Restaurant MASH - København

Det er med blandede følelser at jeg skriver denne anmeldelse.
Det er ikke så nemt som de tidligere jeg har skrevet.
Men mere om det senere.

Nu først begyndelsen.

Vi havde noget at fejre.
Det har vi tit.
Og vi er begge af den holdning at man skal fejre alt det, man overhovedet kan finde anledning til.

Denne gang var det denne blog, der skulle fejres.
For vi havde rundet 1000 hits siden  vi startede for et halvt års tid siden.
Det synes vi selv er ret flot.
Især de sidste par måneder er det gået stærkt.
Den tæller vi benytter er lidt mere avanceret en blot en almindelig tæller.
Den prøver at lade være med a tælle folk flere gange ved gentagne besøg.
Jeg ved ikke helt HVOR effektiv den faktisk er, men jeg har da prøvet at gå ind på siden nogle gange med kort mellemrum.
Uden at tælleren har flyttet sig.
Så det virker da i en eller anden udstrækning.

Men altså 1000 hits.
Det er vi stolte over.

Vi talte lidt frem og tilbage om hvor vi skulle gå hen.
Vi havde mange forskellige restauranter oppe at vende.
Marokanske, franske og italienske.

Men til sidst faldt valget på MASH.
MASH står for Modern American Steak House.
Og vi havde fået den anbefalet fra flere sider.
Så den skulle det være.

MASH er meget trendy og oppe i tiden.
Vi rundede de 1000 hits på en onsdag eller torsdag.
Og så have vi jo egentlig forestillet os at vi skulle derind fredag eller lørdag.
Men vi blev klogere.
Det lykkedes at få et bord en søndag aften 3 uger ude i fremtiden.
Det var jo lidt irriterende.
Men vi ville altså derind.
OK, det var måske mest mig der ville.

Dagen oprandt.
(vi havde nu rundet 1600 hits)
Om eftermiddagen talte vi om det, og der hørte vores søn Johan første gang hvad MASH stod for.
Og så ville han da gerne med.
VI havde ellers givet ham tilbuddet 3 uger tidligere, da vi bestilte.
Men der havde han takket nej.
For som han sagde: "Jeg troede det var sådan noget underligt fransk bøssemad"
Men da han fandt ud af, at der var tale om bøffer ville han gerne med.
Så jeg ringede til restauranten og havde egentlig ikke regnet med at det kunne lade sig gøre, når nu det havde været så svært at få plads i første omgang.
Men det kunne det sagtens.
Så det var jo herligt.

Vi trillede derind i ro og mag og i god tid.
Det var en hundekold dag i februar, så vi frøs bravt, da vi nåede frem til restauranten efter at have gået et par hundrede meter fra bilen.
Men der var heldigvis varmt indenfor.

Lige når man kommer ind, bliver man mødt af en skranke, som vel nærmest må betegnes som en slags reception.
Der stod en ung smilende pige, som fandt vores reservation og hængte vores tøj i garderoben.

Hun fulgte os igennem et lille bar område og forbi en udstillingsmontre, hvor oksekødet hang steg ved steg på store kødkroge.
Det så sådan ud.

Efter montren kom vi ind i et ret stort lokale, som var fyldt med bordarrangementer.
Jeg ved ikke hvad den slags hedder.
Men det var sådan et rektangulært bord med en polstret, læderbetrukket bænk på hver side.
Eller sofa kunne man måske kalde det med lidt god vilje.
Med høj ryg, som samtidig fungerede som rumdeler hen til det næste bord.
Disse arrangementer stod ryg mod ryg hele vejen rundt langs væggene i det ret store lokale, og i 2 rækker ned igennem midten.
Man kunne jo ikke flytte rundt på møblerne.
Så de stod hvor de stod.
Og vi priste os lykkelige for at vi var så hyperslanke.
Så vi kunne lige med nød og næppe klemme os ind på bænkerækkerne.
Det gik noget lettere for Johan end for os andre.

Den unge pige viste os hen til vores bord, som var i det fjerneste hjørne af lokalet.
Og gav os menukort og en kurv med brød.
Og så satte vi os til at studere menuerne.
Jeg havde smugkigget lidt på nettet i forvejen.
Så jeg havde nogenlunde let ved at vælge.

Mens vi sad og studerede kortene kom en mandlig tjener hen med en ny brødkurv til os.
"Nå, I har fået brød", sagde han "damn it!"
Ja det sagde han altså.
Jeg tror det er første gang jeg har hørt en tjener bande ved bordet.
Men så har man jo også prøvet det.
Vi bestilte Campari og soda mens vi studerede menuen.
Johan ville have cola.

Jeg havde på forhånd forelsket mig i en af forretterne.
Grillet kalvebrissel.
Jeg har aldrig smagt brisler før.
For dem, der ikke lige har helt styr på husdyr-anatomi, kan jeg fortælle at brislen sidder i halsen på kalve og lam.
Den spiller en vigtig rolle i dyrets fordøjelse af moderens mælk.
Når dyret vokser til og holder op med at få mælk, forsvinder den.
Og der er således ikke nogen brisler i en ko eller et får.
Men jeg har længe haft lyst til at prøve denne i tidligere tider så store delikatesse.
Så det bestilte jeg.

Pernille er vild med kammuslinger, og sådan nogen kunne man få ligeledes grillet, så det valgte hun.

Johan er ofte eventyrlysten, når vi spiser ude.
Jeg husker en gang hvor han må have været 12-14 år eller deromkring.
Der ville han have friske østers til forret.
En ret som hans far endnu har tilgode.
Det kommer nok en dag.
Men denne aften ville han gerne have en halv grillet hummer.
Det var der ikke nogen af os der havde prøvet før.
Så det blev jo lidt spændende.

Vi bestilte en argentinsk vin, som så spændende ud, og som havde en fornuftig pris.

Den bandende tjener kom med vinen, lukkede den op og lod mig smage den.
Den var rigtig god.
Så skænkede han et glas til mig og et til Pernille.
Og han skulle lige til at skænke til Johan, som ikke bryder sig om rødvin.
Vi nåede at stoppe ham i sidste øjeblik.
Men der nåede lige at komme et par dråber i glasset.
Men det lod han sig ikke gå på af.
Han tog resolut glasset og tømte det over i Pernilles glas mens han udbrød: "Whoup!"
I sandhed en frisk fyr...

Vores forretter kom hurtigt.
Min så sådan ud.

Jeg ved ikke helt om der var en eller flere brisler.
Jeg havde jo som sagt aldrig smagt det før.
Men de bestod ligesom af et antal små kødstykker, som hang sammen med fine muskel- eller senetråde.
De var grillede og blev serveret med hakkede krydderurter.
Og med radiser skåret i papirstynde skiver på langs.
Det så meget dekorativt ud.
Og det smagte helt fantastisk.
Johan har mobbet mig med at jeg skriver "himmelsk" i alle mine anmeldelser.
Så det vil jeg lade være med denne gang.
Men det smagte meget meget godt.
Det var fantastisk mørt.
Smagen var meget mild, med en lille undertone af indmad som lever eller hjerter.
(Hvilket minder mig om at det snart må være på tide at lave hjerter i flødesovs).
Meget delikat.
Det bliver IKKE sidste gang.

Johan fik en hummergaffel sammen med sin halve hummer.
En hummergaffel ligner nærmest et værktøj til trædrejning.
Et håndtag som en almindelig gaffel.
Og i mad-enden to spidser, som er meget kortere end normale gaffelben og med meget lille afstand imellem.
Det så nærmest ud som om nogen blot havde skåret et hak i enden af gaffelhåndtaget.
Meningen er selvfølgelig at man kan stikke den ind i kløerne og grave kødet ud.
Den blev serveret med smeltet smør, en krydret mayonnaise dressing som nærmest lignede thousand island, men som var meget mere krydret, samt en halv citron.
Han gik lidt tøvende igang med den, men fik hurtigt tag på det og guffede den i sig med stort velbehag.

Der er ikke så meget at sige om Pernilles kammuslinger.
De blev serveret med nogle spæde blade af en slags og var grillet helt perfekt.

Og så kommer vi til hovedretterne.
Og her begynder det at blive vanskeligt.
MASH er jo et steakhouse.
Og på et steakhouse får man bøffer.
Bøffer med ret basalt tilbehør.
MASH er endvidere et amerikansk steakhouse.
Så de har først og fremmest amerikanske udskæringer.
Det kan jo gøre det lidt vanskeligt.
For hvad er lige en New York Strip.
Og hvordan adskiller den sig fra en Ribeye.
Og hvordan forholder de to sig i øvrigt til en tornedos.
Eller en entrecote.

Det ville have været et pænt træk, hvis man lige på spisekortet havde skrevet to linier om hver.
Så havde det været meget nemmere at vælge.
Tror jeg.

MASH servere tre forskellige slags kød.
Kød fra amerikanske majsopfodrede køer, som har boet i Omaha, Nebraska og som er garanteret hormonfri.
Kød fra danske køer, som har hængt tørt og modnet i 90 dage, så enzymerne rigtig har kunnet mørne kødet.
Og Wagyu kød, som er en australsk variant af det helt latterligt dyre japanske Kobekød.

Vi havde på forhånd besluttet at vi ville prøve forskellige ting, så vi kunne smage hos hinanden.
Så jeg bestilte en amerikansk ribeye.
Pernille bestilte en dansk "Filet", som vel nærmest må være en entrecote.
Johan havde vældig mod på Wagyu kødet, men hans onde far sagde nej, da han så prisen. Så han nøjedes med en amerikansk New York Strip.

Og så skulle der jo vælges tilbehør.
Man kan vælge mellem pommes frites, chili pommes frites, løgringe og macaroni med ost.
Og her gik det så pludselig op for os at tilbehøret ikke hører med.
Der følger en sovs, med hver bøf, som man kan vælge mellem fire.
Og så kan man købe flere sovse, hvis man har lyst.
Men man skal tilkøbe det tilbehør, man vil have.
Man kan også vælge mellem syv forskellige slags grøntsager, blandt andet grøn salat og stuvet spinat.
Men de skal stadig tilkøbes.

Pernille og jeg valgte pommes frites og Johan valgte løgringe.
Jeg valgte desuden ristede svampe med bacon.
Pernille og Johan valgte rødvinssovs og jeg valgte en sky med timian og hvidløg.

Der gik ikke særlig lang tid, fra tallerkenerne fra forretten var blevet fjernet til hovedretterne var klar.

Min så sådan ud.

Det ser jo ikke ud af alverden.
Et stykke grillet kød midt på en tallerken med en kvist rosmarin overnpå.
Mine pommes frites så sådan ud.

Og svampene.

Johans N.Y. Strip så sådan ud.

I baggrunden kan man se de store fritterede løgringe.

Pernilles filet så sådan ud.

 

 Og hendes pommes frites lignede mine.

Som jeg nævnte før er der tale om disse amerikanske udskæringer (undtagen Pernilles filet-entrecote)
De er skåret på en helt anden måde end vi er vandt til herhjemme.
Og fra andre steder på koen.
Derfor sidder fedtmarmoreringer og sener også på en helt anden måde.
Bøfferne var grillet ret kraftigt, så det var lidt svært at se hvordan de lige var skruet sammen.
Det lykkedes mig nogenlunde at manøvrere uden om de kraftigste fedtmarmoreringer og fedtkanter.
Johan var mindre heldig.
Han røg lige ind i en stor klump fedt, som sad midt i kødet, og som forståeligt nok fik ham til at miste appetitten.

Alle bøfferne var stegt perfekt.
Men det virkede ikke som om de havde fået nogen krydderier overhovedet.
Så det hjalp med lidt salt og peber.

I den forbindelse vil jeg lige nævne et kuriosum.
Der var to slags salt på bordet.
Almindeligt hvidt groft salt, som sikkert har været havsalt af en slags.
Og en lidt gullig-brun variant.
Nar man lugtede til saltkarret kunne man fornemme noget røg.
Slet ikke på samme måde som det kraftige røgsalt vi havde fået på Paustian.
Men ganske svagt.
Der var ingen af os der kunne smage forskel på de to slags salt.
Men interessant var det da.

Den vin vi havde bestilt var helt fantastisk.
Til en pris af 450 kr for en flaske var den endog MEGET god.

Men tilbage til maden.
Pommes friterne var sprøde og varme og smagte godt af kartoffel.
Svampene var endog meget lækre.
Ristet lige tilpas og anrettet i en lille metalgryde med store stykker bacon i tern og lidt løg.

Bagefter skulle vi selvfølgelig have dessert.
Der var ikke så forfærdelig meget at vælge imellem.
Men Johan valgte en chokoladekage, der blev serveret med en kugle citronis og en kugle vanillieis.
Der var nærmest tale om en chokoladetærte, med et lag chokoladesmørcreme eller sådan noget på toppen.
En solid omgang.

Pernille valgte en creme brulee.
Den blev serveret med en lille skål yoghurtbaseret is med jordbær.

Og jeg valgte et stykke cheesecake som blev serveret med en kugle jordbæris og en kugle passionsfrugtis.
Det, der ligger på toppen og ligner bacon, er tynde skiver af sukkerglaseret æble.

Alle desserterne var lækre omend noget bastante.

Og nu skal vi jo så til det.
Det som er så svært.

For man kunne ikke sætte en finger på noget som helst.
Det skulle da lige være den noget frimodige tjener.
Men ellers ingenting.

Men havde vi så haft en god aften?
Jeg bliver med skam at melde nødt til at sige nej.
For det var ikke særlig interessant.

Indretningen var vældig stilfuld.
Men kold og upersonlig.
Lidt cafeteria agtig.
Godt nok et MEGET fornemt cafeteria.
Men alligevel.

Bøfferne var stegt perfekt.
Og bortset fra de uvante udskæringer møre og fine.
Men de smagte ikke rigtig af noget.
Og det er selvfølgelig fint, at man kan vælge det tilbehør man vil have.
Men når man går ud og spiser på en restaurant i den prisklasse, så synes jeg jo godt at man kan forvente at nogen har forholdt sig til om det mon lige er bedst med pommes frites eller løgringe til en ribeye.
Og om man bør vælge bearnaise eller rødvinssovs til en N.Y.Strip.
Og man kunne jo godt have fået det til at se lidt festligt ud ved at anrette tingene pænt på tallerkenen.
I stedet for blot at placere en skive kød nøgen og ensom på midten.
Jeg mener selv på den billigste pizzabar kan man som regel vælge en pizza uden andet fyld end tomat og ost.
Og så tilkøbe mere fyld af forskellig slags.
Men jeg tror nu alligevel at de fleste vælger en af de andre modeller, som en eller anden har gjort sig den ulejlighed at sammensætte.

Jeg vil så nødig lyde som en sur gammel mand.
Eller som en provinsbonde, som ikke har sans for det moderne livs finesser.
Og jeg ved godt at MASH er et af de mest hotte steder i byen.
Det var jo derfor vi havde valgt det.
Men vi blev ærlig talt alle tre lidt skuffede.

Jeg var lige ved at skrive at det var forfærdelig amerikansk.
Ment som en kritik.
Men det vil jeg undlade.
For jeg har været i USA nogle gange.
Og jeg har haft store oplevelser med det creolske køkken i Louisiana.
Og med det italienske køkken i New York og i Californien.
Og med store bøffer ligeledes i Louisiana.
Så de kan jo godt lave mad de gode amerikanere.

Og så synes jeg det er dyrt.
En hovedret kommer op på omkring 350 kr. med tilbehør.
I hvert fald hvis man ikke kun vil have pommes frites til sin bøf.
Og det er altså mange mange penge for at smide en skive kød på grillen og en håndfuld pommes frites i frituren.
Det kræver selvfølgelig lidt omhyggelighed.
Men det er ærlig talt ikke særlig svært at lave mad på den måde.
Bevares, kødet koster sikkert mere end 4 bøffer på tilbud i supermarkedet.
Men alligevel.

Den samlede regning lød på 2225 kr.

Vi har ikke været særlig ofte på steakhouse.
Og man er jo nødt til at give MASH den ros at de er tro mod deres koncept.
Det er moderne,
Det er amerikansk.
Og man spiser bøffer.

Men vi kommer der næppe igen.
Det var for upersonligt.
Og jeg fristes til at sige ukunstnerisk.
Måske er vi bare mere til underlig fransk bøssemad.
Jeg ved det ikke.
Men Johan var heller ikke særlig begejstret.

Det eneste lyspunkt var forretterne.
De var spændende, lidt utraditionelle, og veltilberedte.
Og så var de ikke mindst anrettet pænt på tallerkenen, så de så indbydende ud.

www.mashsteak.dk/default.asp