Den Tatoverede Enke - København

Vi havde noget at fejre.
Jeg ved godt at det efterhånden begynder at blive pinligt at starte på denne måde.
Men det var altså min fødselsdag.
Og den skulle selvfølgelig fejres.
Jeg LOVER at den næste anmeldelse bliver uden fejring.
Selvom vi nærmer os 4000 hits med hastige skridt......

Jeg havde gået i nogle dage og spekuleret over hvor vi skulle hen på min fødselsdag.
Der var et par muligheder.
Men det endte med at blive Den Tatoverede Enke i Boltens Gård i København.

Jeg havde været der en del gange før.
Med venner og kolleger.
Og med jobbets ølklub.
For "Enken" er et udpræget ølsted.
Pernille havde aldrig været der før.
Så selvom det var mig, der havde fødselsdag, endte vi altså her.
Men jeg kan nu også ret godt lide det.

Det var en torsdag.
Vi havde igen benyttet os af tilbuddet på Restaurants 2 Night.
Og vi havde fået et bord kl 18.15.
Det var LIDT tidligt, når vi også skulle fra arbejde.
Men det var hvad vi kunne få.

På grund af det lidt tidlige tidspunkt, var der stadig ret meget trafik i byen.
Og der var vejarbejde både på Kongens Nytorv og i Borgergade og Dronningens Tværgade.
Der bliver sikkert ved længe, for de bygger på den nye ring-metro.
Det bliver godt når den engang er færdig.
Men det er godt nok træls mens det står på.
Vi måtte køre en del rundt, for at finde en parkeringsplads.
Men til sidst lykkedes det.
Oven i købet ganske tæt på restauranten.

Vi fandt indgangen midt i Boltens Gård.
Det er jo et gammelt gårdmiljø, som for en del år siden blev forsøgt lanceret som det nye fancy in-sted i København.
Jeg er ikke sikker på at det blev den store succes, som investorerne givetvis havde forestillet sig.
Men der ligger da et par restauranter og et fitness center.
Og sådan lidt forskelligt.
Og så altså Den Tatoverede Enke.

Vi dykkede ned i mørket og stod så midt i barområdet.
"Enken" er som sagt et udpræget ølsted.
Med belgisk tilsnit.
De har RIGTIG mange forskellige øl.
Der er løbende en konkurrence blandt ølsteder i København om, hvem der har flest haner med fadøl.
Og "Enken" har ført i flere omgange.
Jeg ved ikke lige hvordan stillingen er i skrivende stund.
Men de har mange.
Og mange forskellige flaskøl.
En stor del af både fad- og flaskeøl er naturligvis belgiske.
Naturligvis fordi stedet slår på sin belgiske stil.
Og fordi Belgien er for øl, hvad Frankrig er for vin.

Der sad et selskab på en 10-12 mænd rundt om et bord.
De var i mægtigt humør.
De fremgik tydeligt af lydniveauet.

Men vi smøg os forbi og gik op ad trappen til restauranten.

Her blev vi mødt af en engelsktalende tjener.
Senere på aftenen diskuterede vi om han var englænder eller australier.
Men vi fik det aldrig opklaret.

Han sagde til os at vi kunne få bordet i hjørnet ved vinduet.
Restaurantens bedste bord.
Men han sagde også at "the noisy gentlemen downstairs" skulle sidde lige ved siden af.
Så vi kunne også trække længere ind i restauranten.
Vi valgte det sidste.

Jeg tror Den Tatoverede Enke er indrettet i en gammel herskabslejlighed.
Der er et stort lokale lige overfor trappen.
Og så er der en række mindre, smalle lokaler i forlængelse af hinanden.
Jeg gætter på at det i virkeligheden er en korridor, som har forbundet lejlighedens forskellige rum, som man har indrettet som serveringslokaler.
Og så er der køkken og toiletter og den slags bagved.

Vi gik helt ned i bunden af korridoren og fandt et fint bord ved vinduet.

Vi plejer at drikke Campari mens vi kigger på spisekortene.
Men det kunne tjeneren ikke klare.
Han kunne til gengæld klare et glas champagne, som vi blev enige om var en passende start på en forhåbentlig dejlig aften.

Til champagnen fik vi serveret det lækreste friskbagte brød og en skål aioli.
Det er jo altid et hit.
Brødet blev løbende fyldt op i løbet af aftenen.

Menukortet er ikke voldsomt stort.
Der er en 4-retters menu, som skiftes hver anden måned.
Til menuen hører en ølmenu.
Og så er der 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter a la carte.

3 af retterne i menuen fandtes også som a la carte.
Så vi besluttede alle at så kunne vi lige så godt tage a la carte og så sammensætte selv.

Jeg havde ikke svært ved at bestemme mig for forretten.
"Enken" er berømt for sine gueuze dampede blåmuslinger i double creme.
Hertil skulle jeg naturligvis have gueuze.

Det kræver vist en lille forklaring.
Langt det meste af det øl man kan købe er brygget med en meget høj grad af kontrol med selve processen.
Det var jo Brygger Jacobsen, der i sin tid fandt ud af, hvordan man kunne isolere en enkelt gærstamme, og dermed undgå at øllet blev inficeret med andre gærstammer end dem, man havde tænkt sig.
For gær er en mikroorganisme som der findes mange mange forskellige sorter, eller stammer, af, og de lever vildt overalt i naturen.
Indenfor ølbrygning har man så gennem tiden fremavlet, eller måske snarere isoleret, en række forskellige slags'er, som hver især giver forskellige egenskaber til øllet.
Når man så designer sin øl, vælger man hvilken eller hvilke gærstammer der skal i.
Som en tommelfingerregel plejer man at sige at gæren bidrager med ca en trediedel af smagsindtrykket.
En af fordelene ved at holde streng kontrol med gæren er selvfølgelig at man så kan brygge øl, der smager ens fra gang til gang.
Praktisk, hvis man vil sælge et mærkevare produkt.

Men der er undtagelser fra denne kontrollerede metode.
I Belgien har man traditionelt benyttet sig bevidst af spontangæring for at opnå en stribe meget specielle øltyper.
Man brygger øllet som sædvanligt.
Koger malt og humle i vand.
Og køler den ned.
Men hvor man efter nedkølingen normalt tilsætter en afmålt mængde af en kontrolleret gær, sætter man i dette tilfælde blot det åbne brygkar hen til det åbne vindue natten over.
Der er så mange naturligt forekommende gærceller i luften at det er tilstrækkeligt til at sætte gæringen af øllet i gang.
Og så står den ellers bare og gærer færdig som en hvilken som helst anden øl.
Men den øl man får ud af denne process er meget anderledes end øl, som vi normalt kender det.
For de vilde gærstammer giver øllet en meget syrlig eller ligefrem sur smag.
Dette spontangærede bryg kaldes Lambic.
På dette tidspunkt kan man så tilsætte kirsebær og lade dem trække i øllet et stykke tid.
Resultatet kaldes Kriek og en en yndet dame-drink i Belgien.
Den kan i visse udgaver gøre sig rigtig godt til ris a la manden juleaften.

Men istedet for at tilsætte kirsebær kan man lagre Lambiccen i halve og hele år.
Herefter kan man blande den med frisk Lambic i det forhold, man nu finder passende.
Og så har man Gueuze.
Det er i sagens natur en meget speciel og syrlig ting, som helt sikkert kræver at man vænner sig til smagen.
Jeg har holdt en del ølsmagninger.
Og det er sjovt at se folks ansigtsudtryk, når de første gang smager denne herlige specialitet.

Og Gueuze går altså rigtig rigtig godt sammen med blåmuslinger.
Kombinationen er en kendt belgisk specialitet.

Og det skulle jeg altså have denne aften.
Det så sådan ud.

Jeg kan godt lide at spise muslinger på denne måde.
Det virker altid vildt overdådigt, når tallerkenen kommer på bordet med alle de mange smukke skaller.
I virkeligheden er der jo ikke vanvittig meget mad i sådan en portion, når man først får befriet de små dyr for deres skaller.
Men man føler sig som en greve eller en baron.
De muslinger jeg fik denne aften levede til fulde op til mine forventninger.
De var friske og lækre.
Alle havde åbnet sig (og dermed vist at de ikke var dårlige).
Double creme suppen, som de lå i var meget fyldig og god.

Tjeneren havde spurgt hvor sur en gueuze jeg ville have til.
Han har nok også set folk se mærkelige ud i ansigtet.
Jeg sagde at den gerne måtte være rimelig sur, for jeg har lært at værdsætte smagen.
Men det var nu ikke den vildeste jeg har smagt.
Den var til gengæld mere vinøs og frugtagtig end jeg før har oplevet gueuze.
Men det er jo en del af charmen med et ukontrolleret produkt.
Det er aldrig helt det samme som sidst.

Pernille havde valgt stenbiderrogn.

Den blev serveret med ristede rugbrødsflager og sommersalat.
Det lød jo lidt spøjst.
Men det viste sig at ideen var at rognen lå på en creme af rygeost.
Og så var den pyntet med tynde skiver radise, agurketern, purløg og agurkevingummi.
Ja.
Agurkevingummi.
Det varf det faktisk.
Gelatine som smagte kraftigt af agurk.
De ses yderst på begge sider af tallerkenen.
Det så rigtig indbydende ud.
Og i følge min kone smagte det pragtfuldt.
Vi havde bedt tjeneren om rådgivning ved ølvalget.
Og han anbefalede en Blonde (som ikke har noget med undertøj at gøre men er en belgisk øltype)

Johan havde valgt carpaccio.

Det gør han tit.
Og det kan jeg godt forstå.
"Enkens" version var skåret af dansk okse og garneret med røget peberolie, trøffelpecorino, aioli og feldsalat.
Det er jo lidt alternativt med pecorino.
Som regel får man jo parmasan.
Men det så nu ikke ud til at være til gene.
Det røg i hvert fald ned i en ruf.

Så vi kom hele vejen rundt om spisekortets forretter.
Det er da meget godt gået.

Det lykkedes til gengæld ikke med hovedretterne.

Pernille valgte Bouef af dansk himmerlandskvæg, serveret med 3 forskellige slags løg.
Grillet salatløg, karameliseret løgflan og ramsløgsmør.
Det så sådan ud.

Jeg fik lov at smage en bid.
Og jeg bliver altså nødt til at sige at det smagte en hel del bedre og var en hel del mere interessant end de bøffer, vi havde fået serveret på MASH.
For nu at puste liv i debatten igen.
Der har jo været en del kommentarer til MASH-anmeldelsen.
Og selvom de fleste har været meget uenige med mig i min vurdering, synes jeg alligevel at det er dejligt at folk kommenterer på anmeldelserne.
Så det er hermed en opfordring.

Til bøffen blev der serveret en St. Bernadus Abt 12.
Det er et lidt vovet bud.
For der er tale om en meget stærk og sød øl på hele 10,5%, som er meget kraftig og fyldig i smagen.
Men fordi de forskellige slags løg til bøffen jo er søde i smagen passede den perfekt.

Både Johan og jeg faldt for Kylling fra Allegården på Fyn med letstuvet kål med løvstikke, bagte gulerødder og "farmors" æblechutney.

Kyllingen kom i form af en solid skive af brystfilleten med dejlig sprødt skind.
Det var i virkeligheden en meget traditionel ret.
Uden de store dikkedarer.
Men tilberedt og serveret meget overbevisende.
Meget lækkert.
Hertil fik jeg serveret en Trippel fra fad.

Da hovedretterne kom på bordet, blev vores tjener fulgt af en ung pige.
For som han sagde "She can better explain the food in danish".
Og det gjorde hun så.
Vi blev bagefter enige om at hun snildt kunne få sig et job hos en brugtvognsforhandler.
For der var ingen grænser for hendes lovprisning.
Maden var sågar tilberedt med store mængder af kærlighed.
Et meget charmerende indslag.

Heller ikke med desserterne lykkedes det at komme hele vejen rundt på spisekortet.
Og Johan kaldte mig da også en efteraber, da jeg igen valgte det samme som ham.

Nemlig Rabarber cheesecake med syltede rabarber og rabarbersorbet.

Som man kan se på billedet er frugtfyldet på toppen helt klart og homogent.
Det lurede jeg lidt på.
For de fleste cheesecakes jeg har smagt har haft et fyld med hele bær eller frugter i skiver eller den slags.
Så lige da den kom på bordet var min første tanke at den lignede da godt nok en kedelig købekage.
Men det var den ikke.
Fyldet var en gele med en meget kraftig smag af rabarber.

Som jeg tidligere har fortalt, fik jeg engang en dessert, der hed "Death by Chocolate".
Og denne cheesecake kunne lige så godt have heddet "Death by rabarber".
Det var alt sammen superfriskt og lækkert.
Lige hvad man trængte til oven på de lidt tunge retter vi havde været igennem.
Kagen var helt på toppen.
Cremen var sød og god.
Bunden meget sprød, men samtidig nem at skære i.
Og rabarberfyldet på toppen var friskt, syrligt og lækkert.
En meget fin dessert.
Hertil fik jeg serveret en dejlig frisk weissbier fra fad.
Så jeg ved ikke hvad den hed.

Pernille havde valgt en Hvid chokoladetærte med marengs, sorbet og marmelade af citrus.
Og flot så den jo ud.

Der var meget stille på den anden side af bordet i et par minutter indtil tallerkenen var tom.
Så det borger jo for kvaliteten.
Hertil fik hun serveret en St. Bernadus Pater 6, som er en smuk kastaniebrun øl med et kraftigt skum, som passer perfekt til chokolade.

Regningen lød på 1628 kr. efter at Restaurant 2 Night rabatten på 20 % var trukket fra.
Der var i øvrigt ingen som helst problemer med den del.
Jeg nævnte blot Restaurant 2 Night da vi ankom.
Det er nu altså en fin ordning.

Jeg havde haft en rigtig hyggelig fødselsdag.
Dejlig mad.
Gode øl.
Fin, hyggelig og afslappet betjening.

Det bliver ikke sidste gang.

På hjemvejen kunne jeg godt mærke at flere af øllerne var på LIDT mere end 5%.
Men heldigvis havde Johan ikke noget imod at køre.

www.dentatoveredeenke.dk

Restaurant Kashmir - København

Vi havde igen noget at fejre.
Jeg ved godt at mange af anmeldelserne starter på den måde.
Men det havde vi altså.
Vi havde nemlig rundet 2500 hits her på bloggen.
(Inden vi nåede at fejre det havde vi rundet 2700. Man skal være hurtig skal man)

Pernille havde et par dage forinden fundet denne hjemmeside.
Restaurant 2 Night
Det er et spændende site, som i hvert fald tidligere var ukendt for os.
Men som vi da gerne vil slå et slag for.

Ideen med sitet er, at man kan bestille bord i sidste øjeblik på en række restauranter og derved spare en masse penge.
Og det er jo en strålende ide.
Restauranterne kommer af med de borde, de ellers ikke har fået solgt.
Og alle vi stakkels fattige restaurantgæster kan få råd til at gå lidt oftere ud.
Hvis man bestiller til samme aften kan man typisk spare mellem 20 og 40 procent på hele regningen.

Så vi fandt hurtigt ud af, at det da bestemt skulle afprøves.
Vi besluttede at det skulle være fredag.
Og da dagen kom kiggede vi lidt på de forskellige tilbud.
Det varierer fra dag til dag, hvilke restauranter der giver hvilke rabatter.
Men vi kiggede lidt og ventede spændt til kl 13, hvor man kan begynde at bestille, hvis man er tilmeldt R2N's nyhedsbrev.
Vi blev enige om at den indiske restaurant Tabak i Willemoesgade på Østerbro lød rigtig godt.
Så jeg satte mig klar kl 13.
Bestillingen forløb helt uproblematisk.
Fordi det var første gang jeg bestilte, fik jeg en SMS med en kode som skulle indtastes ved bestillingen.
Så gik der et par minutter.
Og så kom der endnu en SMS med en bekræftelse på reservationen.
Denne SMS indeholdt også restaurantens adresse og telefonnummer.
Nice touch.

Vi fandt hurtigt restauranten, selvom den havde skiftet navn.
Det er tilsyneladende et par måneder siden der kom ny ledelse.
Og ved den lejlighed skiftede den navn fra Tabak til Kashmir.
Man kan jo undre sig over at R2N ikke har fået det rettet...

Kashmir er også navnet på en indisk restaurant på Nørrebro, som har ligget der i 100 år.
Når man går ind på de to restauranters hjemmesider ser de meget ens ud.
Så der må jo være en eller anden form for samarbejde.
Selvom de ikke gør noget væsen ud af det..

Men vi fandt som sagt restauranten uden problemer og var så heldige at kunne parkere lige uden for døren.
Det er ellers ikke nemt at få parkeringsplads i brokvarterene.
Men heldet følger jo som bekendt de tossede.

Vi gik ind i restauranten, og jeg var lidt spændt på om der nu ville være problemer med rabatten.
Det kan jo godt føles lidt akavet at komme ind et sted og sige "hej, jeg skal have det billigere".
Men på R2N's hjemmeside står der at man blot skal gøre opmærksom på at man har bestilt igennem dem og så oplyse sit telefonnummer.
Men jeg nåede kun at sige R2N, så var tjeneren helt med på, hvad det gik ud på.
Dejligt.

Restauranten er ikke særlig stor.
Jeg gætter på at der er plads til en 50-60 mennesker.
Men der sad kun et enkelt par da vi kom.
Vi kunne selv vælge hvor vi ville sidde, så vi valgte et vinduesbord lige ved siden af denne her fyr.
Eller kvinde.
Eller hvad det nu var for en.
I hvert fald elefant.
Selvom jeg har været i Indien 3 gange har jeg ikke HELT styr på folkloren.

Menukortene kom med det samme, og blev slået op på et nydeligt billede af en orangefarvet drink.
Så vi skyndte os at bestille sådan et par stykker, så vi havde lidt at hygge os med, mens vi bestemte os.

Spisekortet er ikke voldsomt stort.
Men bestemt heller ikke skrabet.
Der er retter i mange kategorier.
Kylling, lam, fisk og vegetarisk.
Forretter mellemretter og hovedretter.
Supper.
Brød.

Vi sad lidt og bladrede frem og tilbage og studerede de forskellige ting.
Der var også 4 menuer.
Men de så lidt besværlige ud fordi man tilsyneladende skulle vælge mellem forskellige forretter og hovedretter.
Og når vi nu ikke helt vidste hvad vi gik ind til...

Men på et tidspunkt kom tjeneren over og nævnte menuerne, samt at man jo altså ikke skulle vælge, men at vi ville få ALLE retterne i en given menu.
Så var det pludselig meget nemmere.
For så ville vi jo få smagt en masse forskelligt, som jo altid er en fornøjelse.
Og så var det tilmed meget billigt.
Så vi bestemte os begge for menu nr. 3.

Vi havde ikke rigtig lyst til hverken øl eller vin.
Så vi bestilte blot en kande postevand.
Det var der ingen problemer i.

Efter et meget kort øjeblik kom den første forret.
Pappadam.

Det er en meget stor (ca 20 cm i diameter) sprød og tynd sag.
Nærmest som en udbredt taco.
Jeg gætter på, at den er lavet med rismel.
Men sådan en til hver.
Og hertil små skåle med tre forskellige slags dip.
Mint, chili og mango.

Ideen er at man brækker pappadam'en i stykker og dypper i de forskellige dips.
Det kræver lidt øvelse.
For i begyndelsen var de i hvert fald for mig svært at ramme en passende størrelse af brudstykkerne, så man faktisk kunne dyppe og samtidig have dem i munden.
Men det lykkedes.
De tre dips var lækre.
Minten var baseret på noget mælkeagtigt og var meget meget frisk og lækker.
Chilien var oliebaseret og rimelig stærk.
Pernille spiste i hvert fald ikke ret meget af den.
Mangoen var tilsyneladende blot den friske frugt måske blendet og tilsat lidt lime og sukker.
Pernille fandt ud af at mint og mango blandet sammen var helt fantastisk.

Så kom den den næste forret på bordet.
Maza Chicken Chat.

Det var en kold salat med Tandoorikylling, kartofler, peberfrugt, tomater og kikærter med en masse spændende kryderier.
Det var superlækkert.
Normalt er jeg ikke så meget for kikærter og den slags.
Og salat er noget man spiser fordi lægen og konen siger at man skal.
Men denne her var fantastisk.
Jeg blev nødt til at tage flere gange.
Tænk at det skulle overgå mig.

Tjeneren kom og fjernede tallerkenerne.
Men pudsigt nok skulle vi beholde bestikket.
Det er jo ikke noget problem.
Men det har jeg alligevel aldrig været ude for før.

Og så kom alle tre hovedretter på bordet.
Anarkali Butter Chicken.
Mutton do Piaza.
Og Zeera Allu.

Hertil en skål med indiske ris, som adskiller sig fra kinesiske ris ved at være langt mindre klistrede og mere langkornede.
Et Naan brød til hver.
Og en skål Raita, som er yoghurt blandet med tomat, agurk og kryderier.

Anarkali Butter Chicken var, som de fleste jo nok har gættet, kylling.
I en helt fantastisk strålende gul sauce, som smagte kraftigt af smør og kokos.
samt en masse spændende krydderier.
Jeg udnævner jo altid mindst en himmerrigs mundfuld.
Og det må være denne.
Kyllingen smeltede på tungen og den lækre sovs var utrolig spændende.
Det endte med at jeg sad og spiste ris med sovs, da der ikke var mere kylling.
Denne ret var som indiske retter er flest.
Kødet skåret i mundrette stykker og blandet i sovsen.
Så man ikke behøver at sidde og rode med ben og den slags.
Som regel skal kniven kun bruges til at skrabe det sidste op på gaflen med.

Mutton do Piaza (også billedet ovenover)
Ifølge menuen var dette kokkens egen opskrift på krydret lammekød.
Og krydret var det.
Dejlig krydret.
Pernille er ikke SÅÅÅ god til stærke ting.
Og denne ret var lige i overkanten efter hendes smag.
Jeg syntes den var skøn.
Lækkert mørt lammekød i en rødlig sovs med masser af løg.
Netop til denne ret var Raita'en helt perfekt.
Selvom den også var krydret mildnede den ligesom den stærke karry.

Den sidste ret, Zeera Allu var en vegetarisk ret.

Det er jo sådan lidt underligt når man som almindelig kartofler-og-sovs-og-frikadeller dansker bliver præsenteret for sådan en vegetarisk ret.
For vi er jo vandt til at grøntsager er et tilbehør til noget.
Enten i form af salat eller som dampede grøntsager eller måske stuvede.
Men denne kartoffelret, som de fleste indiske vegetarretter er beregnet til at stå alene.
Kogte kartofler i en krydret sovs.
Stadig karry.
Men HELT anderledes end lammeretten.

Jeg har som sagt været i Indien 3 gange.
Og på disse ture oplevede jeg jo på nært hold, at rigtig mange indere er vegetarer.
På flyveturen derud bliver man ikke spurgt om man vil have oksekød eller kylling, som når man flyver til USA:
Næ, man bliver spurgt om man vil have veg eller non-veg.
Vegetarisk eller ikke-vegetarisk.
Det er ligesom omvendt eller på hovedet i forhold til den måde JEG i hvert fald normalt tænker på.
Jeg ville istedet have spurgt om man ville have normal eller vegetarisk,
Men det modsatte spørgsmål er selvfølgelig lige så validt.
Kun et spørgsmål om kultur.
De steder jeg spiste ude i Indien var som oftest buffeter.
Og der var altid en stor afdeling med vegetariske retter.
Mindst lige så stor som kød-afdelingen.
Jeg er glad for kød.
Men jeg fik da smag for indtil flere af de vegetariske retter.
De er på en eller anden måde mere rigtige end dem man kan blive udsat for herhjemme.
Mere tro mod ideen.
Herhjemme kan man blive udsat for kartoffelfrikadeller.
Eller vegetarisk lasagne.
Eller andre ting, hvor man prøver at få tingene til at ligne eller smage som kød.
Og der er altså ikke særlig spændende.
Synes jeg i hvert fald.
De indiske retter er mere, hvad skal jeg sige, ægte.
På samme måde som for eksempel ratatouille, som jo er en ret helt på egne præmisser.
Selvom den ofte serveres som tilbehør.
Og denne kartoffelret var lækker.
Nu blev den jo serveret samtidig med to kødretter.
Men jeg kunne sagtens have spist den alene blot med ris og brød til.

Naan brødene var usædvanligt lækre.
Helt sikkert fuldstændig friskbagte.
Lige ud af ovnen.

Vi slikkede nærmest skålene.
Især den med kyllingen.
Og da vi var færdige kom tjeneren og spurgte om vi ville have mere.
Det har jeg aldrig været ude for før.
Jo, hvis der er tale om et eller andet ad libitum.
Men det er der ikke her.
Der er bare en ganske almindelig menu.
Så jeg synes det er MEGET flot.
Desværre kunne vi ikke spise mere.
Meget trist.

Bordet blev hurtigt ryddet.
Og efter kort tid kom deserten.

Kulfi-E-Heer.

Ifølge spisekortet en hjemmelavet indisk is baseret på mælk med mandler, cashew- og pistachenødder.
Og det var altså en skuffelse.
Det lignede en skive skåret af en stor blok.
Og derefter skåret ud i tern.
Normalt ville man jo ikke mene at man kunne det med en is uden at den ville blive helt namset.
Men det kunne man med denne.
Den var stenhård.
Lidt ligesom mit livs første forsøg på at lave is selv i en meget ung alder, hvor jeg blot hældte mælk blandet med lidt sukker i en isterningsbakke og satte en tandstikker i hver.
Ikke videre vellykket.
Det gik først op for mig at det var en is, da jeg puttede den første bid i munden.
Jeg havde troet at det var en slags konfekt eller sådan noget.
Den blev serveret på en tallerken med en dekoration af chokoladesovs.
Smagen var umiskendelig mælk.
Ikke fløde men mælk.
Som der jo også stod.
Og så en udefinerlig smag af nødder.
Så spisekortet løj jo ikke.
Men det var MEGET kedeligt.
Jeg har aldrig fået indisk is før.
Og jeg vil på ingen måde bestride at den var autentisk.
Men god, det var den ikke.
Vi levnede begge.

Efter desserten bestile vi begge en kop indisk te med krydderier.
Vi havde begge forestillet os at vi ville få serveret chai, som jo er en meget krydret og sød drik med kanel og kardemomme.
Og det var det måske også.
Der flød i hvert fald et par kardemomme... frøkapsler er det vel, rundt i teen.
Men den var ikke så kraftig som forventet.

Til sidst bad vi om regningen.
Den kom øjeblikkeligt.
Og vores rabat var nydeligt trukket fra som en separat linie.
Ingen problemer der.
Ialt lød den på 399 kr.
Det må man sige var MEGET billigt.
For bortset fra de lidt kedelige desserter, var kvaliteten i top.
Superlækker mad.
Flink og hurtig betjening.
Lyse og venlige lokaler.

Vi vil HELT sikkert komme der igen.
Ingen tvivl om det.

http://www.kashmir-restaurant.dk/

Restaurant MASH - København

Det er med blandede følelser at jeg skriver denne anmeldelse.
Det er ikke så nemt som de tidligere jeg har skrevet.
Men mere om det senere.

Nu først begyndelsen.

Vi havde noget at fejre.
Det har vi tit.
Og vi er begge af den holdning at man skal fejre alt det, man overhovedet kan finde anledning til.

Denne gang var det denne blog, der skulle fejres.
For vi havde rundet 1000 hits siden  vi startede for et halvt års tid siden.
Det synes vi selv er ret flot.
Især de sidste par måneder er det gået stærkt.
Den tæller vi benytter er lidt mere avanceret en blot en almindelig tæller.
Den prøver at lade være med a tælle folk flere gange ved gentagne besøg.
Jeg ved ikke helt HVOR effektiv den faktisk er, men jeg har da prøvet at gå ind på siden nogle gange med kort mellemrum.
Uden at tælleren har flyttet sig.
Så det virker da i en eller anden udstrækning.

Men altså 1000 hits.
Det er vi stolte over.

Vi talte lidt frem og tilbage om hvor vi skulle gå hen.
Vi havde mange forskellige restauranter oppe at vende.
Marokanske, franske og italienske.

Men til sidst faldt valget på MASH.
MASH står for Modern American Steak House.
Og vi havde fået den anbefalet fra flere sider.
Så den skulle det være.

MASH er meget trendy og oppe i tiden.
Vi rundede de 1000 hits på en onsdag eller torsdag.
Og så have vi jo egentlig forestillet os at vi skulle derind fredag eller lørdag.
Men vi blev klogere.
Det lykkedes at få et bord en søndag aften 3 uger ude i fremtiden.
Det var jo lidt irriterende.
Men vi ville altså derind.
OK, det var måske mest mig der ville.

Dagen oprandt.
(vi havde nu rundet 1600 hits)
Om eftermiddagen talte vi om det, og der hørte vores søn Johan første gang hvad MASH stod for.
Og så ville han da gerne med.
VI havde ellers givet ham tilbuddet 3 uger tidligere, da vi bestilte.
Men der havde han takket nej.
For som han sagde: "Jeg troede det var sådan noget underligt fransk bøssemad"
Men da han fandt ud af, at der var tale om bøffer ville han gerne med.
Så jeg ringede til restauranten og havde egentlig ikke regnet med at det kunne lade sig gøre, når nu det havde været så svært at få plads i første omgang.
Men det kunne det sagtens.
Så det var jo herligt.

Vi trillede derind i ro og mag og i god tid.
Det var en hundekold dag i februar, så vi frøs bravt, da vi nåede frem til restauranten efter at have gået et par hundrede meter fra bilen.
Men der var heldigvis varmt indenfor.

Lige når man kommer ind, bliver man mødt af en skranke, som vel nærmest må betegnes som en slags reception.
Der stod en ung smilende pige, som fandt vores reservation og hængte vores tøj i garderoben.

Hun fulgte os igennem et lille bar område og forbi en udstillingsmontre, hvor oksekødet hang steg ved steg på store kødkroge.
Det så sådan ud.

Efter montren kom vi ind i et ret stort lokale, som var fyldt med bordarrangementer.
Jeg ved ikke hvad den slags hedder.
Men det var sådan et rektangulært bord med en polstret, læderbetrukket bænk på hver side.
Eller sofa kunne man måske kalde det med lidt god vilje.
Med høj ryg, som samtidig fungerede som rumdeler hen til det næste bord.
Disse arrangementer stod ryg mod ryg hele vejen rundt langs væggene i det ret store lokale, og i 2 rækker ned igennem midten.
Man kunne jo ikke flytte rundt på møblerne.
Så de stod hvor de stod.
Og vi priste os lykkelige for at vi var så hyperslanke.
Så vi kunne lige med nød og næppe klemme os ind på bænkerækkerne.
Det gik noget lettere for Johan end for os andre.

Den unge pige viste os hen til vores bord, som var i det fjerneste hjørne af lokalet.
Og gav os menukort og en kurv med brød.
Og så satte vi os til at studere menuerne.
Jeg havde smugkigget lidt på nettet i forvejen.
Så jeg havde nogenlunde let ved at vælge.

Mens vi sad og studerede kortene kom en mandlig tjener hen med en ny brødkurv til os.
"Nå, I har fået brød", sagde han "damn it!"
Ja det sagde han altså.
Jeg tror det er første gang jeg har hørt en tjener bande ved bordet.
Men så har man jo også prøvet det.
Vi bestilte Campari og soda mens vi studerede menuen.
Johan ville have cola.

Jeg havde på forhånd forelsket mig i en af forretterne.
Grillet kalvebrissel.
Jeg har aldrig smagt brisler før.
For dem, der ikke lige har helt styr på husdyr-anatomi, kan jeg fortælle at brislen sidder i halsen på kalve og lam.
Den spiller en vigtig rolle i dyrets fordøjelse af moderens mælk.
Når dyret vokser til og holder op med at få mælk, forsvinder den.
Og der er således ikke nogen brisler i en ko eller et får.
Men jeg har længe haft lyst til at prøve denne i tidligere tider så store delikatesse.
Så det bestilte jeg.

Pernille er vild med kammuslinger, og sådan nogen kunne man få ligeledes grillet, så det valgte hun.

Johan er ofte eventyrlysten, når vi spiser ude.
Jeg husker en gang hvor han må have været 12-14 år eller deromkring.
Der ville han have friske østers til forret.
En ret som hans far endnu har tilgode.
Det kommer nok en dag.
Men denne aften ville han gerne have en halv grillet hummer.
Det var der ikke nogen af os der havde prøvet før.
Så det blev jo lidt spændende.

Vi bestilte en argentinsk vin, som så spændende ud, og som havde en fornuftig pris.

Den bandende tjener kom med vinen, lukkede den op og lod mig smage den.
Den var rigtig god.
Så skænkede han et glas til mig og et til Pernille.
Og han skulle lige til at skænke til Johan, som ikke bryder sig om rødvin.
Vi nåede at stoppe ham i sidste øjeblik.
Men der nåede lige at komme et par dråber i glasset.
Men det lod han sig ikke gå på af.
Han tog resolut glasset og tømte det over i Pernilles glas mens han udbrød: "Whoup!"
I sandhed en frisk fyr...

Vores forretter kom hurtigt.
Min så sådan ud.

Jeg ved ikke helt om der var en eller flere brisler.
Jeg havde jo som sagt aldrig smagt det før.
Men de bestod ligesom af et antal små kødstykker, som hang sammen med fine muskel- eller senetråde.
De var grillede og blev serveret med hakkede krydderurter.
Og med radiser skåret i papirstynde skiver på langs.
Det så meget dekorativt ud.
Og det smagte helt fantastisk.
Johan har mobbet mig med at jeg skriver "himmelsk" i alle mine anmeldelser.
Så det vil jeg lade være med denne gang.
Men det smagte meget meget godt.
Det var fantastisk mørt.
Smagen var meget mild, med en lille undertone af indmad som lever eller hjerter.
(Hvilket minder mig om at det snart må være på tide at lave hjerter i flødesovs).
Meget delikat.
Det bliver IKKE sidste gang.

Johan fik en hummergaffel sammen med sin halve hummer.
En hummergaffel ligner nærmest et værktøj til trædrejning.
Et håndtag som en almindelig gaffel.
Og i mad-enden to spidser, som er meget kortere end normale gaffelben og med meget lille afstand imellem.
Det så nærmest ud som om nogen blot havde skåret et hak i enden af gaffelhåndtaget.
Meningen er selvfølgelig at man kan stikke den ind i kløerne og grave kødet ud.
Den blev serveret med smeltet smør, en krydret mayonnaise dressing som nærmest lignede thousand island, men som var meget mere krydret, samt en halv citron.
Han gik lidt tøvende igang med den, men fik hurtigt tag på det og guffede den i sig med stort velbehag.

Der er ikke så meget at sige om Pernilles kammuslinger.
De blev serveret med nogle spæde blade af en slags og var grillet helt perfekt.

Og så kommer vi til hovedretterne.
Og her begynder det at blive vanskeligt.
MASH er jo et steakhouse.
Og på et steakhouse får man bøffer.
Bøffer med ret basalt tilbehør.
MASH er endvidere et amerikansk steakhouse.
Så de har først og fremmest amerikanske udskæringer.
Det kan jo gøre det lidt vanskeligt.
For hvad er lige en New York Strip.
Og hvordan adskiller den sig fra en Ribeye.
Og hvordan forholder de to sig i øvrigt til en tornedos.
Eller en entrecote.

Det ville have været et pænt træk, hvis man lige på spisekortet havde skrevet to linier om hver.
Så havde det været meget nemmere at vælge.
Tror jeg.

MASH servere tre forskellige slags kød.
Kød fra amerikanske majsopfodrede køer, som har boet i Omaha, Nebraska og som er garanteret hormonfri.
Kød fra danske køer, som har hængt tørt og modnet i 90 dage, så enzymerne rigtig har kunnet mørne kødet.
Og Wagyu kød, som er en australsk variant af det helt latterligt dyre japanske Kobekød.

Vi havde på forhånd besluttet at vi ville prøve forskellige ting, så vi kunne smage hos hinanden.
Så jeg bestilte en amerikansk ribeye.
Pernille bestilte en dansk "Filet", som vel nærmest må være en entrecote.
Johan havde vældig mod på Wagyu kødet, men hans onde far sagde nej, da han så prisen. Så han nøjedes med en amerikansk New York Strip.

Og så skulle der jo vælges tilbehør.
Man kan vælge mellem pommes frites, chili pommes frites, løgringe og macaroni med ost.
Og her gik det så pludselig op for os at tilbehøret ikke hører med.
Der følger en sovs, med hver bøf, som man kan vælge mellem fire.
Og så kan man købe flere sovse, hvis man har lyst.
Men man skal tilkøbe det tilbehør, man vil have.
Man kan også vælge mellem syv forskellige slags grøntsager, blandt andet grøn salat og stuvet spinat.
Men de skal stadig tilkøbes.

Pernille og jeg valgte pommes frites og Johan valgte løgringe.
Jeg valgte desuden ristede svampe med bacon.
Pernille og Johan valgte rødvinssovs og jeg valgte en sky med timian og hvidløg.

Der gik ikke særlig lang tid, fra tallerkenerne fra forretten var blevet fjernet til hovedretterne var klar.

Min så sådan ud.

Det ser jo ikke ud af alverden.
Et stykke grillet kød midt på en tallerken med en kvist rosmarin overnpå.
Mine pommes frites så sådan ud.

Og svampene.

Johans N.Y. Strip så sådan ud.

I baggrunden kan man se de store fritterede løgringe.

Pernilles filet så sådan ud.

 

 Og hendes pommes frites lignede mine.

Som jeg nævnte før er der tale om disse amerikanske udskæringer (undtagen Pernilles filet-entrecote)
De er skåret på en helt anden måde end vi er vandt til herhjemme.
Og fra andre steder på koen.
Derfor sidder fedtmarmoreringer og sener også på en helt anden måde.
Bøfferne var grillet ret kraftigt, så det var lidt svært at se hvordan de lige var skruet sammen.
Det lykkedes mig nogenlunde at manøvrere uden om de kraftigste fedtmarmoreringer og fedtkanter.
Johan var mindre heldig.
Han røg lige ind i en stor klump fedt, som sad midt i kødet, og som forståeligt nok fik ham til at miste appetitten.

Alle bøfferne var stegt perfekt.
Men det virkede ikke som om de havde fået nogen krydderier overhovedet.
Så det hjalp med lidt salt og peber.

I den forbindelse vil jeg lige nævne et kuriosum.
Der var to slags salt på bordet.
Almindeligt hvidt groft salt, som sikkert har været havsalt af en slags.
Og en lidt gullig-brun variant.
Nar man lugtede til saltkarret kunne man fornemme noget røg.
Slet ikke på samme måde som det kraftige røgsalt vi havde fået på Paustian.
Men ganske svagt.
Der var ingen af os der kunne smage forskel på de to slags salt.
Men interessant var det da.

Den vin vi havde bestilt var helt fantastisk.
Til en pris af 450 kr for en flaske var den endog MEGET god.

Men tilbage til maden.
Pommes friterne var sprøde og varme og smagte godt af kartoffel.
Svampene var endog meget lækre.
Ristet lige tilpas og anrettet i en lille metalgryde med store stykker bacon i tern og lidt løg.

Bagefter skulle vi selvfølgelig have dessert.
Der var ikke så forfærdelig meget at vælge imellem.
Men Johan valgte en chokoladekage, der blev serveret med en kugle citronis og en kugle vanillieis.
Der var nærmest tale om en chokoladetærte, med et lag chokoladesmørcreme eller sådan noget på toppen.
En solid omgang.

Pernille valgte en creme brulee.
Den blev serveret med en lille skål yoghurtbaseret is med jordbær.

Og jeg valgte et stykke cheesecake som blev serveret med en kugle jordbæris og en kugle passionsfrugtis.
Det, der ligger på toppen og ligner bacon, er tynde skiver af sukkerglaseret æble.

Alle desserterne var lækre omend noget bastante.

Og nu skal vi jo så til det.
Det som er så svært.

For man kunne ikke sætte en finger på noget som helst.
Det skulle da lige være den noget frimodige tjener.
Men ellers ingenting.

Men havde vi så haft en god aften?
Jeg bliver med skam at melde nødt til at sige nej.
For det var ikke særlig interessant.

Indretningen var vældig stilfuld.
Men kold og upersonlig.
Lidt cafeteria agtig.
Godt nok et MEGET fornemt cafeteria.
Men alligevel.

Bøfferne var stegt perfekt.
Og bortset fra de uvante udskæringer møre og fine.
Men de smagte ikke rigtig af noget.
Og det er selvfølgelig fint, at man kan vælge det tilbehør man vil have.
Men når man går ud og spiser på en restaurant i den prisklasse, så synes jeg jo godt at man kan forvente at nogen har forholdt sig til om det mon lige er bedst med pommes frites eller løgringe til en ribeye.
Og om man bør vælge bearnaise eller rødvinssovs til en N.Y.Strip.
Og man kunne jo godt have fået det til at se lidt festligt ud ved at anrette tingene pænt på tallerkenen.
I stedet for blot at placere en skive kød nøgen og ensom på midten.
Jeg mener selv på den billigste pizzabar kan man som regel vælge en pizza uden andet fyld end tomat og ost.
Og så tilkøbe mere fyld af forskellig slags.
Men jeg tror nu alligevel at de fleste vælger en af de andre modeller, som en eller anden har gjort sig den ulejlighed at sammensætte.

Jeg vil så nødig lyde som en sur gammel mand.
Eller som en provinsbonde, som ikke har sans for det moderne livs finesser.
Og jeg ved godt at MASH er et af de mest hotte steder i byen.
Det var jo derfor vi havde valgt det.
Men vi blev ærlig talt alle tre lidt skuffede.

Jeg var lige ved at skrive at det var forfærdelig amerikansk.
Ment som en kritik.
Men det vil jeg undlade.
For jeg har været i USA nogle gange.
Og jeg har haft store oplevelser med det creolske køkken i Louisiana.
Og med det italienske køkken i New York og i Californien.
Og med store bøffer ligeledes i Louisiana.
Så de kan jo godt lave mad de gode amerikanere.

Og så synes jeg det er dyrt.
En hovedret kommer op på omkring 350 kr. med tilbehør.
I hvert fald hvis man ikke kun vil have pommes frites til sin bøf.
Og det er altså mange mange penge for at smide en skive kød på grillen og en håndfuld pommes frites i frituren.
Det kræver selvfølgelig lidt omhyggelighed.
Men det er ærlig talt ikke særlig svært at lave mad på den måde.
Bevares, kødet koster sikkert mere end 4 bøffer på tilbud i supermarkedet.
Men alligevel.

Den samlede regning lød på 2225 kr.

Vi har ikke været særlig ofte på steakhouse.
Og man er jo nødt til at give MASH den ros at de er tro mod deres koncept.
Det er moderne,
Det er amerikansk.
Og man spiser bøffer.

Men vi kommer der næppe igen.
Det var for upersonligt.
Og jeg fristes til at sige ukunstnerisk.
Måske er vi bare mere til underlig fransk bøssemad.
Jeg ved det ikke.
Men Johan var heller ikke særlig begejstret.

Det eneste lyspunkt var forretterne.
De var spændende, lidt utraditionelle, og veltilberedte.
Og så var de ikke mindst anrettet pænt på tallerkenen, så de så indbydende ud.

www.mashsteak.dk/default.asp

Cafe Sorgenfri - København

Det var Pernilles fødselsdag.
Og den slags plejer vi altid at fejre enten ved at fødselsdagsbarnet får sin livret serveret derhjemme eller ved at gå ud og spise.

I år ville hun gerne ud og spise smørrebrød.
Så det gjorde vi.
Det er også længe siden.

Valget faldt på Cafe Sorgenfri i Brolæggerstræde i det indre København.
Det er jo ikke så nemt at komme til at parkere derinde.
Men det lykkedes at finde en plads næsten helt oppe ved Rådhuspladsen.

Hun havde været sød i år, min lille kone.
Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Men det betød desværre også at det var MEGET koldt.
Jeg vil gætte på 5-6 minusgrader.
Og der blæste en strid vind.
Så vi var godt forfrosne, da vi ankom til restauranten.
Vi var godt nok et kvarter for tidligt på den.
Men det var så koldt, at vi droppede at gå en lille omvej.
I stedet myldrede vi ned i mørket for at komme i ly for blæsten.

Det er bestemt ikke noget stort lokale.
Der er måske plads til 35-40 mennesker.
Men der er meget hyggeligt.
Vi fik anvist et bord, som heldigvis lå lidt væk fra indgangsdøren.
Det var vi glade for.
For der VAR altså meget koldt den dag.
Så snart vi var blevet sat kom tjeneren med menuen.
Eller smørrebrødssedlen som det vel egentlig hedder.

Den var ikke MEGET lang.
Der var vel en ca 35 forskellige punkter, som inkluderede et par anretninger og diverse oste.
Men der var hvad der skulle være.
Forskellige sild.
Diverse gammeldags stykker så som tunge med italiensk salat og sardiner på rugbrød.
Jeg blev helt nostalgisk.
Jeg er ikke så god til tunge.
Men jeg mindedes min barndoms søndagsfrokoster, hvor vi ofte fik sardiner.
Det er ikke noget man ser meget i dag.
Men sjovt nok fik vi det faktisk på en buffet til en 50-års fødselsdag for en måneds tid siden.
Der var også forskellige mere almindelige stykker, som leverpostej med bacon og champignons, dyrlægens natmad og rullepølse med sky.
Der var forskellige lune stykker som flæskesteg med sprød svær og hakkebøf med spejlæg.
Og endelig var der et par forskellige oste.

Jeg havde været på Cafe Sorgenfri et par år tidligere, og vidste af erfaring at man IKKE går sulten fra bordet.
Så det gjaldt om at begrænse sig.
Selvom det var meget svært.

Pernille besluttede sig hurtigt for den hjemmelavede hønsesalat og for mørbradbøf med bløde løg.

Jeg besluttede mig endelig for at droppe sardinerne og i stedet tage en fiskefilet med rejer og en hakkebøf med spejlæg.

Vi bestilte også en friturestegt camembert.
Og så krydsede vi fingre for at vi kunne spise det hele.

Der er ikke så mange valgmuligheder med hensyn til drikkevarer på Cafe Sorgenfri.
Der er de sædvanlige 2-3 slags fadøl fra Carlsberg og co.
Og et par forskellige flaskeøl fra samme firma samt forskellige sodavand.
Men der er vel heller ingen der kan finde på at drikke vin til smørrebrød.
Så det er ikke noget problem.
Vi valgte begge en stor Classic.
Og vi sprang snapsen over.

Nu var der tid til at kigge os lidt omkring mens vi ventede på maden.
Der er meget lavt til loftet i Cafe Sorgenfri.
Og der er fritlagt loftsbjælker.
Huset er fra 1796.
Og som de skriver på deres hjemmeside, så har der været cafe i "flere hundrede år".
Man er ikke i tvivl om at man befinder sig i historiske omgivelser.
Loft og vægge er holdt i sorte og brune nuancer.
Der er både malerier og fotos på væggene.
Alle fotos er i sort-hvid og de fleste kunne vi ikke lige identificere.
Men vi kunne dog se at endevæggen prydedes af Kong Christian X og Dronning Alexandrine.
Der er ikke så meget pynt og tingeltangel.
Det er der nu heller ikke plads til.
De små borde står tæt og er i øvrigt nydeligt dækket med rødternede duge.
Vældig hyggeligt.

Der kommer tilsyneladende alle slags mennesker på Cafe Sorgenfri.
Ved siden af os sad, hvad jeg vil gætte på var farmor, far og datter.
Datteren havde den alder hvor hun var vældig stolt over at kunne læse alle de svære ord på menuen.
På den anden side sad hvad jeg gætter på var et ældre kærestepar. De så i hvert fald søde ud.
Der var små grupper af forretningsfolk.
Og venindepar.
På et tidspunkt kom der et par unge mænd i træningstøj.
De har vel været 18-19 år.
De så ret trætte og brugte ud.
Den ene skulle have tatar og et stort glas mælk....

Vi havde efterhånden ventet i en tyve minutters tid.
Og jeg skulle så småt til at sætte en panderynke i mine notater.
Men så kom maden.
Al maden.
Undtagen osten.
Og så var det jo helt i orden med tyve minutter.
Jeg havde forestillet mig at vi ville få et stykke hver og så et stykke mere når vi var færdige med det.
Men sådan var det ikke.
Alle fire stykker ankom på et fad.
Smukt anrettet på et stort fad med brød, smør og tilbehør rundt om.
Fadet blev stillet på et stativ midt på bordet, så vi bedre kunne være der.
Bordene er lidt små på Cafe Sorgenfri.

 

Jeg startede med fiskefiletten.

Vi har en stående vittighed i vores familie.

Den har sit udspring i at begge børnene da de var små var helt vilde med fiskefilet med pomfritter.

Det er der jo mange børn der er.

Men ofte, når man køber dybfrosne fiskefiletter eller bestiller dem på et cafeteria, er der altså ikke så meget fisk.

Bare en hel masse panering.

Så på et tidspunkt opstod vittigheden med at der sommetider var noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Så det siger vi næsten altid til hinanden, når vi spiser fiskefilet.

I dette tilfælde kan jeg kun sige at der var rigtig meget af noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Den var hjemme-paneret og friturestegt.

Utrolig velsmagende og stegt helt tilpas.

Pernille startede med hønsesalaten.

Den var tydeligt hjemmelavet.

Ikke noget med geometrisk perfekte kyllingetern her.

Næ pæne store håndskårne stykker af kyllingebryst i en lækker dressing.

Serveret med en skive bacon og ristet franskbrød.

Meget lækkert.

Mit næste stykke var en hakkebøf med spejlæg.

Og det var et helt måltid.

Der var rigeligt til at man kunne have spist 2-3 stykker rugbrød til.

Men i anledning af Pernilles fødselsdag og fordi jeg allerede var ved at være mæt, nøjedes jeg med et enkelt.

Det var en meget stor hakkebøf.

Friskstegt og lyserød i midten.

Lige som den skal være.

Ovenpå bøffen lå en bunke bløde løg.

Og ovenpå løgene et spejlæg.

Og her er min eneste lille anke.

Blommen var næsten gennemstegt.

Jeg synes jo altså at blommen på et spejlæg skal være flydende.

Det er muligvis en smagssag.

Men denne var altså for gennemstegt efter min smag.

Pernilles mørbradbøffer var også helt perfekte.

Der er ikke så meget at sige om dem.

Stegt lige tilpas.

Møre, lækre og velsmagende.

Nu var vi efterhånden ved at være godt mætte begge to.

Men vi havde jo stadig osten tilgode.

Og vi fik ikke en men to ostetrekanter hver.

De var stegt helt perfekt.

Knasende sprøde udenpå og helt flydende indeni.

Superlækre.

Serveret med ristet brød og solbærsyltetøj, som det hører sig til.

Desværre var jeg så mæt at jeg kun kunne spise den ene.

Det lakkede mod enden.

Vi havde været på Cafe Sorgenfri i lidt over en time.

Så det var et hurtigt måltid.

Men det skal det vel også være når der er til frokost.

For der skal mange mennesker sikkert tilbage på arbejde.

Regningen lød på 568 kr.

Helt i orden for 2 store fadøl, 4 lækre og rigelige stykker smørrebrød og sidst men ikke mindst den stegte camembert.

http://www.cafesorgenfri.dk/

Restaurant Paustian - København

Det var en helt speciel dag.

Vi havde noget vi skulle fejre Pernille og jeg.

Hun vidste det bare ikke.

Men denne dag havde hun holdt mig ud i halvdelen af sit liv.
Helt præcis 8756 dage.

Men hun vidste det som sagt ikke.
Så jeg overraskede hende med blomster sendt til hendes arbejdsplads.
På kortet, som var vedlagt blomsterne, havde jeg skrevet at hun skulle skynde sig hjem, fordi vi skulle i byen.
Men ikke noget om, hvor vi skulle hen.
Så hun var jo godt nysgerrig da jeg kom hjem.

Vi klædte os pænt på og drog afsted.
Vores søn havde indvilliget i at køre os begge veje, så vi kunne tillade os at få lidt at drikke.
Så han var også en del af konspirationen.

Det havde været lidt svært at finde den rigtige måde at fejre det på.
Det store klimacirkus havde lagt beslag på alt, hvad der hed hotelværelser i miles omkreds.
Og det var heller ikke ret nemt at få et bord på en restaurant.

Men endelig var det lykkedes at få plads på Restaurant Paustian.
Jeg ville godt nok helst have haft bord kl 19.
Men det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg kunne vælge mellem kl 18.30 og 19.30.
Det syntes jeg jo var lidt mærkeligt.
De kører åbenbart an stram plan i køkkenet.
Men det betød jo ikke noget som helst, så jeg valgte kl 19.30.

Paustian ligger jo helt ude hvor kragerne vender, som de skriver på deres hjemmeside.
For os, som kommer fra Nordsjælland er der nu stadig tale om at køre IND til byen.
Men det er jo rigtigt at den ligger langt ude på den tange bag Nordhavn station, som i øjeblikket mest huser diverse industri- og transportfirmaer.
Et noget trøstesløst område.
Men det er det område, som er planlagt til at få den største udvikling i København i mange år.
På linie med Ørestaden.
Tusindvis af boliger og kultur og servicevirksomheder.
Det kommer jo selvfølgelig til at vare adskillige år.
Men Bo Beck har nu nok været heldig med placeringen af sin restaurant.
For der er ingen tvivl om at det bliver et livligt område.

Til mit formål var det nu helt fint, at der var lidt øde.
Pernille blev mere og mere nysgerrig efterhånden som vi drejede væk fra alfarvej.
På et tidspunkt kørte vi forbi en stor færge.
Vistnok den, der sejler til Polen.
"Skal vi ud at sejle??" spurgte hun spændt.
Men vi kørte bare forbi.

Til sidst drejede vi op foran Restaurant Paustian.
Og nu så der jo straks pænere ud end det, vi havde kørt igennem.
Restauranten ligger dør om dør med boligforretningen Paustian.
Så det ser pænt ud med det oplyste salgslokale.
Der var tændt blus udenfor.
Og der var udsigt over havnen.

Nu faldt tiøren så omsider.
Og Pernille sendte mig et blik, som var halvt bebrejdende, fordi jeg havde holdt hende så længe i spænding, og halvt taknemmeligt og spændt.

Vi gik op ad den lille rampe, som fører op til både møbelforretningen og restauranten.
Vi var dårlig kommet ind ad døren til det fælles vindfang, før vi kunne mærke at nu skulle vi prøve en restaurant ud over det sædvanlige.

Ikke en men to tjenere kom flyvende ud i vindfanget og bød os velkommen.
Den ene tog Pernilles jakke og hængte den i garderoben, mens den anden viste vej ind i restaurantens halvmørke.

Det første vi så, da vi kom ind var en kæmpemæssig sort statue af en hund.
Jeg er ked af at jeg ikke fik taget et billede af den, for den var godt nok imponerende.

Vi gik længere frem og passerede det åbne køkken, hvor Bo Beck stod og så travl ud.
Men ikke mere travl end at han havde tid til at byde os velkommen.

Jeg havde spekuleret lidt over hvordan den slags egentlig fungerer i praksis med sådan en fancy restaurant.
Bo Beck er jo en signatur eller galionsfigur om man vil på alt, hvad man ser og hører om restauranten.
Men er det mon ensbetydende med at han faktisk selv svinger kødgryderne?
Det var det i hvert fald denne aften.

Vi blev ledt over til et vinduesbord, hvor der var dækket op til to.
Der var plads til mange flere.
Men der var kun dækket op til os.
Der stod endnu en tjener klar, så vi begge fik rykket stolen ind, da vi satte os.
Den søde kvindelige tjener, som havde ledt os hen til vores bord forsvandt et kort øjeblik.
Lige nok til at vi kunne udveksle et par bemærkninger om at det tegnede godt.
Og til at jeg kunne få lidt skældud af min søde kone fordi "det jo kommer til at koste en formue!!".
Så var hun tilbage og spurgte om vi ville have et lille glas, mens vi fandt ud af, hvad vi ville spise.
Det ville vi gerne, og hun anbefalede hvad hun kaldte en "fusion", som hun forklarede bestod af økologisk æblemost og Cava.
Sådan en tog vi.
Inden der var gået to minutter havde vi fået både vores drinks og vores menukort.
Der var virkelig fart over feltet.

Samtidig med vores drinks fik vi en lille snack.
Da tjeneren satte den på bordet, sagde hun at det var dag-gammelt brød med frisk kastanje.
Det så sådan ud.

Jeg ved ikke rigtig med det der dag-gamle brød.
For det var en fuldstændig sprød, hullet, nærmest pandekage.
Nogenlunde som en dessert-nøddekurv i konsistensen men ikke sød.
Den var papirstynd og drysset med et hvidt granulat som sikkert har været den friske kastanje.
En spændende lille ting, der lovede godt for det videre forløb.

Vi kiggede lidt på menukortet (jeg havde nu smugkigget lidt på nettet).
Der er ikke så mange ting at vælge imellem.
Men sådan er det vist ofte når man kommer op på de lidt dyrere restauranter.
Det er ikke noget vi har gjort så meget i.
Men som aftenen skred frem blev vi mere og mere sikre på at det skal vi nu nok til at gøre.

Restaurant Paustian har tre menuer.
Den første hedder "Alkymisten" og er en overraskelsesmenu.
Der står ikke andet om den i menukortet end at den "Fremadretter sindet".
Den næste hedder "Koryfæer" og er en fire retters menu, hvor man skal vælge mellem to ting til hver ret.
De forskellige retter hedder noget så fantasifuldt som "Æstetiske Jomfruhummere", "Antikke oksehaler" og "Imaginære landskaber af chokolade"
Den sidste menu hedder "Klorofyl" og er vegetarisk.

Vi sad lidt og vejede for og imod.
Den vegetarisk menu havde vi ikke meget lyst til.
Og de to andre kostede det samme.
Koryfæerne lød jo godt nok lækkert og spændende.
Men vi besluttede alligevel at vove springet og lægge hele aftenen i Bo Beck's hænder og tog Alkymistmenuen.
Vores tjener spurgte om vi havde nogen former for allergi (smukt træk).
Det havde vi ikke,og så var den jo klaret.

Men nu opstod jo straks et problem.
For hvordan skal man vælge vin, når man ikke ved hvad man skal spise?
Det spurgte jeg tjeneren om, da hun rakte mig det omfangsrige vinkort.
Hun smilede og sagde at det var jo heller ikke let, men at hun da gerne ville hjælpe med at finde det rigtige til os.
Først skulle vi jo afgøre om vi skulle have rød- eller hvidvin eller måske begge dele.
Hun forklarede at der kun var en enkelt decideret kødret men til gengæld en del skaldyr.
Så vi blev enige om at vi nok hellere måtte holde os til hvidvin.
Inden hun begyndte at anbefale noget spurgte hun diskret og diplomatisk om der var noget hun skulle tage hensyn til her (her pegede hun på højre side af vinkortet. Altså på priserne).
Jeg svarede at det jo ikke ligefrem behøvede at være den allerdyreste.
Så anbefalede hun 4 forskellige vine.
Og de var meget forskellige.
Fra flere forskellige lande, forskellige druer og priser fra ca 600 kr til ca 1200 kr.
Der var med andre ord tale om vine i den lidt billigere ende (Den dyreste hvidvin kostede 6600 kr...)
Hun var især begesjtret for en østrigsk vin, som de lige havde fået hjem.
Så den valgte vi.

Der gik kun et øjeblik.
Pernille bemærkede at tjeneren åbnede vinen ved et anretterbord et stykke væk og lige smagte på den.
Det var selvfølgelig for at sikre sig at den var i orden INDEN vi skulle tage stilling til om vi kunne lide den.
Fiks lille detalje.
Vinen var skøn, så vi sendte den ikke retur.

Nu var der så tid til at se os lidt omkring.
Lokalet er ikke så stort.
Til gengæld er der højt til loftet.
På væggene var der nogle spøjse vægmalerier som grænsede til det surrealistiske.
Uden at jeg på nogen måde skal gøre mig til kunstekspert.
Vi sad, så vi havde frit udsyn til køkkenet.
Det var sjovt at følge med i, hvad der foregik.
Der var kun 11 borde i restauranten.
Og der var 5 tjenere.
Så man må sige at det var en meget god bemanding.
Vi følte hele tiden at vi havde en tjener på hver finger.
Men vel at mærke uden at vi følte os overvåget eller på nogen måde generet.
Men for eksempel havde jeg kun lige sunket den sidste mundfuld af min velkomstdrink da f'ørste ret kom på bordet.
Så de må jo have holdt øje med os.
Men altså uden at vi på nogen måde bemærkede det.
Meget professionelt.

Paustian er jo en restaurant, der befinder sig i de højere luftlag.
Den har en stjerne i Michelin guiden.
Så det borger jo for kvaliteten.
Men vi havde aldrig prøvet at spise så fint før.
Og der havde da luret en lille tvivl i mit sind.
En tvivl som var baseret på de historier man så ofte hører om fine franske restauranter, hvor man får en kæmpe tallerken med 1 kvadratcentimeter kød i den ene ende og en 3 cm lang gulerod i den anden ende.
Så man er nødt til at frekventere en pølsevogn på hjemvejen.
Da den første ret kom på bordet blev den tvivl en lille smule stærkere.

Som man kan se er det jo ikke ligefrem en STOR portion.
Retten blev præsenteret som råkostsalat af årstidens rodfrugter med en sur-sød sauce.
Det var en sjov lille ret.
Papirtynde skiver.
De fleste af dem kunne vi ikke identificere.
Der var dog en skive gulerod.
Men det smagte helt fantastisk.
Jeg tror ikke jeg havde smagt nogen af dem før.
Men de havde hver for sig en meget markant og tydelig smag.
Vi spurgte bagefter, hvad det var for rodfrugter.
Jeg husker ikke helt hvad der blev svaret.
Men der var i hvert fald knoldselleri, sølvbede og bolchebede.
Det sidste havde vi aldrig hørt om.
Men der var en af skiverne, som nærmest lignede en polkagris, så det var jo nok den.

Næste ret, som naturligvis kom lynhurtigt, var ravioli med hytteost og ristede løg.

Som man kan se var de igen en lille let anretning.
Men aldrig har jeg smagt en så intens ravioli.
Det var nærmest en eksplosion af ristede løg, da jeg tog den første bid.
Jeg tror det var den første ud af mange gange den aften, hvor jeg ligesom sad og blev fjern i blikket og indadvendt, mens jeg bare oplevede smagen.
Det lyder enormt krukket, det kan jeg godt høre.
Men det VAR altså ganske fantastisk.

Og så lige endnu en cadeaux til tjenerne.
Vores vin blev ikke efterladt på bordet.
Men så snart et glas var tomt stod tjeneren parat til at fylde efter.
Og i samme øjeblik Pernille fjernede den flotte sølv-servietring fra sin serviet blev den fjernet.

Men hastigt vider.
Vi har meget vi skal igennem.

Nu kom der brød på bordet.
Først dette.

Det lignede en overdimensioneret cigar, men var et knækbrød.
Og vi må have set lidt uforstående ud, for tjeneren skyndte sig at forklare at man skulle brække af det.
Hun sagde også nærmest undskyldende at det altså ville svine lidt på bordet, men at de skam skiftede dugen bagefter, så vi skulle ikke bekymre os.
Der kom to slags brød yderligere.

Det ene var en skive relativt traditionelt men meget lækkert brød bagt med malt.
Og det andet var noget så eksotisk som en kærnemælksbolle med lakridsovertræk.
Ja.
Lakridsovertræk.
Man skulle jo ikke tro at det kunne du.
Men DET gjorde det.
Det smagte ganske enkelt himmelsk.
Sammen med brødet kom der to skåle med smør på bordet.
Den ene indeholdt almindeligt smør.
Og den anden brunet smør.
Det var nu ikke meget brunt, men man kunne godt se at der var brune stænk i overfladen.
Men det smagte HELT anderledes end almindeligt smør.
Især sammen med lakridsbollerne var det en oplevelse.
Jeg må se om jeg kan finde ud af det en dag.
Kunsten er jo sikkert at få brunet smørret lige netop nok.
Og så sikkert noget med at forhindre det i at skille under afkølingen.
Et projekt til de lange vinteraftner.
Men jeg glemte jo helt knækbrødet.
Det lignede virkelig en cigar.
Det var rullet løst op, så der var luft mellem lagene.
Det var MEGET sprødt.
Så tjeneren havde ret i at det svinede lidt.
Det var umuligt at brække et stykke af uden at der knustes en del samtidig.
Men det smagte rigtig godt.

Så kom der et sjovt lille indslag.
En tjener kom ind med en stor kurv fyldt med østers.
Ovenpå skallerne lå der to grønne blade.
På størrelse med et babyspinat-blad men meget tykkere.
Igen så vi vist lidt desorienterede ud, da tjeneren sagde at det altså var bladene og ikke østerserne vi skulle tage.
De hed østersblad.
Men som sagt så gjort.
Bladene var meget friske og faste i konsistensen.
Nu er jeg ikke den store østersekspert.
Men jeg har dog fået friturestegt østers en enkelt gang.
Og jeg har brugt østerssovs i kinesiske retter.
Og disse blade smagte faktisk af østers.
Og lidt af salat.
Meget spændende.
Desværre fik jeg ikke taget et billede.

Nu skulle Pernille på toilettet.
Og aldrig så snart havde hun rejst sig før en tjener kom springende for at vise vej.
Og en anden kom og skiftede hendes serviet og børstede bordet rent for krummer.
Og blev stående bag hendes stol for at rykke den ind da hun kom tilbage.
Fantastisk.

Næste ret var en skive saltbagt knoldselleri lagt på en bund af pureret østers.

Som man kan se er denne bund grøn.
Jeg ved ikke af hvad.
Men det smagte utroligt intenst.
Og sellerien var helt perfekt.
En lille smule sprød i kanten og blød og lækker i midten.
Vi blev enige om at vi får alt for lidt selleri derhjemme.

Næste ret blev serveret af en tjener, vi ikke havde haft fornøjelsen af før.
Der var ellers flittig udskiftning imellem bordene.
Vores kvindelige tjener vendte jævnligt tilbage for lige at checke at alt var som det skulle være.
Men det virkede som om alle 5 tjenere hjalp hinanden hele tiden.

Han fortalte begejstret at denne næste ret var hans specielle favorit, selvom den altså var meget speciel.
Der var tale om jordskok med taskekrabbe og aromatisk banan.

Det ser sådan lidt rod-sammen agtigt ud.
Men jeg forstår godt at tjeneren var begejstret.
Kombinationen af den meget milde jordskok, den lidt salte krabbe og den søde banan var helt utrolig.
Jeg ville have forsvoret at den kombination overhovedet var spiselig.
Men det var den i meget høj grad.

Så kom der et askebæger på bordet.
Eller det lignede det i hvert fald.

Det syntes vi jo var lidt underligt.
Jeg mener lokalet var klart større end 40 kvadratmeter.
Og med den nye rygelov og så videre.
I øvrigt er der ingen af os der ryger.
Og de kunne da i det mindste have spurgt.

Men øjeblikket efter kom så næste ret.

Det er lidt svært at se på billedet.
Men det er to jomfruhummerhaler uden skaller, som er pakket ind i grankviste.
Hele pakken er lagt på et stykke bark fra et grantræ.
Og så er der sat ild til grankvistene.
Ilden er så tilstrækkeligt til at tilberede jomfruhummerne.
Der var stadig gløder i kvistene, da de kom på bordet.
Vi skulle så selv befri hummerne for kvistene og spise dem med fingrene.
Og så blev mysteriet med askebægeret løst.
Det var ikke aske, der var i skålen.
Det var røget salt.
Som man skulle drysse over hummerne.
Jeg har aldrig smagt noget lignende.
Ikke alene har jeg aldrig smagt røget salt før.
Men den sarte hummer med aroma af gran var fuldstændig fantastisk.
Dette må være min favorit for aftenen.
Det var en himmerigsmundfuld.
Tænk at få sådan en ide.
Som tjeneren ganske rigtigt forklarede bagefter er det jo faktisk en traditionel måde at tilberede mad på.
Altså en traditionel måde fra for mange hundrede hvis ikke tusinde år siden.
Og mon ikke det mest har været vildsvin og den slags som er blevet lagt ind i et bål for at blive stegt på den måde.
Og tjeneren stod naturligvis klar med varme våde servietter til at tørre fingene i.

Det skal i øvrigt siges at udover at vinen blev toppet op hele tiden, så flød der også koldt vand i stride strømme.

Jeg elsker røget ål.
Det er der rigtig mange venner og kolleger, der kan bevidne.
Så da tjeneren kom og sagde at næste ret var røget ål, var det som om det var juleaften.
Men jeg må sige det var en anderledes anretning end jeg nogensinde har fået før.
En pæn stor røget ålefilet som var lun for ikke at sige varm.
Ovenpå den en tynd sprød flage af brød, som tjeneren kaldte en crouton.
Og øverst en 2-3 forskellige slags tang.
Noget af tangen var så sprød så den næsten må have været ristet.
Men det var ikke helt til at afgøre.
Ålen var varm.
Tangen var kold.
Og det var noget helt andet end et stykke rugbrød med ål, røræg og purløg.
Men meget spændende.
Og kontrasten mellem ål og tang var utrolig lækker.

Nu var det tid til aftenen eneste kødret.

Tjeneren benævnte det "skiver af ungand med dild"
Jeg ved ikke rigtig hvad en ungand er.
Det er jo nok en stor ælling.
(Jeg håber der er nogle regler for hvornår man må tage dem fra moderen)
Skiverne var helt perfekt stegt.
Dilden var repræsenteret ved en lille klat af noget meget kraftigt grønt.
Billedet kan slet ikke gengive hvor kraftig farven i virkeligheden var.
Og det smagte utrolig kraftigt af dild.
Der må være gået utrolige mængder af frisk dild til at frembringe denne dip.
Den gyldenbrune sauce i venstre side af billedet var en lidt mere traditionel sauce, som i hvert fald havde noget andelever i.
Og så stod der en meget velsmagende gylden cylinder.
Den var meget fast i konsistensen, nærmest som en ny forårsgulerod, som lige er kogt tilstrækkeligt.
Og smagen var på en gang sød, syrlig og krydret.
Vi spurgte tjeneren hvad det var og fik svaret at det var glaseret glaskål.
Endnu en debut for os.
Men hvor var det dog lækkert.
Jeg skar det det i mindre og mindre stykker, for at få det til at vare.
Men til sidst var det desværre slut.
I øvrigt skal det lige siges at det sidste vin blev hældt op i glassene samtidig med at retten kom på bordet.
Imponerende når man tænker på at der var blevet spædet op løbende hele aftenen.

Vi havde flere gange især først på aftenen følt os lidt som Jeppe i Baronens seng.
Hver gang vi fik serveret noget vi ikke havde prøvet før.
Og hver gang tjenerne var ekstra kvikke.
Men så skete der noget.
Ved bordet ved siden af vores var man nået lidt længere i forløbet end vi var.
Vi havde kunnet følge med i, hvad de fik efterhånden.
Og nu var de nået til kaffen.
Og til den fik de serveret noget der lignede hvid candyfloss.
En af de i øvrigt nydelige herrer ved bordet snuppede resolut et stort stykke candyfloss og formede det til et nisseskæg, som han holdt op for ansigtet, mens han lo højt på julemandsmaner.
Så blev vi enige om at vi trods alt ikke var de største plebejere den aften.
Meget rart egentlig.

Så kom tjeneren og spurgte om vi ville have et glas sød vin til desserterne.
Det ville vi gerne.
En anden tjener kom og præsenterede to forskellige dessertvine for os.
Den ene hvid og den anden rød.
Jeg husker ikke præcis hvad han forklarede.
Men han havde i hvert fald gjort meget for at finde et par vine som passede perfekt til de to desserter vi nu skulle have.
Vi ville kun have et glas hver.
Så han foreslog at vi så tog et af hver slags og så delte dem.
Dejligt at vi ikke blev presset til at tage to hver.
Der var i øvrigt ikke antydning af presseri på noget tidspunkt.

Så kom vores kvindelige tjener med den første dessert.
Oxyderet rugbrød med frossen mælk.
Igen tabte vi nok underkæberne, for hun skyndte sig at forklare at det nærmest var en slags øllebrød.

Det ved jeg nu ikke rigtg hvad jeg skal sige til.
Som man kan se på billedet var der tale om en hård kugleskal nærmest af samme konsistens som chokolade.
Men det var ikke chokolade.
Inden i en smeltende hvid is, som var meget let i både smag og konsistens.
Og nederst en sød nærmest sirup.
Og over det hele lå der en tydelig smag eller aroma af rugbrød.
Det lignende en isdessert.
Men det var faktisk ikke spor sødt.
Vi drak den hvide dessertvin til og syntes at den smagte dejligt.

Men så kom vintjeneren farende og lignede en stor undskyldning.
Det viste sig at det vi lige havde spist ikke var en dessert.
Men en pre-dessert.
Og den hvide dessertvin var jo til den første dessert.
Så han fyldte resolut glasset igen.
Pre-dessert.
Så har man hørt det med.

Men nu kom så den første dessert.

Og igen var det en fantasifuld kombination.
Skorzonerod med cremet kokos.
Jeg har kun fået skorzonerod som tilbehør til kødretter.
Men igen virkede det utrolig godt.
Den cremede kokos havde en overflade nærmest som marengs, men blød og cremet nedenunder.
Og inderst de små spæde skorzonerødder.
Pragtfuldt.
Og jeg må sige at den hvide dessertvin passede formidabelt godt til denne ret.
Vi havde syntes at den var god til rugbrødsretten.
Men her gik det virkelig op i en højere enhed.

Nu kom så den sidste ret på bordet.

Igen yder billedet ikke retten retfærdighed.
Der er tale om en meget tynd skive lækker og meget svampet næsten våd chokoladekage.
Her ovenpå en slags kurv af meget tynd chokolade.
Herpå forskellige stykker af både meget blød fudgeagtig og meget fast karamel-agtig chokolade, samt en lille kuglechokoladesorbet. Her ovenpå igen flere flager af den meget tynde chokolade.
Det hele drysset med kakao.
Jeg fik engang i New York en dessert, der hed Death by Chocolate.
Og det var en meget intens chokoladedessert.
Men denne her var bedre.
Det var så godt så godt.

Og da den sidste bid var sunket, lige præcis da den sidste bid var sunket, var vi helt mætte.
Der blev IKKE brug for pølsevognen.
Vi havde fået en masse forskellige oplevelser.
Både smagsmæssigt, konsistensmæssigt og anretningsmæssigt.
Og nu var vi helt mætte.
Både i sanserne og i maven.

Men nu trængte vi til en kop kaffe.
Den kom lynhurtigt på bordet.
Almindelig kaffe til Pernille.
Espresso til mig.
To slags sukker, den ene vistnok muscovado men jeg er ikke sikker.
Varm mælk i en kande.
Og en lille sød godbid.

Den firkantede til venstre er en rutebil.
En rutebil som den SKULLE have været lavet dengang vi var børn.
Den runde til højre er karameliseret soja.
Konsistensen var som en smørkaramel.
Men den smagte nærmest salt.
Spændende.

Så kom candyflossen.

Den var lavet af krystalliseret appelsinblomst.
Og den smagte meget kraftigt af appelsin.
Nu har jeg aldrig været den store fan af candyfloss.
Men Pernille nød det i fulde drag.
Jeg undlod at lave skæg med det.

Og så kom aftenens sidste overraskelse.

En lille skål med tørrede oliven.
Med overtræk af engelsk lakrids.
Man skulle tro det var løgn.
Men det passede perfekt til kaffen.

Regningen lød på lige knap 3000 kr.
Og det er rigtig mange penge for et måltid mad til to personer.
Men det var uden nogen som helst diskussion ALLE pengene værd.
At spise på en Michelin restaurant er meget meget mere end at få et måltid mad.
Det er en totaloplevelse.
Med utrolige madmæssige oplevelser, som absolut må betegnes som mad-KUNST.
Og med forkælelse ud over alle grænser i løbet af måltidet.

Vi havde som sagt aldrig før spist på en Michelin restaurant.
Men vi har fået udvidet vores horisont betragteligt.
Hvilket jeg heldigvis også fik lejlighed til at fortælle Bo Beck på vej ud ad døren.
Vi er i hvert fald godt og grundigt hooked.
Det bliver IKKE sidste gang vi skal på Michelin restaurant.
Der er i skrivende stund ti restauranter i København, der som Paustian har en stjerne.
Og en der har to.
Jeg ved ikke om vi kommer til at prøve dem allesammen.
Men jeg håber det.
Og jeg håber også at vi en dag får lejlighed til at prøve en tre-stjernet.

Restaurant Paustian kan uden forbehold på det varmeste anbefales.
Jeg dropper gerne 50 besøg ved pølsevognen for at komme her en gang til.

http://www.bobech.net/