Moderne tider

Nu har vi efterhånden haft denne blog i godt et år.
Og man må jo sige at det er blevet en stor succes.
Over 6000 hits.
Og masser af kommentarer.
Nogle godt nok mere lødige end andre, men skidt med det.
Det er dejligt med feedback.

Succesen er langt større end vi havde regnet med.

Så nu synes jeg det må være på tide at modernisere tingene lidt.

Så derfor vil jeg begynde at eksperimentere lidt med nogen af de forskellige nymodens muligheder, som Internettet tilbyder.
Det første skridt ud ad denne vej var jo i virkeligheden overhovedet at oprette denne blog.
Det var meget moderne og spændende for os da vi startede.

Vi har allerede en Facebook gruppe som hedder "Restauranter".
Mange af vores faste læsere kender denne gruppe, hvor vi hver gang der er et nyt indlæg lige sender en mail til medlemmerne.
Og til dem der ikke kender den kan jeg kun sige at I skal være velkomne som medlemmer.

Næste skridt bliver noget så hypet som en Twitter feed.
Ude i venstre side er der en knap, man kan trykke på, for at bliver "follower".
Jeg vil ikke her begynde at forklare hvad Twitter er for en størrelse.
Men jeg kan da sige så meget at man skal oprette sig som bruger, før man kan benytte systemet.
Det er til gengæld ganske gratis.
Jeg vil så fremover skrive et Tweet som det vist hedder, hver gang der kommer et nyt indlæg.
Og hvem ved.
Måske andre nyheder også.

Næste skridt bliver sandsynligvis at bloggen bliver RSS enabled.
Men derom senere.

Og for nu lige at citere Buzz Lightyear-
"Mod det uendelige UNIVERS"

Nyu Sakura Running Sushi - Hillerød

Vi har tidligere skrevet om Nyu Sakura i Hillerød.

Det var dengang et dejligt enkelt sted med sushi.

Ingen dikkedarer.

God sushi.

Fornuftige priser.

Men for en uges tid siden var der en, som i en kommentar her på bloggen gjorde opmærksom på, at restauranten nu var åbnet i nye lokaler lidt mere centralt midt på torvet i Hillerød.
Og denne gang med Running Sushi.

Et par dage senere kom jeg lidt træt hjem fra arbejde.
Pernille var også træt.

Vi skulle egentlig have resten af medisterpølsen fra dagen før.

Men der var ikke rigtig nogen af os der gad.

Og så kom jeg i tanker om kommentaren.

Så jeg spurgte Pernille om vi skulle gå ud og spise.

Det ville hun gerne.

Så jeg ringede og bestilte bord til en halv time senere.

Nu blev Pernille selvfølgelig nysgerrig efter hvor vi skulle hen.

Men det fik hun ikke at vide.

Jeg kan godt lide at overraske hende.

Så spurgte hun om hun skulle være pæn i tøjet.

Men den hoppede jeg ikke på.

Så jeg sagde blot at det var hun jo altid.

Så blev hun så klog.

Så vi gik ud i bilen og kørte afsted.

Da vi nåede frem til restauranten blev hun glad.

For hun er ret vild med sushi.

Vi gik indenfor og blev anvist et bord.

Nu er det måske på sin plads at forklare hvad Running Sushi egentlig er.

Sidst fik vi serveret vores sushi af en tjener på en tallerken.

Eller muligvis et par stykker det husker jeg ikke lige.

Men i hvert fald som en færdig anretning.

Running Sushi fungerer helt anderledes.

Et lille transportbånd kører rundt mellem alle bordene.

Det kommer ud af et hul i væggen fra køkkenet og forsvinder igen i et andet hul ud til køkkenet.

Sushien placeres så på små tallerkener ude i køkkenet og sættes på båndet.

Et eller to stykker sushi på hver tallerken.

Man sidder så ved sit bord og kigger på båndet med tallerkener, som passerer forbi.

Når der så kommer en tallerken, som man synes om, tager man den af båndet, spiser sushien og venter på den næste tallerken, som falder i ens smag.

I det oprindelige koncept har tallerkenerne forskellige farver, som markerer prisen.

Man samler så sine tallerkener sammen og går op til kassen og betaler på vej ud.

Men her hos Nyu Sakura er der blot "all you can eat" til en fast pris.

Og det er jo et rigtig godt koncept.

Men vi blev som sagt placeret ved et bord og fik udleveret spisekort.

For udover Running Sushi, kan man stadig få a la carte.

Vi fik dog hurtigt gjort opmærksom på at vi blot skulle have hvad båndet kunne tilbyde.

Og så bestilte vi et par japanske øl.

Bordet var dækket med en lille firkantet skål til soya og en lille holder til spisepindene til hver person.

Desuden stod der en lille kurv med flasker med forskellige slags soya og andre kryddersovse.

Nu var det så på tide at begynde at koncentrere sig om båndet.

Eller båndene.

For der var to oven over hinanden.På det nederste kørte sushi og andre kolde ting rundt.

Og på det øverste kørte forskellige små varme retter som sticks, crabcakes, blæksprutteringe og den slags.

Båndende kører inde i en slags tunnel af plexiglas.

Helt lukket til.

Eller retter to tunneller.

En kold og en varm.

Ud for hvert bord er der så en skydedør, som man åbner for at kunne tage en tallerken.

Det er jo helt sikkert godt for det generelle hygiejneniveau.

Jeg mener, at maden ikke kører rundt mellem folk, men er lukket inde.

Det første vi tog var en tallerken med wasabi og syltet ingefær.

Jeg vil ikke sige så meget om selve det at spise sushi.

Det er beskrevet i den første anmeldelse af Nyu Sakura her på bloggen.

Men så gik vi ellers til den.

Der var alle de sædvanlige former for sushi plus et par stykker, som vi ikke havde set før.

På det kolde bånd var der desuden vandmelon, vindruer og noget som nærmest lignede en skål med mælk og en ske.

Det måtte jeg jo lige prøve.

Det viste sig at være en kold sød sagosuppe.

Det var faktisk overraskende lækkert til lige at rense smagsløgene ind i mellem.

På det varme bånd var der mange forskellige ting.

Også en del som ikke lige sådan lod sig identificere.

For eksempel kørte der noget forbi, som lignede en kartoffel Røsti fra Flendsted eller lignende.

Den måtte jeg jo lige checke.

Det viste sig at det VAR en kartoffel Røsti.

Lidt mærkeligt i en sushi restaurant måske.

Men den smagte fint.

Der kom også noget der lignede en Mozartkugle rullet i sesamfrø.

Jeg fandt ikke ud af hvad det var.

Men den var sød og dessertagtig med noget brunt i midten som dog helt sikkert IKKE var chokolade.

Der var også små skiver af ristet laks.

Og små lammekoteletter.

Der sad et ungt par på den anden side af båndet.

På et tidspunkt spurgte manden, om vi vidste var de store hvide var for noget.

Han hentydede til en stor hvid ting, som næsten fyldte hele tallerkenen og som umiddelbart ligende kunstfærdigt udsprøjtet kartoffelmos.

Frygtløs som jeg er, måtte jeg jo fluks lige prøve.

Det var IKKE kartoffelmos

Jeg har absolut ingen anelse om, hvad det var.

Det var ikke noget der var sprøjtet ud.

Det var istedet noget der var foldet op omkring en kerne 

Kernen var brun og flydende.

Og smagte lidt kødagtig, men jeg gætter nu alligevel på tofu eller soyaprotein.
Det hvide udenom havde nærmest en struktur som tætpakket candyfloss.
Altså meget trådet og lidt svært at skille ad.
Og den var også sød.
Det var helt sikkert IKKE candyfloss.
Men hvad det så var, ved jeg som sagt ikke.
Den var sød og lidt tør.
Så jeg måtte skuffe parret overfor, med at jeg altså ikke kunne finde ud af, hvad det var.


Der var også en del små anretninger i stil med chop suey.
Dem prøvede vi nu ikke.


Så der var nok at vælge imellem.
Og det er egentlig den største oplevelse ved Running Sushi.
Eller i hvert fald denne Running Sushi.
For der er skudt en del steder op i Københavnsområdet på det seneste.
Men altså følelsen af overdådighed.
Det føles meget dekadent, når man sidder der og egentlig er lidt halvmæt.
Men så kommer der lige en tallerken med noget lækkert.
Og en til.
Og en til.
Man føler sig som en kinesisk kejser (jeg ved godt at sushi er japansk...), som bare ligger på sit leje af silkepuder og bliver forkælet.
Der manglede bare nogle smukke geishaer.
Men så havde jeg jo heldigvis Pernille at kigge på.


Selve kvaliteten af maden er der ikke så meget at sige om.
Den fejlede absolut ikke noget som helst.
Men det var heller ikke superfantastisk.
Jeg har fået mere velsmagende sushi.
Og sticks i øvrigt.


Men oplevelsen.
Det er for den man skal komme der.
Vi kommer der med 100 procents sikkerhed igen.
Og der kommer nok ikke til at gå så lang tid.


Regningen lød på 472 kr.
198 for maden fra søndag til torsdag.
Og det må man sige er rigtig billigt.
Der var jo lidt sport i at holde styr på, hvor mange tallerkener vi fik fortæret.
Og det endte med ca. 40.
Men det var jo altså for os begge to vil jeg lige skynde mig at understrege.
Og nogen af dem havde der været tangsalat, wasabi, ingefær, vindruer og vandmelon på.
Så det er ikke HELT så slemt som det lyder.


Og så viste det sig da vi var færdige, at Running sushi er fast-food.
Vi havde jo ikke ligefrem siddet og holdt øje med klokken.
Men da vi vraltede ud af restauranten godt mætte var der kun gået en times tid.


Jeg prøvede at tage et par billeder.
Men det er altså ikke nemt at fotografere noget der bevæger sig bagved en plexiglasrude.
Men her er lige et par stykker, så man kan få en lille ide om hvordan det så ud.

http://www.nyu-sakura.dk/

The Diplomat - København

Nu skulle det rigtig være fint.

For personaleforeningen på mit arbejde havde inviteret til en aften med gourmetmad og fine vine.
På The Diplomat.
Som ligger på USA's ambassade i København.

Det er en mere eller mindre fast begivenhed hvert år.
Og jeg havde talt med flere kolleger, som havde rost stedet i høje toner.
Så da invitationen kom, skyndte jeg mig at melde os til.

Der var lang tid til arrangementet.
For der er en masse formaliteter, som skal være på plads.
Det er jo trods alt en ambassade.
Så det er næsten som hvis man skulle på en flyvetur til USA.
Der skulle udfyldes lister med de komplette navne på deltagerne, som det står på den billedlegitimation, man skal medbringe.
Og deltagerne skulle stemme om hvilken menu vi skulle have.

Da den store dag oprandt, klædte vi os pænt på og kørte til Farum for at tage toget.
For The Diplomat er kendt for sine fantastiske vine.
Så vi ville ikke være nødt til at sidde og spytte i glassene.

Togturen gik forbavsende problemfrit, selvom det var lige midt i en masse togomlægninger på grund af diverse  skinnearbejder.
Så det var jo rart.

Vi ankom til Østerport omkring kl 17.30 og slentrede i det lune vejr hen til ambassaden.
Der er en del indcheckningsformaliteter, så selvom middagen først skulle starte kl 18.30, havde vi fået besked på at møde op kl 18.00.
Og jeg skulle så være der lidt før, fordi jeg havde lovet at være personaleforeningens repræsentant og hjælpe folk til rette.

Vi var fremme ved ambassaden kl 17.45.
Og det viste sig at der slet ikke var brug for at hjælpe folk.
Ambassadens personale stod klar til at tage imod os.
Vi blev lukket indenfor i en slags sluse to og to efter at have fået checket ID og være blevet krydset af.
Og så var det ellers som i lufthavnen med metaldetektor og den slags.
Vi måtte heller ikke have mobiltelefoner eller kameraer og den slags med ind.
Så det var desværre ikke muligt at tage billeder.
Jeg forsøgte at få arrangeret at personalet skulle tage nogen og sende til mig.
Men det lykkedes aldrig.

Vel ude på den anden side mødtes vi med en kollega og hans kæreste, som vi havde aftalt at sidde sammen med.
Vi ventede lidt i en lille gruppe, og så kom der en pige fra restauranten og hentede os.
Mens vi ventede kunne vi stå og skæve ind i et vagtlokale, hvor et par US Marines sad med deres høje hvide kasketter og så bredskuldrede ud.

Vi fik anvist garderoben, hvor vi hængte vores overtøj og blev så ledt igennem lange gange og ned ad en trappe til kælderetagen.

Ved døren ind til restauranten stod en anden pige og spurgte til, hvem der skulle sidde sammen, hvorefter hun viste os hen til et bord.

Og nu blev det lidt anderledes end forventet.
Det var jo en middag på en ambassade.
Og ovenikøbet på den amerikanske ambassade, som jo er et imponerende byggeri.
Så vi havde forestillet os noget med et stort tungt egetræsbord i et højloftet lokale med lysekroner og med mahognipaneler på væggene.
Men sådan var det slet ikke.
Der var helt tydeligt tale om ambassadens kantine.
Med håndskrevet menukort på væggen og det hele.
Det var helt sikkert en meget hyggelig kantine.
Med udstilling af vin og kogebøger i den ene ende.
Udsigt til en lavtliggende have.
Og et antal sekspersoners borde.
Men det var altså en kantine.
Og ikke en festsal.
Det kom lidt bag på os.

Men skidt med det.
Det var jo maden og vinen det handlede om.

Vi satte os sammen med vores venner og et andet par, hvor manden viste sig at høre til ca. den samme afdeling som mig.
Vældig hyggeligt.
Vi fik serveret et dejligt glas lyserød mousserende vin fra Napa Valley som velkomstdrink.
Og så sad vi og sludrede mens vi ventede på at de sidste skulle ankomme.

Da klokken var 18.30 bød jeg kort velkommen på personaleforeningens vegne og gav ordet til Lasse, som var chefkok denne aften.
Han fortalte lidt om hvordan aftenen ville forløbe og understregede at der jo altså var særlige sikkerhedsforanstaltninger.
For eksempel måtte vi ikke bare gå udenfor for at ryge eller i øvrigt forlade selskabet selv.
Vi skulle følges af en fra restauranten, for som han sagde "Der går jo nogle marinesoldater rundt på gangene med skarpladte våben, og de bliver så let nervøse, hvis de møder nogen de ikke kender"
Han bad også dem med specielle behov identificere sig.
Der var en der ikke kunne tåle skaldyr og en der ikke kunne spise råt kød.
Meget fint at der uden problemer kunne tages den slags hensyn.

Og så blev den første vin serveret.
En lækker Pinot Gris fra Oregon.
Lys og mild men samtidig meget karakterfuld

Og så kom den første ret.

Der var en fin skive marineret tun.
En ristet skive sværdfisk pyntet med flyvefiskrogn.
Og en ristet kammusling.
Alt sammen anrettet på en varm salat med tang og urter og pyntet med en dressing af grenadine og rød karry.

Det var superlækkert.
Tunen var en skive af et stykke som var blevet marineret og dernæst stegt.
Så den fremstod nærmest som en skive roastbeef.
Helt rå i midten og stegt i kanten.
Både mør og smagfuld.
Sværdfisken var stegt som den skulle.
Lige præcis gennemstegt.
Til dem der ikke har smagt sværdfisk kan jeg fortælle at den ligesom andre store rovfisk har en konsistens som nærmest gør at den knirker lidt mellem tænderne.
Men samtidig er den meget mør og velsmagende.
Flyvefiskrognen var næsten selvlysende orange.
Meget smukt.
Den var til de fleste ved bordets overraskelse meget mere knasende end de kaviarer, som vi normalt benytter her til lands.
Kaviar smager jo ikke af så frygtelig meget for den utrænede gane.
Og sådan en må jeg med skam erkende at jeg er i besiddelse af.
Jeg synes at kaviar har en behagelig salt og havagtig smag.
Jeg kan bestemt godt lide det.
Men jeg vil bestemt ikke påstå at jeg kan smage forskel på de forskellige slags.
Selvfølgelig er der meget karakteristiske varianter som for eksempel løjrom.
Som jo også er meget store i æggene
Dem kan jeg nok kende.
Og jeg kan også godt genkende "limfjordskaviar" fra supermarkedet som jo primært består af hakket æg farvet med cowboybuksefarve.
Men ikke mere end det.
Så jeg vil nøjes med her at sige at flyvefiskerognen var rigtig lækker og ikke mindst dekorativ.

Pernille har bedt mig huske at skrive at kammuslingen også var helt uovertruffen.
Hun er meget glad for kammuslinger.

Der blev i øvrigt serveret et meget lækkert brød i skiver til retten.
Utvivlsomt hjemmebagt.

Nu havde vi jo fået et par glas.
Og lydniveauet havde fået et par takker opad.
Der var ingen tvivl om at alle virkelig hyggede sig.

Så kom den næste vin.
En helt fantastisk Chardonnay fra Washington State.
Den var virkelig helt fantastisk.
Chardonnay er jo altid godt.
Og som regel meget karakterfuld.
Men denne var helt usædvanligt krafitig.
Jeg kom til at tænke på Retzina fra Grækenland, som jo har en del harpiks i smagen.
Det havde denne Chardonnay jo ikke.
For den metode bruges vist ikke uden for Grækenland.
Men jeg kom alligevel til at tænke på det.
Vi havde fået at vide at der ville være mulighed for at købe nogle flasker vin med hjem, hvis vi havde lyst.
Og Pernille og jeg blev hurtigt enige om at hvis den var til at købe for penge skulle vi da have et par flasker.

Så kom anden ret.

Der var et par skiver stegt havbars.
Anrettet på en ragout af svinekæber og hasselnødder.
Og en sauce af blodappelsin.

Vi havde været meget spændte på denne kombination af fisk og gris.
Svinekæber bliver jo som oftest serveret braiserede og hele.
Men disse var stegt helt i opløsning, så ragouten nærmest var som en sovs eller grød med en masse kødtrevler i.
Det lyder ikke særlig lækkert når jeg beskriver det.
Men det smagte fænomenalt.
Og kombinationen med den fine milde fisk, som en havbars er og den meget kraftige ragour som var en lille smule fed i det, og så den syrlige blodappelsinsauce var intet mindre end et mesterstykke.
Jeg var alvorligt ked af at portionen ikke var større.
For på det tidspunkt ville jeg GERNE have spist mig helt mæt i denne ret og undværet resten.
Og i øvrigt drukket mig endnu mere hyggelig i den fantastiske Chardonnay.

Nu opstod der en lille pause mens vinen til næste ret blev skænket.
Det skyldtes at vi ikke fik en, men to rødvine.
En Merlot fra Washington State.
Og en Pinot Noir fra Californien.
To meget forskellige vine.
Lasse anbefalede at vi prøvede først Merloten og så tog en tår vand og bagefter prøvede Pinot Noiren.
Og man kunne virkelig smage forskel.
Merlot er jo meget ofte blød og rund, og det var denne her også.
Pinot Noiren var derimod noget rå og brutal.
Og ved vores bord blev vi hurtigt enige om at den nok godt kunne tåle at ilte lidt.

Og så kom hovedretten:

Bison fillet fra Nordamerika stegt med urter.
Græskar/gulerodspure.
Terrine af tre slags kartofler.
Walla Walla Valey løg confit.
Og sauce af karameliseret Cabernet Sauvignon.

Og det var fantastisk
Jeg ved godt at jeg har brugt det ord en del gange i denne anmeldelse.
Men det var det virkelig.
Nu blev jeg glad for at jeg ikke havde fået mere af havbarsen.
Kødet var uden sammenligning det møreste kød jeg nogensinde har sat tænderne i.
Jeg havde nok haft en forestilling om at bisonokse var meget kraftigt men også meget robust.
Det første er rigtigt.
Det andet ikke.
Man kunne uden problemer skære kødet over med gaflen.
Det var stegt som en almindelig oksefillet.
Rød men ikke rå i midten.
Og med en god og kraftig kødsmag.
Superlækkert.
Kartoffelterrinen var meget dekorativ med de tre forskellige kartofler.
Jeg kan ikke huske hvad de hed.
Men man kunne tydeligt smage forskel.
Og den ene af dem var blå.
Så det så meget fint ud.

Walla Walla Valey lyder jo som en vittighed.
Men der er faktisk et sted der hedder sådan.
Walla Walla betyder "Et sted med meget vand" på det sprog der tales af Shahapti indianerne.
Der løber flere floder i dalen, deraf navnet.
I dalen dyrker man blandt andet en særlig slags søde løg.
Og det var dem vi havde fornøjelsen af denne aften.
De havde bagt i rigtig lang tid sammen med noget sødt.
Hverken Pernille eller jeg kan på nuværende tidspunkt huske om det var honning eller sirup.
Men vi havde jo også efterhånden fået en del vin.
Men løget var blevet helt blødt og mørt og faldt næsten fra hinanden.
Og det smagte himmelsk.
Det passede helt perfekt til både kødet og terrinen.

Vi smagte på vinene flere gange i løbet af denne ret.
Og vi huskede at skåle ind i mellem.
Pinot Noiren blev KLART bedre af at ilte noget længere.
Den viste sig at være meget kompleks og kraftig.

Nu var vi efterhånden ved at være mætte.
Men vi manglede jo desserten.
Igen kom vinen først.
Og den var anderledes.
Det var en rød dessertvin.
Sød og lækker.
Men ikke meget sød.
Til gengæld mere kompleks end jeg synes dessertvine ofte er.
Et kig på etiketten afslørede at det var Cabernet Sauvignon.
Det har jeg aldrig prøvet før.
Jeg har selvfølgelig drukket masser af Cabernet Sauvignon.
Men aldrig som en sød dessertvin.
Virkelig spændende.

Og så kom desserten.

Og det var en smuk anretning.
Fire små portioner af forskellige ting anrettet på en meget aflang tallerken med en stribe af noget sauceagtigt langs den ene kant.

I den ene ende en lille muffin med pecan nødder og honning.
Den var da god nok, men ikke specielt interessant.
Det næste var en terrine med pistacienødder og æbler fra Oregon.
Den var til gengæld spændende.
Det var nærmest en smagseksplotion i munden.
Meget tydelig smag af både æble og pistacier.
Dernæst en tequila sunrise sorbet på appelsin og vanille syltetøj.
Den var så frisk så frisk.
Man ønskede virkelig at der var noget mere, så man bare kunne blive ved og ved.
Helt utroligt.
Till sidst en chokolade/kastaniekage med soltørrede kirsebær.
Igen en spændende kombination.
Kirsebærerne var kun lettere tørret.
De var ikke helt rosinagtige men stadig saftige.
Og så bare lige lidt mere intense i smagen end friske kirsebær.
Selve kagen var en meget tung og kraftig chokoladecreme på kastaniebund.
Meget tung og fed.
Men fint afbalanceret af kirsebærerne.
Langs kanten af tallerkenen en tynd stribe af banan/Budweiser creme.
Det vil jeg nærmest betegne som et kuriosum.
Der var ikke ret meget af den og og den smagte egentlig kun af banan.
Men en sjov ide.

Til sidst blev der serveret stempelkaffe.
Ikke så mange dikkedarer.
God og kraftig kaffe fra Puerto Rico.

Mens vi drak kaffen gik jeg op for at kigge på de vine, der var til salg.
Det viste sig desværre at den vidunderlige Chardonnay ikke var til at købe for penge.
I hvert fald ikke dem der lå i vores pengepung.
175 kr er sikkert en rimelig pris.
Men en del over vores budget.

Da klokken var henad halv ti blev vi fulgt ud.
Det var stadig en lun aften da vi skiltes fra kollegerne udenfor.

Det havde været en helt fantastisk aften.
Utrolig god mad.
Meget fine vine.
Godt selskab.
Så kan man vist ikke forlange mere.

Regningen lød på 750 kr pr. person.
Og det er faktisk meget billigt når man tænker på niveauet.
Især niveauet på vinene.

The Diplomat er ikke en almindelig restaurant.
Man kan ikke bestille et bord, og man kan ikke komme ind fra gaden.
Men man kan komme som en gruppe, hvis man booker hele restauranten.
Der er sikkert nogle begrænsninger både opadtil og nedadtil med hensyn til antal.
Men jeg kender dem ikke.

Som tidligere nævnt er det et fast punkt på programmet for vores personaleforening.
Og vi skal HELT sikkert med næste år også.
For vi havde virkelig haft en dejlig aften som til fulde levede op til vores forventninger.
Bortset fra de manglende lysekroner.

http://www.restaurantdiplomat.dk/