Cafe Sorgenfri - København

Det var Pernilles fødselsdag.
Og den slags plejer vi altid at fejre enten ved at fødselsdagsbarnet får sin livret serveret derhjemme eller ved at gå ud og spise.

I år ville hun gerne ud og spise smørrebrød.
Så det gjorde vi.
Det er også længe siden.

Valget faldt på Cafe Sorgenfri i Brolæggerstræde i det indre København.
Det er jo ikke så nemt at komme til at parkere derinde.
Men det lykkedes at finde en plads næsten helt oppe ved Rådhuspladsen.

Hun havde været sød i år, min lille kone.
Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Men det betød desværre også at det var MEGET koldt.
Jeg vil gætte på 5-6 minusgrader.
Og der blæste en strid vind.
Så vi var godt forfrosne, da vi ankom til restauranten.
Vi var godt nok et kvarter for tidligt på den.
Men det var så koldt, at vi droppede at gå en lille omvej.
I stedet myldrede vi ned i mørket for at komme i ly for blæsten.

Det er bestemt ikke noget stort lokale.
Der er måske plads til 35-40 mennesker.
Men der er meget hyggeligt.
Vi fik anvist et bord, som heldigvis lå lidt væk fra indgangsdøren.
Det var vi glade for.
For der VAR altså meget koldt den dag.
Så snart vi var blevet sat kom tjeneren med menuen.
Eller smørrebrødssedlen som det vel egentlig hedder.

Den var ikke MEGET lang.
Der var vel en ca 35 forskellige punkter, som inkluderede et par anretninger og diverse oste.
Men der var hvad der skulle være.
Forskellige sild.
Diverse gammeldags stykker så som tunge med italiensk salat og sardiner på rugbrød.
Jeg blev helt nostalgisk.
Jeg er ikke så god til tunge.
Men jeg mindedes min barndoms søndagsfrokoster, hvor vi ofte fik sardiner.
Det er ikke noget man ser meget i dag.
Men sjovt nok fik vi det faktisk på en buffet til en 50-års fødselsdag for en måneds tid siden.
Der var også forskellige mere almindelige stykker, som leverpostej med bacon og champignons, dyrlægens natmad og rullepølse med sky.
Der var forskellige lune stykker som flæskesteg med sprød svær og hakkebøf med spejlæg.
Og endelig var der et par forskellige oste.

Jeg havde været på Cafe Sorgenfri et par år tidligere, og vidste af erfaring at man IKKE går sulten fra bordet.
Så det gjaldt om at begrænse sig.
Selvom det var meget svært.

Pernille besluttede sig hurtigt for den hjemmelavede hønsesalat og for mørbradbøf med bløde løg.

Jeg besluttede mig endelig for at droppe sardinerne og i stedet tage en fiskefilet med rejer og en hakkebøf med spejlæg.

Vi bestilte også en friturestegt camembert.
Og så krydsede vi fingre for at vi kunne spise det hele.

Der er ikke så mange valgmuligheder med hensyn til drikkevarer på Cafe Sorgenfri.
Der er de sædvanlige 2-3 slags fadøl fra Carlsberg og co.
Og et par forskellige flaskeøl fra samme firma samt forskellige sodavand.
Men der er vel heller ingen der kan finde på at drikke vin til smørrebrød.
Så det er ikke noget problem.
Vi valgte begge en stor Classic.
Og vi sprang snapsen over.

Nu var der tid til at kigge os lidt omkring mens vi ventede på maden.
Der er meget lavt til loftet i Cafe Sorgenfri.
Og der er fritlagt loftsbjælker.
Huset er fra 1796.
Og som de skriver på deres hjemmeside, så har der været cafe i "flere hundrede år".
Man er ikke i tvivl om at man befinder sig i historiske omgivelser.
Loft og vægge er holdt i sorte og brune nuancer.
Der er både malerier og fotos på væggene.
Alle fotos er i sort-hvid og de fleste kunne vi ikke lige identificere.
Men vi kunne dog se at endevæggen prydedes af Kong Christian X og Dronning Alexandrine.
Der er ikke så meget pynt og tingeltangel.
Det er der nu heller ikke plads til.
De små borde står tæt og er i øvrigt nydeligt dækket med rødternede duge.
Vældig hyggeligt.

Der kommer tilsyneladende alle slags mennesker på Cafe Sorgenfri.
Ved siden af os sad, hvad jeg vil gætte på var farmor, far og datter.
Datteren havde den alder hvor hun var vældig stolt over at kunne læse alle de svære ord på menuen.
På den anden side sad hvad jeg gætter på var et ældre kærestepar. De så i hvert fald søde ud.
Der var små grupper af forretningsfolk.
Og venindepar.
På et tidspunkt kom der et par unge mænd i træningstøj.
De har vel været 18-19 år.
De så ret trætte og brugte ud.
Den ene skulle have tatar og et stort glas mælk....

Vi havde efterhånden ventet i en tyve minutters tid.
Og jeg skulle så småt til at sætte en panderynke i mine notater.
Men så kom maden.
Al maden.
Undtagen osten.
Og så var det jo helt i orden med tyve minutter.
Jeg havde forestillet mig at vi ville få et stykke hver og så et stykke mere når vi var færdige med det.
Men sådan var det ikke.
Alle fire stykker ankom på et fad.
Smukt anrettet på et stort fad med brød, smør og tilbehør rundt om.
Fadet blev stillet på et stativ midt på bordet, så vi bedre kunne være der.
Bordene er lidt små på Cafe Sorgenfri.

 

Jeg startede med fiskefiletten.

Vi har en stående vittighed i vores familie.

Den har sit udspring i at begge børnene da de var små var helt vilde med fiskefilet med pomfritter.

Det er der jo mange børn der er.

Men ofte, når man køber dybfrosne fiskefiletter eller bestiller dem på et cafeteria, er der altså ikke så meget fisk.

Bare en hel masse panering.

Så på et tidspunkt opstod vittigheden med at der sommetider var noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Så det siger vi næsten altid til hinanden, når vi spiser fiskefilet.

I dette tilfælde kan jeg kun sige at der var rigtig meget af noget underligt hvidt inden i fiskefiletten.

Den var hjemme-paneret og friturestegt.

Utrolig velsmagende og stegt helt tilpas.

Pernille startede med hønsesalaten.

Den var tydeligt hjemmelavet.

Ikke noget med geometrisk perfekte kyllingetern her.

Næ pæne store håndskårne stykker af kyllingebryst i en lækker dressing.

Serveret med en skive bacon og ristet franskbrød.

Meget lækkert.

Mit næste stykke var en hakkebøf med spejlæg.

Og det var et helt måltid.

Der var rigeligt til at man kunne have spist 2-3 stykker rugbrød til.

Men i anledning af Pernilles fødselsdag og fordi jeg allerede var ved at være mæt, nøjedes jeg med et enkelt.

Det var en meget stor hakkebøf.

Friskstegt og lyserød i midten.

Lige som den skal være.

Ovenpå bøffen lå en bunke bløde løg.

Og ovenpå løgene et spejlæg.

Og her er min eneste lille anke.

Blommen var næsten gennemstegt.

Jeg synes jo altså at blommen på et spejlæg skal være flydende.

Det er muligvis en smagssag.

Men denne var altså for gennemstegt efter min smag.

Pernilles mørbradbøffer var også helt perfekte.

Der er ikke så meget at sige om dem.

Stegt lige tilpas.

Møre, lækre og velsmagende.

Nu var vi efterhånden ved at være godt mætte begge to.

Men vi havde jo stadig osten tilgode.

Og vi fik ikke en men to ostetrekanter hver.

De var stegt helt perfekt.

Knasende sprøde udenpå og helt flydende indeni.

Superlækre.

Serveret med ristet brød og solbærsyltetøj, som det hører sig til.

Desværre var jeg så mæt at jeg kun kunne spise den ene.

Det lakkede mod enden.

Vi havde været på Cafe Sorgenfri i lidt over en time.

Så det var et hurtigt måltid.

Men det skal det vel også være når der er til frokost.

For der skal mange mennesker sikkert tilbage på arbejde.

Regningen lød på 568 kr.

Helt i orden for 2 store fadøl, 4 lækre og rigelige stykker smørrebrød og sidst men ikke mindst den stegte camembert.

http://www.cafesorgenfri.dk/