Harry's og Papa's

Vi havde sommerferie.

Og det var søndag.

Det var den første "rigtige" feriedag.
For om lørdagen havde vi haft gæster.

Så denne dag skulle rigtig nydes.

Om eftermiddagen tog vi ind til Kødbyen i København.
For der skulle være et kødmarked, som skulle være en overflod af specialiteter og delikatesser.
Hver søndag hele sommeren.

Det var der bare ikke.
Der var helt lukket og øde.
Vi gik rundt lidt og ledte.
Sammen med en del andre mennesker.

TIl sidst gik vi ind i en teforretning, som trods alt havde åbent.
Vi skulle have te alligevel.
Men det endte som sædvanligt med at vi købte for en formue.
Jeg håber det er sandt at te er sundt.

Men vi spurgte damen i forretningen om der ikke skulle være et marked.
Hun svarede bekræftende, men fortalte at der åbenbart var for mange af stadeholderne der havde ferie.
Så man havde valgt at aflyse denne dag og ugen efter.
Det synes jeg jo godt man lige kunne have skrevet på hjemmesiden.

Nå, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Så vi vendte lidt slukørede næsen hjemad.
På vejen kørte vi dog lige ind omkring Harry's Place på Nørrebro.
Det er en lille, gammel og faldefærdig pølsekiosk, som nærmest har kultstatus blandt pølseelskere.

Det var her den oprindelige "Super Børge" blev opfundet.
Og stedet er kendt for at have haft besøg af hele to statsministre (Nyrup og Schlüter)

Menukortet er overordentligt begrænset.
Det består af de berømte "Børger" og frikadellesandwich, som er næsten lige så berømte.

Vi skulle naturligvis have en "Børge".
Det er en pragtfuld pølse.
I sin tid da den så dagens lys engang i 70'erne slog man meget på at den var lavet uden benmel.
Tankevækkende.
Det minder mig om en kollega som engang fortalte mig om en ny lov der blev vedtaget kort efter Anden Verdenskrig, hvorefter der kun måtte puttes 10 procent savsmuld i leverpostej.

Men som sagt.
Det er en rigtig dejlig pølse.
Ved de fleste pølsevogne kan man jo få noget der hedder en "Børge".
Og "En Børge med brød" er vel en lige så almindelig bestilling som "En indianer i kano med hele farveladen"
Men dette er altså den ægte vare.

Den er ualmindelig sprød, hvilket sikkert skyldes at der er anvendt naturtarm.
Og den er meget saftig og lækker.
Og lige tilpas krydret.

Der er ikke så meget mere at sige om denne dagens første kulinariske oplevelse.
Andet end at man SKAL prøve den mindst en gang i livet.

Resten af dagen gik med afslapning og spisnng af rester fra gårsdagens middag.

Først på aftenen fik vi lyst til at se en film.
Det blev til 2012.
En OK film som dog ikke efterlader det store indtryk.

Da den var slut var klokken blevet hen ad 23.

Og så følte jeg pludselig at det måtte være på tide at fejre ferien med at te sig som et par fjantede teenagere.

Så jeg foreslog Pernille at vi skulle køre ind til byen og spise pizza.

Hun rystede på hovedet ad mig men syntes dog at det var en god ide.

Som sagt så gjort.
Vi sprang ud i bilen og drønede ind mod hovedstaden med AC/DC gjaldende i bilstereoen.

Vi kørte først lidt rundt på Nørrebro i sikker forvisning om at der måtte bestemt ligge adskillige små listige pizzabarer.

Det gjorde der bare ikke.

Der var masser af schawarma barer.
Men de fleste var lukket.
Og ingen pizza.

Nå.

Så kørte vi ind og satte bilen i Studiestræde lige ved Strøget.
For i det område MÅTTE der da være noget.
Men nej.
Der var usædvanligt stille.
Jeg tænkte på min ungdoms heftige natteture i byen og undrede mig over at de unge i dag åbenbart er blevet rigtig kedelige og ikke går i byen.

Pernille påpegede at det jo altså var søndag.
Og deri havde hun jo nok en pointe.

Vi kom forbi et par steder som var ved at lukke og var efterhånden blevet lidt modløse.

Men så endelig.
På hjørnet af Skindergade og FIolstræde lige overfor Jorchs passage ligger Restaurant Papas.
Det er en Mexikansk/Italiensk restaurant, som har ligget der al den tid jeg kan huske.

Og de havde åbent.

Og man kunne købe mad.

Godt nok kunne køkkenet på dette tidspunkt ikke præstere andet end pizza.
Men det var jo også det vi var kommet efter.
Så det var fint.

Vi fandt et bord udenfor.
Det var en lun og dejlig sommeraften.
Og vi skyndte os at bestille drikkevarer mens vi kiggede på menukortet.
Vi var blevet tørstige af at traske rundt og lede.

Pernille bestilte en pizza med tun og jeg bestilte en med kødstrimler.

Og så sad vi ellers og nød den stille aften.
Der var faktisk utroligt stille.
Godt nok var det søndag.
Og godt nok var det næsten midnat.
Men der var næsten lige så stille som hjemme i Allerød.
Og det kom faktisk lidt bag på os.
Vi havde egentlig en forstilling om at der ville være larm og gang i den hele tiden.
Men det er selvfølgelig København og ikke New York.

Vi så et par flokke af unge piger, som drev rundt og tilsyneladende ledte efter nogen at feste med.
Så HELT fortabte er de unge trods alt ikke.

På et tidspunkt kom et meget ungt par forbi.
De havde vist fundet nogen at feste med tidligere.

"Guuuuuud nej hvor er det hyyyyygeligt", hvinede pigen da hun fik øje på de kulørte lamper udenfor restauranten.

Drengen reagerede noget forsinket.
Men endelig vrængede han "Guuud ja hvor er det hyggeligt".
Han var vist ikke helt tilfreds med den måde aftenen havde udviklet sig på.

Han vaklede over mod vores bord og lænede sig ind over mig.
"Må vi godt schidde her?" spurgte han.
Han havde HELT sikkert fundet sig en fest tidligere.

Inden vi kunne nå at svare kaldte pigen på ham og de forsvandt i nattemørket.

Og så kom vores pizzaer.
Papas er en rigtig Italiensk restaurant.
Og det kan man tydeligt smage på pizzaerne.
De fleste pizzariaer, i hvert fald i omegenen af København, er ikke drevet af italienere.
Typisk er indehaverne fra tyrkiet.
Og tyrkisk pizza er altså ikke det samme som italiensk pizza.
Ikke et ondt ord om tyrkisk pizza.
Vi spiser dem jævnligt med stort velbehag.
Men det er bare ikke det samme.
Det er noget med bunden.
Den er tyndere.
Og selvom den ikke nødvendigvis er sprødere, så er den på en eller anden måde mere rigtig.
Og fyldet er på en eller anden måde mere friskt uden at jeg dermed siger at fyldet på de tyrkiske pizzaer er gammelt eller dårligt.
Men de italienske er bare på en eller anden måde mere rigtige.
Mere rustikke.
Mere italienske.

Og i hvert fald passede de helt perfekt til sådan en søndag nat i stjerneskær midt i København.
Sammen med sin elskede.

Vi måtte begge levne.
Vi havde trods alt fået aftensmad en gang.

Men vi følte os meget ungdommelige og fjantede mens vi hånd i hånd gik tilbage til bilen.

www.papas.dk

Restaurant Lastrummet - Rungsted Havn

Nu er det jo sommer.

Så i den kommende tid vil der sikkert komme en stribe små anmeldelelser, som ikke er så udførlige som ellers.

For her i sommervarmen er det jo ikke til at holde ud at sidde og skrible i timevis i studerekammeret.

Og ofte foregår tingene lidt mere spontant.

Men denne anmeldelse skal handle om Johans fødselsdag.
Han blev tyve år.
Så nu har vi ikke længere nogen teenagere i huset.
Meget mærkeligt.

Han havde fødselsdag en lørdag.
Men vi skulle først holde fest om søndagen.

Blandt andet fordi vi skulle til hans mosters fødselsdagsfest.
Hun havde haft fødselsdag et par dage tidligere og havde pænt spurgt for længe siden om hun måtte holde sin fest på hans fødselsdag.
Det måtte hun godt.
For han er inde og aftjene sin værnepligt i øjeblikket.
Så det var længe usikkert om han overhovedet var hjemme på sin fødselsdag.

Men det var han altså.
Og han ville gerne ud at spise for ligesom at markere at det trods alt var hans fødselsdag den dag.
Udover morgenbord, fødselsdagssang og gaver.

Jeg havde spurgt ham, hvilken slags mad han kunne tænke sig.
Efter at have tænkt sig lidt om svarede han at han gerne ville have noget dansk mad.
Altså ikke noget med kinesisk, mexikansk eller italiensk, som vi ellers ofte gør i.

Så jeg gik på jagt efter noget dansk.

Der var lige en omstændighed mere at tage højde for.

Fødselsdagsbarnet skulle i byen om aftenen.
Så det skulle jo ikke være et sted, hvor det ville tage mange timer at spise.

Jeg ledte lidt rundt omkring og foreslog ham til sidst to steder.
Det ene var Brødrene Ox i Farum, hvor vi har været en gang for snart mange år siden.
Og det andet var Restaurant Lastrummet i Rungsted havn.

Han valgte Lastrummet, og jeg bestilte bord via R2N.dk.
Det forløb som sædvanlig fint med bestillingen.

Vi ankom til Rungsted havn ved 18 tiden.
Det var en meget varm dag.
Så det var skønt at komme ud til vandet og få lidt søbrise.

VI fandt nemt restauranten.
Den ligger cirka midt på den række af restauranter og butikker som ligger langs med havnebassinet.

Jeg henvendte mig til den søde unge servitrice og sagde at jeg havde bestilt bord til kl 18 gennem R2N.
Hun sagde at hun havde reserveret et bord indenfor til os, men at vi også sagtens kunne sidde ude.
Jeg spurgte om hun skulle bruge mit telefonnr til R2N bestillingen, men hun svarede at det var ikke nødvendigt.

Vi valgte at sidde udenfor helt ned til den første bådebro.
Og lige ved siden af en kæmpemæssig imponerende motoryacht.

Og så kom den store overraskelse.
Det viste sig at den sommermenu, som restauranten reklamerer med både på sin egen og på R2N's hjemmeside ikke kunne bestilles.
De havde kun og udelukkende grillbuffet.
Det var jo lidt af en streg i regningen.
Men Vi besluttede alligevel at blive.
Blandt andet fordi Johan jo skulle videre, og der kunne jo hurtigt gå noget tid med at finde et andet sted.

Servitricen fortalte os at grillen var ved at varme op og at den ville være klar om 10 minutter.
Så vi bestilte drikkevarer og satte os til at nyde havnen og det gode vejr mens vi ventede på drikkevarerne og på at grillen skulle blive varm.

Et øjeblik efter kom der en anden servitrice og spurgte hvad vi skulle have at drikke.
Så vi forklarede hende at vi skam havde bestilt.
Hun undskyldte og sagde at grillen ville være varm om 10-15 minutter.

Vi fik vores drikkevarer og hyggede os videre.
Johan og jeg havde for guderne må vide hvilken gang et venskabeligt skænderi om hvorvidt rigtige mænd sejler i sejlbåd eller motorbåd.
Gæt selv, hvem der synes hvad.

Omkring kl 18.20 så det ud som om der skete noget.
Så Pernille rejste sig som den første og gik op og hentede mad.
Det varede lidt før hun kom igen, for der var mange andre, der også havde opdaget at der skete noget.
Så der var kø ved salatbuffeten.

Men hun fik da skaffet sig nogle forskellige grøntsager og forskelligt kød.
Så gik Johan og jeg op.
Og stod også i kø.

Der var et par blandede salater og en pastasalat at vælge imellem.
Og flødekartofler og kartoffelsalat.
Og så var der bønner, champignon, oliven og fetaost.
Og dampede majskolber med smør.
Og et friskbagt brød, som dog slap op mens vi stod i køen.
Heldigvis kom der et nyt inden vi nåede derhen.

Herfra ud til grillen.
Eller rettere grillerne.
For der var to kæmpemæssige industrigrill stillet op.
(Hvad hedder grill i flertal?...)
De blev betjent af en venlig ung mand som allerede på nuværende tidspunkt havde fået stegt en ret stor portion af alle de forskellige ting.
Der var et pænt udvalg.
Nakkekoteletter.
Oksebøffer af en slags.
Kylling i forskellige stykker. Lår, bryst osv.
Spareribs.
Smørfisk.
Og halve frankfurtere.
Egentlig en meget god ide med de halve pølser.
For sådan nogen er jo ret store.
Og hvis man gerne vil smage noget forskelligt, kan det jo være svært at få plads til det hele.

Og jeg føler jo et vist ansvar over for denne blogs trofaste læsere.
Så jeg smagte det hele.

Der var ikke ret meget at klage over med hensyn til kødet.
Spareribsene var måske lidt på den fede side.
Men det er den slags jo tit.

Og kyllingerne kunne godt have taget lidt mere kryderi.
Men det var en detalje.

Så alt i alt var maden vældig fin.
Og udvalget var ganske udmærket.
Smørfisken trækker i øvrigt op.
Det er en dejlig dejlig fisk, som egner sig fortrinligt til grill.

Med til buffetten hører også hjemmebagt kage og frisk frugt.
Men vi valgte vi at springe desserten over.
Johan ville gerne videre.

Så vi bad om regningen.
Hos den samme servitrice, som havde taget i mod os.
Og regningen kom.
Men uden R2N rabatten fratrukket.
Det bemærkede jeg selvfølgelig diskret, men hun var meget uforstående og sagde at det skulle vi jo have sagt da vi ankom.
Det gjorde vi sådan set også.
Men hun tog regningen og gik igen med en mine som om det var os der var nogle fjolser.
Og kom igen lidt senere med en ny regning denne gang på det rigtige beløb, men uden at man kunne se at den var trukket fra.
Det er jo sådan set ligegyldigt, når bare vi skal betale det rigtige beløb.
Men jeg gad da nok vide hvordan de holder styr på deres regnskab.

Grillbuffeten koster 199 kr pr. person.
Og beliggenheden taget i betragtningn må det siges at være ok for alt det grillmad man kan proppe i sig.

Hvis man alligevel kan fornemme en lille utilfredshed i teksten, skyldes det at vi jo altså havde sat næsen op efter noget andet.

Jeg tror at hvis vi nu var kommet tilfældigt forbi og havde set skiltet.
Eller havde set en reklame for grillbuffetten.
Og havde tænkt at det var da lige hvad vi havde lyst til.
Så havde det været helt i top.

Men vi havde altså regnet med at vi skulle have 3 retter mad serveret ved bordet.
Og det er jo lidt noget andet.

Jeg skrev efterfølgende til både restauranten og R2N om problemet men uden at få noget svar.
Og her 3 uger senere, hvor jeg skriver dette har Lastrummet rettet deres hjemmeside.
De reklamerer stadig med deres 3 retters sommermenu.
Men de skriver også at den først vil være tilgængelig engang i september.

http://www.lastrummet.dk/

Lynge Kro - Allerød

Vi havde ikke noget at fejre.
Det havde vi altså ikke.

Men om torsdagen er der stegt flæsk med persillesovs ad libitum på Lynge Kro til en billig penge.
Og om onsdagen var jeg pludselig blevet ramt af en ubændig trang til stegt flæsk.
Og en pludseligt opstået stor modvilje mod at lave mad dagen efter.

Heldigvis var det ikke svært at overtale Pernille.
Hun kan også godt lide stegt flæsk.

Så det lykkedes mig at få et bord til dagen efter.
Man skal ellers sommetider være tidligt ude.
Det er et meget populært tilbud.

Torsdag aften drog vi forventningsfulde afsted mod kroen.
Vi bor ikke så langt fra Lynge.
Der er en lille hyggelig køretur gennem landskabet og gennem Lynge.

Lynge kro er ikke nogen MEGET gammel kro.
Det er ikke lykkedes for mig at finde ud af, hvor gammel den faktisk er.
Men den ser ikke ud til at være flere hundrede år.
Jeg fandt dog en historie om at Lynge-Uggeløse Idrætsforening blev stiftet på Lynge Kro i 1910.
Så en vis alder har den jo dog.

Selve kroen er i to dele.
Restauranten som ligger i den ældste bygning, og som fint kunne se ud til at være 150-200 år gammel.
Og hotelafdelingen som ligger lige ved siden af, og som ser ud til at være fra halvfjerdserne eller deromkring.
Det ser faktisk lidt kikset ud med de to huse ved siden af hinanden.
Men skidt med det.
VI var jo ikke kommet for at studere arkitektur.

Vi fandt en parkeringsplads lige uden for døren og gik ind.
Indenfor blev vi mødt af ham her.

Og han er faktisk et meget godt billede på indretningen.
For det er et herligt sammensurium af nye og gamle ting og ting af forskellige stilarter, der udgør udsmykningen i kroen.
Der hænger et stort billede, der nærmest ligner fingermaling, som markerer et jubilæum, sikkert kroværtens, i 2008.
Der er gamle antikt udseende møbler.
Og meterhøje porcelænsvaser.
På væggene forskellige fotografier.
Og malerier.
Og flettede hjerter af lyng, hvilket jo er meget passende, når det nu er i Lynge.

Selve bygningen er delt i et antal mindre rum, som alle bruges til servering.
De har navne som Birkestuen og Sognerådsstuen.
Meget hyggeligt.

Men nok om det.
Vi kom for at få flæsk.
Den søde servitrice viste os hen til vores bord og spurgte henkastet om vi skulle have flæsk.
Og det skulle vi jo.
Pernille bestilte en stor cola, og jeg bestilte en stor fadøl.
Som viste sig at være en MEGET stor fadøl.
Jeg gætter på trekvart liter.

Maden kom før der var gået 5 minutter.
En overdådig anretning.
Et bjerg af flæsk.

Og en skål med kartofler, som så ud til at være nye.
En skål med persillesovs og en skål med rødbeder.

Jeg har aldrig forstået det med rødbeder til stegt flæsk.
Jeg har altid syntes at det da måtte passe rigtig dårligt til smagen.
Og at det ville komme til at se ulækkert ud med den røde saft, som blandes med den hvide sovs.
Nogen steder får man også serveret sennep.
Men ikke her.

Pudsigt nok havde både jeg og Pernille besluttet os for at give rødbederne en chance.
Uden at vi havde talt om det.

Men først flæsket.
Det var som det ses på billedet et ordentligt bjerg.
Det var rygende varmt.
Og det var stegt perfekt.
Sprødt og knasende uden at kødet blev alt for hårdt.

Kartoflerne var ikke helt så lækre, som de så ud.
De lignede nye fine nyopgravede kartofler lige ude fra haven.
Men det var det naturligvis ikke her først i en regnfuld juni efter en regnfuld maj, og april...
Så jeg vil tro at der var tale om nye kartofler fra sydeuropa et sted.
Og de smager som bekendt ikke af alverden.
Pernille sad og filosoferede over, om der mon var tale om glaskartofler.
Men det tror jeg nu alligevel er at gøre kokken uret.

Sovs skal jo være tyk.
Og rigelig.
Ellers er der tale om sauce og ikke sovs.
Og det hedder jo altså nu engang stegt flæsk med persillesovs.
Og vi blev ikke skuffede.
Det var en dejlig sovs.
Tyk og lækker så man rigtig kunne få en masse til at hænge fast på flæsket og kartoflerne.
Der var måske nok en smule for lidt persille i efter min smag.
Men min hjemmelavede persillesovs har også nærmest karakter af stuvet persille.

Og så kommer vi til rødbederne.
Det var jo lidt spændende hvordan det ville fungere.
Der var utvivlsomt tale om hjemmesyltede rødbeder.
Skiverne var lidt uregelmæssige og i forskellig tykkelse.
Der lå et laurbærblad imellem dem.
Og de smagte SKØNT.
De var lidt sødere i det, end de glasrødbeder vi plejer at købe.
Men det gjorde bestemt ingenting.
De var rigtig lækre.
Og til vores begges store overraskelse klædte de flæsket helt perfekt.
Der fik vi virkelig udvidet vores horisont.
Skægt at man kan få det med en så traditionel ret.

Der er i virkeligheden ikke så meget mere at fortælle.
Jeg satte 13 stykker flæsk til livs.
Pernille en 6-7 stykker.
Bagefter så flæskefadet sådan ud.

Jeg måtte levne noget af min kæmpeøl.
Det sker ellers ikke så tit.

Regningen lød på 356 kr.
Og det må siges at være helt rimeligt.
For der var MASSER af mad.
Og vi kunne uden problemer have fået mere hvis vi havde villet.

Vi var hjemme igen ret præcis en time efter vi tog afsted.
Det er ikke nogen helaftensforestilling at spise flæsk på Lynge Kro.
Ikke sådan at forstå at vi blev jaget med.
Overhovedet ikke.
Men maden kom hurtigt.
Og betjeningen var i det hele taget lynende hurtig.

Det er ikke første gang vi har spist flæsk på Lynge Kro.
Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang..
Men da vi kom hjem måtte jeg lige have bukserne knappet op.

www.hotellyngekro.dk

Den Tatoverede Enke - København

Vi havde noget at fejre.
Jeg ved godt at det efterhånden begynder at blive pinligt at starte på denne måde.
Men det var altså min fødselsdag.
Og den skulle selvfølgelig fejres.
Jeg LOVER at den næste anmeldelse bliver uden fejring.
Selvom vi nærmer os 4000 hits med hastige skridt......

Jeg havde gået i nogle dage og spekuleret over hvor vi skulle hen på min fødselsdag.
Der var et par muligheder.
Men det endte med at blive Den Tatoverede Enke i Boltens Gård i København.

Jeg havde været der en del gange før.
Med venner og kolleger.
Og med jobbets ølklub.
For "Enken" er et udpræget ølsted.
Pernille havde aldrig været der før.
Så selvom det var mig, der havde fødselsdag, endte vi altså her.
Men jeg kan nu også ret godt lide det.

Det var en torsdag.
Vi havde igen benyttet os af tilbuddet på Restaurants 2 Night.
Og vi havde fået et bord kl 18.15.
Det var LIDT tidligt, når vi også skulle fra arbejde.
Men det var hvad vi kunne få.

På grund af det lidt tidlige tidspunkt, var der stadig ret meget trafik i byen.
Og der var vejarbejde både på Kongens Nytorv og i Borgergade og Dronningens Tværgade.
Der bliver sikkert ved længe, for de bygger på den nye ring-metro.
Det bliver godt når den engang er færdig.
Men det er godt nok træls mens det står på.
Vi måtte køre en del rundt, for at finde en parkeringsplads.
Men til sidst lykkedes det.
Oven i købet ganske tæt på restauranten.

Vi fandt indgangen midt i Boltens Gård.
Det er jo et gammelt gårdmiljø, som for en del år siden blev forsøgt lanceret som det nye fancy in-sted i København.
Jeg er ikke sikker på at det blev den store succes, som investorerne givetvis havde forestillet sig.
Men der ligger da et par restauranter og et fitness center.
Og sådan lidt forskelligt.
Og så altså Den Tatoverede Enke.

Vi dykkede ned i mørket og stod så midt i barområdet.
"Enken" er som sagt et udpræget ølsted.
Med belgisk tilsnit.
De har RIGTIG mange forskellige øl.
Der er løbende en konkurrence blandt ølsteder i København om, hvem der har flest haner med fadøl.
Og "Enken" har ført i flere omgange.
Jeg ved ikke lige hvordan stillingen er i skrivende stund.
Men de har mange.
Og mange forskellige flaskøl.
En stor del af både fad- og flaskeøl er naturligvis belgiske.
Naturligvis fordi stedet slår på sin belgiske stil.
Og fordi Belgien er for øl, hvad Frankrig er for vin.

Der sad et selskab på en 10-12 mænd rundt om et bord.
De var i mægtigt humør.
De fremgik tydeligt af lydniveauet.

Men vi smøg os forbi og gik op ad trappen til restauranten.

Her blev vi mødt af en engelsktalende tjener.
Senere på aftenen diskuterede vi om han var englænder eller australier.
Men vi fik det aldrig opklaret.

Han sagde til os at vi kunne få bordet i hjørnet ved vinduet.
Restaurantens bedste bord.
Men han sagde også at "the noisy gentlemen downstairs" skulle sidde lige ved siden af.
Så vi kunne også trække længere ind i restauranten.
Vi valgte det sidste.

Jeg tror Den Tatoverede Enke er indrettet i en gammel herskabslejlighed.
Der er et stort lokale lige overfor trappen.
Og så er der en række mindre, smalle lokaler i forlængelse af hinanden.
Jeg gætter på at det i virkeligheden er en korridor, som har forbundet lejlighedens forskellige rum, som man har indrettet som serveringslokaler.
Og så er der køkken og toiletter og den slags bagved.

Vi gik helt ned i bunden af korridoren og fandt et fint bord ved vinduet.

Vi plejer at drikke Campari mens vi kigger på spisekortene.
Men det kunne tjeneren ikke klare.
Han kunne til gengæld klare et glas champagne, som vi blev enige om var en passende start på en forhåbentlig dejlig aften.

Til champagnen fik vi serveret det lækreste friskbagte brød og en skål aioli.
Det er jo altid et hit.
Brødet blev løbende fyldt op i løbet af aftenen.

Menukortet er ikke voldsomt stort.
Der er en 4-retters menu, som skiftes hver anden måned.
Til menuen hører en ølmenu.
Og så er der 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter a la carte.

3 af retterne i menuen fandtes også som a la carte.
Så vi besluttede alle at så kunne vi lige så godt tage a la carte og så sammensætte selv.

Jeg havde ikke svært ved at bestemme mig for forretten.
"Enken" er berømt for sine gueuze dampede blåmuslinger i double creme.
Hertil skulle jeg naturligvis have gueuze.

Det kræver vist en lille forklaring.
Langt det meste af det øl man kan købe er brygget med en meget høj grad af kontrol med selve processen.
Det var jo Brygger Jacobsen, der i sin tid fandt ud af, hvordan man kunne isolere en enkelt gærstamme, og dermed undgå at øllet blev inficeret med andre gærstammer end dem, man havde tænkt sig.
For gær er en mikroorganisme som der findes mange mange forskellige sorter, eller stammer, af, og de lever vildt overalt i naturen.
Indenfor ølbrygning har man så gennem tiden fremavlet, eller måske snarere isoleret, en række forskellige slags'er, som hver især giver forskellige egenskaber til øllet.
Når man så designer sin øl, vælger man hvilken eller hvilke gærstammer der skal i.
Som en tommelfingerregel plejer man at sige at gæren bidrager med ca en trediedel af smagsindtrykket.
En af fordelene ved at holde streng kontrol med gæren er selvfølgelig at man så kan brygge øl, der smager ens fra gang til gang.
Praktisk, hvis man vil sælge et mærkevare produkt.

Men der er undtagelser fra denne kontrollerede metode.
I Belgien har man traditionelt benyttet sig bevidst af spontangæring for at opnå en stribe meget specielle øltyper.
Man brygger øllet som sædvanligt.
Koger malt og humle i vand.
Og køler den ned.
Men hvor man efter nedkølingen normalt tilsætter en afmålt mængde af en kontrolleret gær, sætter man i dette tilfælde blot det åbne brygkar hen til det åbne vindue natten over.
Der er så mange naturligt forekommende gærceller i luften at det er tilstrækkeligt til at sætte gæringen af øllet i gang.
Og så står den ellers bare og gærer færdig som en hvilken som helst anden øl.
Men den øl man får ud af denne process er meget anderledes end øl, som vi normalt kender det.
For de vilde gærstammer giver øllet en meget syrlig eller ligefrem sur smag.
Dette spontangærede bryg kaldes Lambic.
På dette tidspunkt kan man så tilsætte kirsebær og lade dem trække i øllet et stykke tid.
Resultatet kaldes Kriek og en en yndet dame-drink i Belgien.
Den kan i visse udgaver gøre sig rigtig godt til ris a la manden juleaften.

Men istedet for at tilsætte kirsebær kan man lagre Lambiccen i halve og hele år.
Herefter kan man blande den med frisk Lambic i det forhold, man nu finder passende.
Og så har man Gueuze.
Det er i sagens natur en meget speciel og syrlig ting, som helt sikkert kræver at man vænner sig til smagen.
Jeg har holdt en del ølsmagninger.
Og det er sjovt at se folks ansigtsudtryk, når de første gang smager denne herlige specialitet.

Og Gueuze går altså rigtig rigtig godt sammen med blåmuslinger.
Kombinationen er en kendt belgisk specialitet.

Og det skulle jeg altså have denne aften.
Det så sådan ud.

Jeg kan godt lide at spise muslinger på denne måde.
Det virker altid vildt overdådigt, når tallerkenen kommer på bordet med alle de mange smukke skaller.
I virkeligheden er der jo ikke vanvittig meget mad i sådan en portion, når man først får befriet de små dyr for deres skaller.
Men man føler sig som en greve eller en baron.
De muslinger jeg fik denne aften levede til fulde op til mine forventninger.
De var friske og lækre.
Alle havde åbnet sig (og dermed vist at de ikke var dårlige).
Double creme suppen, som de lå i var meget fyldig og god.

Tjeneren havde spurgt hvor sur en gueuze jeg ville have til.
Han har nok også set folk se mærkelige ud i ansigtet.
Jeg sagde at den gerne måtte være rimelig sur, for jeg har lært at værdsætte smagen.
Men det var nu ikke den vildeste jeg har smagt.
Den var til gengæld mere vinøs og frugtagtig end jeg før har oplevet gueuze.
Men det er jo en del af charmen med et ukontrolleret produkt.
Det er aldrig helt det samme som sidst.

Pernille havde valgt stenbiderrogn.

Den blev serveret med ristede rugbrødsflager og sommersalat.
Det lød jo lidt spøjst.
Men det viste sig at ideen var at rognen lå på en creme af rygeost.
Og så var den pyntet med tynde skiver radise, agurketern, purløg og agurkevingummi.
Ja.
Agurkevingummi.
Det varf det faktisk.
Gelatine som smagte kraftigt af agurk.
De ses yderst på begge sider af tallerkenen.
Det så rigtig indbydende ud.
Og i følge min kone smagte det pragtfuldt.
Vi havde bedt tjeneren om rådgivning ved ølvalget.
Og han anbefalede en Blonde (som ikke har noget med undertøj at gøre men er en belgisk øltype)

Johan havde valgt carpaccio.

Det gør han tit.
Og det kan jeg godt forstå.
"Enkens" version var skåret af dansk okse og garneret med røget peberolie, trøffelpecorino, aioli og feldsalat.
Det er jo lidt alternativt med pecorino.
Som regel får man jo parmasan.
Men det så nu ikke ud til at være til gene.
Det røg i hvert fald ned i en ruf.

Så vi kom hele vejen rundt om spisekortets forretter.
Det er da meget godt gået.

Det lykkedes til gengæld ikke med hovedretterne.

Pernille valgte Bouef af dansk himmerlandskvæg, serveret med 3 forskellige slags løg.
Grillet salatløg, karameliseret løgflan og ramsløgsmør.
Det så sådan ud.

Jeg fik lov at smage en bid.
Og jeg bliver altså nødt til at sige at det smagte en hel del bedre og var en hel del mere interessant end de bøffer, vi havde fået serveret på MASH.
For nu at puste liv i debatten igen.
Der har jo været en del kommentarer til MASH-anmeldelsen.
Og selvom de fleste har været meget uenige med mig i min vurdering, synes jeg alligevel at det er dejligt at folk kommenterer på anmeldelserne.
Så det er hermed en opfordring.

Til bøffen blev der serveret en St. Bernadus Abt 12.
Det er et lidt vovet bud.
For der er tale om en meget stærk og sød øl på hele 10,5%, som er meget kraftig og fyldig i smagen.
Men fordi de forskellige slags løg til bøffen jo er søde i smagen passede den perfekt.

Både Johan og jeg faldt for Kylling fra Allegården på Fyn med letstuvet kål med løvstikke, bagte gulerødder og "farmors" æblechutney.

Kyllingen kom i form af en solid skive af brystfilleten med dejlig sprødt skind.
Det var i virkeligheden en meget traditionel ret.
Uden de store dikkedarer.
Men tilberedt og serveret meget overbevisende.
Meget lækkert.
Hertil fik jeg serveret en Trippel fra fad.

Da hovedretterne kom på bordet, blev vores tjener fulgt af en ung pige.
For som han sagde "She can better explain the food in danish".
Og det gjorde hun så.
Vi blev bagefter enige om at hun snildt kunne få sig et job hos en brugtvognsforhandler.
For der var ingen grænser for hendes lovprisning.
Maden var sågar tilberedt med store mængder af kærlighed.
Et meget charmerende indslag.

Heller ikke med desserterne lykkedes det at komme hele vejen rundt på spisekortet.
Og Johan kaldte mig da også en efteraber, da jeg igen valgte det samme som ham.

Nemlig Rabarber cheesecake med syltede rabarber og rabarbersorbet.

Som man kan se på billedet er frugtfyldet på toppen helt klart og homogent.
Det lurede jeg lidt på.
For de fleste cheesecakes jeg har smagt har haft et fyld med hele bær eller frugter i skiver eller den slags.
Så lige da den kom på bordet var min første tanke at den lignede da godt nok en kedelig købekage.
Men det var den ikke.
Fyldet var en gele med en meget kraftig smag af rabarber.

Som jeg tidligere har fortalt, fik jeg engang en dessert, der hed "Death by Chocolate".
Og denne cheesecake kunne lige så godt have heddet "Death by rabarber".
Det var alt sammen superfriskt og lækkert.
Lige hvad man trængte til oven på de lidt tunge retter vi havde været igennem.
Kagen var helt på toppen.
Cremen var sød og god.
Bunden meget sprød, men samtidig nem at skære i.
Og rabarberfyldet på toppen var friskt, syrligt og lækkert.
En meget fin dessert.
Hertil fik jeg serveret en dejlig frisk weissbier fra fad.
Så jeg ved ikke hvad den hed.

Pernille havde valgt en Hvid chokoladetærte med marengs, sorbet og marmelade af citrus.
Og flot så den jo ud.

Der var meget stille på den anden side af bordet i et par minutter indtil tallerkenen var tom.
Så det borger jo for kvaliteten.
Hertil fik hun serveret en St. Bernadus Pater 6, som er en smuk kastaniebrun øl med et kraftigt skum, som passer perfekt til chokolade.

Regningen lød på 1628 kr. efter at Restaurant 2 Night rabatten på 20 % var trukket fra.
Der var i øvrigt ingen som helst problemer med den del.
Jeg nævnte blot Restaurant 2 Night da vi ankom.
Det er nu altså en fin ordning.

Jeg havde haft en rigtig hyggelig fødselsdag.
Dejlig mad.
Gode øl.
Fin, hyggelig og afslappet betjening.

Det bliver ikke sidste gang.

På hjemvejen kunne jeg godt mærke at flere af øllerne var på LIDT mere end 5%.
Men heldigvis havde Johan ikke noget imod at køre.

www.dentatoveredeenke.dk

Restaurant Kashmir - København

Vi havde igen noget at fejre.
Jeg ved godt at mange af anmeldelserne starter på den måde.
Men det havde vi altså.
Vi havde nemlig rundet 2500 hits her på bloggen.
(Inden vi nåede at fejre det havde vi rundet 2700. Man skal være hurtig skal man)

Pernille havde et par dage forinden fundet denne hjemmeside.
Restaurant 2 Night
Det er et spændende site, som i hvert fald tidligere var ukendt for os.
Men som vi da gerne vil slå et slag for.

Ideen med sitet er, at man kan bestille bord i sidste øjeblik på en række restauranter og derved spare en masse penge.
Og det er jo en strålende ide.
Restauranterne kommer af med de borde, de ellers ikke har fået solgt.
Og alle vi stakkels fattige restaurantgæster kan få råd til at gå lidt oftere ud.
Hvis man bestiller til samme aften kan man typisk spare mellem 20 og 40 procent på hele regningen.

Så vi fandt hurtigt ud af, at det da bestemt skulle afprøves.
Vi besluttede at det skulle være fredag.
Og da dagen kom kiggede vi lidt på de forskellige tilbud.
Det varierer fra dag til dag, hvilke restauranter der giver hvilke rabatter.
Men vi kiggede lidt og ventede spændt til kl 13, hvor man kan begynde at bestille, hvis man er tilmeldt R2N's nyhedsbrev.
Vi blev enige om at den indiske restaurant Tabak i Willemoesgade på Østerbro lød rigtig godt.
Så jeg satte mig klar kl 13.
Bestillingen forløb helt uproblematisk.
Fordi det var første gang jeg bestilte, fik jeg en SMS med en kode som skulle indtastes ved bestillingen.
Så gik der et par minutter.
Og så kom der endnu en SMS med en bekræftelse på reservationen.
Denne SMS indeholdt også restaurantens adresse og telefonnummer.
Nice touch.

Vi fandt hurtigt restauranten, selvom den havde skiftet navn.
Det er tilsyneladende et par måneder siden der kom ny ledelse.
Og ved den lejlighed skiftede den navn fra Tabak til Kashmir.
Man kan jo undre sig over at R2N ikke har fået det rettet...

Kashmir er også navnet på en indisk restaurant på Nørrebro, som har ligget der i 100 år.
Når man går ind på de to restauranters hjemmesider ser de meget ens ud.
Så der må jo være en eller anden form for samarbejde.
Selvom de ikke gør noget væsen ud af det..

Men vi fandt som sagt restauranten uden problemer og var så heldige at kunne parkere lige uden for døren.
Det er ellers ikke nemt at få parkeringsplads i brokvarterene.
Men heldet følger jo som bekendt de tossede.

Vi gik ind i restauranten, og jeg var lidt spændt på om der nu ville være problemer med rabatten.
Det kan jo godt føles lidt akavet at komme ind et sted og sige "hej, jeg skal have det billigere".
Men på R2N's hjemmeside står der at man blot skal gøre opmærksom på at man har bestilt igennem dem og så oplyse sit telefonnummer.
Men jeg nåede kun at sige R2N, så var tjeneren helt med på, hvad det gik ud på.
Dejligt.

Restauranten er ikke særlig stor.
Jeg gætter på at der er plads til en 50-60 mennesker.
Men der sad kun et enkelt par da vi kom.
Vi kunne selv vælge hvor vi ville sidde, så vi valgte et vinduesbord lige ved siden af denne her fyr.
Eller kvinde.
Eller hvad det nu var for en.
I hvert fald elefant.
Selvom jeg har været i Indien 3 gange har jeg ikke HELT styr på folkloren.

Menukortene kom med det samme, og blev slået op på et nydeligt billede af en orangefarvet drink.
Så vi skyndte os at bestille sådan et par stykker, så vi havde lidt at hygge os med, mens vi bestemte os.

Spisekortet er ikke voldsomt stort.
Men bestemt heller ikke skrabet.
Der er retter i mange kategorier.
Kylling, lam, fisk og vegetarisk.
Forretter mellemretter og hovedretter.
Supper.
Brød.

Vi sad lidt og bladrede frem og tilbage og studerede de forskellige ting.
Der var også 4 menuer.
Men de så lidt besværlige ud fordi man tilsyneladende skulle vælge mellem forskellige forretter og hovedretter.
Og når vi nu ikke helt vidste hvad vi gik ind til...

Men på et tidspunkt kom tjeneren over og nævnte menuerne, samt at man jo altså ikke skulle vælge, men at vi ville få ALLE retterne i en given menu.
Så var det pludselig meget nemmere.
For så ville vi jo få smagt en masse forskelligt, som jo altid er en fornøjelse.
Og så var det tilmed meget billigt.
Så vi bestemte os begge for menu nr. 3.

Vi havde ikke rigtig lyst til hverken øl eller vin.
Så vi bestilte blot en kande postevand.
Det var der ingen problemer i.

Efter et meget kort øjeblik kom den første forret.
Pappadam.

Det er en meget stor (ca 20 cm i diameter) sprød og tynd sag.
Nærmest som en udbredt taco.
Jeg gætter på, at den er lavet med rismel.
Men sådan en til hver.
Og hertil små skåle med tre forskellige slags dip.
Mint, chili og mango.

Ideen er at man brækker pappadam'en i stykker og dypper i de forskellige dips.
Det kræver lidt øvelse.
For i begyndelsen var de i hvert fald for mig svært at ramme en passende størrelse af brudstykkerne, så man faktisk kunne dyppe og samtidig have dem i munden.
Men det lykkedes.
De tre dips var lækre.
Minten var baseret på noget mælkeagtigt og var meget meget frisk og lækker.
Chilien var oliebaseret og rimelig stærk.
Pernille spiste i hvert fald ikke ret meget af den.
Mangoen var tilsyneladende blot den friske frugt måske blendet og tilsat lidt lime og sukker.
Pernille fandt ud af at mint og mango blandet sammen var helt fantastisk.

Så kom den den næste forret på bordet.
Maza Chicken Chat.

Det var en kold salat med Tandoorikylling, kartofler, peberfrugt, tomater og kikærter med en masse spændende kryderier.
Det var superlækkert.
Normalt er jeg ikke så meget for kikærter og den slags.
Og salat er noget man spiser fordi lægen og konen siger at man skal.
Men denne her var fantastisk.
Jeg blev nødt til at tage flere gange.
Tænk at det skulle overgå mig.

Tjeneren kom og fjernede tallerkenerne.
Men pudsigt nok skulle vi beholde bestikket.
Det er jo ikke noget problem.
Men det har jeg alligevel aldrig været ude for før.

Og så kom alle tre hovedretter på bordet.
Anarkali Butter Chicken.
Mutton do Piaza.
Og Zeera Allu.

Hertil en skål med indiske ris, som adskiller sig fra kinesiske ris ved at være langt mindre klistrede og mere langkornede.
Et Naan brød til hver.
Og en skål Raita, som er yoghurt blandet med tomat, agurk og kryderier.

Anarkali Butter Chicken var, som de fleste jo nok har gættet, kylling.
I en helt fantastisk strålende gul sauce, som smagte kraftigt af smør og kokos.
samt en masse spændende krydderier.
Jeg udnævner jo altid mindst en himmerrigs mundfuld.
Og det må være denne.
Kyllingen smeltede på tungen og den lækre sovs var utrolig spændende.
Det endte med at jeg sad og spiste ris med sovs, da der ikke var mere kylling.
Denne ret var som indiske retter er flest.
Kødet skåret i mundrette stykker og blandet i sovsen.
Så man ikke behøver at sidde og rode med ben og den slags.
Som regel skal kniven kun bruges til at skrabe det sidste op på gaflen med.

Mutton do Piaza (også billedet ovenover)
Ifølge menuen var dette kokkens egen opskrift på krydret lammekød.
Og krydret var det.
Dejlig krydret.
Pernille er ikke SÅÅÅ god til stærke ting.
Og denne ret var lige i overkanten efter hendes smag.
Jeg syntes den var skøn.
Lækkert mørt lammekød i en rødlig sovs med masser af løg.
Netop til denne ret var Raita'en helt perfekt.
Selvom den også var krydret mildnede den ligesom den stærke karry.

Den sidste ret, Zeera Allu var en vegetarisk ret.

Det er jo sådan lidt underligt når man som almindelig kartofler-og-sovs-og-frikadeller dansker bliver præsenteret for sådan en vegetarisk ret.
For vi er jo vandt til at grøntsager er et tilbehør til noget.
Enten i form af salat eller som dampede grøntsager eller måske stuvede.
Men denne kartoffelret, som de fleste indiske vegetarretter er beregnet til at stå alene.
Kogte kartofler i en krydret sovs.
Stadig karry.
Men HELT anderledes end lammeretten.

Jeg har som sagt været i Indien 3 gange.
Og på disse ture oplevede jeg jo på nært hold, at rigtig mange indere er vegetarer.
På flyveturen derud bliver man ikke spurgt om man vil have oksekød eller kylling, som når man flyver til USA:
Næ, man bliver spurgt om man vil have veg eller non-veg.
Vegetarisk eller ikke-vegetarisk.
Det er ligesom omvendt eller på hovedet i forhold til den måde JEG i hvert fald normalt tænker på.
Jeg ville istedet have spurgt om man ville have normal eller vegetarisk,
Men det modsatte spørgsmål er selvfølgelig lige så validt.
Kun et spørgsmål om kultur.
De steder jeg spiste ude i Indien var som oftest buffeter.
Og der var altid en stor afdeling med vegetariske retter.
Mindst lige så stor som kød-afdelingen.
Jeg er glad for kød.
Men jeg fik da smag for indtil flere af de vegetariske retter.
De er på en eller anden måde mere rigtige end dem man kan blive udsat for herhjemme.
Mere tro mod ideen.
Herhjemme kan man blive udsat for kartoffelfrikadeller.
Eller vegetarisk lasagne.
Eller andre ting, hvor man prøver at få tingene til at ligne eller smage som kød.
Og der er altså ikke særlig spændende.
Synes jeg i hvert fald.
De indiske retter er mere, hvad skal jeg sige, ægte.
På samme måde som for eksempel ratatouille, som jo er en ret helt på egne præmisser.
Selvom den ofte serveres som tilbehør.
Og denne kartoffelret var lækker.
Nu blev den jo serveret samtidig med to kødretter.
Men jeg kunne sagtens have spist den alene blot med ris og brød til.

Naan brødene var usædvanligt lækre.
Helt sikkert fuldstændig friskbagte.
Lige ud af ovnen.

Vi slikkede nærmest skålene.
Især den med kyllingen.
Og da vi var færdige kom tjeneren og spurgte om vi ville have mere.
Det har jeg aldrig været ude for før.
Jo, hvis der er tale om et eller andet ad libitum.
Men det er der ikke her.
Der er bare en ganske almindelig menu.
Så jeg synes det er MEGET flot.
Desværre kunne vi ikke spise mere.
Meget trist.

Bordet blev hurtigt ryddet.
Og efter kort tid kom deserten.

Kulfi-E-Heer.

Ifølge spisekortet en hjemmelavet indisk is baseret på mælk med mandler, cashew- og pistachenødder.
Og det var altså en skuffelse.
Det lignede en skive skåret af en stor blok.
Og derefter skåret ud i tern.
Normalt ville man jo ikke mene at man kunne det med en is uden at den ville blive helt namset.
Men det kunne man med denne.
Den var stenhård.
Lidt ligesom mit livs første forsøg på at lave is selv i en meget ung alder, hvor jeg blot hældte mælk blandet med lidt sukker i en isterningsbakke og satte en tandstikker i hver.
Ikke videre vellykket.
Det gik først op for mig at det var en is, da jeg puttede den første bid i munden.
Jeg havde troet at det var en slags konfekt eller sådan noget.
Den blev serveret på en tallerken med en dekoration af chokoladesovs.
Smagen var umiskendelig mælk.
Ikke fløde men mælk.
Som der jo også stod.
Og så en udefinerlig smag af nødder.
Så spisekortet løj jo ikke.
Men det var MEGET kedeligt.
Jeg har aldrig fået indisk is før.
Og jeg vil på ingen måde bestride at den var autentisk.
Men god, det var den ikke.
Vi levnede begge.

Efter desserten bestile vi begge en kop indisk te med krydderier.
Vi havde begge forestillet os at vi ville få serveret chai, som jo er en meget krydret og sød drik med kanel og kardemomme.
Og det var det måske også.
Der flød i hvert fald et par kardemomme... frøkapsler er det vel, rundt i teen.
Men den var ikke så kraftig som forventet.

Til sidst bad vi om regningen.
Den kom øjeblikkeligt.
Og vores rabat var nydeligt trukket fra som en separat linie.
Ingen problemer der.
Ialt lød den på 399 kr.
Det må man sige var MEGET billigt.
For bortset fra de lidt kedelige desserter, var kvaliteten i top.
Superlækker mad.
Flink og hurtig betjening.
Lyse og venlige lokaler.

Vi vil HELT sikkert komme der igen.
Ingen tvivl om det.

http://www.kashmir-restaurant.dk/

Restaurant MASH - København

Det er med blandede følelser at jeg skriver denne anmeldelse.
Det er ikke så nemt som de tidligere jeg har skrevet.
Men mere om det senere.

Nu først begyndelsen.

Vi havde noget at fejre.
Det har vi tit.
Og vi er begge af den holdning at man skal fejre alt det, man overhovedet kan finde anledning til.

Denne gang var det denne blog, der skulle fejres.
For vi havde rundet 1000 hits siden  vi startede for et halvt års tid siden.
Det synes vi selv er ret flot.
Især de sidste par måneder er det gået stærkt.
Den tæller vi benytter er lidt mere avanceret en blot en almindelig tæller.
Den prøver at lade være med a tælle folk flere gange ved gentagne besøg.
Jeg ved ikke helt HVOR effektiv den faktisk er, men jeg har da prøvet at gå ind på siden nogle gange med kort mellemrum.
Uden at tælleren har flyttet sig.
Så det virker da i en eller anden udstrækning.

Men altså 1000 hits.
Det er vi stolte over.

Vi talte lidt frem og tilbage om hvor vi skulle gå hen.
Vi havde mange forskellige restauranter oppe at vende.
Marokanske, franske og italienske.

Men til sidst faldt valget på MASH.
MASH står for Modern American Steak House.
Og vi havde fået den anbefalet fra flere sider.
Så den skulle det være.

MASH er meget trendy og oppe i tiden.
Vi rundede de 1000 hits på en onsdag eller torsdag.
Og så have vi jo egentlig forestillet os at vi skulle derind fredag eller lørdag.
Men vi blev klogere.
Det lykkedes at få et bord en søndag aften 3 uger ude i fremtiden.
Det var jo lidt irriterende.
Men vi ville altså derind.
OK, det var måske mest mig der ville.

Dagen oprandt.
(vi havde nu rundet 1600 hits)
Om eftermiddagen talte vi om det, og der hørte vores søn Johan første gang hvad MASH stod for.
Og så ville han da gerne med.
VI havde ellers givet ham tilbuddet 3 uger tidligere, da vi bestilte.
Men der havde han takket nej.
For som han sagde: "Jeg troede det var sådan noget underligt fransk bøssemad"
Men da han fandt ud af, at der var tale om bøffer ville han gerne med.
Så jeg ringede til restauranten og havde egentlig ikke regnet med at det kunne lade sig gøre, når nu det havde været så svært at få plads i første omgang.
Men det kunne det sagtens.
Så det var jo herligt.

Vi trillede derind i ro og mag og i god tid.
Det var en hundekold dag i februar, så vi frøs bravt, da vi nåede frem til restauranten efter at have gået et par hundrede meter fra bilen.
Men der var heldigvis varmt indenfor.

Lige når man kommer ind, bliver man mødt af en skranke, som vel nærmest må betegnes som en slags reception.
Der stod en ung smilende pige, som fandt vores reservation og hængte vores tøj i garderoben.

Hun fulgte os igennem et lille bar område og forbi en udstillingsmontre, hvor oksekødet hang steg ved steg på store kødkroge.
Det så sådan ud.

Efter montren kom vi ind i et ret stort lokale, som var fyldt med bordarrangementer.
Jeg ved ikke hvad den slags hedder.
Men det var sådan et rektangulært bord med en polstret, læderbetrukket bænk på hver side.
Eller sofa kunne man måske kalde det med lidt god vilje.
Med høj ryg, som samtidig fungerede som rumdeler hen til det næste bord.
Disse arrangementer stod ryg mod ryg hele vejen rundt langs væggene i det ret store lokale, og i 2 rækker ned igennem midten.
Man kunne jo ikke flytte rundt på møblerne.
Så de stod hvor de stod.
Og vi priste os lykkelige for at vi var så hyperslanke.
Så vi kunne lige med nød og næppe klemme os ind på bænkerækkerne.
Det gik noget lettere for Johan end for os andre.

Den unge pige viste os hen til vores bord, som var i det fjerneste hjørne af lokalet.
Og gav os menukort og en kurv med brød.
Og så satte vi os til at studere menuerne.
Jeg havde smugkigget lidt på nettet i forvejen.
Så jeg havde nogenlunde let ved at vælge.

Mens vi sad og studerede kortene kom en mandlig tjener hen med en ny brødkurv til os.
"Nå, I har fået brød", sagde han "damn it!"
Ja det sagde han altså.
Jeg tror det er første gang jeg har hørt en tjener bande ved bordet.
Men så har man jo også prøvet det.
Vi bestilte Campari og soda mens vi studerede menuen.
Johan ville have cola.

Jeg havde på forhånd forelsket mig i en af forretterne.
Grillet kalvebrissel.
Jeg har aldrig smagt brisler før.
For dem, der ikke lige har helt styr på husdyr-anatomi, kan jeg fortælle at brislen sidder i halsen på kalve og lam.
Den spiller en vigtig rolle i dyrets fordøjelse af moderens mælk.
Når dyret vokser til og holder op med at få mælk, forsvinder den.
Og der er således ikke nogen brisler i en ko eller et får.
Men jeg har længe haft lyst til at prøve denne i tidligere tider så store delikatesse.
Så det bestilte jeg.

Pernille er vild med kammuslinger, og sådan nogen kunne man få ligeledes grillet, så det valgte hun.

Johan er ofte eventyrlysten, når vi spiser ude.
Jeg husker en gang hvor han må have været 12-14 år eller deromkring.
Der ville han have friske østers til forret.
En ret som hans far endnu har tilgode.
Det kommer nok en dag.
Men denne aften ville han gerne have en halv grillet hummer.
Det var der ikke nogen af os der havde prøvet før.
Så det blev jo lidt spændende.

Vi bestilte en argentinsk vin, som så spændende ud, og som havde en fornuftig pris.

Den bandende tjener kom med vinen, lukkede den op og lod mig smage den.
Den var rigtig god.
Så skænkede han et glas til mig og et til Pernille.
Og han skulle lige til at skænke til Johan, som ikke bryder sig om rødvin.
Vi nåede at stoppe ham i sidste øjeblik.
Men der nåede lige at komme et par dråber i glasset.
Men det lod han sig ikke gå på af.
Han tog resolut glasset og tømte det over i Pernilles glas mens han udbrød: "Whoup!"
I sandhed en frisk fyr...

Vores forretter kom hurtigt.
Min så sådan ud.

Jeg ved ikke helt om der var en eller flere brisler.
Jeg havde jo som sagt aldrig smagt det før.
Men de bestod ligesom af et antal små kødstykker, som hang sammen med fine muskel- eller senetråde.
De var grillede og blev serveret med hakkede krydderurter.
Og med radiser skåret i papirstynde skiver på langs.
Det så meget dekorativt ud.
Og det smagte helt fantastisk.
Johan har mobbet mig med at jeg skriver "himmelsk" i alle mine anmeldelser.
Så det vil jeg lade være med denne gang.
Men det smagte meget meget godt.
Det var fantastisk mørt.
Smagen var meget mild, med en lille undertone af indmad som lever eller hjerter.
(Hvilket minder mig om at det snart må være på tide at lave hjerter i flødesovs).
Meget delikat.
Det bliver IKKE sidste gang.

Johan fik en hummergaffel sammen med sin halve hummer.
En hummergaffel ligner nærmest et værktøj til trædrejning.
Et håndtag som en almindelig gaffel.
Og i mad-enden to spidser, som er meget kortere end normale gaffelben og med meget lille afstand imellem.
Det så nærmest ud som om nogen blot havde skåret et hak i enden af gaffelhåndtaget.
Meningen er selvfølgelig at man kan stikke den ind i kløerne og grave kødet ud.
Den blev serveret med smeltet smør, en krydret mayonnaise dressing som nærmest lignede thousand island, men som var meget mere krydret, samt en halv citron.
Han gik lidt tøvende igang med den, men fik hurtigt tag på det og guffede den i sig med stort velbehag.

Der er ikke så meget at sige om Pernilles kammuslinger.
De blev serveret med nogle spæde blade af en slags og var grillet helt perfekt.

Og så kommer vi til hovedretterne.
Og her begynder det at blive vanskeligt.
MASH er jo et steakhouse.
Og på et steakhouse får man bøffer.
Bøffer med ret basalt tilbehør.
MASH er endvidere et amerikansk steakhouse.
Så de har først og fremmest amerikanske udskæringer.
Det kan jo gøre det lidt vanskeligt.
For hvad er lige en New York Strip.
Og hvordan adskiller den sig fra en Ribeye.
Og hvordan forholder de to sig i øvrigt til en tornedos.
Eller en entrecote.

Det ville have været et pænt træk, hvis man lige på spisekortet havde skrevet to linier om hver.
Så havde det været meget nemmere at vælge.
Tror jeg.

MASH servere tre forskellige slags kød.
Kød fra amerikanske majsopfodrede køer, som har boet i Omaha, Nebraska og som er garanteret hormonfri.
Kød fra danske køer, som har hængt tørt og modnet i 90 dage, så enzymerne rigtig har kunnet mørne kødet.
Og Wagyu kød, som er en australsk variant af det helt latterligt dyre japanske Kobekød.

Vi havde på forhånd besluttet at vi ville prøve forskellige ting, så vi kunne smage hos hinanden.
Så jeg bestilte en amerikansk ribeye.
Pernille bestilte en dansk "Filet", som vel nærmest må være en entrecote.
Johan havde vældig mod på Wagyu kødet, men hans onde far sagde nej, da han så prisen. Så han nøjedes med en amerikansk New York Strip.

Og så skulle der jo vælges tilbehør.
Man kan vælge mellem pommes frites, chili pommes frites, løgringe og macaroni med ost.
Og her gik det så pludselig op for os at tilbehøret ikke hører med.
Der følger en sovs, med hver bøf, som man kan vælge mellem fire.
Og så kan man købe flere sovse, hvis man har lyst.
Men man skal tilkøbe det tilbehør, man vil have.
Man kan også vælge mellem syv forskellige slags grøntsager, blandt andet grøn salat og stuvet spinat.
Men de skal stadig tilkøbes.

Pernille og jeg valgte pommes frites og Johan valgte løgringe.
Jeg valgte desuden ristede svampe med bacon.
Pernille og Johan valgte rødvinssovs og jeg valgte en sky med timian og hvidløg.

Der gik ikke særlig lang tid, fra tallerkenerne fra forretten var blevet fjernet til hovedretterne var klar.

Min så sådan ud.

Det ser jo ikke ud af alverden.
Et stykke grillet kød midt på en tallerken med en kvist rosmarin overnpå.
Mine pommes frites så sådan ud.

Og svampene.

Johans N.Y. Strip så sådan ud.

I baggrunden kan man se de store fritterede løgringe.

Pernilles filet så sådan ud.

 

 Og hendes pommes frites lignede mine.

Som jeg nævnte før er der tale om disse amerikanske udskæringer (undtagen Pernilles filet-entrecote)
De er skåret på en helt anden måde end vi er vandt til herhjemme.
Og fra andre steder på koen.
Derfor sidder fedtmarmoreringer og sener også på en helt anden måde.
Bøfferne var grillet ret kraftigt, så det var lidt svært at se hvordan de lige var skruet sammen.
Det lykkedes mig nogenlunde at manøvrere uden om de kraftigste fedtmarmoreringer og fedtkanter.
Johan var mindre heldig.
Han røg lige ind i en stor klump fedt, som sad midt i kødet, og som forståeligt nok fik ham til at miste appetitten.

Alle bøfferne var stegt perfekt.
Men det virkede ikke som om de havde fået nogen krydderier overhovedet.
Så det hjalp med lidt salt og peber.

I den forbindelse vil jeg lige nævne et kuriosum.
Der var to slags salt på bordet.
Almindeligt hvidt groft salt, som sikkert har været havsalt af en slags.
Og en lidt gullig-brun variant.
Nar man lugtede til saltkarret kunne man fornemme noget røg.
Slet ikke på samme måde som det kraftige røgsalt vi havde fået på Paustian.
Men ganske svagt.
Der var ingen af os der kunne smage forskel på de to slags salt.
Men interessant var det da.

Den vin vi havde bestilt var helt fantastisk.
Til en pris af 450 kr for en flaske var den endog MEGET god.

Men tilbage til maden.
Pommes friterne var sprøde og varme og smagte godt af kartoffel.
Svampene var endog meget lækre.
Ristet lige tilpas og anrettet i en lille metalgryde med store stykker bacon i tern og lidt løg.

Bagefter skulle vi selvfølgelig have dessert.
Der var ikke så forfærdelig meget at vælge imellem.
Men Johan valgte en chokoladekage, der blev serveret med en kugle citronis og en kugle vanillieis.
Der var nærmest tale om en chokoladetærte, med et lag chokoladesmørcreme eller sådan noget på toppen.
En solid omgang.

Pernille valgte en creme brulee.
Den blev serveret med en lille skål yoghurtbaseret is med jordbær.

Og jeg valgte et stykke cheesecake som blev serveret med en kugle jordbæris og en kugle passionsfrugtis.
Det, der ligger på toppen og ligner bacon, er tynde skiver af sukkerglaseret æble.

Alle desserterne var lækre omend noget bastante.

Og nu skal vi jo så til det.
Det som er så svært.

For man kunne ikke sætte en finger på noget som helst.
Det skulle da lige være den noget frimodige tjener.
Men ellers ingenting.

Men havde vi så haft en god aften?
Jeg bliver med skam at melde nødt til at sige nej.
For det var ikke særlig interessant.

Indretningen var vældig stilfuld.
Men kold og upersonlig.
Lidt cafeteria agtig.
Godt nok et MEGET fornemt cafeteria.
Men alligevel.

Bøfferne var stegt perfekt.
Og bortset fra de uvante udskæringer møre og fine.
Men de smagte ikke rigtig af noget.
Og det er selvfølgelig fint, at man kan vælge det tilbehør man vil have.
Men når man går ud og spiser på en restaurant i den prisklasse, så synes jeg jo godt at man kan forvente at nogen har forholdt sig til om det mon lige er bedst med pommes frites eller løgringe til en ribeye.
Og om man bør vælge bearnaise eller rødvinssovs til en N.Y.Strip.
Og man kunne jo godt have fået det til at se lidt festligt ud ved at anrette tingene pænt på tallerkenen.
I stedet for blot at placere en skive kød nøgen og ensom på midten.
Jeg mener selv på den billigste pizzabar kan man som regel vælge en pizza uden andet fyld end tomat og ost.
Og så tilkøbe mere fyld af forskellig slags.
Men jeg tror nu alligevel at de fleste vælger en af de andre modeller, som en eller anden har gjort sig den ulejlighed at sammensætte.

Jeg vil så nødig lyde som en sur gammel mand.
Eller som en provinsbonde, som ikke har sans for det moderne livs finesser.
Og jeg ved godt at MASH er et af de mest hotte steder i byen.
Det var jo derfor vi havde valgt det.
Men vi blev ærlig talt alle tre lidt skuffede.

Jeg var lige ved at skrive at det var forfærdelig amerikansk.
Ment som en kritik.
Men det vil jeg undlade.
For jeg har været i USA nogle gange.
Og jeg har haft store oplevelser med det creolske køkken i Louisiana.
Og med det italienske køkken i New York og i Californien.
Og med store bøffer ligeledes i Louisiana.
Så de kan jo godt lave mad de gode amerikanere.

Og så synes jeg det er dyrt.
En hovedret kommer op på omkring 350 kr. med tilbehør.
I hvert fald hvis man ikke kun vil have pommes frites til sin bøf.
Og det er altså mange mange penge for at smide en skive kød på grillen og en håndfuld pommes frites i frituren.
Det kræver selvfølgelig lidt omhyggelighed.
Men det er ærlig talt ikke særlig svært at lave mad på den måde.
Bevares, kødet koster sikkert mere end 4 bøffer på tilbud i supermarkedet.
Men alligevel.

Den samlede regning lød på 2225 kr.

Vi har ikke været særlig ofte på steakhouse.
Og man er jo nødt til at give MASH den ros at de er tro mod deres koncept.
Det er moderne,
Det er amerikansk.
Og man spiser bøffer.

Men vi kommer der næppe igen.
Det var for upersonligt.
Og jeg fristes til at sige ukunstnerisk.
Måske er vi bare mere til underlig fransk bøssemad.
Jeg ved det ikke.
Men Johan var heller ikke særlig begejstret.

Det eneste lyspunkt var forretterne.
De var spændende, lidt utraditionelle, og veltilberedte.
Og så var de ikke mindst anrettet pænt på tallerkenen, så de så indbydende ud.

www.mashsteak.dk/default.asp

Cafe Sorgenfri - København

Det var Pernilles fødselsdag.
Og den slags plejer vi altid at fejre enten ved at fødselsdagsbarnet får sin livret serveret derhjemme eller ved at gå ud og spise.

I år ville hun gerne ud og spise smørrebrød.
Så det gjorde vi.
Det er også længe siden.

Valget faldt på Cafe Sorgenfri i Brolæggerstræde i det indre København.
Det er jo ikke så nemt at komme til at parkere derinde.
Men det lykkedes at finde en plads næsten helt oppe ved Rådhuspladsen.

Hun havde været sød i år, min lille kone.
Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Men det betød desværre også at det var MEGET koldt.
Jeg vil gætte på 5-6 minusgrader.
Og der blæste en strid vind.
Så vi var godt forfrosne, da vi ankom til restauranten.
Vi var godt nok et kvarter for tidligt på den.
Men det var så koldt, at vi droppede at gå en lille omvej.
I stedet myldrede vi ned i mørket for at komme i ly for blæsten.

Det er bestemt ikke noget stort lokale.
Der er måske plads til 35-40 mennesker.
Men der er meget hyggeligt.
Vi fik anvist et bord, som heldigvis lå lidt væk fra indgangsdøren.
Det var vi glade for.
For der VAR altså meget koldt den dag.
Så snart vi var blevet sat kom tjeneren med menuen.
Eller smørrebrødssedlen som det vel egentlig hedder.

Den var ikke MEGET lang.
Der var vel en ca 35 forskellige punkter, som inkluderede et par anretninger og diverse oste.
Men der var hvad der skulle være.
Forskellige sild.
Diverse gammeldags stykker så som tunge med italiensk salat og sardiner på rugbrød.
Jeg blev helt nostalgisk.
Jeg er ikke så god til tunge.
Men jeg mindedes min barndoms søndagsfrokoster, hvor vi ofte fik sardiner.
Det er ikke noget man ser meget i dag.
Men sjovt nok fik vi det faktisk på en buffet til en 50-års fødselsdag for en måneds tid siden.
Der var også forskellige mere almindelige stykker, som leverpostej med bacon og champignons, dyrlægens natmad og rullepølse med sky.
Der var forskellige lune stykker som flæskesteg med sprød svær og hakkebøf med spejlæg.
Og endelig var der et par forskellige oste.

Jeg havde været på Cafe Sorgenfri et par år tidligere, og vidste af erfaring at man IKKE går sulten fra bordet.
Så det gjaldt om at begrænse sig.
Selvom det var meget svært.

Pernille besluttede sig hurtigt for den hjemmelavede hønsesalat og for mørbradbøf med bløde løg.

Jeg besluttede mig endelig for at droppe sardinerne og i stedet tage en fiskefilet med rejer og en hakkebøf med spejlæg.

Vi bestilte også en friturestegt camembert.
Og så krydsede vi fingre for at vi kunne spise det hele.

Der er ikke så mange valgmuligheder med hensyn til drikkevarer på Cafe Sorgenfri.
Der er de sædvanlige 2-3 slags fadøl fra Carlsberg og co.
Og et par forskellige flaskeøl fra samme firma samt forskellige sodavand.
Men der er vel heller ingen der kan finde på at drikke vin til smørrebrød.
Så det er ikke noget problem.
Vi valgte begge en stor Classic.
Og vi sprang snapsen over.

Nu var der tid til at kigge os lidt omkring mens vi ventede på maden.
Der er meget lavt til loftet i Cafe Sorgenfri.
Og der er fritlagt loftsbjælker.
Huset er fra 1796.
Og som de skriver på deres hjemmeside, så har der været cafe i "flere hundrede år".
Man er ikke i tvivl om at man befinder sig i historiske omgivelser.
Loft og vægge er holdt i sorte og brune nuancer.
Der er både malerier og fotos på væggene.
Alle fotos er i sort-hvid og de fleste kunne vi ikke lige identificere.
Men vi kunne dog se at endevæggen prydedes af Kong Christian X og Dronning Alexandrine.
Der er ikke så meget pynt og tingeltangel.
Det er der nu heller ikke plads til.
De små borde står tæt og er i øvrigt nydeligt dækket med rødternede duge.
Vældig hyggeligt.

Der kommer tilsyneladende alle slags mennesker på Cafe Sorgenfri.
Ved siden af os sad, hvad jeg vil gætte på var farmor, far og datter.
Datteren havde den alder hvor hun var vældig stolt over at kunne læse alle de svære ord på menuen.
På den anden side sad hvad jeg gætter på var et ældre kærestepar. De så i hvert fald søde ud.
Der var små grupper af forretningsfolk.
Og venindepar.
På et tidspunkt kom der et par unge mænd i træningstøj.
De har vel været 18-19 år.
De så ret trætte og brugte ud.
Den ene skulle have tatar og et stort glas mælk....

Vi havde efterhånden ventet i en tyve minutters tid.
Og jeg skulle så småt til at sætte en panderynke i mine notater.
Men så kom maden.
Al maden.
Undtagen osten.
Og så var det jo helt i orden med tyve minutter.
Jeg havde forestillet mig at vi ville få et stykke hver og så et stykke mere når vi var færdige med det.
Men sådan var det ikke.
Alle fire stykker ankom på et fad.
Smukt anrettet på et stort fad med brød, smør og tilbehør rundt om.
Fadet blev stillet på et stativ midt på bordet, så vi bedre kunne være der.
Bordene er lidt små på Cafe Sorgenfri.

 

Jeg startede med fiskefiletten.

Vi har en stående vittighed i vores familie.

Den har sit udspring i at begge børnene da de var små var helt vilde med fiskefilet med pomfritter.

Det er der jo mange børn der er.

Men ofte, når man køber dybfrosne fiskefiletter eller bestiller dem på et cafeteria, er der altså ikke så meget fisk.

Bare en hel masse panering.

Så på et tidspunkt opstod vittigheden med at der sommetider var noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Så det siger vi næsten altid til hinanden, når vi spiser fiskefilet.

I dette tilfælde kan jeg kun sige at der var rigtig meget af noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Den var hjemme-paneret og friturestegt.

Utrolig velsmagende og stegt helt tilpas.

Pernille startede med hønsesalaten.

Den var tydeligt hjemmelavet.

Ikke noget med geometrisk perfekte kyllingetern her.

Næ pæne store håndskårne stykker af kyllingebryst i en lækker dressing.

Serveret med en skive bacon og ristet franskbrød.

Meget lækkert.

Mit næste stykke var en hakkebøf med spejlæg.

Og det var et helt måltid.

Der var rigeligt til at man kunne have spist 2-3 stykker rugbrød til.

Men i anledning af Pernilles fødselsdag og fordi jeg allerede var ved at være mæt, nøjedes jeg med et enkelt.

Det var en meget stor hakkebøf.

Friskstegt og lyserød i midten.

Lige som den skal være.

Ovenpå bøffen lå en bunke bløde løg.

Og ovenpå løgene et spejlæg.

Og her er min eneste lille anke.

Blommen var næsten gennemstegt.

Jeg synes jo altså at blommen på et spejlæg skal være flydende.

Det er muligvis en smagssag.

Men denne var altså for gennemstegt efter min smag.

Pernilles mørbradbøffer var også helt perfekte.

Der er ikke så meget at sige om dem.

Stegt lige tilpas.

Møre, lækre og velsmagende.

Nu var vi efterhånden ved at være godt mætte begge to.

Men vi havde jo stadig osten tilgode.

Og vi fik ikke en men to ostetrekanter hver.

De var stegt helt perfekt.

Knasende sprøde udenpå og helt flydende indeni.

Superlækre.

Serveret med ristet brød og solbærsyltetøj, som det hører sig til.

Desværre var jeg så mæt at jeg kun kunne spise den ene.

Det lakkede mod enden.

Vi havde været på Cafe Sorgenfri i lidt over en time.

Så det var et hurtigt måltid.

Men det skal det vel også være når der er til frokost.

For der skal mange mennesker sikkert tilbage på arbejde.

Regningen lød på 568 kr.

Helt i orden for 2 store fadøl, 4 lækre og rigelige stykker smørrebrød og sidst men ikke mindst den stegte camembert.

http://www.cafesorgenfri.dk/