Restaurant Paustian - København

Det var en helt speciel dag.

Vi havde noget vi skulle fejre Pernille og jeg.

Hun vidste det bare ikke.

Men denne dag havde hun holdt mig ud i halvdelen af sit liv.
Helt præcis 8756 dage.

Men hun vidste det som sagt ikke.
Så jeg overraskede hende med blomster sendt til hendes arbejdsplads.
På kortet, som var vedlagt blomsterne, havde jeg skrevet at hun skulle skynde sig hjem, fordi vi skulle i byen.
Men ikke noget om, hvor vi skulle hen.
Så hun var jo godt nysgerrig da jeg kom hjem.

Vi klædte os pænt på og drog afsted.
Vores søn havde indvilliget i at køre os begge veje, så vi kunne tillade os at få lidt at drikke.
Så han var også en del af konspirationen.

Det havde været lidt svært at finde den rigtige måde at fejre det på.
Det store klimacirkus havde lagt beslag på alt, hvad der hed hotelværelser i miles omkreds.
Og det var heller ikke ret nemt at få et bord på en restaurant.

Men endelig var det lykkedes at få plads på Restaurant Paustian.
Jeg ville godt nok helst have haft bord kl 19.
Men det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg kunne vælge mellem kl 18.30 og 19.30.
Det syntes jeg jo var lidt mærkeligt.
De kører åbenbart an stram plan i køkkenet.
Men det betød jo ikke noget som helst, så jeg valgte kl 19.30.

Paustian ligger jo helt ude hvor kragerne vender, som de skriver på deres hjemmeside.
For os, som kommer fra Nordsjælland er der nu stadig tale om at køre IND til byen.
Men det er jo rigtigt at den ligger langt ude på den tange bag Nordhavn station, som i øjeblikket mest huser diverse industri- og transportfirmaer.
Et noget trøstesløst område.
Men det er det område, som er planlagt til at få den største udvikling i København i mange år.
På linie med Ørestaden.
Tusindvis af boliger og kultur og servicevirksomheder.
Det kommer jo selvfølgelig til at vare adskillige år.
Men Bo Beck har nu nok været heldig med placeringen af sin restaurant.
For der er ingen tvivl om at det bliver et livligt område.

Til mit formål var det nu helt fint, at der var lidt øde.
Pernille blev mere og mere nysgerrig efterhånden som vi drejede væk fra alfarvej.
På et tidspunkt kørte vi forbi en stor færge.
Vistnok den, der sejler til Polen.
"Skal vi ud at sejle??" spurgte hun spændt.
Men vi kørte bare forbi.

Til sidst drejede vi op foran Restaurant Paustian.
Og nu så der jo straks pænere ud end det, vi havde kørt igennem.
Restauranten ligger dør om dør med boligforretningen Paustian.
Så det ser pænt ud med det oplyste salgslokale.
Der var tændt blus udenfor.
Og der var udsigt over havnen.

Nu faldt tiøren så omsider.
Og Pernille sendte mig et blik, som var halvt bebrejdende, fordi jeg havde holdt hende så længe i spænding, og halvt taknemmeligt og spændt.

Vi gik op ad den lille rampe, som fører op til både møbelforretningen og restauranten.
Vi var dårlig kommet ind ad døren til det fælles vindfang, før vi kunne mærke at nu skulle vi prøve en restaurant ud over det sædvanlige.

Ikke en men to tjenere kom flyvende ud i vindfanget og bød os velkommen.
Den ene tog Pernilles jakke og hængte den i garderoben, mens den anden viste vej ind i restaurantens halvmørke.

Det første vi så, da vi kom ind var en kæmpemæssig sort statue af en hund.
Jeg er ked af at jeg ikke fik taget et billede af den, for den var godt nok imponerende.

Vi gik længere frem og passerede det åbne køkken, hvor Bo Beck stod og så travl ud.
Men ikke mere travl end at han havde tid til at byde os velkommen.

Jeg havde spekuleret lidt over hvordan den slags egentlig fungerer i praksis med sådan en fancy restaurant.
Bo Beck er jo en signatur eller galionsfigur om man vil på alt, hvad man ser og hører om restauranten.
Men er det mon ensbetydende med at han faktisk selv svinger kødgryderne?
Det var det i hvert fald denne aften.

Vi blev ledt over til et vinduesbord, hvor der var dækket op til to.
Der var plads til mange flere.
Men der var kun dækket op til os.
Der stod endnu en tjener klar, så vi begge fik rykket stolen ind, da vi satte os.
Den søde kvindelige tjener, som havde ledt os hen til vores bord forsvandt et kort øjeblik.
Lige nok til at vi kunne udveksle et par bemærkninger om at det tegnede godt.
Og til at jeg kunne få lidt skældud af min søde kone fordi "det jo kommer til at koste en formue!!".
Så var hun tilbage og spurgte om vi ville have et lille glas, mens vi fandt ud af, hvad vi ville spise.
Det ville vi gerne, og hun anbefalede hvad hun kaldte en "fusion", som hun forklarede bestod af økologisk æblemost og Cava.
Sådan en tog vi.
Inden der var gået to minutter havde vi fået både vores drinks og vores menukort.
Der var virkelig fart over feltet.

Samtidig med vores drinks fik vi en lille snack.
Da tjeneren satte den på bordet, sagde hun at det var dag-gammelt brød med frisk kastanje.
Det så sådan ud.

Jeg ved ikke rigtig med det der dag-gamle brød.
For det var en fuldstændig sprød, hullet, nærmest pandekage.
Nogenlunde som en dessert-nøddekurv i konsistensen men ikke sød.
Den var papirstynd og drysset med et hvidt granulat som sikkert har været den friske kastanje.
En spændende lille ting, der lovede godt for det videre forløb.

Vi kiggede lidt på menukortet (jeg havde nu smugkigget lidt på nettet).
Der er ikke så mange ting at vælge imellem.
Men sådan er det vist ofte når man kommer op på de lidt dyrere restauranter.
Det er ikke noget vi har gjort så meget i.
Men som aftenen skred frem blev vi mere og mere sikre på at det skal vi nu nok til at gøre.

Restaurant Paustian har tre menuer.
Den første hedder "Alkymisten" og er en overraskelsesmenu.
Der står ikke andet om den i menukortet end at den "Fremadretter sindet".
Den næste hedder "Koryfæer" og er en fire retters menu, hvor man skal vælge mellem to ting til hver ret.
De forskellige retter hedder noget så fantasifuldt som "Æstetiske Jomfruhummere", "Antikke oksehaler" og "Imaginære landskaber af chokolade"
Den sidste menu hedder "Klorofyl" og er vegetarisk.

Vi sad lidt og vejede for og imod.
Den vegetarisk menu havde vi ikke meget lyst til.
Og de to andre kostede det samme.
Koryfæerne lød jo godt nok lækkert og spændende.
Men vi besluttede alligevel at vove springet og lægge hele aftenen i Bo Beck's hænder og tog Alkymistmenuen.
Vores tjener spurgte om vi havde nogen former for allergi (smukt træk).
Det havde vi ikke,og så var den jo klaret.

Men nu opstod jo straks et problem.
For hvordan skal man vælge vin, når man ikke ved hvad man skal spise?
Det spurgte jeg tjeneren om, da hun rakte mig det omfangsrige vinkort.
Hun smilede og sagde at det var jo heller ikke let, men at hun da gerne ville hjælpe med at finde det rigtige til os.
Først skulle vi jo afgøre om vi skulle have rød- eller hvidvin eller måske begge dele.
Hun forklarede at der kun var en enkelt decideret kødret men til gengæld en del skaldyr.
Så vi blev enige om at vi nok hellere måtte holde os til hvidvin.
Inden hun begyndte at anbefale noget spurgte hun diskret og diplomatisk om der var noget hun skulle tage hensyn til her (her pegede hun på højre side af vinkortet. Altså på priserne).
Jeg svarede at det jo ikke ligefrem behøvede at være den allerdyreste.
Så anbefalede hun 4 forskellige vine.
Og de var meget forskellige.
Fra flere forskellige lande, forskellige druer og priser fra ca 600 kr til ca 1200 kr.
Der var med andre ord tale om vine i den lidt billigere ende (Den dyreste hvidvin kostede 6600 kr...)
Hun var især begesjtret for en østrigsk vin, som de lige havde fået hjem.
Så den valgte vi.

Der gik kun et øjeblik.
Pernille bemærkede at tjeneren åbnede vinen ved et anretterbord et stykke væk og lige smagte på den.
Det var selvfølgelig for at sikre sig at den var i orden INDEN vi skulle tage stilling til om vi kunne lide den.
Fiks lille detalje.
Vinen var skøn, så vi sendte den ikke retur.

Nu var der så tid til at se os lidt omkring.
Lokalet er ikke så stort.
Til gengæld er der højt til loftet.
På væggene var der nogle spøjse vægmalerier som grænsede til det surrealistiske.
Uden at jeg på nogen måde skal gøre mig til kunstekspert.
Vi sad, så vi havde frit udsyn til køkkenet.
Det var sjovt at følge med i, hvad der foregik.
Der var kun 11 borde i restauranten.
Og der var 5 tjenere.
Så man må sige at det var en meget god bemanding.
Vi følte hele tiden at vi havde en tjener på hver finger.
Men vel at mærke uden at vi følte os overvåget eller på nogen måde generet.
Men for eksempel havde jeg kun lige sunket den sidste mundfuld af min velkomstdrink da f'ørste ret kom på bordet.
Så de må jo have holdt øje med os.
Men altså uden at vi på nogen måde bemærkede det.
Meget professionelt.

Paustian er jo en restaurant, der befinder sig i de højere luftlag.
Den har en stjerne i Michelin guiden.
Så det borger jo for kvaliteten.
Men vi havde aldrig prøvet at spise så fint før.
Og der havde da luret en lille tvivl i mit sind.
En tvivl som var baseret på de historier man så ofte hører om fine franske restauranter, hvor man får en kæmpe tallerken med 1 kvadratcentimeter kød i den ene ende og en 3 cm lang gulerod i den anden ende.
Så man er nødt til at frekventere en pølsevogn på hjemvejen.
Da den første ret kom på bordet blev den tvivl en lille smule stærkere.

Som man kan se er det jo ikke ligefrem en STOR portion.
Retten blev præsenteret som råkostsalat af årstidens rodfrugter med en sur-sød sauce.
Det var en sjov lille ret.
Papirtynde skiver.
De fleste af dem kunne vi ikke identificere.
Der var dog en skive gulerod.
Men det smagte helt fantastisk.
Jeg tror ikke jeg havde smagt nogen af dem før.
Men de havde hver for sig en meget markant og tydelig smag.
Vi spurgte bagefter, hvad det var for rodfrugter.
Jeg husker ikke helt hvad der blev svaret.
Men der var i hvert fald knoldselleri, sølvbede og bolchebede.
Det sidste havde vi aldrig hørt om.
Men der var en af skiverne, som nærmest lignede en polkagris, så det var jo nok den.

Næste ret, som naturligvis kom lynhurtigt, var ravioli med hytteost og ristede løg.

Som man kan se var de igen en lille let anretning.
Men aldrig har jeg smagt en så intens ravioli.
Det var nærmest en eksplosion af ristede løg, da jeg tog den første bid.
Jeg tror det var den første ud af mange gange den aften, hvor jeg ligesom sad og blev fjern i blikket og indadvendt, mens jeg bare oplevede smagen.
Det lyder enormt krukket, det kan jeg godt høre.
Men det VAR altså ganske fantastisk.

Og så lige endnu en cadeaux til tjenerne.
Vores vin blev ikke efterladt på bordet.
Men så snart et glas var tomt stod tjeneren parat til at fylde efter.
Og i samme øjeblik Pernille fjernede den flotte sølv-servietring fra sin serviet blev den fjernet.

Men hastigt vider.
Vi har meget vi skal igennem.

Nu kom der brød på bordet.
Først dette.

Det lignede en overdimensioneret cigar, men var et knækbrød.
Og vi må have set lidt uforstående ud, for tjeneren skyndte sig at forklare at man skulle brække af det.
Hun sagde også nærmest undskyldende at det altså ville svine lidt på bordet, men at de skam skiftede dugen bagefter, så vi skulle ikke bekymre os.
Der kom to slags brød yderligere.

Det ene var en skive relativt traditionelt men meget lækkert brød bagt med malt.
Og det andet var noget så eksotisk som en kærnemælksbolle med lakridsovertræk.
Ja.
Lakridsovertræk.
Man skulle jo ikke tro at det kunne du.
Men DET gjorde det.
Det smagte ganske enkelt himmelsk.
Sammen med brødet kom der to skåle med smør på bordet.
Den ene indeholdt almindeligt smør.
Og den anden brunet smør.
Det var nu ikke meget brunt, men man kunne godt se at der var brune stænk i overfladen.
Men det smagte HELT anderledes end almindeligt smør.
Især sammen med lakridsbollerne var det en oplevelse.
Jeg må se om jeg kan finde ud af det en dag.
Kunsten er jo sikkert at få brunet smørret lige netop nok.
Og så sikkert noget med at forhindre det i at skille under afkølingen.
Et projekt til de lange vinteraftner.
Men jeg glemte jo helt knækbrødet.
Det lignede virkelig en cigar.
Det var rullet løst op, så der var luft mellem lagene.
Det var MEGET sprødt.
Så tjeneren havde ret i at det svinede lidt.
Det var umuligt at brække et stykke af uden at der knustes en del samtidig.
Men det smagte rigtig godt.

Så kom der et sjovt lille indslag.
En tjener kom ind med en stor kurv fyldt med østers.
Ovenpå skallerne lå der to grønne blade.
På størrelse med et babyspinat-blad men meget tykkere.
Igen så vi vist lidt desorienterede ud, da tjeneren sagde at det altså var bladene og ikke østerserne vi skulle tage.
De hed østersblad.
Men som sagt så gjort.
Bladene var meget friske og faste i konsistensen.
Nu er jeg ikke den store østersekspert.
Men jeg har dog fået friturestegt østers en enkelt gang.
Og jeg har brugt østerssovs i kinesiske retter.
Og disse blade smagte faktisk af østers.
Og lidt af salat.
Meget spændende.
Desværre fik jeg ikke taget et billede.

Nu skulle Pernille på toilettet.
Og aldrig så snart havde hun rejst sig før en tjener kom springende for at vise vej.
Og en anden kom og skiftede hendes serviet og børstede bordet rent for krummer.
Og blev stående bag hendes stol for at rykke den ind da hun kom tilbage.
Fantastisk.

Næste ret var en skive saltbagt knoldselleri lagt på en bund af pureret østers.

Som man kan se er denne bund grøn.
Jeg ved ikke af hvad.
Men det smagte utroligt intenst.
Og sellerien var helt perfekt.
En lille smule sprød i kanten og blød og lækker i midten.
Vi blev enige om at vi får alt for lidt selleri derhjemme.

Næste ret blev serveret af en tjener, vi ikke havde haft fornøjelsen af før.
Der var ellers flittig udskiftning imellem bordene.
Vores kvindelige tjener vendte jævnligt tilbage for lige at checke at alt var som det skulle være.
Men det virkede som om alle 5 tjenere hjalp hinanden hele tiden.

Han fortalte begejstret at denne næste ret var hans specielle favorit, selvom den altså var meget speciel.
Der var tale om jordskok med taskekrabbe og aromatisk banan.

Det ser sådan lidt rod-sammen agtigt ud.
Men jeg forstår godt at tjeneren var begejstret.
Kombinationen af den meget milde jordskok, den lidt salte krabbe og den søde banan var helt utrolig.
Jeg ville have forsvoret at den kombination overhovedet var spiselig.
Men det var den i meget høj grad.

Så kom der et askebæger på bordet.
Eller det lignede det i hvert fald.

Det syntes vi jo var lidt underligt.
Jeg mener lokalet var klart større end 40 kvadratmeter.
Og med den nye rygelov og så videre.
I øvrigt er der ingen af os der ryger.
Og de kunne da i det mindste have spurgt.

Men øjeblikket efter kom så næste ret.

Det er lidt svært at se på billedet.
Men det er to jomfruhummerhaler uden skaller, som er pakket ind i grankviste.
Hele pakken er lagt på et stykke bark fra et grantræ.
Og så er der sat ild til grankvistene.
Ilden er så tilstrækkeligt til at tilberede jomfruhummerne.
Der var stadig gløder i kvistene, da de kom på bordet.
Vi skulle så selv befri hummerne for kvistene og spise dem med fingrene.
Og så blev mysteriet med askebægeret løst.
Det var ikke aske, der var i skålen.
Det var røget salt.
Som man skulle drysse over hummerne.
Jeg har aldrig smagt noget lignende.
Ikke alene har jeg aldrig smagt røget salt før.
Men den sarte hummer med aroma af gran var fuldstændig fantastisk.
Dette må være min favorit for aftenen.
Det var en himmerigsmundfuld.
Tænk at få sådan en ide.
Som tjeneren ganske rigtigt forklarede bagefter er det jo faktisk en traditionel måde at tilberede mad på.
Altså en traditionel måde fra for mange hundrede hvis ikke tusinde år siden.
Og mon ikke det mest har været vildsvin og den slags som er blevet lagt ind i et bål for at blive stegt på den måde.
Og tjeneren stod naturligvis klar med varme våde servietter til at tørre fingene i.

Det skal i øvrigt siges at udover at vinen blev toppet op hele tiden, så flød der også koldt vand i stride strømme.

Jeg elsker røget ål.
Det er der rigtig mange venner og kolleger, der kan bevidne.
Så da tjeneren kom og sagde at næste ret var røget ål, var det som om det var juleaften.
Men jeg må sige det var en anderledes anretning end jeg nogensinde har fået før.
En pæn stor røget ålefilet som var lun for ikke at sige varm.
Ovenpå den en tynd sprød flage af brød, som tjeneren kaldte en crouton.
Og øverst en 2-3 forskellige slags tang.
Noget af tangen var så sprød så den næsten må have været ristet.
Men det var ikke helt til at afgøre.
Ålen var varm.
Tangen var kold.
Og det var noget helt andet end et stykke rugbrød med ål, røræg og purløg.
Men meget spændende.
Og kontrasten mellem ål og tang var utrolig lækker.

Nu var det tid til aftenen eneste kødret.

Tjeneren benævnte det "skiver af ungand med dild"
Jeg ved ikke rigtig hvad en ungand er.
Det er jo nok en stor ælling.
(Jeg håber der er nogle regler for hvornår man må tage dem fra moderen)
Skiverne var helt perfekt stegt.
Dilden var repræsenteret ved en lille klat af noget meget kraftigt grønt.
Billedet kan slet ikke gengive hvor kraftig farven i virkeligheden var.
Og det smagte utrolig kraftigt af dild.
Der må være gået utrolige mængder af frisk dild til at frembringe denne dip.
Den gyldenbrune sauce i venstre side af billedet var en lidt mere traditionel sauce, som i hvert fald havde noget andelever i.
Og så stod der en meget velsmagende gylden cylinder.
Den var meget fast i konsistensen, nærmest som en ny forårsgulerod, som lige er kogt tilstrækkeligt.
Og smagen var på en gang sød, syrlig og krydret.
Vi spurgte tjeneren hvad det var og fik svaret at det var glaseret glaskål.
Endnu en debut for os.
Men hvor var det dog lækkert.
Jeg skar det det i mindre og mindre stykker, for at få det til at vare.
Men til sidst var det desværre slut.
I øvrigt skal det lige siges at det sidste vin blev hældt op i glassene samtidig med at retten kom på bordet.
Imponerende når man tænker på at der var blevet spædet op løbende hele aftenen.

Vi havde flere gange især først på aftenen følt os lidt som Jeppe i Baronens seng.
Hver gang vi fik serveret noget vi ikke havde prøvet før.
Og hver gang tjenerne var ekstra kvikke.
Men så skete der noget.
Ved bordet ved siden af vores var man nået lidt længere i forløbet end vi var.
Vi havde kunnet følge med i, hvad de fik efterhånden.
Og nu var de nået til kaffen.
Og til den fik de serveret noget der lignede hvid candyfloss.
En af de i øvrigt nydelige herrer ved bordet snuppede resolut et stort stykke candyfloss og formede det til et nisseskæg, som han holdt op for ansigtet, mens han lo højt på julemandsmaner.
Så blev vi enige om at vi trods alt ikke var de største plebejere den aften.
Meget rart egentlig.

Så kom tjeneren og spurgte om vi ville have et glas sød vin til desserterne.
Det ville vi gerne.
En anden tjener kom og præsenterede to forskellige dessertvine for os.
Den ene hvid og den anden rød.
Jeg husker ikke præcis hvad han forklarede.
Men han havde i hvert fald gjort meget for at finde et par vine som passede perfekt til de to desserter vi nu skulle have.
Vi ville kun have et glas hver.
Så han foreslog at vi så tog et af hver slags og så delte dem.
Dejligt at vi ikke blev presset til at tage to hver.
Der var i øvrigt ikke antydning af presseri på noget tidspunkt.

Så kom vores kvindelige tjener med den første dessert.
Oxyderet rugbrød med frossen mælk.
Igen tabte vi nok underkæberne, for hun skyndte sig at forklare at det nærmest var en slags øllebrød.

Det ved jeg nu ikke rigtg hvad jeg skal sige til.
Som man kan se på billedet var der tale om en hård kugleskal nærmest af samme konsistens som chokolade.
Men det var ikke chokolade.
Inden i en smeltende hvid is, som var meget let i både smag og konsistens.
Og nederst en sød nærmest sirup.
Og over det hele lå der en tydelig smag eller aroma af rugbrød.
Det lignende en isdessert.
Men det var faktisk ikke spor sødt.
Vi drak den hvide dessertvin til og syntes at den smagte dejligt.

Men så kom vintjeneren farende og lignede en stor undskyldning.
Det viste sig at det vi lige havde spist ikke var en dessert.
Men en pre-dessert.
Og den hvide dessertvin var jo til den første dessert.
Så han fyldte resolut glasset igen.
Pre-dessert.
Så har man hørt det med.

Men nu kom så den første dessert.

Og igen var det en fantasifuld kombination.
Skorzonerod med cremet kokos.
Jeg har kun fået skorzonerod som tilbehør til kødretter.
Men igen virkede det utrolig godt.
Den cremede kokos havde en overflade nærmest som marengs, men blød og cremet nedenunder.
Og inderst de små spæde skorzonerødder.
Pragtfuldt.
Og jeg må sige at den hvide dessertvin passede formidabelt godt til denne ret.
Vi havde syntes at den var god til rugbrødsretten.
Men her gik det virkelig op i en højere enhed.

Nu kom så den sidste ret på bordet.

Igen yder billedet ikke retten retfærdighed.
Der er tale om en meget tynd skive lækker og meget svampet næsten våd chokoladekage.
Her ovenpå en slags kurv af meget tynd chokolade.
Herpå forskellige stykker af både meget blød fudgeagtig og meget fast karamel-agtig chokolade, samt en lille kuglechokoladesorbet. Her ovenpå igen flere flager af den meget tynde chokolade.
Det hele drysset med kakao.
Jeg fik engang i New York en dessert, der hed Death by Chocolate.
Og det var en meget intens chokoladedessert.
Men denne her var bedre.
Det var så godt så godt.

Og da den sidste bid var sunket, lige præcis da den sidste bid var sunket, var vi helt mætte.
Der blev IKKE brug for pølsevognen.
Vi havde fået en masse forskellige oplevelser.
Både smagsmæssigt, konsistensmæssigt og anretningsmæssigt.
Og nu var vi helt mætte.
Både i sanserne og i maven.

Men nu trængte vi til en kop kaffe.
Den kom lynhurtigt på bordet.
Almindelig kaffe til Pernille.
Espresso til mig.
To slags sukker, den ene vistnok muscovado men jeg er ikke sikker.
Varm mælk i en kande.
Og en lille sød godbid.

Den firkantede til venstre er en rutebil.
En rutebil som den SKULLE have været lavet dengang vi var børn.
Den runde til højre er karameliseret soja.
Konsistensen var som en smørkaramel.
Men den smagte nærmest salt.
Spændende.

Så kom candyflossen.

Den var lavet af krystalliseret appelsinblomst.
Og den smagte meget kraftigt af appelsin.
Nu har jeg aldrig været den store fan af candyfloss.
Men Pernille nød det i fulde drag.
Jeg undlod at lave skæg med det.

Og så kom aftenens sidste overraskelse.

En lille skål med tørrede oliven.
Med overtræk af engelsk lakrids.
Man skulle tro det var løgn.
Men det passede perfekt til kaffen.

Regningen lød på lige knap 3000 kr.
Og det er rigtig mange penge for et måltid mad til to personer.
Men det var uden nogen som helst diskussion ALLE pengene værd.
At spise på en Michelin restaurant er meget meget mere end at få et måltid mad.
Det er en totaloplevelse.
Med utrolige madmæssige oplevelser, som absolut må betegnes som mad-KUNST.
Og med forkælelse ud over alle grænser i løbet af måltidet.

Vi havde som sagt aldrig før spist på en Michelin restaurant.
Men vi har fået udvidet vores horisont betragteligt.
Hvilket jeg heldigvis også fik lejlighed til at fortælle Bo Beck på vej ud ad døren.
Vi er i hvert fald godt og grundigt hooked.
Det bliver IKKE sidste gang vi skal på Michelin restaurant.
Der er i skrivende stund ti restauranter i København, der som Paustian har en stjerne.
Og en der har to.
Jeg ved ikke om vi kommer til at prøve dem allesammen.
Men jeg håber det.
Og jeg håber også at vi en dag får lejlighed til at prøve en tre-stjernet.

Restaurant Paustian kan uden forbehold på det varmeste anbefales.
Jeg dropper gerne 50 besøg ved pølsevognen for at komme her en gang til.

http://www.bobech.net/

Il Peccato - København

 
Vi skulle ind og se Crazy Christmas Cabaret i Tivoli.

Jeg selv, Pernille og vores søn Johan.

Det er ved at være en fast tradition at en større flok familie og venner ser den sammen hvert år.
I år skulle vores ven gennem mange år, Kim, med for første gang.
Han havde foreslået at vi gik ud at spise først, og den slags kan vi jo som regel lokkes til.

Valget faldt på Il Peccato på Axseltorv.
Den har ikke ligget der så længe.
Men vi havde fået den anbefalet af flere.

Den ligger lige over for Palads biografen på det hjørne, hvor der engang var spillehal.
Og der har vist været flere forskellige ting.
Men nu er der altså italiensk restaurant.

Vi skulle mødes derinde kl 17.
Pernille hentede mig på arbejdet og Johan tog toget ind, så vi reducerede parkeringskaosset mest muligt.
Jeg læssede Pernille af lige ved restauranten og kørte så lidt rundt for at finde en parkeringsplads.
Det lykkedes heldigvis rimelig hurtigt, og heldigvis regnede det kun en lille smule, for der var trods alt et stykke at gå.
Men jeg var glad for min nye sixpence.

Da jeg nåede frem var de andre blevet bænket ved et vinduesbord.
Der var blevet serveret friskbagt brød og små skåle med olivenolie.
Så jeg slog mig ned, gik i gang med det lækre lune brød og så mig omkring mens vi ventede på menukortene.

Il Peccato er en italiensk Restaurant med stort R.
Der er ikke noget trattoria over den.
Ingen stråtækte halvtage inde midt i lokalet.
Ingen bastomvundne chiantiflasker.
Ingen naivistiske vægmalerier af bjerglandsbyer.
Ingen vakkelvorne borde med fletstole.
Dejligt.

I stedet er lokalet meget enkelt næsten spartansk indrettet.
Hvide vægge uden noget tingeltangel
Et enkelt bladløst træ midt i lokalet udgjorde næsten hele dekorationen.
På et par af de hvide vægge kørte en projektion af en buldrende pejs.
Gode polstrede læderbetrukne stole.
Sorte duge med glasplader over.
Alt i alt meget stilligt og elegant.
Men samtidig hyggeligt.

Menukortene var en overvældende oplevelse.
Vi fik hver sit kæmpestore læderindbundne kort med guldtryk.
Jeg gætter på at de var i A3 format.
Så det lykkedes mig næsten at vælte mit vinglas, som heldigvis stadig var tomt.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvor mange retter vi skulle have og den slags.
Vi skulle trods alt videre i teatret.
Men vi var også sultne.

Endelig blev det til at de tre af os ville have forretter og at vi ville kigge på desserterne efter hovedretterne.
Vi delte en flaske af husets rødvin.

Il Peccato er ikke et billigt sted.
En pizza koster 120-130 kr.
Og det er jo en noget anden pris end hos den lokale pizzapusher.
Men kvaliteten er til gengæld så meget desto højere.

Jeg opdagede til min store glæde at menuen indeholdt Vitello Tonnato.
Jeg ELSKER Vitello Tonnato.
Denne herlige ret med tynde skiver af mørt kalvekød garneret med en kold sovs af tun og kapers.
En herreret!
Så det tog ikke mange øjeblikke at vælge.
Og jeg blev ikke skuffet.
Retten servers ofte med blot et stykke brød til, men her var den flankeret af en dejlig blandet salat med spæde blade og cherrytomater.
Og så var den pyntet med et par små ansjoser.
Ansjoser kan man kun elske eller hade.
Og jeg må indrømme at jeg holder meget af de små salte fisk.
Det kan selvfølgelig nemt blive for meget, men det var det ikke her.
De afbalancerede perfekt den lidt fede sovs.
Herligt.

Johan er ofte eventyrlysten når vi er ude at spise.
Så da han så at der var carpacciio med skiver af rå laks og tun garneret med avocadosalat sprang han til.
Der var meget stille mens han satte det til livs.
Og det tog ikke ret lang tid.
Så det vil jeg tolke som at det smagte fuldt tilfredsstillende.
Og det så i hvert fald godt ud.

Kim havde bestilt Bruchetta al Formaggio.
Altså en skive brød, med tomatskiver og olivenolie dækket med ost og gratineret i ovnen.
Men tjeneren kom med en Bruchetta al Pomororo.
Stort set det samme men uden ost.
Da fejltagelsen gik op for ham var han lutter undskyldninger og der gik ikke lang tid før den rigtige Bruchetta stod på bordet.

Herefter lød der ingen klager fra Kim.
Så den må også siges at have været i orden.

I øvrigt vil jeg gerne understrege at personalet var meget høfligt og serviceminded.
De var lige så stillige som indretningen i nydelige sorte skjorter.
Hvis man endelig skulle udsætte noget på betjeningen skulle det da lige være at der tilsyneladende ikke var ret mage der talte dansk.
Det var på ingen måde et problem for os, men man kunne jo godt forestille sig at nogen gæster vil synes at det er lidt underligt.

En anden ting, der ofte kan give et fingerpeg om en restaurants generelle kvalitet og ambitionsniveau, er toiletterne.
Og selvom det måske ikke passer så godt i en anmeldelse af en restaurant, vil jeg bare nævne at både indretning og rengørings standard her var helt i top.
For eksempel var håndvaskene nogen meget designersmarte nogen, som nærmest lignede store røreskåle, som stod på et bord.
Og alt var pinligt rent.

Nu var det ved at være tid til hovedretterne.

Jeg havde bestilt en portion store tortellini farseret med parmaskinke med gorgonzolasauce og pinjekerner.
Og de VAR virkelig store.
Retten hedder Gigangti al Proschiutto di Parma.
Og de var faktisk gigantiske.
Jeg har i hvert fald aldrig set så store tortellini før.
4 stk. lå side om side dækket af den lækreste sauce.
Ved siden af lå 4 terninger af Parma skinke.
Jeg har altid tidligere fået Parmaskinke i tynde skiver.
Men den gør sig også fint i lidt mere bastante udskæringer.
Fyldet i tortellinierne var en rimelig fast men meget meget velsmagende nærmest pasta som jeg gætter på primært bestod af netop Parmaskinke.

Tortellini er jo pasta.
Og pasta skal koges Al Dente.
Altså så der er en lille smule bid eller fasthed tilbage og ikke så den er helt blød.
Det er en stor kunst at koge pasta på denne måde.
Som regel lykkes det ikke særlig godt for mig, når jeg selv kokkererer.
Og jeg har meget ofte fået pasta som er kogt for lidt.
Eller i hvert fald for lidt efter min smag.
For det må jo i bund og grund være et spørgsmål om smag og behag, selvom der helt sikkert findes en ganske autoriseret kogningsgrad som er den korrekte.
Men disse tortellinier var fuldstændig perfekt kogt.
Der var lige en anelse fasthed i midten, men de var alligevel bløde og behagelige at have i munden.
Jeg vil gå så langt som at sige at det er den bedst kogte pasta jeg nogensinde har fået.
Det var en meget meget lækker ret.

Pernille havde bestilt Cannelloni.
Hun er helt vild med cannelloni.
Og som jeg sidder her og skriver får jeg helt dårlig samvittighed over at jeg laver det så sjældent til hende.
Det må jeg se at få rådet bod på.
For dem der ikke skulle vide det, er cannelloni nogle relativt tykke pastarør som bliver fyldt med kød eller fisk, hvorefter de bliver overhældt med bechamelsovs og gratineret
I Il Peccantos fortolkning består fyldet af hakket oksekød og fois gras.
Hun fik stjerner i øjnene som da vi var helt unge, da hun puttede den første bid i munden.
(Jeg MÅ altså se at lave det noget oftere...)
Jeg var så heldig at få lov til at smage, og jeg må sige at kombinationen af oksekød og fois gras var intet mindre end genial.
Nydeligt afstemt med den milde bechamelsovs var retten nærmest perfekt.

Johan havde bestilt en Calzone, som han holder meget af.
Dette var det nærmeste vi kom pizza på denne aften.
Den var lavet på italiensk maner med en meget tynd bund.
Og ikke som man oftest ser det på pizzariaer, der jo i retfærdighedens navn som regel ikke er italienske men tyrkiske.
Bunden var sprød og lækker og fyldet var friskt og delikat.
Og som en fiks lille detalje var den obligatorisk tomatsovs, som ofte blot er hældt ud over så det hele bliver en smattet affære, nydeligt anrettet ved siden af på tallerkenen, som man kan se på billedet.
Jeg fik lov til at smage, og der var bestemt ikke noget at klage over.

Kim havde bestilt Lasagne.
Den blev serveret frisk fra ovnen.
Det var en ret stor portion og den duftede fantastisk.
Igen lød der ingen klager.

Nu var vi ved at være godt mætte.
Men klokken var ikke så mange, og vi havde alle lyst til noget sødt.
Så vi bad om at se dessertkortet.
Igen ankom de i læderbind med guldtryk.
Men denne gang var de i en noget mere håndterlig størrelse.

Både Pernille og jeg holder meget af Tiramisu, som er en klassisk dessertkage overhældt med kaffe og likør.
Så den røg Pernille på med det samme.

Men der var jo også chokolademousse.
Og der stod at den var med 70% chokolade.
Så her var jeg virkelig i tvivl.
For selvom jeg holder meget af Tiramisu, så elsker jeg god chokolade.

Det endte med chokolademoussen.
Som også Johan faldt for.
Og det kom vi ikke til at fortryde.
Den var helt utrolig lækker og velsmagende.
Kraftig og fyldig chokoladesmag.
Ligesom pasta er svær at koge, er chokolademousse svær at give den rigtige konsistens.
Sommetider er det nærmest flødeskum med chokolade.
Og sommetider er det nærmere smør med chokolade.
Men denne mousse var helt perfekt.

Kim var også i tvivl om, hvilken dessert han skulle vælge.
Han er det største chokolademousse-øre jeg kender.
Men der var jo også creme brulee.
Eller Crema Napoletana, som det hedder her.
Og den blev lavet med Cointreau.
Det havde han aldrig prøvet før, så han lod sig friste.
Den blev serveret i en ret stor dyb tallerken.
Og det så ikke ud af ret meget, som man kan se på billedet.
Men inden han var igennem den måtte han indrømme at der var rigeligt.
Det smagte vist rigtig fint, men han syntes dog at sukkeret på toppen ikke var blevet brændt tilstrækkeligt.
Meningen er jo at sukkeret skal smelte helt og karamelisere.
Men det havde det ikke gjort her.
Det lå stadig som knasende sukker på toppen og ikke et lag karamel.

Til desserten bestilte de tre af os kaffe.
Jeg fik espresso og de andre fik Cafe au Lait.
Jeg holder meget af espresso, hvis den ellers er lavet ordentligt.
Og det er den ofte ikke.
Da vi var i Italien sidste sommer tabte jeg virkelig mit hjerte til denne herlige, sorte og kraftige drik, som jeg drak i stort antal.
Siden er jeg ofte blevet skuffet, når der blot bliver serveret en stærk kaffe i en lille kop.
Men denne espresso var helt som den skulle være.
Så jeg følte mig hensat til sydens sol.

Regningen lød på 1608 kr og omfattede ud over alt det ovennævnte 4 flasker fint designer vand.
Her kunne man måske lige dryppe lidt malurt i bægeret og sige at da vi bad om vand til maden, kunne tjeneren godt have spurgt om vi ønskede en kande postevand eller vand på flaske.
Især når flaskevandet koster 35 kr flasken.

Men det er en detalje.

Regningen var på ingen måde skræmmende for et måltid i denne klasse.
Selvfølgelig kunne vi have fået de samme retter til den halve pris på et pizzeria.
Men bestemt ikke af samme høje kvalitet.
Eller i så lækre omgivelser.

Inden jeg skulle skrive denne anmeldelse checkede jeg lige hvad Alt Om København havde at sige om stedet.
Her blev prislejet betegnet som højt.
Det synes jeg til gengæld er urimeligt.
For selvom det ikke er billigt, så er det altså ikke på samme prisniveau som Kong Hans eller Era Ora.

http://www.il-peccato.dk