget ganske andet.
Den var tør.
Meget tør endda.
Og den havde en distinkt aroma af gær.
Som man finder det i belgiske øl.
Og en klar smag af friske æbler.
Meget meget læskende og samtidig kraftig i smagen.
Lækkert.

Så kom maden.

Pernilles pandekage så lige så overdådig ud, som antydet i menukortet.

Jeg fik lov at smage en bid, og jeg kunne kun være enig med hende i at den smagte himmelsk.
Boghvedemelet giver pandekagen en helt speciel, nærmest brødagtig smag og konsistensen er mere bastant end i en dansk dessert pandekage.
Og fyldet var rigeligt.
Den røgede laks var som smør at tygge på.
Det levede til fulde op til vores begges forventninger.

Min suppe derimod var en lille smule skuffende.
Den blev serveret rygende varm i en dyb stentøjs skål.
Og den blev ledsaget af en skål med revet Emmenthaler som virkede meget friskrevet og en skål med croutoner.
Den duftede himmelsk.
Og jeg tog forventningsfuldt den første skefuld.
Som smagte af...
Suppe.
Jeg havde fantaseret om en eksplosion af kraft med en kompleks smag af mange forskellige fisk og skaldyr.
Men det fik jeg ikke.
Det var på ingen måde en dårlig suppe.
Slet ikke.
Men jeg havde nok sat mine forventninger for højt ved erindringen om bouillabaissen.
Og dette var jo ikke en bouillabaisse.
Det stod der heller ikke på menuen.
Der stod fiskesuppe.
Og det var det.
Og som sagt på ingen måde en dårlig fiskesuppe.
Men skuffet det blev jeg.
Selvom det jo var min egen skyld.

Da vi havde spist hovedretterne overvejede vi lidt om vi skulle tage en dessertpandekage eller en kop kaffe.
Men vi blev enige om at vi var for trætte efter en lang dag i Tivoli.
Så vi nøjedes med vores hovedretter.

Regningen lød på 315 kr.
Og det er BESTEMT ikke dyrt.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal på La Galette.
Men næste gang holder jeg mig nok til pandekagerne.

www.lagalette.dk

Carlslund . Fruens Bøge - Odense

Vi havde i flere år talt om, at når lejlighed bød sig, skulle vi tage til Fruens Bøge og smage deres berømte æggekage.

Mange mennesker, især Odenseanere, havde rost den til skyerne.

Og det ser da også meget spændende ud, når man kigger på restaurantens hjemmeside.
De har lavet æggekage i 150 år.
Og de laver imponerende mange.
Igen ifølge hjemmesiden bruger de hvert år ca 500.000 friske æg.

Så forventningerne var høje, da vi en søndag først i september var på vej fra en fest på Nordfyn til besøg hos familien i Odense og besluttede at nu kunne det jo lige passe med at vi smuttede omkring Fruens Bøge.

Restauranten gør ikke meget væsen af sig i lokalområdet.
Da GPS'en forkyndte at nu var vi fremme ved bestemmelsesstedet, holdt vi midt på en vej igennem skoven, hvor der ikke lige var nogen restauranter at se.
Men vi kørte lidt frem og tilbage og fandt til sidst stedet trukket lidt tilbage fra en lille blind vej, som vist førte ned til et trinbræt på lokalbanen.

Der var mange biler, og da vi gik forbi vinduerne til det smukke gamle hus kunne vi se, at der var en del mennesker i restauranten.
Så vi blev lidt nervøse for om der mon var plads til os.
Vi fandt indgangen på den anden side af huset og gik ind.
Vi havnede i en slags entre imellem to serveringslokaler.
I det samme kom en pige hastende forbi med en stor pande æggekage.
Hun viste os ind i bunden af det ene lokale og sagde at vi selv kunne vælge hvilket af de to ledige borde, vi ville have.

Vi valgte et vinduesbord og fik hurtigt bestilt æggekage og danskvand.
Nu var der tid til at kigge lidt på de øvrige gæster.
Der var stuvende fuldt.
Det ser ud til at være et rigtig familieudflugtssted.
Der var mange børn i alle aldre, som myldrede rundt om benene på de travle servitricer.
Og der var oldemødre, med rollator, som skulle have hjælp til at manøvrere omkring de mange borde.
Selve lokalet var meget hyggeligt og holdt i almuestil.
Man kunne fornemme historiens vingesus.

Og så kom den søde servitrice med vores æggekage.
En stor stegepande, rygende varm og med bjerge af flæsk.
Præcis som vi havde fået fortalt.
Hertil friskt rugbrød og et glas med restaurantens hjemmelavede sennep.

Jeg startede med lige at snuppe et stykke flæsk.
Carlslunds æggekage serveres med både stegt flæsk og røget bacon.
Begge dele sprødstegt.
Desuden friske tomatskiver og en masse purløg.
Det stykke flæsk jeg snuppede var MEGET sprødt og lækkert.

Vi tog et stykke æggekage hver.
Det var lidt svært at få balanceret over på tallerkenerne, fordi æggekagen var noget usammenhængende i konsistensen.
Nærmest som røræg.
Men det lykkedes.

Så tog vi begge den første mundfuld, så på hinanden og udbrød i munden på hinanden: "De har brugt pasteuriserede æg!"
Det var jo noget af en skuffelse.
Æggekagen havde denne underlige ligesom glatte og plastikagtige konsistens i munden som vi begge forbinder med pasteuriserede æg.
Den samme konsistens, som de røræg der serveres til morgenbuffeten på mange hoteller.

Flæsk og bacon var perfekt stegt.
Tomaterne var lækre og friske.
Anretningen var overdådig og indbydende.
Men det hjælper jo ikke så meget når selve æggekagen smager af plastik.

Men vi var sultne, så vi spiste os igennem det meste af den store æggekage.
Vi måtte dog levne et lille stykke.

Regningen lød på 282 kr. for 2 portioner æggekage og 2 flasker danskvand.
Det kan man ikke sige er dyrt.
Især ikke fordi der er gjort så meget ud af det.
Det er bare ærgerligt med de pasteuriserede æg.

Så vi var lidt skuffede da vi gik derfra.
På vej til familien blev jeg mere og mere irriteret.
Og i løbet af aftenen havde jeg efterhånden i hovedet fået forfattet et harmdirrende blogindlæg, der mest skulle handle om det kulturtab Danmark har lidt efter at de grådige hønseavlere har spredt salmonella alle steder, så man ikke længere må lave mad af friske råvarer men kun af kedelige industriprodukter.

Men inden jeg satte mig ned og skrev ville jeg lige være sikker i min sag.
Så jeg skrev til en veninde, som arbejder hos sundhedsmyndighederne og spurgte hvordan det nu lige helt hang sammen med de her pasteruriserede æg.

Hun var meget fortørnet over at de kunne finde på at bruge pasteuriserede æg til æggekage.
Især fordi man sagtens kan overholde de påkrævede 75 grader, hvis man er lidt omhyggelig.
Hun mente i øvrigt ikke at man kunne bebrejde hønseavlerne noget som helst i den sammenhæng.
Blandt andet fordi der i perioder er mere salmonella blandt fritgående høns end blandt burhøns.

Så blev jeg jo så klog.
Og lidt slukøret.
Men glad for at jeg ikke havde fået svinet nogen til på et forkert grundlag.

Jeg ville dog lige være helt sikker.
Så jeg skrev til restauranten og spurgte om de brugte pasteuriserede æg.
De bedyrede at det gjorde de ikke og at de skam havde helt styr på tempraturen.
Så jeg skylder dem jo nok en undskyldning.
Den er hermed givet.

Men hvad søren er der mon så galt med deres æggekage?
Den HAVDE jo denne plastikagtige og glatte konsistens.
I virkeligheden en lille smule som æggestand.
Bare mere plastikagtig.
Og så er det måske heller ikke pasteuriserede æg, der bruges til røræg på hotellerne...
Måske kan en af læserne af denne blog komme med svaret?
Jeg vil MEGET gerne blive klogere.

Men som konklusion må man sige at det var en flot anretning.
Alt andet end lige æggekagen var helt i top.
Omgivelserne var rigtig hyggelige.
Og prisen var absolut rimelig.
Så hvis man synes at røræggene på hotellernes morgenbufeter er lækre, så kan jeg VARMT anbefale Carlslunds æggekage.
Det synes vi bare ikke.

Måske har vi været uheldige.
Måske er vores smagsløg oversensitive
(måske skulle man få sig et job som prøvesmager...)

Måske giver vi Carlslund en chance mere en anden gang.
Men der går nu nok noget tid.

www.restaurant-carlslund.dk

Skagen Fiskerestaurant - Skagen

  
Vi havde glædet os til denne sidste aften i Skagen, hvor vi skulle prøve Skagen Fiskerestaurant og holde den op mod Restaurant Pakhuset.

Vi havde bestilt bord til kl 19.
Da vi gik ind i stueetagen, var jeg nær faldet, fordi jeg ikke lige var forberedt på, at der var sand på gulvet.
Jeg må lære at se mig for.
Men vi havde bestilt bord med udsigt ovenpå.
Så vi gik op ad den snoede trappe.
Ovenpå stod en meget ung og en lidt ældre tjener og ventede utålmodigt.
Vi blev vist hen til vores bord.
Og det var lidt af en rejse.
Vi skulle igennem 2 døråbninger.
Men de var kun omkring halvanden meter høje.
Så man skulle VIRKELIG bøje sig for at komme under.
Vi fik et hjørnebord med udsigt over havnebassinet.
Så vi kunne sidde og kigge over på det vindue i Restaurant Pakhuset, hvor vi havde spist nogle dage tidligere.
Vi var alene i restauranten.

Den unge tjener kom med menukort og en karafel vand.
Der var en lidt større a la carte afdeling end på Pakhuset.
Der var vel en 10 retter i alt eller deromkring, hvoraf de fleste kunne fås som både forret og hovedret.
Der var blandt andet en boulabaise, som lød vældig lækker.
Derudover var der en 4-retters menu som vi begge bestemte os for.

Vi besluttede os for at drikke rosevin, og spurgte tjeneren hvad han kunne anbefale.
Han udpegede en vin fra Toscana, som han roste i høje toner.
Den udmærkede sig samtidig ved at være den næstbilligste.
Et sympatisk træk.
Så den valgte vi.
Ganske kort efter kom han med en lille appetitvækker på en ske.
Det viste sig at sådan en lille ekstra forret hedder en amuse.
Så blev vi så kloge.
Denne amuse bestod af et lille stykke krabbemouse med et par små skiver radise og et par småbitte ringe af rødløg.
Meget delikat.
Hertil tog vi hul på kurven med brød.
Tjeneren fortalte at det var helt friskbagt, og det var da også en
lille smule lunt endnu.
Meget dejligt brød.

Nu begyndte der at komme lidt flere gæster.
Blandt andet et bordfuld svenske blondiner.
Nu kom vores forretter.
Det var 2 råmarinerede kammuslinnger, som blev serveret med mangosalsa, en dekorativ stribe af ingefærolie og soya rundt langs kanten af tallerkenen samt to små lyserøde ting, som vi ikke kunne identificere.
Så vi spurgte tjeneren.
Det viste sig at være små kugler udskåret af rødløg og så syltet.
De klædte muslingerne vældig godt.

Nu var der efterhånden en del mennesker i restauranten.
Blandt andet et fransk eller belgisk par, hvor kun manden kunne engelsk.
Igen var der intet menukort på engelsk.
Og igen kunne tjeneren ikke de engelske navne på hverken kammusling, søtunge eller jomfruhummer.
Man kan altså undre sig over at tjenerne ikke er udstyret med et lille lommekort, som lige nævner de 10-15 mest almindelige råvarer på engelsk, tysk, fransk, svensk og norsk.
Nå, men det er jo ikke vores problem.

Hovedretterne var virkelig lækre.
Indbagt rødtungefilet farseret med blandt andet oliven og cherrytomater.
Hertil kantareller og blancheret babyspinat samt en creme fraiche baseret sauce.
Og de mest nuttede små nye kartofler.
De var allesammen kuglerunde og lige store.
Som mellemstore vindruer.
Og de smagte himmelsk.
Ligesom resten af retten.

Ved et af de andre borde var et ældre par begyndt at brokke sig højlydt over betjeningen.
De påstod at have ventet i 5 kvarter på den første ret.
Det kan nu ikke passe, for vi havde kun lige været der i 5 kvarter og de kom et stykke tid efter os.
Men det virkede nu godt nok som om de måske var blevet glemt.
For tjenerne fik meget travlt med at hente mad og undskylde.

Vores næste ret var beskrevet som "forskellige europæiske oste".
Og da vi havde ventet lidt efter hovedretten kom en ung pige trillende med et stort tykt træbord med forskellige oste og tilbehør.
Hun gav sig god tid til at forklare om hver enkelt ost, og det virkede virkelig som om hun vidste hvad hun talte om.
Pernille havde ikke mod på gedeosten eller blåskimmelosten, men jeg måtte lige smage dem allesammen.
Da vi havde bestemt os lavede hun en lille kunstfærdig anretning med de ting vi nu hver især ville have.
Først en meget mild brie.
Den var meget blød og moden men samtidig meget meget mild, så den smeltede nærmest på tungen.
Hertil valnøddekerner vendt i honning.
Så en fåreost, som var vasket i ammoniak.
Hun havde advaret om at den var meget kraftig.
Det var nu ikke så galt.
Men jeg kunne ikke smage ammoniakken.
Til gengæld syntes jeg den nærmest smagte som en emmenthaler.
Pernille kunne sagtens smage amoniakken og syntes at den smagte lidt i retning af skærpekød.
Hun brød sig i øvrigt ikke om den.
Hertil små nice-oliven.
Derefter en gederulle, som tjeneren havde forklaret både blev lavet lokalt på gårdene i det pågældende område og industrielt.
Når bønderne selv lavede den, lagde de et strå i midten i længderetningen for ligesom at holde sammen på den.
Denne her havde et strå.
Hertil tørrede abrikoser.
Til sidst en blåskimmelost, som var som blåskimmeloste er flest.
Lidt tør i konsistensen.
Men dejlig.
Hertil flere valnødder i honning.
Til ostene fik vi et par forskellige kiks og et stykke hjemmebagt knækbrød.
.

 

Mens vi ventede på desserten lagde jeg mærke til at den fransk/belgiske mand havde bestilt boulabaisen.
Den blev serveret i en lille jerngryde.
Det så rigtig lækkert ud, og jeg sad næsten og fortrød at jeg ikke havde valgt den.
Det ældre par havde fået mad og var nu lutter smil.
Og det lød som om de svenske blondiner morede sig storartet.
Restauranten var nu stuvende fuld, og tjenerne havde mere end rigeligt at se til.
Desserten var et lille stykke millefeuille, en kugle kokos sorbet og et limeshot.
Det sidste var et shotglas med hvad man vel næmest må betegne som stærk limesaftevand.
Kanten af glasset var dyppet i sukker og finthakkede mynteblade.
En lidt besynderlig konstruktion.
Men det klædte nu egentlig kagen og isen meget godt.
især kokos sorbeten var meget lækker.

Vi havde ikke rigtig lyst til kaffe, så vi bad om en regning.
Nu kunne vi rigtig mærke hvor travlt der var, for vi måtte bede om den igen efter et kvarter.
Så kom den til gengæld med det samme.
Den lød på 1075 kr.
Det må siges at være meget rimeligt for en middag på det niveau.

Og så kommer jo det store spørgsmål.
Hvilken restaurant var bedst?
Pakhuset eller Skagen Fiskerestaurant?
Vi blev hurtigt enige om, at det var Pakhuset.
Vi kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor.
For Skagen Fiskerestaurant havde både et større menukort (med bouilabaise...), havde mere avancerede retter og var billigere.
Men alligevel tror jeg at valget falder på Pakhuset hvis vi en anden gang skal have en pænere fiskemiddag i Skagen.
Men vi havde absolut en dejlig aften, som var en dejlig afslutning på en herlig ferie.

www.skagen-fiskerestaurant.dk

Havnecafeen - Læsø

 
Vi var på en heldags udflugt til Læsø.
Søster, svigerinde og svoger (ialt 2 personer) havde planlagt et meget fint program for os, hvor vi fik oplevet en masse spændende ting.
En af tingene var en frokost på Restaurant Havnecafeen i Østerby.
Den bliver drevet af en lokal ung mand, som har været på kokkeuddannelse på fastlandet, og som så er vendt tilbage til fødeøen for at drive restaurant.
Rygtet vil vide at han har fundet nogle af sin mormors gamle opskrifter frem og benyttet dem som basis på menukortet.
Så forventningerne var høje da vi trillede ind på havneområdet.
Vi havde allerede oplevet en del, så vi var ved at blive sultne.
Søster/svigerinde/svoger havde rost stedet i høje toner og fortalt at de normalt spiser her flere gange i løbet af en uges ferie.
Så det lovede jo også godt for kvaliteten.

Da vi ankom havde de kun lige åbnet, og værten gik og tørrede de udendørs borde af.
Vi overvejede et kort øjeblik at sidde ude, men blev hurtigt enige om at det nok trods alt var for koldt og blæsende.
Så vi gik indenfor.
Og fik lidt af en lang næse.
For næsten alle bordene var dækket op til kaffe.
Man ventede en hel busfuld pensionister lidt senere.
Vi fik dog hurtigt anvist et bord i hjørnet med udsigt over havnen.

Der var en hel række forskellige retter på frokostkortet. Men det endte med, at vi alle bestilte fiskefrikadeller som vores værter roste i høje toner.
De kom hurtigt på bordet, og jeg må sige at vi ikke blev skuffede.
Fiskefrikadellerne var ikke særlig store.
Til gengæld var der 4 af dem.
Og de var tydeligt pandestegte.
Mange steder hvor der reklameres med pandestegte fiskefrikadeller, har man altså sine tvivl.
Men ikke her.
De var sprøde og lækre.
Bar ikke præg af at være opvarmede.
De kunne såmænd sagtens være bleve stegt specielt til os.
De var grovhakkede og smagte himmelsk.
De blev serveret med 3 skiver hjemmebagt rugbrød, der var så friskt at skiverne hang sammen og var lige ved at gå i stykker da de blev skilt ad.
Desuden en meget lækker hjemmelavet remoulade.
Et pragtfuld måltid, som var helt enkelt men meget meget veltillavet og lækkert.

Bagefter fik vi kaffe med hjemmebagt kringle.
Kringlen var angiveligt en af mormors opskifter.
Og det må have været skønt at være en lille dreng og besøge den mormor.
Kringlen var ihvertfald utrolig lækker.
Den var en anelse lun.
Men igen uden at virke opvarmet.
Den var sikkert blevet bagt for højst et par timer siden.
Alt i alt en rigtig dejlig, nede på jorden frokostoplevelse af meget høj kvalitet.
Og vi nåede at komme afsted igen inden pensionist invasionen.

www.havnecafeen-laesoe.dk

Restaurant Pakhuset - Skagen

  
Vi havde glædet os meget til at skulle spise en masse fisk når vi kom til Skagen på ferie.

Så da vi havde fået samlet turistbrochurer den første dag, gik vi i gang med at undersøge hvilke muligheder der var.
De fleste restauranter i Skagen reklamerer med at de har frisk fisk.
Altså de rigtige restauranter.
Selvfølgelig ikke de mange pizzeriaer, som også i Skagen ligger på hvert gadehjørne.
Men vi fandt to deciderede fiskerestauranter, som begge ligger ud til lystbådehavnen.
Den ene af dem, Restaurant Pakhuset, havde på sin hjemmeside et eksempel på et menukort.
De gjorde kraftigt opmærksom på at det kun var et eksempel, fordi det jo kommer an på hvilke fisk der lige er i sæson.
Det så meget fint ud, så den blev det.
Så tager vi den anden en anden dag.
Så vi bestilte bord til kl 19.

Der var ingen problemer med at finde restauranten.
Den lå direkte på kajen og så meget autentisk ud med små bitte vinduer på første sal, hvor selve restauranten ligger.
I stueetagen er der cafe.
Da vi kom indenfor blev det tydeligt, at de gik meget op i deres maritime koncept.
Der var tovværk og kofilnagler overalt.
Og galeonsfigurer.
I rå mængder.
Overalt.
Store og små med og uden blottede bryster.
Ved hvert eneste bord hang der en lille billedramme, hvor der strittede en lille galeonsfigur frem.
(Vi fandt senere ud af, at der er tale om en kopi af en samling af galeonsfigurer fra Skagen Hotel).
Men der var pænt og lyst og venligt.
Vi havde bedt om et bord med udsigt.
Og jeg tror vi fik det bedste bord i hele restauranten.
Ved et af de små vinduer og vendt mod lystbådehavnen og den del af kajen, som huser de andre restauranter og butikker.

En sød ung kvindelig tjener viste os hen til bordet og spurgte straks om vi ville have noget at drikke mens vi kiggede på menukortet.
Jeg bestile en Campari med soda og Pernille et glas hvidvin med brombærlikør.
Der er ikke noget at sige om Camparien.
Den smagte som den slags plejer.
Dejligt.
Men Pernilles drink var ret spændende.
Lidt i stil med en Kiir.
Men alligevel helt anderledes fordi det var brombær og ikke solbær.

Spisekortet var meget overskueligt.
Der var 2 forretter, 3 hovedretter og 2 desserter plus en osteanretning.
Vi blev enige om at dele en flaske hvidvin selvom Pernille skulle have kalvekød til hovedret.
Jeg fandt en spændende udseende Sauvignon Blanc fra Chile.
Men da jeg ville bestille den, så den unge dame meget bekymret ud og sagde at vi altså skulle være opmærksomme på, at den var usædvanligt meget parfumeret.
Slet ikke en dårlig vin.
Rund og kraftig.
Men man skulle altså kunne lide den meget parfumeret.
Og det er der ikke rigtig nogen af os der bryder os om.
I stedet foreslog hun en New Zealandsk vin af den samme drue.
Den var godt nok noget dyrere, men hun forsikrede os om at den var god.
Så den tog vi.

Inden forretterne fik vi en lille anretning med letrøget kullertatar.
Der var bare omkring en teskefulds penge.
Men det var uhyre delikat.
Og anrettet med små bitte terninger af mango og små ringe af rødløg.
En rigtig lækker lille appetitvækker.
Det skal i øvrigt lige siges at vinen til fulde levede op til forventningerne.

Til forret havde Pernille bestilt ristet havtaskehale.
Den kom smukt anrettet med sprødstegte julienneurter.
Det så meget lækkert ud.
Og smagte derefter.
Jeg fik suppe af jordskok og brøndkarse.
En smuk forårsgrøn legeret tallerkenfuld anrettet med et par lige tilpas grillede kammuslinger og små stykker helt sprød og meget krydret bacon eller skinke af en slags.
En himmerrigs mundfuld.

Så snart vi begge var færdige med forretterne bllev tallerkenerne fjernet, og lidt efter fik vi en lille portion kærnemælks sorbet til lige at rense ganen med.
Det er altså meget sympatisk med den slags små ekstraretter ind imellem.
Det kan ikke koste alverden for restauranten, og man bliver så glædeligt overrasket og føler sig forkælet.

Efter få minutters venten kom hovedretterne.
Nu havde vi stort set restauranten for os selv denne søndag aften.
Så det burde ikke være så svært.
Men det vidner om overskud og professionalisme når retterne følger
hinanden så hurtigt at tiden ikke føles lang og man samtidig ikke føler, at det bliver jaget afsted.

Pernille havde bestilt kalvefilet.
Hun fik en smuk anretning med 2 pæne skiver rosastegt kalvefilet anrettet med en spinat quiche, et stykke kartoffeltærte, et par små gulerødder og et par svampe.
Smukt og delikat.
Jeg fik en sprødstegt pigvar filet, som var anrettet med næsten det samme tilbehør som kalvefileten.
Dog var kartoffelgratinen udskiftet med små nye kartofler.
Lige da jeg så min tallerken, tænkte jeg at sovsen vist bare var den samme suppe, som jeg havde fået til forret bare tyknet lidt.
For den lignede fuldstændig.
Men der tog jeg fejl.
Hvor suppen smagte tydeligt af jordskok og kun havde en svag antydning af kammuslingerne, var denne sovs en udpræget fiskesovs.
Kraftig og god.
Fisken var perfekt stegt og smagte himmelsk.

Igen blev tallerkenerne fjernet så snart vi var færdige.
Og desserterne kom hurtigt.
Pernille fik en hjemmelavet krydderurte brie.
Igen en smuk anretning med en lille skål sorte oliven, en lille skål solbærsyltetøj, et par stykker hjemmebagt knækbrød og et enkelt japansk kirsebær.
Det var lidt svært at afgøre præcis hvilke krydderurter der var tale om.
Men velsmagende, det var det.
Jeg fik et stykke lækkert chokoladetærte med en enkelt kugle jordbæris og en overdådighed af syltede kirsebær.
Utrolig friskt og lækkert.
Til sidst ville Pernille gerne have en cappucino, mens jeg bare nøjedes med at drikke resten af vinen.
Det var Pernille der skulle køre hjem.
Alt i alt et fremragende måltid.

Meget flink og charmerende betjening, der lige fortjener et par ekstra bemærkninger.
Der var to andre par i restauranten.
Det ene havde to små piger med.
Og da forældrene fik deres kaffe, hvor der hørte små stykker mørk chokolade til, kom tjeneren med et par små stykker lys chokolade til pigerne, fordi hun regnede med at det kunne de nok bedre lide.
Det andet par var en dansk pige og en engelsktalende mand, vistnok fra australien.
Spisekortet fandtes kun på dansk og pigen havde lidt svært ved at oversætte de forskellige fiskenavne til engelsk.
Men så kom tjeneren springende med en stor illustreret bog med forskellige fisk, som hjalp en hel del.
Meget fin service selvom det jo havde været nemmere med et spisekort på engelsk.

Regningen lød kun på 1297 kr.
Og det viste sig da også at de havde glemt at skrive kaffen på.
Da vi gjorde opmærksom på det, så tjeneren lige i et sekund forvirret ud men sagde så at kaffen jo så var på husets regning.
Igen fin service i stedet for at skulle vente på en ny regning.
Restaurant Pakuset i Skagen er et dejligt sted som vi på det varmeste kan anbefale.
Om et par dage skal vi prøve konkurrenten på den anden side af havnebassinet, nemlig Skagen Fiskerestaurant.
Det bliver spændende at se hvordan den er i sammenligning.

www.pakhuset-skagen.dk