Det var den sidste dag i ferien.
Eller rettere.
Den sidste dag i den del af ferien som foregik i sommerhuset på Fyn.
Og når sommerhuset nu lå i Faldsled, så skulle vi selvfølgelig på Falsled Kro.
Eller Faldsled.
For det er lidt forvirrende.
Både omkring kroen og omkring selve byen og havnen og så videre.
Nogen steder er det stavet med et "d" i midten og nogen steder uden.
Måske kan en af vores trofaste læsere opklare mysteriet.
Men vi skulle i hvert fald spise på kroen.
Vi havde talt om det siden dengang i vinter, hvor vi fik netop dette sommerhus ved lodtrækningen i firmaet.
Falsled kro er jo vidt berømt.
Jeg har set flere madanmeldere hævde at den eneste grund til at kroen ikke har en Michelin stjerne er, at den ligger så langt fra København.
Så forventningerne var jo selvfølgelig høje.
Vi var gået ned på kroen først på ugen, for lige at indsnuse stemningen og bestille bord.
Det er en meget smuk og idyllisk gammel bygning, som ligger lige der hvor vejen slår en bugt.
Der har været drevet kro siden 1744,, hvor Grev Conrad Ditlev Rewentlow fik kongens tilladelse til at holde værtshus og brænde brændevin.
Det må vel have været Christian VI.
Det er ikke den oprindelige bygning, som står der.
For en dag i 1851 blev byens fordrukne skrædder nægtet mere brændevin.
Og han blev så sur at han satte ild på kroen, som nedbrændte totalt.
Men det "nye" hus er nu alligevel både flot og hyggeligt.
Lige ved siden af kroen ligger en lillebitte lystbådehavn, som også er rigtig hyggelig.
Vi kiggede lidt på menukortet.
Man kan godt se at Falsled Kro har store ambitioner.
Aftenmenuen kører efter et tema.
Almanak kalder de det.
Der er otte forskellige menuer hen over året, som selvfølgelig indeholder præcis de retter, som passer til årstiden.
Skal man have den store aften menu incl. vine og kaffe koster den i Højsommer udgaven 2350 kr.
Og det lød virkelig både lækkert og spændende.
Meeeeen.
Godt nok var vi på ferie.
Og godt nok er vi ikke blege for at betale for en god oplevelse.
Men at give næsten 5000 kr for en aften i byen var altså noget udover vores budget.
Og godt nok har vi et ret så boheme-agtigt forhold til budgetter i al almindelighed.
Men det var nu alligevel i overkanten.
Især fordi vi ikke rigtigt havde noget at fejre.
Så den undskyldning kunne vi ikke engang bruge.
Så vi valgte at bestille bord til frokost i stedet.
Vi kiggede også lige ind i kroens butik nu vi var der.
Men den så ærlig talt lidt kedelig ud.
Der var lidt stearinlys, et par flasker vin, noget syltetøj og lidt nips.
Så det var hurtigt overset.
Da den store dag oprandt var vi selvfølgelig fulde af forventning.
Så vi ankom et par minutter før tiden og kunne heldigvis få parkeringsplads næsten lige uden for døren.
For vejret, som i øvrigt ikke rigtig havde været med os, så noget truende ud.
Vi gik ind i restauranten.
Eller rettere i krostuen.
Der var helt mennesketomt.
Vi ventede lidt og vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre.
Det så ud som om man ligesom skulle bag om bardisken og videre ned ad en gang.
Efter et par minutter kom der heldigvis en ung kvindelig tjener slæbende på en stabel tallerkener.
Vi fortalte hende at vi havde bestilt bord, og hun bad os vente og småløb ned ad gangen.
Et øjeblik efter dukkede en ældre mandlig tjener op i døråbningen.
Han bad os følge med, så det gjorde vi.
Vi gik ned ad en gang og kom igennem først et stort lokale, som var dækket op til aftenselskab og derefter et lidt mindre rum, der var dækket op til frokost.
Væggene var hvidkalkede og der hang forskellige gamle malerier og porcelænsplatter overalt.
I hjørnet stod en smuk gammel kakkelovn.
Vi gik videre ud i en slags udestue.
Her var en 8-10 borde.
De fleste var tomme.
Tjeneren sagde at vi selv måtte vælge hvor vi ville sidde.
Vi havde lyst til at sidde helt nede for enden, fordi der var bedst udsigt over hele haven med vinduer på tre sider.
Han advarede os om at der ville blive temmelig varmt, hvis solen kom frem.
Men vi kiggede op på himlen og vurderede at det var der nok ikke den store risiko for.
Bordet var dækket med messingdækketallerkener.
De var store og flotte og så meget rustikke ud.
Vi fik udleveret menukortene og samtidig kom en kurv med to slags brød.
Tjeneren forklarede at den ene slags var et lyst speltbrød og det andet var et mørkt brød med malt og en lille smule chokolade.
Spændende.
Hertil portionssmør i små nydelige porcelænsskåle.
Begge slags brød smagte virkelig godt og var superfriskbagt.
Frokostkortet består af 3 forretter, 2 hovedretter, 2 desserter og ost.
Jeg valgte en Foie Gras terrine, dagens fisk og en dessert med sorbet.
Pernille valgte hjemmerøget laks, bøf og kroens jordbærdessert.
Tjeneren ville selvfølgelig gerne vide, hvad vi ønskede at drikke.
Jeg svarede lidt tøvende at vi nok gerne ville have en flaske rosevin med den klare forventning at vi så ville få udleveret et vinkort.
Men det gjorde vi ikke.
Tjeneren svarede blot "Rosevin, så gerne" og forsvandt.
Lidt besynderligt.
Så vi var jo noget spændt på hvad vi ville få og ikke mindst hvad den ville koste.
Men vi besluttede ikke at gøre et nummer ud af det.
Vi havde trods alt ferie.
Vi ventede en rum tid på forretterne.
Jeg kan godt høre at det begynder at blive et gennemgående tema i disse anmeldelser.
Ventetiden.
Men jeg bliver let irriteret, hvis der går for lang tid.
Og til disse forretter var der jo ikke noget der skulle tilberedes.
Det skulle blot rettes an.
Vinen kom og den var rigtig god.
Den blev serveret efter alle kunstens regler stående på et sidebord i en vinkøler med masser af isterninger.
Min Foie Gras terrine så sådan ud.
Den blev serveret med rabarberkompot, rabarbergele (de små runde røde klatter), croutoner og salat.
Selve terrinen var helt utrolig let og fin i smagen.
Ved den første bid var jeg næsten i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var foie gras i.
Men efter et øjeblik trængte smagen igennem.
Salaten var meget sprød og frisk.
Tjeneren fortalte at den var fra deres egen urtehave.
Det er i øvrigt et af de spændende træk ved kroen.
De stræber efter at være selvforsynende.
Meget sympatisk.
De har jo nok ikke en fiskerflåde og en større mængde slagtedyr gående.
Men selvforsynende med grøntsager.
Rabarberkompotten var på en gang sød og syrlig.
Lige som en skulle være.
De små dråber rabarbergele smagte ikke af ret meget.
Jeg måtte spørge tjeneren hvad det var.
Men tog man en dråbe i munden alene kunne man godt fornemme rabarberne.
Croutonerne var sprøde, lette og velsmagende.
Alt i alt var det en fin lille forret.
Jeg kunne måske godt have ønsket mig at der havde været mere foie gras i terrinen.
For den blev næsten overdøvet af rabarberne.
Men lækkert var det.
Pernilles laks så sådan ud.
Laksen var hjemmerøget.
Den blev serveret med et par forskellige salater og krydderureter, syltet havtorn og hjemmebagt rugknækbrød.
Laksen var helt fantastisk lækker.
Den smeltede på tungen og havde lige den rette balance mellem salt og røg.
Havtorn er et lille orange bær, der vokser på 2-3 meter høje buske især langs den jyske vestkyst.
Bærret har en let syrlig smag lidt i retning af passionsfrugt.
Det er en meget gammel plante i Danmark, som næsten var gået i glemmebogen, men den er blevet vældig populær i den lidt finere madlavning.
Der er noget dejligt over denne udvikling.
Lige sådan med spelt, som jo også var en næsten glemt afgrøde, men som nu kan fås overalt.
Et enkelt lille havtorn-bær indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin.
Det lille syrlige bær klædte den lidt fede laks utrolig godt.
Tjeneren havde bemærket at vi sad og fotograferede maden.
Så han tilbød at tage et billede af os.
Det tog vi i mod.
På billedet kan man også få et indtryk af dagens absolut flotteste anretning.
Det er hende der sidder i venstre side af biledet.
Nu begyndte solen så småt at titte lidt frem.
Og tjeneren havde desværre haft ret.
Der blev meget hurtigt varmt.
Men så kan vi jo lære at høre efter.
Så kom hovedretterne.
Min fisk så sådan ud.
Der var tale om et stykke torskefilet, som var nænsomt stegt så den flagede konsistens netop trådte frem, men uden at den blev tør.
Den blev serveret på en bund af spelt-otto.
Altså risotto lavet med spelt i stedet for ris.
Det var spændende at prøve.
Og anderledes.
Men jeg tror nu nok jeg foretrækker almindelig risotto.
Fisken var pyntet med ærtespirer.
Altså topspirerne fra en ærteplante.
DET havde vi aldrig set før.
Meget originalt.
De smagte ikke af så frygtelig meget.
Men de var friske og passede fint til resten af anretningen.
Desuden var der et par stykker jordskokke og lidt svampe.
Til fisken blev der serveret en sky af soya og havtorn.
Meget lækkert.
Pernilles bøf så sådan ud.
Eller boeuf som der stod på spisekortet.
Fint skal det være.
Der var tale om et stykke ribeye anrettet med en kvist rosmarin og lidt stegesky.
Til bøffen blev der serveret en kartoffelmos, som ses på dette billede sammen med skysovsen.
Kartoffelmosen var tilsat små stykker ristet andelever og noget som vi her bagefter ikke kan huske hvad var.
Det var noget i retning af birkes eller sesamfrø eller rasp.
Men det fungerede rigtig godt.
Indtrykket af kartoffelmosen var meget meget let.
Bøffen var stegt helt perfekt og havde masser af smag.
Jeg kan ikke lade være med at sende en tanke til MASH.
Dette var en meget bedre måde at få serveret en bøf på.
I hvert fald efter vores smag.
Og nu til dessertern.
Min så sådan ud.
fire forskellige slags sorbet.
Startende nederst til venstre og gående med uret var det hyldeblomst, jordbær, skovsyre og rabarber.
De flade stykker som ses stritte op af sorbeten er forskellige slags karamel.
Hældt helt fladt ud og knækket i stykker.
Som man kan se er nogle af dem røde.
Det var jordbærkaramel.
Mums.
Rabarbergeleen gik igen fra forretten.
Og så var anretningen jo helt genial.
Man lægger ikke lige mærke til det ved første øjekast.
Men sorbeterne blev serveret på en skive af en glasklar isblok.
Ca 1 cm tyk.
Meget elegant.
Det så supersmart ud og det holdt isen kold, så den ikke smeltede, som sorbet jo ellers hurtigt gør.
Alle sorbeterne var lækre og lette.
Jeg havde aldrig smagt skovsyresorbet før.
Men det rigtig godt.
Og sendte mig et øjeblik tilbage til min barndoms spejderlejr, hvor vi plukkede skovsyre og spiste dem som slik.
Pernilles jordbærdesset så sådan ud.
Den samme jordbærsorbet som i min dessert.
Samme jordbærkaramel.
De hvide klatter er ymerskum.
Friske jordbær.
Stikkelsbærkompot.
Knust jordbærmarengs.
Meget overdådigt og ualmindelig lækkert og velsmagende.
Nu var vi ved at være godt mætte.
Men vi skulle da lige have en kop kaffe.
Så vi bestilte en stempelkande, mens vi sad og nød det sidste vin.
Kaffen var ganske udmærket men ikke noget særligt.
Regningen lød på 1540 kr.
Og der var ikke taget betaling for den kande vand vi naturligvis også havde fået.
Meget fint.
Vinen havde kostet 360 kr.
Og det var helt i orden.
For det var en ganske fortrinlig vin.
Det havde været rart at få lov til at vælge.
Men det var måske den eneste de havde.
Hvem ved.
Og i øvrigt kunne vi jo bare have spurgt.
Sammen med regningen fik vi en spændende lille bog, som fortælle lidt om kroen og meget om deres Almanak koncept.
En fin gestus.
Og nu kommer jo så det store spørgsmål.
Er Falsled Kro en Michelin stjerne værd?
Svaret må være et stort og rungende "Det ved jeg ikke!!".
For vores eneste pejlemærke er jo vores besøg på Paustian sidste vinter.
Der er ingen tvivl om at det var MEGET mere spændende end dette måltid.
Men det er altså ikke rimeligt at sammenligne en 10-retters aftenmenu med en 3-retters frokost.
Og det kostede jo også kun det halve.
Ret præcist endda.
Der er ingen tvivl om at kvaliteten af både råvarer og tilberedning er i top.
Og der var jo også et par ret så opfindsomme anretningsdetaljer i form af ærtespirerne og isblokken.
Men om det er nok til en Michelin stjerne kan jeg ikke sige.
Og jeg har jo heller ikke fået job hos Michelin (endnu).
Men der er ingen tvivl om at vi engang vil besøge Falsled Kro en weekend.
Vi vil bo på et af de 19 værelser og nyde de gamle bygninger.
Og vi vil prøve den store aftensmenu.
Og så kan det være vi bedre kan vurdere det.
(Pas på dette link, hjemmesiden opfører sig ikke særlig pænt i andet en Internet Explorer)