Il Peccato - København

 
Vi skulle ind og se Crazy Christmas Cabaret i Tivoli.

Jeg selv, Pernille og vores søn Johan.

Det er ved at være en fast tradition at en større flok familie og venner ser den sammen hvert år.
I år skulle vores ven gennem mange år, Kim, med for første gang.
Han havde foreslået at vi gik ud at spise først, og den slags kan vi jo som regel lokkes til.

Valget faldt på Il Peccato på Axseltorv.
Den har ikke ligget der så længe.
Men vi havde fået den anbefalet af flere.

Den ligger lige over for Palads biografen på det hjørne, hvor der engang var spillehal.
Og der har vist været flere forskellige ting.
Men nu er der altså italiensk restaurant.

Vi skulle mødes derinde kl 17.
Pernille hentede mig på arbejdet og Johan tog toget ind, så vi reducerede parkeringskaosset mest muligt.
Jeg læssede Pernille af lige ved restauranten og kørte så lidt rundt for at finde en parkeringsplads.
Det lykkedes heldigvis rimelig hurtigt, og heldigvis regnede det kun en lille smule, for der var trods alt et stykke at gå.
Men jeg var glad for min nye sixpence.

Da jeg nåede frem var de andre blevet bænket ved et vinduesbord.
Der var blevet serveret friskbagt brød og små skåle med olivenolie.
Så jeg slog mig ned, gik i gang med det lækre lune brød og så mig omkring mens vi ventede på menukortene.

Il Peccato er en italiensk Restaurant med stort R.
Der er ikke noget trattoria over den.
Ingen stråtækte halvtage inde midt i lokalet.
Ingen bastomvundne chiantiflasker.
Ingen naivistiske vægmalerier af bjerglandsbyer.
Ingen vakkelvorne borde med fletstole.
Dejligt.

I stedet er lokalet meget enkelt næsten spartansk indrettet.
Hvide vægge uden noget tingeltangel
Et enkelt bladløst træ midt i lokalet udgjorde næsten hele dekorationen.
På et par af de hvide vægge kørte en projektion af en buldrende pejs.
Gode polstrede læderbetrukne stole.
Sorte duge med glasplader over.
Alt i alt meget stilligt og elegant.
Men samtidig hyggeligt.

Menukortene var en overvældende oplevelse.
Vi fik hver sit kæmpestore læderindbundne kort med guldtryk.
Jeg gætter på at de var i A3 format.
Så det lykkedes mig næsten at vælte mit vinglas, som heldigvis stadig var tomt.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvor mange retter vi skulle have og den slags.
Vi skulle trods alt videre i teatret.
Men vi var også sultne.

Endelig blev det til at de tre af os ville have forretter og at vi ville kigge på desserterne efter hovedretterne.
Vi delte en flaske af husets rødvin.

Il Peccato er ikke et billigt sted.
En pizza koster 120-130 kr.
Og det er jo en noget anden pris end hos den lokale pizzapusher.
Men kvaliteten er til gengæld så meget desto højere.

Jeg opdagede til min store glæde at menuen indeholdt Vitello Tonnato.
Jeg ELSKER Vitello Tonnato.
Denne herlige ret med tynde skiver af mørt kalvekød garneret med en kold sovs af tun og kapers.
En herreret!
Så det tog ikke mange øjeblikke at vælge.
Og jeg blev ikke skuffet.
Retten servers ofte med blot et stykke brød til, men her var den flankeret af en dejlig blandet salat med spæde blade og cherrytomater.
Og så var den pyntet med et par små ansjoser.
Ansjoser kan man kun elske eller hade.
Og jeg må indrømme at jeg holder meget af de små salte fisk.
Det kan selvfølgelig nemt blive for meget, men det var det ikke her.
De afbalancerede perfekt den lidt fede sovs.
Herligt.

Johan er ofte eventyrlysten når vi er ude at spise.
Så da han så at der var carpacciio med skiver af rå laks og tun garneret med avocadosalat sprang han til.
Der var meget stille mens han satte det til livs.
Og det tog ikke ret lang tid.
Så det vil jeg tolke som at det smagte fuldt tilfredsstillende.
Og det så i hvert fald godt ud.

Kim havde bestilt Bruchetta al Formaggio.
Altså en skive brød, med tomatskiver og olivenolie dækket med ost og gratineret i ovnen.
Men tjeneren kom med en Bruchetta al Pomororo.
Stort set det samme men uden ost.
Da fejltagelsen gik op for ham var han lutter undskyldninger og der gik ikke lang tid før den rigtige Bruchetta stod på bordet.

Herefter lød der ingen klager fra Kim.
Så den må også siges at have været i orden.

I øvrigt vil jeg gerne understrege at personalet var meget høfligt og serviceminded.
De var lige så stillige som indretningen i nydelige sorte skjorter.
Hvis man endelig skulle udsætte noget på betjeningen skulle det da lige være at der tilsyneladende ikke var ret mage der talte dansk.
Det var på ingen måde et problem for os, men man kunne jo godt forestille sig at nogen gæster vil synes at det er lidt underligt.

En anden ting, der ofte kan give et fingerpeg om en restaurants generelle kvalitet og ambitionsniveau, er toiletterne.
Og selvom det måske ikke passer så godt i en anmeldelse af en restaurant, vil jeg bare nævne at både indretning og rengørings standard her var helt i top.
For eksempel var håndvaskene nogen meget designersmarte nogen, som nærmest lignede store røreskåle, som stod på et bord.
Og alt var pinligt rent.

Nu var det ved at være tid til hovedretterne.

Jeg havde bestilt en portion store tortellini farseret med parmaskinke med gorgonzolasauce og pinjekerner.
Og de VAR virkelig store.
Retten hedder Gigangti al Proschiutto di Parma.
Og de var faktisk gigantiske.
Jeg har i hvert fald aldrig set så store tortellini før.
4 stk. lå side om side dækket af den lækreste sauce.
Ved siden af lå 4 terninger af Parma skinke.
Jeg har altid tidligere fået Parmaskinke i tynde skiver.
Men den gør sig også fint i lidt mere bastante udskæringer.
Fyldet i tortellinierne var en rimelig fast men meget meget velsmagende nærmest pasta som jeg gætter på primært bestod af netop Parmaskinke.

Tortellini er jo pasta.
Og pasta skal koges Al Dente.
Altså så der er en lille smule bid eller fasthed tilbage og ikke så den er helt blød.
Det er en stor kunst at koge pasta på denne måde.
Som regel lykkes det ikke særlig godt for mig, når jeg selv kokkererer.
Og jeg har meget ofte fået pasta som er kogt for lidt.
Eller i hvert fald for lidt efter min smag.
For det må jo i bund og grund være et spørgsmål om smag og behag, selvom der helt sikkert findes en ganske autoriseret kogningsgrad som er den korrekte.
Men disse tortellinier var fuldstændig perfekt kogt.
Der var lige en anelse fasthed i midten, men de var alligevel bløde og behagelige at have i munden.
Jeg vil gå så langt som at sige at det er den bedst kogte pasta jeg nogensinde har fået.
Det var en meget meget lækker ret.

Pernille havde bestilt Cannelloni.
Hun er helt vild med cannelloni.
Og som jeg sidder her og skriver får jeg helt dårlig samvittighed over at jeg laver det så sjældent til hende.
Det må jeg se at få rådet bod på.
For dem der ikke skulle vide det, er cannelloni nogle relativt tykke pastarør som bliver fyldt med kød eller fisk, hvorefter de bliver overhældt med bechamelsovs og gratineret
I Il Peccantos fortolkning består fyldet af hakket oksekød og fois gras.
Hun fik stjerner i øjnene som da vi var helt unge, da hun puttede den første bid i munden.
(Jeg MÅ altså se at lave det noget oftere...)
Jeg var så heldig at få lov til at smage, og jeg må sige at kombinationen af oksekød og fois gras var intet mindre end genial.
Nydeligt afstemt med den milde bechamelsovs var retten nærmest perfekt.

Johan havde bestilt en Calzone, som han holder meget af.
Dette var det nærmeste vi kom pizza på denne aften.
Den var lavet på italiensk maner med en meget tynd bund.
Og ikke som man oftest ser det på pizzariaer, der jo i retfærdighedens navn som regel ikke er italienske men tyrkiske.
Bunden var sprød og lækker og fyldet var friskt og delikat.
Og som en fiks lille detalje var den obligatorisk tomatsovs, som ofte blot er hældt ud over så det hele bliver en smattet affære, nydeligt anrettet ved siden af på tallerkenen, som man kan se på billedet.
Jeg fik lov til at smage, og der var bestemt ikke noget at klage over.

Kim havde bestilt Lasagne.
Den blev serveret frisk fra ovnen.
Det var en ret stor portion og den duftede fantastisk.
Igen lød der ingen klager.

Nu var vi ved at være godt mætte.
Men klokken var ikke så mange, og vi havde alle lyst til noget sødt.
Så vi bad om at se dessertkortet.
Igen ankom de i læderbind med guldtryk.
Men denne gang var de i en noget mere håndterlig størrelse.

Både Pernille og jeg holder meget af Tiramisu, som er en klassisk dessertkage overhældt med kaffe og likør.
Så den røg Pernille på med det samme.

Men der var jo også chokolademousse.
Og der stod at den var med 70% chokolade.
Så her var jeg virkelig i tvivl.
For selvom jeg holder meget af Tiramisu, så elsker jeg god chokolade.

Det endte med chokolademoussen.
Som også Johan faldt for.
Og det kom vi ikke til at fortryde.
Den var helt utrolig lækker og velsmagende.
Kraftig og fyldig chokoladesmag.
Ligesom pasta er svær at koge, er chokolademousse svær at give den rigtige konsistens.
Sommetider er det nærmest flødeskum med chokolade.
Og sommetider er det nærmere smør med chokolade.
Men denne mousse var helt perfekt.

Kim var også i tvivl om, hvilken dessert han skulle vælge.
Han er det største chokolademousse-øre jeg kender.
Men der var jo også creme brulee.
Eller Crema Napoletana, som det hedder her.
Og den blev lavet med Cointreau.
Det havde han aldrig prøvet før, så han lod sig friste.
Den blev serveret i en ret stor dyb tallerken.
Og det så ikke ud af ret meget, som man kan se på billedet.
Men inden han var igennem den måtte han indrømme at der var rigeligt.
Det smagte vist rigtig fint, men han syntes dog at sukkeret på toppen ikke var blevet brændt tilstrækkeligt.
Meningen er jo at sukkeret skal smelte helt og karamelisere.
Men det havde det ikke gjort her.
Det lå stadig som knasende sukker på toppen og ikke et lag karamel.

Til desserten bestilte de tre af os kaffe.
Jeg fik espresso og de andre fik Cafe au Lait.
Jeg holder meget af espresso, hvis den ellers er lavet ordentligt.
Og det er den ofte ikke.
Da vi var i Italien sidste sommer tabte jeg virkelig mit hjerte til denne herlige, sorte og kraftige drik, som jeg drak i stort antal.
Siden er jeg ofte blevet skuffet, når der blot bliver serveret en stærk kaffe i en lille kop.
Men denne espresso var helt som den skulle være.
Så jeg følte mig hensat til sydens sol.

Regningen lød på 1608 kr og omfattede ud over alt det ovennævnte 4 flasker fint designer vand.
Her kunne man måske lige dryppe lidt malurt i bægeret og sige at da vi bad om vand til maden, kunne tjeneren godt have spurgt om vi ønskede en kande postevand eller vand på flaske.
Især når flaskevandet koster 35 kr flasken.

Men det er en detalje.

Regningen var på ingen måde skræmmende for et måltid i denne klasse.
Selvfølgelig kunne vi have fået de samme retter til den halve pris på et pizzeria.
Men bestemt ikke af samme høje kvalitet.
Eller i så lækre omgivelser.

Inden jeg skulle skrive denne anmeldelse checkede jeg lige hvad Alt Om København havde at sige om stedet.
Her blev prislejet betegnet som højt.
Det synes jeg til gengæld er urimeligt.
For selvom det ikke er billigt, så er det altså ikke på samme prisniveau som Kong Hans eller Era Ora.

http://www.il-peccato.dk