Restaurant Paustian - København

Det var en helt speciel dag.

Vi havde noget vi skulle fejre Pernille og jeg.

Hun vidste det bare ikke.

Men denne dag havde hun holdt mig ud i halvdelen af sit liv.
Helt præcis 8756 dage.

Men hun vidste det som sagt ikke.
Så jeg overraskede hende med blomster sendt til hendes arbejdsplads.
På kortet, som var vedlagt blomsterne, havde jeg skrevet at hun skulle skynde sig hjem, fordi vi skulle i byen.
Men ikke noget om, hvor vi skulle hen.
Så hun var jo godt nysgerrig da jeg kom hjem.

Vi klædte os pænt på og drog afsted.
Vores søn havde indvilliget i at køre os begge veje, så vi kunne tillade os at få lidt at drikke.
Så han var også en del af konspirationen.

Det havde været lidt svært at finde den rigtige måde at fejre det på.
Det store klimacirkus havde lagt beslag på alt, hvad der hed hotelværelser i miles omkreds.
Og det var heller ikke ret nemt at få et bord på en restaurant.

Men endelig var det lykkedes at få plads på Restaurant Paustian.
Jeg ville godt nok helst have haft bord kl 19.
Men det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg kunne vælge mellem kl 18.30 og 19.30.
Det syntes jeg jo var lidt mærkeligt.
De kører åbenbart an stram plan i køkkenet.
Men det betød jo ikke noget som helst, så jeg valgte kl 19.30.

Paustian ligger jo helt ude hvor kragerne vender, som de skriver på deres hjemmeside.
For os, som kommer fra Nordsjælland er der nu stadig tale om at køre IND til byen.
Men det er jo rigtigt at den ligger langt ude på den tange bag Nordhavn station, som i øjeblikket mest huser diverse industri- og transportfirmaer.
Et noget trøstesløst område.
Men det er det område, som er planlagt til at få den største udvikling i København i mange år.
På linie med Ørestaden.
Tusindvis af boliger og kultur og servicevirksomheder.
Det kommer jo selvfølgelig til at vare adskillige år.
Men Bo Beck har nu nok været heldig med placeringen af sin restaurant.
For der er ingen tvivl om at det bliver et livligt område.

Til mit formål var det nu helt fint, at der var lidt øde.
Pernille blev mere og mere nysgerrig efterhånden som vi drejede væk fra alfarvej.
På et tidspunkt kørte vi forbi en stor færge.
Vistnok den, der sejler til Polen.
"Skal vi ud at sejle??" spurgte hun spændt.
Men vi kørte bare forbi.

Til sidst drejede vi op foran Restaurant Paustian.
Og nu så der jo straks pænere ud end det, vi havde kørt igennem.
Restauranten ligger dør om dør med boligforretningen Paustian.
Så det ser pænt ud med det oplyste salgslokale.
Der var tændt blus udenfor.
Og der var udsigt over havnen.

Nu faldt tiøren så omsider.
Og Pernille sendte mig et blik, som var halvt bebrejdende, fordi jeg havde holdt hende så længe i spænding, og halvt taknemmeligt og spændt.

Vi gik op ad den lille rampe, som fører op til både møbelforretningen og restauranten.
Vi var dårlig kommet ind ad døren til det fælles vindfang, før vi kunne mærke at nu skulle vi prøve en restaurant ud over det sædvanlige.

Ikke en men to tjenere kom flyvende ud i vindfanget og bød os velkommen.
Den ene tog Pernilles jakke og hængte den i garderoben, mens den anden viste vej ind i restaurantens halvmørke.

Det første vi så, da vi kom ind var en kæmpemæssig sort statue af en hund.
Jeg er ked af at jeg ikke fik taget et billede af den, for den var godt nok imponerende.

Vi gik længere frem og passerede det åbne køkken, hvor Bo Beck stod og så travl ud.
Men ikke mere travl end at han havde tid til at byde os velkommen.

Jeg havde spekuleret lidt over hvordan den slags egentlig fungerer i praksis med sådan en fancy restaurant.
Bo Beck er jo en signatur eller galionsfigur om man vil på alt, hvad man ser og hører om restauranten.
Men er det mon ensbetydende med at han faktisk selv svinger kødgryderne?
Det var det i hvert fald denne aften.

Vi blev ledt over til et vinduesbord, hvor der var dækket op til to.
Der var plads til mange flere.
Men der var kun dækket op til os.
Der stod endnu en tjener klar, så vi begge fik rykket stolen ind, da vi satte os.
Den søde kvindelige tjener, som havde ledt os hen til vores bord forsvandt et kort øjeblik.
Lige nok til at vi kunne udveksle et par bemærkninger om at det tegnede godt.
Og til at jeg kunne få lidt skældud af min søde kone fordi "det jo kommer til at koste en formue!!".
Så var hun tilbage og spurgte om vi ville have et lille glas, mens vi fandt ud af, hvad vi ville spise.
Det ville vi gerne, og hun anbefalede hvad hun kaldte en "fusion", som hun forklarede bestod af økologisk æblemost og Cava.
Sådan en tog vi.
Inden der var gået to minutter havde vi fået både vores drinks og vores menukort.
Der var virkelig fart over feltet.

Samtidig med vores drinks fik vi en lille snack.
Da tjeneren satte den på bordet, sagde hun at det var dag-gammelt brød med frisk kastanje.
Det så sådan ud.

Jeg ved ikke rigtig med det der dag-gamle brød.
For det var en fuldstændig sprød, hullet, nærmest pandekage.
Nogenlunde som en dessert-nøddekurv i konsistensen men ikke sød.
Den var papirstynd og drysset med et hvidt granulat som sikkert har været den friske kastanje.
En spændende lille ting, der lovede godt for det videre forløb.

Vi kiggede lidt på menukortet (jeg havde nu smugkigget lidt på nettet).
Der er ikke så mange ting at vælge imellem.
Men sådan er det vist ofte når man kommer op på de lidt dyrere restauranter.
Det er ikke noget vi har gjort så meget i.
Men som aftenen skred frem blev vi mere og mere sikre på at det skal vi nu nok til at gøre.

Restaurant Paustian har tre menuer.
Den første hedder "Alkymisten" og er en overraskelsesmenu.
Der står ikke andet om den i menukortet end at den "Fremadretter sindet".
Den næste hedder "Koryfæer" og er en fire retters menu, hvor man skal vælge mellem to ting til hver ret.
De forskellige retter hedder noget så fantasifuldt som "Æstetiske Jomfruhummere", "Antikke oksehaler" og "Imaginære landskaber af chokolade"
Den sidste menu hedder "Klorofyl" og er vegetarisk.

Vi sad lidt og vejede for og imod.
Den vegetarisk menu havde vi ikke meget lyst til.
Og de to andre kostede det samme.
Koryfæerne lød jo godt nok lækkert og spændende.
Men vi besluttede alligevel at vove springet og lægge hele aftenen i Bo Beck's hænder og tog Alkymistmenuen.
Vores tjener spurgte om vi havde nogen former for allergi (smukt træk).
Det havde vi ikke,og så var den jo klaret.

Men nu opstod jo straks et problem.
For hvordan skal man vælge vin, når man ikke ved hvad man skal spise?
Det spurgte jeg tjeneren om, da hun rakte mig det omfangsrige vinkort.
Hun smilede og sagde at det var jo heller ikke let, men at hun da gerne ville hjælpe med at finde det rigtige til os.
Først skulle vi jo afgøre om vi skulle have rød- eller hvidvin eller måske begge dele.
Hun forklarede at der kun var en enkelt decideret kødret men til gengæld en del skaldyr.
Så vi blev enige om at vi nok hellere måtte holde os til hvidvin.
Inden hun begyndte at anbefale noget spurgte hun diskret og diplomatisk om der var noget hun skulle tage hensyn til her (her pegede hun på højre side af vinkortet. Altså på priserne).
Jeg svarede at det jo ikke ligefrem behøvede at være den allerdyreste.
Så anbefalede hun 4 forskellige vine.
Og de var meget forskellige.
Fra flere forskellige lande, forskellige druer og priser fra ca 600 kr til ca 1200 kr.
Der var med andre ord tale om vine i den lidt billigere ende (Den dyreste hvidvin kostede 6600 kr...)
Hun var især begesjtret for en østrigsk vin, som de lige havde fået hjem.
Så den valgte vi.

Der gik kun et øjeblik.
Pernille bemærkede at tjeneren åbnede vinen ved et anretterbord et stykke væk og lige smagte på den.
Det var selvfølgelig for at sikre sig at den var i orden INDEN vi skulle tage stilling til om vi kunne lide den.
Fiks lille detalje.
Vinen var skøn, så vi sendte den ikke retur.

Nu var der så tid til at se os lidt omkring.
Lokalet er ikke så stort.
Til gengæld er der højt til loftet.
På væggene var der nogle spøjse vægmalerier som grænsede til det surrealistiske.
Uden at jeg på nogen måde skal gøre mig til kunstekspert.
Vi sad, så vi havde frit udsyn til køkkenet.
Det var sjovt at følge med i, hvad der foregik.
Der var kun 11 borde i restauranten.
Og der var 5 tjenere.
Så man må sige at det var en meget god bemanding.
Vi følte hele tiden at vi havde en tjener på hver finger.
Men vel at mærke uden at vi følte os overvåget eller på nogen måde generet.
Men for eksempel havde jeg kun lige sunket den sidste mundfuld af min velkomstdrink da f'ørste ret kom på bordet.
Så de må jo have holdt øje med os.
Men altså uden at vi på nogen måde bemærkede det.
Meget professionelt.

Paustian er jo en restaurant, der befinder sig i de højere luftlag.
Den har en stjerne i Michelin guiden.
Så det borger jo for kvaliteten.
Men vi havde aldrig prøvet at spise så fint før.
Og der havde da luret en lille tvivl i mit sind.
En tvivl som var baseret på de historier man så ofte hører om fine franske restauranter, hvor man får en kæmpe tallerken med 1 kvadratcentimeter kød i den ene ende og en 3 cm lang gulerod i den anden ende.
Så man er nødt til at frekventere en pølsevogn på hjemvejen.
Da den første ret kom på bordet blev den tvivl en lille smule stærkere.

Som man kan se er det jo ikke ligefrem en STOR portion.
Retten blev præsenteret som råkostsalat af årstidens rodfrugter med en sur-sød sauce.
Det var en sjov lille ret.
Papirtynde skiver.
De fleste af dem kunne vi ikke identificere.
Der var dog en skive gulerod.
Men det smagte helt fantastisk.
Jeg tror ikke jeg havde smagt nogen af dem før.
Men de havde hver for sig en meget markant og tydelig smag.
Vi spurgte bagefter, hvad det var for rodfrugter.
Jeg husker ikke helt hvad der blev svaret.
Men der var i hvert fald knoldselleri, sølvbede og bolchebede.
Det sidste havde vi aldrig hørt om.
Men der var en af skiverne, som nærmest lignede en polkagris, så det var jo nok den.

Næste ret, som naturligvis kom lynhurtigt, var ravioli med hytteost og ristede løg.

Som man kan se var de igen en lille let anretning.
Men aldrig har jeg smagt en så intens ravioli.
Det var nærmest en eksplosion af ristede løg, da jeg tog den første bid.
Jeg tror det var den første ud af mange gange den aften, hvor jeg ligesom sad og blev fjern i blikket og indadvendt, mens jeg bare oplevede smagen.
Det lyder enormt krukket, det kan jeg godt høre.
Men det VAR altså ganske fantastisk.

Og så lige endnu en cadeaux til tjenerne.
Vores vin blev ikke efterladt på bordet.
Men så snart et glas var tomt stod tjeneren parat til at fylde efter.
Og i samme øjeblik Pernille fjernede den flotte sølv-servietring fra sin serviet blev den fjernet.

Men hastigt vider.
Vi har meget vi skal igennem.

Nu kom der brød på bordet.
Først dette.

Det lignede en overdimensioneret cigar, men var et knækbrød.
Og vi må have set lidt uforstående ud, for tjeneren skyndte sig at forklare at man skulle brække af det.
Hun sagde også nærmest undskyldende at det altså ville svine lidt på bordet, men at de skam skiftede dugen bagefter, så vi skulle ikke bekymre os.
Der kom to slags brød yderligere.

Det ene var en skive relativt traditionelt men meget lækkert brød bagt med malt.
Og det andet var noget så eksotisk som en kærnemælksbolle med lakridsovertræk.
Ja.
Lakridsovertræk.
Man skulle jo ikke tro at det kunne du.
Men DET gjorde det.
Det smagte ganske enkelt himmelsk.
Sammen med brødet kom der to skåle med smør på bordet.
Den ene indeholdt almindeligt smør.
Og den anden brunet smør.
Det var nu ikke meget brunt, men man kunne godt se at der var brune stænk i overfladen.
Men det smagte HELT anderledes end almindeligt smør.
Især sammen med lakridsbollerne var det en oplevelse.
Jeg må se om jeg kan finde ud af det en dag.
Kunsten er jo sikkert at få brunet smørret lige netop nok.
Og så sikkert noget med at forhindre det i at skille under afkølingen.
Et projekt til de lange vinteraftner.
Men jeg glemte jo helt knækbrødet.
Det lignede virkelig en cigar.
Det var rullet løst op, så der var luft mellem lagene.
Det var MEGET sprødt.
Så tjeneren havde ret i at det svinede lidt.
Det var umuligt at brække et stykke af uden at der knustes en del samtidig.
Men det smagte rigtig godt.

Så kom der et sjovt lille indslag.
En tjener kom ind med en stor kurv fyldt med østers.
Ovenpå skallerne lå der to grønne blade.
På størrelse med et babyspinat-blad men meget tykkere.
Igen så vi vist lidt desorienterede ud, da tjeneren sagde at det altså var bladene og ikke østerserne vi skulle tage.
De hed østersblad.
Men som sagt så gjort.
Bladene var meget friske og faste i konsistensen.
Nu er jeg ikke den store østersekspert.
Men jeg har dog fået friturestegt østers en enkelt gang.
Og jeg har brugt østerssovs i kinesiske retter.
Og disse blade smagte faktisk af østers.
Og lidt af salat.
Meget spændende.
Desværre fik jeg ikke taget et billede.

Nu skulle Pernille på toilettet.
Og aldrig så snart havde hun rejst sig før en tjener kom springende for at vise vej.
Og en anden kom og skiftede hendes serviet og børstede bordet rent for krummer.
Og blev stående bag hendes stol for at rykke den ind da hun kom tilbage.
Fantastisk.

Næste ret var en skive saltbagt knoldselleri lagt på en bund af pureret østers.

Som man kan se er denne bund grøn.
Jeg ved ikke af hvad.
Men det smagte utroligt intenst.
Og sellerien var helt perfekt.
En lille smule sprød i kanten og blød og lækker i midten.
Vi blev enige om at vi får alt for lidt selleri derhjemme.

Næste ret blev serveret af en tjener, vi ikke havde haft fornøjelsen af før.
Der var ellers flittig udskiftning imellem bordene.
Vores kvindelige tjener vendte jævnligt tilbage for lige at checke at alt var som det skulle være.
Men det virkede som om alle 5 tjenere hjalp hinanden hele tiden.

Han fortalte begejstret at denne næste ret var hans specielle favorit, selvom den altså var meget speciel.
Der var tale om jordskok med taskekrabbe og aromatisk banan.

Det ser sådan lidt rod-sammen agtigt ud.
Men jeg forstår godt at tjeneren var begejstret.
Kombinationen af den meget milde jordskok, den lidt salte krabbe og den søde banan var helt utrolig.
Jeg ville have forsvoret at den kombination overhovedet var spiselig.
Men det var den i meget høj grad.

Så kom der et askebæger på bordet.
Eller det lignede det i hvert fald.

Det syntes vi jo var lidt underligt.
Jeg mener lokalet var klart større end 40 kvadratmeter.
Og med den nye rygelov og så videre.
I øvrigt er der ingen af os der ryger.
Og de kunne da i det mindste have spurgt.

Men øjeblikket efter kom så næste ret.

Det er lidt svært at se på billedet.
Men det er to jomfruhummerhaler uden skaller, som er pakket ind i grankviste.
Hele pakken er lagt på et stykke bark fra et grantræ.
Og så er der sat ild til grankvistene.
Ilden er så tilstrækkeligt til at tilberede jomfruhummerne.
Der var stadig gløder i kvistene, da de kom på bordet.
Vi skulle så selv befri hummerne for kvistene og spise dem med fingrene.
Og så blev mysteriet med askebægeret løst.
Det var ikke aske, der var i skålen.
Det var røget salt.
Som man skulle drysse over hummerne.
Jeg har aldrig smagt noget lignende.
Ikke alene har jeg aldrig smagt røget salt før.
Men den sarte hummer med aroma af gran var fuldstændig fantastisk.
Dette må være min favorit for aftenen.
Det var en himmerigsmundfuld.
Tænk at få sådan en ide.
Som tjeneren ganske rigtigt forklarede bagefter er det jo faktisk en traditionel måde at tilberede mad på.
Altså en traditionel måde fra for mange hundrede hvis ikke tusinde år siden.
Og mon ikke det mest har været vildsvin og den slags som er blevet lagt ind i et bål for at blive stegt på den måde.
Og tjeneren stod naturligvis klar med varme våde servietter til at tørre fingene i.

Det skal i øvrigt siges at udover at vinen blev toppet op hele tiden, så flød der også koldt vand i stride strømme.

Jeg elsker røget ål.
Det er der rigtig mange venner og kolleger, der kan bevidne.
Så da tjeneren kom og sagde at næste ret var røget ål, var det som om det var juleaften.
Men jeg må sige det var en anderledes anretning end jeg nogensinde har fået før.
En pæn stor røget ålefilet som var lun for ikke at sige varm.
Ovenpå den en tynd sprød flage af brød, som tjeneren kaldte en crouton.
Og øverst en 2-3 forskellige slags tang.
Noget af tangen var så sprød så den næsten må have været ristet.
Men det var ikke helt til at afgøre.
Ålen var varm.
Tangen var kold.
Og det var noget helt andet end et stykke rugbrød med ål, røræg og purløg.
Men meget spændende.
Og kontrasten mellem ål og tang var utrolig lækker.

Nu var det tid til aftenen eneste kødret.

Tjeneren benævnte det "skiver af ungand med dild"
Jeg ved ikke rigtig hvad en ungand er.
Det er jo nok en stor ælling.
(Jeg håber der er nogle regler for hvornår man må tage dem fra moderen)
Skiverne var helt perfekt stegt.
Dilden var repræsenteret ved en lille klat af noget meget kraftigt grønt.
Billedet kan slet ikke gengive hvor kraftig farven i virkeligheden var.
Og det smagte utrolig kraftigt af dild.
Der må være gået utrolige mængder af frisk dild til at frembringe denne dip.
Den gyldenbrune sauce i venstre side af billedet var en lidt mere traditionel sauce, som i hvert fald havde noget andelever i.
Og så stod der en meget velsmagende gylden cylinder.
Den var meget fast i konsistensen, nærmest som en ny forårsgulerod, som lige er kogt tilstrækkeligt.
Og smagen var på en gang sød, syrlig og krydret.
Vi spurgte tjeneren hvad det var og fik svaret at det var glaseret glaskål.
Endnu en debut for os.
Men hvor var det dog lækkert.
Jeg skar det det i mindre og mindre stykker, for at få det til at vare.
Men til sidst var det desværre slut.
I øvrigt skal det lige siges at det sidste vin blev hældt op i glassene samtidig med at retten kom på bordet.
Imponerende når man tænker på at der var blevet spædet op løbende hele aftenen.

Vi havde flere gange især først på aftenen følt os lidt som Jeppe i Baronens seng.
Hver gang vi fik serveret noget vi ikke havde prøvet før.
Og hver gang tjenerne var ekstra kvikke.
Men så skete der noget.
Ved bordet ved siden af vores var man nået lidt længere i forløbet end vi var.
Vi havde kunnet følge med i, hvad de fik efterhånden.
Og nu var de nået til kaffen.
Og til den fik de serveret noget der lignede hvid candyfloss.
En af de i øvrigt nydelige herrer ved bordet snuppede resolut et stort stykke candyfloss og formede det til et nisseskæg, som han holdt op for ansigtet, mens han lo højt på julemandsmaner.
Så blev vi enige om at vi trods alt ikke var de største plebejere den aften.
Meget rart egentlig.

Så kom tjeneren og spurgte om vi ville have et glas sød vin til desserterne.
Det ville vi gerne.
En anden tjener kom og præsenterede to forskellige dessertvine for os.
Den ene hvid og den anden rød.
Jeg husker ikke præcis hvad han forklarede.
Men han havde i hvert fald gjort meget for at finde et par vine som passede perfekt til de to desserter vi nu skulle have.
Vi ville kun have et glas hver.
Så han foreslog at vi så tog et af hver slags og så delte dem.
Dejligt at vi ikke blev presset til at tage to hver.
Der var i øvrigt ikke antydning af presseri på noget tidspunkt.

Så kom vores kvindelige tjener med den første dessert.
Oxyderet rugbrød med frossen mælk.
Igen tabte vi nok underkæberne, for hun skyndte sig at forklare at det nærmest var en slags øllebrød.

Det ved jeg nu ikke rigtg hvad jeg skal sige til.
Som man kan se på billedet var der tale om en hård kugleskal nærmest af samme konsistens som chokolade.
Men det var ikke chokolade.
Inden i en smeltende hvid is, som var meget let i både smag og konsistens.
Og nederst en sød nærmest sirup.
Og over det hele lå der en tydelig smag eller aroma af rugbrød.
Det lignende en isdessert.
Men det var faktisk ikke spor sødt.
Vi drak den hvide dessertvin til og syntes at den smagte dejligt.

Men så kom vintjeneren farende og lignede en stor undskyldning.
Det viste sig at det vi lige havde spist ikke var en dessert.
Men en pre-dessert.
Og den hvide dessertvin var jo til den første dessert.
Så han fyldte resolut glasset igen.
Pre-dessert.
Så har man hørt det med.

Men nu kom så den første dessert.

Og igen var det en fantasifuld kombination.
Skorzonerod med cremet kokos.
Jeg har kun fået skorzonerod som tilbehør til kødretter.
Men igen virkede det utrolig godt.
Den cremede kokos havde en overflade nærmest som marengs, men blød og cremet nedenunder.
Og inderst de små spæde skorzonerødder.
Pragtfuldt.
Og jeg må sige at den hvide dessertvin passede formidabelt godt til denne ret.
Vi havde syntes at den var god til rugbrødsretten.
Men her gik det virkelig op i en højere enhed.

Nu kom så den sidste ret på bordet.

Igen yder billedet ikke retten retfærdighed.
Der er tale om en meget tynd skive lækker og meget svampet næsten våd chokoladekage.
Her ovenpå en slags kurv af meget tynd chokolade.
Herpå forskellige stykker af både meget blød fudgeagtig og meget fast karamel-agtig chokolade, samt en lille kuglechokoladesorbet. Her ovenpå igen flere flager af den meget tynde chokolade.
Det hele drysset med kakao.
Jeg fik engang i New York en dessert, der hed Death by Chocolate.
Og det var en meget intens chokoladedessert.
Men denne her var bedre.
Det var så godt så godt.

Og da den sidste bid var sunket, lige præcis da den sidste bid var sunket, var vi helt mætte.
Der blev IKKE brug for pølsevognen.
Vi havde fået en masse forskellige oplevelser.
Både smagsmæssigt, konsistensmæssigt og anretningsmæssigt.
Og nu var vi helt mætte.
Både i sanserne og i maven.

Men nu trængte vi til en kop kaffe.
Den kom lynhurtigt på bordet.
Almindelig kaffe til Pernille.
Espresso til mig.
To slags sukker, den ene vistnok muscovado men jeg er ikke sikker.
Varm mælk i en kande.
Og en lille sød godbid.

Den firkantede til venstre er en rutebil.
En rutebil som den SKULLE have været lavet dengang vi var børn.
Den runde til højre er karameliseret soja.
Konsistensen var som en smørkaramel.
Men den smagte nærmest salt.
Spændende.

Så kom candyflossen.

Den var lavet af krystalliseret appelsinblomst.
Og den smagte meget kraftigt af appelsin.
Nu har jeg aldrig været den store fan af candyfloss.
Men Pernille nød det i fulde drag.
Jeg undlod at lave skæg med det.

Og så kom aftenens sidste overraskelse.

En lille skål med tørrede oliven.
Med overtræk af engelsk lakrids.
Man skulle tro det var løgn.
Men det passede perfekt til kaffen.

Regningen lød på lige knap 3000 kr.
Og det er rigtig mange penge for et måltid mad til to personer.
Men det var uden nogen som helst diskussion ALLE pengene værd.
At spise på en Michelin restaurant er meget meget mere end at få et måltid mad.
Det er en totaloplevelse.
Med utrolige madmæssige oplevelser, som absolut må betegnes som mad-KUNST.
Og med forkælelse ud over alle grænser i løbet af måltidet.

Vi havde som sagt aldrig før spist på en Michelin restaurant.
Men vi har fået udvidet vores horisont betragteligt.
Hvilket jeg heldigvis også fik lejlighed til at fortælle Bo Beck på vej ud ad døren.
Vi er i hvert fald godt og grundigt hooked.
Det bliver IKKE sidste gang vi skal på Michelin restaurant.
Der er i skrivende stund ti restauranter i København, der som Paustian har en stjerne.
Og en der har to.
Jeg ved ikke om vi kommer til at prøve dem allesammen.
Men jeg håber det.
Og jeg håber også at vi en dag får lejlighed til at prøve en tre-stjernet.

Restaurant Paustian kan uden forbehold på det varmeste anbefales.
Jeg dropper gerne 50 besøg ved pølsevognen for at komme her en gang til.

http://www.bobech.net/

Il Peccato - København

 
Vi skulle ind og se Crazy Christmas Cabaret i Tivoli.

Jeg selv, Pernille og vores søn Johan.

Det er ved at være en fast tradition at en større flok familie og venner ser den sammen hvert år.
I år skulle vores ven gennem mange år, Kim, med for første gang.
Han havde foreslået at vi gik ud at spise først, og den slags kan vi jo som regel lokkes til.

Valget faldt på Il Peccato på Axseltorv.
Den har ikke ligget der så længe.
Men vi havde fået den anbefalet af flere.

Den ligger lige over for Palads biografen på det hjørne, hvor der engang var spillehal.
Og der har vist været flere forskellige ting.
Men nu er der altså italiensk restaurant.

Vi skulle mødes derinde kl 17.
Pernille hentede mig på arbejdet og Johan tog toget ind, så vi reducerede parkeringskaosset mest muligt.
Jeg læssede Pernille af lige ved restauranten og kørte så lidt rundt for at finde en parkeringsplads.
Det lykkedes heldigvis rimelig hurtigt, og heldigvis regnede det kun en lille smule, for der var trods alt et stykke at gå.
Men jeg var glad for min nye sixpence.

Da jeg nåede frem var de andre blevet bænket ved et vinduesbord.
Der var blevet serveret friskbagt brød og små skåle med olivenolie.
Så jeg slog mig ned, gik i gang med det lækre lune brød og så mig omkring mens vi ventede på menukortene.

Il Peccato er en italiensk Restaurant med stort R.
Der er ikke noget trattoria over den.
Ingen stråtækte halvtage inde midt i lokalet.
Ingen bastomvundne chiantiflasker.
Ingen naivistiske vægmalerier af bjerglandsbyer.
Ingen vakkelvorne borde med fletstole.
Dejligt.

I stedet er lokalet meget enkelt næsten spartansk indrettet.
Hvide vægge uden noget tingeltangel
Et enkelt bladløst træ midt i lokalet udgjorde næsten hele dekorationen.
På et par af de hvide vægge kørte en projektion af en buldrende pejs.
Gode polstrede læderbetrukne stole.
Sorte duge med glasplader over.
Alt i alt meget stilligt og elegant.
Men samtidig hyggeligt.

Menukortene var en overvældende oplevelse.
Vi fik hver sit kæmpestore læderindbundne kort med guldtryk.
Jeg gætter på at de var i A3 format.
Så det lykkedes mig næsten at vælte mit vinglas, som heldigvis stadig var tomt.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvor mange retter vi skulle have og den slags.
Vi skulle trods alt videre i teatret.
Men vi var også sultne.

Endelig blev det til at de tre af os ville have forretter og at vi ville kigge på desserterne efter hovedretterne.
Vi delte en flaske af husets rødvin.

Il Peccato er ikke et billigt sted.
En pizza koster 120-130 kr.
Og det er jo en noget anden pris end hos den lokale pizzapusher.
Men kvaliteten er til gengæld så meget desto højere.

Jeg opdagede til min store glæde at menuen indeholdt Vitello Tonnato.
Jeg ELSKER Vitello Tonnato.
Denne herlige ret med tynde skiver af mørt kalvekød garneret med en kold sovs af tun og kapers.
En herreret!
Så det tog ikke mange øjeblikke at vælge.
Og jeg blev ikke skuffet.
Retten servers ofte med blot et stykke brød til, men her var den flankeret af en dejlig blandet salat med spæde blade og cherrytomater.
Og så var den pyntet med et par små ansjoser.
Ansjoser kan man kun elske eller hade.
Og jeg må indrømme at jeg holder meget af de små salte fisk.
Det kan selvfølgelig nemt blive for meget, men det var det ikke her.
De afbalancerede perfekt den lidt fede sovs.
Herligt.

Johan er ofte eventyrlysten når vi er ude at spise.
Så da han så at der var carpacciio med skiver af rå laks og tun garneret med avocadosalat sprang han til.
Der var meget stille mens han satte det til livs.
Og det tog ikke ret lang tid.
Så det vil jeg tolke som at det smagte fuldt tilfredsstillende.
Og det så i hvert fald godt ud.

Kim havde bestilt Bruchetta al Formaggio.
Altså en skive brød, med tomatskiver og olivenolie dækket med ost og gratineret i ovnen.
Men tjeneren kom med en Bruchetta al Pomororo.
Stort set det samme men uden ost.
Da fejltagelsen gik op for ham var han lutter undskyldninger og der gik ikke lang tid før den rigtige Bruchetta stod på bordet.

Herefter lød der ingen klager fra Kim.
Så den må også siges at have været i orden.

I øvrigt vil jeg gerne understrege at personalet var meget høfligt og serviceminded.
De var lige så stillige som indretningen i nydelige sorte skjorter.
Hvis man endelig skulle udsætte noget på betjeningen skulle det da lige være at der tilsyneladende ikke var ret mage der talte dansk.
Det var på ingen måde et problem for os, men man kunne jo godt forestille sig at nogen gæster vil synes at det er lidt underligt.

En anden ting, der ofte kan give et fingerpeg om en restaurants generelle kvalitet og ambitionsniveau, er toiletterne.
Og selvom det måske ikke passer så godt i en anmeldelse af en restaurant, vil jeg bare nævne at både indretning og rengørings standard her var helt i top.
For eksempel var håndvaskene nogen meget designersmarte nogen, som nærmest lignede store røreskåle, som stod på et bord.
Og alt var pinligt rent.

Nu var det ved at være tid til hovedretterne.

Jeg havde bestilt en portion store tortellini farseret med parmaskinke med gorgonzolasauce og pinjekerner.
Og de VAR virkelig store.
Retten hedder Gigangti al Proschiutto di Parma.
Og de var faktisk gigantiske.
Jeg har i hvert fald aldrig set så store tortellini før.
4 stk. lå side om side dækket af den lækreste sauce.
Ved siden af lå 4 terninger af Parma skinke.
Jeg har altid tidligere fået Parmaskinke i tynde skiver.
Men den gør sig også fint i lidt mere bastante udskæringer.
Fyldet i tortellinierne var en rimelig fast men meget meget velsmagende nærmest pasta som jeg gætter på primært bestod af netop Parmaskinke.

Tortellini er jo pasta.
Og pasta skal koges Al Dente.
Altså så der er en lille smule bid eller fasthed tilbage og ikke så den er helt blød.
Det er en stor kunst at koge pasta på denne måde.
Som regel lykkes det ikke særlig godt for mig, når jeg selv kokkererer.
Og jeg har meget ofte fået pasta som er kogt for lidt.
Eller i hvert fald for lidt efter min smag.
For det må jo i bund og grund være et spørgsmål om smag og behag, selvom der helt sikkert findes en ganske autoriseret kogningsgrad som er den korrekte.
Men disse tortellinier var fuldstændig perfekt kogt.
Der var lige en anelse fasthed i midten, men de var alligevel bløde og behagelige at have i munden.
Jeg vil gå så langt som at sige at det er den bedst kogte pasta jeg nogensinde har fået.
Det var en meget meget lækker ret.

Pernille havde bestilt Cannelloni.
Hun er helt vild med cannelloni.
Og som jeg sidder her og skriver får jeg helt dårlig samvittighed over at jeg laver det så sjældent til hende.
Det må jeg se at få rådet bod på.
For dem der ikke skulle vide det, er cannelloni nogle relativt tykke pastarør som bliver fyldt med kød eller fisk, hvorefter de bliver overhældt med bechamelsovs og gratineret
I Il Peccantos fortolkning består fyldet af hakket oksekød og fois gras.
Hun fik stjerner i øjnene som da vi var helt unge, da hun puttede den første bid i munden.
(Jeg MÅ altså se at lave det noget oftere...)
Jeg var så heldig at få lov til at smage, og jeg må sige at kombinationen af oksekød og fois gras var intet mindre end genial.
Nydeligt afstemt med den milde bechamelsovs var retten nærmest perfekt.

Johan havde bestilt en Calzone, som han holder meget af.
Dette var det nærmeste vi kom pizza på denne aften.
Den var lavet på italiensk maner med en meget tynd bund.
Og ikke som man oftest ser det på pizzariaer, der jo i retfærdighedens navn som regel ikke er italienske men tyrkiske.
Bunden var sprød og lækker og fyldet var friskt og delikat.
Og som en fiks lille detalje var den obligatorisk tomatsovs, som ofte blot er hældt ud over så det hele bliver en smattet affære, nydeligt anrettet ved siden af på tallerkenen, som man kan se på billedet.
Jeg fik lov til at smage, og der var bestemt ikke noget at klage over.

Kim havde bestilt Lasagne.
Den blev serveret frisk fra ovnen.
Det var en ret stor portion og den duftede fantastisk.
Igen lød der ingen klager.

Nu var vi ved at være godt mætte.
Men klokken var ikke så mange, og vi havde alle lyst til noget sødt.
Så vi bad om at se dessertkortet.
Igen ankom de i læderbind med guldtryk.
Men denne gang var de i en noget mere håndterlig størrelse.

Både Pernille og jeg holder meget af Tiramisu, som er en klassisk dessertkage overhældt med kaffe og likør.
Så den røg Pernille på med det samme.

Men der var jo også chokolademousse.
Og der stod at den var med 70% chokolade.
Så her var jeg virkelig i tvivl.
For selvom jeg holder meget af Tiramisu, så elsker jeg god chokolade.

Det endte med chokolademoussen.
Som også Johan faldt for.
Og det kom vi ikke til at fortryde.
Den var helt utrolig lækker og velsmagende.
Kraftig og fyldig chokoladesmag.
Ligesom pasta er svær at koge, er chokolademousse svær at give den rigtige konsistens.
Sommetider er det nærmest flødeskum med chokolade.
Og sommetider er det nærmere smør med chokolade.
Men denne mousse var helt perfekt.

Kim var også i tvivl om, hvilken dessert han skulle vælge.
Han er det største chokolademousse-øre jeg kender.
Men der var jo også creme brulee.
Eller Crema Napoletana, som det hedder her.
Og den blev lavet med Cointreau.
Det havde han aldrig prøvet før, så han lod sig friste.
Den blev serveret i en ret stor dyb tallerken.
Og det så ikke ud af ret meget, som man kan se på billedet.
Men inden han var igennem den måtte han indrømme at der var rigeligt.
Det smagte vist rigtig fint, men han syntes dog at sukkeret på toppen ikke var blevet brændt tilstrækkeligt.
Meningen er jo at sukkeret skal smelte helt og karamelisere.
Men det havde det ikke gjort her.
Det lå stadig som knasende sukker på toppen og ikke et lag karamel.

Til desserten bestilte de tre af os kaffe.
Jeg fik espresso og de andre fik Cafe au Lait.
Jeg holder meget af espresso, hvis den ellers er lavet ordentligt.
Og det er den ofte ikke.
Da vi var i Italien sidste sommer tabte jeg virkelig mit hjerte til denne herlige, sorte og kraftige drik, som jeg drak i stort antal.
Siden er jeg ofte blevet skuffet, når der blot bliver serveret en stærk kaffe i en lille kop.
Men denne espresso var helt som den skulle være.
Så jeg følte mig hensat til sydens sol.

Regningen lød på 1608 kr og omfattede ud over alt det ovennævnte 4 flasker fint designer vand.
Her kunne man måske lige dryppe lidt malurt i bægeret og sige at da vi bad om vand til maden, kunne tjeneren godt have spurgt om vi ønskede en kande postevand eller vand på flaske.
Især når flaskevandet koster 35 kr flasken.

Men det er en detalje.

Regningen var på ingen måde skræmmende for et måltid i denne klasse.
Selvfølgelig kunne vi have fået de samme retter til den halve pris på et pizzeria.
Men bestemt ikke af samme høje kvalitet.
Eller i så lækre omgivelser.

Inden jeg skulle skrive denne anmeldelse checkede jeg lige hvad Alt Om København havde at sige om stedet.
Her blev prislejet betegnet som højt.
Det synes jeg til gengæld er urimeligt.
For selvom det ikke er billigt, så er det altså ikke på samme prisniveau som Kong Hans eller Era Ora.

http://www.il-peccato.dk

Nyu Sakura - Hillerød

Dette bliver ikke noget langt indlæg.
For det var et hurtigt måltid vi fik, den fredag aften i Hillerød.
Shoppingen var overstået.
Jeg havde blandt andet købt mig en sixpence og er dermed trådt ind i kredsen af ældre distingverede herrer.
Eller også er jeg super trendy, ung med de unge og med på moden.
Jeg tror jeg vælger det sidste.

Men vi skulle have lidt at spise og jeg fik lyst til sushi.
Et hurtigt opslag på Google via min mobiltelefon afslørede at der for nylig var åbnet en sushi restaurant i Helsingørsgade, som var lige i nærheden.

Så der gik vi hen.

Det er et lille bitte sted.
Der har vist været en cafe tidligere.
Der er ikke plads til mere end måske 25 gæster i resatauranten.
Men de har også en betydelig forretning med take-away.
Selve indretningen er meget typisk for et japansk spisested.
På danske, franske, italienske, spanske, kinesiske og alt muligt andet - restauranter er der ofte dæmpet belysning og forskellige genstande, billeder og lignende til at skabe en hyggelig stemning.
Men ofte er japanske restauranter meget minimalistiske og klart oplyste.
Der kan være noget næsten cafeteria-agtigt over det.
Og sådan var det også her på Nyu Sakura.
Tapetet var udsmykket med japanske eller kinesiske skrifttegn (jeg kan ikke se forskel).
Og der stod en bemalet skærmvæg som isolerede ventepladserne til take-away fra resten af restauranten.
Men det var sådan ca. også det.
Og det var masser af lys.
Og det er jo i virkeligheden en fordel når man skal koncentrere sig om maden.
For man kan tydeligt se, hvad man putter i munden.

Spisekortet indeholder en mængde forskellige menuer med forskellige kombinationer af sushi og sticks i forskelligt antal, samt en lang a la carte liste med sushi.

Vi faldt begge for en menu med 7 stykker sushi og 4 sticks.
Med til menuen hørte en lille skål salat som forret og en skål miso-suppe.

Til ære for de læsere, som ikke har helt styr på de japanske specialiteter kommer der en nærmere beskrivelse efterhånden som måltidet skrider frem.

Vi besluttede at vi ville prøve noget japansk øl til maden.
Vi holder begge meget af spændende øl, og vi havde ikke rigtig prøvet noget japansk før.

Der var to slags på menukortet og vi delte en af hver.
Den første hed Kirin Ichiban.
Det var ikke nogen stor øl.
Den var ærlig tal lidt småtynd.
Men på den anden side, det er de fleste asiatiske øl jo.
I asien bruger man i vid udstrækning ris i stedet for byg til brygningen.
Ligesom man gør med Budweiser.
Og det giver jo altså på ingen måde en kraftig øl.
Øltypen må vel nærmest betegnes som en pilsner.
Men altså en tynd en af slagsen.
Men et friskt og læskende bekendtskab.

Den næste hed Sapporo.
Den var en ANELSE kraftigere.
Men ikke meget.

Men OK.
Vi var ikke kommet for at drikke øl men for at spise sushi.

Øllerne kom på bordet så snart vi havde bestilt og det gjorde den lille salat også.
Salaten så sådan ud.

Som man kan se blev den serveret i en lille muslingeformet skål af procelæn.
Der var naturligvis ingen kniv og gaffel, men de sædvanlige engangs spisepinde, som man skulle pakke ud af papirembalagen og skille ad i to dele.
Der var også en lille porcelæns "bænk", som man kunne lægge pindene på imellem retterne.
Selve salaten var helt utrolig frisk og lækker.
Jeg er noget usikker på ingridienserne.
Men der var i hvert fald gulerod, hvidkål og spirer af en slags. Sikkert bønnespirer.
Dressingen var baseret på eddike og var meget frisk.
Det sorte drys på toppen kan jeg ikke gætte hvad var.
Men det var en rigtig frisk apetizer.

I samme øjeblik vi begge havde lagt pindene fra os var tjeneren der for at rydde bordet.
Og højest 2 minutter efter stod der en skål miso-suppe foran os.

Jeg har fået miso-suppe flere gange før og egentlig altid undret mig over, hvad den egentlig er lavet af.
Så denne gang gik jeg hjem og slog det op.
Miso er en pasta fremstillet af gæret ris, byg og soyabønner.
Det kan være krydret på forskellig vis og der findes hundredevis af forskellige varianter.
Miso suppe laves af denne pasta, som udrøres i  kogende vand.
Så tilsættes typisk tofu, forårsløg og forskellige andre grøntsager skåret i småbitte terninger.
Misosuppe er en mege sund spise, fordi den er meget rig på protein, vitaminer og mineraler.
Den er meget mild i smagen.
Og hvis man forventer en eksplosion af kraft og smag, som i vores hjemlige oksekødsuppe, bliver man skuffet.
Men vi vidste hvad vi gik ind til, så vi blev ikke skuffede.
En lækker afbalanceret suppe.
Og jeg følte i hvert fald at munden var blevet renset og forberedt på den sushi, der kom som det næste.

Igen var vi dårligt blevet færdige før skålene blev fjernet og næste ret serveret.

Der findes rigtig mange forskellige slags sushi.
Og her taler jeg ikke kun om at der anvendes forskellige slags fisk.
De forskellige udførelser har forskellige navne.
Sushifremstilling er et meget krævende og ærefuldt håndværk.
Jeg har endnu ikke forsøgt mig med at lave det selv.
Men det kommer nok en dag.

Hvis vi starter øverst til venstre på billedet ligger der to inside-out.
Ja det hed de altså på menukortet.
Jeg har igen snydt lidt og søgt på nettet.
De hedder også Uramaki og er mere populære i vesteuropa og USA end de er i Japan.
De kaldes inside-out fordi risen her er uden på fyldet istedet for omvendt.
Fyldet består i dette tilfælde inderst af agurk, avocado og noget som jeg ikke helt kunne bestemme.
Muligvis krabbe.
Uden om fyldet er rullet et lag Nori, som er en storbladet tang-art.
Og yderst altså risene.

Men hov.
First things first.
Sushi bliver næsten altid serveret med frisk eller syltet ingefær i tynde tynde skiver.
Og med en klat wasabi.
Wasabi er en grøn pasta, som traditionelt fremstilles af roden på wasabi-planten som også kaldes japansk pebberrod.
Men nu om dage fremstilles wasabi oftest af pebberrod, sennep og grøn farve, fordi wasabi planten er meget vanskellig at dyrke. (tak wikipedia)
Man får en lille skål sammen med sushien, og meningen er så at man hælder lidt soyasauce op i skålen og tager en lille klat wasabi og rører den ud i soyaen.
Tricket her er at nøjes med en LILLE klat.
For wasabi er meget stærkt.
Når man så spiser sushien dypper man før hver bid i denne wasabi-soya blanding.

Men tilbage til sushien.
Det er jo altid et sjovt lille indslag når man skal spise med pinde.
Selvom både Pernille og jeg efterhånden har gjort det mange gange, kræver det jo en del koncentration.
Især inside-out kan være svært, fordi der ikke er noget til at holde sammen på risene, der dermed har en tendens til at løsne sig, når man dypper i saucen.
Men det gik dog rimelig godt for os begge denne aften.

Det næste i rækken, øvert til højre var to makiruller.
Maki er sådan set det omvendte af en inside-out.
Yderst nori, dernæst ris og inderst fyldet.
I dette tilfælde var fyldet magen til inside-out rullerne.

Hvor inside-out kan være svære at spise med pinde fordi risen falder fra hinanden, er maki svære at spise, fordi de er meget større.
Så det kræver øvelse med pindene.

Nederste række bestod af tre forskellige nigiri.
Nigiri er i modsætning til inside-out og maki ikke rullet.
Det er i bund og grund en rektangulær klods af ris med et stykke fisk eller skaldyr på toppen.
Den første var med en stor reje, hvor de yderste skaller fra halen endnu sad på.
Her var det så at undertegnede opgav at spise med pinde og fortsatte med fingrene.
For der kan gå meget galt når man dypper.
Risen kan gå fra hinanden.
Fisken kan ryge af.
Og når man så oven i købet skal holde styr på halen gik det over mine evner med pindene.

Den næste nigiri var med tun.
Det har altid været en af mine favoritter.

Den sidste var med laks.

Nu har dette jo efterhånden udviklet sig til en indføring eller et kursus i sushi.
Og det gør jo ikke så meget.
Men jeg vil bare understrege at den sushi vi fik på Nyu Sakura denne aften var helt i top.
Meget frisk, lækker og velsmagende.

Denne gang gik der hele 5 minutter før næste ret stod på bordet.
Vi var ret spændte på hvad vi nu blev udsat for.
For i menukortet stod der at der var tale om 4 forskellige sticks serveret med krabbesalat...

Heldigvis var krabbesalaten en grøn salat med krabbekød og ikke en mayonaisesalat.
Det ville alligevel også have været lidt for svensk.

Der var også en fin lille top af varme ris med et drys af de samme sorte partikler som salaten i begyndelsen.
Jeg ved stadig ikke hvad det var.

Der var 4 sticks.
Altså 4 spidse træpinde, som var stukket igennem forskellige lækre sager.
De 4 sticks lå pænt ved siden af hinanden overhældt med en stribe teriyaki sauce.
Det er en slags sød og meget kraftig soyasauce.

De 4 sticks i denne anretning var med mørbradbøf, kyllingefrikadeller, kalkunkød og rejer.
Alt var varmt, veltilberedt og lækkert.
Men rejerne var sat på pinden med skallerne på.
Så det var lidt bøvlet at få dem sat til livs.

Da vi var færdige med vores sticks var der gået 45 minutter fra vi satte os.
Der kan man virkelig forstå, hvorfor sushi for mange mennesker er fastfood.

Vi holder begge meget af sushi.
Vi har fået det flere gange.
Og vi skal helt sikkert have det igen.
Vi blev på ingen måde skuffede over Nyu Sakura.
Regningen lød på 426 kr.
Det må bestemt siges at være rimeligt.

Mens jeg skrev denne anmeldelse fik jeg endnu et bevis på at japansk er svært.
Da jeg slog op på Google inden vi kom til restauranten, fandt jeg en artikel fra Hillerød lokalavis.
I denne artikel er restauranten omtalt som Nyu Kaura.
Men da jeg fandt regningen frem mens jeg sad her og skrev, viste det sig at den faktisk hedder Nyu Sakura.
Det forklarer også, hvorfor Nyu Kaura ikke havde nogen hjemmeside.
Det har Nyu Sakura til gengæld.
http://nyu-sakura.recognized.dk/

La Fiesta Mexicana - Frederiksberg

Vi havde været på flødebollekursus.
(Det går pludselig op for mig at næsten alle mine indlæg starter på den måde. "Vi havde været...". Jeg må se at finde på noget andet)

Anyway.
Vi havde været på flødebollekursus.
Hos Frederiksberg Chokolade på Frederiksberg Alle.
Det var et personalearrangement gennem Pernilles firma.
Og jeg havde fået lov til at komme med.

Det var et rigtig godt arrangement.
Vi var 17 i alt.
Og vi fik et par fornøjelige timer til at gå med skumsprøjtning, chokoladedypning og pyntning.
Og vi fik en masse flødeboller med hjem.
Indrømmet, nogen var pænere end andre, men der var mange point for det kunstneriske indtryk.

Så det kan klart anbefales.
http://www.frederiksbergchokolade.dk/kurser.html

Men det var jo ikke det jeg ville fortælle om.

Efter flødebollerne gik vi i samlet trop ca. 300 meter ned ad Frederiksberg Alle til La Fiesta Mexicana.

Stedet var blevet valgt fordi det lå indenfor gå afstand fra Frederikberg Chokolade og fordi priserne var rimelige.

Der var stillet et langt bord op midt i restauranten til os.
Lokalet var ikke så forfærdelig stort.
Der var måske 15 borde i alt foruden vores.
Det var fredag, og det var meget heldigt.
For fredag og lørdag er der levende musik.
To mexicansk udseende mænd sad i et hjørne og spillede på guitar og panfløjte og sang til.
Det var vældig hyggeligt og helt klart med til at skabe den rigtige mexicanske stemning.

Indretningen var også typisk mexikansk.
Omend mere afdæmpet end man ofte ser det.
Nu har jeg aldrig været i Mexico.
Men mit indtryk var, at det var meget autentisk.
Her kommer det afdæmpede også ind i billedet.
På mange andre af de mexikanske restauranter, vi har besøgt, er dekorationen med diverse mexikanerhatte, papmachekaktusser og ponchoer meget overvældende.
Somme tider føler man næmest at man sidder i en filmkulisse.
Men hos La Fiesta Mexicana er det meget mere hyggeligt.
Jo vist var der da både vægtæpper med Inkamotiver og en enkelt mexikanerhat eller to.
Men det var som sagt afdæmpet.
Og dermed meget mere hyggeligt.

I hjørnet stod et stort akvarium med farvestrålende fisk.
Vel ikke specielt mexikansk.
Men meget flot og dekorativt.

Da vi var blevet sat ned var der i begyndelsen lidt forvirring, fordi vi slet ikke havde fået menukort nok.
Men det lykkedes efterhånden for den søde servitrice at få skrabet så mange sammen, så alle kunne i det mindste få en anpart i et menukort.

Det tog jo naturligvis en rum tid for 17 mennesker at få besluttet sig for, hvad de hver især skulle have.
Men heldigvis stod der kurve med nachos og salsa på bordet, som man kunne guffe lidt af i ventetiden.

Vi sad jo ved et langt bord, så jeg vil koncentrere mig om den mad Pernille og jeg fik.
For det var svært at få et overblik over de andres bestillinger.

Vi besluttede os for en 3-retters menu, hvor vi kunne vælge mellem en stor del af spisekortet til de forskellige retter.
Der var stor variation i, om folk skulle have forret eller ej.
Men ham der sad overfor mig proklamerede hurtigt at hans forret skulle være en margharita.
Det grinede vi alle meget af, men det blev hurtigt til at vi bestilte to hele kander med margharita til hele bordet.
Og det var jo en dejlig ting.

Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle drikke, da jeg overhørte at servitricen fortalte en på den anden side af bordet at de skam også havde en MEGET mørk mexikansk øl.
Jeg havde egentlig det indtryk at mexikansk øl enten var Corona (som man vel dårligt kan kalde en øl) eller Mexicali, som jo også er en meget lys og let øl.
Så da jeg hørte om den mørke øl var det ikke svært at bestemme sig.

Det viste sig at være en Negro Modelo.
Meget mørk med en svagt rødlig farve.
En lille smule chokolade og karamel i smagen uden at være sød.
Den var forbavsende let i forhold til det ret bastante udseende.
Og den viste sig at passe endog rigtig godt til den stærke mexikanske mad.

Vi hyggede os og snakken gik livligt omkrig bordet.

Og inden ret længe kom forretterne og margharitaerne.
Der blev skålet bordet rundt i margharita og den var ikke kedelig.
Der var ikke sparet på tequilaen.

Både Pernille og jeg havde bestilt nachos til forret.
Vi kan så godt lide nachos.
Jeg havde bestilt med kylling og Pernille havde bestilt med guacamole.
Hun kan så godt lide guacamole.

Begge portioner var rigelige.
Som altid når vi spiser mexikansk fik jeg et lille stik af usikkerhed ved synet.
For havde jeg nu fået bestilt en for voldsom forret, så jeg ikke kunne spise hovedret?
Og som altid blev mine tvivl gjort til skamme.

Der er ikke så meget at sige om forretterne.
Chipsene var varme og sprøde.
Kyllingen var lækkert krydret.
Og osten var tilpas smeltet.
Det var bare helt i orden.

Men her kommer så et lille problem.
For nu kommer der et billede.
Lige om lidt.
Men mexikansk mad har jo, uanset hvor godt det smager, et problem.
Det er ikke særlig fotogent.
Man kan sige at alle de gode kvaliteter i maden ligger i smagen.
Så der er ikke så meget overskud til at se godt ud.
Faktum er i hvert fald at det meste mexikanske mad ligner en omgang rod-sammen med ost på.
Og således også disse forretter.
Og i øvrigt hovedretterne.
Der er absolut ikke noget dårligt at sige om smagen.
Men man kan også sige at mexikansk mad måske gør sig bedst i dæmpet belysning.
I modsætning til den kvindelige del af selskabet.

Her kommer billedet af Pernilles nachos.

 

Mine så stort set lige sådan ud.
Bortset fra at der ikke var guacamole på.

Så vi spiste vores nachos.
Samtidig med at en del af det øvrige selskab spiste deres forretter, som jeg ikke rigtig kunne se, derfra hvor jeg sad.
Og vi skålede i margharita.
Og så ventede vi.
Og ventede.
Og lyttede til musikken.
Og ventede.
Og drak margharita.
Og ventede.

I alt gik der næsten en time, fra alle var færdige med forretterne til de første hovedretter kom på bordet.
Servitricen havde på forhånd sagt at de ville bestræbe sig på at servere alle retter samtidig.
Men alligevel tog det næsten et kvarter før den sidste havde fået sin hovedret.
Det synes jeg altså er i overkanten.
Godt nok var vi et halvstort selskab.
Men alligevel.
Mexikansk mad er jo ikke det store komplicerede rent anretningsmæssigt.
Og der er ikke så meget med sarte ingredienser, som kun lige kan tilberedes i sidste øjeblik.
Måske var der kun en enkelt kok i gang.
Jeg ved det ikke.
Men det var en lang ventetid.

Men da det endelig kom var det godt.
Flere i selskabet havde bestilt fajitas.
Og det er jo altid festligt, når de sydende fade bæres ind.

Jeg havde bestilt chili con carne og Pernille havde bestilt Enchilada med kylling.

Jeg kan huske at jeg engang satte mig for at finde den ultimative opskrift på chili con carne.
Jeg kan så godt lide chili con carne.
Det viste sig at være et større detektiv arbejde.
Der er to skoler.
Den ene skole mener at der absolut skal bønner i.
Og jo flere jo bedre.
Helst forskellige slags.
Den anden skole mener det er en dødssynd at besudle det lækre kød med bønner.
Ligeledes sværger nogen til hakket kød og andre til skært kød.
Det lykkedes mig dengang at få sammensat en, synes jeg selv, rigtig god opskrift.
Så det var jo spændende hvordan La Fiesta Mexicana ville fortolke denne klassiske ret.
Den blev serveret med chilien i en skål for sig og de mexikanske ris i en skål for sig.
Meget sympatisk.
Så bliver det ikke til en gang rod-sammen på en tallerken.
Selve chilien var meget våd i konsistensen, som den skal være.
Så der var meget praktisk lagt en ske sammen med gaflen.
Denne chili var lavet med skært kød.
Og med en begrænset mængde bønner.
Den havde lige den rette mængde chili i sig, så man kunne mærke at den smagte af noget.
Men uden at den var så stærk så man havde flammer ud ad ørerne.
Den var rigtig lækker.
Kødet var supermørt.
Risene perfekte.
Alt i alt en rigtig dejlig chili con carne.

Pernilles Enchilada var efter sigende også vældig god.
Normalt plejer vi at smage hos hinanden.
Men det fik vi af en eller anden grund ikke gjort denne aften.
Men ifølge Pernilles udsagn her et par dage efter, var den pikant i smagen.
Godt krydret men ikke så man bagefter følte at man ikke havde nogen mund.
(Og det var jo praktisk, for vi skulle også have dessert)
Salsaen var lækker og der var masser af ost.
Igen er retten altså ikke så fotogen, men den så sådan ud.

Da tallerkenerne var ryddet af, viste det sig, at det kun var Pernille og mig, der skulle have dessert.
Men stemningen var høj så det gjorde ikke så meget for de andre.
Tror jeg.
Så vi ventede på at få vores desserter.
Og ventede.
Og ventede.
Efter en halv times tid var der en der skulle på toilettet.
Han spurgte i forbifarten servitricen om de havde glemt os.
Hun så noget forfjamsket ud og styrtede ud i køkkenet.
På tilbagevejen fik han at vide at desserterne skam var på vej.
I mellemtiden var der blevet bestilt en kande jordbær-margharita, som de dessertløse kunne nyde mens vi fik dessert.
Nu gik der så kun ca 10 minutter, før vores desserter stod på bordet.
Så jeg er ret sikker på at de VAR blevet glemt.
Lidt dårlig stil synes jeg.

Men desserterne var gode.
Vi havde bestilt to forskellige variationer af en isanretning.
En med sorbet og en med almindelig is.
De var begge vældig flot anrettet med diverse udskårne frugter, som man kan se på billedet.
Der var i alt seks forskellige slags is.
Og de var allesammen meget lækre.
De smagte udpræget hjemmelavet.
Så ikke noget at udsætte på dem.

Jeg ved ikke hvormeget regningen lød på.
For det blev en samlet regning for os alle sammen, som så skal fordeles en af de nærmeste dage på kontoret.
Men mit indtryk af prisniveauet ved at kigge på menukortet er at de bestemt ligger i den lave ende af skalaen.
Jeg har ikke lige sammenlignet med andre mexikanske restauranter.
Men La Fiesta Mexicana er i hert fald ikke MEGET dyrere end det generelle niveau.

Vi havde haft en dejlig aften.
Både hos Frederiksberg Chokolade og hos La Fiesta Mexicana.
Maden var tiptop og prisen var i orden.
Vi kommer sikkert forbi igen.
Men næste gang tror jeg nu nok det bliver i et noget mindre selskab.
Så vi ikke stresser det stakkels personale unødigt.

http://www.lafiestamexicana.dk/

Restaurant Elysee - Malmö

Vi havde været i Operaen.
I Malmö.
Pernille, Johan og jeg.
Vi havde set et stykke, der hed Black Silk.
Det var Skånes Dansteater, som havde sat det opp.
Det var blandt andet bygget på musik af det finske opera/heavy band Nightwish.
Det var det, der havde tændt os, for vi kan alle godt lide Nightwish.
Der var nu ikke helt så meget Nightwish musik som vi havde forestillet os.
Men vi havde en dejlig aften.

Efter forestillingen ville vi ud og have lidt at spise.
Så vi gik over til den Opera Grill, som ligger lige ved siden af Operaen.
Men eftersom vi ikke havde bestilt bord, kunne vi glemme alt om det.
Så vi satte os i bilen og kørte lidt rundt for at finde et sted.
Det skulle være et sted, hvor vi kunne parkere tæt på restauranten.
For Pernille havde nye høje sko på...

Efter en del køren rundt fandt vi endelig et sted.
Restauranten hed Elysee og lå på et lille torv, sammen med en masse andre restauranter og natklubber.
Da vi havde parkeret ca. 100 meter nede ad gaden, gik Johan og jeg ind for at se om vi kunne få et bord.

Lige indenfor døren var der en lille pult, hvor man tilsyneladende holdt styr på bordreservationer og den slags.
Så vi stillede os op og ventede pænt.
Der var ret mange mennesker i restauranten denne aften.
Og en 4-5 yngre servitricer strøg forbi os igen og igen på vej ind og ud fra køkkenet.
Det var åbenbart ikke dem, som skulle anvise os et bord.
Der kom efterhånden en 5-6 andre gæster, som også skulle have et bord.
Flere af dem henvendte sig til os for at blive betjent.
Men vi måtte jo forklare at evi altså ikke arbejdede der, men selv ventede på et bord.
Jeg skylder måske lige at fortælle at vi begge var MEGET nydelige i vores mørke habitter.
Så deres fejltagelse var jo forståelig.
Pludselig kom et større selskab af yngre damer myldrede ind.
Og lige samtidig kom en nydelig men noget reserveret herre ud fra køkkenet.
Han så lidt chokeret ud over at der stod så mange mennesker.
Men han spurgte om det var Louises selskab.
Det viste sig at de mange nytilkomne damer var Louises selskab.
Og de blev hurtigt vist ind i det fjerneste lokale.
Da han kom tilbage blev det vores tur, og jeg spurgte om han kunne klare et bord til tre, som ikke havde bestilt.
Han granskede sin notesbog et stykke tid og forsvandt så uden et ord i den modsatte retning af Louises selskab.
Vi blev stående lidt usikre på om vi skulle gå med eller ej.
Men så kunne vi se at han var i gang med at sætte to 2-personers borde sammen midt i lokalet.
Han kom hurtigt tilbage og bad os følge med.
Jeg sendte Johan ud for at hente Pernille i bilen og fulgte selv efter tjeneren.

Bordet stod i den ene ende af lokalet og jeg satte mig med ryggen mod væggen, så jeg kunne se ud over det meste af restauranten.
En af de unge servitricer kom hurtigt med service og bestik til 3 samt 2 menukort.

Da Pernille og Johan havde fået sat sig, begyndte vi at studere menukortene.
Det viste sig at Elysee er berømte for deres fondue.
Næsten alle i restauranten fik fondue.
Man kunne få den i to forskellige versioner.
En "almindelig" og en asiatisk.
Men vi havde ikke rigtig lyst til fondue, så vi kiggede lidt rundt i det øvrige menukort.

Der var 3 3-retters menuer og en hel del både for- og hovedretter samt desserter.
Mange af tingene havde sjove navne.
Dels fordi det jo var på svensk, men også fordi de bare var sjove.
For eksempel kunne man få "Elefantøre"
Det fremgik ikke helt hvad det var, der stod blot noget om at det jo var en traditionel ret, som blev serveret med diverse tilbehør.
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det faktisk er et ikke helt ualmindeligt navn for en wienerschnitzel.
Men det var der ingen af os, der havde hørt om på det tidspunkt.

Men vi fik da fundet ud af, hvad vi skulle have og fik bestilt.
Mens vi ventede kiggede vi os lidt omkring.
Det var et meget hyggeligt lokale.
Det så ud som om der havde været restaurant der altid.
Vi kunne ikke blive enig om, hvorvidt tapetet var almueagtigt eller lignede et cirkustelt.
Men det var i hvert fald lodret stribet i rød, gul og grøn.
Ikke just smukt i sig selv, men det passede fint til resten af stemningen.
Langs den ene væg hang der en række malede portrætter af fornemt udseende mænd.
Vi genkendte ikke umiddelbart nogen af dem.
Men vi er jo heller ikke svenskere.
Rundt på alle væggene en halv meters penge fra loftet hang hylder, som var fyldt med læderindbundne bøger i bunker.
Og i vindueskarmen lå gammelt fint bogbinderværktøj.
Rummet var oplyst af en mængde hvide skibslanterner.
Der var også et stort antal miniature malerier, som havde forskellige landlige og jagt inspirerede motiver.
Alt i alt mægtigt hyggeligt og med præg af historie.

Pernille ville ikke have forret, så jeg hentede en skål salat til hende.
Hun havde jo stadig skoene på.

Jeg havde valgt en 3-retters menu og Johan havde valgt 3 a la carte retter.
Vi skulle begge have Toast Walther til forret.
Det viste sig at være et stykke ristet håndskåret franskbrød med rejesalat og lakserogn.
Det var meget lækkerrt anrettet med en limebåd på toppen og smagte himmelsk.
Men det var en noget tung anretning af en forret at være.

Pernille havde valgt det famøse Elefantøre som hovedret.
Det var en meget stor wienerschnitzel, som blev serveret med en stegt blanding af kartoffel- og løgtern, en varm tomatrelish, 2 store panerede og stegte løgringe, en enkelt grøn asparges samt en lille skål med bearnaise.

Vi smagte alle 3.
Og jeg må sige at det er det møreste stykke kalvekød jeg længe har fået.
Meget meget lækkert.
Jeg synes måske det er lidt underligt både at servere tomatrelish og bearnaise.
Men det kunne nu godt gå an.

Johan havde bestilt en planksteak.
Det var en pæn medium stegt bøf, som blev serveret på en træplanke.
På planken lå en flot sprøjtet trekant af kartoffelmos, som havde været en tur under grillen, så den var smukt lysebrun.
Desuden 2 af de samme løgringe som til Elefantøret, den samme bearnaise samt en håndfuld grønne asparges.

At dømme efter Johans ansigtsudtryk smagte det himmelsk.
Vi andre fik i hvert fald ikke lov til at smage.

Jeg havde bestilt Red Snapper filet.
Jeg kan så godt lide Red Snapper.
Det er en dejlig fast og lys fisk.
Jeg ved ikke rigtig hvordan den ser ud i levende live.
Men den må have en vis størrelse.
For de fileter man normalt får, plejer at være pænt store og tykke.
Dem jeg fik denne aften var lidt mindre.
Til gengæld fik jeg to, så det gjorde ikke spor.
De lå på et leje af asparges og var næsten døkket af et lag ristede cherrytomater og rød og gul peberfrugt i tern.
På toppenm lå en enkelt rød chili.
I en lille skål lå små sprødristede kartoffeltern.
Og rundt i kanten af tallerkenen lå en stribe pesto.

Fisken var stegt helt perfekt.
Kødet gik fra hinanden i store flager, når man stak gaflen i.
Grøntsagerne på toppen var rimelig stærkt krydrede.
Men det hele gik op i en højere enhed og skabte en meget lækker fiskeanretning

Hovedpunktet på sådan en aften har det ofte med at være desserterne.
Det er i hvert fald ofte dem der får mest tid ved menulæsningen.

Svenskerne kan jo godt lide søde ting.
Sødt brød, søde kartofler og søde desserter.
Og sådan var det også på Elysee.

Pernille havde bestilt en Tobblerone mousse.
Den blev serveret i form af en kugle på en aflang tallerken.med to friske jordbær i den ene ende og en klat hindbærsyltetøj i den anden ende.
På toppen en lille vaffelrulle.

Det var en sød sag.
Den smagte fint af Toblerone.
Men var altså både meget sød og fed.
Så selvom vi andre også lige skulle smage lykkedes det ikke at spise den op.
Men det HAVDE også været et stort elefantøre.

Johan fik en meget overdådig anretning med marengs, bananskiver, vanilleis, flødeskum, chokoladesovs og et vaffelrør..
Han proklamerede efter første mundfuld at det var den bedste vanilleis han havde fået..
Og det siger jo ikke så lidt.
Men det lykkedes heller ikke ham at spise op.

Jeg skulle have friturestegt camenbert.
Jeg havde ikke lige checket, hvad den skulle serveres med.
Så jeg gik egentlig bare ud fra at det ville være traditionelt med ristet brød og solbærsyltetøj.
Men der tog jeg fejl.
Jeg fik hele to pæne store ostetrekanter.
Fire ostekiks.
En lille skål med vanilleis.
En stor klat æblekompot.
Samt en bunke persille, som virkede helt sprødt.
Det må jo have været stegt på en eller anden måde.
Men det virkede ikke på nogen måde som om det havde været i kontakt med fedtstof.
Det var helt sprødt uden at være tørt.
En spændende oplevelse.

Jeg kiggede jo lidt på det utraditionelle tilbehør.
Men det fungerede forbavsende godt sammen.
Jeg havde nu nok foretrukket brød i stedet for ostekiks.
Men det er en detalje.
Jeg ved ikke om dette tilbehør er traditionelt i Sverige.
Så meget har jeg heller ikke spist på den anden side af sundet.
Men det var meget meget lækkert.
Specielt isen sammen med den varme ost var helt fantastisk.
Jeg kunne godt spise op.

Vi fik i alt 5 glas cola og Pernille fik en kop kaffe til desserten.
Regningen lød på 998 kroner.
Svenske vel at mærke.
Det er bestemt en rimelig pris for sådan en aften.

Jeg har mest godt at sige om restaurant Elysee.
Maden var veltillavet.
Portionerne var overdådige.
Prisen var i orden.
Det var ikke overambitiøst, men snarere sådan lidt jævn men god mad.
Hvis man endelig skulle sprede lidt malurt kan man sige, at der måske var lidt for mange gengangere i tilbehøret til hovedretterne.
Eller også var vi bare heldige (eller uheldige alt efter temperament) at ramme ind i det samme.

Hvis vi en anden gang er i Malmö kunne vi sagtens finde på at gå derind igen.
Isør hvis vi får lyst til fondue.
For det så nu også ret så lækkert ud.

Jeg beklager den dårlige billedkvalitet i dette indlæg.
Men vi havde ikke et rigtigt kamera med.
Så det er det bedste min mobiltelefon kan præstere under vanskelige lysforhold.

Der er ikke megen information at hente på restaurantens hjemmeside.
Men her kommer linket alligevel.
Man kan jo altid få et lille indtryk.
http://www.malmborgen.nu/sitestart.asp?page=elysee

Cafe Optimisten - Nyhavn - Købebhavn

Lørdag eftermiddag.

Vi havde været på museum.

Davids Samling
Meget spændende men også ret overvældende.
Så vi trængte til en sen frokost.

Da vi kom ud på gaden overvejede vi lidt, hvad vi skulle.
Men bestemte os hurtigt for at gå i Nyhavn og afprøve Cafe Optimisten, som Pernille havde hørt om.

Som sagt så gjort.
Vi drejede mod Nyhavn og fik ret hurtigt øje på en kæmpe storskærm, som ragede højt op over havnen.
Vi blev lidt irriterede og talte om at det dog også var for dårligt at hele byen snart er plastret til med diverse pågående reklamer.
Men da vi kom lidt tættere på, kunne vi både se og høre at der var tale om en storstilet konkurrence i buskydning, som foregik henover havneløbet, og som så samtidig blev vist på storskærm til ære for dem, der stod længst væk.
Og det var jo straks en anden sag.
Dejligt at se at byens pladser kan bruges alternativt.

Nå men det var et sidespring.

Vi fik mast os igennem menneskemængden og ned mod Nyhavnsbroen.

Cafe Optimisten ligger på "Den Forkerte" side af Nyhavn.
Den side der i gamle dage hed "Den Pæne" side.
Så der er væsentlig mindre trængsel end ovre i solsiden.
Og det er jo rart.

Vi fandt hurtigt cafeen, som lå lidt undseligt og skuttede sig næsten lige ved siden af broen på denne kølige eftermiddag.
En diskret markise og et par enkelte borde, som optimistisk var stillet op udenfor markerede at her lå en lille oase.
Optimistisk fordi der egentlig var ret køligt og blæsende.

I døren stod en ung servitrice, som ivrigt fulgte efter os ned i dybet og ivrigt forkyndte at vi skam måtte sætte os lige hvor vi havde lyst.
Så vi valgte et hjørnebord længst inde i cafeen for bedre at få et overblik over resten af lokalet.

Det første der faldt mig ind, da vi havde sat os og kiggede os lidt omkring var, at det var dog et herligt sammensurium.
Her tænker jeg på indretningen og udsmykningen.
Der var masser af maritime detaljer som skibsure og taljeblokke og skibsmodeller, som understregede at vi jo altså befandt os i en havn.
Men der var også dekorative vinkasse-låg, Andy Warhol billeder og plakater fra film og koncerter.
Møbleringen kunne man vel nærmest betegne som lidt spartansk.
Eller måske snarere enkel og funktionel.
Ikke så mange dikkedarer.

Vi startede med at bestille drikkevarer, fordi vi var meget tørstige efter museumsbesøget.
En lille fadøl og en flaske kildevand til hver.
De kom på bordet efter højest to minutter.

Spisekortet stod i en holder på bordet.
Og igen var mit første indtryk, sikke dog et herligt sammensurium.
Der var smørrebrød og platter.
Et par forskellige anretninger med marineret sild.
Der var pastaretter, sandwiches og salater.
Og et par pizzaer.

Mens vi sad og studerede kortet, kom den anden af de to unge servitricer, der udgjorde personalet med en clubsandwich til nabobordet.
Og den så så lækker ud at vi straks begge besluttede os for at prøve sådan en.
Igen gik det vældig hurtigt.
Ikke mere end 10 minutter.
Den så endnu lækrere ud tæt på.

Og den smagte endnu bedre.
Jeg tror uden at lyve at jeg kan sige at det er den bedste clubsandwich, jeg har fået.
I hvert fald i nyere tid.
For der var jo en gang i en sen nattetime for 25 år siden på en natklub i det indre København...
Nå men tilbage til Optimistens udgave.
Et lunt og sprødt stykke ciabatta.
Friseesalat og rucola.
Tomatskiver
Mange tykke skiver lækkert krydret kyllingebryst. Tydeligt friskstegt.
Baconskiver som godt kunne være håndskårne.
Mild og behagelig karrydressing.

Det er jo altid spændende at bestille en sandwich som denne på en cafe.
Får man nu en lille flad tør tingest, som til gengæld kan spises med fingrene.
Eller får man en mere svulstig model som kræver bestik.
I virkeligheden har jeg et lidt ambivalent forhold til den problemstilling.
For jeg synes jo faktisk at en sandwich skal spises med fingrene.
Til gengæld foretrækker jeg helt bestemt de mere fyldige modeller.
I dette tilfælde var der ikke så megen tvivl.
For det ville være halsløs gerning at forsøge sig uden bestik med Optimistens clubsandwich.
Det var et helt måltid og alting smagte himmelsk.

VI blev liiige nødt til at bestille en øl mere undervejs.
Man bliver altså meget tørstig af at gå på museum.

Da vi var færdige med sandwichen, var vi mætte.
Men ikke mere mætte end at vi blev enige om at man sagtens kan spise dessert til frokost.
Så vi kiggede på spisekortet en ekstra gang og faldt begge for chokoladekagen.
Der var et par andre muligheder, men chokoladen så mest spændende ud.
Til kagen bestilte vi en Cafe Latte og en dobbelt Espresso.

Igen gik det lynhurtigt.
Første indtryk var at skummet på Latten var så tykt og fyldigt at skeen næsten kunne stå selv.
Imponerende.
Espressoen smagte næsten som i Italien.

Og chokoladekagen var gennemført lækker.
Lun, svampet og smagfuld.
Den blev serveret med en klat flødeskum, et enkelt jordbær, et par skiver ananas og en kunstfærdig stribe chokoladesovs henover.

 

En himmerigsmundfuld.
Hvis man endelig skulle foreslå en forbedring skulle det være at skifte flødeskummen ud med en kugle hjemmelavet vanilleis.
For kagen er kraftig nok til at den sagtens kan bære det.

Da vi ankom var vi næsten alene i cafeen.
Men da vi gik var der stuvende fuldt.
Om det var stamgæster eller folk der skulle have varmen efter bueskydningen er svært at sige.
Men vi havde i hvert fald en dejlig oplevelse.

Regningen lød på 425 kr.
Og det kan man bestemt ikke sige er dyrt.
Det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi besøger Cafe Optimisten.

www.optimisten.org