En god ide...
Under en pragtfuld ferie i Skagen var vi en aften ude at spise på en dejlig fiskerestaurant.
Det var en rigtig god oplevelse, og på et tidspunkt sagde Pernille at man skulle have været madanmelder, så man kunne have skrevet noget pænt om restauranten.
Herfra opstod ideen om at lave en blog, hvor vi kunne skrive om vores oplevelser på diverse restauranter.
Gode såvel som dårlige.
Det er ikke fordi vi går SÅ meget ud og spiser.
Men det sker da flere gange om året.
Og det kunne da være meget sjovt med sådan en slags dagbog over oplevelserne.
Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.
Og om der er nogen der gider læse, hvad vi skriver.
mandag den 22. august 2011
Spisegalleriet - Vejle
Vi havde stadig ferie.
Vi var færdige med at være i Flensborg.
Og det havde været nogle dejlige dage.
Så vi var kørt nordpå.
Mod Vejle.
Undervejs var vi lige et smut omkring Billund for at se Legoland.
Det er mange år siden vi har været i Legoland.
Så vi ville lige prøve at tage en tur derover uden børn.
For at prøve at få ordentlig tid til at se Minibyen uden hele tiden at blive trukket i for at komme hen og prøve Dragen eller en anden vild forlystelse.
OG for at spise de spareribs fra Saloonen i Legoredo Town som vi havde gået og fantaseret om siden vi var der sidst.
Men jeg må sige at det var lidt af en skuffelse.
På konceptuelt niveau lignede Legoland sig selv.
Der var kommet lidt flere forlystelser.
Og et par temaområder mere.
Men det virkede ligesom mere komprimeret.
Og mere kommercielt på en eller anden måde.
Når man kiggede ud over parken var der sort af mennesker.
Men parkeringspladsen var kun omkring halvt fuld.
Jeg er glad fro at vi ikke havde valgt dagen før, hvor Kronprinsen med arvinger var på besøg.
For så havde det da været helt frygteligt.
De superlækre spareribs var stegt alt for meget og derfor knastørre.
Men skidt med det.
Det vigtigste var Minibyen.
Men den var desværre også lidt af en skuffelse.
Der var alle de samme tableauer som sidste gang.
Plus nogle stykker til.
Men det hele var ligesom slidt at se på.
Lidt småbeskidt overalt.
Blade og vissent græs imellem husene og i vandet.
Husene var lidt snavsede.
Alle skibene havde alger på siderne.
Og mange af animationerne virkede ikke rigtig men gik ofte i stå.
Der gik godt nok en ung mand rundt og skubbede til tingene hele tiden.
Men de gik alligevel i stå.
Og alt i alt gav det bare et træt og slidt indtryk.
Hele sommeren har der været reklamer i tv om at Star Wars nu er kommet til Minibyen.
Og der var da også kommet et nyt hjørne tilegnet filmen.
Men det var også lidt af en skuffelse.
Det var ikke nået at blive slidt endnu.
Der var et lille tableau til hver film.
Men der var ikke særlig meget i hvert tableau.
Jeg var i Bella Centret i vinter for at se Legoworld 2011.
Og på den udstilling havde en privat byggeklub lavet et meget flottere Star Wars tableau.
Så alt i alt var Legoland altså lidt af en skuffelse.
Men men men.
Dette er ikke en blog om turistattraktioner.
Vi fortsatte til Vejle, hvor vi indkvarterede os på Park Hotel, som Pernille tidligere havde boet på.
Det er et meget hyggeligt gammelt hotel.
De gør et stort nummer ud af at det skal være som at komme på besøg hos mormor at bor der.
Der er massevis af gamle malerier og klunkemøbler overalt.
Og de har Danmarks største samling af kagefade, som hænger udstillet på gangene.
Rigtig hyggeligt.
Så snart vi var ankommet sendte Pernille mig ind på Restaurant Spisegalleriet, som lå lige ved siden af, for at bestille bord.
Da klokken var blevet 19.30 og vi havde fået skyllet resterne af Legoland af vores trætte legemer og daset lidt, gik vi ned på restauranten.
Der var ikke så mange, så vi kunne sidde hvor vi ville.
Vi valgte at sidde i stueetagen, så vi ikke skulle balancere op og ned fra buffeten til første sal med fyldte tallerkener.
Spisegalleriet har et noget anderledes koncept.
Men meget vellykket må jeg sige.
Først bliver man sat ved et bord.
Så kommer tjeneren og tager imod bestilling på drikkevarer.
Og så går man op til buffeten.
Men det er ikke en almindelig buffet.
Den ser sådan ud.
Det er måske lidt svært at se på billedet.
Men bag glasruden ligger råt kød i fire forskellige "gallerier" som de kalder det.
Mærket med bogstaver.
De forskellige slags kød i det samme galleri koster så det samme.
Dyrere jo højere man kommer op i bogstaverne.
Og så skal man ellers bare vælge.
Og der er alt muligt.
Det er ikke som almindelig grillbuffet med bøf, spareribs, kylling og pølser.
Der er mange forskellige ting.
Flere af den mere eksotiske slags.
Da Pernille var der tidligere på året havde hun fået zebra og kudu.
Så jeg var jo vildt spændt.
Helt så eksotisk var det dog ikke denne aften.
Der var forskellige grillspyd, svinekoteletter, forskellige oksebøffer, lam, and og pølser.
Og så var der struds, kænguru og krokodille.
Det er jo egentlig ret eksotisk.
Men vi havde prøvet det hele før.
Struds og kænguru kan man ofte købe i supermarkedet.
Og krokodille havde vi fået for nogle år siden på Reef and Beef i København.
Men eksotisk skulle det jo være.
Så Pernille valgte struds og jeg valgte kænguru.
Ideen er at man kun vælger et stykke kød.
Men vi kunne få et stykke krokodille oveni for 40 kr.
Så det valgte vi begge.
Man vælger det specifikke stykke kød, man vil have.
Og køkkenet går i gang med at stege det.
Imens går man hen til buffetten med det varme tilbehør.
Her kan man så vælge mellem kartofler i forskellige variationer, grøntsager og brød.
Der er også en salatbuffet, som man kan tilkøbe.
Det undlod vi dog.
Så sætter man sig hen og nyder sin vin mens man venter på kødet, som bliver bragt hen til bordet når det er stegt.
Pernilles struds og kartofler så sådan ud.
Og min kænguru og kartofler så sådan ud
Øverst kan man se det lille stykke krokodille.
Det ser jo ikke ud af så meget.
Men sådan er det jo ofte med grillmad.
Til gengæld smagte det ganske overdådigt.
Når vi derhjemme en gang i mellem har fået struds eller kænguru er vi altid blevet lidt småskuffede.
Det er jo magert og fint kød.
Meget proteinrigt og mætter derfor meget.
Men der kan være en tendens til at det bliver lidt tørt.
Og det plejer ikke at smage af så meget.
Jeg kan nu se at det må skyldes kokkens (altså mine) manglende evner.
For begge dele var fantastisk lækre denne aften.
Meget velkrydrede og supersaftige.
Det kan jo ofte være svært at forklare hvordan maden smager og hvordan konsistensen er til en som ikke kender det i forvejen.
Og det er det også her.
Man kunne jo tro at struds smager lidt som kylling eller andet fjerkræ fordi det jo altså er en fugl.
Men det gør det ikke.
(Det er jo også en MEGET stor fugl)
Det smager nærmest som en mellemting mellem vildt og fedtmarmoreret og dermed meget smagfuldt oksekød.
Kraftigt og lækkert.
Konsistensen var nærmest som oksefilet.
Kænguruen var lidt mere mild i smagen.
Måske lidt svinekødsagtigt.
Men samtidig med en klar fornemmelse af vildt.
Konsistensen var anderledes end strudsen.
Hvilket jo ikke er så mærkeligt, eftersom de ikke er særlig meget i familie.
Man kan nærmest sammenligne den med en mellemting mellem marineret laks, som jo er meget blød og så kyllingebryst.
Eller måske som det her frygtelige pumpede kyllingebryst som kaldes neutralmarineret.
Det produkt er jo en vederstyggelighed.
Det var kænguruen IKKE.
Det er blot et forsøg på at beskrive konsistensen.
Både struds og kænguru var en himmerrigs mundfuld.
Og så til krokodillen.
Da vi i sin tid fik det på Reef and Beef var det en træls omgang.
Tør og kedelig.
Uden nogen nævneværdig smag og med en konsistens som træ.
Sådan var det ikke på Spisegalleriet.
Det var mørt, saftigt og meget meget lækkert.
Så enten var den på Reef and Beef en gammel selvdød fætter.
Eller også var den blevet skamstegt.
I hvert fald var det vi fik denne aften MEGET bedre.
Jeg var helt ked af at jeg ikke havde taget noget mere af den istedet for kænguruen.
Smagen var lidt som en meget velkrydret fisk af en art.
Og konsistensen var lidt som kammusling men lidt mere sej i det.
Helt fantastisk.
Mens vi sad og spiste kom vi til at tale om, hvilke stykker på dyrene det mon var vi fik.
For det er jo ikke helt nok og sige at man spiser gris.
Der er som bekendt STOR forskel på stegt flæsk og mørbradbøffer.
Det samme må jo gøre sig gældende for struds og kænguru.
Så vi vinkede af servitricen og spurgte.
Hun så lidt rådvild ud men ville gå ud og spørge i køkkenet.
Hun kom hurtigt tilbage og sagde at både strudsen og kænguruen var en del af låret.
Og krokodillen var et stykke fra halen.
Det er et meget fint koncept Spisegalleriet har.
Og så er det ikke særlig dyrt.
Kænguruen hører til i galleri B som koster 169 kr incl. varmt tilbehør.
Strudsen tilhører galleri C som koster 189 kr.
Derudover har de nogle menutilbud hvor man får salatbar og dessert til en god pris.
Og de har særlige tilbud på faste ugedage.
For eksempel er der en ugedag, hvor børn spiser gratis.
Og der er take-away til reducerede priser.
Da vi skulle betale talte vi lidt med tjeneren om udvalget.
Han fortalte at de udskifter de eksotiske ting hver måned.
Et par måneder tidligere havde de haft boa-slange.
DET ville jo ellers have været noget af et eventyr.
Han fortalte dog at han ikke rigtig brød sig om det.
Der er INGEN tvivl om at vi vil besøge Spisegalleriet igen næste gang vi kommer til Vejle.
lørdag den 20. august 2011
Kommentarer med reklamer
Nu har vi haft denne blog i en tre års tid.
Eller der omkring.
Og det har bestemt været fornøjeligt.
Det har været rigtig hyggeligt med alle de mange kommentarer, som folk skriver.
(Selvom en enkelt anmeldelse måske nok kørte lidt af sporet efter min mening)
Da jeg oprettede bloggen i sin tid fik jeg mulighed for at tjene penge på den ved at lade Google lægge reklamer på den, som læserne så kunne klikke på.
Jeg prøvede det af i en måneds tid for at se hvad det var for noget.
Samtidig tænkte vi meget over hvad det egentlig var vi ville med denne blog.
For det kunne da være rart at tjene en masse penge.
På den anden side ville vi ikke risikere at gå hen og blive kommercielle.
Vi ville hellere kunne skrive 100% ærligt om det vi oplevede uden risiko for at "komme i lommen" på nogen.
Så det førte til den beslutning at vores blog skulle være 100% reklamefri.
Vi skriver om restauranter og bringer et link til deres hjemmesider, så folk kan kigge på menukort og så videre.
Og så ikke andet.
Men her på det seneste er der begyndt at komme nogen lidt anderledes kommentarer.
De er meget kortfattede, altid positive, men uden så meget indhold.
Og de slutter med et link eller en web adresse.
Istedet for et navn.
Senest er der kommet to kommentarer til den samme anmeldelse fra to forskellige personer og med to forskellige web adresser.
Men de peger på den samme hjemmeside.
Som vel at mærke er kommerciel og ikke har det FJERNESTE med restauranter eller mad at gøre.
Vi har derfor besluttet at den slags kommentarer vil vi ikke have på vores blog.
Så de bliver nu slettet.
Hvis man havde kunnet ville jeg have rettet i kommentaren og fjernet web adressen.
Men det kan man desværre ikke.
Så derfor må de slettes.
Det er selvfølgelig HELT i orden at skrive en fornuftig kommentar, og så henvise til sin egen madblog eller lignende.
Men vi gider ikke at have henvisninger til flagstænger eller reparation af mobiltelefoner.
God eftersommer.
lørdag den 13. august 2011
Jessens Fischperle - Flensborg
Jeg er et dårligt menneske.
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme.
Men derom senere.
Vi var stadig på ferie i Flensborg.
Vi havde været ude at sejle en tur på fjorden.
Og oset en masse rundt nede i byen.
Og i det hele taget hygget os rigtig meget.
På hotelværelset lå der en mappe med diverse seværdigheder og restauranter som hotellet anbefalede.
En af restauranterne var Jessens Fischperle.
Den blev rost i høje toner i mappen.
Og de anmeldelser jeg kunne finde virkede også ok.
I modsætning til Hansens Brauerei kunne jeg komme ind på deres hjemmeside.
Og menuen så ganske tilforladelig ud.
Desværre kunne man ikke bestille bord på hjemmesiden, men i telefonen fik jeg med det samme fat i en der kunne tale engelsk.
Det var jo dejligt.
Restauranten lå på østsiden af havnen.
Lige ved lystbådene.
Det betød jo at det var i solsiden når det nu var aften.
Dejligt.
Vi ankom og kunne frit vælge om vi ville sidde inde eller ude.
Vi ville helst sidde ude, for det var en dejlig aften.
Den søde servitrice havde luret at vi ikke var tyskere, så hun tilbød os et engelsk menukort.
Fin service.
Nu havde vi jo kigget lidt på menuen hjemmefra, så det var ikke så svært at bestemme os.
Jeg er jo ret vild med fiskesuppe.
Så da det første punkt på det tyske menukort var "Friesische Bouillabaisse" var jeg ikke sen til at slå til.
Heller ikke selvom den blot hed "Rich fish soup" på det engelske.
Pernille ville ikke have nogen forret.
Suppen ankom og så sådan ud.
Og jeg må sige at det var ikke helt hvad jeg havde regnet med.
Sådan en kan jeg også nemt lave.
Man tager en pose frossen grøntsagssuppe fra Mou.
Et par håndfulde frosne supperurter fra to forskellige poser.
En hvor de er skåret i små ensartede terninger og en hvor gulerødderne er bølgeskåret.
Så tilføjer man 2-3 stykker mørksej tror jeg.
Et par små stykker laks.
Og en lille håndfuld rejer.
Et voila.
Det var jo ikke decideret dårligt.
Men det var altså ikke en fiskesuppe.
For en fiskesuppe er kogt på fisk.
Og det var denne IKKE.
Nu kan det jo meget vel tænkes at en Frisisk fiskesuppe rent faktisk skal laves på den måde.
Og så er det jo fint nok.
Jeg havde bare forventet noget andet.
Og blev skuffet.
Men sådan er det.
Jeg synes dog godt at de lige kunne have skåret nogle friske grøntsager.
Så kom hovedretterne.
Pernille have bestilt en "Trio vom Lachs".
Altså laks på tre forskellige måder.
Koldrøget, varmrøget og marineret.
Pernille kan ret godt lide laks.
Det blev serveret med en dilddressing og de allestedsnærværende stegte kartofler.
Det så sådan ud.
Det smagte fint.
Men hun syntes dog at den marinerede laks kom i en lidt underlig udskæring.
Ikke noget at klage over, men det var et meget tykt stykke.
Nærmest som varmrøget laks.
Og marineret laks har jo en lidt speciel konsistens, som egner sig bedre til tynde skiver.
Og nu kommer det så.
Årsagen til at jeg er et dårligt menneske.
For jeg ELSKER ål.
Og ålen er efterhånden et truet dyr..
Der er kun en brøkdel tilbage i Europa sammenlignet med for bare 10 år siden.
Den er ikke fredet endnu, men bliver det sikkert snart.
Den er på en observationsliste i EU, hvor man holder øje med hvornår der er så få at den skal fredes.
Og den ene af de to store supermarkeds koncerner i Danmark har helt fjernet enhver form for ål fra kølediskene.
Men jeg ELSKER altså ål.
Og her på menukortet havde de en "Aal-kombination"
Tre forskellige tilberedninger.
Røget.
Stegt.
Og i gele på Frisisk maner.
Og det kunne jeg altså ikke stå for.
Men på alle andre områder prøver jeg virkelig på at være et godt menneske.
Det så sådan ud.
Og det smagte HIMMELSK.
Jeg startede med den i gele.
Jeg har faktisk aldrig fået ål i gele før.
Hverken frisisk eller andre.
Men selve ålen var selvfølgelig nærmest kogt.
Mør og fin.
Og geleen var krydret.
Salt og syrlig.
Faktisk var min første tanke at det var som lagen til marineret sild tilsat husblas.
Og det skal ikke opfattes som en kritik men et forsøg på at beskrive.
Det var meget lækkert.
Der var tre pæne stykker, men jeg spiste kun et til en start.
For jeg skulle jo være sikker på at smage det hele.
Så tog jeg et stykke røget ål.
Dem var der to af.
Der var ikke så meget at sige om dem.
Det stykke jeg tog først var et midterstykke.
Mørt og saftigt.
Og lunt faktisk.
Det havde jeg ikke regnet med.
Lækkert.
Dernæst et stykke af den stegte.
Der var også tre af dem.
En af de andre retter i menukortet hed noget i retning af "stegt ål på dansk maner".
Og sådan var dette stykke.
Paneret og meget sprødt.
Det kunne godt lige have klaret lidt mere salt.
Men det var der jo råd for.
Tilbehøret var igen bratkartoffeln.
Og en grøn salat.
Det var nu meget rart med salaten.
For ål er jo en ret fed spise.
Efter den første runde var jeg faktisk allerede mæt.
Men det lykkedes mig at få spist det meste op.
Jeg måtte dog til min store fortrydelse levne et stykke af den stegte.
Samt en hel del af kartoflerne...
Det var en meget lækker anretning.
Og det var spændende at prøve ål i gele for første gang.
Det må jeg se at få prøvet derhjemme engang.
Alt i alt var det en helt OK oplevelse.
Der var lige det med suppen.
Men jeg vil lade tvivlen komme den anklagede til gode.
For det kan sagtens være den rigtige autentiske måde at lave frisisk fiskesuppe på.
Restauranten var mere bistroagtig end egentlig restaurantagtig.
Det var ikke hvad vi havde forventet.
Men det var faktisk rigtig rart.
Ikke mindst fordi vi jo ikke lige frem var klædt i selskabstøj men så ret ferieagtige ud.
Da vi havde rejst os gik vi en tiltrængt tur langs lystbådehavnen.
Måske er det hemmeligheden bag tyskernes manglende overvægt.
Når man har spist deres mad MÅ man bare ud at gå.
onsdag den 3. august 2011
Hansens Brauerei - Flensborg
Ferie.
Skønt.
En stille og rolig afslapningsferie i Flensborg.
Måske ikke det mest oplagte valg.
Men det viste sig at være en rigtig hyggelig by.
Kan klart anbefales.
Måske ikke det mest oplagte valg.
Men det viste sig at være en rigtig hyggelig by.
Kan klart anbefales.
Jeg havde fået anbefalet Hansens Brauerei af en kollega.
Og da de så på hotellet sagde at der kunne man få byens bedste øl, var der jo ikke så meget at rafle om.
Og da de så på hotellet sagde at der kunne man få byens bedste øl, var der jo ikke så meget at rafle om.
Så jeg ville bestille bord.
Nu om dage starter man jo altid med lige at kigge på tingene på nettet.
Og ofte kan man også bestille bord på restauranternes hjemmeside.
Det kan jo være meget rart.
Især i Tyskland.
Jeg har haft tysk i skolen for mange år siden.
Og ofte kan man også bestille bord på restauranternes hjemmeside.
Det kan jo være meget rart.
Især i Tyskland.
Jeg har haft tysk i skolen for mange år siden.
I adskillige år.
Men af en eller anden grund virker det sommetider som om tyskerne ikke mestrer deres eget modersmål lige så godt som jeg gør :-)
Så jeg ville kigge på Hansens på nettet.
Den gik bare ikke.
For den gratis Internet forbindelse på hotellet var forsynet med et filter.
Og dette filter mente at Hansens Brauerei skulle kategoriseres som "Drugs", og nægtede derfor at vise siden.
Og dette filter mente at Hansens Brauerei skulle kategoriseres som "Drugs", og nægtede derfor at vise siden.
Jeg gad vide hvad de putter i deres øl dernede....
Men man skal jo ikke lade sig kyse.
Så jeg ringede i stedet til restauranten for at bestille bord.
Og fik heldigvis fat i en der kunne lidt engelsk.
Det er nu meget sjovt med tyskerne.
For ikke alene taler de dårligere tysk end jeg gør.
Det er nu meget sjovt med tyskerne.
For ikke alene taler de dårligere tysk end jeg gør.
De er generelt også ret dårlige til engelsk.
Men det lykkedes at få bestilt et bord.
Hansens Brauerei ligger meget idyllisk nede i havnen.
Næsten i centrum af byen.
Denne del af havnen er udnævnt til museumshavn.
Og der ligger mange større og mindre skibe og både med mange år på bagen.
Nogen mere velholdt end andre.
Men bestemt hyggeligt og stemningsfuldt.
Vi ankom til aftalt tid, og fik anvist et bord.
Et lidt sjovt bord faktisk.
For det var meget højt.
Og vi skulle sidde på en høj bænk op ad væggen.
Pernille syntes det var ligesom at sidde på klaveret.
Men vi havde et fint udsyn over restauranten.
Der var to lokaler.
Forrest et lidt dunkelt lokale med almindelige borde med stole.
Og bagved et meget lysere lokale oplyst af ovenlysvinduer og med lidt mere langbord-og-bænk indretning.
Bagerst i lokalet store kobbertanke til ølbrygning.
Menukortene stod på bordet i en lille holder, så vi gik straks i gang med at studere dem.
Det var meget tysk.
Og meget øl-agtigt.
Der var forskellige slags pølser, og schnitzler.
Og grillet svineskank, og nogle forskellige sammenkogte ting.
Men det så alt sammen meget lækkert ud.
Der var også et par forskellige slags af huset bryg.
Færre end jeg havde regnet med faktisk.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nørrebro Bryghus, som jo har et STORT udvalg af øl.
Der må vi også snart ind igen.
Der må vi også snart ind igen.
Det går lige op for mig at vi jo ikke har været der siden vi startede denne blog.
Det må der laves om på.
Men tilbage til Hansens.
Jeg endte med at bestille et lille glas af tre forskellige slags.
Pilsener, schwartzbier og weissen
De så sådan ud
Pernille nøjedes med en stor pilsener.
Vi havde luret at portionerne så ret velvoksne ud.
Så vi droppede forretter.
Jeg bestilte grillhaxen mit sauerkraut und bratkartoffeln.
Altså grillet svineskank med surkål og stegte kartofler.
Så bliver det vist ikke mere tysk.
Selvom den slags vist egentlig hører mere til i sydtyskland omkring München.
Pernille valgte en Brauereipfanne.
Altså Bryggerens pande.
Altså Bryggerens pande.
Er det ikke skønt med alle disse konsonanter, som næsten ikke er til at udtale.
Øllet var dejligt.
Pilsneren var måske ikke den mest ophidsende jeg har smagt.
Men så meget desto bedre var til gengæld den friske weissen.
Den var meget lækker og læskende.
Ikke nogen stor og kraftig hvedeøl.
Men mild og god.
Selv Pernille som ellers ikke er så meget for hvede, kunne lide den.
Og Schwartzbieren passede helt perfekt til den ret fede mad.
Og nu til maden.
Min grillhaxe kunne fås i to størrelser.
Den lille på 700 gram og en større til to personer på 1,3 kg.
700 gram var RIGELIGT.
Sådan en svineskank er jo ikke noget man gør så meget i hjemme i Danmark.
Men det er faktisk en rigtig dejlig udskæring.
Den er ikke voldsomt regulær.
Man skal sådan sidde og rode lidt og fiske kødet ud mellem benene.
Lidt som spareribs.
Men det smager faktisk helt anderledes.
Jeg kom til at tænke på at jeg som barn sommetider fik kogte grisetæer hos min mormor.
Skanken smager lidt af det samme.
Men den sidder jo også lige ovenover.
Den var grillet med skindet på.
Så hele det store kødstykke var pakket ind i flæskesvær!!
Rigtig mandemad.
Til øl.
Eneste minus var at den store svær ikke var blevet ridset først.
Så det var faktisk lidt svært at få taget hul på fyren.
Men det lykkedes.
Jeg har ikke den store erfaring med sauerkraut.
Jeg har smagt det et par gange uden at det har sat sig store spor i min erindring.
Men den sauerkraut, jeg fik her, var rigtig lækker.
Jeg har en mistanke om at den var hjemmelavet og at alle mine tidligere oplevelser har været industriprodukter.
Den var saftig og syrlig uden at syrligheden tog overhånd.
Den passede perfekt til den lidt fede skank.
De stegte kartofler er der ikke så meget at sige om.
De var sprøde og gode.
Hele herligheden blev i øvrigt serveret med en god stærk sennep.
Alt i alt var det en meget lækker omgang.
Som så sådan ud.
Pernilles pande så sådan ud.
Det var en overdådig anretning af små stegte stykker af svinemørbrad, champignon, løg, stegte kartofler og bearnaise sauce.
Og spejlæg.
En noget spøjs kombination.
Men igen meget tysk.
Og det smagte pragtfuldt.
Men begge portioner var for store for vores sarte danske maver.
Vi måtte levne.
Mens vi sad og ventede på desserterne, kom vi til at tale om tyskernes generelle statur.
For selvom den tyske mad er meget fed.
Og selvom den ofte serveres i meget store portioner.
Så er tyskerne ikke MEGET overvægtige.
Sådan generelt set.
Ikke på samme måde som amerikanere ofte er.
Det er jo tankevækkende.
Måske er svinekød bedre for BMI'en en oksekød.
Svært at sige.
Til dessert havde vi bestilt rødgrød med vanilleis.
Rotegrütze mit vanilleeiscreme.
Jeg synes det er lettere at sige rødgrød med fløde.
Men jeg glemte at fotografere den.
Det er RIGTIG mange år siden jeg sidst fik rødgrød.
Jordbærgrød javist.
Men ikke rødgrød.
For dårligt i grunden.
Det må jeg vist se at få lavet derhjemme snart.
Jeg tror jeg må tilbage til min salig mormor igen.
For jeg husker når vi var på besøg hos hende om sommeren.
Der blev ofte serveret rødgrød.
Den var nu nærmest lilla, sådan som jeg husker den.
Det var en helt glat og homogen grød som var og skulle være "lang".
Det vil sige at den nærmest var elastisk.
Når man tog en skefuld, hang den ligesom fast i resten af grøden på tallerkenen og kunne trækkes ud til en lang streng.
Nærmest.
Det er faktisk ret svært at forklare.
Men i hvert fald.
Sådan er rødgrød.
For mig.
Og den vi fik på Hansens var helt anderledes.
Det var nærmest som en tynd marmelade med masser af hele bær i.
Jordbær, hindbær og ribs.
Og muligvis et par stykker til.
Hertil to kugler hjemmelavet vanilleis.
Og tag ikke fejl.
Det smagte skønt.
Det var bare ikke det samme som mormors rødgrød.
Men det var rigtig dejligt med den syrlige og friske og trods alt lette dessert efter alt kødet.
Man kan købe øl ud af huset på Hansens.
Og vi overvejede faktisk at købe en flaske af den dejlige weissen.
2 liter koster 8 €.
Og det er sådan set ok.
Men man skal betale for flasken, som man så kan vende tilbage og få fyldt igen.
Og flasken koster 15 €.
Og det er trods alt for meget.
Så det droppede vi.
Vi havde haft en dejlig aften.
Men vi trængte MEGET til at komme ud og gå lidt.
Så det var jo dejligt at havnen lå lige ved siden af, så vi kunne gå en tur i aftensolen og slå mave og kigge på de unge mennesker som hyggede sig på kajen.
Da vi kom hjem til hotellet valgte vi dog begge at tage et glas samarin inden sengetid.
Abonner på:
Opslag (Atom)