Restaurant Elysee - Malmö

Vi havde været i Operaen.
I Malmö.
Pernille, Johan og jeg.
Vi havde set et stykke, der hed Black Silk.
Det var Skånes Dansteater, som havde sat det opp.
Det var blandt andet bygget på musik af det finske opera/heavy band Nightwish.
Det var det, der havde tændt os, for vi kan alle godt lide Nightwish.
Der var nu ikke helt så meget Nightwish musik som vi havde forestillet os.
Men vi havde en dejlig aften.

Efter forestillingen ville vi ud og have lidt at spise.
Så vi gik over til den Opera Grill, som ligger lige ved siden af Operaen.
Men eftersom vi ikke havde bestilt bord, kunne vi glemme alt om det.
Så vi satte os i bilen og kørte lidt rundt for at finde et sted.
Det skulle være et sted, hvor vi kunne parkere tæt på restauranten.
For Pernille havde nye høje sko på...

Efter en del køren rundt fandt vi endelig et sted.
Restauranten hed Elysee og lå på et lille torv, sammen med en masse andre restauranter og natklubber.
Da vi havde parkeret ca. 100 meter nede ad gaden, gik Johan og jeg ind for at se om vi kunne få et bord.

Lige indenfor døren var der en lille pult, hvor man tilsyneladende holdt styr på bordreservationer og den slags.
Så vi stillede os op og ventede pænt.
Der var ret mange mennesker i restauranten denne aften.
Og en 4-5 yngre servitricer strøg forbi os igen og igen på vej ind og ud fra køkkenet.
Det var åbenbart ikke dem, som skulle anvise os et bord.
Der kom efterhånden en 5-6 andre gæster, som også skulle have et bord.
Flere af dem henvendte sig til os for at blive betjent.
Men vi måtte jo forklare at evi altså ikke arbejdede der, men selv ventede på et bord.
Jeg skylder måske lige at fortælle at vi begge var MEGET nydelige i vores mørke habitter.
Så deres fejltagelse var jo forståelig.
Pludselig kom et større selskab af yngre damer myldrede ind.
Og lige samtidig kom en nydelig men noget reserveret herre ud fra køkkenet.
Han så lidt chokeret ud over at der stod så mange mennesker.
Men han spurgte om det var Louises selskab.
Det viste sig at de mange nytilkomne damer var Louises selskab.
Og de blev hurtigt vist ind i det fjerneste lokale.
Da han kom tilbage blev det vores tur, og jeg spurgte om han kunne klare et bord til tre, som ikke havde bestilt.
Han granskede sin notesbog et stykke tid og forsvandt så uden et ord i den modsatte retning af Louises selskab.
Vi blev stående lidt usikre på om vi skulle gå med eller ej.
Men så kunne vi se at han var i gang med at sætte to 2-personers borde sammen midt i lokalet.
Han kom hurtigt tilbage og bad os følge med.
Jeg sendte Johan ud for at hente Pernille i bilen og fulgte selv efter tjeneren.

Bordet stod i den ene ende af lokalet og jeg satte mig med ryggen mod væggen, så jeg kunne se ud over det meste af restauranten.
En af de unge servitricer kom hurtigt med service og bestik til 3 samt 2 menukort.

Da Pernille og Johan havde fået sat sig, begyndte vi at studere menukortene.
Det viste sig at Elysee er berømte for deres fondue.
Næsten alle i restauranten fik fondue.
Man kunne få den i to forskellige versioner.
En "almindelig" og en asiatisk.
Men vi havde ikke rigtig lyst til fondue, så vi kiggede lidt rundt i det øvrige menukort.

Der var 3 3-retters menuer og en hel del både for- og hovedretter samt desserter.
Mange af tingene havde sjove navne.
Dels fordi det jo var på svensk, men også fordi de bare var sjove.
For eksempel kunne man få "Elefantøre"
Det fremgik ikke helt hvad det var, der stod blot noget om at det jo var en traditionel ret, som blev serveret med diverse tilbehør.
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det faktisk er et ikke helt ualmindeligt navn for en wienerschnitzel.
Men det var der ingen af os, der havde hørt om på det tidspunkt.

Men vi fik da fundet ud af, hvad vi skulle have og fik bestilt.
Mens vi ventede kiggede vi os lidt omkring.
Det var et meget hyggeligt lokale.
Det så ud som om der havde været restaurant der altid.
Vi kunne ikke blive enig om, hvorvidt tapetet var almueagtigt eller lignede et cirkustelt.
Men det var i hvert fald lodret stribet i rød, gul og grøn.
Ikke just smukt i sig selv, men det passede fint til resten af stemningen.
Langs den ene væg hang der en række malede portrætter af fornemt udseende mænd.
Vi genkendte ikke umiddelbart nogen af dem.
Men vi er jo heller ikke svenskere.
Rundt på alle væggene en halv meters penge fra loftet hang hylder, som var fyldt med læderindbundne bøger i bunker.
Og i vindueskarmen lå gammelt fint bogbinderværktøj.
Rummet var oplyst af en mængde hvide skibslanterner.
Der var også et stort antal miniature malerier, som havde forskellige landlige og jagt inspirerede motiver.
Alt i alt mægtigt hyggeligt og med præg af historie.

Pernille ville ikke have forret, så jeg hentede en skål salat til hende.
Hun havde jo stadig skoene på.

Jeg havde valgt en 3-retters menu og Johan havde valgt 3 a la carte retter.
Vi skulle begge have Toast Walther til forret.
Det viste sig at være et stykke ristet håndskåret franskbrød med rejesalat og lakserogn.
Det var meget lækkerrt anrettet med en limebåd på toppen og smagte himmelsk.
Men det var en noget tung anretning af en forret at være.

Pernille havde valgt det famøse Elefantøre som hovedret.
Det var en meget stor wienerschnitzel, som blev serveret med en stegt blanding af kartoffel- og løgtern, en varm tomatrelish, 2 store panerede og stegte løgringe, en enkelt grøn asparges samt en lille skål med bearnaise.

Vi smagte alle 3.
Og jeg må sige at det er det møreste stykke kalvekød jeg længe har fået.
Meget meget lækkert.
Jeg synes måske det er lidt underligt både at servere tomatrelish og bearnaise.
Men det kunne nu godt gå an.

Johan havde bestilt en planksteak.
Det var en pæn medium stegt bøf, som blev serveret på en træplanke.
På planken lå en flot sprøjtet trekant af kartoffelmos, som havde været en tur under grillen, så den var smukt lysebrun.
Desuden 2 af de samme løgringe som til Elefantøret, den samme bearnaise samt en håndfuld grønne asparges.

At dømme efter Johans ansigtsudtryk smagte det himmelsk.
Vi andre fik i hvert fald ikke lov til at smage.

Jeg havde bestilt Red Snapper filet.
Jeg kan så godt lide Red Snapper.
Det er en dejlig fast og lys fisk.
Jeg ved ikke rigtig hvordan den ser ud i levende live.
Men den må have en vis størrelse.
For de fileter man normalt får, plejer at være pænt store og tykke.
Dem jeg fik denne aften var lidt mindre.
Til gengæld fik jeg to, så det gjorde ikke spor.
De lå på et leje af asparges og var næsten døkket af et lag ristede cherrytomater og rød og gul peberfrugt i tern.
På toppenm lå en enkelt rød chili.
I en lille skål lå små sprødristede kartoffeltern.
Og rundt i kanten af tallerkenen lå en stribe pesto.

Fisken var stegt helt perfekt.
Kødet gik fra hinanden i store flager, når man stak gaflen i.
Grøntsagerne på toppen var rimelig stærkt krydrede.
Men det hele gik op i en højere enhed og skabte en meget lækker fiskeanretning

Hovedpunktet på sådan en aften har det ofte med at være desserterne.
Det er i hvert fald ofte dem der får mest tid ved menulæsningen.

Svenskerne kan jo godt lide søde ting.
Sødt brød, søde kartofler og søde desserter.
Og sådan var det også på Elysee.

Pernille havde bestilt en Tobblerone mousse.
Den blev serveret i form af en kugle på en aflang tallerken.med to friske jordbær i den ene ende og en klat hindbærsyltetøj i den anden ende.
På toppen en lille vaffelrulle.

Det var en sød sag.
Den smagte fint af Toblerone.
Men var altså både meget sød og fed.
Så selvom vi andre også lige skulle smage lykkedes det ikke at spise den op.
Men det HAVDE også været et stort elefantøre.

Johan fik en meget overdådig anretning med marengs, bananskiver, vanilleis, flødeskum, chokoladesovs og et vaffelrør..
Han proklamerede efter første mundfuld at det var den bedste vanilleis han havde fået..
Og det siger jo ikke så lidt.
Men det lykkedes heller ikke ham at spise op.

Jeg skulle have friturestegt camenbert.
Jeg havde ikke lige checket, hvad den skulle serveres med.
Så jeg gik egentlig bare ud fra at det ville være traditionelt med ristet brød og solbærsyltetøj.
Men der tog jeg fejl.
Jeg fik hele to pæne store ostetrekanter.
Fire ostekiks.
En lille skål med vanilleis.
En stor klat æblekompot.
Samt en bunke persille, som virkede helt sprødt.
Det må jo have været stegt på en eller anden måde.
Men det virkede ikke på nogen måde som om det havde været i kontakt med fedtstof.
Det var helt sprødt uden at være tørt.
En spændende oplevelse.

Jeg kiggede jo lidt på det utraditionelle tilbehør.
Men det fungerede forbavsende godt sammen.
Jeg havde nu nok foretrukket brød i stedet for ostekiks.
Men det er en detalje.
Jeg ved ikke om dette tilbehør er traditionelt i Sverige.
Så meget har jeg heller ikke spist på den anden side af sundet.
Men det var meget meget lækkert.
Specielt isen sammen med den varme ost var helt fantastisk.
Jeg kunne godt spise op.

Vi fik i alt 5 glas cola og Pernille fik en kop kaffe til desserten.
Regningen lød på 998 kroner.
Svenske vel at mærke.
Det er bestemt en rimelig pris for sådan en aften.

Jeg har mest godt at sige om restaurant Elysee.
Maden var veltillavet.
Portionerne var overdådige.
Prisen var i orden.
Det var ikke overambitiøst, men snarere sådan lidt jævn men god mad.
Hvis man endelig skulle sprede lidt malurt kan man sige, at der måske var lidt for mange gengangere i tilbehøret til hovedretterne.
Eller også var vi bare heldige (eller uheldige alt efter temperament) at ramme ind i det samme.

Hvis vi en anden gang er i Malmö kunne vi sagtens finde på at gå derind igen.
Isør hvis vi får lyst til fondue.
For det så nu også ret så lækkert ud.

Jeg beklager den dårlige billedkvalitet i dette indlæg.
Men vi havde ikke et rigtigt kamera med.
Så det er det bedste min mobiltelefon kan præstere under vanskelige lysforhold.

Der er ikke megen information at hente på restaurantens hjemmeside.
Men her kommer linket alligevel.
Man kan jo altid få et lille indtryk.
http://www.malmborgen.nu/sitestart.asp?page=elysee