Restaurant Brogatan - Malmø

Vi skulle i Malmø Operaen.
Igen.
Det er meget sjovt at vi nu faktisk går mere i teatret i Malmø end i København.
Denne gang skulle vi ind og se Singing In The Rain.
Forestillingen havde fået vældig fine anmeldelser og vi holder begge meget af den gamle film med Gene Kelly.
Så vi besluttede os for at starte ferien en dag før tiden og så leje et hotelværelse for en nat, så vi i ro og mag kunne komme både til og fra Operaen.

Hotelværelset blev på Hotel Savoy lige ved siden af Malmø Centralstation.
Det er altså supernemt at komme til Malmø med toget og så lige indkvartere sig på den måde.
Hotellet er gammelt.
Vel nærmest historisk.
Og derfor lidt slidt men rigtig hyggeligt.
Og i modsætning til moderne hoteller er værelserne så store at man faktisk kan holde ud at opholde sig i dem.
Uden at man skal betale en hel herregård for en suite eller lignende.
Så det kan anbefales.

Vi ville egentlig have spist på Opera Grillen, som ligger lige uden for Operaen.
Men tre uger før forestillingen var alt besat, så vi måtte jo finde på noget andet.
Så jeg græd min nød til en bekendt, som har slået sine folder meget i Malmø.
Hun anbefalede uden tøven Restaurant Brogatan, som også ligger rimelig tæt på Operaen.
Så den tog vi.
Bordbestilling over nettet.
Dejlig nemt.

Efter at have kigget lidt på byen og fået os en middagslur på hotellet drog vi afsted gennem Malmø.
Det er første gang jeg sådan rigtig har været i Malmø.
Jeg har været der et par gange for at arbejde.
Og vi er kørt igennem eller rettere udenom via broen.
Pernille har været der en del som barn/ung, med hhv. forældre og på skolens udflugtsdag.
Men som sagt - for længe siden.
Nu kunne vi jo så få et lidt bedre indtryk.
På vej mod restauranten løb vi ind i en af mine tidligere kolleger, som jeg ikke har set i henved fem år.
Det er en lille verden.
Eller måske fører alle veje ikke til Rom men til Malmø.

Vi fandt restauranten uden problemer.
Udefra og lige inden for døren lignede det mest af alt en pub.
Men inde bagved var der en rigtig restaurant.
Vi have bestilt bord til kl 17, fordi vi skulle i teatret kl 19.
Så der var helt tomt da vi kom.

Vi fik menukortene og gik i gang med at læse.
Vi havde smugkigget lidt på nettet hjemmefra.
Så det voldte ikke de store vanskeligheder.
Desværre viste det sig at den 3-retters menu, som stod på restaurantens hjemmeside, ikke var den der blev serveret denne aften.
Jeg have ellers luret kraftigt på den, fordi den blandt andet indeholdt confiterede andelår, som jeg er helt vild med.
I skrivende stund er menuen på hjemmesiden blevet skiftet ud.
Så de har måske bare været lidt forsinkede.
Men pyt med det.
Jeg havde også fået anbefalet restaurantens fiskesuppe, som både blev serveret som forret og hovedret.
Og den valgte jeg som forret, jeg er ret vild med fiskesuppe.
Til hovedret valgte jeg bagt spædgris side (frit oversat) med stikkelsbær, chili og ingefær.

Pernille spurgte tjeneren om det kunne lade sig gøre at få kun to af de tre retter på aftenens 3-retters menu.
Det kunne det godt.
Så hun valgte rådyr inderlår med kartoffelkage.
Og creme brulee til dessert.

Det sker ikke sjældent at vi gør sådan.
For jeg er mere til forretter og Pernille er mere til dessert.

Vi var enige om at vi jo nok hellere måtte begrænse alkoholindtaget lidt, når vi nu skulle i teatret.
Så vi tog en halv liter fadøl hver.
De havde et pænt udvalg af øl fra fad, men valget faldt på Budovar fra Tjekkiet, som jo er en dejlig øl.

Øllerne kom lynhurtigt på bordet skarpt forfulgt af en kurv med hjemmebagt brød.
Dejligt.

Ikke ret længe efter kom min suppe.
Og den var god.
Rigtig god endda.
Der lå et stort stykke kulmule og svømmede rundt i en meget kraftig suppe sammen med rejer, krebsehaler og blåmuslinger.
Den så sådan ud.

Og den var virkelig fantastisk.
Kulmulen var kogt til perfektion.
En anelse bid i konsistensen.
Og selve suppen var intet mindre end superb.
Den var så kraftig at det var lige før det var som en kraftig hummerbisque.
Men altså med smag af både fisk og skaldyr.
Jeg blev helt ked af at jeg ikke havde valgt den til hovedret.

Nu var der begyndt at komme folk i restauranten.
Både helt unge og noget ældre.
I små og store selskaber.
Jeg tror Restaurant Brogatan er et populært sted.
Og det kan jeg godt forstå.

Hovedretterne kom hurtigt.

Min så sådan ud.

Jeg gætter på at mange af denne blogs læsere også har fulgt med i Spise med Price på TV.
De der har, kan måske huske i et af afsnittene at de lavede en hel pattegris, som var blevet udbenet i et stykke, rullet sammen med krydderurter og spidstegt i mange timer, ind til den nærmest var som en kæmpe rullepølse med sprød svær hele vejen rundt.

Denne ret var lidt i samme stil.
Bare mindre.
Det var ikke en hel gris.
Men vel nærmest ribbenstegen gætter jeg på.
Rullet stramt sammen og stegt.
Så den havde sprød svær hele vejen rundt.
Den blev serveret med gulerødder, stikkelsbær kompot i en lille skål.
Kogte kartofler.
En meget lækker sovs.
Og hvide bønner.
Altså ikke sådan nogen som man bruger til baked beans.
Men almindelige grønne bønner.
Bortset fra at de var hvide.
Det havde vi ikke set før.
Meget spøjst.
De smagte fuldstændig som almindelige grønne bønner.
Men flot så det ud.
Griserullen var meget lækker.
Det var selvfølgelig en lidt fed sag.
Så det var rart med stikkelsbærerne.
Men fordi den var rullet sammen har den kunnet steges længere end normalt uden at blive tør.
Og jeg er altså ret vild med overstegt kød.
Og så var det jo lidt kinky med den sprøde svær hele vejen rundt.

Pernilles rådyr var også meget meget lækker.
Utrolig mør og saftig.

På billedet ser det ud som om der er to forskellige slags sovs til.
Det var der ikke.
Det er et spørgsmål om at min mobiltelefon ikke tager så gode billeder som vores kamera, som desværre lå på køkkenbordet i Allerød.
Kartoffelkagen var nærmest en mellemting mellem flødekartofler og Pommes Anna.
Super god.
De hvide bønner gik igen her.
Samt scorzonerødder.
Og havtorn.
Sovsen var krydret og meget lækker.
Den havde en lille note som af parmaskinke eller lignende.
Det var bestemt en dejlig ret.

Ved nabo bordet sad et par ældre damer, som tilsyneladende havde fået stegt lever med kartoffelmos.
De kaldte tjeneren hen midt i det hele og roste maden i høje toner.
Og hvis det var lige så godt som vores forstår jeg det godt.

Da tjeneren fjernede vores tallerkener spurgte hun om det var meningen at vi ville dele desserten, når vi nu kun havde bestilt en.
Det havde vi ikke lige overvejet, men jeg skyndte mig at svare ja, hvorefter hun kom med en ske til mig også.
Virkelig et nydeligt træk.

Den så sådan ud.

Og den var virkelig lækker.
Jeg smagte en lille smule og lod så ellers Pernille få resten.
Det var jo trods alt hendes.
Når man får creme brulee er man sommetider ude for at sukkeret på toppen ikke er blevet brændt ordentligt af.
Og det er lidt irriterende.
Der skal jo være en sammenhængende flade af karamel.
Og det var der her.
Den var lige i øjet.
Den blev serveret med en lille skål solbærkompot.
Helt perfekt.

Det var gået rimelig hurtigt.
Så der var tid til en kop kaffe inden vi skulle videre.
Pernille ville bare have en ganske almindelig kop flad kaffe.
Men jeg ville selvfølgelig prøve deres espresso.
Ingen af os blev skuffede.
Brogatan bestod bestemt espressoprøven.
Ikke noget med en lille kop stærk filterkaffe her.
Men god kraftig espresso.
Herligt.

Regningen lød på 738 kroner.
Og det er jo vel at mærke kroner-light.
Med dagens kurs svarer det til 590 danske kroner.
Og det er bestemt ikke galt.
Maden var helt i top.
Og betjeningen var hurtig, venlig og effektiv.
Så det er klart et sted der kan anbefales.

Da vi gik var der stuvende fuldt.
Og på vejen ud fik jeg et kæmpe tandløst smil af en lille pige.
Ikke nogen dårlig afslutning på middagen.

Singing In The Rain levede fuldt ud op til vores forventninger.
Selvom det jo altså foregik på svensk forstod vi det meste.
Men vi kendte jo også historien.
Dansenumrene var meget flot koreograferet.
Under det berømte titelnummer faldt der 8000 liter regn på scenen.
Den kæmpestore vandpyt kom faretruende tæt på orkestergraven.
Orkestret lod sig dog ikke mærke med noget.
Men de havde jo selvfølgelig også prøvet det før.

Alt i alt havde vi alletiders miniferie.
Og vi blev enige om at det ikke er sidste gang vi laver den combo.
Hotel, restaurant, teater, Malmø.

http://www.brogatan.com/start_malmo.aspx

Tivolihallen - København

Vi skulle være sammen med vores ven gennem mange år, Kim, som tidligere har optrådt her på blog'en.
Det var længe siden vi havde set ham, så vi glædede os.
Vi var blevet enige om at der skulle ske noget andet end blot det sædvanlige "middag hjemme hos en af parterne"
Og valget var faldet på frokost i Tivolihallen og dinosaurudstilling i H.C. Andersen slottet.

Tivolihallen er et af Københavns ældste frokoststeder.
Restauranten ligger i et hus fra 1790 lige ved Nationalmuseet.
Der har gennem tiderne både været konditori og gæstgiveri.
Men siden ca. 1900 har der været restaurant.

Vi har siden vi startede denne blog været på frokostrestaurant et par gange.
Så vi havde jo lidt at sammenligne med.

Min ærede skribentkollega Adam Price havde et par uger tidligere anmeldt Tivolihallen.
Han var ikke udelt begejstret, så det var jo spændende om vi var enige med ham.
Jeg har ikke helt styr på ophavsretsregler og den slags.
Men hans anmeldelse kan findes ved at google "Tivolihallen Adam Price"

Men nok om alt det.
Da vi ankom havde Kim allerede siddet der en øls tid.
Så vi lod os dumpe ned ved bordet og lod hvilen falde på os.

Kim anbefalde på det kraftigste den øl, han lige havde nydt.
En Ale fra Fur Bryghus.
Så den måtte jeg også lige smage.
Pernille ville hellere have en pilsner af samme mærke.

Da spisekortene ankom var det første, jeg faldt over at det var delt op i forretter, hovedretter og desserter.
Det er jo lidt usædvanligt.
Normalt når man taler smørrebrød handler det mere om sild, koldt, varmt og ost.
Men ikke her.
Forretterne viste sig at omfatte samtlige stykker med fisk, hovedretterne samtlige stykker med kød og desserterne var forskellige oste samt petit fours.
Meget spøjst.
Men måske et udslag af at Tivolihalllen for nylig er begyndt at have aftenåbent.og så vil man måske gerne holde strukturen på spisekortet.

Husets specialitet er klipfisk.
Men det havde vi ikke rigtig lyst til.

Da tjeneren kom for at få vores bestillinger fortalte hun at der i dag var Sol Over Gudhjem, som ikke stod på kortet.
Det kunne jeg jo ikke stå for.
Jeg elsker røget sild.
Og så måtte jeg også lige prøve de lune lammefrikadeller med flødestuvet spinat.

Pernille ville have.fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade.
Og tatar.

Kim valgte røget ål og tatar.
Jeg havde godt luret på ålen, som jeg jo holder rigtig meget af, men lod alligevel silden vinde.

Og så skulle vi jo også lige have en brændevin, når vi nu var på frokostrestaurant.
Kim ville have en Porse og jeg valgte en O.P. Anderson.
Pernille ville ikke have snaps.

Mens vi ventede på maden sad vi og hyggede os og kiggede rundt i lokalet.
Det var første gang jeg var der.
Jeg havde forestillet mig noget i retning af Sorgenfri.
Altså et mørkt lavloftet lokale, som emmede af tidens tand.
Men sådan var det slet ikke.
Det var meget lyst og venligt.
Og godt nok sad vi på noget der mindede om en slagbænk.
Men indtrykket var bestemt moderne.

Allerede inden vi fik de første retter, begyndte Kim at tale om at de måske havde potkäse i dag.
Han har været der mange gange.
Og man kan åbenbart en gang imellem få hjemmelavet potkäse, hvis man spørger efter det.
Det står nemlig ikke på kortet.
Det er åbenbart kun for de indviede.

Så kom maden.

Min sild så sådan ud.

Det er altid spændende når man skal have mad med rå æg, om restauranten gør sig den ulejlighed at slå en rigtig æggeblomme ud eller om de vælger den nemme løsning med disse hæslige pasteuriserede æg.
Jeg er helt klar over at man ikke må bruge rigtige æg i rå tilstand på en restaurant.
Salmonellafare og alt det der.
Men de ER altså ret så ucharmerende.
Heldigvis må man GODT bruge rigtige æggeblommer, hvis der er tale om en portionsanretning til en enkelt person.
Og det må man jo sige at et stykke smørrebrød er.
Heldigvis var det en rigtig æggeblomme.
To plusser for det.

Silden var nydeligt anrettet med hakkede rødløg og karse.

En anden spændende ting når man får røget sild er jo, hvor godt det er lykkedes at fjerne alle de små ben.
Det er jo rigtigt som mange vil hævde at de er så små og tynde så man næsten ikke lægger mærke til dem.
Og måske har jeg bare en særlig følsom tunge, for jeg kan godt mærke dem.
Og jeg er helst fri.
Her var der heldigvis næsten ingen ben.

Men silden var meget kold.
Jeg havde jo en forestilling om at man tog en sild, flåede den og fjernede benene, lagde den på brødet og serverede.
Det var tydeligvis ikke tilfældet her.
For den var iskold.
Lige fra køleskabet.
Og det er jo synd.
For den fine røgsmag kommer først til sin ret, når fisken har stuetemperatur.
Det var lidt ærgerligt.
For det så pænt ud.

Pernille fiskefrikadeller så sådan ud.

Der er ikke så meget at sige om dem, andet end at de var lækre og hjemmelavede og at remouladen var meget veltillavet.
Men de var godt nok noget små.

Kims ål så sådan ud.

Ålen var fin og ikke for fed.
Rørægget var lunt.
Og anretningen var pæn.
Omend der altså godt kunne have været et stykke ål mere på brødet.

En af de ting Adam Price ikke var helt tilfreds med i sin anmeldelse var brødet.
Der er tale om en 2-3 forskellige slags
Med og uden kerner.
Men det var jo altså ikke hjemmebagt.
Det var lige før at det kunne være købt i brugsen.
Og der må jeg give min ærede kollega ret.
Det må trække ned.

Nå men alt i alt var det helt fint.
Mere øl på bordet.

Og så kom næste omgang.

Mine lammefrikadeller så sådan ud.

Og der er jeg ikke enig med Adam Price.
De smagte ganske enkelt pragtfuldt.
Lige tilpas stegt.
Ikke spor elastiske.
Og spinaten var rigtig god.
Men igen.
Det var altså nogen ret så små frikadeller.

Da vi sidste vinter var på Sorgenfri fortrød vi næsten at vi havde bestilt ost fra starten.
For vi kunne dårligt rokke med ørerne da vi var færdige med de første to stykker.
Her i Tivolihallen sad jeg og glædede mig i mit stille sind over at det jo altså var muligt at bestille ost bagefter.

Tataren så sådan ud.

Måske kan man ikke se det så tydeligt på billedet.
Men kødet var meget lyst i farven.
Så lyst, at jeg måtte spørge Pernille om hun var sikker på at det var oksekød.
Det var hun.
Tilbehøret var traditionelt.
Kapers, løg, peberrod og lækker hjemmelavet pickles i en lille skål ved siden af.
Pernille savnede hakkede rødbeder.
For det plejer vi altid at lave til tatar.
Men det kan godt være at det ikke er helt efter bogen.
Igen en rigtig æggeblomme.

Efter at have overstået de første to anretninger blev vi hurtigt enige om at vi måtte have noget ost.
Pernille og jeg besluttede os hurtigt for et stykke brie.
Mens Kim forventningsfuldt spurgte tjeneren om der var potkäse i dag.
Det var der.

Og så måtte vi jo også lige have noget mere brændevin.
Kim ville denne gang have en Linie Akvavit mens jeg holdt mig til Anderson.
Pernille ville have en kryddersnaps med skovbær.

Brierne så sådan ud.

Det ser jo ikke ud af så meget.
Tre skiver brie på et stykke formfranskbrød.
Og en enkelt radise.
Man kunne jo godt have lagt skiverne lidt kunstfærdigt.
Eller lagt et salatblad under osten.
Men OK.
Den smagte fint.
Lige tilpas modnet efter min smag.
Blød og lækker.

Og nu til potkäsen.
Denne blog er jo efterhånden ved at udvikle sig til et kursus i eksotiske spiser.
Således også denne gang.
Potkäse er en gammel sønderjysk eller nordtysk specialitet.
Der er mange forskellige opskrifter.
Men i hovedtræk går det ud på at man tager nogle osterester (uden skorper) og lægger dem i en krukke.
Så overhældes osten med rom og stilles i køleskab i et pænt stykke tid.
Der røres ind i mellem.
Og måske tilsættes der fløde.

Jeg har hørt flere historier om hvordan man i gamle dage blot blev ved med at putte osterester i og fyldte efter med rom eller snaps efterhånden som konsistensen blev for tyk.
Jeg ved ikke om det passer.
Det er i hvert fald en god historie.
Men sikkert er det at resultatet er noget der mest af alt ligner kartoffelsalat.
Altså nogle klumper af forskellig størrelse, som ligger i en relativ tynd cremet vædske.
Og at det smager HELT VILDT MEGET af stærk ost.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hvis man er til stærk ost, så må det være noget nær den ultimative delikatesse.
Jeg kan ikke lide stærk ost.
Men jeg fik lov til at smage en lille haps af Kims portion.
Og hold da op.
Det var ost med 200 km i timen.
Jeg måtte skynde mig at skylle efter med resten af min snaps.
Men Kim havde stjerner i øjnene mens han spiste.
Og jeg er meget glad for at jeg har prøvet det.

Den så sådan ud.

Tilbehøret var rødløg og ristet rugbrød.

Nu var vi efterhånden blevet mætte.
Så vi skulle lige have en lille kop kaffe mens vi slog mave.
Det var ganske almindelig kaffe på kande.
Ikke noget fancy.
Og det var egentlig meget rart.
For kaffen var god.

Den samlede regning lød på 1242 kr.
Men så havde vi jo også fået 5 snapser.
Så det var egentlig ikke så galt.

Alt i alt må jeg nok give Adam Price ret i sin konklusion.
Tivolihallen kommer ikke i frokost-superligaen.
Der var som sådan ikke noget at klage over ved maden.
Alt smagte fint.
Men det bar lidt præg af at det lige skulle gå lidt stærkt.
Og at man lige skulle spare lidt.
Man kan altid diskutere om det er bedre med få men kæmpeoverdådige stykker smørrebrød eller om det er bedre med flere men mindre.
Jeg tror jeg foretrækker det første.

Efter frokosten gik vi som aftalt over i H.C.Andersen slottet og så på dinoer.
Det var dyrt.
Selvom vi fik rabat med vores årskort til Tivoli.
Til gengæld var udstillingen ikke ret stor.
Så vi var hurtigt ude på gaden igen.
Lidt skuffede.

Men så blev vi enige om lige at gå ind i Tivoli og få en kop te.
For det var næstsidste dag i sæsonen
Og mens vi sad og drak te, var jeg så heldig at få et billede af en meget smuk kvinde som på fineste vis afrundede en i øvrigt rigtig hyggelig eftermiddag.

.
http://www.tivolihallen.dk/