Falsled Kro - Sydfyn

Det var den sidste dag i ferien.

Eller rettere.
Den sidste dag i den del af ferien som foregik i sommerhuset på Fyn.

Og når sommerhuset nu lå i Faldsled, så skulle vi selvfølgelig på Falsled Kro.
Eller Faldsled.
For det er lidt forvirrende.
Både omkring kroen og omkring selve byen og havnen og så videre.
Nogen steder er det stavet med et "d" i midten og nogen steder uden.
Måske kan en af vores trofaste læsere opklare mysteriet.

Men vi skulle i hvert fald spise på kroen.
Vi havde talt om det siden dengang i vinter, hvor vi fik netop dette sommerhus ved lodtrækningen i firmaet.

Falsled kro er jo vidt berømt.
Jeg har set flere madanmeldere hævde at den eneste grund til at kroen ikke har en Michelin stjerne er, at den ligger så langt fra København.
Så forventningerne var jo selvfølgelig høje.

Vi var gået ned på kroen først på ugen, for lige at indsnuse stemningen og bestille bord.

Det er en meget smuk og idyllisk gammel bygning, som ligger lige der hvor vejen slår en bugt.
Der har været drevet kro siden 1744,, hvor Grev Conrad Ditlev Rewentlow fik kongens tilladelse til at holde værtshus og brænde brændevin.
Det må vel have været Christian VI.

Det er ikke den oprindelige bygning, som står der.
For en dag i 1851 blev byens fordrukne skrædder nægtet mere brændevin.
Og han blev så sur at han satte ild på kroen, som nedbrændte totalt.
Men det "nye" hus er nu alligevel både flot og hyggeligt.

Lige ved siden af kroen ligger en lillebitte lystbådehavn, som også er rigtig hyggelig.

Vi kiggede lidt på menukortet.
Man kan godt se at Falsled Kro har store ambitioner.

Aftenmenuen kører efter et tema.
Almanak kalder de det.
Der er otte forskellige menuer hen over året, som selvfølgelig indeholder præcis de retter, som passer til årstiden.
Skal man have den store aften menu incl. vine og kaffe koster den i Højsommer udgaven 2350 kr.
Og det lød virkelig både lækkert og spændende.

Meeeeen.
Godt nok var vi på ferie.
Og godt nok er vi ikke blege for at betale for en god oplevelse.
Men at give næsten 5000 kr for en aften i byen var altså noget udover vores budget.
Og godt nok har vi et ret så boheme-agtigt forhold til budgetter i al almindelighed.
Men det var nu alligevel i overkanten.
Især fordi vi ikke rigtigt havde noget at fejre.
Så den undskyldning kunne vi ikke engang bruge.

Så vi valgte at bestille bord til frokost i stedet.


Vi kiggede også lige ind i kroens butik nu vi var der.
Men den så ærlig talt lidt kedelig ud.
Der var lidt stearinlys, et par flasker vin, noget syltetøj og lidt nips.
Så det var hurtigt overset.

Da den store dag oprandt var vi selvfølgelig fulde af forventning.
Så vi ankom et par minutter før tiden og kunne heldigvis få parkeringsplads næsten lige uden for døren.
For vejret, som i øvrigt ikke rigtig havde været med os, så noget truende ud.

Vi gik ind i restauranten.
Eller rettere i krostuen.
Der var helt mennesketomt.

Vi ventede lidt og vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre.
Det så ud som om man ligesom skulle bag om bardisken og videre ned ad en gang.

Efter et par minutter kom der heldigvis en ung kvindelig tjener slæbende på en stabel tallerkener.
Vi fortalte hende at vi havde bestilt bord, og hun bad os vente og småløb ned ad gangen.
Et øjeblik efter dukkede en ældre mandlig tjener op i døråbningen.
Han bad os følge med, så det gjorde vi.

Vi gik ned ad en gang og kom igennem først et stort lokale, som var dækket op til aftenselskab og derefter et lidt mindre rum, der var dækket op til frokost.
Væggene var hvidkalkede og der hang forskellige gamle malerier og porcelænsplatter overalt.
I hjørnet stod en smuk gammel kakkelovn.
Vi gik videre ud i en slags udestue.
Her var en 8-10 borde.
De fleste var tomme.
Tjeneren sagde at vi selv måtte vælge hvor vi ville sidde.
Vi havde lyst til at sidde helt nede for enden, fordi der var bedst udsigt over hele haven med vinduer på tre sider.
Han advarede os om at der ville blive temmelig varmt, hvis solen kom frem.
Men vi kiggede op på himlen og vurderede at det var der nok ikke den store risiko for.

Bordet var dækket med messingdækketallerkener.
De var store og flotte og så meget rustikke ud.

Vi fik udleveret menukortene og samtidig kom en kurv med to slags brød.
Tjeneren forklarede at den ene slags var et lyst speltbrød og det andet var et mørkt brød med malt og en lille smule chokolade.

Spændende.

Hertil portionssmør i små nydelige porcelænsskåle.

Begge slags brød smagte virkelig godt og var superfriskbagt.

Frokostkortet består af 3 forretter, 2 hovedretter, 2 desserter og ost.

Jeg valgte en Foie Gras terrine, dagens fisk og en dessert med sorbet.

Pernille valgte hjemmerøget laks, bøf og kroens jordbærdessert.

Tjeneren ville selvfølgelig gerne vide, hvad vi ønskede at drikke.

Jeg svarede lidt tøvende at vi nok gerne ville have en flaske rosevin med den klare forventning at vi så ville få udleveret et vinkort.

Men det gjorde vi ikke.

Tjeneren svarede blot "Rosevin, så gerne" og forsvandt.

Lidt besynderligt.

Så vi var jo noget spændt på hvad vi ville få og ikke mindst hvad den ville koste.

Men vi besluttede ikke at gøre et nummer ud af det.

Vi havde trods alt ferie.

Vi ventede en rum tid på forretterne.

Jeg kan godt høre at det begynder at blive et gennemgående tema i disse anmeldelser.

Ventetiden.

Men jeg bliver let irriteret, hvis der går for lang tid.

Og til disse forretter var der jo ikke noget der skulle tilberedes.

Det skulle blot rettes an.

Vinen kom og den var rigtig god.

Den blev serveret efter alle kunstens regler stående på et sidebord i en vinkøler med masser af isterninger.

Min Foie Gras terrine så sådan ud.

Den blev serveret med rabarberkompot, rabarbergele (de små runde røde klatter), croutoner og salat.

Selve terrinen var helt utrolig let og fin i smagen.

Ved den første bid var jeg næsten i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var foie gras i.

Men efter et øjeblik trængte smagen igennem.

Salaten var meget sprød og frisk.

Tjeneren fortalte at den var fra deres egen urtehave.

Det er i øvrigt et af de spændende træk ved kroen.

De stræber efter at være selvforsynende.

Meget sympatisk.

De har jo nok ikke en fiskerflåde og en større mængde slagtedyr gående.

Men selvforsynende med grøntsager.

Rabarberkompotten var på en gang sød og syrlig.

Lige som en skulle være.

De små dråber rabarbergele smagte ikke af ret meget.

Jeg måtte spørge tjeneren hvad det var.

Men tog man en dråbe i munden alene kunne man godt fornemme rabarberne.

Croutonerne var sprøde, lette og velsmagende.

Alt i alt var det en fin lille forret.

Jeg kunne måske godt have ønsket mig at der havde været mere foie gras i terrinen.

For den blev næsten overdøvet af rabarberne.

Men lækkert var det.

Pernilles laks så sådan ud.

Laksen var hjemmerøget.

Den blev serveret med et par forskellige salater og krydderureter, syltet havtorn og hjemmebagt rugknækbrød.

Laksen var helt fantastisk lækker.

Den smeltede på tungen og havde lige den rette balance mellem salt og røg.

Havtorn er et lille orange bær, der vokser på 2-3 meter høje buske især langs den jyske vestkyst.

Bærret har en let syrlig smag lidt i retning af passionsfrugt.

Det er en meget gammel plante i Danmark, som næsten var gået i glemmebogen, men den er blevet vældig populær i den lidt finere madlavning.

Der er noget dejligt over denne udvikling.

Lige sådan med spelt, som jo også var en næsten glemt afgrøde, men som nu kan fås overalt.

Et enkelt lille havtorn-bær indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin.

Det lille syrlige bær klædte den lidt fede laks utrolig godt.

Tjeneren havde bemærket at vi sad og fotograferede maden.

Så han tilbød at tage et billede af os.

Det tog vi i mod.

På billedet kan man også få et indtryk af dagens absolut flotteste anretning.

Det er hende der sidder i venstre side af biledet.

Nu begyndte solen så småt at titte lidt frem.

Og tjeneren havde desværre haft ret.

Der blev meget hurtigt varmt.

Men så kan vi jo lære at høre efter.

Så kom hovedretterne.

Min fisk så sådan ud.

Der var tale om et stykke torskefilet, som var nænsomt stegt så den flagede konsistens netop trådte frem, men uden at den blev tør.

Den blev serveret på en bund af spelt-otto.

Altså risotto lavet med spelt i stedet for ris.

Det var spændende at prøve.

Og anderledes.

Men jeg tror nu nok jeg foretrækker almindelig risotto.

Fisken var pyntet med ærtespirer.

Altså topspirerne fra en ærteplante.

DET havde vi aldrig set før.

Meget originalt.

De smagte ikke af så frygtelig meget.

Men de var friske og passede fint til resten af anretningen.

Desuden var der et par stykker jordskokke og lidt svampe.

Til fisken blev der serveret en sky af soya og havtorn.

Meget lækkert.

Pernilles bøf så sådan ud.

Eller boeuf som der stod på spisekortet.

Fint skal det være.

Der var tale om et stykke ribeye anrettet med en kvist rosmarin og lidt stegesky.

Til bøffen blev der serveret en kartoffelmos, som ses på dette billede sammen med skysovsen.

Kartoffelmosen var tilsat små stykker ristet andelever og noget som vi her bagefter ikke kan huske hvad var.

Det var noget i retning af birkes eller sesamfrø eller rasp.

Men det fungerede rigtig godt.

Indtrykket af kartoffelmosen var meget meget let.

Bøffen var stegt helt perfekt og havde masser af smag.

Jeg kan ikke lade være med at sende en tanke til MASH.

Dette var en meget bedre måde at få serveret en bøf på.

I hvert fald efter vores smag.

Og nu til dessertern.

Min så sådan ud.

fire forskellige slags sorbet.

Startende nederst til venstre og gående med uret var det hyldeblomst, jordbær, skovsyre og rabarber.

De flade stykker som ses stritte op af sorbeten er forskellige slags karamel.

Hældt helt fladt ud og knækket i stykker.

Som man kan se er nogle af dem røde.

Det var jordbærkaramel.

Mums.

Rabarbergeleen gik igen fra forretten.

Og så var anretningen jo helt genial.

Man lægger ikke lige mærke til det ved første øjekast.

Men sorbeterne blev serveret på en skive af en glasklar isblok.

Ca 1 cm tyk.

Meget elegant.

Det så supersmart ud og det holdt isen kold, så den ikke smeltede, som sorbet jo ellers hurtigt gør.

Alle sorbeterne var lækre og lette.

Jeg havde aldrig smagt skovsyresorbet før.

Men det rigtig godt.

Og sendte mig et øjeblik tilbage til min barndoms spejderlejr, hvor vi plukkede skovsyre og spiste dem som slik.

Pernilles jordbærdesset så sådan ud.

Den samme jordbærsorbet som i min dessert.

Samme jordbærkaramel.

De hvide klatter er ymerskum.

Friske jordbær.

Stikkelsbærkompot.

Knust jordbærmarengs.

Meget overdådigt og ualmindelig lækkert og velsmagende.

Nu var vi ved at være godt mætte.

Men vi skulle da lige have en kop kaffe.

Så vi bestilte en stempelkande, mens vi sad og nød det sidste vin.

Kaffen var ganske udmærket men ikke noget særligt.

Regningen lød på 1540 kr.

Og der var ikke taget betaling for den kande vand vi naturligvis også havde fået.

Meget fint.

Vinen havde kostet 360 kr.

Og det var helt i orden.

For det var en ganske fortrinlig vin.

Det havde været rart at få lov til at vælge.

Men det var måske den eneste de havde.

Hvem ved.

Og i øvrigt kunne vi jo bare have spurgt.

Sammen med regningen fik vi en spændende lille bog, som fortælle lidt om kroen og meget om deres Almanak koncept.
En fin gestus.

Og nu kommer jo så det store spørgsmål.

Er Falsled Kro en Michelin stjerne værd?

Svaret må være et stort og rungende "Det ved jeg ikke!!".

For vores eneste pejlemærke er jo vores besøg på Paustian sidste vinter.

Der er ingen tvivl om at det var MEGET mere spændende end dette måltid.

Men det er altså ikke rimeligt at sammenligne en 10-retters aftenmenu med en 3-retters frokost.

Og det kostede jo også kun det halve.

Ret præcist endda.

Der er ingen tvivl om at kvaliteten af både råvarer og tilberedning er i top.

Og der var jo også et par ret så opfindsomme anretningsdetaljer i form af ærtespirerne og isblokken.

Men om det er nok til en Michelin stjerne kan jeg ikke sige.

Og jeg har jo heller ikke fået job hos Michelin (endnu).

Men der er ingen tvivl om at vi engang vil besøge Falsled Kro en weekend.

Vi vil bo på et af de 19 værelser og nyde de gamle bygninger.

Og vi vil prøve den store aftensmenu.

Og så kan det være vi bedre kan vurdere det.

www.falsledkro.dk

(Pas på dette link, hjemmesiden opfører sig ikke særlig pænt i andet en Internet Explorer)

Restaurant Valdemars Slot - Tåsinge

Det var en af de første dage i sommerhuset.

Vi syntes der skulle ske et eller andet, så vi besluttede at køre en tur til Tåsinge.

Jeg havde en eller anden vag ide om at vi jo så nok lige skulle finde det sted, hvor Sixten Sparre skød først Elvira Madigan og bagefter sig selv.
Men det var ikke det egentlig mål med turen.

Så vi trillede afsted fra Falsled mod Svendborg.
For fra Svendborg kører man over broen til Tåsinge.

Det gjorde vi.
Og nød udsigten fra den ret høje bro over Svendborg Sund.
Hvor der i øvrigt i parentes bemærket er nogle særdeles interessante navigationforhold, hvis man er sejl-interesseret.

På den anden side af broen begyndte der hurtigt at komme skilte mod Valdemars Slot.
Vi havde egentlig slet ikke overvejet at det kunne være en mulighed.
Men når vi nu alligevel var her.
Så kunne vi jo lige så godt se om TV-Baronessen var hjemme.

Så vi kørte derhen og fandt en parkeringsplads.
Det viser sig at der er en masse forskellige små museer på Valdemars Slot.
Blandt andet et jagtmuseum og et legetøjsmuseum.
Pernille ville gerne se legetøjsmuseet.
Men vi bestemte os for lige at få noget frokost først.

Så vi gik gennem det imponerende porthus og ind på, hvad der vel må betegnes som gårdspladsen.
Selvom den nærmest var åben i den ende ene ud mod vandet.

Vi gik efter skiltene mod restauranten.
Og undervejs opdagede Pernille at der sandelig også var en butik.

Vi dykkede ned ad stentrappen til restauranten som lå i en høj kælder.

Selve serveringslokalet var et stort næsten nøgent rum med 10-15 borde jævnt fordelt.
I den ene ende af lokalet var en stor disk, hvor der blandt andet var kasseapparat og fadølshaner.
Loftet var hvælvet næsten ned til gulvet.
Så det nærmest lignede et telt.
Eller en hangar.
Der var dog ingen flyvemaskiner.

Men over disken hang den største laks (eller muligvis ørred) som jeg nogensinde har set.
Den var udstoppet og hang på en træplade.
Jeg gætter på at den har været mindst en meter lang.

På den anden endevæg hang et hjortehoved med et flot gevir.
Både det og fisken var sikkert en del af jagtmuseets udstilling.
På hver side af hjorten hang et maleri.
Og jeg tror at vi her har fat i forgængeren for de mange mange malerier af grædende børn, som en overgang blev solgt i store mængder i Bilka.
For de to malerier var ret ens.
Uden helt at være det.
De forestillede begge et stort træ med en kraftig sidegren.
Over denne gren var draperet et stort rødt klæde, sikkert som sol- eller vindskærm.
Det sjove var at træerne så ret ens ud.
Men de var spejlvendte.
På det ene gik grenen ud til højre og på det andet til venstre.
Baggrunden var i begge tilfælde noget med en sø og nogle træer.
Men de var forskellige.
Der var det samme antal mennesker på billederne.
I klædt datidens fine tøj og parykker.
Og begge kunne have en titel som "romantisk sommerdag ved søen"
Men på det ene går de stille rundt arm i arm.
Og på det andet er der en mand der løber med fremstrakte hænder efter en pige.
Måske er det det, der hedder salonkunst.

Nå men vi kom ned og fik sat os ved et bord midt i lokalet og begyndte at kigge på menukortet.
Mens vi sad der, kom en dame i klædt spejderuniform hastende ind i lokalet.
Hun ilede op til disken og spurgte den kvindelige tjener om hun kunne købe et rugbrød eller to.
For hun stod med 20 spejdere, og de havde glemt at få rugbrød med til deres pålæg.
Altid beredt...
Men det kunne hun sagtens.
Og hun fik det oven i købet skåret i skiver.
Fin service må man sige.

Imens havde vi kigget lidt på spisekortet.
Der var forskellige anretninger med sild, pariserbøf, stjerneskud og så videre.
Samt en håndfuld stykker decideret smørrebrød.
Vi bestemte os for smørrebrød.

Pernille ville have røget laks og hønsesalat.
Og jeg ville have rødspættefilet og mørbradbøf.

Vi bestilte Ale nr. 16 fra Refsvindinge til maden.
Der er SÅDAN en dejlig øl.
Og når vi nu var på Fyn.

Der gik en rum tid før maden kom.
Og vi var så småt ved at overveje om vi skulle have mere øl.
Men så kom den endelig.
Fire stykker smørrebrød serveret på fire ret store tallerkener.
Og det var altså et ret lille bord vi sad ved.
Så der opstod lidt forvirring.
Men min kone, kvik som altid, spurgte om vi ikke bare kunne rykke til et andet bord.
Jeg ved ikke om det var fordi hun havde spottet at der netop var blevet et vinduesbord ledigt.
Men servitricen så lettet ud og sagde at selvfølgelig måtte vi det.
Så vi hankede op i glas og flasker og pakkenellikker og flyttede hen til vinduesbordet.
Som godt nok var beregnet til 6 personer.
Men så havde vi jo da plads nok.

Og nu til maden.

Pernilles laks så sådan ud.

Som man kan se er det en ret overdådig anretning.
Laksen var angivet til at være hjemmerøget.
Og det skal nok passe.
Den var i hvert fald MEGET lækker.
Blød som smør.
Men man kan jo undre sig over at man har valgt at garnere den med asparges fra dåse.

Min fiskefilet så sådan ud.

Der stod på spisekortet at den var smørstegt og med hjemmelavet remoulade.
Og det var sandt.
Eller retter, jeg kunne ikke lige afgøre om den var stegt i smør.
Men den var i hvert fald ikke friturestegt.
Som man kan se var der to mindre filetter på brødet.
Og det var egentlig meget rart i stedet for en meget stor.
For så sidder man der og må rykke rundt på den for at få lidt brød med, hver gang man tager en bid.
Fisken smagte dejligt.
Og paneringen var fin.
Men en ting var mærkeligt.
Den nederste fiskefilet var varm.
Og den øverste var kold.
Ikke iskold.
Men kold.
Besynderligt.
Den hjemmelavede remoulade var meget lækker.
Der måtte faktisk godt have været lidt mere af den.

Pernilles hønsesalat så sådan ud.

Baconen var tydeligt håndskåret og dejlig sprødstegt.
Men selve hønsesalaten var sådan lidt...upersonlig.
Ikke på nogen måde dårlig.
Men ikke særlig interessant.
Der stod at den var hjemmelavet.
Og det var den nok også.
Kødstykkerne var i hvert fald ikke maskinskårne.
Men vi sad og jokede lidt med om kokken mon hed Kurt.
Med reference til en TV-reklame engang for K-Salat, hvor en tjener kommer til at tale over sig og afsløre at restauranten bruger K-salat, men hvor situationen bliver reddet af enanden tjener som skynder sig at forklare at de kalder den sådan fordi kokken hedder Kurt.
Lidt uretfærdigt, for salaten VAR sikkert hjemmelavet.
Bare ikke særlig interessant.

Min mørbradbøf så sådan ud.

Der er ikke så meget at sige om den, andet end at de to bøffer var velstegte og den medfølgende champignon a la creme var rigtig lækker.
Men den var efterhånden blevet lidt halvkold.

Og her er vi måske fremme ved et punkt, som Restaurant Valdemars Slot kunne gøre bedre.
Når man nu har smørrebrød på menuen.
Så bestiller folk jo gerne flere forskellige slags.
Og normalt er der en vis given rækkefølge.
Så ville det altså være smart at servere fisken først.
Alene.
Og så de lune ting bagefter.
Så havde vi ikke skulle vente så længe før vi kom i gang med at spise, de lune ting havde stadig været lune, når man skulle spise dem.
Og så osten til sidst.
Nu havde vi ikke bestilt ost.
Men jeg er sikker på at vi ville have fået den sammen med de øvrige ting.
Hvis man serverede tingene på den måde ville man også kunne have folk siddende ved de små borde.

Regningen lød på 404 kr for disse fire stykker og to special øl.
Og det må siges at være i orden.
Jeg kunne ikke nære mig for at sammenligne med prisniveauet på Cafe Sorgenfri, som jeg tidligere har skrevet om.
Der er ikke 100% sammenfald mellem udbuddet på de to restauranter.
Så man kan ikke helt sammenligne.
Men noget er billigere og noget er dyrere.
Cafe Sorgenfri ligger i hjertet af København.
Valdermars Slot ligger langt ude i provinsen.
Til gengæld er det jo altså et slot.
Så generelt må man sige at prisniveauet er i orden.

Kommer vi på de kanter en anden gang, kan vi bestemt ikke udelukke at vi afprøver deres aftenmenu.

Efter maden slentrede vi rundt på slottets område og kiggede.
Pernille havde mistet interessen for legetøjsmuseet da hun opdagede slotsbutikken.
Men vi slap da afsted uden at købe noget.

Det lod ikke til at TV-Baronessen var hjemme.
Og vi fandt aldrig det dramatiske sted i skoven.
Men vi fandt de unge elskendes gravsted på den nærliggende Landet Kirkegård.
Så vi måtte da lige hen og kigge på gravstenene og love at vi ikke ville skyde hinanden.

http://www.valdemarsslot.dk/index.php?page=12

Restaurant La Posta - Assens

Vi havde lejet et sommerhus i Faldsled.
Og det var den første dag.

Sommerhuset var dejligt.
God plads.
Havudsigt - eller rettere bugtudsigt - over Helnæs Bugt.
En kornmark lige ved siden af.
Og en MASSE svaler, som uafbrudt gav flyveopvisning.
Skønt.

Men vi var jo lige ankommet sidst på eftermiddagen og skulle have pakket ud og den slags.
Så vi var ikke rigtig i humør til at gå i gang med at lave mad.

Så vi trillede en tur mod Assens.
På vejen passerede vi Falsled Kro, hvor vi var fast besluttet på at spise senere på ugen.

Da vi nåede Assens kørte vi først efter et skilt, hvor der stod "Marina".
For man skulle jo tro at der var spisemuligheder i det pulserende havnemiljø.
Men det lykkedes ikke at finde den marina.
Der var forskellige forgreninger af vejen.
Og vi prøvede dem alle.
Men fandt ingen marina.
Og heller ingen spisesteder.

Så vi kørte længere ind mod byen.
På et tidspunkt kom vi til et Carlsberg-skilt, hvor der stod Hotel.
Så vi parkerede i nærheden og fandt ud af at det drejede sig om Marcussens Hotel.
Det så fint nok ud, med et indbydende spisekort udenfor.

Men der var desværre alt optaget.

Øv.

Nå, men på den anden side af vejen lå Havnegrillen.
Den kunne jo også bruges.
Vi kunne jo altid spise en pølse eller en fiskefilet.

Men der var lukket.

Øv.

Så vi satte os ind i bilen igen og kørte videre.
Kun et par hundrede meter længere fremme fik Pernille øje på noget der lignede en restaurant eller et pizzeria.
Vi parkerede rundt om hjørnet og gik derind.

Det viste sig at være en hyggelig italiensk restaurant.
Der var et andet par, som var gået ind lige foran os.
"Nu har i vel bestilt bord?" sagde servitricen til manden.
Og vores mod sank.
Men jeg tog alligevel chancen og spurgte om det var helt umuligt hvis man IKKE havde bestilt bord.
Hun så ud som om hun skulle lige til at sige ja, men så blandede en anden tjener sig.
Efter lidt snak frem og tilbage blev de enige om at vi godt kunne få et bord alligevel.
Vi fulgte taknemmelige med.
For vi var efterhånden både trætte og sultne.

Det var ikke det fedeste bord i verden.
Ikke ret stort.
Og lige ved siden af garderoben.
Men det gjorde ikke spor, for der var rigtig hyggeligt i restauranten.
Og der var stuvende fuldt.

Der gik lidt så kom en usædvanligt sød og charmerende servitrice med menukort til os.
Det var et relativt traditionelt menukort for en italiensk restaurant.
Men der var alligevel et par usædvanlige variationer.

Pernille valgte Scalopina Tre Colore.
Altså trefarvet kalvefilet.

Og jeg valgte Scalopina Alla Gorgonzola.

Meget sympatisk kunne man få en halv flaske rosevin.
Det er ikke så tit.
Man kan ofte få halve flasker hvidvin.
Og ind imellem halve flasker rødvin.
Men halve flasker rosevin er en sjældenhed.
Og den var oven i købet rigtig god.

Så vi satte os til at nyde vinen og kigge på de andre gæster.

Ved et af de andre borde fik de et KÆMPE bugnende fad med jomfruhummer og muslinger.
Vi gættede på at det var husets specialitet Pesce al Forno - Fisk I Ovn.
Man skulle bestille mindst to portioner af denne ret, og vi blev hurtigt enige om at hvis tiden tillod det, ville vi herhen igen og smage den.
For det så helt fantastisk ud.

Maden kom ret hurtigt.

Pernilles trefarvede så sådan ud.

De tre farver opstår ved at kødet er garneret med tomater, pesto og mozarella.
Så retten er i Italiens nationalfarver.
Og Pernille ELSKER mozarella.

Min ret så sådan ud.

Som man måske kan se blev begge retter serveret med et par skiver grillet squash, eller zucchini når det nu er italiensk.
Og med en skive af en rødlig bladet grøntsag, som ligeledes var grillet eller stegt.
Vi diskuterede lidt, hvad det mon var.
Også på vej hjem.
Vi nåede aldrig til enighed.
Jeg mener det var fennikel.
Og Pernille mener det var julesalat.
Den var i hvert fald bitter eller lakridsagtig i smagen.
Ja ja, jeg ved godt vi bare kunne have spurgt.
Men det gjorde vi altså ikke.

Derudover hørte det samme tilbehør til de to retter.
Ristede kartofler og grillede grøntsager.

Det så sådan ud.

Og alting smagte HIMMELSK.
Kødet var helt perfekt stegt.
Gorgonsolasaucen var afdæmpet og delikat.
Og meget cremet og lækker.
Alle grøntsagerne var grillet lige præcis tilpas, så de havde et lille knæk af brændt smag men samtidig var faste og sprøde.

Det var faktisk det bedste måltid vi havde fået længe.

Men vi blev jo også nødt til at have en lille dessert.
Vi havde trods alt ferie.

Pernille bestilte Zuppa Inglese, som ikke er en suppe men en isdessert.
Den så sådan ud.

Og jeg bestilte Tiramisu, som er en mellemting mellem en is og en kage med masser af kaffe og likør.
Den så sådan ud.

Og til sidst måtte vi lige have en kop kaffe.
Pernille bestilte almindelig kaffe, men jeg ville have Espresso.
Som jeg vist har skrevet tidligere er jeg ret vild med Espresso.
Hvis den altså er lavet ordentligt.
Og det var denne her.
Den var fuldt på højde med alle de mange espressoer, vi drak på Sardinien for et par år siden.

Regningen lød på 580 kr.
Og det kan man ikke sige er dyrt.
Det var et meget meget lækkert måltid.
Og det er helt sikkert at vi skal spise på La Posta igen, hvis vores vej kommer forbi Assens.

http://www.laposta.dk/

Grand Vue - Fisketorvet - København

Det regnede.
Og regnede.
Og vi havde ferie.
Og det regnede.

Men det skulle nu ikke have lov til at slå os ud.

Så da vi alligevel havde et ærinde i København blev vi enige om at bruge eftermiddagen på Fisketorvet, som det var et stykke tid siden vi havde besøgt.

For man kan SAGTENS shoppe og ose rundt, selvom det regner udenfor.

Vi ankom lige til frokost tid.
Så den mulighed ville vi jo ikke lade gå forbi os.

Der er mange spisemuligheder på Fisketorvet.
De fleste er samlet i den ene ende af centret, hvor et stort panoramavindue giver en dejlig udsigt over havnen.
Her er der restauranter og cafeer i fire etager.
De fleste placeret så der i et eller andet omfang er udsigt.

Vi har spist på Fisketorvet flere gange tidligere.
På flere forskellige restauranter.

Men denne dag valgte vi Restaurant Grand Vue, som lå helt oppe under taget.
Både fordi det gav os den bedste udsigt, og fordi spisekortet lignede noget vi lige kunne svinge os op til på denne regnvejrsdag.

Der var ikke så mange i restauranten, så vi kunne mere eller mindre selv bestemme hvor vi ville sidde.
Så vi valgte et bord helt ude ved kanten, så vi kunne sidde og kigge ned.
Og kigge ud over havnen.

Det var meget sjovt at sidde højt oppe og kigge ned på alle de andre spisende mennesker længere nede.

Vi kiggede lidt på spisekortet og bestemte os ret hurtigt.
Det var jo bare meningen at det skulle være en hurtig frokost inden vi skulle ud og svinge dankortet.

Jeg valgte en Mexi-Burger og Pernille valgte en omelet med kylling og bacon.

Vi tog begge et lille glas Carls Special.
Og vi delte en flaske vand.

Det tog en rum tid inden maden kom.
Men vi havde jo ikke travlt.
Så vi sad bare og nød udsigten og hyggede os.

Men omsider var ventetiden forbi.

Min burger så sådan ud.

Den ser jo meget indbydende ud.
Med guacamole, ost og salsa.
Og grove pommes frites.
Men jeg må sige at jeg blev lidt skuffet.
For hverken burgeren eller pommes friterne var særlig varme.
Burgeren var ikke engang så varm at den kunne smelte osten.

Bortset fra temperaturen var burgeren i og for sig ok.
Omend lidt kønsløs.
Guacamolen smagte ikke udpræget af avocado.
Og salsaen var lidt ketchup agtig.

Pommes friterne tror jeg til gengæld ville have været rigtig gode, hvis de bare havde været ordentlig varme.

Pernilles omelet så sådan ud.

Jeg spurgte hende hvordan den var, og hun svarede at den var OK, men at den jo ikke var som når jeg lavede omelet.

Hun er nu sød min lille kone.

Vi spiste rimelig hurtigt.
For det var jo ikke rigtig noget at dvæle over.

Vi blev mætte men var lidt småskuffede.

Og så kom regningen.
Den lød på 201 kr.

Og så var det at det gik op for os, at hvis vi havde drukket sodavand i stedet for øl, så var det ikke blevet ret meget dyrere end en BigMac menu på McDonnalds.

Og så så vi pludselig anderledes på tingene.
For det var VÆSENTLIG bedre end noget McDonnalds kan præstere.
Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse.
Men til prisen var det absolut i orden.

Så det kan faktisk sagtens tænkes at vi spiser frokost der igen.

http://www.grandvue.dk/