Cafe Georg - Tivoli - København

Allerførst vil jeg ønske alle vores trofaste læsere en rigtig glædelig jul.
Den er godt nok snart ved at være overstået, men bedre sent end aldrig.

Dernæst vil jeg gerne give en lille undskyldning for den manglende aktivitet på bloggen  her de sidste par måneder.
Vi HAR været ude at spise et par gange.
Blandt andet på Vincents, hvor vi jo havde vundet et gavekort gennem Restaurants 2 Night.
En helt igennem fin oplevelse.
Jeg kan VARMT anbefale stedet.

Men lysten og overskuddet til at skrive har ligesom manglet.
Og frem for at skrive et uinspireret indlæg vil jeg hellere lade være.

Her kommer så lige en ultrakort anmeldelse af en lille cafe i Tivoli.

Vi havde været i juletivoli.
Pernille, vores datter Teresa, vores barnebarn Sverre på 3 år, og jeg selv.

Det havde været en rigtig fin tur.
Selvfølgelig i meget høj grad på lille Sverres præmisser.
Det var trods alt lige ved at være jul.

Og han havde en dejlig dag.
Ingen tvivl om det.
Han så masser af nisser.
Og mødte Rasmus Klump.
Og kørte i karrusel, med TO etager.
Og kørte i veteranbiler med sin mor.
En masse oplevelser for sådan en lille fyr.

På et tidspunkt var vi MEGET kolde og våde.
Så vi trængte virkelig til at komme indenfor i varmen og få noget varmt at drikke.

Valget faldt på Cafe Georg, som ligger i den del af Tivoli, der hedder Orienten.
Det er der, hvor Det Flyvende Tæppe ligger.

Udefra ligner den nærmest en del af et ørkenfort med "sandstens" mure.
Om sommeren er den bestemt med til at skabe den stemning af 1001 nat, som er temaet for denne del af Tivoli.

Det er en hyggelig cafe, hvor vi flere gange har drukket kaffe og spist kage i solen.
Der er ikke noget stort spisekort.
Lidt sandwiches og små lette retter.
Men alting ser vældig indbydende ud.
De reklamerer med at alting er hjemmelavet.
Og det skal somænd nok være rigtigt.

Men på denne årstid var den bare en kærkommen mulighed for at komme i ly og få noget varmt.
Jeg havde forestillet mig noget med Gløgg og æbleskiver.
Men Teresa ville have varm kakao.
Og det ville Sverre også.
Og han ville også have en pølse.
Pernille ville have Irish Coffee, så det endte jeg også med at vælge.

Men denne anmeldelse skal handle om pølsen.

Jeg knurrede lidt, da jeg så spisekortet.
De har en børnemenu med et par af de sædvanlige børneretter.
Heriblandt en pølse med brød.

Til 55 kr.

Lad mig lige gentage.
55 kr.

Jeg mener bare.
Godt nok er det i Tivoli og dermed 25% dyrere end lige udenfor på gaden.
Men 55 kr.
For en pølse med brød.

Men OK.
Hvad gør en morfar ikke for sit yndlings- (og foreløbig eneste) barnebarn.
Så selvfølgelig skulle han have en pølse.
Selvom den kostede 55 kr.

Jeg gik op for at bestille.
(Jeg kom lige til også at købe en brownie, når jeg nu ikke fik æbleskiver)
Jeg fik kaffen, kakaoen og brownien med det samme.
Men de ville komme ned med pølsen.
Det var jo lidt sært.
For hvor lang tid kan det lige tage at smække en pølse og et pølsebrød på en tallerken.

Men OK.

Jeg gik ned med de øvrige ting.
Og vi satte os til at hygge os og få varmen.

Vi ventede måske i 5-10 minutter.
Så kom pølsen.
Og hold da helt op.
Det var ikke bare en pølse.
Det var en hel anretning.

På en stor tallerken lå følgende:
En pølse, som helt tydeligt var ristet specielt til os på en grillpande. Men nydelige tværgående lysebrune striber.
En lun grovbolle, som så udpræget hjemmebagt ud.
En lille bunke revne gulerødder.
Et par skiver nydeligt bølgeskårne friske agurkeskiver.
En Lillebror Ostehaps.
En bunke rosiner.
Og en lille klat ketchup.
Ingen sennep.

Så blev de 55 kr pludselig MEGET mere rimeligt.
Faktisk direkte billigt.

Hvor er det dog skønt at et spisested på den måde lige hæver den sædvanlige kedelige børnepølse til et anstændigt måltid.

Og Sverre var også synligt tilfreds.
Han guffede det meste af pølsen i sig og en del af grøntsagerne.
Og et par bidder af bollen.
Og så opfandt han en ny delikatesse.
Han tog meget forsigtigt rosinerne en ad gangen og dyppede dem i ketchuppen inden han puttede dem i munden.
Jo jo.
Han skal nok blive en sand gourmet ligesom sin morfar en dag.

Der er ikke så meget mere at sige.
Brownien var ganske OK, men ikke fantastisk.
Vores Irish Coffee var meget fine og kakaoen var god og varm.

Men pølseanretningen var en MEGET positiv oplevelse.
Så jeg tror bestemt at cafe Georg nok skal få lov til at levere et rigtigt måltid når vejret bliver lidt mere tåleligt.
Måske er mormor og morfar så heldige at få lov til at have Sverre med igen.
Og så får vi se om der er lige så spændende gastronomiske muligheder i de andre børneretter.

Lige nu kan man se Cafe Georgs mini-site på http://www.tivoli.dk/composite-3340.htm
Men jeg har en mistanke om at Tivolis hjemmeside nok bliver omorganiseret til næste sæson.
Og så kan det jo være at den flytter.

Cafe Dalle Valle - København

Vi havde efterårsferie.

Og vi havde nydt den.

En af dagene var godt nok gået med et større omflytningsprojekt i stuen.
Men kun en.

Og nu var det allerede ved at være midt på ugen.

Så vi besluttede at tage ind til byen og gå rundt i gågaderne og hygge os.
Men først ville vi ind et sted og have brunch.
Sådan rigtigt.
Med piber og trommer.
Og hele svineriet.

Det havde vi talt om mange gange.
Men det var aldrig blevet til noget.

Vi havde fået anbefalet Cafe Dalle Valle.
Så den kunne vi jo lige så godt tage som enhver anden.

Til de yngre læsere kan jeg oplyse at Cafe Dalle Valle hedder sådan, fordi der engang i forhistorisk tid lå et stormagasin, som hed Daells Varehus.
Et ikon på den københavnske shoppingscene.
Det var dengang.

I folkemunde blev Daells Varehus kaldt Dalle Valle.

For snart mange år siden lukkede Daells Varehus så.
Der har vist været flere forskellige ting i lokalerne.
I øjeblikket er der et hotel, som man kommer ind i ved at gå ind på hjørnet af Nørregade og Krystalgade
I den anden ende af bygningen ligger så Cafe Dalle Valle.
På hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade.

Vi sov lidt længe.
Dejligt at have ferie.
Og så tog vi toget ind til byen.
Det var anden gang på en uge vi kørte med S-tog.
Skræmmende.

Det var dejligt vejr, så vi nød den korte tur ned ad Fiolstræde.
Da vi kom frem til cafeen kunne vi se, at man havde bibeholdt (eller muligvis genetableret, hvad ved jeg) svingdøren fra dengang.
Meget sympatisk.

Så vi snurrede indenfor.

Der var ikke særlig mange mennesker i cafeen denne formiddag.
Men det var også kun os, der havde efterårsferie.
Alle dem med skolebørn ville først få det ugen efter.

Vi blev mødt af en sød ung pige, som sagde at vi helt selv måtte bestemme hvor vi ville sidde.
Så vi valgte selvfølgelig et vinduesbord.
Næsten på hjørnet.
Så vi kunne kigge både ud på Fiolstræde og på Krystalgade.
Dejligt.

Vi kiggede lidt på menukortet.
Selvom vi egentlig havde besluttet os hjemmefra.
Vi ville have Køkkenchefens Luxus Brunch.
Mindre kunne ikke gøre det.

Så det bestilte vi.
Og to filterkaffe.
Og to glas friskpresset appelsinjuice.
Vi vaklede godt nok lidt ved juicen.
For den var dyr.
50 kr pr. glas.
Men hvad.
Vi havde trods alt ferie.

Og så satte vi os til at kigge os omkring
Pernille opdagede ret hurtigt at den mand, der sad lige derovre da vist var Johannes Møllehave.
Og jeg måtte give hende ret.
Et par borde henne sad virkelig Johannes Møllehave.
Sammen med en dame med en computer.
Og han snakkede og snakkede.
Hvilket jo ikke kan forbavse nogen.
Og hun skrev og skrev.
Så vi blev enige om at hun nok tog diktat.
Vi kunne ikke rigtig høre hvad der blev sagt.

Her i dag hvor jeg sidder og skriver dette, har jeg så læst i avisen at Johannes Møllehave er meget syg og ikke kan skrive mere selv.
Hans nyudkomne bog er netop blevet dikteret.
Så det var jo nok tilblivelsen af den næste vi overværede.
Hvor er det skønt at han stadig har energi til at være kreativ, selvom helbreddet svigter.

Men fremover vil Dalle Valle jo stå som det sted, hvor vi plejer at spise brunch med Johannes Møllehave.

Først kom brødet.
Lunt og muligvis hjemmebagt lyst brød lidt i stil med et ciabatta.
Og almindeligt rugbrød med kerner.

Så kom kaffen.
Den var ikke noget særligt men absolut OK.

Så kom juicen.
Et meget stort glas.
Der var vel op imod en halv liter incl isterninger.
Så virkede prisen lidt mere i orden.

Jeg smagte på den og blev skuffet.
Der stod friskpresset juice i menukortet.
Men dette smagte nærmest som sådan noget saftevandsagtigt sprøjt lavet af koncentrat.
Lidt skuffende.

Så kom maden.
Den så sådan ud.

Hvis vi starter forrest i venstre side var der.
Røræg med bacon.
Chilipølser.
Røget laks med Tzatziki
Lufttørret skinke.
Spansk salami (chorizzo?)
Et stykke Brie.
Bagved yoghurten i midten gemmer sig et stykke blåskimmelost.
Et stykke ananas, appelsin og melon.
Pandekager med sirup.
Og i midten altså yoghurt med hindbærcoulis, müsli og blåbær.

Og alt var vældig godt.
Især chilipølserne.

Jeg har aldrig været den helt store ynder af lufttørret skinke som pålæg på den måde.
Efter min mening skal det være sammen med noget.
Og gerne varmt.
Men smag og behag.

Jeg har heller aldrig været den store fan af tørret salami med store fedtstykker i.
Jeg ved godt at det skal være sådan.
Og at rigtig mange er helt vilde med det.
Bare ikke jeg.
men igen.
Smag og behag.
Og det skal bestemt ikke lægges Dalle Valle til last.

Laksen var ualmindelig blød og lækker.
Og kombinationen med tzatziki var rigtig god.

Rørægget var lunt og lækkert.
Det havde en lille smule af det plastikagtige, som jeg tidligere har tordnet imod.
Men ikke ret meget.
Det fik mig til at tænke på, at jeg måske har været uretfærdig tidligere.
Måske er det ikke pasteruriserede æg der gør det.
Måske er det bare fordi man ikke kan stå og kæle lige så meget for det, som jeg gør derhjemme.
Jeg bestemte mig for snart at prøve at lave røræg af pasteuriserede æg.

Da jeg nåede til frugten fik jeg en stor overraskelse.
For appelsinen smagte ikke af noget.
Eller rettere, den smagte præcis som juicen.
Så jeg må jo tage mine ord i mig igen.
Det VAR friskpresset juice.
Det var bare nogen lidt smagløse appelsiner man havde fået fat i.
En stor undskyldning til cafeen.

Alt i alt havde det været et helt fint måltid.
Vi blev mætte.
Kvaliteten var absolut i orden.

Regningen lød på 328 kr.
Og det er altså ikke dyrt.

Så det bliver sikkert ikke sidste gang vi skal spise brunch på Dalle Valle.
Så må vi jo se om Johannes Møllehave kigger forbi.

Bagefter havde vi en dejlig dag i solen på Københavns gågader.

http://www.cafedallevalle.dk/

Restaurant Brogatan - Malmø

Vi skulle i Malmø Operaen.
Igen.
Det er meget sjovt at vi nu faktisk går mere i teatret i Malmø end i København.
Denne gang skulle vi ind og se Singing In The Rain.
Forestillingen havde fået vældig fine anmeldelser og vi holder begge meget af den gamle film med Gene Kelly.
Så vi besluttede os for at starte ferien en dag før tiden og så leje et hotelværelse for en nat, så vi i ro og mag kunne komme både til og fra Operaen.

Hotelværelset blev på Hotel Savoy lige ved siden af Malmø Centralstation.
Det er altså supernemt at komme til Malmø med toget og så lige indkvartere sig på den måde.
Hotellet er gammelt.
Vel nærmest historisk.
Og derfor lidt slidt men rigtig hyggeligt.
Og i modsætning til moderne hoteller er værelserne så store at man faktisk kan holde ud at opholde sig i dem.
Uden at man skal betale en hel herregård for en suite eller lignende.
Så det kan anbefales.

Vi ville egentlig have spist på Opera Grillen, som ligger lige uden for Operaen.
Men tre uger før forestillingen var alt besat, så vi måtte jo finde på noget andet.
Så jeg græd min nød til en bekendt, som har slået sine folder meget i Malmø.
Hun anbefalede uden tøven Restaurant Brogatan, som også ligger rimelig tæt på Operaen.
Så den tog vi.
Bordbestilling over nettet.
Dejlig nemt.

Efter at have kigget lidt på byen og fået os en middagslur på hotellet drog vi afsted gennem Malmø.
Det er første gang jeg sådan rigtig har været i Malmø.
Jeg har været der et par gange for at arbejde.
Og vi er kørt igennem eller rettere udenom via broen.
Pernille har været der en del som barn/ung, med hhv. forældre og på skolens udflugtsdag.
Men som sagt - for længe siden.
Nu kunne vi jo så få et lidt bedre indtryk.
På vej mod restauranten løb vi ind i en af mine tidligere kolleger, som jeg ikke har set i henved fem år.
Det er en lille verden.
Eller måske fører alle veje ikke til Rom men til Malmø.

Vi fandt restauranten uden problemer.
Udefra og lige inden for døren lignede det mest af alt en pub.
Men inde bagved var der en rigtig restaurant.
Vi have bestilt bord til kl 17, fordi vi skulle i teatret kl 19.
Så der var helt tomt da vi kom.

Vi fik menukortene og gik i gang med at læse.
Vi havde smugkigget lidt på nettet hjemmefra.
Så det voldte ikke de store vanskeligheder.
Desværre viste det sig at den 3-retters menu, som stod på restaurantens hjemmeside, ikke var den der blev serveret denne aften.
Jeg have ellers luret kraftigt på den, fordi den blandt andet indeholdt confiterede andelår, som jeg er helt vild med.
I skrivende stund er menuen på hjemmesiden blevet skiftet ud.
Så de har måske bare været lidt forsinkede.
Men pyt med det.
Jeg havde også fået anbefalet restaurantens fiskesuppe, som både blev serveret som forret og hovedret.
Og den valgte jeg som forret, jeg er ret vild med fiskesuppe.
Til hovedret valgte jeg bagt spædgris side (frit oversat) med stikkelsbær, chili og ingefær.

Pernille spurgte tjeneren om det kunne lade sig gøre at få kun to af de tre retter på aftenens 3-retters menu.
Det kunne det godt.
Så hun valgte rådyr inderlår med kartoffelkage.
Og creme brulee til dessert.

Det sker ikke sjældent at vi gør sådan.
For jeg er mere til forretter og Pernille er mere til dessert.

Vi var enige om at vi jo nok hellere måtte begrænse alkoholindtaget lidt, når vi nu skulle i teatret.
Så vi tog en halv liter fadøl hver.
De havde et pænt udvalg af øl fra fad, men valget faldt på Budovar fra Tjekkiet, som jo er en dejlig øl.

Øllerne kom lynhurtigt på bordet skarpt forfulgt af en kurv med hjemmebagt brød.
Dejligt.

Ikke ret længe efter kom min suppe.
Og den var god.
Rigtig god endda.
Der lå et stort stykke kulmule og svømmede rundt i en meget kraftig suppe sammen med rejer, krebsehaler og blåmuslinger.
Den så sådan ud.

Og den var virkelig fantastisk.
Kulmulen var kogt til perfektion.
En anelse bid i konsistensen.
Og selve suppen var intet mindre end superb.
Den var så kraftig at det var lige før det var som en kraftig hummerbisque.
Men altså med smag af både fisk og skaldyr.
Jeg blev helt ked af at jeg ikke havde valgt den til hovedret.

Nu var der begyndt at komme folk i restauranten.
Både helt unge og noget ældre.
I små og store selskaber.
Jeg tror Restaurant Brogatan er et populært sted.
Og det kan jeg godt forstå.

Hovedretterne kom hurtigt.

Min så sådan ud.

Jeg gætter på at mange af denne blogs læsere også har fulgt med i Spise med Price på TV.
De der har, kan måske huske i et af afsnittene at de lavede en hel pattegris, som var blevet udbenet i et stykke, rullet sammen med krydderurter og spidstegt i mange timer, ind til den nærmest var som en kæmpe rullepølse med sprød svær hele vejen rundt.

Denne ret var lidt i samme stil.
Bare mindre.
Det var ikke en hel gris.
Men vel nærmest ribbenstegen gætter jeg på.
Rullet stramt sammen og stegt.
Så den havde sprød svær hele vejen rundt.
Den blev serveret med gulerødder, stikkelsbær kompot i en lille skål.
Kogte kartofler.
En meget lækker sovs.
Og hvide bønner.
Altså ikke sådan nogen som man bruger til baked beans.
Men almindelige grønne bønner.
Bortset fra at de var hvide.
Det havde vi ikke set før.
Meget spøjst.
De smagte fuldstændig som almindelige grønne bønner.
Men flot så det ud.
Griserullen var meget lækker.
Det var selvfølgelig en lidt fed sag.
Så det var rart med stikkelsbærerne.
Men fordi den var rullet sammen har den kunnet steges længere end normalt uden at blive tør.
Og jeg er altså ret vild med overstegt kød.
Og så var det jo lidt kinky med den sprøde svær hele vejen rundt.

Pernilles rådyr var også meget meget lækker.
Utrolig mør og saftig.

På billedet ser det ud som om der er to forskellige slags sovs til.
Det var der ikke.
Det er et spørgsmål om at min mobiltelefon ikke tager så gode billeder som vores kamera, som desværre lå på køkkenbordet i Allerød.
Kartoffelkagen var nærmest en mellemting mellem flødekartofler og Pommes Anna.
Super god.
De hvide bønner gik igen her.
Samt scorzonerødder.
Og havtorn.
Sovsen var krydret og meget lækker.
Den havde en lille note som af parmaskinke eller lignende.
Det var bestemt en dejlig ret.

Ved nabo bordet sad et par ældre damer, som tilsyneladende havde fået stegt lever med kartoffelmos.
De kaldte tjeneren hen midt i det hele og roste maden i høje toner.
Og hvis det var lige så godt som vores forstår jeg det godt.

Da tjeneren fjernede vores tallerkener spurgte hun om det var meningen at vi ville dele desserten, når vi nu kun havde bestilt en.
Det havde vi ikke lige overvejet, men jeg skyndte mig at svare ja, hvorefter hun kom med en ske til mig også.
Virkelig et nydeligt træk.

Den så sådan ud.

Og den var virkelig lækker.
Jeg smagte en lille smule og lod så ellers Pernille få resten.
Det var jo trods alt hendes.
Når man får creme brulee er man sommetider ude for at sukkeret på toppen ikke er blevet brændt ordentligt af.
Og det er lidt irriterende.
Der skal jo være en sammenhængende flade af karamel.
Og det var der her.
Den var lige i øjet.
Den blev serveret med en lille skål solbærkompot.
Helt perfekt.

Det var gået rimelig hurtigt.
Så der var tid til en kop kaffe inden vi skulle videre.
Pernille ville bare have en ganske almindelig kop flad kaffe.
Men jeg ville selvfølgelig prøve deres espresso.
Ingen af os blev skuffede.
Brogatan bestod bestemt espressoprøven.
Ikke noget med en lille kop stærk filterkaffe her.
Men god kraftig espresso.
Herligt.

Regningen lød på 738 kroner.
Og det er jo vel at mærke kroner-light.
Med dagens kurs svarer det til 590 danske kroner.
Og det er bestemt ikke galt.
Maden var helt i top.
Og betjeningen var hurtig, venlig og effektiv.
Så det er klart et sted der kan anbefales.

Da vi gik var der stuvende fuldt.
Og på vejen ud fik jeg et kæmpe tandløst smil af en lille pige.
Ikke nogen dårlig afslutning på middagen.

Singing In The Rain levede fuldt ud op til vores forventninger.
Selvom det jo altså foregik på svensk forstod vi det meste.
Men vi kendte jo også historien.
Dansenumrene var meget flot koreograferet.
Under det berømte titelnummer faldt der 8000 liter regn på scenen.
Den kæmpestore vandpyt kom faretruende tæt på orkestergraven.
Orkestret lod sig dog ikke mærke med noget.
Men de havde jo selvfølgelig også prøvet det før.

Alt i alt havde vi alletiders miniferie.
Og vi blev enige om at det ikke er sidste gang vi laver den combo.
Hotel, restaurant, teater, Malmø.

http://www.brogatan.com/start_malmo.aspx

Tivolihallen - København

Vi skulle være sammen med vores ven gennem mange år, Kim, som tidligere har optrådt her på blog'en.
Det var længe siden vi havde set ham, så vi glædede os.
Vi var blevet enige om at der skulle ske noget andet end blot det sædvanlige "middag hjemme hos en af parterne"
Og valget var faldet på frokost i Tivolihallen og dinosaurudstilling i H.C. Andersen slottet.

Tivolihallen er et af Københavns ældste frokoststeder.
Restauranten ligger i et hus fra 1790 lige ved Nationalmuseet.
Der har gennem tiderne både været konditori og gæstgiveri.
Men siden ca. 1900 har der været restaurant.

Vi har siden vi startede denne blog været på frokostrestaurant et par gange.
Så vi havde jo lidt at sammenligne med.

Min ærede skribentkollega Adam Price havde et par uger tidligere anmeldt Tivolihallen.
Han var ikke udelt begejstret, så det var jo spændende om vi var enige med ham.
Jeg har ikke helt styr på ophavsretsregler og den slags.
Men hans anmeldelse kan findes ved at google "Tivolihallen Adam Price"

Men nok om alt det.
Da vi ankom havde Kim allerede siddet der en øls tid.
Så vi lod os dumpe ned ved bordet og lod hvilen falde på os.

Kim anbefalde på det kraftigste den øl, han lige havde nydt.
En Ale fra Fur Bryghus.
Så den måtte jeg også lige smage.
Pernille ville hellere have en pilsner af samme mærke.

Da spisekortene ankom var det første, jeg faldt over at det var delt op i forretter, hovedretter og desserter.
Det er jo lidt usædvanligt.
Normalt når man taler smørrebrød handler det mere om sild, koldt, varmt og ost.
Men ikke her.
Forretterne viste sig at omfatte samtlige stykker med fisk, hovedretterne samtlige stykker med kød og desserterne var forskellige oste samt petit fours.
Meget spøjst.
Men måske et udslag af at Tivolihalllen for nylig er begyndt at have aftenåbent.og så vil man måske gerne holde strukturen på spisekortet.

Husets specialitet er klipfisk.
Men det havde vi ikke rigtig lyst til.

Da tjeneren kom for at få vores bestillinger fortalte hun at der i dag var Sol Over Gudhjem, som ikke stod på kortet.
Det kunne jeg jo ikke stå for.
Jeg elsker røget sild.
Og så måtte jeg også lige prøve de lune lammefrikadeller med flødestuvet spinat.

Pernille ville have.fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade.
Og tatar.

Kim valgte røget ål og tatar.
Jeg havde godt luret på ålen, som jeg jo holder rigtig meget af, men lod alligevel silden vinde.

Og så skulle vi jo også lige have en brændevin, når vi nu var på frokostrestaurant.
Kim ville have en Porse og jeg valgte en O.P. Anderson.
Pernille ville ikke have snaps.

Mens vi ventede på maden sad vi og hyggede os og kiggede rundt i lokalet.
Det var første gang jeg var der.
Jeg havde forestillet mig noget i retning af Sorgenfri.
Altså et mørkt lavloftet lokale, som emmede af tidens tand.
Men sådan var det slet ikke.
Det var meget lyst og venligt.
Og godt nok sad vi på noget der mindede om en slagbænk.
Men indtrykket var bestemt moderne.

Allerede inden vi fik de første retter, begyndte Kim at tale om at de måske havde potkäse i dag.
Han har været der mange gange.
Og man kan åbenbart en gang imellem få hjemmelavet potkäse, hvis man spørger efter det.
Det står nemlig ikke på kortet.
Det er åbenbart kun for de indviede.

Så kom maden.

Min sild så sådan ud.

Det er altid spændende når man skal have mad med rå æg, om restauranten gør sig den ulejlighed at slå en rigtig æggeblomme ud eller om de vælger den nemme løsning med disse hæslige pasteuriserede æg.
Jeg er helt klar over at man ikke må bruge rigtige æg i rå tilstand på en restaurant.
Salmonellafare og alt det der.
Men de ER altså ret så ucharmerende.
Heldigvis må man GODT bruge rigtige æggeblommer, hvis der er tale om en portionsanretning til en enkelt person.
Og det må man jo sige at et stykke smørrebrød er.
Heldigvis var det en rigtig æggeblomme.
To plusser for det.

Silden var nydeligt anrettet med hakkede rødløg og karse.

En anden spændende ting når man får røget sild er jo, hvor godt det er lykkedes at fjerne alle de små ben.
Det er jo rigtigt som mange vil hævde at de er så små og tynde så man næsten ikke lægger mærke til dem.
Og måske har jeg bare en særlig følsom tunge, for jeg kan godt mærke dem.
Og jeg er helst fri.
Her var der heldigvis næsten ingen ben.

Men silden var meget kold.
Jeg havde jo en forestilling om at man tog en sild, flåede den og fjernede benene, lagde den på brødet og serverede.
Det var tydeligvis ikke tilfældet her.
For den var iskold.
Lige fra køleskabet.
Og det er jo synd.
For den fine røgsmag kommer først til sin ret, når fisken har stuetemperatur.
Det var lidt ærgerligt.
For det så pænt ud.

Pernille fiskefrikadeller så sådan ud.

Der er ikke så meget at sige om dem, andet end at de var lækre og hjemmelavede og at remouladen var meget veltillavet.
Men de var godt nok noget små.

Kims ål så sådan ud.

Ålen var fin og ikke for fed.
Rørægget var lunt.
Og anretningen var pæn.
Omend der altså godt kunne have været et stykke ål mere på brødet.

En af de ting Adam Price ikke var helt tilfreds med i sin anmeldelse var brødet.
Der er tale om en 2-3 forskellige slags
Med og uden kerner.
Men det var jo altså ikke hjemmebagt.
Det var lige før at det kunne være købt i brugsen.
Og der må jeg give min ærede kollega ret.
Det må trække ned.

Nå men alt i alt var det helt fint.
Mere øl på bordet.

Og så kom næste omgang.

Mine lammefrikadeller så sådan ud.

Og der er jeg ikke enig med Adam Price.
De smagte ganske enkelt pragtfuldt.
Lige tilpas stegt.
Ikke spor elastiske.
Og spinaten var rigtig god.
Men igen.
Det var altså nogen ret så små frikadeller.

Da vi sidste vinter var på Sorgenfri fortrød vi næsten at vi havde bestilt ost fra starten.
For vi kunne dårligt rokke med ørerne da vi var færdige med de første to stykker.
Her i Tivolihallen sad jeg og glædede mig i mit stille sind over at det jo altså var muligt at bestille ost bagefter.

Tataren så sådan ud.

Måske kan man ikke se det så tydeligt på billedet.
Men kødet var meget lyst i farven.
Så lyst, at jeg måtte spørge Pernille om hun var sikker på at det var oksekød.
Det var hun.
Tilbehøret var traditionelt.
Kapers, løg, peberrod og lækker hjemmelavet pickles i en lille skål ved siden af.
Pernille savnede hakkede rødbeder.
For det plejer vi altid at lave til tatar.
Men det kan godt være at det ikke er helt efter bogen.
Igen en rigtig æggeblomme.

Efter at have overstået de første to anretninger blev vi hurtigt enige om at vi måtte have noget ost.
Pernille og jeg besluttede os hurtigt for et stykke brie.
Mens Kim forventningsfuldt spurgte tjeneren om der var potkäse i dag.
Det var der.

Og så måtte vi jo også lige have noget mere brændevin.
Kim ville denne gang have en Linie Akvavit mens jeg holdt mig til Anderson.
Pernille ville have en kryddersnaps med skovbær.

Brierne så sådan ud.

Det ser jo ikke ud af så meget.
Tre skiver brie på et stykke formfranskbrød.
Og en enkelt radise.
Man kunne jo godt have lagt skiverne lidt kunstfærdigt.
Eller lagt et salatblad under osten.
Men OK.
Den smagte fint.
Lige tilpas modnet efter min smag.
Blød og lækker.

Og nu til potkäsen.
Denne blog er jo efterhånden ved at udvikle sig til et kursus i eksotiske spiser.
Således også denne gang.
Potkäse er en gammel sønderjysk eller nordtysk specialitet.
Der er mange forskellige opskrifter.
Men i hovedtræk går det ud på at man tager nogle osterester (uden skorper) og lægger dem i en krukke.
Så overhældes osten med rom og stilles i køleskab i et pænt stykke tid.
Der røres ind i mellem.
Og måske tilsættes der fløde.

Jeg har hørt flere historier om hvordan man i gamle dage blot blev ved med at putte osterester i og fyldte efter med rom eller snaps efterhånden som konsistensen blev for tyk.
Jeg ved ikke om det passer.
Det er i hvert fald en god historie.
Men sikkert er det at resultatet er noget der mest af alt ligner kartoffelsalat.
Altså nogle klumper af forskellig størrelse, som ligger i en relativ tynd cremet vædske.
Og at det smager HELT VILDT MEGET af stærk ost.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hvis man er til stærk ost, så må det være noget nær den ultimative delikatesse.
Jeg kan ikke lide stærk ost.
Men jeg fik lov til at smage en lille haps af Kims portion.
Og hold da op.
Det var ost med 200 km i timen.
Jeg måtte skynde mig at skylle efter med resten af min snaps.
Men Kim havde stjerner i øjnene mens han spiste.
Og jeg er meget glad for at jeg har prøvet det.

Den så sådan ud.

Tilbehøret var rødløg og ristet rugbrød.

Nu var vi efterhånden blevet mætte.
Så vi skulle lige have en lille kop kaffe mens vi slog mave.
Det var ganske almindelig kaffe på kande.
Ikke noget fancy.
Og det var egentlig meget rart.
For kaffen var god.

Den samlede regning lød på 1242 kr.
Men så havde vi jo også fået 5 snapser.
Så det var egentlig ikke så galt.

Alt i alt må jeg nok give Adam Price ret i sin konklusion.
Tivolihallen kommer ikke i frokost-superligaen.
Der var som sådan ikke noget at klage over ved maden.
Alt smagte fint.
Men det bar lidt præg af at det lige skulle gå lidt stærkt.
Og at man lige skulle spare lidt.
Man kan altid diskutere om det er bedre med få men kæmpeoverdådige stykker smørrebrød eller om det er bedre med flere men mindre.
Jeg tror jeg foretrækker det første.

Efter frokosten gik vi som aftalt over i H.C.Andersen slottet og så på dinoer.
Det var dyrt.
Selvom vi fik rabat med vores årskort til Tivoli.
Til gengæld var udstillingen ikke ret stor.
Så vi var hurtigt ude på gaden igen.
Lidt skuffede.

Men så blev vi enige om lige at gå ind i Tivoli og få en kop te.
For det var næstsidste dag i sæsonen
Og mens vi sad og drak te, var jeg så heldig at få et billede af en meget smuk kvinde som på fineste vis afrundede en i øvrigt rigtig hyggelig eftermiddag.

.
http://www.tivolihallen.dk/

Moderne tider

Nu har vi efterhånden haft denne blog i godt et år.
Og man må jo sige at det er blevet en stor succes.
Over 6000 hits.
Og masser af kommentarer.
Nogle godt nok mere lødige end andre, men skidt med det.
Det er dejligt med feedback.

Succesen er langt større end vi havde regnet med.

Så nu synes jeg det må være på tide at modernisere tingene lidt.

Så derfor vil jeg begynde at eksperimentere lidt med nogen af de forskellige nymodens muligheder, som Internettet tilbyder.
Det første skridt ud ad denne vej var jo i virkeligheden overhovedet at oprette denne blog.
Det var meget moderne og spændende for os da vi startede.

Vi har allerede en Facebook gruppe som hedder "Restauranter".
Mange af vores faste læsere kender denne gruppe, hvor vi hver gang der er et nyt indlæg lige sender en mail til medlemmerne.
Og til dem der ikke kender den kan jeg kun sige at I skal være velkomne som medlemmer.

Næste skridt bliver noget så hypet som en Twitter feed.
Ude i venstre side er der en knap, man kan trykke på, for at bliver "follower".
Jeg vil ikke her begynde at forklare hvad Twitter er for en størrelse.
Men jeg kan da sige så meget at man skal oprette sig som bruger, før man kan benytte systemet.
Det er til gengæld ganske gratis.
Jeg vil så fremover skrive et Tweet som det vist hedder, hver gang der kommer et nyt indlæg.
Og hvem ved.
Måske andre nyheder også.

Næste skridt bliver sandsynligvis at bloggen bliver RSS enabled.
Men derom senere.

Og for nu lige at citere Buzz Lightyear-
"Mod det uendelige UNIVERS"

Nyu Sakura Running Sushi - Hillerød

Vi har tidligere skrevet om Nyu Sakura i Hillerød.

Det var dengang et dejligt enkelt sted med sushi.

Ingen dikkedarer.

God sushi.

Fornuftige priser.

Men for en uges tid siden var der en, som i en kommentar her på bloggen gjorde opmærksom på, at restauranten nu var åbnet i nye lokaler lidt mere centralt midt på torvet i Hillerød.
Og denne gang med Running Sushi.

Et par dage senere kom jeg lidt træt hjem fra arbejde.
Pernille var også træt.

Vi skulle egentlig have resten af medisterpølsen fra dagen før.

Men der var ikke rigtig nogen af os der gad.

Og så kom jeg i tanker om kommentaren.

Så jeg spurgte Pernille om vi skulle gå ud og spise.

Det ville hun gerne.

Så jeg ringede og bestilte bord til en halv time senere.

Nu blev Pernille selvfølgelig nysgerrig efter hvor vi skulle hen.

Men det fik hun ikke at vide.

Jeg kan godt lide at overraske hende.

Så spurgte hun om hun skulle være pæn i tøjet.

Men den hoppede jeg ikke på.

Så jeg sagde blot at det var hun jo altid.

Så blev hun så klog.

Så vi gik ud i bilen og kørte afsted.

Da vi nåede frem til restauranten blev hun glad.

For hun er ret vild med sushi.

Vi gik indenfor og blev anvist et bord.

Nu er det måske på sin plads at forklare hvad Running Sushi egentlig er.

Sidst fik vi serveret vores sushi af en tjener på en tallerken.

Eller muligvis et par stykker det husker jeg ikke lige.

Men i hvert fald som en færdig anretning.

Running Sushi fungerer helt anderledes.

Et lille transportbånd kører rundt mellem alle bordene.

Det kommer ud af et hul i væggen fra køkkenet og forsvinder igen i et andet hul ud til køkkenet.

Sushien placeres så på små tallerkener ude i køkkenet og sættes på båndet.

Et eller to stykker sushi på hver tallerken.

Man sidder så ved sit bord og kigger på båndet med tallerkener, som passerer forbi.

Når der så kommer en tallerken, som man synes om, tager man den af båndet, spiser sushien og venter på den næste tallerken, som falder i ens smag.

I det oprindelige koncept har tallerkenerne forskellige farver, som markerer prisen.

Man samler så sine tallerkener sammen og går op til kassen og betaler på vej ud.

Men her hos Nyu Sakura er der blot "all you can eat" til en fast pris.

Og det er jo et rigtig godt koncept.

Men vi blev som sagt placeret ved et bord og fik udleveret spisekort.

For udover Running Sushi, kan man stadig få a la carte.

Vi fik dog hurtigt gjort opmærksom på at vi blot skulle have hvad båndet kunne tilbyde.

Og så bestilte vi et par japanske øl.

Bordet var dækket med en lille firkantet skål til soya og en lille holder til spisepindene til hver person.

Desuden stod der en lille kurv med flasker med forskellige slags soya og andre kryddersovse.

Nu var det så på tide at begynde at koncentrere sig om båndet.

Eller båndene.

For der var to oven over hinanden.På det nederste kørte sushi og andre kolde ting rundt.

Og på det øverste kørte forskellige små varme retter som sticks, crabcakes, blæksprutteringe og den slags.

Båndende kører inde i en slags tunnel af plexiglas.

Helt lukket til.

Eller retter to tunneller.

En kold og en varm.

Ud for hvert bord er der så en skydedør, som man åbner for at kunne tage en tallerken.

Det er jo helt sikkert godt for det generelle hygiejneniveau.

Jeg mener, at maden ikke kører rundt mellem folk, men er lukket inde.

Det første vi tog var en tallerken med wasabi og syltet ingefær.

Jeg vil ikke sige så meget om selve det at spise sushi.

Det er beskrevet i den første anmeldelse af Nyu Sakura her på bloggen.

Men så gik vi ellers til den.

Der var alle de sædvanlige former for sushi plus et par stykker, som vi ikke havde set før.

På det kolde bånd var der desuden vandmelon, vindruer og noget som nærmest lignede en skål med mælk og en ske.

Det måtte jeg jo lige prøve.

Det viste sig at være en kold sød sagosuppe.

Det var faktisk overraskende lækkert til lige at rense smagsløgene ind i mellem.

På det varme bånd var der mange forskellige ting.

Også en del som ikke lige sådan lod sig identificere.

For eksempel kørte der noget forbi, som lignede en kartoffel Røsti fra Flendsted eller lignende.

Den måtte jeg jo lige checke.

Det viste sig at det VAR en kartoffel Røsti.

Lidt mærkeligt i en sushi restaurant måske.

Men den smagte fint.

Der kom også noget der lignede en Mozartkugle rullet i sesamfrø.

Jeg fandt ikke ud af hvad det var.

Men den var sød og dessertagtig med noget brunt i midten som dog helt sikkert IKKE var chokolade.

Der var også små skiver af ristet laks.

Og små lammekoteletter.

Der sad et ungt par på den anden side af båndet.

På et tidspunkt spurgte manden, om vi vidste var de store hvide var for noget.

Han hentydede til en stor hvid ting, som næsten fyldte hele tallerkenen og som umiddelbart ligende kunstfærdigt udsprøjtet kartoffelmos.

Frygtløs som jeg er, måtte jeg jo fluks lige prøve.

Det var IKKE kartoffelmos

Jeg har absolut ingen anelse om, hvad det var.

Det var ikke noget der var sprøjtet ud.

Det var istedet noget der var foldet op omkring en kerne 

Kernen var brun og flydende.

Og smagte lidt kødagtig, men jeg gætter nu alligevel på tofu eller soyaprotein.
Det hvide udenom havde nærmest en struktur som tætpakket candyfloss.
Altså meget trådet og lidt svært at skille ad.
Og den var også sød.
Det var helt sikkert IKKE candyfloss.
Men hvad det så var, ved jeg som sagt ikke.
Den var sød og lidt tør.
Så jeg måtte skuffe parret overfor, med at jeg altså ikke kunne finde ud af, hvad det var.


Der var også en del små anretninger i stil med chop suey.
Dem prøvede vi nu ikke.


Så der var nok at vælge imellem.
Og det er egentlig den største oplevelse ved Running Sushi.
Eller i hvert fald denne Running Sushi.
For der er skudt en del steder op i Københavnsområdet på det seneste.
Men altså følelsen af overdådighed.
Det føles meget dekadent, når man sidder der og egentlig er lidt halvmæt.
Men så kommer der lige en tallerken med noget lækkert.
Og en til.
Og en til.
Man føler sig som en kinesisk kejser (jeg ved godt at sushi er japansk...), som bare ligger på sit leje af silkepuder og bliver forkælet.
Der manglede bare nogle smukke geishaer.
Men så havde jeg jo heldigvis Pernille at kigge på.


Selve kvaliteten af maden er der ikke så meget at sige om.
Den fejlede absolut ikke noget som helst.
Men det var heller ikke superfantastisk.
Jeg har fået mere velsmagende sushi.
Og sticks i øvrigt.


Men oplevelsen.
Det er for den man skal komme der.
Vi kommer der med 100 procents sikkerhed igen.
Og der kommer nok ikke til at gå så lang tid.


Regningen lød på 472 kr.
198 for maden fra søndag til torsdag.
Og det må man sige er rigtig billigt.
Der var jo lidt sport i at holde styr på, hvor mange tallerkener vi fik fortæret.
Og det endte med ca. 40.
Men det var jo altså for os begge to vil jeg lige skynde mig at understrege.
Og nogen af dem havde der været tangsalat, wasabi, ingefær, vindruer og vandmelon på.
Så det er ikke HELT så slemt som det lyder.


Og så viste det sig da vi var færdige, at Running sushi er fast-food.
Vi havde jo ikke ligefrem siddet og holdt øje med klokken.
Men da vi vraltede ud af restauranten godt mætte var der kun gået en times tid.


Jeg prøvede at tage et par billeder.
Men det er altså ikke nemt at fotografere noget der bevæger sig bagved en plexiglasrude.
Men her er lige et par stykker, så man kan få en lille ide om hvordan det så ud.

http://www.nyu-sakura.dk/

The Diplomat - København

Nu skulle det rigtig være fint.

For personaleforeningen på mit arbejde havde inviteret til en aften med gourmetmad og fine vine.
På The Diplomat.
Som ligger på USA's ambassade i København.

Det er en mere eller mindre fast begivenhed hvert år.
Og jeg havde talt med flere kolleger, som havde rost stedet i høje toner.
Så da invitationen kom, skyndte jeg mig at melde os til.

Der var lang tid til arrangementet.
For der er en masse formaliteter, som skal være på plads.
Det er jo trods alt en ambassade.
Så det er næsten som hvis man skulle på en flyvetur til USA.
Der skulle udfyldes lister med de komplette navne på deltagerne, som det står på den billedlegitimation, man skal medbringe.
Og deltagerne skulle stemme om hvilken menu vi skulle have.

Da den store dag oprandt, klædte vi os pænt på og kørte til Farum for at tage toget.
For The Diplomat er kendt for sine fantastiske vine.
Så vi ville ikke være nødt til at sidde og spytte i glassene.

Togturen gik forbavsende problemfrit, selvom det var lige midt i en masse togomlægninger på grund af diverse  skinnearbejder.
Så det var jo rart.

Vi ankom til Østerport omkring kl 17.30 og slentrede i det lune vejr hen til ambassaden.
Der er en del indcheckningsformaliteter, så selvom middagen først skulle starte kl 18.30, havde vi fået besked på at møde op kl 18.00.
Og jeg skulle så være der lidt før, fordi jeg havde lovet at være personaleforeningens repræsentant og hjælpe folk til rette.

Vi var fremme ved ambassaden kl 17.45.
Og det viste sig at der slet ikke var brug for at hjælpe folk.
Ambassadens personale stod klar til at tage imod os.
Vi blev lukket indenfor i en slags sluse to og to efter at have fået checket ID og være blevet krydset af.
Og så var det ellers som i lufthavnen med metaldetektor og den slags.
Vi måtte heller ikke have mobiltelefoner eller kameraer og den slags med ind.
Så det var desværre ikke muligt at tage billeder.
Jeg forsøgte at få arrangeret at personalet skulle tage nogen og sende til mig.
Men det lykkedes aldrig.

Vel ude på den anden side mødtes vi med en kollega og hans kæreste, som vi havde aftalt at sidde sammen med.
Vi ventede lidt i en lille gruppe, og så kom der en pige fra restauranten og hentede os.
Mens vi ventede kunne vi stå og skæve ind i et vagtlokale, hvor et par US Marines sad med deres høje hvide kasketter og så bredskuldrede ud.

Vi fik anvist garderoben, hvor vi hængte vores overtøj og blev så ledt igennem lange gange og ned ad en trappe til kælderetagen.

Ved døren ind til restauranten stod en anden pige og spurgte til, hvem der skulle sidde sammen, hvorefter hun viste os hen til et bord.

Og nu blev det lidt anderledes end forventet.
Det var jo en middag på en ambassade.
Og ovenikøbet på den amerikanske ambassade, som jo er et imponerende byggeri.
Så vi havde forestillet os noget med et stort tungt egetræsbord i et højloftet lokale med lysekroner og med mahognipaneler på væggene.
Men sådan var det slet ikke.
Der var helt tydeligt tale om ambassadens kantine.
Med håndskrevet menukort på væggen og det hele.
Det var helt sikkert en meget hyggelig kantine.
Med udstilling af vin og kogebøger i den ene ende.
Udsigt til en lavtliggende have.
Og et antal sekspersoners borde.
Men det var altså en kantine.
Og ikke en festsal.
Det kom lidt bag på os.

Men skidt med det.
Det var jo maden og vinen det handlede om.

Vi satte os sammen med vores venner og et andet par, hvor manden viste sig at høre til ca. den samme afdeling som mig.
Vældig hyggeligt.
Vi fik serveret et dejligt glas lyserød mousserende vin fra Napa Valley som velkomstdrink.
Og så sad vi og sludrede mens vi ventede på at de sidste skulle ankomme.

Da klokken var 18.30 bød jeg kort velkommen på personaleforeningens vegne og gav ordet til Lasse, som var chefkok denne aften.
Han fortalte lidt om hvordan aftenen ville forløbe og understregede at der jo altså var særlige sikkerhedsforanstaltninger.
For eksempel måtte vi ikke bare gå udenfor for at ryge eller i øvrigt forlade selskabet selv.
Vi skulle følges af en fra restauranten, for som han sagde "Der går jo nogle marinesoldater rundt på gangene med skarpladte våben, og de bliver så let nervøse, hvis de møder nogen de ikke kender"
Han bad også dem med specielle behov identificere sig.
Der var en der ikke kunne tåle skaldyr og en der ikke kunne spise råt kød.
Meget fint at der uden problemer kunne tages den slags hensyn.

Og så blev den første vin serveret.
En lækker Pinot Gris fra Oregon.
Lys og mild men samtidig meget karakterfuld

Og så kom den første ret.

Der var en fin skive marineret tun.
En ristet skive sværdfisk pyntet med flyvefiskrogn.
Og en ristet kammusling.
Alt sammen anrettet på en varm salat med tang og urter og pyntet med en dressing af grenadine og rød karry.

Det var superlækkert.
Tunen var en skive af et stykke som var blevet marineret og dernæst stegt.
Så den fremstod nærmest som en skive roastbeef.
Helt rå i midten og stegt i kanten.
Både mør og smagfuld.
Sværdfisken var stegt som den skulle.
Lige præcis gennemstegt.
Til dem der ikke har smagt sværdfisk kan jeg fortælle at den ligesom andre store rovfisk har en konsistens som nærmest gør at den knirker lidt mellem tænderne.
Men samtidig er den meget mør og velsmagende.
Flyvefiskrognen var næsten selvlysende orange.
Meget smukt.
Den var til de fleste ved bordets overraskelse meget mere knasende end de kaviarer, som vi normalt benytter her til lands.
Kaviar smager jo ikke af så frygtelig meget for den utrænede gane.
Og sådan en må jeg med skam erkende at jeg er i besiddelse af.
Jeg synes at kaviar har en behagelig salt og havagtig smag.
Jeg kan bestemt godt lide det.
Men jeg vil bestemt ikke påstå at jeg kan smage forskel på de forskellige slags.
Selvfølgelig er der meget karakteristiske varianter som for eksempel løjrom.
Som jo også er meget store i æggene
Dem kan jeg nok kende.
Og jeg kan også godt genkende "limfjordskaviar" fra supermarkedet som jo primært består af hakket æg farvet med cowboybuksefarve.
Men ikke mere end det.
Så jeg vil nøjes med her at sige at flyvefiskerognen var rigtig lækker og ikke mindst dekorativ.

Pernille har bedt mig huske at skrive at kammuslingen også var helt uovertruffen.
Hun er meget glad for kammuslinger.

Der blev i øvrigt serveret et meget lækkert brød i skiver til retten.
Utvivlsomt hjemmebagt.

Nu havde vi jo fået et par glas.
Og lydniveauet havde fået et par takker opad.
Der var ingen tvivl om at alle virkelig hyggede sig.

Så kom den næste vin.
En helt fantastisk Chardonnay fra Washington State.
Den var virkelig helt fantastisk.
Chardonnay er jo altid godt.
Og som regel meget karakterfuld.
Men denne var helt usædvanligt krafitig.
Jeg kom til at tænke på Retzina fra Grækenland, som jo har en del harpiks i smagen.
Det havde denne Chardonnay jo ikke.
For den metode bruges vist ikke uden for Grækenland.
Men jeg kom alligevel til at tænke på det.
Vi havde fået at vide at der ville være mulighed for at købe nogle flasker vin med hjem, hvis vi havde lyst.
Og Pernille og jeg blev hurtigt enige om at hvis den var til at købe for penge skulle vi da have et par flasker.

Så kom anden ret.

Der var et par skiver stegt havbars.
Anrettet på en ragout af svinekæber og hasselnødder.
Og en sauce af blodappelsin.

Vi havde været meget spændte på denne kombination af fisk og gris.
Svinekæber bliver jo som oftest serveret braiserede og hele.
Men disse var stegt helt i opløsning, så ragouten nærmest var som en sovs eller grød med en masse kødtrevler i.
Det lyder ikke særlig lækkert når jeg beskriver det.
Men det smagte fænomenalt.
Og kombinationen med den fine milde fisk, som en havbars er og den meget kraftige ragour som var en lille smule fed i det, og så den syrlige blodappelsinsauce var intet mindre end et mesterstykke.
Jeg var alvorligt ked af at portionen ikke var større.
For på det tidspunkt ville jeg GERNE have spist mig helt mæt i denne ret og undværet resten.
Og i øvrigt drukket mig endnu mere hyggelig i den fantastiske Chardonnay.

Nu opstod der en lille pause mens vinen til næste ret blev skænket.
Det skyldtes at vi ikke fik en, men to rødvine.
En Merlot fra Washington State.
Og en Pinot Noir fra Californien.
To meget forskellige vine.
Lasse anbefalede at vi prøvede først Merloten og så tog en tår vand og bagefter prøvede Pinot Noiren.
Og man kunne virkelig smage forskel.
Merlot er jo meget ofte blød og rund, og det var denne her også.
Pinot Noiren var derimod noget rå og brutal.
Og ved vores bord blev vi hurtigt enige om at den nok godt kunne tåle at ilte lidt.

Og så kom hovedretten:

Bison fillet fra Nordamerika stegt med urter.
Græskar/gulerodspure.
Terrine af tre slags kartofler.
Walla Walla Valey løg confit.
Og sauce af karameliseret Cabernet Sauvignon.

Og det var fantastisk
Jeg ved godt at jeg har brugt det ord en del gange i denne anmeldelse.
Men det var det virkelig.
Nu blev jeg glad for at jeg ikke havde fået mere af havbarsen.
Kødet var uden sammenligning det møreste kød jeg nogensinde har sat tænderne i.
Jeg havde nok haft en forestilling om at bisonokse var meget kraftigt men også meget robust.
Det første er rigtigt.
Det andet ikke.
Man kunne uden problemer skære kødet over med gaflen.
Det var stegt som en almindelig oksefillet.
Rød men ikke rå i midten.
Og med en god og kraftig kødsmag.
Superlækkert.
Kartoffelterrinen var meget dekorativ med de tre forskellige kartofler.
Jeg kan ikke huske hvad de hed.
Men man kunne tydeligt smage forskel.
Og den ene af dem var blå.
Så det så meget fint ud.

Walla Walla Valey lyder jo som en vittighed.
Men der er faktisk et sted der hedder sådan.
Walla Walla betyder "Et sted med meget vand" på det sprog der tales af Shahapti indianerne.
Der løber flere floder i dalen, deraf navnet.
I dalen dyrker man blandt andet en særlig slags søde løg.
Og det var dem vi havde fornøjelsen af denne aften.
De havde bagt i rigtig lang tid sammen med noget sødt.
Hverken Pernille eller jeg kan på nuværende tidspunkt huske om det var honning eller sirup.
Men vi havde jo også efterhånden fået en del vin.
Men løget var blevet helt blødt og mørt og faldt næsten fra hinanden.
Og det smagte himmelsk.
Det passede helt perfekt til både kødet og terrinen.

Vi smagte på vinene flere gange i løbet af denne ret.
Og vi huskede at skåle ind i mellem.
Pinot Noiren blev KLART bedre af at ilte noget længere.
Den viste sig at være meget kompleks og kraftig.

Nu var vi efterhånden ved at være mætte.
Men vi manglede jo desserten.
Igen kom vinen først.
Og den var anderledes.
Det var en rød dessertvin.
Sød og lækker.
Men ikke meget sød.
Til gengæld mere kompleks end jeg synes dessertvine ofte er.
Et kig på etiketten afslørede at det var Cabernet Sauvignon.
Det har jeg aldrig prøvet før.
Jeg har selvfølgelig drukket masser af Cabernet Sauvignon.
Men aldrig som en sød dessertvin.
Virkelig spændende.

Og så kom desserten.

Og det var en smuk anretning.
Fire små portioner af forskellige ting anrettet på en meget aflang tallerken med en stribe af noget sauceagtigt langs den ene kant.

I den ene ende en lille muffin med pecan nødder og honning.
Den var da god nok, men ikke specielt interessant.
Det næste var en terrine med pistacienødder og æbler fra Oregon.
Den var til gengæld spændende.
Det var nærmest en smagseksplotion i munden.
Meget tydelig smag af både æble og pistacier.
Dernæst en tequila sunrise sorbet på appelsin og vanille syltetøj.
Den var så frisk så frisk.
Man ønskede virkelig at der var noget mere, så man bare kunne blive ved og ved.
Helt utroligt.
Till sidst en chokolade/kastaniekage med soltørrede kirsebær.
Igen en spændende kombination.
Kirsebærerne var kun lettere tørret.
De var ikke helt rosinagtige men stadig saftige.
Og så bare lige lidt mere intense i smagen end friske kirsebær.
Selve kagen var en meget tung og kraftig chokoladecreme på kastaniebund.
Meget tung og fed.
Men fint afbalanceret af kirsebærerne.
Langs kanten af tallerkenen en tynd stribe af banan/Budweiser creme.
Det vil jeg nærmest betegne som et kuriosum.
Der var ikke ret meget af den og og den smagte egentlig kun af banan.
Men en sjov ide.

Til sidst blev der serveret stempelkaffe.
Ikke så mange dikkedarer.
God og kraftig kaffe fra Puerto Rico.

Mens vi drak kaffen gik jeg op for at kigge på de vine, der var til salg.
Det viste sig desværre at den vidunderlige Chardonnay ikke var til at købe for penge.
I hvert fald ikke dem der lå i vores pengepung.
175 kr er sikkert en rimelig pris.
Men en del over vores budget.

Da klokken var henad halv ti blev vi fulgt ud.
Det var stadig en lun aften da vi skiltes fra kollegerne udenfor.

Det havde været en helt fantastisk aften.
Utrolig god mad.
Meget fine vine.
Godt selskab.
Så kan man vist ikke forlange mere.

Regningen lød på 750 kr pr. person.
Og det er faktisk meget billigt når man tænker på niveauet.
Især niveauet på vinene.

The Diplomat er ikke en almindelig restaurant.
Man kan ikke bestille et bord, og man kan ikke komme ind fra gaden.
Men man kan komme som en gruppe, hvis man booker hele restauranten.
Der er sikkert nogle begrænsninger både opadtil og nedadtil med hensyn til antal.
Men jeg kender dem ikke.

Som tidligere nævnt er det et fast punkt på programmet for vores personaleforening.
Og vi skal HELT sikkert med næste år også.
For vi havde virkelig haft en dejlig aften som til fulde levede op til vores forventninger.
Bortset fra de manglende lysekroner.

http://www.restaurantdiplomat.dk/

Falsled Kro - Sydfyn

Det var den sidste dag i ferien.

Eller rettere.
Den sidste dag i den del af ferien som foregik i sommerhuset på Fyn.

Og når sommerhuset nu lå i Faldsled, så skulle vi selvfølgelig på Falsled Kro.
Eller Faldsled.
For det er lidt forvirrende.
Både omkring kroen og omkring selve byen og havnen og så videre.
Nogen steder er det stavet med et "d" i midten og nogen steder uden.
Måske kan en af vores trofaste læsere opklare mysteriet.

Men vi skulle i hvert fald spise på kroen.
Vi havde talt om det siden dengang i vinter, hvor vi fik netop dette sommerhus ved lodtrækningen i firmaet.

Falsled kro er jo vidt berømt.
Jeg har set flere madanmeldere hævde at den eneste grund til at kroen ikke har en Michelin stjerne er, at den ligger så langt fra København.
Så forventningerne var jo selvfølgelig høje.

Vi var gået ned på kroen først på ugen, for lige at indsnuse stemningen og bestille bord.

Det er en meget smuk og idyllisk gammel bygning, som ligger lige der hvor vejen slår en bugt.
Der har været drevet kro siden 1744,, hvor Grev Conrad Ditlev Rewentlow fik kongens tilladelse til at holde værtshus og brænde brændevin.
Det må vel have været Christian VI.

Det er ikke den oprindelige bygning, som står der.
For en dag i 1851 blev byens fordrukne skrædder nægtet mere brændevin.
Og han blev så sur at han satte ild på kroen, som nedbrændte totalt.
Men det "nye" hus er nu alligevel både flot og hyggeligt.

Lige ved siden af kroen ligger en lillebitte lystbådehavn, som også er rigtig hyggelig.

Vi kiggede lidt på menukortet.
Man kan godt se at Falsled Kro har store ambitioner.

Aftenmenuen kører efter et tema.
Almanak kalder de det.
Der er otte forskellige menuer hen over året, som selvfølgelig indeholder præcis de retter, som passer til årstiden.
Skal man have den store aften menu incl. vine og kaffe koster den i Højsommer udgaven 2350 kr.
Og det lød virkelig både lækkert og spændende.

Meeeeen.
Godt nok var vi på ferie.
Og godt nok er vi ikke blege for at betale for en god oplevelse.
Men at give næsten 5000 kr for en aften i byen var altså noget udover vores budget.
Og godt nok har vi et ret så boheme-agtigt forhold til budgetter i al almindelighed.
Men det var nu alligevel i overkanten.
Især fordi vi ikke rigtigt havde noget at fejre.
Så den undskyldning kunne vi ikke engang bruge.

Så vi valgte at bestille bord til frokost i stedet.


Vi kiggede også lige ind i kroens butik nu vi var der.
Men den så ærlig talt lidt kedelig ud.
Der var lidt stearinlys, et par flasker vin, noget syltetøj og lidt nips.
Så det var hurtigt overset.

Da den store dag oprandt var vi selvfølgelig fulde af forventning.
Så vi ankom et par minutter før tiden og kunne heldigvis få parkeringsplads næsten lige uden for døren.
For vejret, som i øvrigt ikke rigtig havde været med os, så noget truende ud.

Vi gik ind i restauranten.
Eller rettere i krostuen.
Der var helt mennesketomt.

Vi ventede lidt og vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre.
Det så ud som om man ligesom skulle bag om bardisken og videre ned ad en gang.

Efter et par minutter kom der heldigvis en ung kvindelig tjener slæbende på en stabel tallerkener.
Vi fortalte hende at vi havde bestilt bord, og hun bad os vente og småløb ned ad gangen.
Et øjeblik efter dukkede en ældre mandlig tjener op i døråbningen.
Han bad os følge med, så det gjorde vi.

Vi gik ned ad en gang og kom igennem først et stort lokale, som var dækket op til aftenselskab og derefter et lidt mindre rum, der var dækket op til frokost.
Væggene var hvidkalkede og der hang forskellige gamle malerier og porcelænsplatter overalt.
I hjørnet stod en smuk gammel kakkelovn.
Vi gik videre ud i en slags udestue.
Her var en 8-10 borde.
De fleste var tomme.
Tjeneren sagde at vi selv måtte vælge hvor vi ville sidde.
Vi havde lyst til at sidde helt nede for enden, fordi der var bedst udsigt over hele haven med vinduer på tre sider.
Han advarede os om at der ville blive temmelig varmt, hvis solen kom frem.
Men vi kiggede op på himlen og vurderede at det var der nok ikke den store risiko for.

Bordet var dækket med messingdækketallerkener.
De var store og flotte og så meget rustikke ud.

Vi fik udleveret menukortene og samtidig kom en kurv med to slags brød.
Tjeneren forklarede at den ene slags var et lyst speltbrød og det andet var et mørkt brød med malt og en lille smule chokolade.

Spændende.

Hertil portionssmør i små nydelige porcelænsskåle.

Begge slags brød smagte virkelig godt og var superfriskbagt.

Frokostkortet består af 3 forretter, 2 hovedretter, 2 desserter og ost.

Jeg valgte en Foie Gras terrine, dagens fisk og en dessert med sorbet.

Pernille valgte hjemmerøget laks, bøf og kroens jordbærdessert.

Tjeneren ville selvfølgelig gerne vide, hvad vi ønskede at drikke.

Jeg svarede lidt tøvende at vi nok gerne ville have en flaske rosevin med den klare forventning at vi så ville få udleveret et vinkort.

Men det gjorde vi ikke.

Tjeneren svarede blot "Rosevin, så gerne" og forsvandt.

Lidt besynderligt.

Så vi var jo noget spændt på hvad vi ville få og ikke mindst hvad den ville koste.

Men vi besluttede ikke at gøre et nummer ud af det.

Vi havde trods alt ferie.

Vi ventede en rum tid på forretterne.

Jeg kan godt høre at det begynder at blive et gennemgående tema i disse anmeldelser.

Ventetiden.

Men jeg bliver let irriteret, hvis der går for lang tid.

Og til disse forretter var der jo ikke noget der skulle tilberedes.

Det skulle blot rettes an.

Vinen kom og den var rigtig god.

Den blev serveret efter alle kunstens regler stående på et sidebord i en vinkøler med masser af isterninger.

Min Foie Gras terrine så sådan ud.

Den blev serveret med rabarberkompot, rabarbergele (de små runde røde klatter), croutoner og salat.

Selve terrinen var helt utrolig let og fin i smagen.

Ved den første bid var jeg næsten i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var foie gras i.

Men efter et øjeblik trængte smagen igennem.

Salaten var meget sprød og frisk.

Tjeneren fortalte at den var fra deres egen urtehave.

Det er i øvrigt et af de spændende træk ved kroen.

De stræber efter at være selvforsynende.

Meget sympatisk.

De har jo nok ikke en fiskerflåde og en større mængde slagtedyr gående.

Men selvforsynende med grøntsager.

Rabarberkompotten var på en gang sød og syrlig.

Lige som en skulle være.

De små dråber rabarbergele smagte ikke af ret meget.

Jeg måtte spørge tjeneren hvad det var.

Men tog man en dråbe i munden alene kunne man godt fornemme rabarberne.

Croutonerne var sprøde, lette og velsmagende.

Alt i alt var det en fin lille forret.

Jeg kunne måske godt have ønsket mig at der havde været mere foie gras i terrinen.

For den blev næsten overdøvet af rabarberne.

Men lækkert var det.

Pernilles laks så sådan ud.

Laksen var hjemmerøget.

Den blev serveret med et par forskellige salater og krydderureter, syltet havtorn og hjemmebagt rugknækbrød.

Laksen var helt fantastisk lækker.

Den smeltede på tungen og havde lige den rette balance mellem salt og røg.

Havtorn er et lille orange bær, der vokser på 2-3 meter høje buske især langs den jyske vestkyst.

Bærret har en let syrlig smag lidt i retning af passionsfrugt.

Det er en meget gammel plante i Danmark, som næsten var gået i glemmebogen, men den er blevet vældig populær i den lidt finere madlavning.

Der er noget dejligt over denne udvikling.

Lige sådan med spelt, som jo også var en næsten glemt afgrøde, men som nu kan fås overalt.

Et enkelt lille havtorn-bær indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin.

Det lille syrlige bær klædte den lidt fede laks utrolig godt.

Tjeneren havde bemærket at vi sad og fotograferede maden.

Så han tilbød at tage et billede af os.

Det tog vi i mod.

På billedet kan man også få et indtryk af dagens absolut flotteste anretning.

Det er hende der sidder i venstre side af biledet.

Nu begyndte solen så småt at titte lidt frem.

Og tjeneren havde desværre haft ret.

Der blev meget hurtigt varmt.

Men så kan vi jo lære at høre efter.

Så kom hovedretterne.

Min fisk så sådan ud.

Der var tale om et stykke torskefilet, som var nænsomt stegt så den flagede konsistens netop trådte frem, men uden at den blev tør.

Den blev serveret på en bund af spelt-otto.

Altså risotto lavet med spelt i stedet for ris.

Det var spændende at prøve.

Og anderledes.

Men jeg tror nu nok jeg foretrækker almindelig risotto.

Fisken var pyntet med ærtespirer.

Altså topspirerne fra en ærteplante.

DET havde vi aldrig set før.

Meget originalt.

De smagte ikke af så frygtelig meget.

Men de var friske og passede fint til resten af anretningen.

Desuden var der et par stykker jordskokke og lidt svampe.

Til fisken blev der serveret en sky af soya og havtorn.

Meget lækkert.

Pernilles bøf så sådan ud.

Eller boeuf som der stod på spisekortet.

Fint skal det være.

Der var tale om et stykke ribeye anrettet med en kvist rosmarin og lidt stegesky.

Til bøffen blev der serveret en kartoffelmos, som ses på dette billede sammen med skysovsen.

Kartoffelmosen var tilsat små stykker ristet andelever og noget som vi her bagefter ikke kan huske hvad var.

Det var noget i retning af birkes eller sesamfrø eller rasp.

Men det fungerede rigtig godt.

Indtrykket af kartoffelmosen var meget meget let.

Bøffen var stegt helt perfekt og havde masser af smag.

Jeg kan ikke lade være med at sende en tanke til MASH.

Dette var en meget bedre måde at få serveret en bøf på.

I hvert fald efter vores smag.

Og nu til dessertern.

Min så sådan ud.

fire forskellige slags sorbet.

Startende nederst til venstre og gående med uret var det hyldeblomst, jordbær, skovsyre og rabarber.

De flade stykker som ses stritte op af sorbeten er forskellige slags karamel.

Hældt helt fladt ud og knækket i stykker.

Som man kan se er nogle af dem røde.

Det var jordbærkaramel.

Mums.

Rabarbergeleen gik igen fra forretten.

Og så var anretningen jo helt genial.

Man lægger ikke lige mærke til det ved første øjekast.

Men sorbeterne blev serveret på en skive af en glasklar isblok.

Ca 1 cm tyk.

Meget elegant.

Det så supersmart ud og det holdt isen kold, så den ikke smeltede, som sorbet jo ellers hurtigt gør.

Alle sorbeterne var lækre og lette.

Jeg havde aldrig smagt skovsyresorbet før.

Men det rigtig godt.

Og sendte mig et øjeblik tilbage til min barndoms spejderlejr, hvor vi plukkede skovsyre og spiste dem som slik.

Pernilles jordbærdesset så sådan ud.

Den samme jordbærsorbet som i min dessert.

Samme jordbærkaramel.

De hvide klatter er ymerskum.

Friske jordbær.

Stikkelsbærkompot.

Knust jordbærmarengs.

Meget overdådigt og ualmindelig lækkert og velsmagende.

Nu var vi ved at være godt mætte.

Men vi skulle da lige have en kop kaffe.

Så vi bestilte en stempelkande, mens vi sad og nød det sidste vin.

Kaffen var ganske udmærket men ikke noget særligt.

Regningen lød på 1540 kr.

Og der var ikke taget betaling for den kande vand vi naturligvis også havde fået.

Meget fint.

Vinen havde kostet 360 kr.

Og det var helt i orden.

For det var en ganske fortrinlig vin.

Det havde været rart at få lov til at vælge.

Men det var måske den eneste de havde.

Hvem ved.

Og i øvrigt kunne vi jo bare have spurgt.

Sammen med regningen fik vi en spændende lille bog, som fortælle lidt om kroen og meget om deres Almanak koncept.
En fin gestus.

Og nu kommer jo så det store spørgsmål.

Er Falsled Kro en Michelin stjerne værd?

Svaret må være et stort og rungende "Det ved jeg ikke!!".

For vores eneste pejlemærke er jo vores besøg på Paustian sidste vinter.

Der er ingen tvivl om at det var MEGET mere spændende end dette måltid.

Men det er altså ikke rimeligt at sammenligne en 10-retters aftenmenu med en 3-retters frokost.

Og det kostede jo også kun det halve.

Ret præcist endda.

Der er ingen tvivl om at kvaliteten af både råvarer og tilberedning er i top.

Og der var jo også et par ret så opfindsomme anretningsdetaljer i form af ærtespirerne og isblokken.

Men om det er nok til en Michelin stjerne kan jeg ikke sige.

Og jeg har jo heller ikke fået job hos Michelin (endnu).

Men der er ingen tvivl om at vi engang vil besøge Falsled Kro en weekend.

Vi vil bo på et af de 19 værelser og nyde de gamle bygninger.

Og vi vil prøve den store aftensmenu.

Og så kan det være vi bedre kan vurdere det.

www.falsledkro.dk

(Pas på dette link, hjemmesiden opfører sig ikke særlig pænt i andet en Internet Explorer)